Individualisering. Medlemsrapport 4, 2005, del 1 - Instituttet for ...

24
”Jeg har valgt at blive skilt,
da ægteskabet ikke gjorde
mig lykkelig.” ”Min chef så
ikke mit virkelige potentiale,
så jeg valgte at søge over til
konkurrenten.”
Ukendt
Mig og min gud
Det er allerede længe siden, at Marx udråbte religion til at være opium for
folket – og at Nietzsche derefter erklærede Gud for død. Den moderne verden
så dagens lys, og siden da har religionen ikke haft de samme vækstbetingelser
i Vesten. Som overordnet system er religionens rolle i dag udlevet
– men individualiseringen åbner for en ny.
Det individualiserede menneske er som udgangspunkt ikke religiøst,
og det kan være svært at finde ligheder mellem det billede, vi traditionelt
set opstiller af den religiøse, som den regelunderlagte, selvunderkendende
menige, hvis primære orientering ligger mod det transcendente – det ikkeverdslige
– og så af individualisten – den frit vælgende, selvrealiserede ener.
For religionen er klassisk set en kollektiv bedrift – faktisk er det kollektive
det centrale i mange religioner, f.eks. i de tre store: jødedommen, kristendommen
og islam – både i religionernes historiske udvikling og i deres
menneskeforståelse. Den religiøse er en del af et ”vi” og dette ”vi’s” vigtigste
opgave er at sørge for, at Guds – eller en anden højere idés – plan føres
igennem. Når man lever efter særlige forskrifter, undlader at spise på visse
tidspunkter og udfører bestemte handlinger, er det fordi der er en mening
med det. Og meningen ligger uden for den enkelte.
At basere hele sit liv på et mål eller en sandhed sat af kollektivet ligger
meget langt fra individualisten, og derfor har de fleste i år 2006 valgt
religionen fra.
religionen giver også mening for mig i år 2006
Der findes stadig religiøse mennesker i vores individualiserede tid. Pointen
er nemlig ikke, at religionen er død. Nej, man er bare religiøs på en anden
måde, sin egen måde. Omend verden i dag er mere individuelt orienteret,
optræder der stadig religiøse rum, regler, handlinger og fællesskaber, men
de ser anderledes ud, og individet involverer sig med disse begreber på en
stadig mere utvungen og selvbevidst måde – i en særlig personlig variant.
Hvis jeg vil være kristen og tro på reinkarnation, så gør jeg det.
Som alt andet i den moderne tid og således også med religionen, vil
individet skille sig ud, og religion vil dermed blive udøvet og italesat på
et utal af måder. Man mødes på Nettet i stedet for i kirken, man har sine
personlige helligsteder og har ikke faste ritualer. Man går til religionen,
når man har brug for den og det passer ind i kalenderen, man går ikke
derhen af pligt. Religionen har dermed fået en ny rolle: Den kan hjælpe
os med at tilfredsstille det personlige følelsesliv, og placerer sig dermed i
rækken af fænomener man kan vælge imellem, og som kan føre til livets
selvopfyldelse. Det centrale for individualisten er netop, at det der sker
i hans liv, er resultatet af et valg, han har foretaget. Det er det, der giver
autenticitet i hans liv. Om valget er givet af tvingende omstændigheder, er