Individualisering. Medlemsrapport 4, 2005, del 1 - Instituttet for ...

2
Peter Pan-syndromet er en
pop-psykologisk betegnelse,
der dukkede op i forbindelse
med psykologen Dan Kileys
bog ”Peter Pan syndrome:
Men Who Have Never Grown
Up” fra 1983. Syndromet
refererer selvfølgelig til J.M.
Barries klassiker fra 1904,
”Peter Pan” med undertitlen
”Drengen der ikke ville
være voksen.” Den handler
om drengen Peter Pan,
der lærer pigen Wendy og
hendes brødre at flyve. Og
så er det ellers afsted til
det magiske eventyrland
Neverland (Michael Jacksons
forlystelsespark hedder
Neverland), hvor jomfruer, indianere
og den onde Kaptajn
Klo venter.
I am a yeppie
I dag forbruger vi kærester, koner, venner, uddannelse, arbejde og livsstil.
Man taler om Yeppie-generationen.
I industrisamfundet blev borgeren opfattet som producent. Man fandt
sin plads i den økonomiske og sociale orden ved at skabe værdi. Man bidrog
til at skabe rigdom ved at producere konkrete produkter. I nutidens viden-
og drømmesamfund er det anderledes: i dag er vi alle forbrugere. Hver
gang der er en mindre økonomisk krise, opfordres vi til at forbruge. Vi skal
bruge flere penge for landets skyld. Vi skal bruge flere penge for at få flere
i arbejde – for at holde gang i hjulene. Det handler imidlertid ikke længere
om bare at spise mere og bedre, have det flotteste B&O-anlæg eller en BMW
i garagen. Penge er lig lykke – det var Yuppiernes livsstil. Når jagten på
det lykkelige liv ikke kun handler om penge, er krisen blevet konstant, og
derfor har forbruget sat sig igennem i stort alle det sociale livs sfærer.
Young Experimenting Perfection Seekers (Yeppies) er betegnelsen
for den generation, der har gjort forbruget til en hel måde at leve livet på.
De shopper: kærester, arbejde, bolig og venner i jagten på det perfekte
liv, og de udsætter alle store livsbeslutninger som ægteskab, børn og fast
arbejde indtil de har udtømt alle muligheder, deres liv skal være perfekt. I
stedet for en forudsigelig livshistorie eller fortælling med muligheden for
at den slår fejl, hvorfor så ikke sprede sine indsatser? Hvis det både kan
blive et, kryds eller to kan man jo lige så godt helgardere. Mulighederne
er der jo. Der er ”frit valg” og ingen bånd der binder dig. Internettets
dating-scene opfordrer jo nærmest til seriel monogami, og mulighederne
for at iscenesætte sig selv gennem forbruget er utallige. Som sociologen
Zygmunt Bauman ironisk bemærker, er det i dag forkert – moralsk
forkasteligt, ja ligefrem dumt – at stille sig tilfreds med det, man allerede
har, og på den måde slå sig til tåls med mindre og ikke mere. Livet er en
konkurrence, og den der til sidst har – eller har haft – flest erfaringer,
bekendtskaber, kærester, jobs og ting, har vundet.
Peter Pan-syndromet er over os
”Peter Pan-syndromet” er en psykoanalytisk betegnelse for mænd, der ikke
tør binde sig, og de var især at finde i 1980’ernes yuppiekultur. For Yuppierne
handlede det i høj grad om at skrabe penge til sig, fordi penge var lig
med Lacoste, BMW – ja, kort sagt: status. Alt hvad der stod i vejen for den
fortsatte akkumulering blev tilsidesat, hvilket ofte betød at familie, børn og
venner kom i anden række. I dag har vi nået et velstandsniveau der gør, at
de fleste kan være med alligevel. Hvis ikke, så låner vi bare. Kreditkortet
frem for sparebøssen. Penge har derfor ikke længere samme status som
oplevelser og erfaringer, og derfor er det dem vi samler på, i jagten på at
finde os selv og dermed det lykkelige liv. Men hvornår ved man, at man har