...fortsat Il Maestro Dario Argento startede sin karriere som filmkritiker og blev af Sergio Leone sat på sin første store opgave som manuskriptfor- fatter – sammen med Bernardo Bertolucci – på Once Upon a Time in the West (1968). I 1970 debuterede Argento – i Italien kendt som Il Maestro – som instruktør med The Bird with the Crystal Plumage, der blev en tordnende succes, også internationalt. I iallo den og hans næste to gialli, The Cat O’Nine Tails og Four Flies on Grey Velvet (begge 1971) finpudsede Argento genren og skabte i 1975 Deep Red, der må anses som et hovedværk. Herefter droppede Argento giallo, men selvom han dog siden har lavet flere gialli, så har han aldrig kunnet overgå Deep Red. Både The Bird with the Crystal Plumage og Deep Red omhandler en hovedperson, der overværer et mord og efterlades med en nagende fornemmelse af at vide mere, end han kan komme i tanke om. Dette koncept kan spores tilbage til Bavas The Girl Who Knew Too Much, men Deep Red for- mår på fornemste vis at twiste dilemmaet til slut, da man indser, at det ikke kun er hovedpersonen, men også én selv, der fra tidligt i filmen har haft muligheden for at udpege morde- ren – hvis man altså ellers havde været opmærksom nok! Derudover udmær- ker Deep Red sig ved surrealistiske farve- skemaer, som Argen- to senere videreud- viklede i sine over- naturlige gysere, Suspiria (1977) og Inferno (1980), de første to i en endnu uafsluttet trilogi. Ydermere er den virtuost fotograferet, med adskillige spring rundt mellem forskellige POVs, bl.a. morderens – et trick John Carpenter senere udnyttede med stor effekt i slasher-klas- sikeren Halloween (1978). Hvad angår manu- skript, så er Deep Red også det mest velud- viklede Argento har instrueret både hvad angår dets dybde – med et gennemgående fokus på tematiske dobbeltgængere – og dets forholdsvist logiske narrativ, en sjældenhed i giallo-genren og især i Argento-regi. Han er nemlig berygtet for at prioritere stil over ind- hold. Langt over. Men hvilken stil det er! Ofte er der tale om stil for stilen skyld, også kendt som excess. Men hvem bestemmer, hvad der er overflødigt? Generelt kendeteg- nes Argentos særegne stil til dels af hans til tider besynderlige valg af underlægningsmusik, men især af de impone- rende kamerature, der nåede højdepunktet af SELVOM DE LETPÅKLæDTE KVINDER UTVIVLSOMT HAR VæRET EN MOTIVATIONSFAKTOR FOR AT LOKKE FOLK I BIOGRAFEN, SÅ KAN DER IKKE VæRE TVIVL OM, AT DET I MINDST LIGE SÅ HøJ GRAD VAR DE DETALJEREDE DRAB, DER PIRREDE NYSGERRIGHEDEN. deres opfindsomhed i Tenebrae (1982) og Opera (1987). Han har haft enorm indflydel- se på andre filmskabere; ikke alene alle de italienere, der kopierede hans gialli, men også kendte amerikanske filminstruktører, som f.eks. Brian De Palma med Dressed to Kill (1980) og Paul Ver- hoevens Basic Instinct (1992) – begge Hitch- cock-inspirerede, men bestemt også bekendte med giallo. Ligeledes genkendes meget i Nicolas Roegs mesterværk Don’t Look Now (1973). Desuden går mange af konventionerne som nævnt igen i den amerikanske slasher-genre, der ironisk nok var en del af grunden til, at man så godt som stoppede med at producere gialli i 80’erne, da det var billigere at importere disse film. Men på trods af at der altså i dag bliver produceret ganske få rendyrkede gialli, så har både deres stil og blodudgy- delser uden tvivl haft stor indflydelse siden hen. Af nyere dato må især Satoshi Kons animé-giallo Perfect Blue (1998) nævnes, men selvfølgelig også Tarantinos Kill Bill: Vol 1 (2003), der hylder <strong>exploitation</strong> generelt. Bevidst (selv)udnyttelse Giallo er et eksempel på én af de subgen- rer, der hører under <strong>exploitation</strong>-begrebet. Betegnelsen kan lede til en forestilling om, at de medvirkende bliver udnyttet, men det er nu ikke tilfældet. Der er derimod tale om en hentydning til disse films udnyt- telse af tabubelagte elementer – gerne eksplicit sex, vold eller splat – til at bevæge tilskueren. Et oplagt eksempel er den sensationalistiske tagline til Wes Cravens voldsomme shock <strong>exploitation</strong> film The Last House on the Left (1972): ”To avoid fainting, keep repeating ’It’s only a movie... It’s only a movie’”. Det er klart, at denne type film har eksi- steret lang tid før halvfjerdserne, men det var her, <strong>exploitation</strong> havde sin storhedstid, med visninger i USA af især italienske og amerikanske film i såkaldte ’grindhouse’- biografer, som et spændende alternativ til mainstreamen. Indbygget i definitionen af <strong>exploitation</strong> ligger det, at det var nødven- digt at sælge filmene på deres underlødige indhold, dels fordi de var forholdsvist bil- ligt producerede, dels fordi de havde et lavt kunstnerisk ambitionsniveau. Selvom de letpåklædte kvinder utvivl- somt har været en motivationsfaktor for at lokke folk i biografen, så kan der ikke være tvivl om, at det i mindst lige så høj grad var de detaljerede drab, der pirrede nysger- righeden. Der syntes næsten at være en indbyrdes konkurrence instruktørerne imel- lem, om hvem der kunne kreere de mest overbevisende splattereffekter; et mål man også havde sat sig i de franske og italienske Grand Guignol-teatre årtier tidligere. Fulci førte an med i Don’t Torture a Duckling (1972) at lade flere af ofrene være små drenge, og Argento begyndte fra og med Deep Red for alvor at lægge vægt på gore. Er vinderkriteriet dog udelukkende at kre- ere de mest modbydeligt realistiske mord, så går prisen nok til Fulcis The New York Ripper (1982), om en seriemorder opsat på at ”rense” kvinder, som han finder syndige. Mordene er ubehageligt makabre, og mile- vidt fra de til sammenligning nærmest kun antydede drab, som Bava orkestrerede i sine gialli fra tresserne. <strong>ORDET</strong>15 forår 2007 <strong>ORDET</strong>15 forår 2007 6 7 Neo-horror Giallo-filmene bevægede sig altså i retning af shock <strong>exploitation</strong>. Det begyndte udeluk- kende at handle om at chokere gennem (unødvendigt?) detal- jerede mord. Det er en trend, der er vendt tilbage på det sidste, med film som Wolf Creek (2005), Saw-fil- mene (2004-2006) og The Hills Have Eyes (2006). Sidstnævnte er endnu et klassiker- remake, der sammen med genfortolkninger af japanske gysere har domineret horrormar- kedet et godt stykke tid. Eli Roths Hostel (2005) – én af filmene i denne ”nye bølge” – blev af adskillige anmeldere ligefrem omtalt som horror- porn, fordi den svælgede i det smagløse, udelukkende optaget af at tilfredsstille folks nysgerrighed. Horror-porn er en tilbagevenden til mere udpens- let splat efter en årrække med mere afdæmpede gyserkopier i køl- vandet på Cravens slasher-parodi Scream (1996) – en intertekstuel guld- grube, der med sine mange komi- ske referencer til slasher-genren så godt som satte enden for den. Tilsvarende vil der højst sandsynligt HORROR-PORN ER EN TILBAGEVENDEN TIL MERE UDPENSLET SPLAT, EFTER EN ÅRRæKKE MED MERE AFDæMPEDE GYSERKOPIER I KøLVANDET PÅ CRAVENS inden længe komme en parodi på over- drevne splatterfilm, der vil starte jagten på en ny genre at drive rovdrift på. Ser man på den nyligt udsendte serie Masters of Horror, så kan man tvivle på, at der findes megen originalitet i horror-genren i dag, men der har dog været eksempler på min- dre produktioner, der turde gå i en anden retning end mainstreamen. Lucky McKee formåede således med May (2002) at skabe en original gyser ved at svinge mellem sort humor og et overbevisende psykologisk portræt. Den let forvirrede tone skaber en usikkerhed hos publikum, som også Dead End (2003) benyttede med bravur. Ved at kombinere de humoristiske indslag med effektiv opbygning af atmosfære bliver filmen uhyggelig på en helt anden måde, end man kan blive skræmt af billige chok og ulækre effekter. SLASHER-PARODI SCREAM (1996) – EN INTERTEKSTUEL GULDGRUBE, DER MED SINE MANGE KOMISKE REFERENCER TIL SLASHER-GENREN SÅ GODT SOM SATTE ENDEN FOR DEN. Der er altså tale om forskellige former for horror, og alene inden for giallo-gen- ren varierer filmenes ’gore-level’ da også betydeligt. Nogle af de mest effektive, som f.eks. Pupi Avatis The House with Laughing Windows (1976), forlader sig mere på op- bygning af den nævnte truende atmosfære end på udstilling af volden. Med lidt held vil horror fortsætte i den retning, med færre kopier og mere inspiration fra film, som dem Val Newton producerede i 40’erne, og Jacques Tourneurs fremragende Night of the Demon (1957), en stemningsmættet monsterfilm, hvor mon- steret først vises i de sidste minutter. Selvføl- gelig er det et spørgs- mål om personlige præferencer, hvad der fungerer bedst, den evindelige ’less-is-more’- diskussion. Spørger man Argento, så mener han nu ikke at fremti- dens horrormaestroer skal holde sig tilbage: “Horror is the future. And you cannot be afraid. You must push everything to the abso- lute limit or else life will be boring. People will be boring. Horror is like a serpent; always shedding its skin, always changing. And it will always come back. It can’t be hidden away like the guilty secrets we try to keep in our subconscious.”