Socialpsykologi II ugeopgave - Bent Hansen

Socialpsykologi II
Sommer 2004
Københavns Universitet
Institut for Psykologi
Lærer: Udarbejdet af:
Lotte Kragh Bent Hansen,
Opgaven er på 30.339 typeenheder inkl. mellemrum
Dette svarer til 11,25 normalsider
1

Indholdsfortegnelse
1. Indledning side 1
2. Parsons’ syn på kernefamilien og dens relationer side 1
2.2.1 Isolation side 2
2.2.2 Beskæftigelse side 2
2.2. Kernefamilien set fra et macro-perspektiv side 2
2.3. Socialisering side 3
2.4. Stabilisering af de voksne side 3
2.5. Kønsroller og familiestruktur side 4
2.6. En opsummering af Parsons’ syn på kernefamilien side 4
3. Diskussion af rollebegrebet i forhold til
socialkonstruktionisternes opfattelse af
subjektpositioner på basis af bl.a. Wetherell side 5
3.1. Socialkonstruktionismen side 5
3.2. Rollebegrebet side 6
3.3 Subjektpositioner side 6
3.4. Diskursen og subjektpositioner side 7
3.5. Diskussion af den socialkonstruktionistiske
tilgang til temaet side 8
4. Diskussion af udviklingsopgaver, som den
moderne familie står overfor side 8
4.1. Opbrud i familiemønstrene side 8
4.2. Den kritiske socialpsykologi side 9
4.3. Anthony Giddens teorier om modernitet og handling side 10
4.4. Fra patriarkals familiestruktur til netværksfamiliestruktur side 11
4.5. Kønsspecifikke elemeter side 12
5. Afslutning side 12
6. Litteraturliste side 14
2

1. Indledning
Socialpsykologien indtager pladsen i spændingsfeltet mellem individualpsykologien og
sociologien - imellem individet og kollektivet. Derfor er socialpsykologien relationsorienteret.
Talcott Parsons’ arbejde frem til midten af sidste århundrede har dannet skole for en vestlig
forståelse af de mekanismer, der spiller sammen imellem individ og samfund. Parsons’
opmærksomhed er på det teoretiske plan struktur og funktion og han kritiseres bl.a. for ikke at
understøtte teorierne med empiriske undersøgelser. Parsons’ opmærksomhed ligger primært
på makroplan og hans teorier hører til i grand-theory området.
I slutningen af sidste århundrede opstår socialkonstruktionisternes bidrag til en anderledes
forståelse af relationen mellem mennesker og den måde hvorpå individer positionerer sig i
forhold til hinanden. Selvom der er mange kilder indenfor denne retning, er det primært
Margaret Wetherell og Vivien Burr, der her refereres fra. Socialkonstruktionismens
fokusområde kan henføres til micro-planet.
Endelig har Mørch og Andersen på et dansk grundlag kastet lys over bl.a. de udfordringer,
som familien står overfor ligesom forandringer i kønsrollerne er gjort til genstand for debat.
Anthony Giddens, der positionerer sig i strukturationsteorien, har beskæftiget sig med
modernitetens betydning for selvet og dermed leveret hans syn på det moderne menneskes
udfordringer i nyere tid.
Rollebegrebet er en del af den klassiske socialpsykologiske anskuelsesmåde og vil som sådan
blive belyst ud fra dens historiske forudsætninger ikke mindst i forhold til kernefamilien,
mens det mere moderne syn på individet som subjektivt vil lede os over i de udfordringer,
som den moderne familie står overfor i dag.
Disse overordnede betragtninger vil danne rammerne for nedenstående besvarelse.
2. Parsons’ syn på kernefamilien og dens relationer
Parsons’ opmærksomhed på kernefamilien skal ses i lyset af, at den amerikanske familie har
gennemgået en omfattende forandringsproces, og mistet en række funktioner i forhold til
tidligere (Parsons: The American Family: s. 3). Han fastslår som en kendsgerning, at store
strukturforandringer i sociale systemer altid medfører spændinger og opløsning.
Parsons peger på to problemstillinger:
1. Den strukturelle og funktionelle relation imellem kernefamilierne
2. Elementerne fra det mere sammensatte begreb slægtskab i det samme samfund
3

Uanset om vi taler om en familie eller en slægt, må der, siger Parsons, være grundlæggende
funktioner, der indgår i samfundsstrukturen (ibid: 9).
Hans konklusion på differentieringen mellem familie og slægt er, ”at familien er blevet en
mere specialiseret agent, end tidligere” (ibid.: 9). Den nye type af kernefamilie er på vej til at
finde en stabilitet og en ny relation til den generelle sociale struktur, hvor familien er mere
specialiseret end tidligere.
2.1.1. Isolation
Kernefamilien er isoleret, fordi dens medlemmer opholder sig i egen bolig, som ikke deles
med andre af slægtens medlemmer. Kernefamilien er økonomisk uafhængig og ernæres
gennem faderens (og ægtemandens) indtjening. Et andet isolationstræk opstår, fordi familien
ikke har foretrukne relationer til den ene af de voksnes slægt frem for den anden (ibid.: 11).
Arvereglerne angives som en af begrundelserne herfor.
Parsons’ fastslår: ”The family household is a solidary unit where once formed, membership
and status are ascribed…” (ibid: 11).
2.1.2. Beskæftigelse
Kernefamiliens voksne medlemmer er på en og samme tid medlemmer af både familien og
deltagende i arbejdslivet. Den hovedansvarlige for familiens indtjening ligger hos den
mandlige part. Denne rolle, som manden indtager i forhold til familiens indtjening, har
betydning ikke alene for familiens overlevelse, men giver status i forhold til jobbets niveau
ikke alene til manden, men til familien som helhed. Manden har også andre roller i
kernefamilien, men rollen som økonomisk forsørger gør ham til ”kapelmester” (”instrumental
leader”) (ibid.: 13).
Med få undtagelser, har den gifte kvinde stadig rollen som husmoder, og tager sig af de
mindre børn. Skulle kvinden alligevel have adgang til arbejdsmarkedet, oppebærer hun dog
ikke den samme indtjening eller status som manden.
2.2 Kernefamilien set fra et macro-perspektiv
Fra et overordnet synspunkt har kernefamilien mistet de afgørende funktioner. Den deltager
ikke i det politiske magtsystem og den virker ikke som integrerende faktor i samfundet. Det er
individet, der deltager i disse samfundsfunktioner og ikke her i kraft af bestemte familieroller.
Men familien har alligevel en betydning for udvikling af personligheder, som samfundet har
brug for. Familien er ikke en forudsætning for skabelse af mennesker, men har en afgørende
betydning for individets socialisering uden hvilken, det enkelte menneske ikke ville kunne
deltage i samfundets processer.
4

Kernefamiliens betydning kan udtrykkes i 2 grundlæggende funktioner:
a. Socialisering af børn, så disse kan blive rigtige medlemmer af samfundet
b. Stabilisering af de voksne personer i samfundet
Parsons fastslår her, at det er kombinationen af disse to funktioner, der forklarer, hvorfor alle
voksne er medlemmer af en kernefamilie, og at alle børn starter socialiseringsprocessen i en
kernefamilie (ibid.: 17). Parsons går endda så vidt i beskrivelsen af kærnefamiliens betydning
at han kalder disse ”factories which produce human personalities” (ibid.: 16).
2.3. Socialisering
Selvom Parsons beskriver familien som et institutionaliseret socialt system, er det ikke
ligegyldigt, hvilke rammer, der sættes op for socialiseringen.
Det er vigtigt, at barnet, som er genstand for socialiseringen, befinder sig et sted, hvor de
nødvendige psykologiske betingelser kan fuldføre socialiseringsprocessen med succes (ibid.:
17).
Det er vigtigt, at barnet i begyndelsen befinder sig i en lille gruppe, og at det er barnets
moder, der har kontakten til barnet (Ibid.: 18). Familien må være en social gruppe af en sådan
art, at barnet får lyst til at engagere sig fuldt og helt i socialiseringsprocessen. Det er ideelt,
hvis barnet med sit fulde engagement opnår en midlertidig ”afhængighed”. På den anden side
må den modsatte ansvarlige part (agenten) ikke blive for opslugt i processen, for der er andre
opgaver, der skal varetages i en familie (Ibid.: 19)
2.4. Stabilisering af de voksne
En anden vigtig funktion i familien er, at denne tilbyder en afbalancering af de voksnes
personligheder.
Her spiller ægteskabet en strategisk rolle. Forældrene, som deltager i socialiseringen af
barnet, må være i følelsesmæssig balance og med henvisning til psykoanalysen som teoretisk
ramme kan familien som et socialt system bruges som afsæt til en forståelse af de voksnes
personlige komplikationer. De restproblemer (residua), som eksisterer i personens
dybdestruktur, kommer fra personens tidligere erfaringer og kan medføre en trussel mod den
voksnes funktioner (ibid.: 20). Den voksnes ”infantile” og ”regressive” handlinger kan være
nyttige i forhold til at afbalancere den voksne. Kernefamilien er således vigtig for de voksne,
der igennem børnene får mulighed for at udtrykke egne barnlige elementer i deres
personlighed.
5

Igen med afsæt i psykoanalysen fremhæver Parsons betydningen af det preødipale
kærlighedsforhold mellem moder og barn som er forskelligt fra det voksne heteroseksuelle
kærlighedsforhold (Ibid.:22).
2.5 Kønsroller og familiestruktur
Parsons ser kernefamiliens struktur bundet op på rolletyper, der væsentligst differentieres
gennem kriterier for generation og køn. Hans syn herpå bygger på en konstatering af, at der er
magtforskelle i en familie. Primært biologiske faktorer fører til magtforskellene mellem
voksne og børn. Differentiering i forhold til køn afspejler ikke alene forholdene i en familie,
men har almengyldighed i alle sociale systemer og Parsons refererer samtidig til elementet
lederskab, som har nævnte differentiering som fællesnævner (ibid.: 22).
Parsons skelner mellem instrumentale og ekspressive handlinger. Sat i et ledelsesperspektiv,
vil den instrumentale ledelse føre familien frem mod mål og den ekspressive ledelse vil få
familien til at hænge sammen. Manden i kærnefamilien udfører den instrumentale ledelse og
kvinden den ekspressive og mæglende ledelse.
Parsons’ syn på kønsrolledifferentiering formuleres igennem spørgsmålet:”Why the man
takes the more instrumental role, the woman the more expressive, and why in detailed ways
these roles take particular forms” (Ibid.: 23).
Den væsentligste forskel ligger i de biologiske forudsætninger. Det faktum, at kvinden bærer
fosteret og plejer barnet etablerer allerede forudsætningerne for mor-barn-forholdet, som
mandens biologiske betingelser udelukker ham fra, hvorfor der skabes en forudsætning for en
specialiseret instrumental rolle til ham. Denne struktur understøttes yderligere af
arbejdsmarkedets fokus på manden som forsørger af familien. Familiens isolerende mønster
og faderens fravær i arbejdstiden, skaber samtidig rammerne for moderens tilsvarende
specialiserede rolle som ansvarlig omsorgsperson (Ibid.: 23).
2.6. En opsummering af Parsons’ syn på kernefamilien.
Kernefamilien befinder sig ikke i en opløsningsproces, men danner en struktur, der tjener
vigtige funktioner. Hvis familien ikke var der, ville samfundet mere eller mindre bryde
sammen. Selvom samfundsudviklingen skaber nye forudsætninger for familiens struktur, er
der stadig så grundlæggende kernefunktioner, der skal varetages, at kernefamilien må indgå
som en væsentlig forudsætning for samfundets eksistens. Den historiske udvikling afspejler
kernefamiliens struktur, som har ført til mere differentiering og specialisering (fra
produktionsenhed til serviceenhed).
6

Som strukturfunktionalist mener Parsons, at familiens handlinger kan betragtes fra flere
vinkler. Problemer kan således løses gennem socialisering og resocialisering og foregår via
rolleindlæring.
Parsons’ teori om kernefamilien befinder sig på makroplanet og skal ses i sammenhæng med
det samfund, som familien er en del af. Parsons’ syn på kernefamilien skal endvidere ses i
lyset af 50’ernes amerikanske livssyn.
3. Diskussion af rollebegrebet i forhold til socialkonstruktionisternes
opfattelse af subjektpositioner på basis af bl.a. Wetherell.
Med henvisning til Connell, forstår Wetherell personlighedens dannelse som et resultat af de
projekter, som mennesker udvikler ud fra mange vidt forskellige kilder.
Personlighed skal ses som udviklet gennem en social praksis. Personlighed er hvad
mennesker gør, ligesom sociale relationer består af menneskers handlinger (Wetherell:
Identities, Groups and Social Issues, s. 305). Wetherell præsenterer personlighedsbegrebet i et
socialkonstruktionistisk perspektiv og betoner at dette medfører et fokus på sprog og diskurser
(Ibid.: s. 300).
Holstein og Gubrium mener også, at familien er et diskursivt projekt (Holstein og Gubrium;
”Constructing Family”, s. 237). Der ses ikke alene på familien som en enhed, men på den
praksis, der skabes af familien. Vi sender i vores daglige kommunikation nogle signaler, der
fortæller noget om familien. Disse signaler og italesættelser er mere interessante og sigende
om familier end teorier om familiens funktion og struktur.
3.1. Socialkonstruktionismen
Efter Vivien Burr placerer socialkonstruktionismen sig i et kritisk synsfelt og gør op med
synspunkter, der tager ting for givet. Vores almindelige forståelse af verden skal ses i et
historisk og kulturelt perspektiv. Mennesker konstruerer gennem deltagelse i det sociale liv
med hinanden en viden, der manifesterer sig gennem sproget. Sandheden er et produkt af
sociale processer og ikke et resultat af objektive observationer. Mening og forståelse er et
resultat af forhandlinger (Vivien Burr: An Introduction to Social Constructionism, s. 3-5).
Objektive kendsgerninger eksisterer ikke, fordi al fremført viden rummer valg og fravalg
foretaget ud fra særlige interesser. Socialkonstruktionisterne leder ikke efter forklaringen af
de sociale fænomener indenfor personligheden. Heller ikke den traditionelle socialpsykologis
forklaringsmodeller om sociale strukturer anerkendes.
7

Det er undersøgelse af den sociale praksis og menneskers interaktioner, som fokus rettes mod.
Derfor er studiet af processer og gruppedynamik mere interessante end struktur (Ibid.: s 8).
Viden fjerner sig således fra noget, den enkelte har, til noget der skabes i samspil med andre.
Det er nævneværdigt, at Vivien Burr betragter George H. Mead, der er eksponent for den
symbolske interaktionisme, som en af inspirationskilderne til socialkonstruktionismen (Ibid.:
s. 9).
For Mead er interaktion en kommunikativ proces, hvor det, der kommunikeres igennem er
tegn eller sprog. Betydningen heraf opstår og opretholdes i et fællesskab af handlende
personer (Heine Andersen et al: Klassisk og moderne samfundsteori, s.128).
3.2. Rollebegrebet
Hvor Parsons opfatter rollebegrebet som en funktion af en social struktur, der manifesterer sig
gennem handlinger og som gør den sociale orden mulig, finder Wetherell og Potter, at der i
rollebegrebet er et spændingsfelt mellem selvudfoldelse i forhold til samfundet og social
determinisme (Discourse and Social Psychology, s. 97).
Dernæst fremhæves, at sociale positioner eksisterer uafhængigt af den enkelte og altså er
upersonlige. Det moderne samfund kræver sociale positioner for forskellige grupper, og heraf
følger specielle forventninger om passende handlemønstre, som kan forhandles i forhold den
indtagne position. Så det, der bestemmer en persons handlemåde, er den sociale position, som
denne besidder. Roller er altså ikke beskrivende for personligheden, men spilles i
overensstemmelse med forventningerne til rollens position (Ibid.: 98).
George H. Mead bruger bl.a. rollebegrebet som beskrivelse af strukturen for den
menneskelige personlighedsdannelse. Et menneskes personlighed opstår i det tilhørsforhold,
den enkelte skaber til samfundet. Personen bruger sproget som medie, og ved at påtage sig de
roller, som andre tilbyder personen, tilegner denne sig samfundets holdninger. Herigennem
opstår personens identitet. (Mead: Mind, Self and Society”, s.162).
3.3. Subjektpositioner
Den socialkonstruktionistiske tilgang til socialpsykologien er sproget og diskursanalysen. ”A
self concept is inextricably dependent on the linguistic practices used in everyday life to make
sense of our own and others’ actions” (Wetherell og Potter: Discourse and Social Psychology,
s. 95).
Harré anfører, at man bedst kan forstå mennesker ved at iagttage dem ud fra de positioner, de
indtager, når de handler eller fører samtaler med andre (Wetherell: Identities, Groups and
Social Issues, s. 310).
8

I samkvem med andre skifter personen hele tiden position og kan derfor ikke opfattes som et
statisk objekt, der har en forudbestemt karakter.
Wetherell henviser til et eksempel fra Laing og Esterson, hvor en moder konstant forsøger at
konstruere en påstand om lighed mellem sig og datteren på baggrund af, at de begge er døtre.
Moderen konstruerer ligheder med sin egen virkelighed igennem konklusioner af datterens
modsatrettede oplevelser (Ibid.: s. 310). Identitetsopfattelse opstår således igennem
konstruktioner, der tager udgangspunkt i processer indenfor det sociale liv. Konstruktionerne
forudsætter tilstedeværelsen af subjektpositioner.
Wetherell understreger, at positioneringer både foregår på det individuelle og sociale plan.
Der eksisterer således både en individuel og en kollektiv logik.
3.4. Diskursen og subjektpositioner
I diskursen skabes et ”jeg”, som afgrænses fra et ”vi” eller ”dem”. Det er dette ”jeg”, som
etablerer en subjektposition, som individet kan identificere sig med, og som giver diskursen
dens identitetsskabende funktion. Grænsen mellem ”jeg”, ”vi” og ”dem” fastsætter diskursens
grænser.
Et individ indgår i en række diskursive sammenhænge og antager derved en række
subjektpositioner, som tilsammen danner individets identitet. Identitet vil derfor til stadighed
formes og ændres i takt med de diskursive relationer, som individet indgår i.
Enhver diskurs producerer en række subjektpositioner, som individer og det sociale system
må refererer til i deres identifikationsproces.
3.5. Diskussion af den socialkonstruktionismens tilgang til temaet.
Den socialkonstruktionistiske tilgang er ikke specifikt familieorienteret, men har et mere
bredspektret socialt fokus. Retningen er antirealistisk og diskursiv, hvilket betyder, at
hovedvægten lægges på de mere beskrivende og narrative elementer. Bemærk her det
modsætningsfyldte i påstanden om at sandheden ikke findes, netop fremsættes som en
sandhed. Sandheden er altså, at sandheden ikke findes. Overfor denne bemærkning ville
socialkonstruktionisterne sikkert anføre, at sandheden blot er en diskurs og altså noget, der er
skabt mellem mennesker og derfor begrebsmæssigt mere er en proces, der kan forhandles.
Socialkonstruktionisterne er uenige med strukturfunktionalisternes fokus på roller som en
funktion af en bestemt struktur.
De vil hævde, at det er mennesker, der i fællesskab har skabt strukturen, og hvis strukturer
tillægges mere betydning eller magt end den mellemmenneskelige konstruktionsproces,
mister mennesket handle- og forhandlingsmuligheder.
9

Socialkonstruktionisterne lægger derimod opmærksomheden på subjektets diskurser, som
f.eks. familien.
Socialkonstruktionisterne fraskriver sig herved et metaperspektiv eller en opmærksomhed på
sammenhængen mellem individ og samfund. Her går Parsons den modsatte vej, idet han f.eks.
negligerer betydningen af familiens dynamik og konflikt som udviklingsmedie.
I Parsons model er mennesket et instrument og passivt og kærnefamiliens voksne skildres
nærmest som maskiner, der har forudbestemte og determinerede opgaver.
Socialkonstruktionisterne har det modsatte syn på mennesket, som både producerer og er
aktivt.
Familien er ikke den samme hele tiden og svarer på nye måder og udvikler nye praksiser.
Socialkonstruktionisterne interesserer sig for at dekonstruere de klassiske familiebegreber,
men spørgsmålet er, om det altid er tilstrækkeligt kun at se på diskurser og forhandlinger.
Når samfundet fremsætter nye krav til familierne, kan disse ikke altid forhandles og nye
praksiser må udvikles som familiens svar herpå. Dette forhold tager socialkonstruktionisterne
ikke i betragtning.
4. Diskussion af udviklingsopgaver, som den moderne familie står overfor.
Fra afslutningen af Parsons’ videnskabelige arbejde til i dag har samfundets sociale
forudsætninger ændret sig dramatisk. Kernefamilien som institution har undergået store
forandringer og nye familiemønstre og normer har fremkaldt nye fokusområder i forhold til
de opgaver, som familien i dag står overfor.
4.1. Opbrud i familiemønstrene.
Familien er i dag ikke længere den ”sikre havn”, men er i sig selv på mange måder
utilstrækkelig og problemskabende for den enkelte (Andersen og Mørch: Metode og teori i
familieforskningen, s. 177).
Men hvis et problem udlægges som et ”familieproblem”, er der samtidigt automatisk indlagt
en standard for en ”normalfamilie”, der altså er problemfri. Denne norm for en normal familie
vil i sig selv udmønte en statisk anskuelse af familien som begreb, og vi er tilbage i Parsons’
strukturfunktionalistiske univers.
Når f.eks. diagnosen af ”et problembarn” stilles, vil dette straks kunne henføres til et
familieproblem. Dette forhold rejser en diskussion om grænsefladen mellem samfundsliv og
familieliv og sætter fokus på samarbejdsflader mellem familien og dets medlemmer på den
ene side og samfundets professionaliserede hjælp til at opretholde orden på den anden side.
10

Der er opstået nye familiebegreber som f.eks.:
● Eneforsørgerfamilien
● Den brudte familie
● Multiproblemfamilien
● Incestfamilien
● Aftalefamilien
Hvis det antages, at familien har til opgave, at svare på de samfundsmæssig udviklingskrav,
har familien brug for at forandre sig hele tiden og finde nye svar på de krav, som samfundet
konstant stiller til individet og familierne.
Familien må derfor udvikle nye praksiser, der tilpasses omverdenen (Helle Andersens noter
fra forelæsning den 1. marts 2004).
4.2. Den kritiske socialpsykologi
For en kritisk socialpsykologisk familieteori gælder, at der skal etableres en kvalitativ
konsekvens af de samfundsmæssige forandringer og familien må altså komme op med svar på
de samfundsmæssigt stillede krav (Ibid.).
Den kritiske socialpsykologi sætter familien ind i en udviklingssammenhæng, der tager
hensyn til produktionsvilkår, politisk og økonomisk styring, klasseforhold, ideologiske
bevægelser mm.
De forandringer, som samfundet undergår, udvikler også kvantitative bidrag til relationerne
mellem individ og samfund og dette muliggør - ja endda nødvendiggør - nye rammer for
organiseringen af den individuelle og samfundsmæssige udvikling.
Denne samfundsdynamik fremmer individualiseringsprocessen, hvor den enkelte løsrives fra
tidligere bånd.
Familiens udviklingsopgave bliver på denne baggrund at støtte individualiseringen, hvilket
indebærer udvikling af de individuelle forudsætninger for en samfundsmæssig livsførelse.
Personligheden udvikles således gennem en bevidst regulering af indre betingelser og ydre
forudsætninger (ibid.).
Helle Andersen påpeger i denne sammenhæng, at individualiseringen på den ene side kræver
fokus på udviklingsfremme og på den anden side omsorg. Omsorg kan opdeles i praktisk
omsorg, som et redskab til overlevelse og emotionel omsorg (basic trust), som forudsætning
for udvikling (ibid.).
11

Den samfundsmæssige udvikling har ført os dertil, hvor institutionerne er ved at forsvinde til
fordel for de individuelle behov og ønsker (Andersen og Mørch: ”Socialpsykologiens
verdener”, s. 394).
Fremtidens udfordring kunne være at give svar på, om der er behov for en familie, og hvad
der i givet fald ellers kunne skabe en sammenhængende organisation for samfundets
individer, der samtidigt udfylder samfundets behov for socialisering og stabilitet af individet.
For Andersen og Mørch handler det om at finde den ”rigtige” diskurs for den aktuelle
individualiseringsproblematik (ibid.: s. 394).
4.3. Anthony Giddens teorier om modernitet og handling
I en beskrivelse af rammerne for problemet bruges Anthony Giddens modernitetsopfattelse.
Giddens modernitetsopfattelse bygger på 4 punkter i en beskrivelse af udviklingen fra det
traditionelle samfund til det moderne samfund:
1. At lære sociale regler handler for Giddens om at finde sig selv i tid og rum og
bevæger sig imod udvikling af selv-identitet, som indebærer, at personen lever
på tværs af rum og tid.
2. At adlyde autoriteter på basis af en udviklet tro på autoriteter og eksperter vil i
det moderne samfund skulle erstattes med en udviklet selvrefleksivitet og
selvsikkerhed, hvor der bruges forskellige typer af ekspertise.
3. At lære grundlæggende normer og regler knyttet til sociale positioner, som
indebærer konflikthåndtering vil afløses af en udvikling af social praksis, hvor
konflikterne håndteres ud fra en viden om konteksten.
4. At leve med kvalifikationer indenfor traditionelle forventninger, hvilket
udvikler tillid til hverdagen vil det moderne samfund kræve udvikling af
individuelle kompetencer og ontologisk sikkerhed (basic trust).
Modellen, der udtrykker modernitetens grundlag, giver samtidig et fingerpeg i retning af, hvor
vi som mennesker bevæger os hen (Ibid.: s. 394).
Det fremgår, at det moderne menneske lever som individuelle aktører, der har brug for en
selvopfattelse, som gør det muligt at navigere i verden. Mennesket må derfor se sig selv som
aktør i situationsbestemte relationer og gennemtænke de valgmuligheder, som er til stede, når
der er brug for specifik kompetence og at indgå i sociale relationer (Ibid.: s. 394).
Ifølge Giddens udvikles gennem modernitetens øgede refleksivitet en risiko for at der opstår
en omfattende tvivl både på det institutionelle og personlige plan. Tvivlen vedrører både
forholdet til tillid og risici.
12

Tillidsrelationen er efter Giddens afgørende vigtig i forhold til personens handlemuligheder
og personlige udvikling (A. Giddens: ”Modernitet og selvidentitet”, s. 40). Det risikosamfund,
som familien står overfor, må finde socialiseringsformer, der leverer svaret til denne
udfordring. Samtidigt overdrages flere og flere opgaver til eksperter, hvor opgaven før lå hos
familierne (bl.a. pædagoger og psykologer) (Ibid.: s.47).
Giddens ønsker at belyse det moderne samfunds særlige karakteristika og forsøger gennem
introduktion af handlingsteorien at levere et bidrag til den socialvidenskabelige udvikling.
Han gør op med strukturperspektivet, der ensidigt fokuserer på de samfundsmæssige vilkår og
ikke tager de handlende aktører i betragtning. Omvendt forsøger han at koble de
samfundsmæssige vilkår på den lige så ensidige fokusering på aktøren alene. Det sociale
system og det enkelte individ har en sammenhængende relation, idet strukturen både er midlet
til og resultatet af individets handlinger. Da samfundet består af sociale praksiser, der skabes
og genskabes i tid og rum, bliver det afgørende at se såvel handlingsperspektivet som
strukturperspektivet i lyset af disse sociale praksiser.
Giddens logik er, at handlingen er menneskers mulighed, idet mennesker i handlingen både
skaber subjektivitet og objektivitet. ”Det er således menneskernes aktiviteter, der skaber de
strukturer, som mennesker handler med” (Mørck: Handlingsteorien, s. 23).
For Giddens bliver det at handle at gøre en forskel. ”Handlingsteoriens krav er, at det, som
mennesker gør, til stadighed ses i det analytiske eller vertikale perspektiv. Den fastholder, at
mennesker handler i deres liv og at dette er grundlaget for at forstå og forklare deres
handlinger” (ibid.: 42).
Mørck påpeger, at Giddens teori gør det muligt at analysere både social- og systemhandlinger,
hvis det antages, at menneskers handlinger i et bredt perspektiv både kan ses i et situationelt
og i et holistisk perspektiv (Ibid.: s.24).
4.4. Fra patriarkalsk familiestruktur til netværksfamiliestruktur.
Kernefamiliens klassiske karakteristika indeholder også en magtstruktur, hvor faderens ret til
at træffe beslutninger på resten af medlemmernes vegne var vidtrækkende. Systemets
medlemmer deponerede ansvar og kompetence hos patriarken og indflydelsen var ringe.
Ingen af medlemmerne var i tvivl om kompetencens placering og reglernes indhold og
betydning.
Denne struktur har i de fleste familier i den vestlige kultur undergået en voldsom
demokratiseringsproces og selvom den centrale formelle beslutningskompetence stort set er
placeret det samme sted, har dynamikken i familien ændret sig meget.
13

Alle familiens medlemmer har betydningsfulde relationer udenfor familien, der på grund af
større mobilitet frekventeres oftere. Familiens samlingspunkt bliver ofte måltiderne, hvor
familiens medemmers aktiviteter bliver koordineret. Systemet koordineres gennem
projektledelse - en metode - som familien har trukket ind fra arbejdspladsen.
Det bliver en stor udviklingsopgave for fremtidens familier, at finde svar på denne
konstruktions relationelle problemer. Udviklingen vil også skabe tvivl om ansvarsplaceringen
for socialiseringsprocessen.
4.5. Kønsspecifikke elementer
Samfundsudviklingen og forandringer i familiedynamikken har skabt nye vilkår og regler for
familiens medlemmer.
Parsons synspunkter på kønnenes forskellige funktioner er lagt frem i afsnit 2.5.
Siden Parsons har der i den vestligt orienterede verden været sat fokus på kønsroller og
kvindefrigørelse, herunder kvindens og mandens betydning for en moderne familie. Mænds
adgang til barselsorlov udnyttes ikke optimalt, men der er en tendens i positiv retning.
Kvinders adgang til lederposter er stigende, men der er stadig ubalance.
Uanset hvor tydeligt det fremgår i debatten, så præger opfattelserne af mænd og kvinder både
vor tænkning og livspraksis. Dette gælder også tilrettelægningen af familiepolitikken og
individets muligheder i en familie. De biologiske faktorer sammenblandes med de
samfundsmæssige faktorer og danner ofte et fejlagtigt grundlag for mænds og kvinders
placeringer i sociale systemer. (Helle Andersen: Kvindelighed og livspraksis: s. 38).
Vigtigheden af omsorg for familiens børn understreges i de fleste familieteoretiske modeller.
Kvinder har igennem tiden udviklet funktionsområder, der tilsigter varetagelse af
omsorgsopgaven i familien, men resultatet er, at disse opgaver anses for specifikt kvindelige
om end flere og flere mænd i stigende grad kvalificerer sig til omsorgsopgaven (Ibid.: s. 51).
Netop omsorg er en diskurs, der hører til familien, og når samfundet taler om omsorgsvigt,
lander den ofte på familiens kvindelige medlem.
Der er mange kønsrelaterede diskurser, som er under udvikling og familien må forventes at
producere de svar, som afbalanceringen imellem kønnene kræver.
5. Afslutning
Denne opgave har tilstræbt at belyse den klassiske socialpsykologis syn på kernefamilien og
der er sat fokus på Parsons statiske og instrumentelle syn på dette sociale system. Parsons’
syn afspejler i et historisk perspektiv nødvendigheden af at sætte fokus på familien som
14

institution i et vestligt samfund, der gik fra verdenskrig til udvikling af et velorganiseret og
produktivt samfund, der behøvede familien som grundsøjle i en stabiliseringsproces, hvor
kommende samfundsborgere igennem en socialiseringsproces ville kunne føre samfundets
bærende principper videre.
Kritikken af Parsons’ teori har over tid ført os til dette århundredes fokus på individet og
personens relation til det sociale system og opmærksomheden har samlet sig omkring
personligheden og forudsætningen for dennes dannelse. Igennem diskursiv betragtningsmåde,
begreber som subjektpositionering og opgøret med rollebegrebet, er der løsnet op for
”sandhederne” og dogmerne, og der er nu igen åbnet en dør for videre udvikling af indsigt og
nye muligheder.
Disse muligheder er belyst gennem en diskussion af de nye udfordringer, som dagens familier
står overfor. Kønnenes indbyrdes afklaringsprocesser, demokratiseringsprocesser og
selvstændiggørelse af børn og unge, tilpasning til en samfundsvirkelighed, hvor arbejdsløshed
og familieopbrud er en del af virkeligheden, stiller nye krav til individet og dennes relationer
til de sociale systemer. Den socialpsykologiske videnskabsteori står lige nu med alle kortene
på hånden og kan bidrage positivt til afdækning af de eksisterende sociale processer, som
skaber nyttig indsigt til gavn for udviklingen af individ, gruppe og samfund.
15

Litteraturliste
Obligatorisk pensumliste 2003/2004
Herudover:
Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen, Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels
Forlag, 2000
16