Socialpsykologi II ugeopgave - Bent Hansen

Socialkonstruktionisterne lægger derimod opmærksomheden på subjektets diskurser, som
f.eks. familien.
Socialkonstruktionisterne fraskriver sig herved et metaperspektiv eller en opmærksomhed på
sammenhængen mellem individ og samfund. Her går Parsons den modsatte vej, idet han f.eks.
negligerer betydningen af familiens dynamik og konflikt som udviklingsmedie.
I Parsons model er mennesket et instrument og passivt og kærnefamiliens voksne skildres
nærmest som maskiner, der har forudbestemte og determinerede opgaver.
Socialkonstruktionisterne har det modsatte syn på mennesket, som både producerer og er
aktivt.
Familien er ikke den samme hele tiden og svarer på nye måder og udvikler nye praksiser.
Socialkonstruktionisterne interesserer sig for at dekonstruere de klassiske familiebegreber,
men spørgsmålet er, om det altid er tilstrækkeligt kun at se på diskurser og forhandlinger.
Når samfundet fremsætter nye krav til familierne, kan disse ikke altid forhandles og nye
praksiser må udvikles som familiens svar herpå. Dette forhold tager socialkonstruktionisterne
ikke i betragtning.
4. Diskussion af udviklingsopgaver, som den moderne familie står overfor.
Fra afslutningen af Parsons’ videnskabelige arbejde til i dag har samfundets sociale
forudsætninger ændret sig dramatisk. Kernefamilien som institution har undergået store
forandringer og nye familiemønstre og normer har fremkaldt nye fokusområder i forhold til
de opgaver, som familien i dag står overfor.
4.1. Opbrud i familiemønstrene.
Familien er i dag ikke længere den ”sikre havn”, men er i sig selv på mange måder
utilstrækkelig og problemskabende for den enkelte (Andersen og Mørch: Metode og teori i
familieforskningen, s. 177).
Men hvis et problem udlægges som et ”familieproblem”, er der samtidigt automatisk indlagt
en standard for en ”normalfamilie”, der altså er problemfri. Denne norm for en normal familie
vil i sig selv udmønte en statisk anskuelse af familien som begreb, og vi er tilbage i Parsons’
strukturfunktionalistiske univers.
Når f.eks. diagnosen af ”et problembarn” stilles, vil dette straks kunne henføres til et
familieproblem. Dette forhold rejser en diskussion om grænsefladen mellem samfundsliv og
familieliv og sætter fokus på samarbejdsflader mellem familien og dets medlemmer på den
ene side og samfundets professionaliserede hjælp til at opretholde orden på den anden side.
10