Socialpsykologi II ugeopgave - Bent Hansen

Tillidsrelationen er efter Giddens afgørende vigtig i forhold til personens handlemuligheder
og personlige udvikling (A. Giddens: ”Modernitet og selvidentitet”, s. 40). Det risikosamfund,
som familien står overfor, må finde socialiseringsformer, der leverer svaret til denne
udfordring. Samtidigt overdrages flere og flere opgaver til eksperter, hvor opgaven før lå hos
familierne (bl.a. pædagoger og psykologer) (Ibid.: s.47).
Giddens ønsker at belyse det moderne samfunds særlige karakteristika og forsøger gennem
introduktion af handlingsteorien at levere et bidrag til den socialvidenskabelige udvikling.
Han gør op med strukturperspektivet, der ensidigt fokuserer på de samfundsmæssige vilkår og
ikke tager de handlende aktører i betragtning. Omvendt forsøger han at koble de
samfundsmæssige vilkår på den lige så ensidige fokusering på aktøren alene. Det sociale
system og det enkelte individ har en sammenhængende relation, idet strukturen både er midlet
til og resultatet af individets handlinger. Da samfundet består af sociale praksiser, der skabes
og genskabes i tid og rum, bliver det afgørende at se såvel handlingsperspektivet som
strukturperspektivet i lyset af disse sociale praksiser.
Giddens logik er, at handlingen er menneskers mulighed, idet mennesker i handlingen både
skaber subjektivitet og objektivitet. ”Det er således menneskernes aktiviteter, der skaber de
strukturer, som mennesker handler med” (Mørck: Handlingsteorien, s. 23).
For Giddens bliver det at handle at gøre en forskel. ”Handlingsteoriens krav er, at det, som
mennesker gør, til stadighed ses i det analytiske eller vertikale perspektiv. Den fastholder, at
mennesker handler i deres liv og at dette er grundlaget for at forstå og forklare deres
handlinger” (ibid.: 42).
Mørck påpeger, at Giddens teori gør det muligt at analysere både social- og systemhandlinger,
hvis det antages, at menneskers handlinger i et bredt perspektiv både kan ses i et situationelt
og i et holistisk perspektiv (Ibid.: s.24).
4.4. Fra patriarkalsk familiestruktur til netværksfamiliestruktur.
Kernefamiliens klassiske karakteristika indeholder også en magtstruktur, hvor faderens ret til
at træffe beslutninger på resten af medlemmernes vegne var vidtrækkende. Systemets
medlemmer deponerede ansvar og kompetence hos patriarken og indflydelsen var ringe.
Ingen af medlemmerne var i tvivl om kompetencens placering og reglernes indhold og
betydning.
Denne struktur har i de fleste familier i den vestlige kultur undergået en voldsom
demokratiseringsproces og selvom den centrale formelle beslutningskompetence stort set er
placeret det samme sted, har dynamikken i familien ændret sig meget.
13