Download rapporten som pdf - Højskolerne

erfaring, at denne vekselvirkning får liv. Så ethvert svar må gerne indeholde
mere end forhåndsviden. Livsnerven er de fælles erfaringer, samtalen fører
med sig. ”Hjertesproget” kaldte Grundtvig det, fordi det følelsesmæssigt bygger
bro imellem den fælles historie og den personlige identitet. Den åbne erfaringsdeling,
hvor følelser, håb og synspunkter får betydning for oplevelsen
af en fælles virkelighed, er større end mennesket selv. Præcis det modsatte
kendes i dag fra samfundets sundhedsoplysning, der som regel indeholder
bastante, paternalistiske og moraliserende budskaber om, hvordan mennesker
bør efterleve anvisninger, der har med deres (ellers) levede liv at gøre.
Sandheden om sundhed er bestemt af viden om sygdom. Sundhedsfremmende
læring og personlig udvikling bliver i værste fald bremset, af ’sygdomsvidenskab’
og moral, inden den kommer i gang.
I grundtvigsk forstand er kroppen, hånden, sansningen, erfaringen og det
personlige møde lige så videns-skabende som videnskaben. Viden og mening
opstår i det levede liv, i ånden og i det fælles. Meningsdimensioner er i høj
grad personlighedsudviklende – vi kan spørge sundhedsfremmende? Med et
sådant spørgsmål kobler vi sundhed og personlig udvikling, for måske handler
det om netop at skabe et fælles rum, hvor man tør sætte sig selv på spil og
engagere sig både følelses- og erkendelsesmæssigt i hinanden.
Målsætning og metodologiske udfordringer
Formålet med forskningsprojektet er at udfordre det samfundsmæssige sundhedsregime,
der er orienteret i risikoadfærd, adfærdsmodificering, individuelle
livsstilsændringer og sundhedsintervention. Målet er at undersøge, om
ånden i højskolefællesskabet har betydning for den måde højskolers elever,
forstandere og lærere skaber mening med sundhed på. Om det fællesskab,
der er på en højskole, giver anledning til refleksioner over ”det gode liv”. Og
om man overhovedet kan fortolke det som et sundt liv. Kan højskolefællesskabet
også medføre refleksioner over, hvilke sundhedsråd der er værd at
efterleve, samt hvad meningen med sundhed i det hele taget er?
Flere erkendelsesteoretiske og metodologiske udfordringer trænger sig allerede
på. For det første: Hvordan kan vi være sikre på, at det er ånden i
fællesskabet, vi iagttager, når vi undersøger højskolen? Hvordan får vi fat
i ånd? Hvordan får vi gjort ånd iagttagelig og udtrykt såvel empirisk som
analytisk? Kan vi overhovedet blive enige om, hvad ånd er og dermed også
enige om, hvordan ånd skal iagttages? Hvilke tegn skal vi gå efter? Hvilket
refleksionsbegreb om ånd skal vi fastsætte? Det sidste har betydning for de
fortolkninger, vi laver.
15