25år for Danmark - Dansk Folkeparti

Nr. 1 • februar 2009 • 13. årgang 

25 år 

for Danmark 

Stor reportage fra Pia Kjærsgaards 25 års jubilæum 

Mekka – en lukket by 

Ikke-muslimer forment adgang 

Ildsjæl hjælper de svageste 

Viljestærk kvinde blandt uhelbredelige alkoholikere 

Læs også bl.a.: DFs EP-kandidater, boganmeldelser, mand i burka og astronomiens år

leder 

Et træ skal kendes 

på dets frugter 

Ole Sohn var den sidste væsentlige 

formand for det kommunistiske parti i 

Danmark. Nu er han indpisker i forvandlingspartiet 

SF, der helst vil bortgemme 

alt fra røde faner til socialistisk ideologi 

i målrettet jagt på magten 

Da Ole Sohn i sin tid som Moskva-loyal og 

Sovjet-finansieret formand for de danske 

kommunister (DKP) gav den østtyske diktator 

Erich Honecker en superkrammer, havde 

næppe mange – heller ikke han selv – regnet 

med, at han i 2009 skulle udgøre den ene del 

af magtduoen i et Socialistisk Folkeparti, der 

har nærmet sig magten med lynets hast. 

Men bevares, alle har lov at blive klogere, 

også politikere. Vi har igennem Danmarks- 

historien, ja verdenshistorien, set mange fortræffelige 

eksempler på politikere, der i en tid 

er kørt ud ad en vej for så siden at erkende, at 

den vej var en vildvej - og derefter køre ud af 

en anden, måske rigtigere. 

Dansk Folkepartis opgør med ruinerne 

af Fremskridtspartiet er jo også et eksempel 

på, at klogskab og sund fornuft skabte noget 

nyt og mere levedygtigt ud af stumperne fra 

en protest, der nok fik megen form, men ikke 

indhold - og da slet ikke hverken formel eller 

reel indflydelse udover et indirekte og til tider 

fornøjeligt indspark. 

Spørgsmålet i forhold til Sohn er blot, om 

den socialistiske gruppeformand, der fremstår 

som venligheden, pænheden og renheden 

selv, nu også har forladt de gamle, doktrinære 

læresætninger fra de glade betondage, da han 

jublede over den ”antifascistiske” Berlinmur, 

krammede med en af de værste europæiske 

undertrykkere siden Anden Verdenskrig og 

solede sig i kommunistdiktaturernes opmærksomhed, 

beskyttet af det østtyske Gestapo, 

Stasis, fintmaskede stikkernet? 

Det er lidt som med Enhedslistens forhenværende 

mediedarling, Pernille Rosenkrantz- 

Theills, veltimede flugt over plankeværket fra 

det hensygnende sammenrend af erklærede 

revolutions-romantikere og betonkommunister 

til det hårdpressede Socialdemokrati. 

Hvem i alverden tror på, at hun pludselig er 

2 

socialdemokrat? Intet 

tyder på, at hun har lært 

noget, og intet tyder på, 

at Ole Sohn har lært af 

historien. 

Hvis man spørger 

Ole Sohn om kommunismen 

i dag, vil han 

undskyldende sige, at 

ideen var god, men at 

udførelsen var dårlig. 

Med andre ord: Der var 

intet galt med ideologien som sådan, det var 

menneskene, der fejlede. Og hvem ved, hvad 

fremtiden byder på? Meget tyder på, at den 

aktuelle finanskrise udgør en helt lille politisk 

oase i Ole Sohns ørkenvandring siden Murens 

fald i 1989. For krisen beviser da, at kapitalismen 

har taget fejl, ikke sandt? 

Ak ja, hvis bare verden var så enkel, men 

”kapitalismen” har aldrig påstået, at den er 

et ”system” eller en ideologi. Kapitalisme er 

ganske enkelt frihed. At staten så i mere eller 

mindre grad griber ind i denne med fordelingspolitiske 

tiltag, er en anden snak. Det 

er kun ret og rimeligt, at de bredeste skuldre 

også bærer de største byrder – når det vel at 

mærke sikres, at de stærke bliver ved med at 

være så stærke, at de også kan bære dem. Men 

det har bare intet med socialisme at gøre. 

Ole Sohn og Socialistisk Folkeparti øjner 

et stort håb i den nuværende krise. Partiet har 

lanceret planer om ”Økonomisk Demokrati”, 

som skal sikre medarbejdere indflydelse på 

virksomhedernes overskud, ligesom man har 

talt om oprettelsen af en ”samfundsbank”. Det 

kan i bedste fald betegnes som en genoplivning 

af et stykke gammelt socialdemokratisk 

hittegods, som selv den tidligere finansminister 

Knud Heinesen griner af i dag. I værste 

fald er det et forsøg på at snige socialismen 

ind ad bagdøren i ly af krisen - og i bekvem læ 

af det kække partinavn ”SF”. 

Der skal ikke herske tvivl om, at både Ole 

Sohn og Villy Søvndal er socialister til fingerspidserne. 

Mens førstnævnte for en tid blev 

slået groggy af Murens fald i 1989, har sidstnævnte 

meget smart grebet ”folkestemningen” 

ved hjælp af en hærskare af spindoktorer, samt 

Ole Sohn besøgte i 1987 som kommunistboss jublende glad DDRs 

diktator Erik Honecker. 

omfattende assistance fra fokusgrupper og meningsmålinger. 

Når Villy Søvndal for et års tid 

siden langede voldsomt ud efter Hizb-ut-Tahrir, 

var det fordi fokusgrupper dikterede det. Meget 

afslørende blev opfordringen til de fanatiske 

muslimer om at ”gå ad helvede til” da heller 

aldrig fulgt op med handling fra Socialistisk 

Folkepartis side. Ren populistisk pop. 

Socialistisk Folkeparti svirrer tilsyneladende 

rundt på mediefladen som et lille bevægeligt 

blad, som er parat til at skifte mening om 

hvad som helst. Men én ting er sikker: Hverken 

spindoktorer eller fokusgrupper vil bringe 

partiet væk fra den socialistiske kerne. Både 

Ole Sohn og Villy Søvndal er i deres inderste 

overbeviste om, at socialismen er en rigtig 

god idé. De er sikre på, at de selv vil kunne 

gøre det langt bedre end både Bresjnev, Honecker 

og hvad de alle sammen hed, for de er 

jo demokrater og hyggelige danskere. 

Hvad de ikke har forstået er, at socialisme 

er socialisme, og at ideologien før eller siden 

viser sit hæslige ansigt. Et træ skal kendes 

på sine frugter, står der i Bibelen. For en tid 

vil spindoktorerne kunne sløre Socialistisk 

Folkepartis hensigter, men hvis det næste 

folketingsvalg vindes af en svækket Helle 

Thorning-Schmidt og et mastodont-SF, er 

terningerne kastet. Senest da vil det gå op for 

danskerne, at skatterne sagtens kan stige endnu 

mere, at staten nemt kan blive endnu større 

og udlændingeskarerne endnu flere. 

På plussiden er, at der er længe til næste 

valg - og at regeringen inden da kan tænkes 

at tage udfordringen lidt mere alvorligt end 

hidtil. 

Kaho/Sønd. 

Foto: Polfoto

nyhedsbrev 

Den 7. juni skal danskerne på ny sammensætte 

de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. 

Det er ikke mange, vi skal vælge ind; 13 danske 

medlemmer ud af et samlet parlament på 

736 medlemmer. Det kan forekomme at være 

meget lidt, men ikke desto mindre er det vigtigt, 

at vi tager valget alvorligt og lægger vejen 

forbi stemmelokalet på den forhåbentligt 

smukke sommerdag. 

Valget er vigtigt, fordi det ikke er uden betydning, 

hvem der sidder i Europa-Parlamentet. 

Men de fleste partier og medierne tager 

ikke EU særlig alvorligt, og derfor prioriterer 

partierne heller ikke deres kandidater særligt 

højt. De fleste betragter et medlemskab af 

parlamentet som en slags retrætepost som tak 

for god og tro tjeneste. Poul Nyrup Rasmussen 

sidder dernede i øjeblikket, og snart vil 

vi også få den tidligere konservative formand 

Bendt Bendtsen at se i EU. 

Sådan er det ikke i Dansk Folkeparti. Vi stiller 

med 10 kandidater – fem kvinder og fem 

mænd – som er relativt unge, og med en dygtig 

og meget kompetent spidskandidat, som ikke 

har en stor politisk karriere bag sig, men foran 

sig. Med Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet 

vil alle danskere være sikret en kandidat, 

som tager EU alvorligt, og som aktivt vil 

forsvare danske interesser i parlamentet. 

Jeg ved, at mange sidder og overvejer, om 

de i det hele taget gider gå ned og stemme den 

7. juni. Det nytter jo alligevel ikke noget, tænker 

de. Måske er vejret godt. Solen og stranden 

lokker. EU ligger så langt væk og er helt uden 

for rækkevidde. Jeg forstår dem godt. Men uanset 

om vi bryder os om det eller ej, så har EU 

langsomt sneget sig ind i danskernes hverdag 

– meget mere end de fleste af os går og tror. 

En meget stor del af den danske lovgivning 

sker på baggrund af EU-direktiver. Ganske vist 

har Europa-Parlamentet i modsætning til EU- 

Kommissionen og Ministerrådet ikke nogen 

lovgivende funktion, men det er bestemt ikke 

uden magt, og meget tyder på, at parlamentet 

ikke i længden vil affinde sig med en begrænset 

indflydelse – det vil nemlig på længere sigt 

give EU nogle gevaldige legitimitetsproblemer. 

Alene af den grund er vi nødt til at betragte 

Europa-Parlamentet som en magtfaktor, hvis 

medlemmer ikke er uden betydning. 

Hertil kommer, at valget til Europa-Parlamentet 

ikke bare er noget almindeligt valg. Det 

er i høj grad også et spørgsmål om holdninger 

og værdier til fremtidens EU og Danmarks 

fremtidige forhold til Europa. I Dansk Folkeparti 

går vi til valg med to overordnede ønsker: 

”Mindre EU” og ”Giv os Danmark tilbage”. 

Det betyder, at Dansk Folkeparti ikke kan fejes 

af banen med påstanden om, at vi bare er 

et ”modstanderparti”. Gold modstand bringer 

os ingen vegne, men det gør derimod en saglig 

argumentation mod eksempelvis dansk tilslutning 

til Lissabon-traktaten og euroen. 

I den kommende valgkamp vil Dansk Folkeparti 

vise danskerne, hvor meget EU allerede 

bestemmer, og der er et hav af gode eksempler 

at tage af. Tænk på Metock-dommen 

sidste år, hvor EU-domstolen i al sin magt og 

vælde tilsidesatte nationale lovgivninger på 

udlændingeområdet og dermed legaliserede 

fup og svindel med familiesammenføringer. 

Tænk på de opslidende og pinefulde dyretransporter, 

hvor vi i Danmark af hensyn til 

fællesskabet er nødt til at sænke vore egne 

høje standarder, for at de syd- og østeuropæiske 

lande ikke skal anstrenge sig for meget. 

Tænk på det meningsløse Schengen-samarbejde, 

som har åbnet Danmarks grænser op 

på vid gab for alverdens tyvebander og anden 

grænseoverskridende kriminalitet. 

Eller hvad med EU-Kommissionens seneste 

ønske om at kontrollere ganske almindelige 

lystfiskeres aktiviteter ned til mindste detalje 

med krav om indrapporteringer af selv den 

mindste lille ørred, samt krav om erhvervelse 

af en speciel licens på linje med erhvervsfiskere? 

Der kan nævnes eksempel på eksempel 

på næste alle områder, som berører dansker- 

Europa-Parlamentet 

i Strasbourg 

Dansk Folkeparti klar til valg 

nes – og de øvrige europæeres – dagligdag. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på 

den beundring, Danmark blev mødt med, da 

vi sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992 og 

euroen i 2000. Mange europæiske lande, hvis 

befolkninger ikke fik lov at stemme, misundte 

os dybt og inderligt. På samme måde glædede 

vi os i Danmark, da Frankrig og Holland sagde 

nej til EU-forfatningen i 2005, og da den 

irske befolkning sagde nej til Lissabon-traktaten 

sidste år, hvor vi i øvrigt ikke fik lov at 

stemme. Det viser, at vi for længst har taget 

Europa til os på den måde, at vi naturligvis 

følger med i, hvad der foregår i de andre medlemslande. 

For Dansk Folkeparti drejer hverken det 

kommende valg eller fremtidige afstemninger 

sig om et ”nej eller ja” til Europa eller EU. 

Nej, det drejer sig derimod om ”mere eller 

mindre” EU. Vi vælger det sidste, fordi vi betragter 

Europa som en historisk unik verdensdel 

bestående af selvstændige nationalstater. 

Og vi siger ”mindre EU”, fordi de væsentlige 

beslutninger, der berører de europæiske befolkninger, 

fortsat skal ligge i hænderne på demokratisk 

valgte, nationale regeringer – ikke 

en overnational forsamling af kommissærer. 

Jeg er sikker på, at vi får et spændende 

forår med masser af politiske diskussioner 

om EU, og jeg er overbevist om, at Dansk 

Folkepartis dygtige kandidater sammen med 

vore lokalforeninger vil være at finde på gader 

og stræder i den kommende tid. Men de skal 

ikke trække læsset alene. Vi andre vil også 

slutte op og sørge for at gøre partiet synligt i 

en valgkamp, som bestemt 

ikke nyder den 

medieopmærksomhed, 

som den burde. Jeg 

glæder mig allerede til 

at komme i gang. 

Foto: Scanpix 

3

ep-kandidater 

Dansk Folkepartis 

EP-kandidater 

kampklare 

Af Karsten Holt 

På et opstillingsmøde i Odense den 31. januar 

valgte Dansk Folkeparti ti kandidater til det 

kommende valg til Europa-parlamentet den 

7. juni. Der er tale om en liste med særdeles 

kompetente kandidater, hvis politiske engagement 

er stort. Enkelte kandidater er gengangere 

fra 2004, således også spidskandidaten 

Morten Messerschmidt, som stiller op for anden 

gang. 

Ved at have en ung og dygtig spidskandidat 

med sin politiske karriere liggende foran sig, 

markerer Dansk Folkeparti – i modsætning til 

de andre politiske partier, som besætter listen 

med veteraner og afdankede top-politikere – at 

partiet vægter engagementet i EU meget højt, 

og at partiet ønsker at påvirke beslutningsprocessen 

i Europa-parlamentet. 

Morten Messerschmidts store viden om 

EU kan sætte samtlige modstandere godt og 

grundigt til vægs, og det bliver spændende at 

følge debatterne i den forestående valgkamp, 

hvor en veloplagt Morten Messerschmidt vil 

turnere land og rige rundt.

Morten Messerschmidt er 28 år, stud jur. og 

bosiddende i Randers. Siden 2005 har han været 

medlem af Folketinget, hvor han varetager 

posten som Dansk Folkepartis EU-ordfører. 

Morten Messerschmidt har trådt sine politiske 

barnesko i DFU, hvor han i en årrække var 

politisk næstformand. Hans store interesse for 

– og engagement i – EU kan dateres helt tilbage 

til afstemningen om Maastricht-traktaten 

i 1992, hvor han som kun 12-årig sad klinet til 

fjernsynsskærmen. 

Dennis Flydtkjær, 30 år, er bosiddende i 

Herning og direktør i egen virksomhed, PRO- 

NAMIC A/S i Silkeborg, som laver tilbehør til 

udendørs termometre. Dennis Flydtkjær er i 

øjeblikket suppleant i Folketinget for Christian 

H. Hansen, som er sygemeldt på ubestemt 

tid. Desuden er Dennis Flydtkjær medlem af 

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. 

Kenneth Kristensen Berth er 32 år og bor i 

Hvidovre. Han er ansat som specialkonsulent 

i Dansk Folkepartis pressetjeneste på Christiansborg 

og er medlem af Dansk Folkepartis 

hovedbestyrelse. Tidligere har Kenneth Kristensen 

Berth været landsformand i DFU, og 

han blev den længst siddende formand i en 

politisk ungdomsorganisation nogensinde. 

Rikke Karlsson er 43 år gammel og bor i 

Støvring i Himmerland, hvor hun underviser 

på Bavnebakkeskolen. Hun har tre børn på 

henholdsvis 20, 18 og 14 år. Rikke Karlsson 

er medlem af Regionsrådet i Nordjylland og 

er tillige 1. suppleant til Folketinget. Hun har 

en baggrund som socialpædagog og elsker at 

trave ture i naturen samt hengive sig til kulinariske 

kunster. 

Anna Rosbach, er 61 år, kontorchef og bosiddende 

i Hundested. Siden januar 2000 har 

hun i EU været sekretær for UEN-gruppen, 

som Dansk Folkeparti er medlem af. Anna 

Rosbach er desuden medlem af regionsrådet 

i Region Hovedstaden, ligesom hun tidligere 

har været folketingskandidat. 

Aia Fog er 41 år gammel og bosiddende på 

Østerbro, hvor hun også er næstformand i den 

lokale afdeling af Dansk Folkeparti. Hun er 

enlig, men har en søn, der er 16 år gammel. 

Hun er uddannet cand.jur. og arbejder som 

chefkonsulent i Dansk Tandplejerforening. 

Tidligere har hun blandt andet arbejdet som 

faglig konsulent i Dansk Teknisk Lærerforbund 

og i Københavns Kommune. 

5

Jette Plesner Dali er 60 år gammel 

og bor på Frederiksberg. Hun er enlig, 

men har datteren Nadia fra et tidligere 

ægteskab. Jette Plesner Dali er uddannet 

lægesekretær og arbejder som sådan 

på Gentofte Hospitals Hudafdeling. 

Siden 1970 har Dali uafbrudt arbejdet 

som netop lægesekretær i såvel almen 

praksis som på hospitaler. Foruden sit 

engagement i Dansk Folkeparti er Dali 

engageret i Trykkefrihedsselskabet. 

Bente Kronborg Holst Flensted er 

27 år gammel og bor sammen med 

sin mand Jesper på et nedlagt landbrug 

i Videbæk i Vestjylland. Hun er 

netop blevet mor til Mikkeline, der 

blev født i december 2008. Bente 

Kronborg Holst Flensted er under 

uddannelse til kontorassistent i H.H. 

Udlejning i Ringkøbing. Sideløbende 

er hun organisatorisk næstformand 

for Dansk Folkepartis Ungdom, formand 

for Dansk Folkepartis Ungdom 

i Herning og bestyrelsesmedlem i DF 

i Ringkøbing-Skjern. 

Henrik Ræder Clausen er 45 år 

gammel, fraskilt og far til en 6-årig. 

Han bor i Brabrand i udkanten af 

Århus. Henrik Ræder Clausen er uddannet 

folkeskolelærer og har senere 

studeret matematik og datalogi. Til 

dagligt arbejder han som freelancer 

for forlaget Bonnier. Han er desuden 

medlem af bestyrelsen i DF i Århus. 

Jeppe Nicolai Jakobsen er 20 

år gammel og dermed den yngste 

på DFs kandidatliste. Han 

bor til daglig i Kalundborg, men 

i forbindelse med aftjening af 

værnepligt har han i en periode 

taget ophold i Sønderborg. Han 

arbejder således i øjeblikket 

som officersaspirant på Hærens 

Sergentskole i Sønderborg. 

Forud herfor har han arbejdet 

som lærervikar på en folkeskole 

i Kalundborg. I Dansk 

Folkeparti er han engageret som 

næstformand i DF-Kalundborgs 

lokale afdeling.

trykkefrihedsselskabet 

På flugt 

i en 

burka 

Hollandsk satiretegner forfulgt både af 

myndigheder og islamister – gemmer 

sig i en burka 

Af Kim Eskildsen 

Trykkefrihedsselskabet - under ledelse af den 

ukuelige Lars Hedegaard, som ingen vist vil 

beskylde for at nære illusioner om, at Islam 

og ytringsfrihed går ubesværet hånd i hånd 

- var for nyligt vært for en noget usædvanlig 

begivenhed. 

I forfatterforeningens smukke lokaler på 

Christianshavn optrådte en mand i burka. 

Det var den – i den politisk korrekte socialistiske 

hollandske regerings øjne – kontroversielle 

tegner, Gregorius Neckshot, der, iført 

burka, fremførte sin sag. 

Det var en noget alternativ oplevelse at 

overvære den dygtige og provokerende tegner 

fortælle på flydende engelsk indsvøbt i 

charmerende hollandsk dialekt, hvordan han 

var blevet revet ud af sin seng en nat, fordi 

han har tilladt sig at tegne satiretegninger, der 

bl.a. viser den muslimske profet i seng med 

sin yndlingskone - den blot 6-årige Aisha. 

På tegningen beder Aisha profeten om at 

gribe til Viagra, eftersom den aldrende profet 

åbenbart lider under nogle fysiske mangler. 

Dødsdom over hovedet 

Neckshot, som naturligvis ikke er tegnerens 

sande navn (det betyder på engelsk nakkeskud…), 

var nu et blidt bekendtskab, og han 

forklarede, at han ikke havde noget mod muslimer 

som sådan, men var meget bekymret 

over den multikulturelle utopi, som de hollandske 

politikere tvinger ned over det tidligere 

så frihedselskende folk. 

Neckshot er dødstruet, og skulle hans identitet 

slippe ud, vil islamister givetvis slå ham 

ihjel. Derfor var han også rasende på det hollandske 

politi, der i forbindelse med hans arrestation 

havde truet med at afsløre, hvem han 

er. 

Han forklarede, at han var under anklage for 

”hate crime”, altså en eller anden mærkværdig 

ide om, at han skulle få mennesker til at 

gøre voldsomme ting, fordi han tegner satiriske 

tegninger. Perspektiverne er skræmmende. 

Den ene socialistiske regering i EU efter den 

anden gennemfører love mod ”blasfemi og 

Den hollandske satiretegner holdt foredrag i København formummet 

i en burka. Ikke for provokationens skyld, men for at sikre sig 

imod genkendelse – islamister har truet med at slå ham ihjel, efter 

at han tegnede ham profeten i en øm situation… 

forhånelse” af mindretal for udelukkende at 

gøre de truende islamister tilfredse. Neckshot 

mener med rette, at det eneste, man formår 

med den slags, er at købe tid, men på sigt vil 

det føre større katastrofer med sig. 

Adspurgt af Dansk Folkeblads udsendte 

medarbejder, hvor han eventuelt vil søge asyl, 

hvis de hollandske myndigheder afslører hans 

identitet, svarede han prompte; ”Danmark”. 

Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at efter 

næste valg kan Danmarks dage som helle for 

systemkritikere meget nemt være ovre. Allerede 

nu kan det være vanskeligt nok at få 

VK regeringen til at acceptere, at den hollandske 

politiker, Gert Wilders, får lov at deltage 

i en konference vedrørende bekæmpelse af 

islamismen. Med en eventuel kommende S- 

SF regering skal alle islamkritikere vist til at 

overveje deres fremtid her i landet. 

Foto: Snaphanen

pias reception 

Pias 

25 år 

for Danmark 

Når man ser frysende DF’ere med flag i 

hænderne på hovedtrappen til Christiansborg, 

så ved man efterhånden, hvad 

der er på færde: Pia Kjærsgaard skal 

fejres! Denne gang var det dog ikke en 

fødselsdag, men et flot jubilæum: Den 

15. januar blev det fejret, at Pia Kjærsgaard 

nu har siddet i Folketinget i hele 

25 år. 

Af Nina Lusty 

Foto: Carsten Lundager 

Pia Kjærsgaards betydning for dansk politik 

kan næppe overdrives. Så partiformanden 

blev fejret med maner hele dagen. Efter køreturen 

fra Gentofte i en smuk London-taxa 

og den festlige modtagelse på Christiansborgs 

hovedtrappe blev Pia Kjærsgaard hyldet i 

Dansk Folkepartis stemningsfulde gruppeværelse 

med kransekage og champagne. Glad og 

rørt lyttede hun til gruppeformand Kristian 

Thulesen Dahls rosende tale, og både MF’ere 

og personale råbte hurra for partiformanden. 

Senere på dagen var der indbudt til stor reception 

på Christiansborg. ”Jeg håber da, at 

der kommer nogen”, sagde Pia Kjærsgaard, 

mens hun besigtigede de flotte dekorationer 

og den gode mad – og det gjorde der. Cirka 

600 gæster var mødt op for at ønske tillykke 

med bedriften – både ministre, politikere, lokalpolitikere, 

tillidsmænd fra partiet, journalister, 

kulturpersonligheder, erhvervsfolk og 

mange andre indbudte strømmede ind, belæssede 

med gaver. Og Pia Kjærsgaard fik hurtigt 

røde kinder af varmen og al den ros, som hendes 

gæster tildelte hende. En af de varmeste 

taler kom fra finansminister Lars Løkke Rasmussen: 

Pia forbillede for modstanderne 

- Ét er mennesket Pia Kjærsgaard. Noget andet 

er politikeren Pia Kjærsgaard. Og lige så ydmyg 

og venlig og omsorgsfuld og imødekom- 

mende, du er som menneske, lige så barsk er 

du som politiker. Du har jo aldrig været bange 

for at være en skrap moster. Det har inspireret. 

Og det har dannet skole, nu hvor Lene også er 

kommet til. Det er vel nærmest et spørgsmål 

om tid, før også Helle og Margrethe er nødt 

til at følge trop, lød det anerkendende fra Lars 

Løkke Rasmussen, og han fortsatte: 

- Egentlig er det jo fantastisk, at en kvinde, 

som der stiftes hele partier for at udslette, i 

den grad bliver forbillede for sine fjender. 

Lars Løkke Rasmussen sluttede med at udbringe 

et ”længe leve Pia” med den bagtanke, 

at når Pia lever længe, ”så gør regeringen det 

nok også” – til stor morskab for forsamlingen. 

Lars Løkke Rasmussen fortalte også om, 

hvordan Pia under hans første finanslovsforhandling 

sidste år resolut fik afbrudt forhandlingerne 

af private årsager. Ikke Pias private 

årsager, vel at mærke, men hans, Lars Løkkes 

søn fyldte 18, og da Pia hørte det, arrangerede 

hun et ”sammenbrud” i forhandlingerne, så fi-

Jamen, er det ikke Claus Hjort! Beskæftigelsesministeren 

ville selvfølgelig også 

overbringe sine lykønskninger til Pia 

Kjærsgaard. 

nansministeren kunne komme hjem og fejre 

sønnen. Så måtte finansloven vente. 

Også Folketingets formand, Thor Pedersen, 

talte rosende for Pia Kjærsgaard, og Kristian 

Thulesen Dahl forsøgte i sin tale at opregne 

den enorme betydning, hun har haft for dansk 

politik og for ham selv og næstformand Peter 

Skaarup. For dem er Pia ”vores allesammens 

mor”, mens hun kærligt kvitterede med at 

kalde dem ”mine drenge”. Blandt andet berettede 

Kristian, at hun, da han var nyvalgt MFér, 

skam både havde sørget for hans skjorter og 

for, at han kom op til tiden… 

Hilsen fra Fogh 

Som en ekstra overraskelse tonede statsminister 

Anders Fogh Rasmussen, der var forhindret 

i at møde op på grund af et regeringsse- 

Pia Kjærsgaards mand, Henrik Thorup, 

holdt en kærlig tale for sin arbejdsomme 

hustru. Også han kan fejre 25 års jubilæum 

i mediernes søgelys. 

”Hvis Pia lever længe, så gør regeringen 

det nok også”, spøgte finansminister Lars 

Løkke Rasmussen i sin meget roste tale til 

Pia Kjærsgaard. 

Gæsterne ved receptionen udgjorde et rent menneskehav, her fanget henover den isskulptur, 

der på flotteste vis markerede 25 års jubilæet. 

9

minar på Havreholm, frem på storskærm med 

en videohilsen. 

- Jeg ved, du ikke er glad for, at jeg er meget 

væk. Lige nu er jeg desværre på Havreholm. 

Men jeg vil gerne sige tillykke til dig alligevel. 

Det er i høj grad takket være dig, vi i syv 

år har haft en enestående politisk stabilitet, 

sagde statsministeren. 

De mange taler blev bundet sammen af Peter 

Skaarup, der med et smil introducerede den 

sidste taler – nemlig Pia Kjærsgaards mand, 

Henrik Thorup. Det var jo på en måde også 

hans jubilæum – Pia Kjærsgaards karriere og 

især reaktionerne på den har haft sin pris i 

familiens liv. Men Henrik Thorup har aldrig 

10 

vaklet i sin støtte til sin ”aktive og meget flittige” 

kone, og han holdt en kærlig og hjertevarm 

tale, der fik tårerne frem i øjenkrogene 

hos en rørt Pia Kjærsgaard. 

- Tusind, tusind tak alle sammen – det er 

overvældende, intet mindre, sagde en rørt Pia 

Kjærsgaard flere gange i løbet af den festlige 

dag. For nok er partiformanden glad for at blive 

fejret – ”jo mere jo bedre”, som hun spøgefuldt 

sagde – men den megen varme og ros 

kom alligevel som en overraskelse. Og efter 

en lang og festlig dag kunne hun se tilbage på 

ikke alene en mindeværdig dag, men på 25 års 

fantastisk og utrættelig indsats for Danmark. 

Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, ville også sige tillykke. Måske var hun 

der også for at lære, hvordan man beholder vælgernes opbakning i hele 25 år? 

Talerne til Pia Kjærsgaard var hjertevarme 

og humoristiske, og det fik 

latteren til at boble i jubilaren. 

Rigtig mange medlemmer og tillidsfolk havde 

lagt vejen forbi receptionen, og det varmede Pia 

Kjærsgaards hjerte meget, at så mange havde revet 

en dag ud af kalenderen for hende. Her er det 

tidligere hovedbestyrelsesmedlem, Dora Rossen, 

der hilser på. 

Formanden for Folketinget, Thor Pedersen, 

var blandt talerne til Pia Kjærsgaards 

reception. Her hilser han pænt på hovedpersonen. 

Gæsterne kom anstigende i en lind strøm 

ned af trappen i Folketingets Fællessal. 

Blandt gæsterne sås ingen ringere end den 

tidligere fodboldspiller Harald Nielsen, nok 

bedre kendt som Guld-Harald.

Valgfup og -kaos 

Selv om Pia blev valgt ved valget den 10. januar 1984, indtog hun først sin plads i Folketingssalen 

mange dage senere 

Valget i 1984 blev en noget pudsig og langstrakt affære. Selv om Pia Kjærsgaard blev 

valgt første gang til Folketinget den 10. januar 1984, for 25 år siden, kunne hun først 

indtage sin plads noget senere. 

Årsagen var, at indenrigsminister Britta Schall Holberg, Venstre, havde beordret omtælling 

af samtlige 119.122 brevstemmer. Stor dramatik. Det skete nemlig med vagtposter 

udenfor det lokale, hvor omtællingen skete, og med udskiftede låse i dørene. 

Indenrigsministerens resolutte reaktion kom, efter at Lyngbys konservative borgmester 

Ole Harkjær lidt kækt havde meddelt, at han da for resten benyttede sine egne regler ved 

godkendelsen af brevstemmer… 

Ikke så godt. For den melding kom i hælene på Danmarks Statistiks opdagelse syv dage 

efter valget af, at valgbestyrelsen i Frederiksværk-kredsen havde sørget for at regnskabet 

gik op på valgnatten ved i Maarum at give Socialdemokratiet 100 ekstra stemmer. Det 

resulterede så blot i det kedelige faktum, at valgdeltagelsen så blev over 10%... 

Den lille afsløring ændrede resultatet på landsplan, så Venstres Birthe Rønn Hornbech, 

som vi har så megen glæde af i disse år, kom ind på et snævert mandat – i stedet for socialdemokraten 

Hans Jørgen Jensen. Han havde imidlertid fået valgbrev om, at han var 

valgt, og det ville han ikke lige sådan give slip på… 

Folkestyrets forhold til brevstemmer var således allerede en smule belastet, så ministeren 

mente ikke, at man med to tvivlsomme fadæser ved samme valg kunne komme uden 

om en omtælling. 

Så Pia måtte vente. 

Kaos var der ellers nok af. For Mogens Glistrup skabte overskrifter igen-igen, da han dagen 

efter valget pakkede sit habengut og forlod Horserød Statsfængsel i Nordsjælland med den 

begrundelse, at nu var han folkevalgt, så han skulle på arbejde. Fængselspersonalet holdt 

ham tilbage med magt og placerede den arrige Fremskridtsstifter i straffecelle. 

Justitsminister Erik Ninn Hansen følte sig nok en kende presset, så han satte sving i fintællingen 

i ekspresfart. Den viste ikke overraskende, at Glistrup var valgt som den ene af 

de seks i den meget mere end halverede Z-gruppe. Han blev dog omgående efter Tingets 

samling kendt uværdig af 139 MFere og returnerede til Horserød. 

Valgdeltagelsen var ellers i den pæne ende, 88,4 procent stemte – godt fem procent flere 

end i 1981 og knap et par procent flere end i 1987. Men kaotisk, det var det. 

Pia Kjærsgaard indtog sin plads i Folketinget den 7. februar, næsten en måned efter 

valget. 

Sønd. 

De Radikales leder forærede Pia Kjærsgaard et par kørehandsker – ”du styrer jo alligevel regeringen”, sagde hun med et smil. Naser Khader, 

der nu er løsgænger i Folketinget, ville også ønske tillykke. 

11

df-ringsted 

En by vi rejser 

Lokalforeningen i Ringsted er helt oppe i gear forud for Kommunalvalgvalget 

i november og satser bl.a. på et comeback 

i byrådet for DFs grand old man, Poul Nødgaard 

Tekst og fotos Karsten Holt 

Det kan ved første øjekast undre, at en kommune, 

hvor 16,5 procent af vælgerne stemte 

på Dansk Folkeparti ved folketingsvalget, og 

hvor partiet opnåede mere end 12 procent af 

stemmerne ved kommunalvalget, ikke har et 

eneste medlem i byrådet – de sidder der selvfølgelig 

stadig fysisk, men ikke længere som 

DFére, og de laver heller ikke meget andet 

end netop at sidde. Ikke desto mindre er det 

de faktiske forhold i det oprindeligt VOKRstyrede 

Ringsted, og historien er faktisk ligeså 

ærgerlig, som den er banal. 

Først forlod ét byrådsmedlem partiet, fordi 

han var utilfreds med, at partiet ikke skred 

ind over for det andet byrådsmedlem, hvis 

opførsel han fandt uacceptabel. Og så vendte 

det andet byrådsmedlem partiet ryggen, fordi 

han pludselig erklærede, at han alligevel ville 

12 

genvælges, selv om han flere gange havde sagt 

det modsatte. Hans problem var imidlertid, at 

partiets lokalafdeling i mellemtiden syntes, at 

det var en rigtig god idé, at han ikke ville stille 

op igen. Så god, at man ønskede at fastholde 

ham på den – blandt andet fordi han ustandseligt 

udsatte sine samarbejdspartnere i byrådet 

for usaglig kritik. 

Poul Nødgaard gør comeback 

Dansk Folkeblad er mødt op til bestyrelsesmøde 

i DF Ringsted hos formand Jeanie Nørhave 

i Ringsted-forstaden Benløse. Foruden 

formanden gennem snart to år, Jeanie Nørhave, 

tæller bestyrelsen det mangeårige folketingsmedlem 

og medstifteren af Dansk Folkeparti, 

Poul Nødgaard – denne gang i rollen 

Der er hektisk aktivitet i Jeanie Nørhaves nye udestue i villaen i Benløse. Her gælder det 

brevet, som skal udsendes til medlemmer i anledning af det kommende opstillingsmøde til 

kommunalvalget, hvor Poul Nødgaard allerede er udpeget som spidskandidat. Men man 

håber på stor fremgang. ”Nu kører toget, og jeg tror, vi får et strålende valg”, siger Poul 

Nødgaard. 

Bestyrelsen i DF-Ringsted: Fra venstre: 

Ole Nielsen, Poul Nødgaard, Lone Holm og Jeanie 

som næstformand. Herudover er der kasserer 

Lone Holm og Ole Nielsen. Per Nørhave, der 

er gift med Jeanie, sidder også i bestyrelsen, 

men må tilbringe denne aften i Bruxelles i et 

tjenstligt anliggende. 

Snakken går lystigt over den lækre mad 

fra ”Det gode Køkken” i Ringsted, som er 

stillet på bordet til ære for Dansk Folkeblad 

- for det er altså ikke det normale traktement 

til de bestyrelsesmøder, som på skift holdes i 

medlemmernes private hjem. Her nøjes man 

som regel med kaffe og kager, fortæller Jeanie 

Nørhave. Men først og fremmest kredser 

samtalen omkring udsigterne for Dansk Folkeparti 

ved det kommende kommunalvalg, 

hvor Poul Nødgaard har accepteret at opstille 

som spidskandidat. 

Han er ingenlunde en politisk novice – 

hverken landspolitisk eller kommunalpolitisk, 

men efter 16 år i byrådet – både som 1. og 

2. viceborgmester i perioder – krævede det en 

tænkepause på et halvt års tid, inden han valgte 

at melde klart ud om sit kandidatur. Specielt 

fordi det kræver meget at sidde i byrådet. 

”Jeg besluttede jo at stoppe allerede i 2005, 

men jeg stiller op, fordi jeg har været med til 

at skabe Dansk Folkeparti helt fra bunden, og 

fordi jeg har skabt partiet lokalt her i Ringsted. 

Og så vil jeg gamle mand ikke stå og se 

på, at man smadrer partiet lokalt. Jeg måtte 

dog spørge mig selv, om jeg virkelig ønsker 

at påtage mig arbejdsbyrden, for det er en arbejdsbyrde, 

hvis man vel at mærke vil have 

noget ud af at sidde i byrådet. Det betyder, at 

man skal være velforberedt til møderne, og at 

man har læst sine papirer ordentligt igennem. 

Men når de ting så er på plads, så vækker 

det til gengæld en enorm respekt hos de andre 

byrådsmedlemmer. Så kan de tydeligt se, at 

man har læst på lektien, og at man ved, hvad 

det drejer sig om. En anden årsag til, at jeg 

stiller op, er at min rejseaktivitet kommer til at 

begrænse sig til turen fra Vigersted og ind til 

rådhuset i Ringsted. Det er ikke som tidligere, 

hvor jeg sommetider måtte rejse frem og tilba-

Nørhave. 

ge mellem Christiansborg og Ringsted et par 

gange om dagen. Endelig har det naturligvis 

gjort indtryk, at jeg har fået så mange opfordringer 

fra både bestyrelsen og medlemmer”. 

Fornyelse er hårdt tiltrængt 

At der bliver nok at tage fat på i Ringsted efter 

kommunalvalget, er ingen i tvivl om. Venstre 

– som DF er i valgforbund med sammen med 

de konservative og de radikale – har indgået 

en mærkværdig budgetforligsaftale med S og 

SF, som går ud på, at det største parti får borgmesterposten. 

Det kan betyde, at et stemmeflertal 

på beskedne 50 stemmer kan bringe en 

socialdemokratisk borgmester tilbage i stolen, 

og det ønsker ingen i DF. 

”Vi er nødt til at forklare Venstre og Konservative, 

hvad det her går ud på, og hvem de 

er i valgforbund med. Ellers skal de ikke være 

sikre på, at Dansk Folkeparti automatisk lægger 

stemmer til”, fortæller Jeanie og peger på 

alle de ting, der skal rettes op på i Ringsted: 

”Ringsted trænger virkelig til fornyelse. 

Byen er præget af politisk indavl og en uhyggelig 

indskrænkethed. Kommunen fungerer 

meget dårligt, og ledelsen er utroligt gammeldags. 

Det betyder, at man ikke tør fyre 

nogle ineffektive ledere, fordi der er så meget 

sammenspisthed rundt omkring. Sådan noget 

med vennetjenester og nepotisme. Dansk 

Folkeparti vil lufte ud i kommunen og gøre 

hovedrent.” 

Poul Nødgaard indskyder, at Ringsted er 

landets fjerdedyreste kommune med hensyn 

til skattetryk, herunder ejendomsværdibeskatning 

og grundskyld. Hertil kommer, at der er 

sket nogle gevaldige og uforklarlige forhøjelser 

af vandafgiften. 

”Borgmesteren undskylder forhøjelserne 

med investeringer, men hvad er det for investeringer? 

Har de gravet hele ledningsnettet 

op? Jeg har ikke opdaget noget. Det er en 

ting, jeg vil have kulegravet i den kommende 

valgperiode. Vi er nødt til at fortælle, at den 

Det er ikke nogen 

nem opgave at 

være mødeleder, 

når der både skal 

tages hensyn til 

Dansk Folkeblad 

og en håndboldkamp 

i TV. Men 

Jeanie Nørhave 

bringer alligevel 

bestyrelsen sikkert 

gennem dagsordenen. 

Det kræver 

lederegenskaber, 

og dem har Jeanie 

– både fra sin 

lange tid i politiet 

og qua sit nuværende 

job som 

personale- og sekretariatschef 

hos 

Dansk Folkeparti 

på Christiansborg. 

går altså ikke. Samtidig må vi have vælgerne 

op af stolen, hvis et tæt samarbejde mellem 

Venstre, S og Socialistisk Folkeparti er noget, 

som Venstre ønsker at føre videre. Det har 

vælgerne krav på at vide.” 

Poul Nødgaard tilføjer, at Ringsted Kommune 

har foretaget en lang række ufornuftige 

økonomiske dispositioner. For eksempel har 

man ansat ekstra administrativt personale til 

tre millioner kroner på et tidspunkt, hvor man 

skriger på arbejdskraft på ældreområdet. 

”Det allervigtigste for en kommune er, at 

den lægger afgørende vægt på sine kerneydelser 

til borgerne såsom folkeskolen, børn og 

unge- samt ældreområdet. De ting skal være 

velfungerende, før man kan begynde at planlægge 

store prestigeprojekter eller andre ting. 

I Dansk Folkeparti ser vi det som en af vore 

helt store opgaver at overvåge, at pengene 

først og fremmest kommer borgerne til gode i 

form af solide kommunale kerneydelser.” 

Synlighed skaber fremgang 

Ingen i bestyrelsen er i tvivl om, at det bliver 

et spændende valg, og alle er enige om, at det 

er vigtigt at føre valgkamp mellem valgene 

og allerede være ude blandt vælgerne nu. Den 

strategi er en af årsagerne til, at foreningen har 

haft en pæn medlemstilgang. Men potentialet 

er langt fra udtømt, siger Jeanie. 

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan få flere 

medlemmer, og jeg kan mærke, at det virkelig 

nytter noget at gå på gaden og tale med folk i 

modsætning til, hvad de andre partier påstår. 

Når vi laver gadekampagner, får vi en snak 

med folk, og vi forklarer dem, at man ikke 

nødvendigvis forpligter sig til en hel masse, 

fordi man melder sig ind i et parti. Det er jo 

op til den enkelte selv.” 

Jeanie fortæller, at man på den årlige ”Ringsted-natten”, 

hvor blandt andet Pia Kjærsgaard 

har været gæst, har kunnet tegne mange 

nye medlemmer, men at det såmænd også kan 

lade sig gøre i Kvickly en lørdag formiddag. 

Det gælder om hele tiden at være synlig. 

Bestyrelsesmødet skrider planmæssigt 

frem – i DF-Ringsted er der på forhånd udarbejdet 

en dagsorden for mødet, som overholdes 

til punkt og prikke. Poul Nødgaard 

har taget en bunke papirer frem, og nu diskuterer 

bestyrelsen den skrivelse, som skal 

sendes ud til medlemmerne i anledning af 

det kommende opstillingsmøde til byrådet, 

der afholdes sammen med den årlige generalforsamling, 

og hvor der plejer at være et 

pænt fremmøde. 

Mens papirerne gennemgås, går snakken 

om løst og fast – og så er der jo lige håndboldkampen 

mellem Danmark og Tyskland, 

som kører på fjernsynet. Poul Nødgaard tilbyder 

generøst, at Lone Holm, foreningens 

kasserer kan aflægge ham et besøg, så hun 

kan lære, hvordan man stiller et regnskab 

op efter alle kunstens regler. For orden i 

regnskabet er noget af det vigtigste i en forening, 

og er der noget, den tidligere kæmner 

i Vigersted har forstand på, så er det orden, 

punktlighed og tal. 

Dansk Folkeblads udsendte spørger, om 

der er flere vigtige ting at huske på inden 

valget, og Poul Nødgaard svarer prompte, 

at man som byrådskandidat eller valgtilforordnet 

naturligvis ikke render af pladsen på 

valgnatten. 

”Efter sidste valg i 2005 tog Dansk Folkepartis 

forhandler i Ringsted sin bil og kørte 

hjem til sin gård, selv om der kunne etableres 

flertal mellem Venstre, Dansk Folkeparti, 

Konservative og Det Radikale Venstre. Med 

det resultat, at den nuværende Venstre-borgmester 

blev vraget til fordel for den tidligere 

socialdemokratiske, som næste dag optrådte 

på Dagbladets forside med ”tillykke” og en 

stor buket blomster. I løbet af kort tid fik vi 

dog samlet V,K,O og R og pegede på den 

nuværende Venstre-borgmester Niels-Ulrik 

Hermansen. Moralen er, at man bliver, indtil 

alle konstellationer er afprøvede”, understreger 

Poul Nødgaard med fasthed i stemmen. 

13

apartheid 

Verdens sidste Apartheid-bastion: 

Mekka: Den forbudte by 

Kristne kan godt glemme alt om Islams hellige byer Mekka og Medina. Byerne er kun for muslimer. Styret i Saudi Arabien 

er i det hele taget alt andet end tolerant… 

Af Kenneth Kristensen Berth 

Den 21. maj 2007 blev en trist dag for srilankaneren 

Nirosh Kamanda. Han blev arresteret 

nær Masjid al-Haram - verdens største 

moské, beliggende i Mekka, i hvis midte Kabaa’en 

befinder sig. Her havde han igennem 

nogle uger ernæret sig ved at sælge forskellige 

småting til pilgrimmene. Fremmedpolitiet 

havde fået mistanke til den unge mand, og 

gået på klingen erkendte Kamanda, at han var 

kristen, hvorefter han straks blev smidt ud af 

byen. Mekka og nabobyen Medina er nemlig 

verdens eneste tilbageværende bastioner for 

apartheid – alle ikke-muslimer er forment adgang 

til byerne. 

Og det lægger man ikke skjul på i Mekka. 

Ved indfartsvejene til byen finder man vejskilte, 

der gør opmærksom på, at det er sidste 

afkørsel for ikke-muslimer, og at den ene 

eller den anden vej er obligatorisk for ikkemuslimer. 

Sådan opretholder man stort set 

uden kritik en religiøs apartheid i Islams profet 

Muhammeds fødeby – og i øvrigt også i 

den nærliggende by Medina. 

1 

Kristne kors og svineskindsjakker 

forbudt 

I det hele taget gælder der andre regler i Saudi- 

Arabien end i stort set alle andre lande. Saudi- 

Arabien udsteder således ikke visa til jøder, 

og det er forbudt for tilrejsende at medbringe 

blandt andet alkohol, såkaldt politisk ømtåleligt 

materiale, varer, hvori der indgår svinekød 

eller tøj af svineskind samt symboler på andre 

religioner end islam, f.eks. kristne kors. 

I rejsebøger er alle forhold – også at Mekka 

og Medina er forbudt område for ikke-muslimer 

– lakonisk nævnt. Det konstateres bare 

- uden den mindste vurdering af, hvorvidt en 

sådan form for apartheid nu ikke er temmelig 

utidssvarende i det 21. århundrede. 

Begrundelsen for, at Mekka skal holdes fri 

for ikke-muslimer hentes som altid i Koranen 

– nærmere bestemt sura 9,28, hvor der står: 

”I der tror! De, der sætter andre ved Guds 

side er urene. Lad dem ikke komme i nærheden 

af den hellige moské, når dette år er 

omme!” 

Mekka er altså byen, du aldrig får at se – i 

hvert fald ikke så længe, du ikke konverterer 

til islam- i øvrigt i modsætning til de over 2,5 

mio. muslimske pilgrimme, der hvert år besøger 

byen under den såkaldte Hajj og dermed 

tredobler storbyens befolkning. Mekka er 

fuldstændig afhængig af de indtægter – anslået 

til mere end 100 millioner dollars - , som 

pilgrimmene fører med sig. Hovedparten af 

indbyggerne er ansat i servicesektoren for at 

håndtere de mange logistiske udfordringer, 

som den årlige pilgrimsfærd medfører. Der 

findes dog også ganske få fabrikker, der laver 

blandt andet tekstiler og møbler.

”Mekka og Medina er verdens to eneste tilbageværende apartheid-bastioner. De to 

byer kan kun besøges, hvis man er muslim. Skilte på hovedvejen til Mekka advarer 

om, at man nu skal være muslim for at køre videre. 

Mekkas skyline 

15 

Foto: Scanpix 

Foto: Scanpix

Pilgrimsfærden til Mekka koster stort set 

hvert år flere pilgrimme livet. 346 pilgrimme 

blev trampet ihjel i 2006, to år forinden overlevede 

251 ikke pilgrimsfærden, og sådan er 

det stort set gået galt hvert eneste år, selvom 

de saudiske myndigheder udfolder de største 

bestræbelser på at få pilgrimsfærden til at forløbe 

glat – så glat som det nu kan gå, når 2,5 

millioner mennesker pludselig invaderer en 

by. 

Mekka er én stor moské 

Mekka er anderledes end de fleste andre saudi-arabiske 

byer, der som regel er etnisk homogene. 

Mange af de pilgrimme, der i tidens 

løb er kommet til byen, har slået sig fast ned. 

Mekka adskiller sig også fra andre arabiske 

Mekka handler om Masjid al-Haram. Derfor blev 

denne ottomanske 1700-tals borg trods store tyrkiske 

protester for nogle år siden revet ned, så der kunne 

blive plads til flere hoteller. 

1 

byer ved ikke at have en moské på snart sagt 

hvert gadehjørne. Af respekt for den særlige 

status, som Masjid al-Haram har, er det den 

eneste moské i byen – ingen har turdet bygge 

en moské, der risikerede at overskygge islams 

åndelige centrum. 

Til gengæld handler Mekka så også kun om 

Masjid al-Haram. Indtil for få år siden knejsede 

den imponerende ottomanske 1700-tals 

borg, Qishla, ved siden af Masjid al-Haram. 

Men borgen blev under tyrkiske protester revet 

ned for at skaffe plads til nye mondæne 

hoteller. 

Ud over Masjid al-Haram tæller Mekka kun 

få seværdigheder, blandt andet den imposante 

byport formet som en åben Koran. Dertil kommer 

ZamZam-brønden, der ifølge legenden 

med sit righoldige vandreservoir forsynede 

Foto: Scanpix 

Mekka med vand. I 2009 vil Abraj al-Bait-tårnene 

stå færdige og med det største tårns højde 

på 577 m være blandt de højeste i verden. 

Tårnene opføres for øvrigt af det stenrige Bin 

Laden-familiefirma, hvis stifter Mohammed 

Bin Laden er far til Osama Bin Laden. 

Selvom enkelte muslimer på internettet advokerer 

for, at Mekka og Medina skal åbnes 

for ikke-muslimer, så har den saudi-arabiske 

kongefamilie kategorisk afvist enhver tanke 

om, at islams to hellige byer skal besudles 

af vantros fødder. Så formodentlig vil kongefamilien 

også i det 21. århundrede stort set 

uimodsagt kunne fastholde religiøs apartheid 

i de to byer. 

De millioner af tilrejsende pilgrimme 

har ikke alle råd til eksklusive hotelværelser 

inde i Mekka, derfor dukker store 

teltlejre hvert år op uden for Mekka. 

Selvom mange mekkanere er ved muffen, 

så adskiller gadelivet sig ikke specielt fra 

andre arabiske storbyer. 

Foto: Scanpix 

Foto: Scanpix

Ved indkørslen til Mekka, hvor 

ikke-muslimer for længst er 

siet fra, kører man 

igennem byporten 

formet som en åben Koran. 

Nøgternt udlægges det her på 

et kort i det berømte guidebogsforlag 

Lonely Planets guide 

til Oman, Emiraterne og den 

arabiske halvø, hvilke områder 

man som ikke-muslim ikke må 

komme i. 

Foto: Lonley Planet 

… og her er så årsagen til al virakken. 

Muhammeds indtog i Mekka i det 7. århundrede. 

Af Koranen fremgår det, at ikke-muslimer 

ikke må besøge Mekka og Medina. 

Foto: Scanpix 

Foto: Scanpix 

Tragedien 

i Mekka 

Det saudiarabiske regimes helt ufattelige 

menneskefjendskhed blev stillet til 

verdens skue i 2002, da 15 piger indebrændte 

på en skole i Mekka. 

Skolen, der havde omkring 800 elever, 

blev i hast opslugt af fl ammer fra en 

pludselig opstået brand, og medens det 

lykkedes hovedparten af de 800 elever 

at fl ygte, så blev 15 piger forhindret heri 

af byens religiøse politi. 

De 15 piger fi k ikke lov til at forlade 

den brændende skole, da de ikke var 

reglementeret påklædt efter de strenge 

saudi-arabiske regler, der kræver, at piger 

og kvinder skal være iført hijab eller 

niqab for at måtte færdes i det offentlige 

rum. Repræsentanter fra det religiøse 

politi brugte knipler til at holde de 15 

piger inden for i den brændende skole 

og brugte også knipler for at forhindre 

tililende mænd i at redde pigerne. De 

tililende mænd blev af det religiøse politi 

underrettet om, at det var syndigt at 

nærme sig pigerne, når de ikke var reglementeret 

tildækket. 

Dermed stod det klart, at det var vigtigere 

at håndhæve det saudiarabiske 

beklædningsregulativ end at udsætte de 

tilstedeværende mænd for den fristelse, 

der lå i at blive stillet ansigt til ansigt 

med 15 utilslørede forbrændte piger. 

Alle 15 piger døde i fl ammerne. 

Verdens største moske, 

Masjid al-Haram, på 

356.800 m 2 , svarende til 

cirka 88 fodboldbaner. 

1 

Foto: Scanpix

ude i danmark 1 /3-2009 

1 

DF-Hovedbestyrelse 

Berth, Kenneth Kristensen 33375174 

Dahl, Kristian Thulesen 33375102 

Ebbesen, CC org. nfmd 33375172 

Eilersen, Susanne 23302490 

Espersen, Søren 33375124 

Flydtkjær, Dennis 40865913 

Hansen, Allan Steen 21930093 

Hansen, Christian H. 33375105 

Kjærsgaard, Pia, fmd. 33375107 

Skaarup, Peter, pol. nfmd 33375113 

Thomsen, Steen 75602890 

Partisekretær: 

Nielsen, Poul Lindholm, 33375161 

DF-folketingsmedlemmer 

Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121 

Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 33375120 

Brix, Colette dfcolb@ft.dk - 33375103 

Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108 

Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 33375101 

Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111 

Christensen, René dfech@ft.dk - 33375722 

Christiansen, Kim dfkich@ft.dk - 33375148 

Dahl, Kristian Th. dfsokj@ft.dk - 33375102 

Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 33375106 

Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft.dk - 33375109 

Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33375124 

Hansen, Chr. H. dfchhh@ft.dk - 33375105 

Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130 

Henriksen, Martin dfmarh@ft.dk - 33375129 

Kjærsgaard, Pia dfkala@ft.dk - 33375107 

Knakkergaard, Anita dfanka@ft.dk - 33375116 

Krarup, Søren dfskra@ft.dk - 33375117 

Langballe, Jesper dfjela@ft.dk - 33375119 

Messerschmidt, Morten dfmome@ft.dk - 33375100 

Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 33375125 

Petersen, Tina dftipe@ft.dk - 33375149 

Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33375115 

Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 33375128 

Skaarup, Peter dfalll@ft.dk - 33375146 


Christiansborg 3337 5199 

1240 København K. Fax: 3337 5191 

df@ft.dk 

www.danskfolkeparti.dk 

DF-Europa-Parlamentet 

Mogens Camre, MEP 

eumoca@ft.dk 

Tlf.: 33375167 

Bruxelles, (+32) 22845205 

Strasbourg, (+33) 388175205 

Dansk Folkepartis Ungdom 

Postbox 2297 

1025 København K 

Tlf.: 2193 0093 

DANSK FOLKEBLAD 

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 

13. årgang, nr. 1/ 2009. ISSN: 1397-3975 

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard 

Redaktionschef: Karsten Holt 

I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Nina 

Lusty, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen 

og Hanne Emily Stevnsborg. 

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis 

synspunkter. 

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. 

Tlf: 33375199. Fax: 33375191. 

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk 

Næste nr. udkommer april 2009 

Deadline for kalender o.l. er den 10. april 2009. 

Layout & tryk: KLS Grafisk Hus 

Forsiden: Pia Kjærsgaards 25 års- jubilæum 

Foto: Carsten Lundager 

Vi ved, et fjeld kan sprænges, 

og tvinges kan en elv, 

men aldrig kan et folk forgå, 

som ikke vil det selv. 

KALENDER 

19/2-2009 

DF-Nyborg, opstillingsmøde til 

kommunalvalget kl. 19.30 på Borgerforeningens 

Hus, Nørre Voldgade 63, 

5800 Nyborg 

19/2-2009 

DF-Køge, generalforsamling & 

opstillingsmøde til kommunalvalget 

kl. 18.00 i Rishøjhallen, Skolevej 7, 

4600 Køge 

2 /2-2009 

DF-Ballerup, generalforsamling 

kl. 19.00 

2 /2-2009 

DF-Frederiksberg, generalforsamling 

kl. 17.00, Bryggeriets Hus, 

Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg 

2 /2-2009 

DF-Odense, opstillingsmøde til 

kommunalvalget 

2 /2-2009 

Region Nordjylland, opstillingsmøde 

til regionsrådsvalget kl. 10.00 på 

Scandic Hotel Aalborg, 

Hadsundvej 200, 9220 Aalborg Ø 

3/3-2009 

DF-Kerteminde, generalforsamling 

& opstillingsmøde kl. 18.00 

på Langeskov Kro, Odensevej 16, 

5550 Langeskov 

/3-2009 

Region Sjælland, opstillingsmøde til 

regionsrådsvalget kl. 10.00 i Ringsted 

Kongrescenter, Nørretorv 22, 

4100 Ringsted 

9/3-2009 

DF-Grenå, debatmøde med bl.a. Morten 

Messerschmidt, Dan Jørgensen og 

Morten Løkkegaard om Europaparlamentsvalget 

kl. 19.00 på Kulturhuset 

Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenå 

10/3-2009 

DF-Svendborg, offentligt møde med 

MF Peter Skaarup kl. 19.00, Byskolens 

Aula, Skolegade 2, 

5700 Svendborg 

10/3-2009 

DF-Faxe, generalforsamling kl. 19.00, 

Haslev Folkebiblioteks mødesal v. 

rådhuset 

DF-Haderslev, generalforsamling & 


kl. 10.00 på Hotel Pauli, Vestergade 5, 

6500 Vojens 

15/3-2009 

DF-Varde, generalforsamling kl. 

19.00 på Motel Varde, Tømrervej 18, 

6800 Varde 

1 /3-2009 

DF-Svendborg, opstillingsmøde til 

kommunalvalget kl. 19.00 på Nordre 

Skole, Mølmarksvej 31-43, 

5700 Svendborg. 

1 /3-2009 

DF-Dragør, generalforsamling & opstillingsmøde 

til kommunalvalget 

kl. 19.00 på Kedelhuset 

Wiedergården, Kirkevej, Dragør 

19/3-2009 

DF-Hillerød, generalforsamling & 


kl. 18.00 på Hotel La Vista, 

Falkevej 15, 3400 Hillerød 

21/3-2009 

Region Syddanmark, opstillingsmøde 


Scandic Hotel Kolding, Kokholm 2, 

6000 Kolding 

23/3-2009 

DF-Svendborg, generalforsamling 

kl. 19.00 på Nordre Skole, 

Mølmarksvej 31-43, 5700 Svendborg 

2 /3-2009 

DF-Horsens, generalforsamling og 


kl. 19.00 i Håndværkerforeningen. 

25/3-2009 

DF-Odense, generalforsamling 

25/3-2009 

DF-Stevns, generalforsamling kl. 

19.00, Centerhuset Strøby Egede 

2 /3-2009 

DF-Viborg, generalforsamling kl. 

18.00-22.00, Borgerhuset i Viborg 

2 /3-2009 

DF-Albertslund, generalforsamling & 


kl. 19.00 i kommunalbestyrelsessalen, 

Albertslund Rådhus 

30/3-2009 

DF-Glostrup, generalforsamling & 


kl. 19.00

1 / -2009 

Region Midtjylland, opstillingsmøde 


Scandic Hotel Silkeborg, Udgårdsvej 

2, 8600 Silkeborg. 

20/ -2009 

DF-Svendborg, debatmøde med MF 

Morten Messerschmidt og Jens Rhode 

(V) kl. 19.00 på Byskolens Aula, 

Skolegade 2, 5700 Svendborg 

25/ -2009 

Region Hovedstaden, opstillingsmøde 

til regionsrådsvalget kl. 10.30 i Farum 

Park Sports- og Konferencecenter, 

Idrætsvænget 2, 3520 Farum 

2 /5-2009 

DF-Brøndby, jubilæumsarrangement 

med deltagelse af bl.a. Europaparlamentskandidat 

Kenneth Kristensen 

Berth 

1 -20/9-2009 

DF-Langeskov, Kræmmermarked i 

Langeskov 

Datoer for kurser for by- og regionsrådskandidater. 

Michael Rex 

og Steen Thomsen er undervisere. 

Nærmere informationer om tidspunkter 

senere. 

Kursus den 4. maj i Sydjyllands 

Storkreds. 

Kursus den 6. maj i Nordsjællands 

Storkreds. 

Kursus den 12. maj i Sjællands Storkreds 

Nord. 

Kursus den 13. maj i Vestjyllands 

Storkreds. 

Kursus den 14. maj i Nordjyllands 

Storkreds. 

Kursus den 18 maj i Københavns og 

Bornholms Storkredse (kurset afholdes 

i København) 

Kursus den 19. maj i Fyns Storkreds. 

Kursus den 26. maj i Sjællands Storkreds 

Syd. 

Kursus den 27. maj i Københavns 

Omegns Storkreds. 

Kursus den 28. maj i Østjyllands 

Storkreds. 

Dansk politi assisterer 

kolleger i Libanon 

Af Per Nørhave – DF-Ringsted 

Politiskolen i Danmark afholdt i november et 2 ugers lederkursus for højtstående officerer fra 

det libanesiske forsvar, politi og toldvæsen. Disse officerer har til opgave at sammensætte en 

styrke, som skal varetage grænsekontrollen i det nordlige Libanon ved grænsen til Syrien. 

Oprettelsen af denne styrke er et fælles internationalt projekt, der blandt andet har til opgave 

at opdæmme for indsmuglingen af våben via ovennævnte grænse. I den forbindelse har dansk 

politi udstationeret to politifolk til at være med til at støtte opbygningen af denne styrke. 

Fra dansk politi er det vicepolitiinspektør Jan Elleby fra Midt- og Vestsjællands Politi og politikommissær 

Flemming Nielsen fra Nordjyllands politi. Begge fulgte kursisterne til Danmark 

Som led i opbygningen af grænsekontrolstyrken var disse officerer på kursus i Danmark for at 

få et indtryk af, hvad vi lægger vægt på i forbindelse med udøvelse af lederskab i dansk politi. 

Til dette havde politiskolen sammensat et kursus, hvor man kom vidt omkring i de muligheder, 

der er for forskellige former for lederskab. 

Herunder blev der ydet værdifuld undervisningsstøtte fra personale- og sekretariatschef Jeanie 

Nørhave, der underviste i inspiration og motivation, samt pressechef Søren Søndergaard, som 

fortalte om pressens rolle i et demokratisk samfund. I forbindelse med undervisningen i begge 

emner var der stor interesse og debat undervejs i lektionerne. Ved evalueringen af kurset gav 

kursisterne udtryk for stor tilfredshed med undervisningen, som blev givet af Jeanie og Søren. 

Under kurset var der endvidere indlagt et besøg på Christiansborg, hvor Peter Skaarup gav sig 

tid til et møde, hvor han forklarede om retsudvalgets opgaver og om Folketingets syn på vigtigheden 

i, at dansk politi er med til at løse opgaver i internationale regi. 

Derefter var der indlagt en rundvisning på Christiansborg, der sluttede af med en tur i Folketingssalen, 

hvor vi kunne overvære debat afsluttende med afstemning. 

For at gøre dagen helt fuldendt ankom Pia Kjærsgaard til Christiansborg, i det øjeblik, hvor vi 

var ved at sige farvel. Vi fortalte selvfølgelig vores libanesiske gæster om, hvem det var. Dette 

udløste med det samme et stort ønske fra gæsterne om at blive fotograferet sammen med Pia 

– hvilket hun naturligvis gerne deltog i. 

Pia Kjærsgaard i selskab med gæsterne fra Libanon. 

19 

Foto: Privatfoto

20 

EU-kursus for alle medlemmer 

Nu har du muligheden for at få opdateret din viden om EU op til EP-valget til juni. 

Kursusudvalget afholder to EU-kurser i april måned. Kurserne er åbne for alle interesserede 

medlemmer. 

Det ene kursus afholdes på Hotel Opus Horsens, Egebjergvej 1, 8700 Horsens lørdag 

den 4. april 2009 fra kl. 11:00 til 17:00. Det andet kursus afholdes på hotel SAS, Amager 

Boulevard 70, 2300 København S søndag den 5. april fra kl. 11:00 til 17:00. 

DF’s medlem af europaparlamentet, Mogens Camre, og DF’s spidskandidat til det kommende 

EP-valg, Morten Messerschmidt, vil være hovedinstruktører gennem dagen. 

Derudover vil Jesper Langballe komme med et indlæg om EU’s historiske udvikling, og 

hvordan Unionen har udviklet sig til at være en trussel mod nationalstaten. 

Endelig vil kursusudvalgets formand Steen Thomsen komme med et indlæg om Euroens 

betydning for indskrænkningen af medlemslandenes suverænitet. 

På kurset vil der blive serveret smørrebrød og en øl/vand, og kurset er gratis. Dog skal 

man selv betale for transporten til kursusstedet. 

Tilmelding sker til sekretariatet på telefon 33 375199 senest den 20. marts 2009. 


Normalt handler hihistorieskrivning om 

de store beslutningstagere. 

Vi anskuer 

krigen i 1864 eller svenskekrigene 

fra mere eller mindre offi cielle dokumenter 

og aktstykker og må derfra slutte os 

til, hvordan livet var for ganske almindelige 

mennesker. Hovedreglen er, at jo længere man 

kommer tilbage, desto færre er ”hverdagskilderne” 

– ikke mindst fordi det ikke var almindeligt, 

at almuen kunne læse og skrive. 

Derfor er Henrik Thorups afskrivning af 

sin bedstefaders erindringer et kærkomment 

bidrag som et øjebliksbillede af livet i København 

i en længst svunden tid. Albert Edvard 

Mortensen, Henrik Thorups farfar, levede fra 

1868 til 1929 og efterlod sig en lang række 

papirer med sine erindringer om stort og småt. 

Nu deler Henrik Thorup i ”Albert Edvard 

Mortensen – en københavnerdrengs oplevelser 

fra 1868” disse erindringer med læserne. 

Det er beskrivelsen af store og små tildragelser 

i København. Man støder på veteraner 

fra krigen i 1864 og får levende beskrivelser 

af alle de mennesker, der beboede en opgang 

Et lille stykke Danmarkshistorie: 

Københavnsk hverdag anno 1 

på det gamle Nørrebro. Alene den kendsgerning, 

at forfatteren beskriver samtlige sine naboers 

livshistorier, vidner om en tid, hvor folk 

interesserede sig for hinanden i modsætning 

til i dag, hvor danskerne kan bo op og ned af 

hinanden i årevis uden at kende andet end hinandens 

(for)navne. 

Ægte hverdagshistorie uden føleri 

Det er historien om en relativt sorgløs barndom 

med kulturelt interesserede forældre – f.eks. 

en fader, der kunne hele Faust udenad. Det er 

historien om udfl ugter i det gamle København 

og den nærmeste omegn med interessante beskrivelser 

af en topografi , der for længst har 

ændret sig – eksempelvis gik jernbanesporene 

dengang over søerne ud af byen. Og det er en 

historie, der er herligt befriet for enhver form 

for føleri og sentimentalitet, og som samtidig 

udviser en stor, ægte tolerance over for omgivelserne 

og det meget varierede persongalleri. 

Man tog folk, som de nu engang var – på godt 

og ondt. 

Den lille bog på ca. 140 sider indeholder 

både billeder og aftryk af forskellige doku- 

DF har afgørende 

indflydelse på 

sundheden 

En ny undersøgelse 

på sundhedsområdet 

i kommunerne, 

”Godt i Gang”, som 

er foretaget af COWI 

for Kommunernes 

Landsforening, viser, 

at Dank Folkeparti 

har haft helt afgørende indfl ydelse på at fremme 

sundheden på landsplan. I undersøgelsen 

fremgår det, at Vejle er den kommune, der har 

søsat fl est projekter til borgerne, og i netop Vejle 

ledes sundheds- og forebyggelsespolitikken 

af DF-politikeren Holger Gorm Petersen. 

I alt har Vejle Kommune med DF i spidsen 

etableret hele 74 forebyggende og sundhedsfremmende 

aktiviteter siden 1. januar 2007. 

Samlet set har de danske kommuner i løbet af 

2008 tilbudt 2341 aktiviteter, hvor rygestop, 

alkoholafvænning og gratis motion hørte til de 

mest populære tilbud. 

menter fra Albert Edvard Mortensens liv 

– f.eks. faderens svendebrev samt følgebrevet 

til en medalje, som faderen blev tildelt for sin 

indsats i 1864-krigen. Bogen kan anbefales 

som et kærkomment supplement til den større 

historieskrivning. 

Det skal i øvrigt nævnes, at bogen tidligere 

udkom i et lille privat oplag på ti eksemplarer 

som en gave fra Henrik Thorups hustru Pia 

Kjærsgaard i anledning af hans 60 års fødselsdag 

i 2008, men nu foreligger bogen i en let 

revideret offentlig udgave – et spændende lille 

historisk dokument. 

”Albert Edvard 

Mortensen” 

En københavnerdrengs 

oplevelser fra 1868 

Afskrevet af hans barnebarn 

Henrik Thorup 

Forlaget Lysias 2009, 

140 sider

Tag med Den Danske Højskole 

Gunhild Legaard 

I dagene fra den 21.- 26. juni har medlemmer 

af DF en enestående mulighed for at 

komme ud at opleve Danmark fra nogle af 

landets skønneste sider. Med det hyggelige 

Hotel Postgaarden i Sorø som udgangspunkt 

vil Den Danske Højskole vise nogle af Sjællands 

historiske og kulturelle perler frem. 

Guiden på turen er den historiekyndige Gunhild 

Legaard, som også tidligere har stået for 

de interessante ture med historiebussen. 

Fynboer og jyder får nu en fantastisk mulighed 

for at opleve en anden del af Danmark, 

mens sjællænderne måske opdager 

en masse ting, de aldrig har lagt mærke til, 

fordi man som regel bare kører forbi. 

Prisen for en tur på hele seks dage med 

halvpension og alle entreer betalt er kun 

2500 kroner (tillæg eneværelse 300 kr. pr. 

nat) Alle andre udgifter, herunder drikkevarer 

betales af deltagerne selv. En vigtig del 

af turen er hyggen og samværet – og at alle 

kan følge med. Om aftenen er der mulighed 

for fælles hygge og sang på hotellet. 

Foto: Scanpix 

Tilmelding skal ske senest den 1. maj til 

DFs sekretariat på Christiansborg, telefon 

33 37 51 99, mail: df@df.dk OBS: Der er 

ikke elevator på hotellet. Program for turen 

(med forbehold for ændringer) 

21.6 Afgang Deltagere fra Jylland og 

Fyn hentes med bus i Århus, Fredericia og 

Odense og indlogeres på Hotel Postgaarden 

i Sorø. Sjællandske deltagere bedes selv 

sørge for transport til Hotel Postgaarden. 

Eftermiddagen byder på en spændende guidet 

rundtur i det gamle Sorø, og om aftenen 

får vi besøg af en lokal DF-politiker, som 

også vil fortælle om byen. 

22.6 Udflugt til Sydhavsøerne 

Lolland, Falster og Møn. Undervejs besøger 

vi Gåsetårnet i Vordingborg. Vi ser på 

den spændende domkirke i Maribo og klostret, 

hvor Leonora Christine tilbragte sine 

sidste dage. Herefter kører vi til Danmarks 

mindste købstad, Nysted, hvor det imponerende 

Aalholm Slot troner over byen. 

På vej til Møns Klint standser vi ved Fanefjord 

Kirke på Møn, som er berømt for sine 

kalkmalerier. På hjemvejen lægger vi vejen 

forbi Præstø med de mange hyggelige og 

krogede gader. 

23.6 Udflugt på Midtsjælland 

”Skjalm Hvide-slægtens rige”, hvor Absalon 

og Esbern Snare voksede op. Vi besøger 

blandt andet de berømte kirker i Fjenneslev 

og Ringsted – i sidstnævnte hviler 

Valdemarernes og Dronning Dagmars jordiske 

rester. Om aftenen går turen til Dansk 

Folkepartis Skt.Hans fest på den smukke 

Foto: Scanpix 

Parcelgården ved Roskilde Fjord, hvor vi 

nyder den medbragte mad fra hotellet. Pia 

Kjærsgaard holder traditionen tro båltalen, 

og vi synger med på Midsommervisen. 

24.6 København – Danmarks 

hovedstad Vi besøger Folketinget og 

spiser frokost i Snapstinget. Et DF-folketingsmedlem 

vil vise os rundt på Christiansborg. 

Herefter går vi over og ser de 

berømte gobeliner, som Dronningen fik til 

sin 50 års fødselsdag. Til sidst går turen til 

det smukke Christianshavn, hvorfra vi efter 

at have vandret en tur kører længere ud på 

Amager og besøger den smukke gamle fiskerby, 

Dragør og ser Amagermuseet. 

25.6 Kongernes Nordsjælland 

Vi kører via Roskilde til Hillerød, hvor vi 

besøger Frederiksborg Slot med den imponerende 

kirke, de mange flotte malerier, og 

den nyrestaurerede park. Fra Hillerød kører 

vi via Fredensborg Slot (hvor vi gør et 

kort ophold) videre til Helsingør, hvor vi 

ser Kronborg og Holger Danske i kasematterne. 

26.6 Det anderledes Vestsjælland 

Vi afslutter vores hyggelige samvær med at 

køre en tur til Kalundborg, hvor vi besøger 

den flotte femtårnede kirke, som Esbern 

Snare lod bygge. Vi besøger Holbergs Tersløsegaard 

og besøger halvøen Reersø, som 

er kendt for sine haleløse katte – og som 

er DFs bedste afstemningssted i Danmark 

med mere end 28 procent af stemmerne. 

Herefter kører bussen tilbage i retning mod 

Fyn og Jylland. 

21

ildsjæl 

Tekst og fotos af Nina Lusty 

”Mit job er en gave”, udbryder Inge Fjordside 

Weileby begejstret, mens hun ivrigt stryger 

de lyse lokker om bag ved øret med den ene 

hånd og skænker kaffe for Dansk Folkeblads 

udsendte med den anden. Umiddelbart lyder 

hendes stilling ellers ikke som en dans på roser. 

Som forstander i E-huset i De Gamles By 

på Nørrebro i København tager Inge Fjordside 

Weileby sammen med personalet hånd om de 

alkoholikere, som er opgivet af alle andre 

plejehjem og offentlige tilbud. Det er et job, 

der er både fysisk og psykisk opslidende, men 

også meget menneskeligt givende, fortæller 

Inge Fjordside Weileby. 

”Jeg har været her i 10 år, og jeg har fået 

en kæmpe gave ved at få lov til at være her. 

Det er mig, der er heldig. Det har kostet blod, 

sved og tårer, og det er bestemt ikke et nemt 

job, men jeg synes vitterligt, at mit liv er blevet 

lysere af at være her”, siger Inge Fjordside 

Weileby. Til trods for, at hun til daglig 

arbejder med syge, alkoholiserede og ofte 

også demente og aggressive mennesker, som 

af forskellige årsager er endt på samfundets 

bund, udstråler hun en livsglæde og en energi, 

som mange må misunde hende. 

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, 

at Inge Fjordside Weileby skulle komme til 

at arbejde med nogle af de mennesker, som 

har det allersværest i samfundet, og som de 

færreste gider beskæftige sig med. Som nyuddannet 

sygeplejerske havde hun en idé om, at 

hun ville arbejde inden for et af de ”smarte” 

specialer, måske cancer. Men så blev hun elev 

på en afdeling med leverspeciale, og her blev 

hun overrasket over de ”skønne originaler”, 

som mange af alkoholmisbrugerne var. Samtidig 

frustrerede prioriteringen på afdelingen 

hende grænseløst – hun måtte ikke bruge tid 

på at tale med patienterne, men skulle ekspedere 

dem videre til dyre undersøgelser – og 

22 

”Det er mig, 

der er heldig” 

”Er du til alkoholikere?” stod der i en jobannonce for 10 år siden. Dette sære spørgsmål 

kunne sygeplejerske Inge Fjordside Weileby svare ja til, endda uden tøven. Og i dag er hun 

det samlende punkt for 39 af Københavns hårdest ramte alkoholikere. Dansk Folkeblad 

har mødt hende til en snak om ildsjæle og arbejdet med de mennesker, som er opgivet af 

samfundet. 

næste måned var de tilbage på hospitalet igen 

med de samme problemer. En senere ansættelse 

på Skt. Hans, hvor samtalen og terapien 

var i højsædet, åbnede hendes øjne for en anden 

behandlingsværdi. Men samtidig gik hun 

frustreret hjem, når en patient blev smidt på 

gaden på grund af drikkeri. For hvor skulle 

vedkommende gå hen? 

”Som sygeplejerske handler det jo meget 

om at nå et mål, om at helbrede. Og jeg havde 

da heller aldrig troet, at jeg skulle være et sted, 

hvor vi faktisk hjælper beboerne til at drikke 

hver dag. Hvis de er demente, så sørger vi for 

at købe øllene for dem, og hvis de er svage, 

så hælder vi det i en tudekop til dem. Men her 

giver vi en livskvalitet til nogle skæbner, som 

ellers ville dø i rendestenen eller alene på et 

værelse, hvor de ville blive fundet flere uger 

efter”, siger Inge Fjordside Weileby. 

Succeskriteriet for E-huset er at give beboerne 

livskvalitet og en værdig tilværelse, og 

livet leves fra dag til dag. Livskvalitet er et 

smil fra en syg beboer her og nu eller et spontant 

glædesudbrud fra en dement. Arbejdsglæden 

og kilden til overskud trods al den menneskelige 

elendighed ligger i nuet, fortæller Inge 

Fjordside Weileby. 

”Mit personale er jo også ildsjæle, der drøner 

rundt herude på gangere, og det er min fornemste 

opgave at sikre, at de har nogle rammer, som 

sætter dem i stand til at gøre en forskel for folk. 

Jeg tror ikke, at der er én beboer her, som ikke 

har en særlig, speciel kontakt til en af vores ansatte. 

Det ser vi også, når vores beboere dør – 

der er altid en håndfuld af personalet, som selv 

siger, at de gerne vil med på den og den persons 

sidste rejse. Mine medarbejdere er fantastiske”, 

siger Inge Fjordside Weileby begejstret. 

”Vores vigtigste værdi er, at man ikke kan 

blive smidt ud herfra. De mennesker, som 

kommer her, har oplevet at være det sorte får 

overalt. Men her accepterer vi dem, som de 

er, ”Jeg og derfor vil med går på vi billedet heller med ikke Inge!” særlig griner meget 

ind Mark i deres Ove historier. Mincho, Vi en dømmer af E-husets ikke, beboere, om de 

er og ofre giver eller Inge selv Fjordside er skyld i deres Weileby skæbne, et stort men knus i 

tager 

E-husets 

os kærligt 

fællestue. 

af dem 

Her 

her 

må 

og nu 

der 

– 

spilles 

og vi kræ- 

billard, 

danses og høres musik, ligesom personalet 

ver ikke, at de holder op med at drikke. De 

og beboerne i fællesskab holder jul og andre 

skal have lov til bare at være”, forklarer Inge 

fester her. 

Fjordside Weileby.

Inge Fjordside 

Weileby får ofte små 

gaver af sine beboere. 

Denne gyldne 

boksehandske fandt 

Rosa i en container 

og syntes straks, 

at Inge Fjordside 

Weileby fortjente 

den for sin kamp 

for samfundets 

svageste. 

Om E-huset 

• E-huset er et selvstændigt plejehjem i De Gamles By på Nørrebro i København. 

• E-huset har plads til 39 beboere, som skal være aktivt drikkende alkoholmisbrugere 

med karakterafvigende træk. Ud over alkoholmisbrug 

har beboerne talrige psykiske og somatiske sygdomme, alkoholbetinget 

demens, diabetes, inkontinens og mange sociale problemer. 

• Beboerne i E-huset er afvist og opgivet af alle andre offentlige tilbud, 

og målsætningen er ikke at helbrede deres misbrug, men at give dem 

en værdig tilværelse. Derfor hjælper personalet beboerne til at drikke 

moderat, så man undgår både den voldsomme rus og de livsfarlige abstinenser, 

samtidig med at de yder sygepleje. 

Hvert år dør op mod 7.500 danskere af alkoholrelaterede sygdomme. 

Nogle få af dem tilbringer deres sidste tid i E-huset på Nørrebro. 

Alkohol sættes på landsplan i forbindelse med 28.000 hospitalsindlæggelser, 

10.000 besøg på skadestuen samt 72.000 ambulante lægebesøg. 

(Kilde: www.alkohol.dk) 

Det betyder dog ikke, at der ikke bliver sat 

grænser for råbende og voldelige beboere 

– men den hjertevarme attitude betyder, at 

også de ekstreme beboere som regel skifter 

adfærd. 

”De opdager, at de betyder noget for personalet, 

og den positive stemning i E-huset smitter 

instinktivt af på dem. Og når en vanskelig 

beboer kommer efter nogle måneder og siger: 

”Det hér er det bedste sted, jeg nogensinde har 

været, jeg har fået ro i sindet, og I er bare så 

søde” – ja, så kan man klare alle problemer 

med overskud”, siger Inge Fjordside Weileby. 

Men hvordan holder man til at arbejde med 

så syge mennesker, hvor alt håb ofte er ude og 

hvor der kun er afslutningen tilbage? 

”Det er heller ikke altid let. Men netop det, 

at jeg og personalet kan sørge over en beboers 

død, betyder jo, at han eller hun var afholdt i 

sin sidste tid. Og så har vi jo opfyldt en vigtig 

opgave i det menneskes liv. Som sygeplejerske 

fik jeg at vide, at jeg skulle være professionel 

– du må ikke blive berørt, lød det. Helt 

ærligt – det kan jeg love dig for, at jeg må! Det 

Foto: Scanpix 

er netop idéen ved vores arbejde! Selvfølgelig 

har vi stadig den professionelle distance, og vi 

følger ikke med beboerne ned i depressionen, 

men disse mennesker skal røre os på et eller 

andet plan”, fastslår Inge Fjordside Weileby. 

Og Inge Fjordside Weileby har selv berørt 

flere af beboerne. Det mærker man tydeligt 

på deres kærlige tilgang til deres forstander. 

Muligheden for at gøre en forskel for nogle 

hårde skæbner og trivslen i nuet er brændstof 

for Inge Fjordside Weileby. Men hvad rummer 

fremtiden for E-husets ildsjæl? 

”Tja, det er jo lige det. Jeg brænder for 

ledelse og coaching og kunne egentlig godt 

tænke mig engang at prøve kræfter med en 

endnu større ledelsesopgave. Men – så tænker 

jeg på Rosa, Mincho og alle de andre dejlige 

beboere her på stedet. Dem kan jeg slet ikke 

undvære”, ler Inge Fjordside Weileby og stryger 

igen håret energisk på plads. Ét er sikkert: 

Hendes overskud og livsglæde viser ingen 

tegn på at brænde ud foreløbig. Det sørger de 

mange smil fra samfundets svageste for. 

23

modstand 

Den iranske 

modstandsbevægelse 

og EU’s terrorliste 

Af Mogens Camre, 

medlem af Europa Parlamentet, DF 

Allerede i 1965, i shahens tid, opstod der en 

væbnet modstandsbevægelse i Iran. Den var 

udtryk for et socialt, folkeligt oprør, men da 

shahen faldt, ”stjal” Khomeni så at sige revolutionen. 

Det iranske folks modstandsbevægelse, 

PMOI’s ledere var i fængsel eller var 

flygtet til udlandet, og de fik ikke en chance. 

Så snart præstestyret var etableret, begyndte 

forfølgelsen af PMOI’s medlemmer. Indtil nu 

har præstestyret myrdet omkring 150.000 af 

PMOI’s medlemmer og sympatisører. Mange 

af disse modstandere af præstestyret er i dag 

flygtet til Vesten, men en stor gruppe på 3.500 

2 

mennesker, deraf en tredjedel kvinder, kunne 

ikke få asyl i Europa. De fik derimod asyl i 

Irak – i Saddam Hussein tid – mod at de ikke 

blandede sig i Iraks forhold. De fik et stykke 

gold ørken ca. 100 km fra Bagdad, og her byggede 

de en by: Ashraf, indtil i dag en velfungerende 

oase i ørkenen. Gruppen blev uddannet 

nærmest som et helt hjemmeværnsregiment 

og fik skaffet sig våben - en nødvendighed i et 

usikkert diktatur. 

Ved den amerikanske invasion i 2003 måtte 

de deponere deres våben hos amerikanerne, 

og opnåede beskyttelse under Geneve kon- 

ventionen. Ashraf er beviset på, at der er et 

andet Mellemøsten, end det vi dagligt ser på 

TV og i aviserne. Ashraf har eget vandværk, 

elværk, hospital, et miniuniversitet, fjernsynsstation, 

et symfoniorkester og bibliotek. Der 

er asfalterede gader og fine bygninger – og 

produktionshaller, som leverer produkter til 

genopbygningen i Irak og samtidig finansierer 

Ashrafs drift. 

Den 16. – 19. oktober besøgte jeg Ashraflejren 

med en 4-mands delegation under ledelse 

af næstformand i Europa Parlamentet, 

professor Vidal-Quadras. Vi var alle impo-

Mogens Camre på besøg 

i Ashraf-lejren i Irak. 

neret over den orden og det engagement, der 

kendetegnede alle i byen. Den administrative 

ledelse ligger hos en kvinde, og alle almindelige 

administrative forhold er organiseret som 

i en veldrevet lille kommune. 

PMOI kæmper for et demokratisk, sekulært 

Iran – men indtil videre har de kun deres 

overbevisning og deres fjernsynsstation 

at kæmpe med. Organisationens øverste leder 

er den fremtrædende oppositionspolitiker, fru 

Maryam Rajavi. Fuld lighed mellem kvinder 

og mænd er i øvrigt et vigtigt krav fra PMOI. 

Læserne vil måske undre sig over at se, at alle 

kvinderne på mine fotos er uniformerede og 

bærer tørklæde. Det gør de kun for at undgå 

kritikken fra Iran for at være Vestens lakajer, 

men fuld kvindefrigørelse er et vigtigt programpunkt, 

den dag, der skabes demokrati i 

Iran. 

Nu kommer vi så til det skandaløse: På krav 

fra den iranske regering har først England og 

derefter Frankrig foranlediget, at PMOI fra 

2002 har været opført på EU’s såkaldte terrorliste 

uanset, at organisationen beviseligt ikke 

har deltaget i nogen form for terror. Det har 

været helt klart, at det var en imødekommelse 

af den iranske regering, som tjente Englands 

og Frankrig eksportinteresser, og som andre 

tilsluttede sig i den tro, at der kunne skabes 

Foto: Privat foto 

en forhandlingssituation med Iran om atomforsøgene. 

I Europa Parlamentet har vi længe haft 

kendskab til PMOI og har været fortørnet 

over EU’s ”dialog” med det kriminelle diktatur 

i Teheran. En kreds af parlamentsmedlemmer 

har dannet en såkaldt intergruppe, ”Et Frit 

Irans Venner”, under ledelse af den førnævnte 

konservative, spanske professor Vidal-Quadras, 

den skotske, konservative Struan Stevenson 

og den portugisiske socialdemokrat 

Pablo Casaca. Vi har systematisk støttet 

PMOI i kampen mod det religiøse diktatur i 

Iran og fået vedtaget protester i parlamentet 

mod terrorstemplingen af en organisation, der 

som den eneste kæmper for et frit, demokratisk, 

sekulært Iran. 

Ved tre retsinstanser i England og tre retssager 

ved Den europæiske Domstol er EU’s 

Ministerråds beslutning om at opføre PMOI 

Mogens Camre på talerstolen i Ashraf City 

Foto: Privat foto 

på terrorlisten blevet underkendt, men først 

ved den tredje afgørelse ved Den europæiske 

Domstol har det været muligt at få Ministerrådet 

til at respektere dommene. 

Det har først og fremmest været den danske, 

den svenske og den finske regering, som 

har krævet, at Domstolens afgørelser skulle 

respekteres, og den 26. januar 2009 bøjede 

Ministerrådet sig og tog PMOI af terrorlisten. 

Det forhindrer dog ikke Frankrig i at pleje sine 

særlige eksportinteresser i Iran ved at prøve at 

få PMOI på listen igen. Det kræver imidlertid, 

at ingen medlemsstat går imod det, og den betingelse 

kan Frankrig ikke få opfyldt. 

Det næste problem for den demokratiske, 

iranske opposition er sikkerheden for Ashraflejren 

og dens beboere i det stadig kaotiske 

Irak. Den 1. januar 2009 gav USA den irakiske 

regering fuld myndighed over landet. Det 

betyder bl.a., at Ashraf ikke længere er under 

USAs beskyttelse. Det er meget alvorligt, 

fordi den irakiske regering i høj grad er under 

direkte indflydelse fra den iranske regering. 

Ministre i den irakiske regering har flere 

gange udstedt erklæringer om, at iranerne i 

Ashraf skulle udvises til Iran eller andre lande 

og Ashraf jævnes med jorden. Der er ikke 

grundlag for nogen særlig tillid til den irakiske 

regering under Al-Maliki - tværtimod er der 

grund til at tvivle på, hvor meget magt statsministeren 

reelt udøver. 

”Et Frit Irans Venner” søger derfor nu at skaffe 

amerikansk garanti mod et overgreb på den 

iranske oppositionsgruppe. Vi forhandler både 

med den amerikanske regering og FN, og vi søger 

at skabe tilslutning i EU til den opfattelse, at 

det er i Europas interesse aktivt at støtte grundlaget 

for et fremtidigt demokrati i Iran. 

Det ville være sørgeligt, hvis EU’s defaitisme 

skulle betyde, at Europa fortsat bøjer sig 

for vore fjender og svigter vore demokratiske 

forbundsfæller. 

Mogens Camre var imponeret over de mange aktiviteter og den store arbejdsomhed i Ashraflejren. 

25 

Foto: Privat foto

øger 

Folkeskolen som skaber af fællesskab 


Nærværende anmelder hører til dem, der tager 

hatten af for journalisten Lars Olsens 

ret præcise analyser af velfærdssamfundets 

tab af sammenhængskraft. Bogen ”Den sociale 

smeltedigel” handler om folkeskolen 

og er tredje skud på stammen af bøger, som 

beskriver den sociale situation i Danmark i 

2000érne. Bøgerne ”Det delte Danmark” og 

”Den nye ulighed” beskæftigede sig hver især 

med den øgede polarisering og tabet af fællesskabsfølelse. 

Lars Olsen erklærer ganske vist, at han 

ikke er medlem af noget parti, men bogen er 

så fuld af hengivenhed over for tidligere socialdemokratiske 

skolepolitikere, at det virker 

mistænkeligt. Når dette så kombineres med 

det faktum, at Lars Olsen har været journalist 

på både Politiken og LO-ugebrevet A4, går 

pråsen op for en: Lars Olsen er ”kultur-socialdemokrat”. 

”Den sociale smeltedigel” har sat sig for at 

se nærmere på folkeskolen som stedet, hvor 

kommende generationer møder – eller mødte 

- hinanden på tværs af klasseforskelle og social 

arv, og hvor de lærte tolerance over for 

det anderledes. De tider er for længst ovre. 

Især i de store byer, hvor bekymrede forældre 

dropper folkeskolen og sender deres børn på 

privatskole, fordi de ikke ønsker at lade deres 

børns undervisning forstyrre af for mange 

utilpassede såkaldt tosprogede elever. 

Ligheden går fløjten… 

Bogens overordnede tese er, at en række 

lighedsskabende faktorer går tabt, når ressourcestærke 

børn forlader folkeskolens 

fællesskab, og at det direkte skader børn fra 

ressourcesvage hjem. Statistikkerne synes 

at skabe belæg for den antagelse, at børn fra 

”svage hjem” har stort udbytte af at gå i klasse 

med ressourcestærke børn. Det ses således tydeligt, 

at de svagere elever på blandede skoler 

Lars Olsen 

”Den sociale 

smeltedigel” 

Forlaget Sohn 2009 

200 sider, 

249 kroner 

2 

i langt højere grad får en ungdomsuddannelse, 

end hvis de svage elever er overladt til sig 

selv. 

Egentlig burde det ikke være nødvendigt at 

tage statistikkerne til hjælp for at nå frem til 

den konklusion. De fl este af os kan vel se tilbage 

på vores egen skolegang og konstatere, at 

de dygtige hurtigt blev en slags rollemodeller 

for os andre. Lars Olsen har fuldstændig ret i 

sin analyse, men alligevel sidder man som læser 

tilbage med en følelse af, at noget mangler. 

Og hvad er det så? Ja, det er ikke gennemgangen 

af den moderne folkeskoles historie – fra 

delt skole til enhedsskole, der mangler. Det er 

heller ikke gennemgangen af udviklingen fra 

faglighed til fokus på ”det hele menneske”. 

Nej, der mangler noget helt andet. 

…Sammen med faglighed og disciplin 

Lars Olsen mangler en grundlæggende forståelse 

for, at mange af de ting, han ellers lovpriser, 

er direkte årsag til, at fællesskabet er 

gået tabt i folkeskolen. Han mangler desuden 

forståelse for, at den massive indvandring har 

lagt beslag på kæmpemæssige menneskelige 

og faglige ressourcer til integration – ressourcer, 

som kunne have været brugt på andre ting. 

Lars Olsen ønsker ikke ”terpeskolen” tilbage. 

Det var godt, at pegepinden og eftersidningerne 

blev bandlyst. Men var det også godt, at 

fagligheden blev bandlyst, at disciplinen blev 

afskaffet? 

Meget tyder på, at den tidligere folkeskoles 

store vægt på faglighed og kundskaber netop 

var det, der skabte lighed mellem de sociale 

klasser. Simpelthen fordi elever fra bogligt 

svage hjem også fi k en reel chance for at 

dygtiggøre sig. Lars Olsen savner øje for, at 

den ”frie skoleform” kun gavnede de bogligt 

stærke, som i forvejen kunne trække på hjælp 

fra engagerede forældre. De svage fi k i den 

moderne folkeskole lov til at sejle deres egen 

sø. Det har mere end noget andet skabt ulighed 

– i grel modsætning til den oprindelige 

intention. 

Lars Olsen må da også nødtvungent indrømme, 

at der med hensyn til fællesskabsfølelse 

er forbavsende stor lighed mellem ældre 

og yngre generationer – med andre ord, at reformpædagogikken 

ikke har haft særskilt betydning 

i hverken den ene eller den anden retning. 

Men det får ikke Lars Olsen til at spørge, 

om sænkningen af det faglige niveau måske 

kunne være årsagen til, at de ressourcestærke 

forældre ikke længere ønsker at anbringe deres 

børn i folkeskoler, hvor halvdelen af elverne 

har en anden etnisk baggrund end dansk. 

Bogen tager ikke fat på problemerne 

”Den sociale smeltedigel” er et interessant bidrag 

til den standende debat om folkeskolen, 

og den er præcis i sine analyser. Men det er 

ærgerligt, at Lars Olsen sine steder bytter om 

på årsag og virkning, og man sidder med lidt 

tom fornemmelse, fordi han ikke tør drage de 

nødvendige konklusioner. Ikke et ord ofres på 

det kæmpemæssige problem med at opretholde 

disciplinen i folkeskolen. Ikke en sætning 

beskriver, hvordan en almindelig skoletime 

ofte kun når at give eleverne 15-20 minutters 

undervisning, fordi resten af tiden skal spildes 

på at dæmpe de værste uromagere. 

For en socialdemokrat som Lars Olsen er 

tanken om ”den sorte skole” så tabuiseret, at 

selv en lille beskeden omtale af problemer med 

mangel på disciplin og faglighed får ham til at 

slå syv kors for sig. Men hvem taler om den 

sorte skole? Kan mindre ikke gøre det? Hvis 

respekten for lærergerningen bliver genoprettet, 

hvis roen genindføres, og hvis fagligheden 

og kundskabsformidlingen igen kommer til at 

overskygge ævlet om ”det hele menneske”, 

så kunne det være, at de ressourcestærke elever 

igen ville indfi nde sig, ligesom det kunne 

hænde, at børn fra bogligt svage hjem også fi k 

en chance for at tilegne sig viden i et miljø 

præget af ro, medmenneskelighed og ægte solidaritet. 

Arkitekterne bag tidligere folkeskolereformer 

indså aldrig, at de lige præcist skadede 

dem, de ønskede at hjælpe; nemlig elever, som 

ikke har forældre med overskud til at hjælpe 

med lektierne, og som ikke har den nødvendige 

opbakning i hjemmet. I stedet skabte de 

en folkeskole, hvor jungleloven har fået lov at 

råde. Kommer du fra et godt hjem, er du heldig, 

for så kan dine forældre lære dig det, du 

ikke lærer i skolen. Kommer du fra et bogligt 

svagt hjem, skal du ikke regne med andet end 

gruppearbejde og ”ansvar for egen læring”. 

Ærgerligt, at Lars Olsen ikke tager livtag med 

de virkelige problemer. 

”Den sociale smeltedigel” er informativ, 

fordi den giver et godt indblik i folkeskolens 

historie, men den kritiske læser må drage sine 

egne konklusioner for at få udbytte af bogen. 

Til gengæld kan bogen ses som et slags nostalgisk 

monument over socialdemokratisk 

historiskrivning gennem et halvt århundrede. 

Man kradser lidt i overfl aden, men tør ikke 

kradse såret helt op, fordi det vil komme til at 

gøre ondt, og fordi resultatet måske kunne afsløre, 

at man har taget fejl. Så hellere begræde 

tidens mangel på solidaritet og den stigende 

individualisering. Det er helt sikkert alligevel 

regeringens skyld, når det kommer til stykket…

Ih, hvor vi kan 

En hyldestbog om danskerne, intet mindre. Men det er næsten for meget. 

Den indiske forfatter mener, at danskerne kan alt og er perfekte… 


Måske skyldes det nærværende anmelders 

meget ”danske” tendens til beskedenhed og 

selvudslettelse, at inderen Triloki Nath Sharmas 

kærlige portræt af danskerne i bogen af 

samme navn næsten er for stor en mundfuld. 

Den mere end 300 sider lange bog er én lang 

kærlighedserklæring til danskerne. Vi er verdens 

dygtigste. Vi er verden bedste. Hele tretten 

danskere har i et land med fem millioner 

indbyggere vundet en nobelpris, mens Indien 

med sin milliard indbyggere har vundet færre. 

Danskerne har præsteret meget. Vi er praktisk 

anlagte og diskrete i omgangen med hinanden 

Men alligevel er vi beskedne. 

Lad det være sagt med det samme: Det er al 

ære og respekt værd, at en udlænding for en 

gangs skyld præsenterer offentligheden for en 

positiv beskrivelse af Danmark og danskerne. 

Nu har vi i årevis måttet lægge øre til kritiske 

beskrivelser i den udenlandske presse. Vi har 

oplevet, at Danmark beskrives som et helvede 

på jord, som er hermetisk lukket for udlændinge, 

og særligt svenske kommentatorer har 

under overskriften ”Danskjävler” håbet, at vi 

ville indavle os selv ihjel. Det hele godt hjulpet 

på vej af hjemlige meningsdannere, specielt 

fra Politiken og Information, som ihærdigt 

har forsøgt at skabe det dårligst mulige 

billede af Danmark over for udenlandske gæster 

og journalister. 

Næsegrus beundring 

Et gammelt mundheld lyder, at man ”ikke 

skal skide i egen rede”, men det er faktisk 

en typisk dansk egenskab, som Triloki Nath 

Sharma fejer ind under gulvtæppet i sin næsegruse 

beundring af danskerne. Noget andet 

typisk dansk er pendulsvingningerne mellem 

selvudslettelse og storhedsvanvid. Selvudslettelse, 

når vi opgivende læner os tilbage og afviser, 

at Danmark overhovedet kan tillade sig 

at indtage særstandpunkter i f.eks. EU, fordi 

vi jo ”ikke betyder noget”. Galopperende storhedsvanvid, 

når vi ønsker at afholde alt fra 

internationale klimakonferencer og OL – eller 

mener, at vi kan redde hele verden og løse 

Mellemøstkonfl ikten. 

Som dansker sidder man med en lidt forlegen 

fornemmelse under læsningen af ”Danskerne”. 

Bogen giver i højere grad et billede 

af, hvordan vi gerne vil se os selv, end hvordan 

vi i virkeligheden er. Sandheden er, at vi hverken 

er værre eller bedre end så mange andre, 

og det er vel i grunden heller ikke så ringe 

endda. Vi er danskere, og vi bor i Danmark. 

Det er vores virkelighed. Det er vores verden. 

Og den har vi en forbandet pligt til at forsvare. 

Triloki Nath Sharma her helt ret, når han inddrager 

Grundtvigs ”Langt højere bjerge” i sin 

skildring af danskerne, for den sang rammer 

lige præcis sømmet på hovedet: ”vi er ikke 

skabte til højhed og blæst; ved jorden at blive 

det tjener os bedst.” 

Trods den omfattende idyllisering og til tider 

lidt for lefl ende stil, har forfatteren heldigvis 

også gjort plads til et par befriende svirp med 

krabasken – for eksempel vores opfattelse af, 

at vi er verdens bedste til engelsk. Det er vi 

ikke, slår han fast med en række sjove eksem- 

pler på typiske ”danismer” i engelsk. 

Alligevel kan bogen på det varmeste anbefales 

som en hårdt tiltrængt nuancering af 

debatten om os selv. Ingen ser os bedre end 

mennesker ude fra – før Tøger Seidenfaden 

eller Morten Kjærum lægger deres klamme 

hånd på dem og forklarer, at danskerne er indskrænkede 

og ondskabsfulde af natur. Under 

læsningen støder man på mange sjove eksempler 

fra den danske dagligdag, oplevet af en 

fordomsfri inder, som har boet i Danmark i 

mange år. Det gør bogen underholdende og 

læseværdig. 

Triloki Nath Sharma er født i indisk Himalaya 

og uddannet som sinolog (Kinaekspert) 

I bogen ”Danskerne” giver han et 

billede af danskerne, som kan få de mere 

beskedne af os til at føle os lidt forlegne. 

Her på billedet tager Danmark sig ud, som 

de fl este af os gerne vil se landet. 

Triloki Nath Sharma 

”Danskerne” 

Forlaget Klim 2008 

328 sider 

295 kroner 

2 

Foto: Scanpix

øger 

Psykiatri som nøglen 

til integration 

Lille, praktisk bog leverer et glimrende indblik i unge muslimers måde at tænke og handle på 


Der går ikke en dag, uden at en borgmester 

eller socialchef efterlyser fl ere penge fra regeringen 

til sociale tiltag for indvandrerbørn 

eller andre med sociale problemer. Navnlig i 

perioder med uro, som vi oplevede det for et 

år siden i vinterferien, da unge med anden etnisk 

baggrund lod deres vrede gå ud over skoler, 

børnehaver, containere og biler i en utøjlet 

bølge af brand, vold og hærværk, oplever vi 

pr. automatik krav om fl ere midler til integration. 

Om alt virkelig kan løses med fl ere 

penge, diskuterer ingen for alvor. 

Men måske skulle borgmestrene se at få fat 

i et eksemplar af psykologen Nicolai Sennels 

lille interessante bog ”Blandt kriminelle muslimer.” 

Alt for ofte glemmer de nemlig at gribe 

i egen barm og undersøge deres egne metoder, 

som gang på gang ikke leverer de ønskede resultater. 

Bogen leverer et fantastisk indblik i 

unge muslimers måde at tænke og bearbejde 

problemer på, samtidig med at den afslører 

et dansk velfærdssamfund og et institutionsmiljø, 

som på grund af misforstået tolerance 

nægter at se realiteterne i øjnene. 

Vold som kommunikation 

Nicolai Sennels er autoriseret psykolog og 

har i mange år arbejdet med unge med sociale 

vanskeligheder. Blandt andet på den lukkede 

institution for kriminelle unge, Sønderbro, 

København, hvor han satte sig ind i de unge 

muslimers specielle problemer i forhold til 

samfundet og deres store kulturelt betingede 

problemer med at håndtere vrede på en hensigtsmæssig 

måde. Nicolai Sennels endte med 

2 

at blive truet med fyring på grund af sin kritik 

af Københavns Kommunes integrationsindsats 

og måtte efterfølgende fratræde sin stilling 

på Sønderbro. 

Men med sig i bagagen fra Sønderbro fi k en 

masse værdifuld viden, som han har valgt at 

offentliggøre. Det er en viden, som ikke lader 

sig kategorisere i de traditionelle ”for/imodindvandring-kasser”, 

men som omvendt heller 

ikke lægger skjul på, at ”kulturforskelle” 

– i dette tilfælde mellem islam og kristendommen 

– spiller en kæmpemæssig rolle langt ind 

i psyken hos den enkelte. 

Det betyder i praksis, at danske og vestlige 

terapeutiske metoder, som i høj grad lægger 

vægt på evnen til selvrefl eksion, fejler fuldstændig, 

når de anvendes på kriminelle unge 

med muslimsk baggrund. Et godt eksempel er 

håndteringen af vrede. Selv de mest forhærdede 

danske unge kan i et terapeutisk forløb 

forholdsvis hurtigt bringes til at erkende, at 

deres vrede er uhensigtsmæssig, og at den i 

det lange løb ender med at skade dem selv. I 

den vestlige verden og kristne kultur er overdreven 

vrede et svaghedstegn, en falliterklæring 

– noget man skammer sig lidt over. 

Anderledes forholder det sig i den udadrettede 

muslimske kultur, hvor vreden og hævnen 

er det hensigtsmæssige svar på provokationer. 

Vreden forsvarer ”æren”. Vreden har en social 

funktion. Vold er en måde at kommunikere 

på. Af samme grund anses ”langhårede danske 

pædagoger” med deres ”lad os snakke om 

det” som svage blandt muslimske unge, og så 

længe respekten ikke er der, vil enhver form 

for terapi være umulig. 

Muslimsk kultur ignoreret 

Nicolai Sennels har gjort, hvad alle, der har 

med muslimske unge at gøre, burde gøre: Sat 

sig grundigt ind i Koranen og de islamiske 

”hadithér” (overleveringerne om profetens 

liv) For selv om langt fra alle muslimske unge 

er religiøse, spiller religionen alligevel en stor 

rolle i deres liv, og den betyder mere end kristendommen 

for danske unge, hvilket forklarer, 

hvorfor de muslimske unge blandt andet 

begrundede deres optøjer i vinteren 2008 med 

genoptrykningen af muhammed-tegningerne. 

Den muslimske kultur er kort fortalt årsagen 

til, at muslimske unge er ganske resistente 

over for behandlingsmetoder, som er udarbejdede 

til patienter med vestlig kulturbaggrund. 

Nicolai Sennels anbefaler derfor, at behandlingen 

af kriminelle unge med muslimsk baggrund 

skal indeholde et langt større indhold 

af konsekvens, da det faktisk gør dem langt 

tryggere ved behandleren, hvis troværdighed 

de tilsvarende fi nder lagt større. Men systemet 

har i stedet konsekvent ignoreret den dybe 

kulturkløft og skåret alle over én kam – af 

frygt for et ”dem og os”. Men for muslimerne 

er ”dem og os” en kendsgerning og årsagen 

til, at de ikke ønsker at lade sig integrere. De 

betragter det som et overgreb. 

Filosoffen Søren Kierkegaard fastslog i sin 

tid den indlysende sandhed, ”at man, når det 

i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen 

til et bestemt sted, først og fremmest må passe 

på at fi nde ham der, hvor han er og begynde 

der.” Hvad betyder det? Det betyder naturligvis, 

at man sætter sig ind i de personer, man

ønsker at hjælpe. At man sætter sig ind i hele 

deres livsverden og kulturelle baggrund. Men 

danske behandlere har – i øvrigt helt i overensstemmelse 

med vestlig tankegang – i stedet 

været sygeligt optaget af, hvad vi kunne 

gøre bedre, siden de indvandrede var så vrede. 

Med det resultat, at de har ignoreret den muslimske 

kultur. 

Nicolai Sennels valgte i stedet at sætte sig 

grundigt ind i islam og tage sig god tid til at 

vinde de unges tillid, og faktisk lykkedes det 

ham adskillige gange at få dem til at åbne op 

og måske for en tid indse, at de var på det gale 

spor. 

Kommunalt amatørarbejde koster 

millioner 

”Blandt kriminelle muslimer” er ingen opmuntrende 

bog, men tegner et meget dystert 

perspektiv for fremtidens integration. Specielt 

fordi kommunerne – i dette til fælde Københavns 

Kommune – nægter at se sandheden i 

øjnene og aldrig analyserer resultaterne af 

deres egen indsats. I stedet gentager de søvngængeragtigt 

omkvædet om fl ere penge og 

retter skytset mod regeringen, hver gang der 

er problemer med kriminalitet. Flere års fejl- 

slagen integrationsindsats er i dag årsagen til, 

at 67 procent af al ungdomskriminalitet i hovedstaden 

begås af personer med udenlandsk 

herkomst, og at volden fi k lov at eskalere 

sidste år. Men alligevel kræver kommunerne 

ganske hovedløst mere af det samme. 

Det mest skræmmende er, at de utilpassede 

unge meget let kan rekrutteres til terror. Nicolai 

Sennels fortæller, at de meget religiøse 

unge på Sønderbro nød stor respekt blandt deres 

kammerater, og han foretager i bogen en 

bekymrende kobling mellem de utilpassede 

og de religiøse. Bandemedlemmerne af i dag 

kan vise sig at blive morgendagens terrorister, 

hvis der ikke gribes ind. Men måske er det allerede 

for sent. Intet tyder nemlig på, at Københavns 

Kommune har i sinde at ændre kurs 

på ungdomsområdet. 

”Blandt kriminelle muslimer” giver ikke 

alene et interessant indblik i den dybe kulturkløft 

mellem danskere og muslimer. Den 

fortæller også den sørgelige historie om de 

hundrede millioner af skatteyderkroner, som 

hvert år postes i et bundløst hul, fordi de bruges 

på integrationstiltag, som i bedste fald er 

virkningsløse, i værste fald direkte skadelige. 

Den fortæller om, hvordan Københavns Kommune 

konsekvent lader folk uden indsigt i pæ- 

Integrationsproblemet truer med at blive helt uoverstigeligt, hvis der ikke sættes ind med 

handling omgående 

Foto: Scanpix 

dagogik, psykologi, psykiatri og terapeutisk 

behandling få ansvaret for store behandlingsinstitutioner. 

Det betyder, at de heller ikke har 

nogen faglig viden, og mange af dem formår 

end ikke at udtrykke sig på skrift. 

Foruden det spændende indblik ”bag facaden” 

på en lukket ungdomsinstitution, giver 

”Blandt kriminelle muslimer” en hårdt tiltrængt 

opsang til et kommunalt behandlingssystem, 

der har fejlet totalt, både menneskeligt 

og professionelt. Bogen bør derfor være 

pligtlæsning for alle kommunalpolitikere. Her 

vil der være masser af inspiration til den forestående 

valgkamp i efteråret. 

Det er svært at forestille sig, at Nicolai 

Sennels har fået ”gangztas” som disse til at 

åbne op. Men faktisk er det muligt med den 

rigtige behandling. Meget tyder imidlertid 

på, at kommunernes berøringsangst forhindrer 

det. 

Nicolai Sennels 

”Blandt kriminelle 

muslimer” 

En psykologs 

erfaringer fra 

Københavns 

Kommune 

Trykkefrihedsselskabets 

Bibliotek 2009 

159 sider 

Foto: Scanpix 

29

Astronomi 

2009 i Astronomiens Tegn 

Masser af arrangementer vil rette fokus mod verdensrummet i det kommende år. 

Af Amalie Gierahn Nielsen 

Hvornår opstod livet på Jorden? Hvordan blev 

universet skabt, og er der liv på andre planeter? 

Det er nogle af de spørgsmål, vi næste år 

retter opmærksomheden imod, når verdenens 

øjne vender sig op mod himlen og universet 

omkring os. 

Som bekendt blev 2008 i Danmark fejret 

som Sangens År med forskellige begivenheder 

landet over. Blandt andet markerede 

Dansk Folkeparti det på Kulturnatten på Christiansborg 

under titlen ”Sangglæde” med nonstop 

sang og musik hele aftenen. 

Men året bød også på opvarmning til næste 

års internationale tema – nemlig astronomi. 

Det startede med et forsøg i Schweiz, 

som skulle tage os tilbage til The Big Bang, 

verdens begyndelse, og give os indsigt og 

forhåbentlig ny viden om universets mindste 

partikler. Septemberfreden blev frygtelig forstyrret, 

da medierne og nogle få videnskabsmænd 

mente at være vidne til begyndelsen 

på verdens undergang. Dommedagsmaskinen 

– en enorm partikelaccelerator - var skabt til at 

sende protoner mod hinanden med en hastighed 

tæt på lysets for herved at genskabe nogle 

af de eksotiske partikler fra dengang universet 

opstod. Men der var også en frygt for at den 

i processen ville skabe et sort hul, der med et 

snuptag ville sluge hele Jorden. Forskerne bag 

maskinen måtte nødtvungent erkende, at enkelte 

sorte huller kunne opstå, men at de bestemt 

ikke ville være af tilstrækkelig størrelse 

eller stabilitet til at udgøre en nævneværdig risiko. 

På trods af den af visse videnskabsmænd 

påståede fare for at blive slugt af et enormt, 

menneskeskabt sort hul, fandt verdens potentielle 

undergang dog aldrig frem til nyhedernes 

’breaking news’, eller særlig mange avisers 

forside. Det skulle også senere vise sig, 

at Jorden og dens befolkning kom helskindet 

igennem det omtalte forsøg. 

Den nærmeste fremtid vil vise, om Astronomiens 

År kommer til at byde på lige så sindsoprivende 

og bemærkelsesværdige forsøg i 

jagten på mere viden om vores univers. Indtil 

videre er flere af hjørnestenene for Astronomiens 

År lagt på plads. Blandt andet er planlagt 

Astronomiens 100 timer, der sættes i gang 

den 2. april, samt åbningsceremonien for året 

i UNESCO HQ i Paris den 15. januar. I Danmark 

vil der være flere arrangementer landet 

over, bl.a. vandreudstillinger som ’Fortovs- 

30 

Neil Armstrong i den positur, vi kender ham allerbedst. 

astronomi’ og ’Himlen set fra Jorden’. Her 

vil astronomer stille kikkerter op, så almindelige 

mennesker kan få et mærkbart bedre og 

mere indsigtsgivende kig opad. Skolerne vil 

få uddelt et tegneseriehæfte om astronomiens 

historie, en forundringsplakat om astronomi 

og en projektbeskrivelse, med planer til at 

bygge sin egen kikkert. Derudover kommer 

der et månedligt foredrag på Tycho Brahe 

Planetarium i København om relevante, astronomiske 

emner. Der vil – i den knap så naturvidenskabelige 

afdeling - også kunne findes 

en del kunstneriske indslag såsom musicalen 

’Stjernernes Nat’ om Ole Rømer ved Nye 

Dansk Musikteater, som får premiere den 20. 

februar 2009. Derudover har filmen ’Den bevægede 

Jord’ ved Lars Becker-Larsen premiere, 

ligesom musikværket ’Star2’ af Ray Pitts 

og en udstilling med astronomiske billeder i 

Bibliotekssalen på Rundetårn sommeren 2009 

åbnes. Selv samme sal udnævnes i øvrigt til 

’World Heritage site’. 

Tycho Brahe og Kopernikus 

Men selvom dette år skal bringe ny viden om 

kosmos, skal det også give os indblik i, hvor 

meget vi allerede bruger pladsen omkring os. 

F.eks. bliver der sat fokus på vores satellitter 

i rummet, som hjælper meteorologerne og 

GPS’erne. En anden og anderledes vinkel vil 

være, hvordan ny viden om universet og dets 

opbygning tidligere er blevet modtaget – en 

modtagelse, man kun kan glæde sig over har 

ændret sig. Verdensbilledet har nemlig som 

bekendt set meget anderledes ud, og enhver, 

der har prøvet at ændre dette billede, har fået 

problemer med fortidens autoriteter. 

En af videnskabens grand old men, der brød 

med det eksisterende verdensbillede, var Ni- 

Foto: Scanpix

colaj Kopernikus, der hævdede, at universet 

var heliocentrisk frem for geocentrisk. Dette 

vil sige, at han optegnede det verdensbillede, 

vi har i dag, hvor Solen og ikke Jorden er universets 

centrum. Denne påstand betød, at hans 

bog om emnet blev sat på listen over forbudte 

bøger, og at videnskabsmænd siden hen måtte 

bruge over 200 år på at overbevise kirken om 

det rigtige i deres og Kopernikus´ påstande. 

Ellers kan man nævne Tycho Brahe og Galileo 

Galilei, hvis teori om et heliocentrisk verdensbillede 

gav ham husarrest i Firenze og et 

krav om at afsværge enhver idé, der stred mod 

kirkens opfattelse af kosmos. 

Modtagelsen af ny viden om rummet omkring 

os har heldigvis ændret sig siden, da 

hverken den første mand på Månen, astronauten 

Neil Armstrong, andre der siden er fulgt 

efter ham eller almindelige forskere har fået 

husarrest eller mundkurv på for deres fremskaffelse 

af ny viden. Den nye viden er nemlig 

vigtig, for det er ikke altid et himlens bud, når 

man ser et stjerneskud… Meteorer eller meteoritter 

er nemlig flotte på afstand, men også 

frygtede for deres evne til at lægge planeter 

– herunder jorden - øde. Både meteorkratere, 

dinosaurernes mystiske forsvinden og selve 

livets opståen vidner om den altødelæggende 

og -omvæltende kraft, de udefrakommende 

legemer kan have. 

Der er tydeligvis nok at tage fat på, når 

rampelyset falder på astronomi. Interesserer 

rummet omkring os ikke én, kan det nævnes, 

at 2008, som næsten er ovre, på internationalt 

niveau har været dedikeret til planeten Jorden, 

sprog, kartofler, renlighed, frøen og interkulturel 

dialog, og at Danmark i 2009 har erstattet 

sangen med sporten og afsat intet mindre end 

9,5 mio. kr. til at gøre næste år til et internationalt 

sportsår. Dette i øvrigt meget apropos, eftersom 

Danmark skal være vært for den internationale 

olympiske komite, som skal afgøre 

værtskabet for de olympiske lege i 2016. 

Vores store, delvist tomme rum. 

Foto: Scanpix 

Groft 

Salt 

Af Lars Hedegaard 

Højre og venstre 

Torsdag den 12. februar var jeg 

i London, hvor jeg skulle have 

været sammen med min ven Geert Wilders til 

fremvisningen af hans film Fitna i det britiske 

Overhus. Fitna kræver vist ingen nærmere præsentation 

efter de seneste dages ballade. Som 

alle efterhånden også er klar over, fik den hollandske 

parlamentariker ikke lov at komme 

ind i Storbritannien, fordi regeringen mente, 

at hans tilstedeværelse truede landets harmoni. 

Det samme mente den ledende muslimske talsmand, 

Nazir Ahmed, som Tony Blair fik udnævnt 

til Lord med ret til at sidde i Overhuset. 

For at sikre Storbritanniens fortsatte fred og ro 

havde samme Lord Ahmed ugen i forvejen truet 

med at sammenkalde 10.000 af sine trosfæller 

uden for Parlamentet for med fysisk magt at 

forhindre Wilders i at komme ind og vise sin 

film. Det lykkedes ham da også i første omgang 

at få forestillingen forpurret, hvorefter det 

harmoniske overhusmedlem i den pakistanske 

presse roste sig af at have hjulpet den verdensomspændende 

muslimske umma til en vældig 

sejr over verdens ældste parlament. 

Men nu blev Fitna altså alligevel vist, og der 

var ikke en brølende muslim at se. Til gengæld 

var der stort fremmøde af journalister ved det 

efterfølgende pressemøde, hvor jeg sad i panelet 

sammen med de to overhusmedlemmer, 

Baroness Caroline Cox og Lord Malcolm Pearson, 

der begge tilhører det EU-kritiske UK 

Independence Party. Hvad angik graden af 

dumhed stod journalisternes spørgsmål fuldt 

på højde med hvad de plejer at præstere på 

dansk fjernsyn. Således mente flere af dem 

tydeligvis, at det var Geert Wilders’ skyld, at 

muslimske terrorister uden udtagelse begrunder 

deres drabelige aktioner med skriftsteder 

i Koranen, og at det derfor er hadefuld tale at 

gentage, hvad terroristerne siger om sig selv. 

Jeg blev også spurgt, om jeg ikke følte mig 

misbrugt ved at sidde her sammen med højrefløjen. 

Jeg svarede journalisten, at det skulle 

han slet ikke bekymre sig om, idet jeg er stor 

nok til selv at bestemme, hvem jeg vil være 

sammen med. 

Hvad jeg skulle have sagt var naturligvis, at 

hvis det nu skal gøres et til højrefløjsmonopol 

at forsvare ytringsfriheden, så må det jo betyde, 

at venstrefløjen er opsat på at tage æren for 

det modsatte, nemlig censur. Og hvis venstrefløjen 

absolut vil markere sig på den måde, er 

Medlem af det Britiske Overhus Nazir Ahmed 

er godt tilfreds med, at Geert Wilders 

ikke blev lukket ind i Storbritannien. Han 

vil meget heller have sin ven den sudanesiske 

præsident Omar al-Bashir, som Den 

Internationale Straffedomstol i Haag kræver 

retsforfulgt for forbrydelser mod menneskeheden 

og folkedrab i Darfur, til at besøge 

Storbritannien. Her ses de to prægtige fyre 

under et møde i Khartoum i 2007. 

der jo ingen, der kan forhindre den i det. 

Nu er det sagt. 

Ny farlig drivhusgas 

Meget tyder på, at problemet med Jordens 

opvarmning, som ifølge Al Gore og Svend 

Auken vil tvinge vore børnebørn til at sejle 

rundt i robåde, når de skal fra Rådhuspladsen 

til Rosenborg, står umiddelbart over for sin 

løsning. I hvert fald har et foretagende ved 

navn Koordinationen for Kønsforskning på 

Sociologisk Institut ved Københavns Universitet 

den 13.-14. marts indkaldt til en international 

konference, hvor det skal afgøres hvilket 

køn, der bærer ansvaret for klimaet. Ligesom 

regeringen, der har udpeget en særlig minister 

til få styr på verdensaltet, er de forsamlede 

videnskabskvinder nemlig enige om, at det 

er mennesket, der leder og fordeler klodens 

svingninger mellem istider og varmeperioder. 

Og nu mener konferencens bagkvinder yderligere 

at kunne indsnævre kredsen af skyldige, 

idet det er mændenes fejl, at det hele går ad 

Pommern til. Er det måske ikke mænd, der har 

siddet og vedtaget EU’s miljøskadelige landbrugsordninger? 

spørger lektor ved Sociologisk 

Institut Hilda Rømer Christensen. Typisk 

mandeadfærd, som formentlig må kunne bekæmpes 

ved mere kønskvotering. 

En af hovedtalerne ved konferencen, professor 

dr. jur. Hanne Petersen, finder det også 

tankevækkende, at klimaforandringerne rammer 

kønsmæssigt skævt i visse udviklingslande, 

hvor kvinderne i mange tilfælde kommer 

til at vandre længere for at hente rent vand, 

mens deres mænd ligger i hængekøjen og producerer 

en hidtil upåagtet drivhusgas, nemlig 

mandehørm. 

Foto: Scanpix 

31


Christiansborg 

1240 København K 

Ved adresseændring, 

kontakt tlf.: 33 37 51 99 

PP 

På mission i Afghanistan 

Dansk Folkepartis 

medlem nummer 10.000 

Dansk Folkepartis medlem nummer 10.000, Stig Møller Siig, tv, blev 

budt velkommen af Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand, 

Carl Christian Ebbesen i Dansk Folkepartis sekretariat på Christiansborg 

og fik desuden overrakt en check med et weekendophold på en dansk 

kro. 

kh 

MAGASINPOST UMM 

ID-nr. 46654 

Fra Hanstholm til Helmand. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, var i efteråret i Afghanistan for med egne øjne at vurdere den danske 

militære indsats i kampen mod terror og inspicere tropperne. Det blev til en god snak med de danske soldater, men også en tur i et af de store 

transportfly, hvor Ib Poulsen her ses. kh

25år for Danmark - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?