25år for Danmark - Dansk Folkeparti

øger
Folkeskolen som skaber af fællesskab
Af Karsten Holt
Nærværende anmelder hører til dem, der tager
hatten af for journalisten Lars Olsens
ret præcise analyser af velfærdssamfundets
tab af sammenhængskraft. Bogen ”Den sociale
smeltedigel” handler om folkeskolen
og er tredje skud på stammen af bøger, som
beskriver den sociale situation i Danmark i
2000´erne. Bøgerne ”Det delte Danmark” og
”Den nye ulighed” beskæftigede sig hver især
med den øgede polarisering og tabet af fællesskabsfølelse.
Lars Olsen erklærer ganske vist, at han
ikke er medlem af noget parti, men bogen er
så fuld af hengivenhed over for tidligere socialdemokratiske
skolepolitikere, at det virker
mistænkeligt. Når dette så kombineres med
det faktum, at Lars Olsen har været journalist
på både Politiken og LO-ugebrevet A4, går
pråsen op for en: Lars Olsen er ”kultur-socialdemokrat”.
”Den sociale smeltedigel” har sat sig for at
se nærmere på folkeskolen som stedet, hvor
kommende generationer møder – eller mødte
- hinanden på tværs af klasseforskelle og social
arv, og hvor de lærte tolerance over for
det anderledes. De tider er for længst ovre.
Især i de store byer, hvor bekymrede forældre
dropper folkeskolen og sender deres børn på
privatskole, fordi de ikke ønsker at lade deres
børns undervisning forstyrre af for mange
utilpassede såkaldt tosprogede elever.
Ligheden går fløjten…
Bogens overordnede tese er, at en række
lighedsskabende faktorer går tabt, når ressourcestærke
børn forlader folkeskolens
fællesskab, og at det direkte skader børn fra
ressourcesvage hjem. Statistikkerne synes
at skabe belæg for den antagelse, at børn fra
”svage hjem” har stort udbytte af at gå i klasse
med ressourcestærke børn. Det ses således tydeligt,
at de svagere elever på blandede skoler
Lars Olsen
”Den sociale
smeltedigel”
Forlaget Sohn 2009
200 sider,
249 kroner
2
i langt højere grad får en ungdomsuddannelse,
end hvis de svage elever er overladt til sig
selv.
Egentlig burde det ikke være nødvendigt at
tage statistikkerne til hjælp for at nå frem til
den konklusion. De fl este af os kan vel se tilbage
på vores egen skolegang og konstatere, at
de dygtige hurtigt blev en slags rollemodeller
for os andre. Lars Olsen har fuldstændig ret i
sin analyse, men alligevel sidder man som læser
tilbage med en følelse af, at noget mangler.
Og hvad er det så? Ja, det er ikke gennemgangen
af den moderne folkeskoles historie – fra
delt skole til enhedsskole, der mangler. Det er
heller ikke gennemgangen af udviklingen fra
faglighed til fokus på ”det hele menneske”.
Nej, der mangler noget helt andet.
…Sammen med faglighed og disciplin
Lars Olsen mangler en grundlæggende forståelse
for, at mange af de ting, han ellers lovpriser,
er direkte årsag til, at fællesskabet er
gået tabt i folkeskolen. Han mangler desuden
forståelse for, at den massive indvandring har
lagt beslag på kæmpemæssige menneskelige
og faglige ressourcer til integration – ressourcer,
som kunne have været brugt på andre ting.
Lars Olsen ønsker ikke ”terpeskolen” tilbage.
Det var godt, at pegepinden og eftersidningerne
blev bandlyst. Men var det også godt, at
fagligheden blev bandlyst, at disciplinen blev
afskaffet?
Meget tyder på, at den tidligere folkeskoles
store vægt på faglighed og kundskaber netop
var det, der skabte lighed mellem de sociale
klasser. Simpelthen fordi elever fra bogligt
svage hjem også fi k en reel chance for at
dygtiggøre sig. Lars Olsen savner øje for, at
den ”frie skoleform” kun gavnede de bogligt
stærke, som i forvejen kunne trække på hjælp
fra engagerede forældre. De svage fi k i den
moderne folkeskole lov til at sejle deres egen
sø. Det har mere end noget andet skabt ulighed
– i grel modsætning til den oprindelige
intention.
Lars Olsen må da også nødtvungent indrømme,
at der med hensyn til fællesskabsfølelse
er forbavsende stor lighed mellem ældre
og yngre generationer – med andre ord, at reformpædagogikken
ikke har haft særskilt betydning
i hverken den ene eller den anden retning.
Men det får ikke Lars Olsen til at spørge,
om sænkningen af det faglige niveau måske
kunne være årsagen til, at de ressourcestærke
forældre ikke længere ønsker at anbringe deres
børn i folkeskoler, hvor halvdelen af elverne
har en anden etnisk baggrund end dansk.
Bogen tager ikke fat på problemerne
”Den sociale smeltedigel” er et interessant bidrag
til den standende debat om folkeskolen,
og den er præcis i sine analyser. Men det er
ærgerligt, at Lars Olsen sine steder bytter om
på årsag og virkning, og man sidder med lidt
tom fornemmelse, fordi han ikke tør drage de
nødvendige konklusioner. Ikke et ord ofres på
det kæmpemæssige problem med at opretholde
disciplinen i folkeskolen. Ikke en sætning
beskriver, hvordan en almindelig skoletime
ofte kun når at give eleverne 15-20 minutters
undervisning, fordi resten af tiden skal spildes
på at dæmpe de værste uromagere.
For en socialdemokrat som Lars Olsen er
tanken om ”den sorte skole” så tabuiseret, at
selv en lille beskeden omtale af problemer med
mangel på disciplin og faglighed får ham til at
slå syv kors for sig. Men hvem taler om den
sorte skole? Kan mindre ikke gøre det? Hvis
respekten for lærergerningen bliver genoprettet,
hvis roen genindføres, og hvis fagligheden
og kundskabsformidlingen igen kommer til at
overskygge ævlet om ”det hele menneske”,
så kunne det være, at de ressourcestærke elever
igen ville indfi nde sig, ligesom det kunne
hænde, at børn fra bogligt svage hjem også fi k
en chance for at tilegne sig viden i et miljø
præget af ro, medmenneskelighed og ægte solidaritet.
Arkitekterne bag tidligere folkeskolereformer
indså aldrig, at de lige præcist skadede
dem, de ønskede at hjælpe; nemlig elever, som
ikke har forældre med overskud til at hjælpe
med lektierne, og som ikke har den nødvendige
opbakning i hjemmet. I stedet skabte de
en folkeskole, hvor jungleloven har fået lov at
råde. Kommer du fra et godt hjem, er du heldig,
for så kan dine forældre lære dig det, du
ikke lærer i skolen. Kommer du fra et bogligt
svagt hjem, skal du ikke regne med andet end
gruppearbejde og ”ansvar for egen læring”.
Ærgerligt, at Lars Olsen ikke tager livtag med
de virkelige problemer.
”Den sociale smeltedigel” er informativ,
fordi den giver et godt indblik i folkeskolens
historie, men den kritiske læser må drage sine
egne konklusioner for at få udbytte af bogen.
Til gengæld kan bogen ses som et slags nostalgisk
monument over socialdemokratisk
historiskrivning gennem et halvt århundrede.
Man kradser lidt i overfl aden, men tør ikke
kradse såret helt op, fordi det vil komme til at
gøre ondt, og fordi resultatet måske kunne afsløre,
at man har taget fejl. Så hellere begræde
tidens mangel på solidaritet og den stigende
individualisering. Det er helt sikkert alligevel
regeringens skyld, når det kommer til stykket…