JEG VIL KASTES MOD HAVETS SORTE TUNGER. 80 p ... - Koordinat

agt højt i det indre da lastbilens køler ramte ham. At vaere den første. At vaere den sidste.
At opfinde livet ved hjaelp af regler, regler der paa ingen maade maatte
stilles paa et kompromis’ huggeblok. Regler og regler og regler at leve efter. At klaede sig
paa. At klaede sig af. At tage ruten hver morgen. Der var musikken: Brud
paa krop. Der var musikken af vaekkeuret, mekanik og løb. Brud paa krop en musik. At
vaere faerdig. At vaere faerdig. Se rygsøjle vinget af ribben paa røntgenfoto.
Lastbil kommer til det billede jeg ser, som fremtigget lighters lue, alfabetisk afbraendende. Se
rygsøjle bevinget af ribben paa røntgenfoto ingen cancer. Men
lastbil kommer til det billede jeg ser, som fremtigget lighters lue, alfabetisk afbraendende, saa
fotoet krøller knitrende sammen. Saa fotoet aldrig mere kan rettes
ud, saa et motiv synes synligt for fornuften. Jeg taber taenderne én efter én. Det er ikke med
vilje. Én af fortaenderne dingler fra sin sidste raadnede rod. Med vilje: Et
hurtigt ryk. Han bliver ved og ved. Hun spørger ikke om noget. Han spørger sig selv hvor
laenge han kan blive ved, der er emalje i de togvogne, men han har sin
egen køreplan, bestemmer nu selv hvilke vogne der maa lade livet og hvilke der maa naa
frem i maal. Blodet fra hans mund maler hendes laeber, hans tale er som et
pludrende barns. En smag af jern, fra én rusten rod deler han med hende og hun tager imod.
Nok flere rødder, nok mere rust og hun tager imod hans blod og
pludren. Det er forkert at sige ham imod med andet end munden. Hun gør det ikke. Lader
ham vaere barn. Hvor meget blod skal synkes før opkast? Blodet fra
hans mund maler hendes laeber, og han forsøger at nappe hende bid for bid, tand efter tand,
bortfalden. Taendt af forfaldet spredes hun i vinden der ogsaa pludrer
lyde, endnu et barn men voksende i styrke en voksens vrede arm, med vred haand med
vrede fingre, der er kroge i en dynge visne blade. Save i maven paa scenen ikke
trick scenen er hjemmet, hjemmet er ikke i en kulørt kasse paa en scene scenen er hjemmet,
hun gaar rundt i hjemmet med save af sorg og mangel paa søvn og orden i
49