JEG VIL KASTES MOD HAVETS SORTE TUNGER. 80 p ... - Koordinat

due. Naegtede siden at spise mors kylling efter at have set sin far i bad med alt tøjet paa
taeske brusekabinens fliser i sult. Han stod der og stirrede uden lyd direkte ind i
fliserne mens vandet silende nedover hans ansigt. Hvad ville han finde staaende paa sine laar
fra mors kylling? Rød regnfrakke forsøgte løberens sig med og gjorde sig
med dette traek sin fars brik, bonde i spillet mellem mad paa bordet og øde bord. Due
dresseret: Grønt er godt for øjnene. Lokomotiv Moskva er ingen rød stjerne
min hjerne er saa smaat valnød. Vil du spise maa du spise. De fjer kommer aldrig igen i
rødgrød hr. Havarikommissaer udpeget af det talende naeb. Bare stik mig klør fem
oveni hatten maa 25cent i spraekken i ryggen ryge mig sparegris. Nikkel. Nickel. Dime. Han
rørte aldrig skadelige møbler. Men huskede sin fugls ord i en
gentagende insisteren altid efter at opvarmningen var endt, og han for alvor kom i gang med
ruten, det sidste han hørte var: ”Ryggen ryge mig sparegris.” – og han
naaede svinget. Saa tordnende sort. En flaenget himmels lyn vil aldrig mere taelle for noget.
Og jeg laa paa ryggen nogle dage, dagene gik paa en maade som vand mod
afløbet, og natten kom med sin delvist abdicerende mørke for maaneskin. En stemme talte.
Bad mig rejse mig op fra jorden, men jeg kunne ikke. Jeg kan
opfinde mange undskyldninger for hvorfor jeg laa der til stemmen. Ingen af dem nytter
noget, og hvem skulle jeg undskylde for, jeg var alene. Altid alene.
Stemmen var vaek igen. Inden jeg lagde mig i parken havde jeg klippet de ivrige haenders
svaner bange, det sker under hvaes og fjer og haender og klip og jeg
taenkte paa svaner og taenkte paa min due. Og nu maane som segl. Det maa have vaeret lang
tid, jeg mindes den var fuld, da min ryg ramte den kolde, vaade jord. Maaske laa
jeg paa en baare, med halskrave af nødvendighed maa det i hvert fald vaere skønnet, i en lille
firkantet, men syvogtyve sovevaerelser rummelig, papambulance. Den skød
sig med knofedt saa langt ind i min søvns bjerg som ambulanceførerens løn tillod det.
Maaske laengere hvis han havde noget at bevise f.eks. at granit aldrig bliver
51