Kirkens præsidenter Elevens hæfte: Religion 345 - The Church of ...

Kirkens præsidenter
var ingen andre, hvortil jeg kunne gå for at modtage
nåde. Og Herren hørte mit råb i vildmarken, og mens
jeg således påkaldte Herren i mit [15.] år, dalede en
lyssøjle, der var klarere end solen midt på dagen, ned
og hvilede på mig, og jeg blev fyldt med Guds Ånd.
Og Herren åbnede himlene
for mig, og jeg så
Herren, og han talte til
mig, idet han sagde:
›Joseph, min søn, dine
synder er dig tilgivet. Gå
din vej, sørg for at vandre
på mine veje og hold
mine bud. Se, jeg er herlighedens
Herre. Jeg blev
korsfæstet for verden,
således at alle, som tror
på mit navn, kan få evigt
liv. Se, verden ligger i
synd i øjeblikket, og ingen
gør godt, nej, ikke en
eneste. De har vendt sig
bort fra evangeliet og holder ikke mine bud. De ærer mig
med læberne, mens deres hjerte er fjernt fra mig. Og
min vrede stiger op imod jordens indbyggere, og jeg vil
hjemsøge dem i overensstemmelse med denne ugudelighed
og få det til at ske, som er blevet talt ved profeternes
og apostlenes mund. Thi se, jeg kommer hurtigt
i skyen, således som det er skrevet om mig, klædt i min
Faders herlighed.‹ Og min sjæl var fyldt med kærlighed
og i mange dage glædede jeg mig overordentligt, Herren
var med mig, men jeg fandt ingen, som ville tro på min
himmelske åbenbaring« (Joseph Smith, »Kirtland Letter
Book«, MS, LDS Historian’s Library, 1829-1835, s. 1-6,
citeret i Dean C. Jessee, »The Early Accounts of Joseph
Smith’s First Vision«, BYU Studies, bind 9, nr. 3, foråret
1969, s. 279-280; oprindelig stavning, tegnsætning og
grammatik er tilpasset nutidigt sprog).
JOSEPH SMITH BLEV FORFULGT OG
LATTERLIGGJORT PÅ GRUND AF SIT
VIDNESBYRD OM, AT GUD HAVDE
TALT TIL HAM.
Åbenbaring, der så længe havde været fraværende,
var kommet tilbage, men Josephs oprigtige påstand om
ny åbenbaring forårsagede omgående vrede fra alle sider
(se JS-H 1:21-26). Lucy Mack Smith, profetens mor,
skrev, at fra tiden for det første syn i foråret 1820 og
»frem til den 21. september 1823, fortsatte Joseph som
sædvanligt med at arbejde sammen med sin far, og der
skete i løbet af denne tid intet af særlig stor betydning
– selv om han blev udsat for enhver form for modstand
6
Vej der fører til Cumorah
Foto: Don O. Thorpe
og forfølgelse fra de forskellige religiøse retninger«
(History of Joseph Smith by His Mother, s. 101).
JOSEPH SMITH FORBLEV YDMYG
»Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg
kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det« (JS-H 1:25).
Himlene havde åbnet sig, og Joseph Smith havde
set Faderen og Sønnen. I stedet for at gøre gældende,
at han var mere hellig og opfordre til beundring fra
masserne, skrev han:
»Jeg fortsatte med at udføre mit daglige arbejde ...
I hele den tid måtte jeg udstå forfølgelser fra alle slags
mennesker, både religiøse og ikke-religiøse, fordi jeg
stod fast ved, at jeg havde set et syn.
... da det var blevet mig forbudt at slutte mig til
nogen af de religiøse sekter, og medens jeg endnu var
ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have
været mine venner og have behandlet mig venligt, og
om de troede, at jeg var blevet vildledt, burde have forsøgt
at bringe mig tilbage til den rette vej på passende
og kærlig måde – udsat for alle slags fristelser; og da
jeg kom i berøring med al slags selskab, begik jeg ofte
mange tåbelige fejlgreb, der viste ungdommens svaghed
og den menneskelige naturs ufuldkommenhed, og
jeg må med bedrøvelse sige, at jeg ofte ledtes i adskillige
fristelser, som er anstødelige i Guds øjne. Når jeg
aflægger denne bekendelse, er der ingen, der behøver
at tro, at jeg gjorde mig skyldig i store og grove synder.
Det var min natur imod at begå noget sådant. Men jeg
gjorde mig skyldig i letsindighed og var undertiden i
livligt selskab etc., der var uforeneligt med den karakter,
som den skulle bevare, der var kaldet af Gud, som
jeg var blevet. Men det vil ikke forundre nogen, der
erindrer, hvor ung jeg var, og som kender lidt til mit
medfødte muntre temperament« (JS-H 1:27-28).
Nogle fjender af profeten Joseph Smith og Kirken
har ud fra Josephs ærlige bedømmelse af sig selv forsøgt
at antyde, at han ikke var værdig til sin kaldelse. Han
gav følgende svar til sådan en kritik:
Maleri af Dale Kilbourn