Kirkens præsidenter Elevens hæfte: Religion 345 - The Church of ...

Kirkens præsidenter
jeg forundredes over. I overensstemmelse med Herrens
ord følte jeg en ydmyg, barnlig ånd, der vidnede for mig,
at mine synder var mig tilgivet« (Manuscript History,
1801-1844, s. 3).
HANS KONVERTERING MEDFØRTE
ÅNDENS GAVER
På grund af Brigham Youngs store tro havde han
mange af Åndens gaver, såsom åbenbaring, profeti og
tungetale. Han skrev: »Nogle uger efter min dåb, var jeg
en morgen i bror Kimballs hus, og mens der blev bedt
familiebøn, begyndte bror Alpheus Gifford at tale i tunger.
Snart efter kom Ånden over mig, og jeg talte i tunger, og
vi tænkte kun på den pinsedag, da apostlene blev iklædt
tunger af ild« (Manuscript History, 1801-1844, s. 3).
HERRENS ÅND HJALP HAM MED AT
PRÆDIKE OG UNDERVISE
En af Brigham Youngs største udfordringer var at
tale offentligt, men Ånden virkede så stærkt på ham, at
han ikke kunne tie. Han sagde følgende om sine følelser:
»Da jeg begyndte at tale offentligt, var jeg omtrent
så blottet for sprog, som noget menneske kunne være ...
Hvor mit hoved smertede, når jeg havde ideer, jeg ville
forelægge for folket, men ikke ordene til at udtrykke dem
med; men jeg var så fast besluttet, at jeg altid forsøgte
at gøre mit bedste« (i Journal of Discourses, 5:97).
»Da jeg først
begyndte at prædike,
besluttede jeg mig for at
forkynde det, som jeg
forstod, uden frygt for
venner eller trusler og
uden hensyn til smiger.
De betød ikke noget for
mig, for hvis min pligt var
at stille mig op foran en
forsamling af fremmede
og sige, at Herren lever,
at han har åbenbaret sig
selv i denne vor tid, at
han har givet os en profet
og frembragt den nye
og evige pagt for genoprettelsen
af Israel, og
hvis det var alt, jeg kunne
sige, må jeg være lige så
tilfreds, som hvis jeg
kunne stille mig op og
tale i timevis ... Havde det
Templet i Kirtland. Kirtland i Ohio var
både en velsignelse og et sted med
prøvelser for Brigham Young. Hans tro
og loyalitet mod profeten Joseph Smith
blev prøvet på Zion hærs svære 1.900
kilometer lange march på tværs af fire
stater. En stor del af opførelsen af templet
i Kirtland blev overvåget af Artemius
Millett, en canadier, hvis familie var blevet
omvendt af Brigham Young.
ikke været for denne følelse, var der ikke noget, der
kunne have fået mig til at tale offentligt« (i Journal of
Discourses, 4:21).
26
»En uge [efter min dåb] havde jeg den fornøjelse
at mødes med og prædike for en stor forsamling. Jeg
tror, at der ved denne lejlighed var fire erfarne ældster
til stede, som tidligere havde tilhørt metodisterne og
baptisterne, og som havde modtaget evangeliet, og nu
blev regnet iblandt os. Jeg forventede at høre dem tale
til folket om de principper, som vi netop havde modtaget
gennem Herrens tjenere. De sagde, at Herrens ånd
ikke hvilede på dem til at tale til folket, selvom de havde
været prædikanter i årevis. Jeg var kun et barn hvad
angik det at tale offentligt samt med hensyn til verdens
kundskab; men Herrens ånd hvilede på mig, og det føltes
som om, at mine knogler ville fortæres i mig, medmindre
jeg talte til folket og fortalte dem, hvad jeg
havde set, hørt og lært – hvad jeg havde oplevet og glædet
mig over; og den første prædiken jeg nogensinde
holdt varede over en time. Jeg åbnede min mund, og
Herren fyldte den« (i Journal of Discourses, 13:211).
HAN DELTOG I ZIONS HÆR
I 1834 tjente Brigham Young i Zions hær – en
gruppe frivillige anført af profeten Joseph Smith, der
tog til Missouri for at hjælpe de undertrykte medlemmer
der. De ofre de ydede og de prøvelser, som de
udholdt under den march, gav mænd som Brigham
Young mulighed for at vise deres hengivenhed og pligttroskab
mod Jesu Kristi evangelium. Størstedelen af de
mænd, der senere blev valgt til at være i de ledende råd
i Kirken, tjente i Zions hær.
HAN VAR HERRENS OG HERRENS
PROFETS HENGIVNE DISCIPEL
I 1836 fyldte frafaldets ånd en del hellige i Kirtland,
men Brigham Young viste loyalitet mod profeten
Joseph Smith, hvilket var betegnende for hele hans tjenestegerning.
Han skrev:
»Spekulationens, utilfredshedens og frafaldets
ånd, som var opsuget af mange af De Tolv, og løb gennem
alle kvorummer i Kirken, herskede i denne tid så
udstrakt, at det var svært for nogen klart at se den vej,
man skulle følge.
Ved en bestemt lejlighed holdt en del af De Tolv,
vidnerne til Mormons Bog og andre af Kirkens autoriteter
et møde oppe i templets øvre værelse. Spørgsmålet,
de behandlede, var at finde ud af, hvordan profeten
Joseph kunne blive afsat, og David Whitmer kunne blive
udpeget som præsident for Kirken. Far John Smith,
bror Heber C. Kimball og andre, der var imod sådanne
foranstaltninger, var til stede. Jeg rejste mig op og fortalte
dem på en enkel og bestemt måde, at Joseph var
profet, og at jeg vidste det, og at de kunne rase imod
og bagtale ham, så meget de ville, men at de ikke kunne