Vejarbejde i historiens stisystemer

Indledning — Motivation 

EN UNDERSØGELSE AF KONTRAFAKTISK HISTORIE MELLEM 

DEN ETABLEREDE HISTORIEVIDENSKAB OG POSTMODERNISMEN 

Vejarbejde i historiens stisystemer 

- En undersøgelse af kontrafaktisk historie mellem 

den etablerede historievidenskab og postmodernismen. 

Skrevet af 

Signe Als Nielsen 

Thomas Møldrup 

Joakim Sandal 

Jesper Melson 

Niels Thisted 

Peter Elsborg Presmann 

Under vejledning af Danny Raymond 

Den humanistiske basisuddannelse 

Roskilde Universitetscenter 

Hus 46.1 

Maj 2002 

1

VEJARBEJDE I HISTORIENS STISYSTEMER 

Indledning .........................................................................................5 

Motivation ......................................................................................... 5 

Emne ................................................................................................ 6 

Problemstilling .................................................................................. 6 

Problemformulering .......................................................................... 7 

Metodeovervejelse og teoretikere .................................................... 7 

Valg af teori.....................................................................................................8 

Opbygning ...................................................................................... 10 

Målgruppeovervejelse...................................................................................10 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta ................................12 

Præsentation af begrebet kontrafaktisk historie ............................. 12 

Kontrafaktisk historie i en international kontekst ............................ 13 

Fortidens kontrafaktiske overvejelser............................................................14 

Kontrafaktiske hypoteser i samfundsøkonomien ..........................................15 

Kontrafaktisk historie i dansk kontekst ........................................... 16 

2. Teorier om kontrafaktisk historie ................................................18 

Teorier om kontrafaktisk historie .................................................... 18 

Teoretiske kriterier for kontrafaktisk historie................................... 19 

Litteraturvidenskabelig tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie ......................19 

Samfundsvidenskabelig tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie ....................21 

Erkendelsesteoretisk tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie .........................24 

Delkonklusion ................................................................................. 27 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen............29 

Den etablerede historievidenskab .............................................29 

Kristian Erslev ................................................................................ 29 

Erslevs differentiering af kilderne..................................................................30 

Tolkning af kilderne.......................................................................................31 

Primære og sekundære kilder.......................................................................34 

Skelen til naturvidenskaberne.......................................................................34 

Objektivitet i historikerens problemvalg .......................................... 35 

Indledning— Motivation 

Den danske kildekritiks forståelse af objektivitet...........................................36 

2



Relativismens angreb på objektiviteten.........................................................36 

Dahls forståelse af objektivitet ......................................................................37 

Determinisme og kausalitet ............................................................ 39 

Determinisme................................................................................................41 

To slags determinisme..................................................................................42 

Kausalitet ......................................................................................................42 

Lovmæssigheder i historien ..........................................................................44 


Den postmoderne kritik af historievidenskaben.........................46 

Indledning til postmodernismen...................................................... 46 

Postmodernismen i historievidenskaben ........................................ 47 

Upper case historievidenskab ........................................................ 48 

Den postmoderne tilstand .............................................................................49 

Det sproglige kaos og historien.....................................................................50 

Lower case historievidenskab ........................................................ 52 

Hayden White................................................................................. 52 


4. Analyse.......................................................................................59 

Indledning....................................................................................... 59 

Historievidenskabelige tematikker i kontrafaktisk 

historiefremstilling......................................................................60 

Objektivitet og sandhed.................................................................. 60 

Aktør/Struktur ................................................................................. 61 

Kausalsammenhænge og determinisme ........................................ 63 


Metateoretiske overvejelser.......................................................66 

Kontrafaktisk historieskrivnings legitimering via moderne fysik.....................66 

Kontrafaktas akkumuleringsproblematik .......................................................68 

Diskussion af formål med kontrafaktisk historieskrivning ............... 71 

Kan man vælge et deviationspunkt?.............................................................71 

Kontrafaktisk historieskrivnings litterære virkemidler...................... 73 


3


5. Konklusion ..................................................................................76 

Mellem to historievidenskaber ........................................................ 76 

En ny forståelse af fortiden............................................................. 76 

Mod et nyt paradigme ...................................................................................77 

Perspektivering .............................................................................................78 

English summary ............................................................................80 

Litteraturliste ...................................................................................81 

Bøger.............................................................................................. 81 

Artikler ............................................................................................ 82 

Web ................................................................................................ 82 

Radio .............................................................................................. 82 

Litteraturhenvisninger..................................................................... 83 

Indledning— Motivation 

4



Indledning 

I shall be telling this with a sigh 

Somewhere ages and ages hence: 

Two roads diverged in a wood, and I – 

I took the one less traveled by, 

And that has made all the difference. 

“L. Untermeyer” 

Hvad nu hvis USA havde angrebet Sovjetunionen under Cuba-krisen? Tænk om 

du aldrig havde mødt din ægtefælle! Forestil dig, at de sovjetiske tropper aldrig 

forlod Bornholm, som de havde besat ved 2. Verdenskrigs afslutning. Tør du 

forestille dig, hvad der ville være sket, hvis folketinget havde lukket RUC, som de 

truede med i 1976? Alle disse er eksempler er kontrafaktiske forestillinger. Dette 

projekt handler om disse kontrafaktiske forestillinger, som en begrænset gruppe 

historikere beskæftiger sig med. Vi vil med rapporten øge læserens forståelse for, 

hvordan og til hvad disse historikere bruger kontrafakta. Endvidere håber vi, at 

rapporten vil inspirere til yderligere læsning og i bedste fald anspore til refleksion 

over brugen af kontrafakta i hverdagen og historiefaget. 

Motivation 

Da vi først blev introduceret for antologien ”En Anden Historie”, var det første 

gang, vi stødte på begrebet kontrafaktisk historie. Det virkede provokerende og 

ansporende at lave tankeeksperimenter om et ændret historisk forløb. Vi så et 

paradoks i, at det benævnedes historie, når det tilsyneladende var ren fiktion. Det 

fremstod endvidere som en helt ny måde at bruge historien på, som vi så som en 

udfordring til den, efter vores overbevisning, traditionelle historievidenskabelige 

formidlingsmåde. Vores første tanke var at placere kontrafaktisk historie et sted 

mellem kunst og videnskab ved hjælp af en litterær og en historievidenskabelig 


5


analyse af en kontrafaktisk historie. Efter en nøjere overvejelse og granskning af 

ideen, fandt vi ud af, at det ikke var det litterære fortælletekniske, der interesserede 

os, men mere om kontrafaktisk historie kunne legitimere sig selv i et 

videnskabsteoretisk perspektiv. Set i lyset af dette, forekom det os, at kontrafaktisk 

historie måske skulle ses som udslag af en postmodernistisk tankegang. 

Emne 

Dette projekt tager udgangspunkt i kontrafaktisk historieskrivning, et fænomen, 

som ifølge vores egne betragtninger er på vej til at få en plads i dansk 

historievidenskab. At undersøge noget kontrafaktisk er at undersøge de ting som ikke 

skete, men som rimeligvis kunne være sket. Dette felt i historievidenskaben søger en 

række danske historikere at bruge konstruktivt. Dette projekt undersøger, hvordan de 

ønsker at bruge den; I særdeleshed om en sådan historievidenskab overhovedet bør 

accepteres. For at besvare dette vil vi sammenligne tematikker fra den traditionelle 

historievidenskab og den postmoderne historieforståelse. 

Problemstilling 

De kontrafaktiske historikere postulerer, at de er med i dannelsen af en ny måde 

at tænke historie på. De bryder bevidst med historievidenskabens ældste regel: 

Historien er faktion, og skal behandles som sådan. Det kan virke som et 

provokerende stød til en vaklende kæmpe. Det kan også virke som en fødsel af et nyt 

paradigme. I alle tilfælde er kontrafaktisk historie anderledes end den historie, vi 

normalt bruger. De traditionelle historikere har været sene til at kritisere brugen af 

kontrafaktisk historie; De angreb vi har set, har dog været kraftige. Man kan se 

enkelte træk fra postmodernismen i kontrafaktisk historie, men noget egentligt 

mønster findes tilsyneladende ikke. Spørgsmålet rejser sig: 

Indledning— Emne 

6

Problemformulering 



Udfordrer kontrafaktisk historie den etablerede historievidenskab? I så fald hvor 

og hvordan? 

Metodeovervejelse og teoretikere 

Vores umiddelbare tanke med projektet var at placere kontrafaktisk historie i 

spændingsfeltet mellem kunst og videnskab. Tanken har været gennemgående i hele 

processen, da vi har set på de litterære virkemidler og de metoder kontrafaktisk 

historieskrivning anvender. Dog er vi gået bort fra at bruge begrebet kunst for i stedet 

at indføre postmodernismen, da den eksplicit beskæftiger sig med historiske metoder 

i teorien. 

Til at begynde med var ideen i vores projekt at lade en case være sideløbende 

med teorien gennem hele projektet. På den måde håbede vi, at projektets opbygning 

ville komme til at minde om en detektivroman, hvor den røde tråd ville besvares af 

spørgsmål, som igen ville lede til nye spørgsmål. Vi var bevidste om, at der lå en fare 

i denne fremgangsmåde, da ingen af os før havde beskæftiget os med en sådan, og vi 

antog, at muligheden for hurtigt at miste overblikket var til stede. Ikke desto mindre 

anså vi metoden som værende den, der ville give os mest frihed til undervejs at ændre 

og præge opgaven i den ønskede retning. 

Vi blev hurtigt klar over, at det kontrafaktiske historiefelt spænder vidt, og 

derfor ville udvælgelsen af en case begrænse vores afdækning af feltet. Dette ledte os 

hen på tanken om inddragelse af endnu en case, hvilket ville medvirke til at 

’yderpolerne’ i feltet, så at sige, var dækket ind. Men denne tanke gik vi bort fra, og 

nåede til konsensus om, at eventuelle cases skulle tjene det formål, at fungere som 

eksemplificeringer, hvor det i projektet faldt naturligt at inddrage dem – denne tanke 

har vi arbejdet videre med. Vores interesse ligger dog hovedsageligt i det 

Indledning — Problemformulering 

7


videnskabsteoretiske, og da vi fandt teori om det kontrafaktiske historiefelt, valgte vi 

at se bort fra specifikke cases og i stedet koncentrere os, om den videnskabsteori vi 

havde. 

Når man kigger nærmere på gruppen af historikere, som beskæftiger sig med 

kontrafaktiske problemer i en historisk kontekst, vil man se, at de er forholdsvis få. 

De har hver især allokeret sig inden for undergenrer, der beskæftiger sig med 

underkategorier. Det lille udbud af teoretikere indenfor kontrafaktisk historie har 

gjort vores valg nemmere, end vi måtte ønske det. I Danmark er der, os bekendt, to- 

tre teoretikere, der indgående beskæftiger sig med kontrafakta. Ud af disse har vi 

valgt én, som vi mener, har gjort det langt største arbejde mod en endelig definition af 

kontrafakta i dansk kontekst. 

Valg af teori 

Ovennævnte forsker hedder Rasmus Dahlberg. Han står i dag som manden, der 

har indført forskningen i kontrafaktisk historieformidling i Danmark. Dahlberg 

redigerede antologien ”En Anden Historie”, der fra starten var den vigtigste inspirator 

for vores projekt. Dahlberg har været toneangivende i den danske debat og er den, der 

har offentliggjort flest tanker om kontrafaktisk historie. Mange af disse tanker har han 

endvidere diskuteret med vores gruppe i et foredrag holdt på RUC i april 2002. 

Derfor er Dahlberg valgt som vores hovedteoretiker. 

Michael A. Langkjær er en anden teoretiker inden for området, der også har 

gjort sig mange tanker om kontrafaktisk historie. Langkjær var en af bidragsyderne til 

”En Anden Historie”, og han har siden holdt en række foredrag sammen med 

Dahlberg. Hans teoretiske fokus på kontrafaktisk historie afviger dog fra Dahlbergs, 

da Langkjær især fokuserer på kontrafaktiske historiers narrative element. Langkjær 

centrerer sin forskning omkring myter og deres livsgestaltende element i 

kontrafaktiske fortællinger. Grunden til, at Langkjær er fravalgt i den metateoretiske 

Indledning— Metodeovervejelse og teoretikere 

8



fremstilling af kontrafaktisk historie, er at hans tilgang til feltet er fortælleteknisk. 

Langkjærs metoder har vist sig mere litterære end traditionelt historievidenskabelige. 

Uffe Østergaard, der er en i Danmark kendt og respekteret historiker, har også 

berørt kontrafaktisk historie i sin forskning. Han skrev den første artikel om 

kontrafaktisk historie på dansk i nyere tid: ”Hvad nu hvis…”, i hvilken han har 

redegjort for Niall Fergusons synspunkter. Artiklen er en kort introduktion til 

begrebet kontrafaktisk historie, hvorfor den for os var brugbar som en begyndende 

indføring i et kontrafakta historieunivers. Østergaards overvejelser om kontrafaktisk 

historie er dog få. 

Udøverne af litterær kontrafaktisk historie i international kontekst har været 

mange. Til gengæld har de egentlige internationale teoretikere været knap så mange. 

Derfor har vi valgt dem, vi har fundet mest konsistente, på baggrund af vores valg af 

Rasmus Dahlberg som hovedteoretiker og hans fokus på disse i artiklen Historiens 

matrix; Tetlock, Belkin, Hellekson og Demandt. Fælles for disse er deres 

videnskabsteoretiske tilgang, og at de er teoretikere - modsat empirister, der i mange 

tilfælde har vist sig ikke have gjort sig større teoretiske overvejelser. 

Vi har i vores fremstilling af det kontrafaktiske historiefelt valgt at forholde det 

til en etableret historievidenskab, som vi vil prøve at tilnærme os vha. repræsentanter 

som Kristian Erslev, H.P. Clausen og Ottar Dahl, da de i lang tid har været brugt som 

hovedteoretikere indenfor universitetsmiljøet. Kristian Erslevs ”Historisk Teknik” og 

H.P. Clausens ”Hvad er historie” har fungeret som grundbøger, og der har i det hele 

taget eksisteret en vis konsensus om, at de repræsenterer en udbredt forståelse af 

historievidenskaben. Den forståelse er dog i de seneste årtier blevet kraftigt kritiseret 

og til en vis grad marginaliseret af postmodernismen. Derfor har valgt at inddrage 

postmodernismen som redskab til at udrede, hvor og hvorledes kontrafaktisk historie 

udfordrer den etablerede historievidenskab. Postmodernismen kritisere 

Indledning — Metodeovervejelse og teoretikere 

9


humanvidenskaberne bredt dette rammer dog også historievidenskaben. Derfor har vi 

valgt historikeren Keith Jenkins som eksponent for en postmoderne tilgang til 

historie. Keith Jenkins nævner selv postmoderne teoretikere som Derrida, Lyotard og 

Hayden White som værende dem der har sat ord på den proces der kan kaldes 

postmodernisme. Vi finder at disse teoretikere dækker det postmoderne felt bredt, 

derfor for de lov til at tale i vores projekt dels igennem Keith Jenkins mund dels 

igennem deres egne. 

Opbygning 

Projektets første kapitel er en grundlæggende præsentation af kontrafaktisk 

historie, der skal sikre give læseren indblik i feltet som helhed. I forlængelse heraf 

præsenterer vi grundigt de begreber, der er specielle for kontrafaktisk historie. Vi 

reviderer kontrafaktisk histories mange teoretikere i jagten på en konsistent forståelse 

af feltet og dets særegne problemstillinger. 

I kapitel 3 introducerer vi den etablerede historievidenskab og dens modpol, 

postmodernismen. Vi ekspliciterer deres hovedbegreber for at give os muligheden for 

at placere kontrafaktisk historie imellem dem. Projektets fjerde kapitel er en 

diskussion af kontrafaktisk histories begreber set i forhold til både den etablerede 

historievidenskab og postmodernismen samt en metateoretisk gennemgang af 

kontrafaktisk historieskrivning. Derved kan vi komme til sagens kerne; At finde ud 

af, hvor og hvordan kontrafaktisk historie udfordrer den etablerede historievidenskab. 

Dette kan vi konkludere i kapitel 5. 

Målgruppeovervejelse 

Vi har bevidst gjort os didaktiske overvejelser om vores projekts målgruppe for 

at kunne lægge vores sproglige og teoretiske niveau på et plan, der svarer til 

målgruppens forudsætninger. Vi henvender os til studerende og akademikere fra 

Indledning— Opbygning 

10



højere læreanstalter, samt til folk med en dybere interesse for historiefaget og de 

videnskabsfilosofiske problemstillinger, der knytter sig til dette fag. De, der måtte 

have interesse i nærværende projekt, kan også være folk, der ønsker en generel 

indføring i kontrafaktisk historieskrivning og dens brug af tematikker fra den 

etablerede historievidenskab og postmodernismen. 

Indledning — Opbygning 

11


1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta 

”Vi kender ham som folkekær sanger, 

men hvis Johnny Reimar havde levet for 

300 år siden, ville han sandsynligvis 

havde været lensgreve!” 

TV2’s tv-oversigt for 17/5-2002 

Præsentation af begrebet kontrafaktisk historie 

Når en historiker forsker i en speciel historisk situation og prøver at give den 

sammenhæng, må han altid gøre sig en forestilling om baggrunden for situationen, 

inden han kan forstå den. Historikeren er med andre ord ikke bare interesseret i hvad 

der skete, men i lige så høj grad hvorfor det skete. Til at forstå hvorfor historien 

kunne udvikle sig som den gjorde, bruger vi konsekvent kausalbetragtninger. 

Historikeren kan se historiens virkninger, men ikke umiddelbart dens årsager. For at 

belyse denne sammenhæng mellem årsag og virkning bruges kausalbetragtningerne 

som nøglen til at forstå, hvordan historien er skredet frem. Denne tanke, at alt hænger 

sammen i årsag og virkning, gennemsyrer historietænkningen (kausalsammenhænge 

uddybes side 42). 

Da vi erkender denne ide, erkender vi samtidigt, at noget andet end det faktisk 

skete, kunne være sket. Eksempelvis når en obducent fastslår en kvindes dødsårsag 

som arsenikforgiftning, fastslår han samtidigt, at kvinden ikke ville være død, hvis 

hendes morder ikke havde kommet arsenik i hendes mad. Den sidste logiske slutning 

er samtidigt en kontrafaktisk hypotese. En kontrafaktisk hypotese er en hypotese, 

”som ikke er faktisk, men som med en vis sandsynlighed kunne have 

været det.” 1 Obducentens kontrafaktiske tanke er omvendt med til at bekræfte hans 

egen hypotese om dødsårsagen. Hvis han kan godkende den kontrafaktiske tanke, at 

kvinden ikke kunne være død af andet en arsenikken, har han samtidigt gjort sin 

hypotese sand. 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta— Præsentation af begrebet kontrafaktisk historie 

12



Obducenter leder nemlig efter kausale forklaringer, når de skal forklare andres 

død, præcis som historikere leder efter årsagsvirkningsforklaringer, når de forklarer 

og analyserer inden for deres felt. Man behøver imidlertid ikke være forsker for at 

frembringe kontrafaktiske hypoteser. Selvom vi måske ikke er opmærksomme på det, 

så kommer vi alle med kontrafaktiske hypoteser. Hvad hvis jeg ikke havde fået den 

elevplads? Havde jeg så arbejdet i en anden branche i dag? Hvad nu hvis jeg ikke var 

faldet i snak med min nuværende ægtefælle ved den fest, vi mødte hinanden? 

Vi må nok se i øjnene, at vi ikke har nogen mulighed for at ændre på disse ting, 

som vi kan gå og dagdrømme over. Til gengæld har disse ”kontrafaktiske 

dagdrømmerier” en anden klar funktion som et redskab, der kan udvide 

dagdrømmerens perspektiv. Hvis man ved hjælp af det kontrafaktiske scenarium kan 

forstå sine valg og fravalg, har man muligheden for at forstå sig selv – og måden man 

vælger på. Derved øges muligheden for at træffe bedre valg fremover. Derfor er det 

kontrafaktiske element langtfra fjernt i vores måde at tænke og ræsonnere på. Det er 

naturligvis særligt interessant at ræsonnere på denne måde, hvis man beskæftiger sig 

med valg, der kunne have fået historiens gang til at gå anderledes, end den gjorde. 

Kontrafaktisk historie i en international kontekst 

I vores germanske kulturkreds har den kontrafaktiske historietænkning haft 

sværere ved at slå igennem, end den har haft i f.eks. England eller USA. Det er et 

simpelt faktum, at det kontrafaktiske felt har haft en større og hurtigere udbredelse i 

den angelsaksiske historietradition end i den kontinentaleuropæiske historietradition. 

Dette kan ifølge Rasmus Dahlberg skyldes forskellene i de to historietraditioner. Den 

kontinentaleuropæiske, positivistiske historieopfattelse adskilte sig væsentligt fra 

dens angelsaksiske ditto ved dens meget snævre, kildekritiske tilgang til historien. I 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta — Kontrafaktisk historie i en international kontekst 

13


modsætning hertil har den angelsaksiske historietradition haft en mere ”åben” tilgang 

til historien, hvormed tolkning har været mindre ugleset. 2 

Fortidens kontrafaktiske overvejelser 

Set over en større tidsperiode har de europæiske historikere siden antikken 

alligevel udgivet enkelte kontrafaktiske historier. Ikke bare som før nævnt på 

teoretisk grundlag som implicit nødvendighed i en årsagsvirkningsforklaring (at slutte 

at B sker på grund af A, er det samme som at sige, at ændrer man A, ændres også B), 

men også som egentligt kontrafaktisk historieskrivning. Romeren Tacitus overvejede, 

hvordan dagligdagen ville se ud under en anden end den siddende kejser, for herved 

at udtrykke sin støtte til en anden kejser. Omkring 1660 skrev filosoffen Blaise Pascal 

den senere så berømte kontrafaktiske hypotese om Kleopatras næse. 3 Historien 

behandler, hvad der kunne være sket, hvis Kleopatras næse havde været en 

centimeter længere. I så fald ville den romerske kejser Antonius ikke være gået i krig 

for hendes skyld, og historien om det romerske rige ville se helt anderledes ud. 4 Først 

senere blev hele kontrafaktiske historier udgivet: Louis Napoléon Geoffrey-Châteaus 

bog fra 1836 Napoléon et la conquête du monde 1812-1823, et essay fra 1849 af 

Isaac Disraeli: Of a History of Events Which Have Not Happened, samt Airistopia fra 

1895 af Castello Holford er eksempler herpå. I 1931 skrev J. C. Squire den første 

antologi med kontrafaktiske essays: If It Had Happened Otherwise. Heri mener 

Dahlberg at den kontrafaktiske historie har fundet sin mest vellykkede form, 

antologien, på grund af essayets korte omfang. På den måde undgår man at ”historien 

løber løbsk”. 5 Som det ses, er kontrafaktisk litteratur ikke noget nyt, men om, eller i 

givet fald hvornår, den bliver et samlet felt er svært at sige. Dahlberg selv synes at 

mene, at en egentlig kontrafaktisk genre opstod med If It Had Happened Otherwise. 

Klart er det i alle tilfælde, at kontrafkatiske historier har været skrevet i andre lande i 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta— Kontrafaktisk historie i en international kontekst 

14



lang tid før vi i Danmark har set det. Udgivelserne af kontrafaktiske historier i 

Danmark er tilsyneladende først netop begyndt. 

Kontrafaktiske hypoteser i samfundsøkonomien 

At kontrafaktiske historiemetoder også indgår i andre områder, er der talrige 

eksempler på. I samfundsvidenskaben og den økonomiske historie har man ofte brugt 

og bruger stadig kontrafaktiske overvejelser og metoder. Et godt eksempel på dette er 

Robert W. Fogel, en kendt økonomihistoriker, som i 1964 undersøgte 

jernbanesystemets betydning for industrialiseringen i USA. Fogel gennemregnede 

muligheder for, hvordan den industrielle revolution ville have taget sig ud hvis 

transportnettet i højere grad havde bestået af et omfattende flod og kanalsystem i 

stedet for transport over land ved hjælp af jernbaner. Det væsentlige ved Fogels 

undersøgelse er den arbejdsmetode, som han benyttede. Hans undersøgelse og 

spørgsmål var ikke baseret på en nygerrighed efter at se, hvordan det ellers kunne 

været gået, men mere for bedre at kunne forstå hvorfor tingene gik som de gjorde. 

Hans undersøgelse af hvad der kunne være sket, hvis transporten var foregået til 

vands i stedet for til lands, var lavet udfra en samfundsvidenskabelig metode med en 

statistisk gennemregning af konsekvenserne ved en anden transportform. Det var 

derfor en undersøgelse med kontrafaktiske elementer. Man kan sige, at hans 

arbejdsmetode åbnede muligheder for bedre at kunne sætte sig ind i den historiske og 

samfundsmæssige kontekst der, dannede basis for den faktiske udvikling. 

Generelt benytter samfundsvidenskaben sig af forskellige 

fremskrivningsmetoder. ”Hvad sker der f.eks. når renten sættes ned?” Dette er et 

spørgsmål, der ligesom historievidenskaben tager udgangspunkt i 

årsag/virkningsforholdet. I samfundsvidenskaben bliver dette til forskel fra historien 

brugt til at danne sig et billede af hvad der vil ske i fremtiden hvis vi nu ændrer på en 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta — Kontrafaktisk historie i en international kontekst 

15


økonomisk faktor. Det er derfor oplagt for samfundsvidenskaben at se tilbage på 

historien og vha. af kontrafaktiske ræsonnementer undersøge, hvorfor det gik, som 

det gik. 

Indenfor militærhistorien optræder kontrafaktiske metoder også hyppigt. På 

forsvarsakademier gennemgås historiske og fiktive slag for bedre at kunne forstå og 

sætte sig ind i strategiske muligheder. Dette gøres selvfølgelig også udfra det ønske at 

kunne ”forudsige” forskellige scenariers udfald. Igen prøver man bedre at forstå 

årsagsvirkningsforhold udfra kontrafaktiske metoder. Man forestiller sig hvad der vil 

kunne ske, hvis nu man ændrer på denne ene faktor. 

Kontrafaktisk historie i dansk kontekst 

Som en af frontløberne for kontrafaktisk historieskrivning i Danmark ses 

Rasmus Dahlberg, der på baggrund af udgivelsen af antologien En Anden Historie i 

år 2001 og som medstifter af Det Historiske Hus i Odense, har agiteret for og 

introduceret kontrafaktisk historie i Danmark. 

”En Anden Historie” er den første danske udgivelse af kontrafaktiske historier. 

Ni historikere giver hver især deres bud på, hvordan episoder i danmarkshistorien fra 

Middelalderen til nutiden kunne have formet sig anderledes. Bogen er redigeret af 

Rasmus Dahlberg, der også har forfattet en af historierne og et forklarende efterskrift 

”Kleopatras næse”, der placerer kontrafaktisk historie som felt i historievidenskaben. 

Efterskriftet er en gennemgang af kontrafaktisk histories baggrund og perspektiverne 

ved en kontrafaktisk tilgang til historien. 

Kontrafaktisk historieskrivnings sene opståen i Danmark kan, som nævnt, 

skyldes de danske historikeres tilknytning til den germanske, positivistiske tradition. 

Denne forankring i positivismens historieforståelse har i langt tid været med til 

at forskyde fokuset fra den litterære del af historieskrivningen, til forskel fra den 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta— Kontrafaktisk historie i dansk kontekst 

16



mere narrative angelsaksiske historietradition. Dette har også medvirket til at 

historikere i Danmark har været langsommere til at anerkende historieskrivningens 

litterære aspekt. Der har derfor været en tendens til at stemple meget narrative 

historikere som Palle Lauring som værende uvidenskabelige. 

Den mere narrative måde at udtrykke sig på kan siges at være blevet forstærket 

af kontrafaktisk historie, idet kontrafaktisk historie giver en mulighed for at 

historikerne kan bryde de konventioner, der kræves overholdt i den faktuelle 

historieskrivning. Dette besværliggør den bredt formidlende narrative form. 

Kontrafaktisk historie repræsenterer derfor en fri form, hvor historikeren kan fortælle 

og formidle historien bredt uden hele tiden at skele til noteapparatet. 

Hjemmesiden www.hvadnuhvis.dk, der er oprettet i forbindelse med udgivelsen 

af En Anden Historie, er den eneste eksisterende danske hjemmeside, der beskæftiger 

sig med feltet. På siden præsenteres ”En Anden Historie” og dens forfattere som den 

første og eneste danske bog om emnet. Hjemmesiden indeholder bl.a. et 

diskussionsforum, der dog kun er blevet brugt lige omkring udgivelsen og ikke 

længere er særlig besøgt. Kontrafaktisk historie har ikke fået sit endelige 

gennembrud, men emnet har siden udgivelsen af ”En anden historie” været debatteret 

i forskellige fora. Tidsskriftet Den Jyske Historiker har udgivet et særnummer om 

emnet, Det kongelige Bibliotek har holdt en foredragsaften. Tendensen er klar; Viljen 

til at diskutere emnet er til stede, selv om kritikken indtil videre er udeblevet. 

1. Mod en forståelse af brugen af kontrafakta — Kontrafaktisk historie i dansk kontekst 

17


2. Teorier om kontrafaktisk historie 

Teorier om kontrafaktisk historie 

Når de store fortællinger om ideologier og 

nationaliteter ramler sammen, bliver 

verdens kontingens mere og mere evident 

for so alle sammen, og derfor opstår der 

nye spørgsmål til historien: Var det, der 

skete, virkeligt det eneste, der kunne være 

sket? 

Rasmus Dahlberg 

Kontrafaktisk historieskrivning er i dansk kontekst et nyt fænomen. På grundlag 

af dette har vi valgt at give en indføring i nogle af de, på nuværende tidspunkt, 

centrale teorier, udpeget Rasmus Dahlberg i hans tekst ”Historiens matrix”. Grunden 

til at vi har funderet vores redegørelse på Dahlbergs udlægning af det kontrafaktiske 

felt er, at teorien omkring emnet endnu er meget begrænset i dansk sammenhæng. 

Som et led i en legitimeringsproces, og i et forsøg på at arbejde os hen imod 

centrale teorier omhandlende metodiske overvejelser indenfor det kontrafaktiske felt, 

har vi fundet det væsentligt at præsentere teoretikere som Karen Hellekson, Aron 

Belkin og Phillip E. Tetlock, samt Alexander Demandt. Dette gøres ved hjælp af 

Dahlbergs indføring i deres teorier i ”Historiens matrix”, hvor han introducerer og 

bearbejder deres teorier for at sammenfatte dem til sidst i en indkredsning af, hvad 

hans definition på en god kontrafaktisk metode er. Videre bruger vi udvalgte kapitler 

fra Helleksons bog i vores fremstilling. 

2. Teorier om kontrafaktisk historie— Teorier om kontrafaktisk historie 

18



Teoretiske kriterier for kontrafaktisk historie 

Litteraturvidenskabelig tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie 

Karen Hellekson opstiller nogle af de centrale teorier for kontrafaktisk historie, 

dog mest med vægt på den skønlitterære tilgang til det kontrafaktiske felt. Alligevel 

kan hendes definitioner også bruges på ikke-skønlitterær kontrafaktisk 

historieskrivning. 6 

Ifølge Hellekson er tid og linearitet emner, der gør sig gældende i den alternative 

genre af historien. Videre ses det, at fortid, nutid og fremtid hænger uløseligt sammen 

i perceptionen af historie. Hellekson: ”…the past’s link to the present, 

the present’s link to the future, and the role of individuals in 

the history-making process" 7 , er ydermere iøjnefaldende emner for genren 

alternativhistorie, eller kontrafaktisk historie. 

I Helleksons begrebsforestilling tales der om fire forskellige historiske 

forklaringsmodeller: 

1. Den eskatologiske, der defineres som en model, der tager udgangspunkt i et 

dommedagsscenarie 

2. Den genetiske, hvis model tager udgangspunkt i ophavsmanden. 

3. Den entropiske tager sit udspring historien anskuet som kaotisk. 

4. Den teleologiske som er formålsbestemt. 8 

Ud fra ovenstående forklaringsmodeller, har Hellekson bidraget med tre 

forskellige tilgangsvinkler til måder, hvorpå kontrafaktisk historie fremstilles, hvilket 

betegnes Helleksons taksonomi. Den består af: 

1. Nexushistorie, 

2. Teorier om kontrafaktisk historie — Teoretiske kriterier for kontrafaktisk historie 

19

2. Den ægte alternative historie 

3. Parallelverden-historier 9 


Ad 1. Nexushistorien har fået sit navn pga. betegnelsen nexuspunktet, hvad der i 

en dansk kontekst betegnes deviationspunkt. Deviationspunktet er det punkt i 

historien, hvor afvigelsen fra ”den almindeligt vedtagne udlægning af 

historien” 10 begynder. Deviationspunktet er det sted i historien, hvor der 

forekommer ’åbne situationer’, der af moderne historikere anerkendes som 

situationer, hvorfra det historiske forløb kunne have formet sig på en anden måde. 

Til at beskrive hvad nexushistorien handler om gør Hellekson brug af 

metaforen: ”en paraply, hvorunder alle de alternative historier, 

der fokuserer på deviationspunktet, er samlet” 11 . 

Ad 2. Den ægte alternative historie beskriver de hændelser, der følger efter 

deviationspunktet. Her fokuseres på de konsekvenser nexushændelsen har ført med 

sig. 

Det er primært historier i den skønlitterære ende af kontrafaktisk 

historieskrivning, der placerer sig indenfor den ægte alternative historie. Som 

eksempler på denne form for kontrafaktisk historie kan nævnes Fædrelandet af 

Robert Harris og The Great War-trilogien af Harry Turtledove. 12 

Ad 3. Parallelverden-historier tillægger ikke deviationspunktet særlig betydning 

og dette fordi parallelverden-historier åbner mulighed for, at man kan springe mellem 

de to verdener efter forgodtbefindende. Det interessante er at se på det sted, hvor de 

parallelle verdener krydses og man, så at sige, springer fra den ene verden til den 

anden. 13 Parallelverden-historier beskriver altså flere alternative historieforløb der 

eksisterer samtidig. 14 

2. Teorier om kontrafaktisk historie— Teoretiske kriterier for kontrafaktisk historie 

20



På trods af, at Helleksons tre tilgangsvinkler til kontrafaktisk historie- 

fremstillinger hovedsageligt er brugbare i arbejdet med skønlitterære tekster, 

indeholder de nogle vigtige begreber, der må anses som værende relevante også i en 

faglitterær tekstsammenhæng, hvorfor vi har valgt at inddrage disse. 

Den afgørende pointe Hellekson angiver er, at det er eftertragtelsesværdigt at 

forene nexushistorien med den ægte kontrafaktiske historie, da deviationspunktet og 

konsekvenserne ikke bør adskilles. 

Samfundsvidenskabelig tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie 

En samfundsvidenskabelig teori om kontrafakta eksisterer ligeledes, da 

kontrafaktiske argumenter ofte bruges i samfundsvidenskaben. Den er meget 

modelorienteret og handler hovedsageligt om økonomi, altså hvad der kunne ske i 

samfundet, hvis man ændrede ved de økonomiske forhold. I antologien 

Counterfactual Thought Experiments in World Politics. Logical, Methodological and 

Psychological Perspectives (1996) forsøger Phillip E. Tetlock og Aaron Belkin, i 

samarbejde med andre forskere inden for politologi, internationale forhold, samt 

eksperimentel psykologi, at opstille nogle kriterier til vurdering af kontrafaktiske 

scenarier. De opstiller 5 typer af kontrafaktiske scenarier: 

1. Ideografisk case study-kontrafakta 

2. Nomotetiske kontrafaktiske scenarier 

3. Ideografisk-nomotetisk kontrafakta 

4. Tankeeksperimenter 

5. Mentale simulationer af kontrafaktiske verdener 15 


21


Ad 1. Ideen med den ideografiske case study er at finde tilfælde af kontingens i 

historien. Kontingensfelter defineres som de punkter i historien, hvor den fremstår 

åben, de tilfælde hvor noget andet kunne være sket. Kontingensfelter er vigtige, idet 

deviationspunktet altid bør placeres i et kontingensfelt. 

Derefter er målet at finde ud af hvad der var muligt og hvad der var umuligt i de 

enkelte tilfælde. Man opstiller en model med de forskellige faktorer inkorporeret og 

vurderer derefter faktorernes påvirkning gennem analyse af aktører og 

generaliserende antagelser om årsagseffekter i relation til menneske og samfund. 

Forskere indenfor denne metode bruger ofte den såkaldte ”minimal-rewrite-of- 

history”-regel. Det betyder, at der søges efter de mindste årsagssammenhænge med 

de største konsekvenser. Et eksempel på dette er eksemplet, hvor en sommerfugls 

bask med vingerne kan forårsage en orkan på den anden side af jorden. 16 

Ad 2. I nomotetiske kontrafaktiske scenarier tages der ikke højde for empirisk 

data. Man laver en teoretisk udviklingsmodel og lægger den ned over en historisk 

situation for at bruge den til at perspektivere. Da der ikke ligger nogen analyse af 

kontingens eller begrundelse for placering af deviationspunkt til grund for 

nomotetiske kontrafaktiske scenerier, har de en tendens til at blive ”ahistoriske”. 

Herunder placerer Fogels bog om et USA i 1800-tallet uden jernbaner sig. 17 

Ad 3. Belkin og Tetlocks ideografisk-nomotetiske kontrafaktiske scenerier kan 

sidestilles med Helleksons ide om, at de bedste kontrafaktiske historier både søger at 

belyse afvigelsens forudsætninger for, og troværdighed af den faktiske historie, samt 

at der redegøres for de mulige konsekvenser. 

Ad 4. Tankeeksperimenter i forbindelse med kontrafaktisk historieforskning 

baseres på logiske argumenter i matematik, fysik og økonomi. De kan bruges til at 

identificere argumentatoriske fejl og mangler i samfundsvidenskabelige teorier. 


22



Ad 5. Den sidste kategori omhandler mentale simulationer af kontrafaktiske 

verdener og det bygger på menneskelige psykologiske tankestrukturer, altså at man 

tænker en kontrafaktisk situation igennem i hovedet uden brug af teori. 

Tetlock og Belkin forsøger endvidere at definere god kontrafaktisk 

historieskrivning ved at opstille kriterier for hvad kontrafaktiske scenarier kan 

vurderes ud fra: 

1. Klarhed 

2. Logisk konsistens 

3. Historisk konsistens 

4. Teoretisk konsistens 

5. Statistisk konsistens 

6. Fremskrivelsessikkerhed 18 

Ad 1. Klarhedskriteriet handler om at få deviationspunktet defineret og 

afgrænset. Det kan sammenlignes med et naturvidenskabeligt laboratorieforsøg, hvor 

alle omstændigheder omkring forsøget nøje klarlægges. Det er vigtigt, at der 

redegøres for de manipulationer der benyttes i fremstillingen af et kontrafaktisk 

scenarium. I forsøget på at få klarhed over fremstillingen kan man støde på 

problemer, hvis man vælger et stort kontrafaktisk scenarium, da konsekvenserne som 

følge af dette let bliver uoverskuelige og svære at gøre rede for. 

Ad 2. Den logiske konsistens i et kontrafaktisk scenarium opnås ved at 

forbindelsesleddene mellem forudsætningerne og konsekvenserne er troværdige. Med 

andre ord skal den kontrafaktiske historiker skabe overbevisende 

kausalkonstruktioner. 

Ad 3. Historisk konsistens kræver, at den kontrafaktiske konstruktion er den 

faktiske historie tro - der må ikke ændres på aktørers personlighed eller f. eks 


23


geografiske forhold. Det forudsætter dog, at man anerkender en bestemt udlægning af 

historien. Desuden skal der kun være et deviationspunkt i analysen. 

Ad 4. Kravet om teoretisk konsistens bygger på, at teorien skal være 

velbegrundet og at den er afhængig af den valgte historiske situation. Der stilles 

derfor samme krav til kontrafaktisk historieskrivning som til andre metodiske 

fremgangsmåder. 

Ad 5. Statistisk konsistens, femte kriterium, kommer i forlængelse af fjerde 

kriterium. Det nytter ikke noget at ændre på statistiske forhold, der ikke repræsenterer 

en ”åben” situation. Et eksempel kunne være, at man ikke må give en politisk 

beslutning 10% tilslutning hvis den reelt var på 90%, da det i sådan et tilfælde ikke er 

bagateller eller tilfældigheder der afgør udfaldet. 

Ad 6. Det sidste vurderingskriterium handler om fremskrivningssikkerhed. Ved 

hjælp af tendenser i samfundet forsøger historikeren at lave en fortidig 

fremtidsforskning med udspring i deviationspunktet. For at anskueliggøre dette kan 

man sammenligne med en nutidig fremtidsforsker, der ved at redegøre for samtiden 

forsøger at opstille et realistisk bud på fremtiden. Efter vores overbevisning må et 

troværdighedskriterium for kontrafaktisk historieskrivning altså være, at den skaber 

et realistisk alternativ til den faktiske historie udfra valg af et afgrænset, åbent 

deviationspunkt, og uden at ændre på statiske historiske præmisser. 

Erkendelsesteoretisk tilgangsvinkel til kontrafaktisk historie 

Den tyske antikhistoriker Alexander Demandt interesserer sig ikke for 

fremstillingsform og reception, som eksempelvis Hellekson, men har sit fokus på det 

erkendelsesmæssige aspekt. 

Demandt diskuterer den kontrafaktiske histories eksistensberettigelse ved at se 

på de åbne situationer i historien og derefter belyse, hvordan disse er brugbare i en 

kontrafaktisk historiesammenhæng. 19 


24



Hans historiesyn er anti-deterministisk, hvilket eksemplificeres i kraft af hans 

udtalelse: ”that history did not by any means have to happen the way 

it did”. 20 Der er altså andre måder, hvorpå historien kan opfattes end den faktiske. 

Demandt har den indstilling, at i og med de ”etablerede” historikere allerede 

ved, hvad udfaldet af historien er, bremser det andre tilgange til forståelsen af 

historie. Ved at betragte åbne situationer i historien ændrer synspunktet sig og gør det 

tilnærmelsesvist muligt at få en klarere forståelse af, hvordan disse situationer blev 

opfattet i deres samtid. ”Hvordan kunne historien have udformet sig? Hvad nu 

hvis…?” er spørgsmål, der her trænger sig på. 

Ifølge Demandt er årsagssammenhænge (kausalforklaringer) og de åbne 

situationer nært beslægtede. Om dette siger Demandt: ”If we hold someone 

responsible for an action, we are presuming that he had 

alternatives”. 21 Følgelig ligger der i (årsags)sammenhængen en iboende 

kontrafaktisk form for argumentation, fordi der er mulighed for alternativer (som 

citatet implicerer). Slutteligt beskriver Demandt de førnævnte åbne situationer som 

tragtåbninger i historien, hvilket er ensbetydende med at bevæge sig fra kontingens til 

determinans. 

Fusionen af de tre skitserede tilgangsvinkler til kontrafaktisk historie (hhv. 

Helleksons litteraturvidenskabelige, Belkin og Tetlocks samfundsvidenskabelige, 

samt Demandt erkendelsesteoretiske), bidrager alle til en definition af, hvad 

grundlaget for at skrive god kontrafaktisk historie bør være. 

Dahlberg selv har givet en definition, der lyder: 

”Altså vil jeg definere (god) kontrafaktisk historieskrivning 

som en metode, der på baggrund af en analyse af et historisk 

kontingensfelt opstiller ét og kun ét nøje afgrænset 

deviationspunkt, i hvilket der manipuleres med én bestanddel 

af den historiske konstruktion, som den kontrafaktiske 


25


udlægning skriver sig op mod, hvorefter de tænkelige 

konsekvenser af denne manipulation godtgøres i teoretisk 

konsistent argumentation.” 22 

Der eksisterer fire hovedpunkter i Dahlbergs definition: 

1. Analyse af et historisk kontingensfelt 

2. Ét nøje afgrænset deviationspunkt 

3. Manipulation af én bestanddel 

4. Teoretisk konsistent argumentation 

Ad 1. Dahlberg benytter begrebet ’historisk kontingensfelt’ for åbne situationer, 

i samme betydning som tragtåbninger, jf. Demandt. Anerkendelse af at individers 

handlinger, på et specifikt historisk tidspunkt, kan være medvirkende til at historiens 

udvikling kan gå i flere forskellige retninger, er essensen i et konstrueret, historisk 

kontingensfelt. Det modsatte af kontingens er determinans, hvorfor en vigtig 

bemærkning er, at kontingensfeltet er et indetermineret område. 

Ad 2. Her indsnævres afgrænsningen yderligere, hvilket kommer til udtryk i 

udvælgelsen af ét centralt punkt i kontingensfeltet. Det er et krav, at 

deviationspunktet placerer sig fortiden – hvilket betyder, at nutid og fremtid ikke har 

relevans i tilgangen til kontrafaktisk historie. 

Ad 3. Her er fokus lagt på manipulationen af den enkelte bestanddel, som den 

kontrafaktiske historie tager udgangspunkt i. 

Ad 4. Ideen med dette punkt er at argumentere for de valg den kontrafaktiske 

historiker træffer i udformningen af sin tekst. For at retfærdiggøre teksten skal det 

være en troværdig teoretisk argumentation. 


26

Delkonklusion 



Kapitel 2 er en redegørelse af centrale begreber indenfor kontrafaktisk historie i 

en dansk og international kontekst. Vi har anskueliggjort metoder anvendt i feltet for, 

i henhold til vores problemformulering, at kunne sidestille og sammenligne disse 

teorier i forhold til vores valgte historievidenskabelige teorier, som vil blive 

introduceret i kapitel 3. Vi har revideret en række af de overvejelser, forskerne i de 

kontrafaktiske felt har gjort sig for at forstå kontrafaktisk historieskrivning samlet. En 

forståelse af feltet vil hjælpe os i diskussionen af kontrafaktiske fremstillingers brug 

af metodikker lånt fra andre dele af historievidenskaben. 

Det er ydermere vigtigt at bemærke, at kontrafaktisk historie er et mangfoldigt 

felt. I ovenstående kapitel har vi søgt at fremstille teoretikere, der hver især 

repræsenterer forskellige tilgangsvinkler til kontrafaktisk historie. 

Hvor Karen Hellekson har en skønlitterær tilgang til feltet, der tilnærmelsesvis 

minder om den radikale postmodernisme, ses det at Tetlock og Belkins 

samfundsvidenskabelige teori nærmere lægger sig op ad den traditionelle 

historievidenskab – bl.a. med dens fokus på årsagssammenhænge. 

Med denne viden in mente, at kontrafakta-historiefeltet er bredt og mangfoldigt, 

må det konkluderes at kontrafaktisk historie i sig selv rummer variationer og derfor 

ikke kan betegnes som værende entydig. 

Videre kan det diskuteres, hvorfor Dahlberg vælger at illustrere feltet ved en 

håndfuld teoretikere, som ligger langt fra hinanden i deres meninger, holdninger og 

syn på kontrafaktisk historie. Dahlberg undlader at lade ovennævnte teoretikere 

“diskutere” og han gennemarbejder ikke yderpunkterne i feltet. Det skal forstås på 

den måde at han ikke forkaster yderpunkterne, men i stedet udvælger dem han kan 

bruge. 

Dahlberg sigter tydeligvis mod at give læseren et indtryk af feltets bredde. Som 

tidligere nævnt placerer Hellekson og Tetlock og Belkin sig utrolig langt fra hinanden 

2. Teorier om kontrafaktisk historie — Delkonklusion 

27


i måden, hvorpå de anskuer kontrafaktisk historie. Der gives en bred præsentation af 

feltet, hvilket giver læseren et indtryk af dets homogenitet, der dog er berørt en anelse 

overfladisk. 

Der bliver ikke foretaget en kritisk analyse af feltet, da der ikke er nogen mening 

i at begrænse sit eget felt. 

Med kapitel 2 har vi afdækket et felt med mange facetter for derved at finde ud 

af, hvor og på hvilken måde de forskellige teorier nærmer sig henholdsvis den 

etablerede historievidenskab og postmodernismen. 

2. Teorier om kontrafaktisk historie— Delkonklusion 

28

postmodernismen 



3. Den etablerede historievidenskab og 

Den etablerede historievidenskab 

- ”Jeg er forstadspostmodernist” 

- ”Jaså” 

- ”Jeg vil hellere være 

neodekonstruktivist, men det må jeg 

ikke for mor” 

Steen og Stoffer 

Som vi også har givet udtryk for i afsnittet om metodeovervejelse, er en 

tilnærmelse og brug af størrelsen ”en etableret historievidenskab”, selvfølgelig 

problematisk. Vi vil dog alligevel forsøge at trække nogle tematikker frem, som 

fylder meget i historiefaget. Vi vil præsentere disse tematikker udfra fremtrædende 

historikere, som vi mener har dannet kanon for det danske historievidenskabelige felt. 

Kristian Erslev er en af disse som med sin kildekritik, har dannet skole for det danske 

historievidenskabelige felt, og vi vil derfor starte med en præsentation af ham. 

Historikere som Ottar Dahl og H.P. Clausen vil også blive berørt, når vi gennemgår 

problemet om ”Objektivitet i historikerens problemvalg” og ”Determinisme og 

kausalitet”. Dette leder op til afsnittet om postmodernismens kritik af 

historievidenskaben. 

Kristian Erslev 

Kr. Erslevs grundsætninger, hvor bogen ”Historisk Teknik” udgivet i 1911 er et 

af hans mest fremtrædende værker, har været dannende for historiefagets 

arbejdsmetode i Danmark op i gennem det 20. århundrede. Kr. Erslev var professor 

ved Københavns universitet fra 1883 til 1916 og blev derefter rigsarkivar indtil 1924. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Kristian Erslev 

29


Han fremstod i Danmark som skaberen af den moderne kildekritik og fandt især 

inspiration fra Niebuhr og Leopold von Ranke. Erslev havde som underviser på 

Københavns Universitet fremstillet en lang række grundsætninger om historisk 

metode, som han brugte i sin undervisning. Disse grundsætninger blev i 1892 til 

bogen ”Grundsætninger for historisk kildekritik”. Med udgangspunkt i denne bog 

holdt Erslev en række forelæsninger, som han siden hen udviklede til ”Historisk 

Teknik”. Bogen kom, som sagt, til at indføre den nye kildekritik i dansk historieteori. 

Kr. Erslevs kildekritik var for samtiden en ny måde at forholde sig objektivt til 

de historiske kilder. Ved hjælp af den metodiske kildekritik kunne historikeren 

afprøve sit kildemateriales udsagnsværdi. For at bestemme kildernes gyldighed 

afprøvede Erslev først kildernes værdi udfra en række grundtanker. Efterfølgende 

diskuterede Erslev, hvordan, og i hvilken grad, vi kan slutte fra kilder til den 

historiske virkelighed. 

Grundlaget for den nye kildekritik var erkendelsen af at de oldsagn, man før 

havde sat sin lid til, ikke kunne tildeles sand historisk værdi. Denne erkendelse lagde 

kimen til opgøret med den nationalromantiske historieskrivning, der ikke skelnede 

mellem myte/sagn og sand historisk tid. 23 Kildekritikken kan ses som et forsøg på at 

nærme sig en objektiv fremstilling af den ”rigtige” historie ved hjælp af den 

metodiske og kildekritiske fremgangsmåde. Dette bør forstås som et resultat af det 

19. århundredes erkendelse af, at alle historiske kilder er prægede af deres forfatters 

subjektive opfattelse. 24 

Erslevs differentiering af kilderne 

Erslev gør op med en specifik inddeling af kilderne, fra bl.a. den tyske 

historievidenskab, hvor beretninger og levninger adskilles som to hovedgrupper. 

Erslev tilbageviser denne opdeling som unødvendig, da en beretning også kan siges at 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Kristian Erslev 

30



være en levning, alt efter hvordan historikeren behandler den. Det er altså ikke givet i 

kilderne selv, om de tilhører en beretning eller en levning men snarere et udtryk for 

historikerens tilgang til dem. 25 I stedet mente han, at en tredeling var mulig, alt efter 

den måde man metodisk ønsker at benytte kilderne på. Denne inddeling formulerer 

Erslev således: 

1. ”Lævninger af Fortidsmenneskene selv og af den Natur, der 

har omgivet dem; 

2. Fortidsmenneskenes Frembringelser af alle Arter, som endnu 

er bevarede; 

3. Nutidslivet, forsaavidt det tillader Tilbageslutninger 

til, hvad der er sket i Fortiden”. 

Erslev erkender at langt de fleste kilder falder ind under gruppe b, men endnu en 

vigtig sondring må gøres mellem det, Erslev kalder ”talende” og ”stumme” kilder. De 

talende er her benævnelsen for de kilder, som Erslev mener indeholder et budskab 

eller meddelelse i form af ord og billeder, mens de stumme er dem, der ikke har 

nogen meddelelse. Sondringen imellem disse er iflg. Erslev vigtig, idet talende kilder 

både kan bruges som beretninger og levninger, mens de stumme kun kan fungere som 

levninger. 26 

Tolkning af kilderne 

Når det heuristiske arbejde - eftersøgningen og fundet af kilderne - er overstået, 

er det nødvendigt at fortolke kilderne for at kunne fremstille dem som et led i den 

historiske virkelighed. Erslev bruger ordet fortolkning på en lidt anden måde, end vi 

ville bruge ordet i dag. For Erslev er fortolkning af kilder et spørgsmål om forståelse 

af kilderne i forhold til deres samtid. Når man læser et brev med historisk indhold, 

bør man ikke læse det med nutidige øjne. Det ville ikke være en god måde at finde ud 


31


af, hvad kildens ophavsmand ville sige; Kildens forfatter må i alle tilfælde skrive 

udfra sine egne forudsætninger. Ligeledes må en historiker, når et maleri tages i 

betragtning, være opmærksom på den specielle malemåde, man brugte i fx 

Middelalderen, hvis han ønsker at få en konkret viden om dets samtid ud af det. 27 

Erslev pointerer, at specielt i skriftens verden gælder det, at kildens opståen også bør 

medregnes; Teksten i en gravtale vil have helt anderledes baggrund for de valgte ord 

end teksten i en smædesang. 

Det er med andre ord nødvendigt at bestemme kildernes oprindelse. Her opstiller 

Erslev 5 grundlæggende punkter, som man må undersøge. Disse er: 

1. Findestedet og fundforholdene. 

2. Materiale og teknisk udførelse. 

3. Sprog og stil, retstavning. 

4. Slægtskabsforhold til andre kilder. 

5. Sammenstille hvad der står i kilden med hvad man ellers ved om personer 

eller fakta. 28 

Af denne fremgangsmåde følger naturligt ønsket om at vide, om det er ægte eller 

falske kilder, som vi har med at gøre. Man kan altså ikke altid stole på en kilde, 

førend man har prøvet dens ægthed. Der kan forekomme direkte fejl i kilder, som er 

opstået i den historiske situation, skrevet af forfatteren til kilden. Hvis historikeren 

afslører sådanne fejl, har han blot en ny opgave. En fejlbehæftet kilde kan ikke siges 

at have mindre vidneværd, den er stadig autentisk. Grunden til fejlen må i stedet 

søges forstået hermeneutisk a , idet fejlen er lige så autentisk som kilden. Her er det 

Erslevs argument, at historikerens opgave forbliver den samme; At forstå kildens 

ophav udfra dens samtid, vi må altså søge at forstå, hvorfor og hvordan fejlen kunne 

opstå. Kilden kan selvfølgelig også vise sig at være en historisk forfalskning. 

a Betydningsmæssig, vedrørende fortolkning – Gyldendals Fremmedordbog, 11 udgave, 1993. 


32



Forfalskninger har altid været en hurtig og nem måde til manipulation, men 

historikeren må med sit retroperspektiv ikke lade sig narre. Her er hans opgave igen 

den samme, som hvis forfalskningen havde været en fejl, forfalskningen er autentisk 

og skal forstås som sådan. 29 

Erslev fornægter ikke fortolkningen af kilderne, men han forsøger ved hjælp af 

den kildekritiske metode at omgå den. Igen pointerer han, at slutninger alene må 

drages ud fra faktiske kilder. I ”Historisk Teknik” §34 forklarer Erslev sin holdning 

til objektivitet og kilder meget klart: 

”Fortolkningen skal gennemføres saa klart og skarpt som 

mulig, og især maa man vogte sig for at gå til Fortolkningen 

med forudfattede Meninger eller Theorier.” 30 

Dette er derfor en klar afvisning af det subjektive element i fortolkningen af 

kilder. Erslev tillægger sig en positivistisk inspireret tilgang ved at mene, at kilden 

alene kan ses udfra dens egen historiske kontekst, og at forfatteren skal gøre alt for at 

fralægge sig forudindfattede meninger. 

I stedet for at bruge fortolkninger til at forstå fortiden, kan vi bruge 

tilbageslutninger. Det er et begreb, som historikeren kan bruge til at forstå hændte 

ting og deres kausale sammenhænge. 

”Særlig frugtbar er Tilbageslutningen, da vor kundskab jo som 

regel vokser, jo nærmere vi kommer vor egen tid.” 31 

Erslev åbner for en metode, der senere hen er blevet brugt af mange 

historieteoretikere. Metoden anerkender implicit kausalsammenhænge som 

historieskabende. Hvis man kan se tilbage på fortiden og udpege specielle kausale 

lovmæssigheder, erkender man dem også som vigtige for historien. 


33

Primære og sekundære kilder 


For Erslev er sondringen mellem primære og sekundære kilder essentiel. Da 

Erslev fastslår, at en fortolkning uden forudindfattede meninger af kilderne er 

nødvendig, må den næste afgørende undersøgelse dreje sig om kildernes 

troværdighed. Selv kalder han det vidneværdsættelse. Før havde man ikke været 

synderligt opmærksom på beretningernes sandhedsværdi, men blot søgt i kilderne, 

hvor de stemte overens. Erslev insisterer på at lave en indbyrdes hierarkisering de 

talende kilder imellem, hvor han skelner mellem primære og sekundære kilder. Altså 

kilder der er fortællende, eller som det også kaldes, en beretning. Den primære kilde 

er karakteriseret ved enten at være et direkte vidneudsagn fra et førstehåndsvidne, 

eller en kilde der evt. bygger på en anden kilde, som vi bare ikke kender til eller har 

adgang til. Den sekundære kilde er en beretning, som knytter sig til en kilde, vi i 

forvejen er bekendt med. Denne inddeling af primære og sekundære kilder er ikke et 

forhold, som er givet i kilden, men snarere en inddeling lavet af historikeren udfra det 

materiale, han har til rådighed. Primære kilder kan som sådan altså udmærket blive til 

en sekundær kilde, hvis vi finder den kilde, som vores umiddelbare primære kilde 

bygger på. Pointen i denne inddeling, mener Erslev, ligger i vidneværdien, som vi 

tillægger vores kilder. Det er som sagt meget betydningsfuldt, da vi ofte beror vores 

slutninger udfra vores kilder. Erslevs pointe i denne sammenhæng er, at hvor 

sekundære kilder aldrig har nogen vidneværdi, er vi overladt til de primære kilder, 

hvis vidneværdi dog tit kan være meget forskellig. 32 

Skelen til naturvidenskaberne 

Den kritiske kildeanalyse er et opgør med den tidligere historieskrivnings 

ukritiske brug af sekundære kilder. Den systematiske og kildekritiske fremgangsmåde 

har bidraget væsentlig til at historiefaget blev accepteret som en videnskabelig genre. 

Med positivismen som inspirationskilde, hvis metodikker lå på linje med 


34



naturvidenskabens, fik Erslev legitimeret historievidenskaben. Med de kildekritiske 

ideer indførte Erslev en systematisk forståelse af kilderne, som for samtiden hævede 

fagets troværdighed betydeligt. En af positivismens grundtanker var, at man kunne 

legitimere de humanistiske videnskaber ved at overføre de naturvidenskabelige 

metodikker til de humanistiske videnskaber. 

Synspunktet er, at naturvidenskabens fokus på empirisk argumentation giver 

videnskaben mulighed for at frembringe et sandt billede af virkeligheden. 

Humanioras retoriske argumentation ses i denne sammenhæng som uvidenskabelig, 

fordi beviserne ikke umiddelbart kan bekræftes empirisk. Erslevs kildekritik skal ses 

som en naturvidenskabelig metodik, der er overført til humaniora. Erslevs tanker har 

medvirket kraftigt til denne indplacering af naturvidenskabelige metodikker i 

historiefaget og hans tanker præger stadig det stadig. 

Objektivitet i historikerens problemvalg 

Et af de allerstørste holdningsskift, der har været inden for historievidenskaben i 

løbet af de sidste 100 år, er spørgsmålet om historikerens mulighed for objektivitet. 

Positivismen var bygget op på ét fikspunkt: At historikeren kunne undgå at være 

subjektiv idet han undersøgte fortiden. For positivismen var det altafgørende at 

historikeren kunne beskrive historien som ved laboratorieundersøgelser, altså som 

hvis historiefaget var en naturvidenskabelig praksis. Denne forståelse af objektivitet 

er blevet polemiseret utrolig mange gange og har været det største kritikpunkt af 

positivismen. Vi skal i det følgende vise, hvilke overvejelser Erslev har gjort sig på 

dette punkt, samt videre perspektivere det til relativismen og den norske historiker 

Ottar Dahls teorier. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Objektivitet i historikerens 

problemvalg 

35


Den danske kildekritiks forståelse af objektivitet 

Kristians Erslevs citerede §34 om historikerens forudindtagede meninger, se 

ovenfor, illustrerer hans forståelse af objektivitet ganske godt. Erslev advarer 

udtrykkeligt i paragraffen mod at gå til kilderne med forudbestemte meninger. 

Erslevs historieforståelse er udlagt i den retning: Kilderne er vores eneste adgang til 

historien. De vil sige os noget, hvad enten det er stumme eller talende kilder, men det 

de kan sige er bestemt på forhånd. Vi må ikke drage mere fra kilderne, end de på 

forhånd selv indeholder om den faktiske fortid. Erslev forventer alligevel ikke, at 

man kan dække samtlige latente kilder. Som historiker kan man ikke finde, eller 

overskue, samtlige kilder til en historiske fortid, der vil altid eksistere latente kilder. 

Til gengæld forventer Erslev, at vi vælger vores kilder uden hensyn til egne 

præferencer. Erslev interesserer sig ikke eksplicit for historikerens rolle, han 

forventer, at den holdes objektiv, men han fremhæver, at enhver kilde må være 

subjektiv til en vis grad, og at man bør tage højde for dette. 33 

Når vi har fastlagt, at Erslev overordnet set mener at historikeren kan være 

objektiv, er det nødvendigt at se på en kritik af dette synspunkt. Det er som sagt 

anfægtet mange gange, at en historiker skulle kunne forholde sig objektivt til sit valg 

af problemstillinger samt i hans valg af kilder. Relativismen er det kraftigste angreb 

på Erslevs forståelse af objektivitet 

Relativismens angreb på objektiviteten 

Charles A. Beard formulerede relativismens grundteser. Beard følte sig 

provokeret af positivistiske tanker, som fastholdt objektiviteten som et absolut krav i 

historiefremstillingen. Ifølge Beard kan objektivitet slet ikke eksistere i en 

fremlægning af noget. Beard fremstillede 4 hovedpunkter til kritik af de positivistiske 

tankegange: 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Objektivitet i historikerens 

problemvalg 

36



1. Viden om fortiden er altid indirekte 

2. Viden om fortiden er begribeligvis ufuldstændig 

3. Som historiker kan fortiden ikke fremstilles uden at den tolkes eller i 

hvert fald struktureres 

4. Ligeledes vil der indgå værdier i behandlingen af historien 34 

Dette er en total afvisning af Erslevs forståelse af objektivitet, faktisk er det en 

afvisning af al forsøg på objektivitet. Specielt punkt 3 står i direkte modsætning til 

Erslevs §34, som jo hævder historikerens objektivitet. Beard er historisk relativist, 

idet han hævder, at alle handlinger skal og må forstås relativt i forhold til subjektets 

historiske samtid. 35 Relativisme er en ekstrem tilgang til historien, idet man ved hjælp 

af afvisningen af objektiviteten kan afvise alle historiske begivenheder. En relativist 

vil kunne afvise Holocaust ved at fastslå, at alle kilder er konstruerede. Der findes 

heldigvis middelveje mellem Erslevs noget forsigtige tilgang og den relativistiske 

udradering af historien. 

Dahls forståelse af objektivitet 

Ottar Dahl b har ligeledes beskæftiget sig indgående med historiefilosofi og 

-teknik. Han er en af de teoretikere, der har givet en plausibel teori, der ligger 

imellem Erslevs og relativismens. Dahl gør klart, som Beard gjorde det, at historien 

aldrig kan beskrives fuldstændigt. Dahl mener alligevel at man må forlange, at: 

”Sannhetskravet innebærer m.a.o. ikke at man skal si alt, men 

at det man velger å si, skal være riktig.” 36 

b Norsk historiker, 1924- 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Objektivitet i historikerens 

problemvalg 

37


Denne måde at omgå historikerens objektivitet i hans problemvalg kan bruges til 

at tilbagevise relativistiske historieopfattelser. Hvis man ikke kan få alle kilder med i 

betragtning, må man i stedet sætte krav om at de kilder man vælger har 

sandhedsværdi. 

H.P. Clausen lægger sig tæt op ad Dahl i hans syn på objektivitet. Han påpeger 

at, ”kun få vil følge Charles A. Beard, når han kalder troen på objektiviteten som en 

ædel drøm”. 37 Clausen mener altså, at historikeren med almindelig sund 

påpasselighed kan omgå de problemer relativismen behandler og derved nå til et 

resultat, der kan bruges, så længe historikeren bruger sine faglig-tekniske normer. 

Problemet ved objektivitet i forhold til historieskrivningen bliver nemlig ændret 

efter motivet til at skrive, argumenterer Dahl. Han ser overordnet tre motiver for 

historieskrivningen. Dahls opdeling er en ramme for forståelsen af historikerens 

objektive standpunkt i en tekst. 

1. Det æstetiske motiv 

2. Det pragmatiske motiv 

3. Det intellektuelle motiv 38 

Ad 1. Det æstetiske motiv opfylder forfatterens behov for at formidle sit eget 

synspunkt og læserens behov for spænding og drama. I dette motiv er objektiviteten 

naturligvis i baggrunden, idet forfatteren må vende og dreje fortiden for at ramme de 

virkemidler, han ønsker at bruge i fremstillingen. Dette motiv går egentlig godt i tråd 

med den postmodernistiske tankegang om historikerens rolle. 

Ad 2. Det pragmatiske motiv bruger forfatteren, når han bevidst ønsker at ændre 

på sin samtids eller fremtids opfattelse af historien. Det kan han gøre med et 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Objektivitet i historikerens 

problemvalg 

38



opdragende eller argumentatorisk motiv. Dette motiv synes især brugt i 

mytedannelsesprocesser eller i skabelsen af nationalstaterne via nationalpropaganda. 

Ad 3. Det intellektuelle motiv bærer ønsket om teoretisk renhed. En forfatter 

med dette motiv ønsker ikke nogen speciel indvirkning på samfundet med sin 

fremstilling, han ønsker blot at fremstille fortiden uden subjektive, forudindtagede 

holdninger. Netop det sidste; Uden subjektive, forudindtagede holdninger, var det, 

Erslev advarede imod. Erslevs motiver ligger altså inden for denne gruppe. 

Determinisme og kausalitet 

Mennesket er pr. definition nysgerrigt og vil altid undre sig. Det står klart, at vi 

derfor undrer os over, hvad der skete i specielle historiske situationer. Men vi undrer 

os ikke kun over, hvad der skete, men hvorfor det skete. For en person, der befinder 

sig på et bestemt tidspunkt, kan samtiden være svær at overskue. For denne person er 

de latente muligheder og de potentielle valg uendeligt mange. Hvad et eventuelt valg, 

og dermed fravalg af andre ting, vil medføre er ganske simpelt uoverskueligt. For en 

historiker der kan betragte en førstnævnte persons historiske samtid ser situationen 

dog komplet anderledes ud, i det han kan se resultatet af den, for historiske person, 

valgte handling. For den historiske person er perspektivet meget bredt. Han kan ikke 

umiddelbart selv overskue konsekvenserne af sine valg, men som de foretages 

indsnævres hans fremtidige valgmuligheder. 39 Dette kan illustreres vha. af 

nedenstående model. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Determinisme og kausalitet 

39


Den historiske person 

Perspektiv Perspektiv 

Figur 1 

Den historiske person ser med andre ord sin egen situationen og fremtid som 

værende åben, hvilket historikeren kan anklages for at komme til at glemme, og 

betragte indtrådte begivenheder som uundgåelige. Iflg. H.P. Clausen er dette også en 

del af forklaringen på at historikeren ofte ser på de mere upersonlige kræfter som 

værende årsager, da disse er nemmere at opstille kausalkæder udfra. c Et historiesyn 

som den marxistiske materialistiske historieopfattelse må netop siges at gøre dette. 

Her forklares hovedsageligt de store træk som klassekamp, konjunkturudsvingninger 

og storpolitik som de udslagsgivende drivkræfter bag historiens gang. 40 

Med den erkendelse af at handlingssituationer kan beskrives udfra to forskellige 

synsvinkler (den historiske person og historikeren) fremkommer Ottar Dahl med et 

løsningsforslag om at inddele en handlingsbeskrivelse udfra et aktørsynspunkt og et 

observatørsynspunkt. Hertil mener Ottar Dahl, at man gennem et aktørsynspunkt kan 

beskrive motivet bag handlingen og gennem et observatørsynspunkt kan antyde en 

årsagsforklaring. Denne inddeling opprioriterer forskningen omkring den handlende 

person ved at søge at beskrive dennes opfattelse af situationen. Det hindrer desuden 

en sammenblanding af de to begreber. 41 

c jf. afsnit i kapitel 4 om aktør/struktur forholdet og om metanarrativer senere i dette kapitel 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Determinisme og kausalitet 

Tid 

40



De overvejelser, Ottar Dahl gør sig her, er overvejelser som i dag kan siges at 

have inspireret en nyere historieforskning, hvor man i gennem mentalitetshistorie og 

mikrohistorie prøver at se med den historiske persons egne øjne. Disse overvejelser er 

også at finde i kontrafaktisk historie, som vi senere skal komme ind på. 

Denne problemstilling har som sagt været kendt i historiefaget igennem lang tid 

og Kr. Erslev har da også gjort sig overvejelser omkring dette. Han er enig i, at målet 

må være at forstå de motiver, som har ligget bag personers handlinger, men det er 

iflg. Erslev så usikkert, at vi kun kan slutte meget lidt på baggrund af det. Hvis vi skal 

udføre en nogenlunde sand videnskabelig fremstilling af fortiden, må vi altså 

hovedsageligt benytte os af den kildekritiske fremgangsmåde, mener Erslev. 42 

Determinisme 

Disse fakta, som historikeren Ottar Dahl har kaldt ”fortidens definitive 

karakter”, kan nemt føre til opfattelsen af uundgålighed - at alting er forudbestemt. 43 

Den opfattelse kaldes determinisme. Begrebet dækker over en bestemt forståelse af 

kausalitet og måden hvorpå historien skrider frem på. Ved determinisme forstår man, 

at alle begivenheder kommer som logiske, forudsigelige konsekvenser af andre 

forudgående begivenheder. I det følgende vil vi bruge betegnelsen determinanter om 

de forudgående begivenheder, der har determineret andre begivenheder. 

Alting har en årsag i en sådan grad, at den menneskelige vilje frarøves individet. 

Det vil i historieteoretisk sammenhæng sige, at enhver historisk begivenhed ville 

kunne forudsiges på baggrund af de til enhver tid foreliggende determinanter. Dette 

selvfølgelig med den accept, at det i det historiske øjeblik vil være umuligt at 

overskue disse determinanter, og de kun vil kunne overskues efterfølgende. Man kan 

forestille sig et totalbillede af et bestemt og nøje afgrænset tidspunkt i fortiden. Hvis 

man kunne analysere dette absolutte tidspunkt, ville det samtidig være muligt at 

forudsige fremtiden præcist. Ved at kigge på totalbilledet ville vi kunne se de 


41


determinanter, som senere hen ville determinere processer, som selv ville blive til nye 

determinanter. Det må påpeges at determinister anerkender, at sådanne totalbilleder 

er logisk umulige, samtidig med de anerkender determinanternes eksistens. 

To slags determinisme 

Determinisme deles normalt op i to: Metafysisk determinisme og videnskabelig 

determinisme. 44 Metafysisk determinisme hæfter sig ved en altomfavnende kausalitet. 

Det vil sige, at man regner med, at alle begivenheder er som led i en lang kæde af 

årsag/virkningsrelationer. Den videnskabelige determinisme behandler problemerne 

omkring vores viden i forhold til tiden. Vi kan altid tilbagevise en handling i forhold 

til dens kausale relationer. Dette er især et naturvidenskabeligt synspunkt, som f.eks. 

inden for fysikken længe er set som universelt sandt. Kaosteorien og 

kvantemekanikken har dog udfordret denne forståelse ved at påvise, at selv 

deterministiske systemer kan være kaotiske. d 

Begrebet determinisme har også været brugt til at påvise, at mennesket ikke har 

nogen fri vilje. Hvis alt er forudbestemt, nytter det ikke noget at prøve at handle 

selvstændigt. Der findes ikke mange, som vil bekende sig som ægte determinister i 

dag. Begrebet har alligevel betydning, da det er den mest ekstreme forståelse af 

kausalitetsproblematikken. 

Kausalitet 

Den engelske historiker og filosof Collingwood e har argumenteret for, at man 

ikke kan berette om noget uden at forklare det. 45 At forklare noget vil implicit 

medføre, at man tillægger det kausalitet. En kausalitet kan defineres som en 

d Vi kommer nærmere ind på dette punkt i kapitel 4, ”Historievidenskabelige tematikker i kontrafaktisk historie 

fremstilling” på side 66. 

e Filosof og historiker 1889-1943 


42



årsagssammenhæng mellem to begivenheder. Søren Kjørup f har defineret forklaring 

som: 

”En videnskabelig forklaring er en påvisning af at en 

begivenhed er et resultat af en række særlige omstændigheder 

i overensstemmelse med almindelig lovmæssighed ” 46 

En af det mest klassiske definitioner, der er givet for kausale forklaringer i 

historievidenskaben blev givet af John Stuart Mill g i hans ”System of Logic” fra 

1843: 

”Man siger at en individuel kendsgerning er forklaret når man 

har angivet dens årsag, dvs. når man har anført den kausale 

lovmæssighed som den frembringelse er et eksempel på. En 

ildebrand er således forklaret når det vises at den er opstået 

fra en gnist som er faldet midt i en samling brændbart 

materiale” 47 

Dette er en kausalforklaring, som har lagt kimen til den generelle forståelse af 

årsagssammenhænge. Definitionen indeholder samtidig en lovmæssighed - en gnist i 

brændbart materiale er lig ild. Disse lovmæssigheder, som man kan opsætte skal vi 

kigge lidt nærmere på, fordi de er bestemmende for vores måde at opfatte 

kausalkæder på. 

f Videnskabsteoretiker og filosof 1943- 

g Filosof og økonom 1806-1873 


43

Lovmæssigheder i historien 


For bedre at kunne forklare årsagssammenhængene griber man til at definere 

lovmæssigheder i historien. Med lovmæssigheder forsøger filosofferne at 

retfærdiggøre en sammenhæng mellem årsag og virkning. Iblandt de lovmæssigheder, 

der er opstillet, er den deduktive-nomologiske forklaringsmodel den mest benyttede. 

Loven kaldes også ”the Cowering Law Model” eller blot Popper-Hempel modellen 

efter dens opfindere. Loven siger: 

For alle X og Y, hvis X så Y. 

X. 

Derfor Y. 48 

Hempel mente at en sådan lovmæssighed beskrev de kausalproblemer, som 

logikere og historikere arbejder med. Hempel mener, at hvis vi kan iagttage X og 

definere X klart, og hvis vi kan gøre det samme med Y, da ville iagttageren have 

muligheden for at forudsige Y. Det er Hempels tese, at Y altid vil dukke op, når X er 

til stede, stadig forudsat at betingelserne for både X og Y er præcis de samme. 

Popper-Hempel modellen er en klassisk forståelse af kausalitet og 

årsag/virkningsideen. 

En af de største kritikker af denne model vil være, at humaniora skal forstås 

ideografisk, frigjort af generelle lovmæssigheder, og ikke nomotetisk, bundet 

sammen af love. Dette er et gammelt problem for humaniora; Skal de humanistiske 

videnskaber forstås ved at opsætte en række love, som man har gjort det i 

naturvidenskaben? Ved at sidestile humaniora med naturvidenskaberne mener 

tilhængerne af dette synspunkt, at man kan bekræfte humanioras teorier, hvilket man 

ikke kan uden lovene. De der hellere ser humaniora som en ideografisk videnskab, 


44



mener at humanioras videnskaber ikke skal forstås på naturvidenskabernes 

præmisser, men at konklusioner bør drages på grundlag af teoretiske overvejelser. 

Delkonklusion 

Vi har redegjort for centrale begreber, som knytter sig til den nuværende 

etablerede historieopfattelse og pointeret at Erslevs kildekritik skal ses i lyset af et 

ønske om en mere ”sand” og sikker historieforskning. Kildekritikken er et forsøg på 

at indføre objektivitet i historiefaget. Det er ikke en ren positivistisk tilgang til faget, 

idet Erslev tillader tolkning af kilder og indlevelse i kilderne. Alligevel bærer 

kildekritikken nogle positivistiske træk. Erslev behandler kilderne som et råstof, 

hvorfra historikeren kan udvinde viden om fortiden. Ønsket om objektivitet, 

systematiseringen af kilderne og tilnærmelsen til naturvidenskaberne er andre 

positivistiske træk. Der kan altså siges at ligge et paradoks indenfor historiefaget, idet 

man på den ene side ønsker at undersøge historien udfra næsten naturvidenskabelige 

metoder og altså tror på en objektiv fremstilling, samtidig med at man, som Erslev 

også blev nødt til, må anerkende at tolkning er nødvendigt. Erslev nedtonede selv 

dette problem, men ikke desto mindre er det gået hen og blevet et ”spøgelse” for 

historiefaget. Flere historikere har da også kæmpet med denne problemstilling. 

De centrale begreber som objektivitet og kausalitet har altså været genstand for 

megen diskussion, da de altid har været grundlæggende problemstillinger indenfor 

nyere historieteori. Vi mener dog, at man bl.a. på baggrund af Ottar Dahls 

fremstillinger kan sige, at udviklingen i historiefeltet mere er gået i retning mod en 

opblødning af betydningen af den objektive historiefremstilling. Således vil vi i det 

følgende redegøre for postmodernismens kritik af den etablerede historievidenskab, 

med det formål at belyse hvilke tematikker kontrafaktisk historie gør brug af fra hhv. 

den etablerede historievidenskab og postmodernismens kritik af denne. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Delkonklusion 

45


Den postmoderne kritik af historievidenskaben 

Indledning til postmodernismen 

Postmodernismen tager fat på flere forskellige problemstillinger. Meget centralt 

er opmærksomheden over for sproget og anerkendelsen af, at næsten al vores viden 

om fortiden foreligger i tekster, og at vores viden formidles via sproget. Derfor er 

teksten central, ikke kun som et litterært artefakt, men også forstået bredere således at 

hele kulturer og historiske begivenheder forstås og analyseres som “tekster”. En 

anden ting, der også tages op, er forståelsen af begrebet tid. Der gøres op med den 

lineære tid, blandt andet inspireret af moderne fysik, eksempelvis Einsteins 

relativitetsteori. Dette betyder, at man ser mere skeptisk på 

årsagsvirkningsforklaringer og tiden som en konstant. Desuden gør man op med store 

fortællinger (metanarrativer) der gør historien lineær, dvs. forklarer historien i faser, 

der efterfølger hinanden i overensstemmelse med indbyggede love. 

Opmærksomheden omkring disse punkter har mundet ud i en effektiv kritik af 

absolutte sandheder og de deraf følgende fikseringer og kanoniseringer. Det vil også 

sige, at en erkendbar objektiv sandhed omkring fortiden er umulig. Derfor er det 

opgaven for postmodernisterne at finde og dekonstruere enhver konstruktion og 

fiksering. Konstruktioner er svære at undgå, men det er heller ikke det der er 

formålet, men derimod at øge skepsisen overfor disse fikseringer og dermed øge 

friheden for den enkelte. Postmodernismen er derfor en proces, der sætter spørgsmål 

ved vore mest indbyggede vaner og traditioner, både indenfor videnskab men også 

indenfor kunst og litteratur. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Indledning til postmodernismen 

46



Postmodernismen i historievidenskaben 

For at give indblik i hvilken måde, hvorpå den postmoderne kritik eksplicit har sat 

spørgsmålstegn ved den etablerede historievidenskab, har vi valgt at tage udgangspunkt i 

Keith Jenkins bøger ’Why History’ og ’The Postmodern History Reader’. Dette har vi 

gjort fordi Jenkins har en postmoderne position inden for historiefeltet og argumenterer 

for en postmoderne tilgang til historievidenskaben. Altså har vi valgt at fokusere på 

Jenkins kritik af historievidenskaben, således at den postmodernistiske kritik står så 

tydeligt frem, at vi kan stille den overfor Erslevs, H.P Clausens og Ottar Dahls 

historiebegreb, som vi har defineret til at være etableret historievidenskab. Det 

overordnede mål hermed er at give en redegørelse for hvad postmodernismen kritiserer 

ved den etablerede historievidenskabs metoder og teorier. På denne måde vil vi i kapitel 

4 se på hvilke tematikker og metoder fra den etablerede historievidenskab, der går igen i 

kontrafaktisk historieskrivning, og på hvilken måde kontrafaktisk historieskrivning 

lægger sig op af den postmoderne tænkning og dennes tematikker. 

Keith Jenkins bog ’Why History’ er et kampskrift imod traditionel modernistisk 

historieskrivning, og som sådan er det et meget polemisk skrift. Der er ingen tvivl om 

Keith Jenkins postmodernistiske position og at han mener, at historievidenskaben er 

blevet overflødig i sin nuværende form. Bogen er ment som en debatbog, der i sproglig 

henseende er værdiladet og provokerende. Det er derfor nødvendigt at forholde sig 

kritisk til ’Why History’. Men det at bogen ikke er neutral er ikke en svaghed i forhold 

til vores tilgang, idet vi netop vil beskrive hvad postmodernismen kritiserer ved den 

traditionelle historieskrivning. Vi vil ikke forholde os til spørgsmålet om, hvorvidt Keith 

Jenkins har ret i sin generelle kritik, men referere hvad hans kritik går ud på. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Postmodernismen i 

historievidenskaben 

47


”The Post Modern History Reader” er ment som en grundbog indenfor det 

postmoderne historiefelt. Den består af originaltekster sammensat og kommenteret af 

Keith Jenkins. I begge bøger strukturerer han sin kritik ved at dele den modernistiske 

historieskrivning op i to dele: ” Upper and lower case history ”. Upper case history er 

metanarrativer, det vil sige store fortællinger om historiens gang, mening og 

fremadskriden, eksempelvis ideologiske tilgange som marxistisk historieteori, 

liberalisme eller historisme. Lower case historie er seriøs historieskrivning 

konkretiseret i den meget kildenære og arkivariske tilgang. Disse to forskellige 

historieopfattelser har det til fælles, at de som udgangspunkt postulerer, at man kan 

udlede noget af historien og derved tage ved lære af den. Altså at der i historien 

findes en mening og at man kan udlede noget sandt fra den. Dette mener Jenkins fra 

postmodernistisk standpunkt ikke at man kan. For at argumentere for dette bruger 

Jenkins flere forskellige postmoderne teoretikere. Nogle af disse vil vi hermed 

redegøre for. Vi har valgt at overtage Jenkins opdeling af historiefeltet i vores 

gennemgang af den postmoderne kritik. Således har vi valgt overordnet at se på, 

hvorledes postmodernismen kritiserer henholdsvis ’upper case’ og ’lower case’ 

historievidenskab. 

Upper case historievidenskab 

Keith Jenkins beskriver ’upper case history’ som de teorier i historien, der har 

universal karakter. Teorier der fortæller om historiens gang, formål og love; Altså 

metanarrativer som marxismen og oplysningstanken. Disse universale fortællinger er 

ifølge Keith Jenkins kollapset, idet den postmoderne kritik har sat alvorligt 

spørgsmålstegn ved disses gyldighed. Denne kritik af metanarrativer er, hvad vi i de 

følgende afsnit vil kigge nærmere på. Vi vil tage udgangspunkt i teoretikere som Derrida 

og Lyotard, som de bliver brugt af Keith Jenkins, men også i originaltekster, der hvor det 

synes relevant. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Upper case historievidenskab 

48

Den postmoderne tilstand 



François-Jean Lyotard er en fransk tænker og filosof, der i de seneste årtier har 

beskæftiget sig indgående med at beskrive det postmoderne samfund. En af hans 

betydeligste bøger er ’La condition postmoderne’, som også Keith Jenkins bruger i sin 

bog ’Why History’. I denne bog beskriver Lyotard den postmoderne tilstand. Det ligger i 

ordets tilstand, at det er noget, som allerede er, og Lyotard beskriver også denne tilstand 

som en proces, der er sat i gang af det seneste århundreds begivenheder, hvor 

modernismens store ideer som eksempelvis marxisme er faldet sammen og har bevist 

deres mangelfuldheder. Tilstanden er altså en beskrivelse af en vestlig verden, der har 

mistet sin uskyldighed og sit grundlag. Den har mistet sine mest grundlæggende 

fortællinger om sig selv, de såkaldte store fortællinger/metanarrativer er døde. Den 

vestlige verden er derfor løsrevet fra sine rødder/grundlag og må derfor skabe nye 

spilleregler både indenfor kunst men også inden for videnskab. Der er altså med 

postmodernismen sket en ændring af den måde vi opfatter og konstruerer viden på. 

Tidligere har videnskaberne i deres søgen efter regelmæssigheder og sandheder 

ifølge Lyotard altid kæmpet imod fortællinger/narrativer. Idet de må legitimere sig selv 

som videnskab må de løsrive sig fra kunstens verden, dvs. den narrative tilgang, fordi 

denne tilgang ses som subjektiv konstruerende og i strid med det objektive 

sandhedsbegreb, jvf. Kr. Erslev. Ved denne legitimering vil moderne videnskab skabe 

sin egen diskurs, og denne diskurs vil de legitimere i forhold til et metanarrativ. 

Videnskaber der har disse karakteristika beskriver Lyotard som moderne. Sådanne 

metanarrativer kan være frigørelsen af det rationelle menneske fra overtro, 

akkumuleringen af viden det vil sige hele oplysningsprojektet. Det er en skepsis overfor 

disse narrativer Lyotard beskriver som postmodernismen: 

”I define postmodern as incredulity toward metanarratives” 49 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Upper case historievidenskab 

49


Det vil så også sige, at da vi er i en postmoderne tilstand, har de legitimerende 

metanarrativer mistet en stor del af deres betydning. Betydningen er fragmenteret ud i 

en masse små betydninger og narrative sprogelementer. Metanarrativerne er blevet 

splintret og erstattet af en masse små sprogspil, der konstituerer stabiliseringer 

pletvist. Lyotard mener derfor, at postmodernismen gør os følsomme overfor 

forskelligheder og øger vores tolerance overfor det usammenlignelige, netop fordi vi 

skal tage stilling til denne sky af betydninger og forskellige sprogspil. Den absolutte 

metanarrative sandhed betragtes med skepsis og er erstattet af en øget sensibilitet 

overfor det mangfoldige og forskelligheden. Lyotard leverer med sin gennemgang af 

den postmoderne tilgang en overordnet og generel beskrivelse af postmodernismen. 

For at få en mere konkret forklaring på hvad postmodernisme kritiserer ved 

modernistisk videnskab, ud over at den legitimerer sig udfra metanarrativer, må vi 

introducere den franske postmoderne filosof og teoretiker Jacques Derrida, som han 

bliver fortolket af Keith Jenkins i ’Why History’. 

Det sproglige kaos og historien 

Derrida tager udgangspunkt i sproget, som han ser som grundlæggende kaotisk, et 

semantisk kaos. Sproget er ikke selvforsynende, det har ikke nogen mening i sig selv 

uden for konteksten - og konteksten forandres hele tiden. Ordenes betydning har kun 

mening i forhold til andre ords betydninger og har altså derfor ikke nogen naturgivet 

mening i sig selv. Derrida mener, at definitioner af ords betydning som regel kun sker 

udfra et modsætningsforhold: For at definere ordet hvid må man henvise til sort. Hvid 

bliver altså defineret udfra dens modsætning. Derrida opererer med et begreb 

’Difference’ der er en tilstand af muligheder for konceptualisering. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Upper case historievidenskab 

50



”All languages or codes are constituted as and by a weave of 

differences each present in a linguistic system signifies in so far 

as it differentially refers to another element which … is not 

itself present” 

Tegnet er derfor et spor (fortid), der aldrig har været nutid. Nutiden er konstitueret 

af et netværk af spor. For at nutid kan være nutid, må den derfor referere til noget andet 

ikke nutid ’Difference’. Derfor eksisterer der ingenting uden for teksten eller konteksten. 

Derfor gentager historien ikke sig selv og derfor påstår Derrida at det er meningsløst at 

påstå, at man som sådan kan lære noget af historien. Signifikanterne mikses og blandes, 

gendannes i uendelige variationer i en uendelighed og dette i overensstemmelse med 

difference. Selvom betydningerne hele tiden skifter, kan der opstå stabiliseringer enten i 

længere eller i kortere perioder. Ovennævnte sproglige kaos er naturligt og fikseringer er 

overgreb mod denne naturlighed. Det er derfor nødvendigt hele tiden at dekonstruere 

disse stabiliseringer, for hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved disses gyldighed. Netop 

for at undgå totaliseringer. Eksempler på disse fikseringer kan være kultur- og 

samfundsmæssige institutioner, ideologier osv. At disse fikseringer ikke er naturlige og 

kan forandres, er også grundlaget for politik, for hvis forandring ikke var en mulighed, 

ville politisk virksomhed være en absurditet. Ifølge Derrida består fikseringer og 

stabiliseringer af noget, som han kalder binære oppositioner dvs. mand/kvinde, sort/hvid, 

rig/fattig, rationel/irrationel, heteroseksualitet/homoseksualitet osv. Det er så Derridas 

pointe, at det ene par af en binær opposition knytter sig til eksempelvis privilegerede 

samfundsklasser eller dominerende positioner inden for universitetsmiljøet. Ergo vil en 

succesrig person i den vestlige verden være en rig, rationel og heteroseksuel hvid mand, 

og omvendt vil en taber være en fattig, irrationel, og sort homoseksuel kvinde. 

Dekonstruktionen af disse oppositioner går så ud på, at påvise ligheder imellem 

hvad der skulle have været forskelligartet. Eksempelvis vil man kigge på, hvad der 

knytter sig til begrebet kvinde. Det kunne være beskytterinstinkt, omsorg, blidhed, 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Upper case historievidenskab 

51


irrationalitet osv. Derefter vil man så vise, at disse egenskaber også knytter sig til 

manden og derved kunne konkludere, at en sådan opposition grundlæggende er kunstigt 

skabt, at forskelligheden er en konstruktion. Derrida ser derfor historien som en tekst, 

der aldrig kan færdiggøres, den er hele tiden ved at blive skrevet. Metanarrativerne kan 

derfor aldrig gøre krav på nogen sand tilgang til historien idet de insisterer på at ville 

færdiggøre historien. Enten ved at nedskrive love for historiens gang eller ved at 

fortælle, hvordan det egentlig var. Det sproglige kaos forkaster altså metanarrativerne.. 

Lower case historievidenskab 

Begrebet ’lower case history’ defineres af Keith Jenkins som den kildekritiske, 

arkivariske og ”rene” historieskrivning. Den der beskæftiger sig med et bestemt 

afgrænset og konkret område af historien og adskiller sig altså fra den mere 

filosofiske metanarrative historieskrivning. De fleste udøvere af ’lower case’ historie 

mener ikke, at der er nogen direkte sammenhæng mellem fornævnte kritik af 

metanarrativerne og deres arbejdsfelt. Jenkins mener imidlertid, at metanarrativernes 

kollaps har forårsaget ”collateral damage” på ’lower case’ historieskrivningen. 50 

Jenkins konstaterer, at ’lower case’ historieskrivning er en sproglig konstruktion og 

dermed er underlagt det samme sproglige kaos, som metanarrativerne nedbrydes af. 

Altså påvirkes ’lower case’ historieskrivningen i lige så høj grad som 

metanarrativerne. ’Lower case’ historieskrivningen kritiseres ikke eksplicit i den 

postmoderne kritik af historien, men påvirkes alligevel efter princippet: Regner det på 

præsten, drypper det på degnen. Endvidere bruger Keith Jenkins Hayden White til at 

forklare, hvorledes ’lower case’ historieskrivningen er underlagt sproget. 

Hayden White 

Udgangspunktet for Hayden White er, at fortiden i sig selv ingen mening har. 

Fortiden er i denne forbindelse en række af tilfældige begivenheder, som historikeren 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Lower case historievidenskab 

52



må presse en meningsskabende og sammenhængende form nedover. Det er her, det 

narrative aspekt kommer ind, for den meningsskabende form vil ifølge White altid 

antage en narrativ og litterær form. Dette sker alene af den grund, at historie altid 

bliver formidlet sprogligt. Da der indenfor historiefaget ikke er nogen endegyldig 

metode og sandhed at vise tilbage til, vil disse tekster også have til formål at 

overbevise snarere end at bevise. Hayden Whites bog ’Metahistory’ er en 

gennemgang af de dybdestrukturer, der er i historieskrivningen. Han analyserer, 

hvordan en række af 1900-tallets fremtrædende historikere gør brug af en række 

bevidste og ubevidste strategier til at give den umiddelbart formløse historie mening. 

Først og fremmest tager de, ifølge White, udgangspunkt i fire forskellige 

emplotments: Romance, tragedie, komedie og satire. Disse emplotments forbindes 

endvidere med historikerens ideologi og argumentform. De forskellige former, som 

argumentet kan tage er formalistisk, mekanistisk, organisk og kontekstualistisk. 

White forsøger at forklare, hvordan historikeren ved hjælp af disse argumentformer 

søger at eksplicitere ”the point of it all”. 51 Den formalistiske argumentform 

vil forsøge at identificere og karakterisere de historiske objekter, der findes inden for 

et historisk felt. Når det er gjort ordentligt, har han løst sin opgave som historiker. 52 

Den organiske argumentform er udpræget deduktiv, idet den tager udgangspunkt i de 

historiske objekter og ved brug af dem deduktivt forklarer historien som en 

organisme eller nærmere en syntetisk organisk proces. Således adskiller den sig fra 

den formalistiske argumentform ved at være mere integreret (Whites eget ordvalg). 

Historikere, der bruger den mekaniske argumentform er ligeledes fokuseret på 

sammenhængen mellem de historiske objekter og hvad man kan udlede deraf. Det 

mekaniske argument adskiller sig imidlertid fra det organiske, idet det forsøger at 

bevise en mekanisk sammenhæng objekterne imellem. Således forsøger den 

mekanistiske historiker at fremsætte historiske ”love”, ifølge White for det meste for 

at legitimere den historiske forklaring, historikeren analyserer sig frem til. Det 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Hayden White 

53


kontekstualistiske argument søger, som det formalistiske, at redegøre for de 

historiske objekter. Forskellen er, at det kontekstualistiske argument fortolker 

sammenhængen mellem disse objekter, i forhold til den kontekst de er opstået i, hvor 

det formalistiske argument blot søger at kortlægge og analysere dem. White kobler 

endvidere valget af emplotment og argumentform sammen med historikerens 

ideologi. Disse er i deres grundform som følger: 

1. Anarkisme 

2. Radikalisme 

3. Konservatisme 

4. Liberalisme 

Ideologierne skal dog ikke forstås som politiske men historiske, selvom de i 

grundholdning minder meget om hinanden: Den konservative historiker mener at 

hans samtid er det nærmeste vi kommer på Utopia. Den liberale mener i modsætning 

hertil, at utopia opstår i fremtiden, hvis vi arbejder hen imod det. Den radikale 

historiker opfatter ligeledes Utopia som noget fremtidigt men dog uundgåeligt. Den 

anarkistiske historiker opfatter omvendt Utopia som fortidigt, dengang menneskene 

kun havde deres drifter at forholde sig til. Sammenhængen mellem valg af 

emplotment, brug af argumentform og ideologi kalder White for historikerens ”stil”. 53 

Han anskueliggør det foregående skematisk: 

Mode of 

Emplotments 

Mode of implication 

Mode of ideological 

argument 

Romantic Formist Anarchistic 

Tragic Mechanistic Radical 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Hayden White 

54



Comic Organistic Conservative 

Satirical Contextualistic Liberal 54 

Skemaet skal læses vandret, således at en anarkistisk historiker for det meste vil 

lave en romantisk fremstilling med formalistiske argumentformer og så fremdeles. 

White påpeger dog, at sammenhængen ikke er givet men sandsynlig, om end nogle af 

begreberne ikke kan forbindes, idet de logisk er usammensættelige. 

Hayden White knytter også historikerens stil sammen med hans valg af litterære 

virkemidler. Han refererer fire basis troper, der bruges til at analysere poesi og 

figurativt sprog: Metafor, metonymi, synekdoke og ironi. Metaforen er 

sammenlignende eller adskillende, den beskriver ligheder imellem objekterne, som i 

min pige, min sol. Metonymi er reducerende, den tager en egenskab ved objektet og 

beskriver denne egenskab som et symbol for helheden som i eksemplet der er 15 sejl 

i havnen. Skibe bliver reduceret til en egenskab ved dem, nemlig deres sejl. 

En synekdoke beskrives af mange som en slags metonymi, men White mener 

alligevel, at der er en væsentlig forskel, idet den er integrerende i stedet for 

reducerende. Dette ses i eksemplet han er knivskarp. Begge elementer indgår som en 

integreret del af helheden. Ironi er negation, den beskriver ting der er afgørende 

absurde og paradokser, som i eksempelet kold passion. Det er Whites pointe, at disse 

troper, der forekommer i figurativt sprog også forekommer i historieskrivningen, dvs. 

at historieskrivning er figurativt sprog. White knytter også brugen af troper til 

forskellige former for ideologi og historieopfattelse. Således at et organisk 

integrerende argument vil bruge en synekdoke, der netop er integrerende. 

Eksempelvis kan også tropen ironi tages, der kan bruges både defensivt og aggressivt. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Hayden White 

55


Altså både udfra et konservativt synspunkt at forsvare den gældende samfundsorden, 

ved at beskrive reformkræfterne som latterlige og absurde, men også af 

reformkræfterne til at beskrive den gældende samfundsorden som absurd. Det er også 

tropen ironi, der ifølge White, er den mest dominerende i nyere historieskrivning, 

White påpeger at netop ironi er kendetegnet ved postmodernismen, ved dens brug af 

dekonstruktion og opbrydning af sætninger. Dette er ifølge White, fordi jo bredere og 

jo mere udviklet historiefilosofien er blevet, desto mere må den enkelte udøver blive 

ironisk selvbevidst og klar over historiefilosofiens begrænsninger. 

I det overstående har vi ikke søgt at vurdere Hayden Whites opdeling af 

historieskrivningen. Formålet har været at redegøre for, hvordan han viser, at historien er 

underlagt litteraturen og poetiske dybdestrukturer, da den er underlagt samme sproglige 

kaos som Derrida beskriver. Keith Jenkins har brugt Hayden White netop for at vise 

denne sammenhæng mellem ”lower case” historie og metanarritiverne. Dette for at vise, 

at selvom postmodernismen eksplicit kritiserer metanarrativerne, kan denne kritik også 

vendes mod ”lower case” historien. Endvidere vil Hayden Whites analyse også kunne 

bruges i diskussionen om kontrafaktisk histories placering mellem postmodernisme og 

traditionel historieskrivning, idet kontrafaktisk historie i mange tilfælde tydeligt er 

udpræget litterær. 

Delkonklusion 

Som vi før har påvist karakteriseres den etablerede historievidenskab ved at 

historikeren lader kildekritikken, objektiviteten i forhold til fremstillingen og 

årsagssammenhænge være centrale begreber. Som sådan henviser overnævnte 

postmoderne kritik implicit til den etablerede historievidenskab. Den objektive, 

kildekritiske tilgang (Erslevs fortolkning af historiske kilder) forkastes af 

postmodernismen, fordi postmodernismen erkender, at der ikke kan laves en 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Delkonklusion 

56



fuldstændig objektiv analyse af historien, idet den altid formidles gennem sproget. 

Fordi sproget grundlæggende er kaotisk, er det derfor op til det enkelte subjekt at 

konstruere en mening. Derfor er en objektiv tilgang ikke mulig. Dette rammer også 

den etablerede historievidenskabs forkærlighed for, via årsagssammenhænge, at 

konstruere almene lovmæssigheder i historien. Dette er problematisk ifølge de 

postmoderne teoretikere, fordi konstruktionen af lovmæssigheder vil være i 

overhængende fare for at legitimere sig selv via metanarrativer. For at citere Lyotard, 

kan dette lede til en åndens arrogance : 

”Den største synd af alle : åndens arrogance. Man tror at 

tænkningen er i stand til konstruere et fuldstændigt 

erkendelsessystem for skyerne (tankerne) ved blot at gå fra 

et sted til et andet og sammenfatte det, man har set på hvert 

sted. Man forudsætter således, at det i princippet er muligt 

at sidestille erkendelsen med dens genstand, som kløften 

mellem dem kunne udfyldes” 55 

I hele denne diskussion omkring metanarrativer kunne man tilføje, at der selv 

hos disse så kritiske tænkere kan være en tilbøjelighed til at legitimere deres diskurs 

via metanarrativer. For er hele denne fortælling omkring ”de store fortællingers død”, 

ideen om, at vi ikke kan være sikre på nogen som helst sandhed, og at vi derfor skal 

holde os differente til hele dette felt af inkommensurable h sprogspil, ikke blot endnu 

et metanarrativ? Dette er da også et af de væsentligste kritikpunkter fra modernisterne 

og den etablerede historievidenskab. Der er derfor også en vedvarende kamp imellem 

modernister og postmodernister omkring ”sandheden”. Hvorvidt den findes, synes at 

være stridspunktet. Der er ikke tvivl om postmodernisternes synspunkt: Vi skaber 

selv sandheden, og derfor er historien en sproglig konstruktion, og den objektive 

h Størrelser der ikke kan sammenlignes. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen — Delkonklusion 

57


sandhed er derfor illusorisk. Denne kritik har imidlertid en tendens til at blive 

irrelevant, idet Erslev, Clausen og Dahl selv er bevidste om problemet omkring 

objektivitet og erkendbar sandhed. Altså giver den postmoderne kritik et karikeret 

billede af den etablerede historievidenskab. Vi synes dog at kritikken er relevant, idet 

de overnævnte teoretikere ikke lader problemerne omkring en objektiv sandhed få 

konsekvenser for deres virke som historikere, idet de fastholder at skrive historie, der 

forsøge at opnå en historisk sandhed. 

3. Den etablerede historievidenskab og postmodernismen— Delkonklusion 

58

Indledning 



4. Analyse 

The enduring achievement of historical 

study is a historical sense 

- an intuitive understanding 

- of how things did not happen. 

Lewis Namier 

Vi har i de forrige kapitler beskæftiget os med kontrafakta som fænomen og 

derefter redegjort for henholdsvis den etablerede historievidenskab og 

postmodernismens kritik af denne. Vores mål er nu at sammenkoble alle disse 

elementer i en komparativ analyse. Denne vil have til formål at finde frem til, 

hvordan temaer fra den etablerede historievidenskab og den postmoderne kritik bliver 

brugt i kontrafaktisk historieskrivning. Derefter vil vi svare på, hvordan disse temaer 

bruges og fortolkes af den kontrafaktisk historie. Herfra vil vi lave en vurderende 

analyse af metateoretiske overvejelser i kontrafaktisk historieskrivning i forhold til 

den etablerede historievidenskab og postmodernismen. 

Analysen vil gennemgå legitimeringen af kontrafaktisk historieskrivning og 

problematikken omkring fremskrivningssikkerhed samt indeholde en overvejelse om 

formålet med kontrafaktisk historieskrivning. Det overordnede formål med de to 

analyser er at anskueliggøre de elementer i kontrafaktisk historieskrivning, der kan 

virke udfordrende på den etablerede historievidenskab. 

4. Analyse — Indledning 

59


Historievidenskabelige tematikker i kontrafaktisk 

historiefremstilling 

Objektivitet og sandhed 

Målet for historievidenskaben har især med Erslevs kildekritik været at gengive 

historiens gang så sandhedsfuldt som muligt i forhold til, hvad der virkeligt fandt 

sted. Erslevs kildekritik er et klart forsøg på bedre at være i stand til at nå dette mål, 

men det er, som Erslev også selv er klar over, kun en sandhed vi kan nærme os. Målet 

er med andre ord uopnåeligt i sin helhed. Det positivistiske mål om at nå en ren 

objektiv sandhed er for længst blevet forkastet, for så vidt man taler om et realiserbart 

mål. Men tilnærmelsen er et mål i sig selv. 

Postmodernismen vil dog mene, at vi overhovedet ikke kan tale om objektivitet i 

erkendelsen af fortiden men derimod taler om en reflekteret subjektivitet. Dette skal 

ses i forbindelse med vores gennemgang af Hayden White, som påviste, at 

historieskrivningens dybdestrukturer er gennemgående poetiske, og at man derfor 

ikke kan snakke om objektivitet, idet det er umuligt at skrive objektiv poesi. 

I det brede kontrafaktiske historiefelt er der, som beskrevet i vores 

delkonklusion i kap 2, flere forskellige positioner i henhold til temaet objektivitet og 

sandhed. Man kan argumentere for, at Tetlock og Belkin lægger sig op ad den 

etablerede historievidenskab med hensyn til objektivitet og sandhed. Netop idet de vil 

bruge det kontrafaktiske scenarium til at fremskrive en samfundsvidenskabelig eller 

økonomisk udvikling i historien, må de bestræbe sig på en objektivitet. De bygger 

deres scenarium på empirisk data og må forvente at kunne lede noget sandt af disse 

data, hvis de vil kunne legitimere deres fremskrivning. Tetlock og Belkin nævner selv 

4. Analyse— Objektivitet og sandhed 

60



en mulighed for kontrafaktisk historie, som ikke tager højde for empirisk data. i De 

mener dog at denne tilgang let bliver ahistorisk. Denne opfattelse står imidlertid i 

kontrast til Helleksons mere litterære tilgang til kontrafaktisk historie, som igen kan 

siges at knytte sig til den postmoderne opfattelse af objektivitet og sandhed. I hendes 

taksonomi overvejes brugen af empiriske data ikke. Hun tager derimod udgangspunkt 

i skønlitterær kontrafaktisk historie. Objektiviteten og sandheden bliver derfor 

marginaliseret til fordel for det skønlitterære aspekt. Det fremgår i det ovenstående at 

der indenfor kontrafaktisk historieskrivning findes to vidt forskellige opfattelser af 

objektivitet og sandhed. Vi finder det ligeledes vigtigt at pointere at de to forskellige 

opfattelser hver repræsenterer to forskellige retninger. Tetlock og Belkin fokuserer på 

det samfundsvidenskabelige og Hellekson på det skønlitterære. Deres uenighed om 

objektivitet og sandhed kan altså ikke bruges som kritik af kontrafaktisk historie, idet 

opfattelsen af objektivitet og sandhed er forskellige alt efter hvilken position man 

tager. 

Aktør/Struktur 

Spørgsmålet om hvorvidt det er aktøren eller strukturen, der styrer historiens 

gang diskuteres stadigvæk i faghistoriske kredse. Der findes indenfor historiefaget 

forskellige opfattelser af denne problematik, dog skal det følgende ikke beskæftige 

sig indgående med dette. Hensigten er at diskutere, hvorledes kontrafaktisk 

historieskrivning placerer sig i debatten. Motivanalyse er et vigtigt redskab i 

diskussionen om aktørens indvirkning på historien, idet aktørens valg og 

efterfølgende handlinger bliver analyseret udfra dennes motiver. 

i Se Tetlock og Belkins 2. punkt i deres taksonomi 

4. Analyse — Aktør/Struktur 

61


Erslev stiller sig noget vægrende over for det at drage slutninger om menneskets 

motiver, eller som Erslev siger det: 

” …at forstå de sjælelige Rørelser, der ligger bag ved alle 

Menneskenes handlinger…” 56 

Han er enig i, at dette er det højeste mål for historievidenskaben, men siger dog 

samtidigt, at det er meget usikkert at danne sig nogle reelle slutninger med samme 

sikkerhed, som ved de ydre handlinger, hvor op til flere vidner kan give os et sikkert 

billede. Erslev vil således mene, at det er lettere og mere sikkert at slutte sig til, 

hvorledes aktøren handlede, end hvis man prøver at forklare, hvorfor aktøren 

handlede som han gjorde. Motivforklaringerne er da de knytter sig tæt til aktør/ 

struktur debatten til stadig diskussion. Denne diskussion går på klarheden af de 

slutninger der drages af en sådan motivanalyse. Diskussionen kan lidt groft inddeles 

efter, om man laver beregninger over aktørens sandsynlige handlemåder på baggrund 

af aktørens tidligere handlemåder, eller om man lever sig intuitivt ind i aktørens 

livsmønster, og derved begrunder aktørens handlemåde. Den ene er en mere 

positivistisk tilgang, hvor man ser på aktørens tidligere adfærd og deraf slutter sig til 

en sandsynlig fremtidig adfærd. Denne tilgang kan sammenlignes med Erslevs 

realkritik. Den anden tilgang er mere eller mindre hermeneutisk med sit fokus på 

indlevelse og intuition. 57 

I de fleste danske kontrafaktiske historier er der sat fokus på en enkelt eller flere 

aktørers handlinger og deres betydning for historiens gang. Dette gør det helt 

naturligt for den kontrafaktiske historiker at inddrage motivforklaringer i stor stil, idet 

en sådan kontrafaktisk historie mange gange tager udgangspunkt i en ændring af 

motivet hos den enkelte aktør. Det er denne ændring, der gør, at aktøren handler 

4. Analyse— Aktør/Struktur 

62



anderledes, og det er på denne baggrund, at den kontrafaktiske historie mange gange 

skabes. 

Mange kontrafaktiske historier tillægger således aktørernes handlinger som 

betydningsfulde for historiens gang. Dette går imod den før omtalte marxistisk- 

materialistiske historieopfattelse, som stadig kan spores i nutidens historiefelt. Dens 

tanke om strukturernes grundlæggende betydning for den historiske udvikling, 

overlader ikke meget plads for den enkelte aktørs handlemuligheder og betydning og 

er som sådan meget deterministisk (Jf. s.41). Omvendt må kontrafaktisk 

historieskrivning siges at ligge mere på linje med en tidligere idealistisk 

historieopfattelse, hvor aktørerne og deres handlinger blev set som væsentligt mere 

betydningsfulde end i dag. Som eksempel herpå kan vi nævne Langkjærs bidrag til 

’En Anden Historie’, som er meget fokuseret på aktørens handlefrihed. Hans bidrag 

som han har valgt at kalde ’Min vilje er min skæbne” bygger hovedsageligt på 

Struenses handlinger og motiverne bag. 

I modsætning hertil kan ses Morten Rasmussens bidrag til ”En Anden Historie”, 

der lægger vægt på de økonomiske strukturers ændringer ved et dansk, kontrafaktisk 

nej til EF i 1972. Selvfølgelig må Rasmussen lade personer ændre historien, det gør 

han ved at lade den danske befolkning stemme nej. Overordnet set er det dog 

strukturændringerne, der gennemsyrer Rasmussens historie. 

Kausalsammenhænge og determinisme 

Et af de historiske begreber, som postmodernismen i høj grad forkaster er 

kausalsammenhænge, da disse ikke er givet sande men er historikerens konstruktion. 

Idet den etablerede historievidenskab bygger deres historiske fremstillinger netop på 

kausalsammenhænge, vil vi undersøge, hvordan kontrafaktisk historieskrivning 

forholder sig til kausalsammenhænge. Man kan umiddelbart antage at den afviser 

disse, idet den faktisk afbryder en kausal sammenhæng ved valg af deviationspunktet. 

4. Analyse — Kausalsammenhænge og determinisme 

63


Kontrafaktisk historieskrivning benytter imidlertid kausalsammenhænge men 

forkaster en absolut determinisme, idet den ikke afviser at A giver B. Men 

kontrafaktisk historieskrivning ændrer A, hvilket selvfølgelig også giver et ændret B. 

Hvor ændringerne i A er deviationspunktet og ændringerne, altså B, er den 

kontrafaktiske historie. Der er derfor ikke belæg for at sige, at kontrafaktisk 

historieskrivning afviser kausalsammenhænge. De afviser derimod de historisk 

faktiske kausalsammenhænge som værende den eneste mulighed, historien kunne 

tage. De anerkender, at der i historien findes tidspunkter med uendeligt mulige 

begivenhedsforløb. Det er i disse situationer, hvor kun tilfældigheder har resulteret i 

det ”faktiske” begivenhedsforløb, at den kontrafaktiske historiker typisk skaber sit 

deviationspunkt. Sådanne åbne situationer som deviationspunktet udspringer af 

mener Demandt hænger tæt sammen med årsagssammenhænge ( kausalforklaringer), 

idet der ligger et implicit kontrafaktisk udsagn i en hver argumentation. Dette vil sige 

at hvis man holder historiske personer ansvarlige for deres handlinger, må det 

formodes at de havde alternativer. Omvendt kan man argumentere for, at åbne 

punkter i historien ikke giver mening, førend man accepterer kausalsammenhænge. 

Dette fordi en åben situation forudsætter, at kausalsammenhænge kan få situationen 

til at falde anderledes ud. 

Der er derfor ingen tvivl om at, kontrafaktisk historieskrivning anerkender de 

teorier og metoder indenfor kausalsammenhænge, der florerer indenfor det, vi har 

defineret som etableret historievidenskab. Kontrafaktisk historieskrivning lægger sig 

på dette punkt tæt op af den etablerede historieskrivning. Kausalsammenhængene 

bruger den kontrafaktiske historiker til at beskrive et troværdigt kontrafaktisk forløb, 

idet man først må se på hvad der er sket i den ”faktiske” historie og derved udlede et 

kontrafaktisk forløb, et alternativ, der på en troværdig måde, udfra en kausal logik, 

skildrer et muligt hændelsesforløb. Derfor er det noget diffuse begreb troværdighed, 

4. Analyse— Kausalsammenhænge og determinisme 

64



en vigtig medspiller i opbygningen af et kontrafaktisk scenarium, og som beskrevet 

bygger denne troværdighed på et vist mål af kausallogik. 

Vi har pointeret, at dele af den kontrafaktiske histories brug af 

kausalsammenhænge ikke har til mål at finde lovmæssigheder eller at tilstræbe 

sandheden men bliver brugt for at få en troværdig og spændende fortælling frem som 

folk vil læse. Det er her kontrafaktisk historieskrivning afviger fra den etablerede 

historievidenskab ved dens udprægede fortællende og narrative struktur, samt det at 

den tager afsæt i et uendeligt antal af mulige udviklingsscenarier. Netop dette element 

af kontrafaktisk historieskrivning lægger sig tæt op af postmodernismens betoning af 

sprogspillet som Lyotard beskriver. På dette punkt placerer kontrafaktisk 

historieskrivning sig med dens fokus på litterære virkemidler og relativering af 

fortiden, midt i den postmoderne tilstand, på trods af dens forankring i 

moderne/traditionelle metodikker. 

Det foregående gælder dog hovedsageligt den del af kontrafaktisk 

historieskrivning som Hellekson beskæftiger sig med. Tetlock og Belkins 

samfundsvidenskabelige tilgang må antages at forholde sig væsentlig anderledes til 

kausalsammenhænge. Det må være en forudsætning, at de kausalsammenhænge, der 

kommer efter deviationspunktet, har en hvis troværdig sandhedsværdi, hvis man skal 

kunne bruge det kontrafaktiske scenarium til noget. Det være sig en egentlig 

fremtidsforskning eller understregning af betydningen af en historisk begivenhed. j 

Delkonklusion 

Vi har i dette afsnit kigget på de forskellige tematikker kontrafaktisk 

historieskrivning låner fra henholdsvis etableret historieskrivning og 

postmodernismen. Vi må konkludere at det kontrafaktiske historiefelt på ingen måde 

j Jf. Fogels kontrafaktiske undersøgelse om det amerikanske jernbanenets betydning for den økonomiske 

udvikling. 

4. Analyse — Delkonklusion 

65


forekommer entydigt. Vi har udskilt to yderpositioner - den litterære del og den mere 

samfundsvidenskabelige del. Den litterære position tages af Hellekson men også af 

flere af bidragsyderne til ”En anden historie”, eksempelvis Langkjær. Tetlock og 

Belkin står for den mere eksakte videnskabelige tilgang, der ligger sig tæt op af den 

etablerede historievidenskab. 

Det kontrafaktiske historieskrivningsfelt er derfor langt fra så homogent som 

Dahlberg fremstiller det i ”Historiens matrix”. På trods af disse forskelligheder, 

insisterer Dahlberg på at fusionere ovenstående teoretikeres ideer omkring 

kontrafaktisk historieskrivning. Således kommer han frem til en kontrafaktisk 

historieskrivning, der både er litterær, men også gør brug af empirisk-videnskabelige 

elementer. Der ligger en tvetydighed i at Dahlberg på den ene side gerne vil 

legitimere kontrafaktisk historie i forhold til den etablerede historievidenskab, men i 

samme åndedrag ønsker at formidle historie via litterære virkemidler. 

Metateoretiske overvejelser 

Kontrafaktisk historieskrivnings legitimering via moderne fysik 

Hvis man indenfor kontrafakta anerkender, at kontrafaktisk historieskrivning i 

højere grad end alle andre historiske fagdiscipliner er en litterær konstruktion, må 

man også søge andre veje for at legitimere kontrafaktisk historieskrivning som et 

videnskabeligt værktøj, der har gyldighed ud over at det bare er et kunstprodukt. Én 

af disse veje er for os at se, i den danske kontrafaktiske historieskrivnings kontekst, 

moderne fysik. Som nævnt i Kapitel 4 har kvantemekanikken og kaosteorien vendt op 

og ned på det naturvidenskabelige (Newtonske) determinisme-begreb. Disse kan dog 

ikke overføres direkte men kun metaforisk. I en dansk kontrafaktisk 

historieskrivnings kontekst bruges disse teorier af bl.a. Dahlberg. Men det er også 

teorier, der går igen indenfor postmodernismen, hvor deres argumentation for en 

4. Analyse— Delkonklusion 

66



fragmenteret verden og dermed opbrudte tidsforløb og perspektiver, gør det naturligt 

at inddrage eksempelvis kvantemekanik. Dette ses især i brugen af metaforer. 

Eksempelvis bruger Lyotard ordpartikler, tankesky og fraktaler som metaforer; Dette 

er alle sammen ord der er afledt af begreber, man bruger indenfor moderne fysik. 

Derudover leverer kvantemekanikken også nogle relevante paralleller til netop 

den postmoderne tilstand, hvor der er en øget følsomhed overfor dobbelttydigheder 

og paradokser. 

Disse paradokser har kvantefysikeren længe måttet leve med, idet at når man går 

ned i de meget små størrelser/kvanter/partikler som undersøges, kan de opføre sig 

vidt forskelligt under forskellige forhold, og lyset kan på den ene side være bølger og 

på den anden side være partikler. Det ene udelukker altså ikke det andet og 

kvantemekanikken bruges som sagt som metafor af postmodernisterne til at beskrive 

den postmoderne tilstand. Den grundlæggende vilkårlighed, der er i kvantefysikken, 

appellerer også til postmodernismen jævnført Derridas semantiske kaos, og at 

Lyotard bruger kvantemekanikmetaforer som sprogpartikler. Når Dahlberg derfor 

bruger metaforer overført fra moderne fysik, lægger han sig tæt op af 

postmodernismens sprogbrug. Dahlberg bruger især disse termer til at retfærdiggøre 

brugen af kontrafaktisk historieskrivning. Det er hovedsageligt i 

deviationspunktproblematikken, at eksempelvis kvantemekanikken bruges til 

legitimere tanken om mulige verdener og derved eksistensen af kontrafaktiske 

begivenhedsforløb. I kvantemekanikken findes der umiddelbart ingen 

årsagssammenhænge, og derfor kan der ikke tales om deterministiske udfald. Netop 

den pointe ønsker den kontrafaktiske historiker at fremhæve, når han skal legitimere, 

at han lader historien tage en kontrafaktisk drejning. 


67


Kontrafaktas akkumuleringsproblematik 

Efter at have beskrevet hvordan kontrafakta kan legitimtimere sig selv i forhold 

til moderne naturvidenskab, finder vi det vigtigt at fremføre en kritik af det 

kontrafaktiske som element i historieskrivningen, da det som forklaringsmodel kan 

anfægtes logisk. 58 

Vi skal i kritikken tage udgangspunkt i Morten Rasmussens bidrag til ”En 

Anden Historie”. Rasmussens bidrag, Danmarks lange vej til EF, beskæftiger sig med 

et kontrafaktisk nej til Danmarks indtræden i EF ved folkeafstemningen i 1972. Kort 

resumeret lader Rasmussen Danmark gennemgå en række kriser og strejker, der gør 

Danmarks økonomi ustabil. Endvidere lader han Danmark forhandle en række 

handels- og associeringsaftaler med EF, der gør det muligt, at Danmark kan træde ind 

i EU pr 1. januar 1995. Rasmussens kontrafaktiske historie er samfundsvidenskabelig 

opbygget. k Rasmussens deviationspunkt er klart nok afstemningen om indtræden i EF 

i 1972, hvor Danmark giver et kontrafaktisk nej. Derfra modellerer Rasmussen sit 

kontrafaktiske Danmark udenfor EF på de forhold Sverige, Norge og Finland 

oplevede udenfor EF. Da Rasmussen tillægger sin historie en samfundsøkonomisk 

vinkel, kan han støtte sig til samfundsøkonomiens deterministiske regler for 

økonomi. Derfor er det en konsistent, teoretisk velbegrundet historie, idet Rasmussen 

har faktiske forløb fra andre lande at støtte sig til. 

Dette skal ikke tjene som en kritik af Rasmussens kontrafaktiske historie. Vi 

mener, at hans historie er velbegrundet og i udgangspunktet er et mønstereksempel på 

en kontrafaktisk historie skrevet efter de normer, som f.eks. Dahlberg har opstillet. 

Endvidere er historien et rigtigt godt eksempel på, hvordan historikeren kan bruge 

kontrafaktiske tankeeksperimenter til at anskueliggøre sammenhænge som aldrig 

k Jf. Fogels kontrafaktiske undersøgelse om det amerikanske jernbanenets betydning for den økonomiske 

udvikling. 


68



skete, men som var plausible. Kritikken skal i stedet for at ramme Rasmussens tekst 

ramme det kontrafaktiske felt bredt, blot med udgangspunkt i hans tekst. 

Dahlberg har tydeligt forklaret, at højst ét deviationspunkt er nødvendigt for 

troværdigheden. Dette punkt ser vi også som essentielt. Der opstår et problem efter 

den kontrafaktiske historiker har valgt sit deviationspunkt. Idet historikeren ændrer på 

ét punkt i historien vil han samtidigt ændre på en lang række andre forhold, som ikke 

umiddelbart har en direkte synlig relation til det ændrede. Hvis en kontrafaktisk 

historiker vil lade Sønderjylland forblive tysk i stedet for at lade det gå tilbage til 

Danmark i 1920, vil historikeren ændre på en uforholdsmæssig stor mængde 

begivenheder. 

Historikeren kan ikke længere gå ud fra, at Danmark ville have den samme 

politiske dagsorden, hverken i forhold til Tyskland eller noget andet land. Danmarks 

økonomi ville arte sig anderledes, hvilket igen ville have skabt ændrede vilkår for de 

aktører, som selv samme historiker lader foretage kontrafaktiske handlinger, som er 

parallelle med handlinger, aktøren foretog sig virkeligt. 

Med eksempel i Rasmussens tekst kan vi tage udgangspunkt i EF. Rasmussen 

lader EF træffe de samme beslutninger på de samme tidspunkter, som det skete i den 

virkelige verden. Han lader med andre ord EF gennemgå den samme udvikling bare 

uden Danmark. Dette må og skal problematiseres. 

Man kunne nemt tænke sig, at andre lande ville tøve med at melde sig ind i EF, 

hvis den danske befolkning først havde sagt nej. Endvidere kan man ikke forudsætte, 

at Det Indre Marked havde set ud, som det gør, uden Danmarks indflydelse som 

medlemsland – eller med Danmarks kontrafaktiske indvirkning som associeret 

partnerland til EF. 


69


Grunden til at vi ikke vil polemisere mod Rasmussens tekst er, at han selv er 

opmærksom på problematikken. I hans egne refleksioner over skriveprocessen i 

Danmarks lange vej til EF skriver han: 

”Den mest fundamentale antagelse for den beskrevne historie 

er, at Europas politiske udvikling ikke ville have ændret sig 

væsentligt, uanset om Danmark var gået ind i EF eller ej. 

Europa udvikler sig således i historien ovenfor på samme måde 

uden Danmark som medlem af EF, som det har gjort med Danmark 

i EF.” 59 

Som citatet tydeligt viser os, er Rasmussen selv bevidst om problematikken. 

Derfor lader vi ikke vores kritik ramme teksten; Vi lader det i stedet være en logisk 

problematisering af hele feltet. Der må imidlertid ikke være nogen tvivl om, at vores 

problematisering er et reelt problem for den kontrafaktiske historiker, idet Rasmussen 

selv erkender problemet. 

Problemet for historikeren er, at selv de mindste ændringer vil akkumulere til et 

punkt, hvor historikeren mister grebet om egne ændringer. For historikeren kan de 

små ændringers akkumulation være spændende, når han leger med deres indvirkning 

på det endelige resultat, f.eks. hvis han lader en historisk vigtig person dø på grund af 

en handling, der i udgangspunktet så ubetydelig ud. l 

Rasmussen viser i sin selvrefleksion vejen ud af problemet. Historikeren må 

være sig bevidst om problemet, der kan opstå, når hans eget deviationspunkt 

akkumulerer. Hvis han prøver at styre den kontrafaktiske historie et stykke inde i 

l Den effekt vi tidligere har benævnt ”sommerfugleeffekten” 


70



teksten, kommer det nemt til at virke som en direkte indgriben. På denne vis ville han 

skabe et nyt deviationspunkt, hvilket gør den mere utroværdig. 

Endeligt kan man lade sin kontrafaktiske historie foregå i et lille, begrænset 

tidsrum. Det modvirker at konsekvenserne fra deviationspunktet kan sprede sig for 

meget. Dette argument ligger sig op ad Dahlbergs argument om at kontrafaktiske 

eksperimenter bør være korte og derfor placeret i antologier. 

Diskussion af formål med kontrafaktisk historieskrivning 

Uanset hvordan den kontrafaktiske historiker vælger at forme sit kontrafaktiske 

scenarium må han erkende det postmoderne begreb difference som formuleret af 

Derrida, altså en uendelig mulighed for konceptualisering. Dette tydeliggøres i valget 

af deviationspunkt. Netop her viser den kontrafaktiske historiker at historien har 

uendelige mulige begivenhedsforløb. Man må således erkende, at alle disse mulige 

begivenhedsforløb er lige gyldige, hvis man skal tage begrebet difference alvorligt. 

Men hvis alle begivenhedsforløb er lige gyldige, hvordan skal man så argumentere 

for det udvalgte begivenhedsforløb som værende betydningsfuldt? Dette spørgsmål 

lægger op til en diskussion af formålet med at udvælge et sådant specifikt 

begivenhedsforløb og derved skrive kontrafaktisk historie. Denne diskussion vil tage 

udgangspunkt i valget af ét deviationspunkt, idet deviationspunktet er udgangspunkt 

for det kontrafaktiske begivenhedsforløb. 

Kan man vælge et deviationspunkt? 

Deviationspunktet må ifølge postmodernismen have uendelige muligheder, og 

derfor må alle deviationspunkter også være lige gyldige. Som vi har beskrevet i 

kapitel 2 er valget af deviationspunktet imidlertid et vigtigt kriterium for god 

kontrafaktisk historie. Men set udfra et postmoderne synspunkt er valget 

problematisk, idet alle mulige deviationspunkter er lige gyldige. At argumentere for 

4. Analyse — Diskussion af formål med kontrafaktisk historieskrivning 

71


valget af ét vil være at fremhæve det som mere gyldigt end et andet. Det forekommer 

således problematisk for en postmoderne kontrafaktisk historiker, idet han bliver nødt 

til at vælge et deviationspunkt for at kunne skrive kontrafaktisk historie. Han kan 

imidlertid omgå problemet ved at erkende den litterære og retoriske nødvendighed af 

at vælge et deviationspunkt udfra den vedtagne udlægning af historien som 

baggrunden for hans valg. Eksempelvis bliver denne nødt til at tage udgangspunkt i 

en allerede kendt historisk begivenhed, for at læseren vil finde det kontrafaktiske 

scenarium interessant. Selvom en postmodernistisk historiker mener, at historien som 

sådan er vilkårlig, kan historikeren altså argumentere for valget af et deviationspunkt 

i forhold til den sproglige konstruktion og ikke i forhold til den vedtagne udlægning 

af en historisk situation. Og det er jo netop det, postmodernismen i og for sig handler 

om at gøre sig bevidst om den sproglige konstruktion og de dybdestrukturer og 

virkemidler denne konstruktion nødvendiggør. 

Et spørgsmål, der uundgåeligt rejser sig er, hvorvidt det overhovedet giver 

mening at skrive kontrafaktisk historie, idet alle kontrafaktiske forløb er lige gyldige. 

I det følgende vil vi forsøge at forholde os til dette spørgsmål. I foregående afsnit om 

kausalitetsproblematikken har vi vist, at kontrafaktisk historieskrivning bruger 

metoder fra den etablerede historievidenskab som grundlag for at opstille et 

kontrafaktisk scenarium. Det problematiske er dog, at man ikke kan undersøge, 

hvorvidt det ville gå sådan som scenariet foreslår. Som historiker kan man se tilbage 

på historien via kilder og derved synliggøre og forklare kausaliteten i historien. 

Det forholder sig selvfølgelig anderledes med den kontrafaktiske historie, idet 

den aldrig fandt sted. Fra et postmodernistisk standpunkt kan dette ikke gøre den 

kontrafaktiske historie mindre legitim. Den historiske kausalitet, som historikeren 

synliggør og forklarer, er lige så vilkårlig som det kontrafaktiske scenarium og altså 

lige legitim. Med udgangspunkt i Erslevs kildekritik kan den modernistiske historiker 

4. Analyse— Diskussion af formål med kontrafaktisk historieskrivning 

72



for så vidt opfatte det som en væsentlig problematik, at det kontrafaktiske scenarium 

ikke kan undersøges empirisk. Det ville ikke give mening at skrive kontrafakta med 

det formål at skrive én kontrafaktisk historisk sandhed, altså et eneste muligt 

kontrafaktisk scenarium udfra det valgte deviationspunkt. (jf. s.68). Således er det 

heller ikke meningsfuldt at sætte spørgsmålstegn ved den empiriske umulighed i at 

verificere selv samme. Dette sætter endvidere spørgsmålstegn ved hensigten med at 

skrive kontrafaktisk historie. 

Kontrafaktisk historieskrivnings litterære virkemidler 

Som vi før har været inde på, er kontrafaktisk historieskrivning udpræget 

litterær, idet den bevidst er en ren sproglig konstruktion. I denne henseende er 

kontrafaktisk historieskrivning mere bevidst om sin formidling end traditionel 

historiefremstilling. Den litterære tilgang kan lette den sproglige udtryksform og 

derved gøre fremstillingen mere appetitlig – og lettere at forstå for læseren. Således 

kan kontrafaktisk historie fungere som et formidlingsredskab til den faktuelle 

historie. Ifølge Dahlberg er en del af hensigten med kontrafaktisk historieskrivning, 

netop at give læseren lyst til at lære noget om den faktuelle historie. 60 

Dette er dog problematisk i forhold til postmodernismen, idet den faktuelle 

historie ifølge postmodernismen ikke har nogen værdi i sig selv. Det ville således 

være meningsløst at lære noget om den faktuelle historie. Den etablerede 

historievidenskab tillægger imidlertid den faktuelle historie værdi, om end de ikke 

opfatter denne som værende den absolutte historiske sandhed. Set udfra et 

modernistisk standpunkt er førnævnte hensigt altså både legitim og brugbar. En 

anden hensigt er ifølge Dahlberg at gøre læseren opmærksom på, at denne både er 

historieskabende og historieskabt. Det er imidlertid problematisk at hævde, at den 

kontrafaktiske historie giver læseren en forståelse af at være historieskabt, da læseren 

jo ikke er skabt af den kontrafaktiske historie men af den faktuelle historie. Det må 

4. Analyse — Kontrafaktisk historieskrivnings litterære virkemidler 

73


således være kontrafaktisk histories tilknytning til den faktuelle historie Dahlberg 

tænker på. Med historieskabende må forstås, at man kan udvikle en nuanceret 

forståelse af sig selv som historieskabende, idet man i kontrafaktisk historieskrivning 

sætter spørgsmålstegn ved historiske begivenheders baggrund, virkning og udfald. 

Således kan begivenheder sættes i relief og tages op til yderligere overvejelse, 

hvilket kan afføde, at der sker nytænkning og, idealistisk set, at mennesket/læseren 

kan lære af tidligere tiders fejltagelser såvel som tage ved lære af de historiske 

begivenheder, der har haft et positivt udfald. At gøre opmærksom på, at mennesket er 

historieskabende, er dog ikke en hensigt, der lægger sig ensidigt op ad kontrafaktisk 

historieskrivning, men et ideal for al historieformidling. Dette ideal, at vi kan lære 

noget af historien, mister sin relevans i den postmoderne historieopfattelse. Historien 

er jo vilkårlig ifølge postmodernismen; At vi kan lære noget af den er således en 

illusion, da den lige så vel kunne have taget en anden form. 

Hensigten med kontrafaktisk historieskrivning kan dog sagtens legitimeres udfra 

en postmoderne historieopfattelse. Idet man kan påvise en troværdig kontrafaktisk 

udlægning af en historisk begivenhed, sætter man spørgsmålstegn ved 

sandhedsværdien af den faktuelle historie. Konstruktion af den faktuelle historie 

bliver imidlertid yderst synlig, hvis man kan konstruere en troværdig kontrafaktisk 

historie. Kontrafaktisk historie kan altså dekonstruere den lineære opfattelse af 

historien, som er en del af den etablerede historievidenskabs historieopfattelse. 

Endvidere er det tydeligt, at kontrafaktisk historie kan skabe debat om den 

vedtagne udlægning af historien. Dette er en egenskab, den etablerede modernistiske 

historievidenskab faktisk kan drage nytte af. Ingen historiker fra den etablerede 

historievidenskab vil, som vi før har nævnt, påstå, at dennes udlægning af historien 

ikke kan videreudvikles eller for så vidt omskrives. Mange modernistiske historikere 

peger netop på, at den historiske fremstilling beskriver den samtid, den er opstået i, 

4. Analyse— Kontrafaktisk historieskrivnings litterære virkemidler 

74



således at den må omskrives fra generation til generation. Den debatskabende 

egenskab, der knytter sig til kontrafaktisk historie, er altså betydningsfuld både for 

den etablerede og den postmodernistiske historieopfattelse. Betydningen er dog 

forskellig, idet den etablerede historievidenskab vil benytte debatten til at 

videreudvikle deres fremstilling, således at den kommer tættere på den historiske 

sandhed. Den postmoderne historieopfattelse vil derimod bruge samme debat til at 

sætte spørgsmålstegn ved hele opfattelsen af en tilnærmelsesvis historisk sandhed. 

Men at kontrafaktisk historievidenskab er debatskabende, gør den ikke til en 

legitim historisk videnskabelig genre set udfra et modernistisk synspunkt. Den 

etablerede historievidenskab må imidlertid udfra dens forudsætning om at nærme sig 

den historiske sandhed, opfatte den historiske videnskab som en analyse af historien. 

Med denne forudsætning in mente kan den kontrafaktiske genre ikke legitimere sig 

som videnskabelig genre, blot som debatskabende element. Derimod er 

forudsætningen for den postmodernistiske historieopfattelse ikke at nærme sig en 

historisk sandhed, men at anskueliggøre historiens eksistensgrundlag som sproglig 

konstruktion. At analysere historien kontrafaktisk giver således anledning til at 

anskueliggøre netop dette eksistensgrundlag. Derrida fremsætter endvidere, hvad han 

mener bør være historikerens opgave – at dekonstruere de binære oppositioner, altså 

de forestillinger og konventioner, som vi tager for givet. I dette henseende kan man 

forestille sig kontrafaktisk historieskrivning som brugbart redskab; altså til 

dekonstruktion af de binære oppositioner, som vi legitimerer i historien. 

Dekonstruktion er i alle tilfælde en væsentlig opgave for postmodernismen, og 

derved kan kontrafaktisk historie legitimere sig selv i postmodernismen. Om det 

således kan kalde sig videnskab er dog ikke givet. Ifølge postmodernismen er 

videnskaben et konstrueret begreb, hvis eneste virke er en magtkamp om hvem, der 

angiver det videnskabelige paradigme. 

4. Analyse — Kontrafaktisk historieskrivnings litterære virkemidler 

75


5. Konklusion 

Mellem to historievidenskaber 

At skrive kontrafaktisk historie er ikke at skrive hverken historie i den 

etablerede eller postmodernistiske forstand. Den etablerede historievidenskab 

kuldkaster konsekvent ideen om at skrive kontrafaktisk historie. I Erslevs stringente 

historievidenskab ville et kontrafaktisk ståsted være utænkeligt. For Erslev handlede 

det jo netop om at forstå det virkeligt skete via en forståelse af kilderne. Alligevel 

mener vi, at den kontrafaktiske historiker står med et ben i den etablerede 

historievidenskabs lejr. En del af de tematikker kontrafaktisk historie bruger er 

tematikker fra den etablerede historievidenskab. Den mere kildenære kontrafaktiske 

historie, som Tetlock og Belkin er en del af, placerer sig, som vi har argumenteret for 

i kapitel fire, væsentlig tættere på den etablerede historievidenskab end den 

skønlitterære tilgang som bl.a. Hellekson repræsentere. På trods af dette har 

postmodernismen tilsyneladende efterladt sig spor hos begge tilgange til 

kontrafaktisk historieskrivning. Det kontrafaktiske felts leg med nye konstruktioner 

af fortiden er en ting, postmodernismen har tilladt, og dermed muliggjort for 

kontrafaktisk historieskrivning. 

Vi spurgte i vores problemstilling, om kontrafaktisk historie er en del af en ny 

måde at forstå historien på. Vi mener at svaret er ja. 

En ny forståelse af fortiden 

Det er ikke normalt at undersøge historiens kausale sammenhænge eller 

historiens muligheder via kontrafaktiske hypoteser. På dét punkt adskiller 

kontrafaktisk historie sig fra det, vi normalt har set. Kontrafaktisk historie er dog ikke 

bare et forsøg på at indføre brugen af kontrafakta i historievidenskaberne. Vi ser også 

5. Konklusion— Mellem to historievidenskaber 

76



kontrafaktisk historieskrivning som et forsøg på at gentænke historien. At tænke 

kontrafaktisk er i sig selv en enkel og nem tilgang, men når den underkastet en række 

kriterier, som skal sikre fortællingens konsistens, åbnes der for muligheder. Den 

kontrafaktiske historiker giver sig selv et redskab til at forstå fortidens åbne 

situationer. Hvis man forstår dem, har man mulighed for at forstå nutidens åbne 

situationer. 

Måden Dahlberg bruger temaer fra fysikken til at legitimere sit forehavende 

med, er også en ting, han tilsyneladende har lånt fra postmodernismen. Som vi 

påviste, er parallellen tydelig. Vi ser os ikke i stand til at svare på, hvorvidt Dahlberg 

bør sidestille historien med fysikken, dertil ved vi ikke nok om fysik. Vi kan i alle 

tilfælde slå fast, at dette er et klart postmodernistisk træk ved Dahlbergs metode. 

Hvis man mener, at vi som kollektivt samfund skal lære af historien, så er 

kontrafaktiske hypoteser en meget brugbar metode. Derfor er kontrafaktisk 

historieskrivning en ny og nyttig metode, der bør have en plads i diskussionen af 

fortiden. 

Mod et nyt paradigme 

Til gengæld ligner kontrafaktisk historieskrivning ikke et frontalt angreb på 

hverken den etablerede historievidenskab eller postmodernismen og skal heller ikke 

ses som et sådant. Vi har påvist at kontrafaktisk historie adskiller sig væsentligt fra 

andre måder at skrive og forstå historien på. Vi har endvidere påvist, at kontrafaktiske 

overvejelser er blevet udgivet gennem lang tid. Derfor kan vi ikke konkludere at 

feltet er opstået for at angribe noget eksisterende. 

Det synes klart, at egentlige teoretiske overvejelser først er påbegyndt i den 

seneste tid. At denne kontrafaktiske bølge kommer nu, kan tilskrives flere ting. m Vi 

m Dahlberg kalder det også selv en kontrafaktisk bølge; Dahlberg 2001b; s. 28 

5. Konklusion — En ny forståelse af fortiden 

77


har selv i kapitel 3 argumenteret for, at man ikke kan se udviklingens perspektiver i 

samtiden. Derfor skal vi ikke se os i stand til at slutte noget endeligt, men meget 

peger i retning af en ny forståelse af fortiden, måske under påvirkning af 

postmodernismen. Om fremtiden vil kalde det, vi er vidner til, for et paradigmeskift 

kan vi kun gisne om. Med kontrafaktisk historieforskning er der åbnet en dør, hvis 

indgang går mod en ny opfattelse af historievidenskabens veje. Det er dog vigtigt at 

holde sig for øje, at kontrafaktisk historie ikke alene står for denne nye opfattelse, 

men er en del af en postmodernistisk strømning. 

Vi mener, at de teoretiske overvejelser om kontrafaktisk historie bør fortsættes 

idet der ligger en mulighed for en dybere erkendelse i teorierne. Den nuværende 

bølge har sat noget i gang, som er værd at bygge videre på. 

Inden for den litterære genre ses specielt i USA mange kontrafaktiske romaner 

med mindre historisk værdi men med en bredere appel end de kontrafaktiske 

historier, vi har set i Europa. n Sådanne romaner kan være med til at skabe en større 

forståelse for feltet og derved også en større udbredelse blandt menigmand. Vi mener 

imidlertid ikke, at disse romaner fungerer som en del af det videnskabelige felt, der 

beskæftiger sig med kontrafakta, idet de bryder næsten samtlige metodiske 

principper, der er opstillet for konsistent kontrafaktisk historieskrivning. o 

Perspektivering 

Som sagt kan den kontrafaktiske historieskrivning, i tråd med den 

postmodernistiske kritik ses som et angreb på visse elementer i den etablerede 

historievidenskab uden dog at forkaste alle principper, som den etablerede 

historievidenskab bygger på. Det er vores vurdering, at den kontrafaktiske historie 

n Her kan nævnes H. Turtledoves romaner hvori han f.eks. lader Sydstaterne have AK-47 rifler under den 

Amerikanske Borgerkrig. 

o Jf. side 23, Tetlocks og Belkins konsistensteorier. 

5. Konklusion— En ny forståelse af fortiden 

78



måske også kunne være med til at afhjælpe nogle af de problemer, som 

postmodernismen konfronterer historievidenskaben med. Under alle omstændigheder 

er det uhensigtsmæssigt som historiker konsekvent at afvise kontrafaktisk historie 

som uvidenskabelig. Reaktionen her i Danmark har indtil videre været en 

forbavsende stilhed over for den kontrafaktiske historie, hvilket man selvfølgelig kan 

undre sig noget over. Spørgsmålet om hvorvidt vi har at gøre med en tavs modstand, 

eller reaktionen måske bare skyldes at man ikke har opdaget den kontrafaktiske 

historie endnu, rejser sig uundgåeligt. Interessen er i hvert fald ingenlunde tilstede. Få 

historikere har dog taget bladet for munden, om end det er lang tid siden. Niall 

Ferguson citerer således E.H.Carr: 

”’counterfactual’ history is a mere ’parlour game’, a ’red 

herring’”. 61 

Og E.P. Thompson om samme emne, som han karakteriserer som 

”Geschichtswissenschlopff” eller oversat til dansk: ”noget 

ahistorisk lort”. 62 

Med undtagelse af disse må tavsheden dog siges at være markant. Dette mener 

vi kan ses som en afvisning af kontrafaktisk historie, idet man ikke engang gider at 

diskutere det. Man skal da også gå bag om, den umiddelbare kontrafaktiske 

historieskrivning og diskutere overvejelserne og teorien bag for at kunne se de for 

historikeren brugbare elementer i kontrafaktisk historie. Den første reaktion kan 

nemt, ligesom vi selv har oplevet det, være en afvisning, ”da det jo bare er fiktion”. 

Med dette projekt håber vi dog at have påvist, at kontrafaktisk historie har mere at 

byde på. 

5. Konklusion — En ny forståelse af fortiden 

79


English summary 

By means of Rasmus Dahlbergs theories and thoughts concerning counterfactual 

history the project presents the field and explains the theoretical background of 

counterfactual history as a science. Furthermore there is explained and argued for a 

Danish established history science and its postmodern criticism. Several theorists are 

used to present the established history science, but with main focus on Kristian 

Erslev. Keith Jenkins, Hayden White, Jacques Derrida and Jean-François Lyotard are 

representatives for the postmodern criticism in the project. 

In the last section of the project the statements of these theorists are used to 

make a comparative analysis of crucial concepts in order to point out the relation 

between counterfactual history and the chosen established history science. 

English summary— 

80

Bøger 



Litteraturliste 

”… ve’ du tænk’ dig, 

du gætter’et altså aldrig, 

hun had’ været på biblioteket! 

«Jammen, hva’ sku’ du da dær?» Sir jeg 

så. 

Ja, hun had’ jo så lånt bøger, 

medlemskort og alting, 

fem bøger, - hva’ gir du?” 

Per Højholt, Gittes Monologer 

Clausen, H. P.; Hvad er historie; 1963; København; Berlingske leksikon bibliotek 

Dahl, Ottar; Problemer i historiens teori; 1986; Oslo; Universitetsforlaget 

Dahlberg, Rasmus (red.); En anden historie; 2001a; København; Aschehoug 

Dray, William; Laws and explanation in history; 1957; London; Oxford university 

press 

Elster, Jon; Forklaring og dialektikk; 1979; Oslo; Pax 

Erslev, Kristian; Historisk teknik; 1911; København; Gyldendal 

Ferguson, Niall; Virtual History; 1997; London; Picador 

Hellekson, Karen; The alternate History – Refiguring Historical Time; 2001; 

Kent, Ohio, The Kent State University Press 

Jenkins, Keith (red.); The Postmodern History Reader; 1996; New York; Routledge 

Jenkins, Keith; Why history?: Ethics and Postmodernity; Routledge; 1999; New 

York; Routledge 

Kjørup, Søren; Menneskevidenskaberne; 1996; Frederiksberg; RUf 

Lyotard, Jean-François; Vandringer;1998; Moderne Tænkere – Gyldendal; 

København 

Lübcke, Poul (red.); Politikens filosofileksikon; 1983; København; Politikens Forlag 

Litteraturliste — Bøger 

81


Manniche, Jens Chr.; Den Radikale Historikertradition; 1981; Universitetsforlaget i 

Aarhus 

White, Hayden; Metahistory – The Histocal Imagination in Nineteenth-Century 

Artikler 

Europe; 1973; John Hopkins 

Dahlberg, Rasmus; Historiens matrix - Kontrafaktisk historieskrivning - teorier og 

idéer; 2001b; Den jyske historikers julenummer 

Langkjær, Michael A.; Teiresias og kontrafakta;2001; Den jyske historikers 

Web 

Radio 

julenummer 

www.hvadnuhvis.dk 

www.uchronia.net 

P1 d. 5/11 – 2001. En samtale med Rasmus Dahlberg om kontrafaktisk historie 

Litteraturliste— Artikler 

82

Litteraturhenvisninger 



1 Politikens Nudansk Ordbog s.598 

2 Dahlberg (2001a); s.323 

3 Ibid. s.322 

4 Ibid. s.329 

5 Ibid. s.330 

6 Dahlberg (2001b);, s.13f 

7 Hellekson (2001); s.4 

8 Ibid. s.2 

9 Ibid. s.5 

10 Dahlberg (2001b); s.14 

11 Ibid. s.14 

12 Ibid. s.14 

13 Ibid. s.15 

14 Hellekson (2001); s.8 

15 Dahlberg (2001b); s.16 

16 Ibid. s.16 

17 Ibid. s.17 

18 Ibid. s.18-19 

19 Ibid. s.19-20 

20 Ibid. s.20 

21 Ibid. s.20 

22 Ibid. s.21 

23 Erslev (1911); §5 

24 Erslev (1911); §6 

25 Erslev (1911); §6 

26 Erslev (1911); §7 

27 Erslev (1911); §33 

28 Erslev (1911); §27ff 

29 Erslev (1911); §32 

30 Erslev (1911); §34 

31 Erslev (1911); §84 

32 Erslev (1911); §39ff. 

Litteraturliste — Litteraturhenvisninger 

83

33 Erslev (1911); § 36ff 

34 Kjørup (1996); s.146 

35 Lübcke (1981); s.367 

36 Dahl (1967); s.126 

37 Clausen (1963); s.112 

38 Dahl (1967); s.122f 

39 Dahlberg (2001b); s.20 

40 Clausen (1963); s.135f 

41 Ibid. s.137 

42 Erslev (1911); §37-79 

43 Dahl (1986); s.10 

44 Lübcke (1981); s.87 

45 Dahl (1986); s.36 

46 Kjørup (1996); s.162 

47 Ibid. (1996); s.160 

48 Ibid. 162f 

49 Jenkins (1996); s.36 

50 Ibid. s.7 

51 White (1973); s.11 

52 Ibid. s.13 

53 Ibid. s.X (preface) 

54 Ibid. s.29 

55 Lyotard (1998); s.27 

56 Erslev (1911); §76 

57 Clausen (1963); s.133-135 


58 Kritikken, vi her fremfører, er en videreudvikling af Elster (1979); s.20ff 

59 Dahlberg (2001a); s.318 

60 P1 11/05 - 2001 

61 Ferguson (1997); s.3 

62 Ibid. s.5 

Litteraturliste— Litteraturhenvisninger 

84

Vejarbejde i historiens stisystemer

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?