Aarby Sogn nr. 3, 06 - Aarby Kirke

følgende association. Når vi studerer forskellige
folkeslag og deres tilhørende kulturer,
så er det interessant at bemærke,
hvordan de forskellige kulturer har gudsforestillinger,
der er tilpasset netop deres kultur.
Tag f. eks. vore egne forfædre vikingerne.
Deres kultur var ret aggressiv for ikke at
sige krigerisk. Det passede deres gudsforestillinger
også fint til. Den øverste gud i
vikingesamfundet var krigens og kampens
gud Odin.
Det er også interessant at bemærke følgende:
I de ti bud, som jo står i 2. Mosebog,
står der bl.a. ”Du må ikke lave dig noget
gudebillede i form af noget som helst oppe
på himlen eller nede på jorden eller i vandet
---”.
Årsagen til nævnte forbud var den ganske
enkelte, at idet man tegner eller former et
billede af Gud, så begrænser man samtidig
Guds væsen. Det er jo uheldigt, når man
samtidig har den forestilling, at Guds
væsen er alle steds nærværende og må som
følge deraf også være ubegrænset.
På Jesu tid havde jøderne så stor respekt for
Gud, at de aldrig kunne drømme om at stille
spørgsmål ved Guds eventuelle begrænsninger.
Derfor vovede de ikke at lave billeder
af Gud.
I vore dage har vi ikke den slags forbud,
snarere tvært imod. Når en mand f.eks. kan
sige, at han ikke kan tro på en gammel gråhåret
mand, der sidder på en sky, så er det
jo lige netop fordi han engang i sin barndom
har set et sådant billede og fået at vide,
at det forestiller Gud?
Jeg sagde før, at et folks kultur og gudsforestillinger
hænger tæt sammen. Det giver
mig anledning til at spørge, hvad det mon
er i vores kultur, der gør, at vores åndelige
udvikling går i stå i barnestadiet?
Her kan jeg så ikke lade være med at tænke
på, at er der noget, der har præget dansk
3
kultur i de seneste 150 år, så er det indførelsen
af demokratiet med grundloven af
1849. Og ikke mindst den udvikling det
demokratiske danske samfund har gennemgået
i disse godt 150 år.
Hele folket har lidt efter lidt fået selvbestemmelse,
frihed og en udstrakt fornemmelse
af , at der er ikke nogen, der skal
komme og bestemme over os, for der er
ingen over os. I demokratiets navn er vi alle
lige.
Derfra er der ikke langt til den beslægtede
tanke: At derfor er der heller ikke nogen
Gud, der skal bestemme over os! Hænger
det mon sådan sammen?
Det tror jeg. Som jeg sagde før, så hænger
et folks kultur og religiøse forestillinger
(eller mangel på samme) nøje sammen. De
to faktorer påvirker gensidigt hinanden.
Jeg er endvidere overbevist om, at en af de
væsentligste og måske delvis ubevidste
årsager til, at vi holder fast ved vores kirke
og kristne kultur, er den, at kristentroen er
udtryk for en overbevisning om, at der findes
en højere retfærdighed her i tilværelsen,
end den vi mennesker almindeligvis
kan præstere. Troen på at dette ideelle styre
og den tilknyttede tilværelse kalder vi i reglen
Himmeriget eller Guds Rige. Jo mere vi
lader os inspirere af den tanke, des bedre et
samfund formår vi at bygge op. Det mener
jeg i øvrigt, at historien giver mig medhold
i.
I stedet for at bære på et enkelt og forsimplet
billede af Gud, så burde vi i stedet
ivrigt debattere, hvem Gud er, hvordan er
Hans væsen og hvilke egenskaber har Han?
Når vi dernæst forsøger at arbejde os frem
til et svar, hvorfor så ikke tage udgangspunkt
i det alsidige billede, som de gamle
har overladt os i form af trosbekendelsen
beskrivelse af Gud med tre forskellige
ansigter: Gud som Skaber, Gud Søn og Gud
Helligånd!