Dansk Opgave - Kaj Munk Online

Dansk A.
01-05-99 Kaj Munk
M S
og hverken havde præstegård, kone eller drenge endnu. Netop derfor vidner det om
kontinuiteten i hans liv. Han forblev sin kaldelse tro.
En af de genrer hvormed Munk adskiller sig fra de fleste andre forfattere, er via hans
små jagthistorier. Hvori han tit og ofte skildrer naturen og al dens pragt. Ligeledes er selve
historien i ”jagt oplevelsen” beskrevet med en sådan kolorit, at man ikke kan undgå at
trække på smilebåndet. Munks jagthistorie ”Hun Skød Som en djævel” , indledes som
følgende. ”Sne er for mig et af de mange fingerpeg på Guds store magt. I går var skoven
søle og sjask og grå elendighed, og i dag er den et dårende feeri. Alle de gavne,
forkomne sorte træer gynger så sagte i glans og fest. Den sure, klamme kulde er borte,
frosten tager sine små muntre bid i øreflipper og næsetip. Jorden er jomfruelig skør og
uberørt; alle dens synder er tilgivet; nyskabt er den; et mirakel er i nat gået hen over
verden. Og hvad er sne så ? Ikke andet end vand. Gud er kommet gående ude fra
Verdensrummet, og lige inden han er drejet ind ad himmelporten for at sætte sig foran
kaminen og få lidt varme fingere, har han leet og åndet et par gange på skyerne. Det er
det hele. Er det ikke vælde : med så små midler at kunne skabe så store ting ? Skulle det
ikke også være muligt for ham en gang at kalde os op fra gravene og iføre os glans og
uforkrænkelighed ?(21). Ovenstående stykke vidner i alle højeste grad om det tema Munk
i næsten samtlige sine publikationer kom ind på. Nemlig underet, altså troen på Gud er
troen på miraklet. Ud fra ovenstående tekst kan det så let drages denne konklusion, at
Munk var panteist. At han så Gud i alt, følte hans udstrakte arm i alt, hvad der foregik
mellem himmel og jord, efterår og vår. Om dette er sandt, hersker der tvivl. For Munk
udtrykker jo således selv den tvivl, som han besidder i kraft af miraklet. Gud står derfor
alligevel for Munk som den næsten pateriske skikkelser der på trods af den manglende tro
på sine, tror på mennesket. Og således lader Gud indvirke i dets sind.
Som omtalt skabte Munk i sin tid, megen røre. Det hænger nok sammen med den
hang, nærmere sagt, mani for sandheden. Det skulde ud – ikke alene den ophøjede
sandhed og den pæne og polerede – men også den harske og nederdrægtige, som de
fleste foretrækker at stikke under stolen. Vi siger jo ikke alt, hvad vi mener. Vi bekender
kun, hvad vi kan være bekendt at bekende. Vi har ikke råd til at være fuldt ud ærlige, når
vi udtaler os, syntes vi. Det gør vi jo i den grad heller ikke. Der vil således gå for meget i
stykker for os selv og andre, om vi siger alt, hvad vi tænker. Men Munk tillod denne flothed
med alle de forvekslinger og misforståelser, der førte med. Man kan således bagefter
98HTX3 Side 12