Politi magasinet - 04

04| På 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 

patrulje. Vagtholdet er rygraden 

i politiet, men for få bliver bag rattet 

Ekstremisterne i Blekingegadenbanden 

havde meget mere på samvittigheden, 

end hvad de blev dømt for 

Politi(k). Når politifolk bliver politikere

Indhold 

Ansvarshavende redaktør: 

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg 

Redaktør: 

Janne Aagaard 

Redaktion: 

Anna Bridgwater 

Niels-Otto Fisker 

Gunver Gjetting 

Mikkel Thastum 

Erik Vand 

Sofie Yderstræde 

Eksterne bidragydere: 

Ulrikke Moustgaard 

Dorte Kvist 

Torben Christensen 

Fotograf: 

Thomas Tolstrup 

Design og tryk 

Trine Gade/Datagraf 

Politi udkommer seks gange årligt i 

16.000 eks. til alle ansatte i politi og 

anklagemyndighed 

ISSN: 1902-6048 

Næste nummer udkommer: 

1. februar 2008 

Kontakt: 

Janne Aagaard/Redaktionen 

Rigspolitiet 

Polititorvet 14, 3. sal 

DK-1780 København V 

Telefon: 33 14 88 88 

Abonnement: 

RPLT FP magasin (til ansatte i politiet) 

red@rigspoliti.dk (eksterne modtagere) 

Magasinet kan også læses på 

www.politi.dk/magasinet 

04| 

06| 

08| 

16| 

20| 

Nyheder, indland: 

Fremtidsværksted hos 

anklagemyndigheden 

giver nyt jobindhold 

Nyheder, udland: 

Danmark og Finland 

vinder borgernes tillid 

På vagthold: Politiets 

rygrad er skifteholdet, 

men arbejdet slider i 

længden 

På vagthold: Kold 

skulder til skifteholdet 

skyldes lav status og for 

lidt udvikling 

Politi(k): Engagementet 

driver stadig flere politifolk 

mod politikertilværelsen. 

Mød fem borgmestre og to 

folketingskandidater 

18| 

20| 

25| 

Ildsjæle: Hellere leder 

end chef, mener 

chefanklager i Syd- og 

Sønderjylland 

Ulla Kaspersen 

Politi(k): Politikasketten 

skiftes ud med 

borgmesterkæden hos 

stadig flere 

Politi(k): Lovgivende 

eller udøvende magt? 

Indflydelse giver blod 

på tanden 

Illustration: Sissan Richardt

Blekingegadesagen: 

» Jeg har enorm respekt for politiets arbejde, for 

den energi og enorme mængde arbejde, der 

ligger i en politiefterforskning. Ihærdigheden, 

kreativiteten og arbejdsindsatsen i forbindelse 

med Blekingegadesagen har været gigantisk. « 

28| 

0| 

Ildsjæle: Hestehove og 

mugning fylder staldmester 

Anne Houmanns 

hverdag 

Terror: Forfatter 

Peter Øvig Knudsen om 

ekstremismen blandt 

danskerne på baggrund 

af mange års research 

om Blekingegadebanden 

Ekstremismen lever og har det godt – også blandt etniske 

danskere. Det minder forfatter Peter Øvig Knudsen om i 

interviewet på side 30 

| 

4| 

6| 

Lederen: Politi og 

anklagemyndighed skal 

beskytte det gode 

samarbejde, skriver rigsadvokat 

Jørgen Steen 

Sørensen 

Kronikken: Mangfoldighed 

giver en bedre 

arbejdsplads, fortæller 

formanden for Netværket 

for Politikvinder i Danmark, 

Susanne Philipson 

Staven – din tur til at slå 

på politiet: Matadors 

mor, Lise Nørgaard, giver 

dansk politi et par kærlige 

ord med på vejen 

Velsignet 

bud(bringning) 

Med fire numre på bagen har du forhåbentligt et indtryk 

af magasinet, du sidder med i hånden. 

Nå, ikke? 

Det skyldes måske, at du ikke har modtaget 

magasinet Politi endnu. Distribution er et nøgleord for 

de fleste blade og magasiner. Man kan lave et godt 

journalistisk produkt, men hvis læseren ikke modtager 

det, er det skønne spildte kræfter. 

Den anden grund til, at du endnu ikke har fået for- 

nemmelsen for, hvad magasinet indeholder, og hvorfor 

Rigspolitiet har brug for et fælles medie, er måske, at du 

er ramt af en evig skeptisk indstilling til alt, der kommer 

fra ledelsen eller Rigspolitiet. Den holdning er svær at 

gøre noget ved, i hvert fald på kort sigt. 

Hvad vi kan gøre, er at sørge for, at du modtager maga- 

sinet. Indtil nu har Rigspolitiet vægret sig ved at bruge 

Post Danmark til distribution på grund af de store 

omkostninger forbundet ved den løsning. 

Derfor har vi bedt de enkelte kredse om at assistere 

os med at levere hvert enkelt blad ud til medarbejderne. 

Efter tre numre med distributionsproblemer må vi 

lægge kursen om. Så fra næste nummer, Politi 05, der 

udkommer den 1. februar, skal du ikke lede efter maga- 

sinet i dit dueslag, i kasser, på gange eller bag trappen. 

Det ligger derhjemme og venter på dig. 

Vi sender magasinet hjem til dig, fordi den nuværende 

ordning ikke fungerer. Og fordi Konkurrencestyrelsen i 

sidste måned afsagde dom i en længe ventet sag, der 

pålægger Post Danmark at ændre prissætningen på 

bladuddeling. Derfor kan vi fra næste år sende 

magasinet hjem til dig for lidt over tre kroner. 

Til gengæld håber vi på, at vi når dig – på mere end 

en måde – og at du vil bruge lejligheden til at læse 

magasinet og give din mening og gode ideer til kende 

på adressen magasin@rigspoliti.dk. 

Janne Aagaard 

Redaktør 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 |

XXXXXX NYHEDER INDLAND 

Styr på bilerne 

800 køretøjer og 12 vagtcentraler får 

nyt system til at styre flåden af 

patruljevogne på Fyn. Det har Rigs- 

politiet givet grønt lys for efter et 

pilotprojekt hos Fyns Politi. 

Systemet skaber, ifølge Bjarne 

Sørensen, linjechef for beredskabet 

hos Fyns Politi, et godt overblik over 

de køretøjer, som vagtcentralen har til 

rådighed. Ud over et vejkort giver 

systemet også mulighed for et detal- 

jeret luftfoto af et område. 

Systemet bidrager også til en øget 

grad af sikkerhed, idet vagtcentralens 

personale hele tiden har overblik over 

vognenes placering. Systemet, der er 

baseret på gps og bruger GSM-nettet 

hos Sonofon, sender datameldinger 

ud til bilerne. Via en kvittering får 

patruljen en kørevej- 

ledning, mens den 

vagthavende 

kan følge 

med på 

skærmen 

hjemme på 

stationen. 

-toc 

Mindre talje, 

mere overskud 

Årets store satsning hos Rigspolitiets 

Idrætsforening (RPIF) hedder ’Det hele 

menneske’. Målet har været at sætte ind 

på flere fronter for at forbedre sundhe- 

den hos de 32 deltagere. 

Som stifteren af projektet, RPIF’s 

næstformand Jørgen Guldborg, siger, så 

bliver vi påvirket af stress, fastfood og 

dårlige arbejdsstillinger. Derfor har ’Det 

hele menneske’ tilbudt målrettede, indi- 

viduelle trænings- og kostprogrammer, 

og kriterierne for succes er individuelle: 

»Nogle har tabt sig fire kilo eller 12 

centimeter rundt om taljen. Og nogle er 

bare glade for, at de har lært nye træ- 

ningsmetoder,« siger Jørgen Guldborg. 

Fælles for alle deltagerne er en for- 

bedret kondition. Se og læs mere på 

www.rpif.dk. 

-ab 

Brandgrupper i hele landet 

København har i fem år haft en lille gruppe teknikere, 

som er specialister i brand. Målet er at få en sektion af 

polititeknikere, som er specialister i brand. Derfor skal 

brandsektionen være landsdækkende, og der skal op- 

rettes brandgrupper i Region Nord i Randers og i 

Region Syd i Fredericia. Sammen skal de tre grupper 

have 12 teknikere i alt. 

»Vi har de folk, vi skal bruge, og indtil videre indgår 

de i det almindelige vagtskema. Men på længere sigt 

er det meningen, at vi kun skal tage os af brandunder- 

søgelser,« siger Peter Fuglsang Christiansen, vicepoliti- 

kommissær og leder 

af brandsektionen 

med de tre brand- 

grupper, der hver har 

en erfaren fagper- 

son, som har stor 

rutine i brandunder- 

søgelser. 

Det er meningen, 

at de tre brand- 

grupper primært 

skal dække deres 

eget område, men 

hvis der er behov for 

det, så skal de 

assistere hinanden. 

-toc 

Løftestang til anklagerne 

Måske får nogle af politikredsenes jurister være en god idé, hvis der også blev mulighed sin deltagelse i fremtidsværkstedet: 

fremover titlen ’specialanklager’ på visitkortet. for at specialisere sig endnu mere som ankla- »Det var meget spændende at få klarlagt, 

Sådan lyder forslaget til en helt ny stilling med ger«. hvilke kompetencer vi skal have«. 

nyt jobindhold, der sammen med stribevis af 50 medarbejdere har været på fremtids- Blandt værkstedets andre forslag er: 

andre forslag skal udvikle anklagemyndighe- værksted, hvor de udpegede de vigtigste • Ansættelser og forfremmelse sker med et 

den. kompetencer for fremtidens anklagere. gennemskueligt og sammenligneligt bedøm- 

Stillingsbetegnelsen ’specialanklager’ kan »Vi har altid været enige om, at vi er og skal melsesværktøj. 

ifølge Ida Sørensen, uddannelses- og udvik- være dygtige. Men hvad gemmer der sig • Årlig medarbejdersamtale bliver taget så 

lingschef hos Rigsadvokaten, løse et centralt egentlig inde i denne meget uldne betegnel- alvorligt, at det indbygges i ledelsens resul- 

problem: se? Det har vi et bud på nu. Øverst på vores tatkontrakt. 

»Hidtil har vores eneste karrierevej været hitliste ligger ’integritet’, der er altafgørende,« • Udviklingsplan for alle medarbejdere. 

op. Var man en dygtig anklager, kunne man siger Ida Sørensen. Politifuldmægtig Pernille Søberg fremhæver 

kun avancere ved at blive chef. Måske ville det Politifuldmægtig Christina Tassing siger om fremtidsværkstedets forslag om talentudvik- 

4 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

Islænding med på patrulje 

En spritbilist er en spritbilist, uanset om han kommer fra 

Reykjavik eller København. Alligevel kan de to landes politi 

godt lære noget af hinanden. Derfor var en islandsk politimand 

på nordisk udveksling i Københavns Politi i september. 

Her var han i 14 dage tilknyttet Station City, hvor han var på 

vagthold og kørte med som tredje mand i patruljevognen for at 

få et bredt indtryk af ordenspolitiarbejdet i hovedstaden. Deref- 

ter arbejdede han i 14 dage i Færdselsafdelingen, da han er 

færdselsbetjent på Island. 

»Man kan virkelig drage nytte af at se, hvordan politiet i et 

andet land løser en opgave. Og det er altid rart at få nogle nye 

idéer og impulser,« siger holdleder, politikommissær Søren 

Svendsen fra Station City. 

Det er ikke første gang, Københavns Politi har besøg af 

nordiske kolleger på udvekslingsophold, ligesom Station City 

også selv har haft en politimand i Oslo for nylig. 

Nordisk Ministerråd har besluttet, at alle statsansatte 

tjenestemænd og overenskomstansatte i Norden kan komme 

på udveksling hos hinanden i mindst en måned og højst et år. 

Man skal selv søge et ophold gennem sin arbejdsplads. 

Sjovere job og nye 

titler. Det kan blive 

resultatet af en øget 

specialisering og 

fordybelse 

ling, og at man skal have bedre mulighed for at 

dygtiggøre sig uden for anklagemyndigheden. 

»Vi står nu med de små årgange, hvor det 

bliver vigtigt at rekruttere og fastholde folk,« 

siger Søberg. 

Med fremtidsværkstedet er processen langt- 

fra afsluttet, understreger Ida Sørensen: 

»Vores mål er en samlet plan, der er visio- 

nær og realistisk. Derfor gør vi en alvorlig 

indsats for at involvere så mange som muligt«. 

-mit 

-fie 

Penge 

til trængende 

politifolk 

Alle kan komme i en situation, 

hvor de godt kan bruge lidt hjælp. 

Handler det om økonomisk støtte 

efter en stor krise, så kan Politiets 

Mindefond måske yde bistand. 

Fonden har ikke millioner at 

dele ud af, men der er god grund 

til at søge, for der er ikke mange 

ansøgninger ved de to årlige udde- 

linger. 

Hvis du, en kollega eller en 

kollegas pårørende er kommet 

uforskyldt i knibe, så kan an- 

søgningsskema rekvireres hos 

Vibeke Hansen hos Rigspolitiet. 

Tlf. 33 14 88 88, lok. 5001. 

-ab 

Fiktive 

forbrydelser 

To nye romaner skrevet af politi- 

folk er i butikkerne. 

Frode Z. Olsen har mere end 

32 års erfaring fra politiet, og hans 

viden og oplevelse har han nu an- 

vendt i kriminalromanen ’Den dag 

sneen kom’. Historiens centrale 

person er kriminalinspektør Arne 

Bellmann, som vikles ind en inter- 

national gåde om en ung englæn- 

der, der sporløst forsvinder i 

København. 

Også Troels Ørting Jørgensen 

har skrevet en roman. Bogen, 

’Operation Gamma’, er hans debut 

og handler om mellemøstlige for- 

brydelser med danske rødder. 

Ørtings hovedperson er 

politikommissær Kristian Lange, 

som får muligheden for at forhin- 

dre en stor terroraktion rettet mod 

de sommerglade gæster i Tivoli, 

men det kræver, at han selv begår 

kriminalitet. 

-ab 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 5

NYHEDER UDLAND 

Vold i unges parforhold 

Nedgørelse, voldsom jalousi og stærk kontrol med 

kærestens adfærd. Både unge mænd og kvinder under ud- 

dannelse bliver i høj grad udsat for psykisk og fysisk vold fra 

kæresten. Det fastslår den amerikanske professor, Sandra 

Stith, fra Kansas State University, USA, som forsker i vold. 

I USA har 30 procent af de studerende på college været 

udsat for fysisk vold i deres parforhold. Tallet for elever på 

klassetrin 9-12 er 25 procent. 

Årsagen er blandt andet stress, manglende evne til at 

håndtere vrede og parforholdets intensitet. Forskning viser, 

at jo mere seriøst et parforhold mellem to unge er, desto 

større er sandsynligheden for, at der vil opstå vold. De 

unge kan have svært at bryde med en 

voldelig kæreste, fordi de påtager sig 

skylden for overgrebene. Andre synes, 

det er flovt at bede om hjælp. 

6 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 

-um 

Sådan kan vi li’ det: popularitet og tillid! Her fra årets 

Roskilde Festival i juli, hvor pigerne flokkedes om de 

uniformerede betjente. Danskerne og finnerne har mest 

tillid til politiet, viser ny undersøgelse 

Finner og 

danskere 

stoler mest 

på politiet 

Af Ulrikke Moustgaard 

Befolkningen i de nordiske lande stoler mere på politiet end andre 

europæere. Det viser en undersøgelse, der sammenligner borgernes 

tillid til politiet i 16 lande i Europa. Det er Finlands politiskole, der 

står for undersøgelsen. ‘Trust in the Police in 16 European Countries: 

A Multilevel Analysis’ af Juha Tapio. 

Sexforbrydere får nye ideer 

Udviklingshæmmede, der begår sædelighedsforbrydelser, får måske deres 

viden om sex fra den resocialisering, de gennemgår efter en dom. Det mener i 

hvert fald amerikanske forskere, skriver tidsskriftet ’Journal of Intellectual & 

Developmental Disability’. 

Konklusionerne bygger på personlige interviews med knap 

32.000 europæere fra de 16 lande samt på tal og statistik om lande- 

nes offentlige udgifter, herunder også til politi og retsvæsen, samt om 

Indtil nu har det været god latin at antage, at udviklingshæmmede begår 

sexforbrydelser, fordi de mangler viden om seksuel adfærd. De kender simpelt- 

hen ikke de sociale koder. Men forskerne mener nu, at for meget viden er farlig, 

og at seksualundervisning giver nogle af forbryderne inspiration til nye overgreb. 

Overlæge og psykiater Birgit Jessen-Petersen fra Anstalten ved Hersted- 

vester arbejder til daglig med danske sædelighedsforbrydere. Ingen i anstalten 

er udviklingshæmmede, men flere er dårligt begavede. Psykiateren er ikke 

skræmt af den amerikanske forskning. Hun mener, at viden er essentiel for de 

indsatte, for at de kan ændre vaner: 

»Vi mener, information er vigtig. Vi har et program, hvor vi underviser sædelig- 

hedsforbrydere i mange ting, blandt andet også emner omkring seksualitet. Men 

vi gør det for at motivere dem til at gå i behandling«. 

-ab

korruptionsniveauet i de 16 lande. Topscorere på tillidslisten er po- 

litiet i Finland og Danmark. Den ringeste tillid til politiet finder man i 

lande som Tjekkiet og Polen i den tidligere østblok. 

Årsagerne til de store forskelle i polititilliden er mange. Én er 

korruption: Jo færre skandaler om pengemisbrug eller korruption i 

såvel regeringen som blandt embedsmænd i den offentlige sektor, 

desto større er tilliden til ordensmagten. Har man som borger selv 

oplevet korrupte embedsmænd, er tilliden til politiet ringe. 

Økonomisk utryghed påvirker ligeledes borgernes tillid til politi- 

et. Jo fattigere og mere socialt udsat den enkelte borger er, jo min- 

dre stoler vedkommende på politiet. Grunden kan være, at det ofte 

er folk i belastede områder, der udsættes for kriminalitet, siger un- 

dersøgelsen. 

Paradoksalt nok er de lande, der bruger flest penge på offentlig 

orden og sikkerhed, også de lande, hvor politiet nyder mindst tillid. 

Forklaringen er, at tillid handler mere om velfærd og social 

tryghed end om egentlig sikkerhed. Derfor har lande med et vel- 

udbygget velfærdssystem større polititillid, og de bruger samtidig 

også færre penge på at opretholde lov og orden. 

Finland og Danmark er begge solide velfærdsstater, og befolk- 

ningen har stor tillid til samfundets systemer. En tillid, som også 

politiet nyder godt af. 

Svenske politivåben under lup 

Svensk politi er i gang med at kigge opbevaring og vedligeholdelse 

af alle våben efter i sømmene. Den svenske Rikspolitistyrelse har 

sat undersøgelsen i gang, fordi håndteringen af våben ikke altid er 

fejlfri. Svensk politi har rapporteringspligt. 

Hvert år skal en fuldstændig optegnelse over politiets våben 

sendes til Rikspolitistyrelsen. Ved gennemsyn har man her opdaget 

en del fejl og mangler. Derfor rejser undersøgelsens ansvarlige nu 

rundt til alle kredsene og kigger på, hvilke våben kredsene råder 

over, og hvordan de opbevares. 

Foreløbig har undersøgelsen omhandlet tre kredse, og der er 

blevet fundet fejl. Kredsene har fået påbud om at kassere våben 

eller stramme op på deres opbevaringsrutiner. 

-ab 

It-software forudser terror 

Terrorgrupper bruger ikke al deres tid 

på terrorhandlinger. En militant 

islamistisk gruppe som Hizbollah har 

brug for at undervise og fremstille 

propaganda indimellem, og i disse 

perioder er sandsynligheden for, at de 

gennemfører et selvmordsangreb, 

godt 35 procent lavere end ellers. 

Det forudsiger et nyt stykke ana- 

lytisk computer-software, som netop 

er blevet udviklet på The University of 

Maryland Institute for Advanced 

Computer Studies (UMIACS) i USA. Softwar en registrerer og 

sammenkører oplysninger om terrorgruppernes aktiviteter og kan 

på den måde beregne sandsynligheden for et terror angreb. 

Softwaren kan finde tusindvis af data om både enkeltpersoner, 

grupper, miljøer og meget andet; datamaterialet spænder fra 

nyheder til online videobiblioteker. 

Tilsammen betyder dette, at man i løbet af kort tid kan få et 

overblik over eksempelvis terroristers handlingsmønstre eller det 

kulturelle og politiske klima i en bestemt region. Derfor spår for- 

skere også, at det ny redskab vil kunne styrke den globale kamp 

mod terror. 

Nye toner fra etnisk 

politileder 

En ledende sort politiofficer i Storbritannien 

dropper den politiske korrekthed og kræver, at 

politiet holder de unge fra etniske minoriteter 

i kortere snor. Ifølge den britiske avis ’The Observer’ har forman- 

den for ’National Black Police Association’, Keith Jarrett, opfordret 

til, at politiet langt oftere skal standse og undersøge sorte og bor- 

gere fra andre etniske minoriteter. I dag har britisk politi retten til at 

foretage ’Stop and Search’, som svarer til det danske politis befø- 

jelser i visitationszonerne. På nuværende tidspunkt bliver der 

standset fire gange så mange sorte som hvide borgere i Storbri- 

tannien. 

Jarrett er klar over, at hans forslag er kontroversielt, men 

britiske storbyer er plagede af skudepisoder, vold og bande- 

kriminalitet. Nu siger Jarrett, at de etniske minoriteter selv 

opfordrer til at slå hårdere ned på de kriminelle unge. Krimina- 

liteten er blevet så udbredt, at mange sorte og indvandrere gerne 

vil risikere diskrimination, hvis det kan standse kriminaliteten. 

Modstandere af forslaget har hævdet, at øget kontrol med 

etniske minoriteter kan give anledning til raceuroligheder. Men 

Jarrett mener, at så længe politiet optræder høfligt og korrekt, når 

de standser de etniske borgere, vil hans forslag ikke øge 

racespændingerne i landet. 

-um 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 

-ab

Tema: På vagthold 


Politiets rygrad 

At køre på vagthold er grundlæggende politiarbejde, 

alligevel søger mange betjente væk fra holdene. 

Vi tog med på patrulje i Glostrup og Næstved 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 |

PÅ VAGTHOLD 

Politiets rygrad… 

Af Sofie Sidelmann Yderstræde 

Glostrup 00:20. 

Som han står der i mørket og kigger ind over 

plankeværket til et rækkehus, har Michael Jun- 

ker alle sanser skærpet. Politiassistenten har 

fingeren på radioens sendeknap og trykker på 

den to gange. Et diskret signal til makkeren, 

politibetjent Brian Wohlert Lund, om, at han 

er på plads ved bagindgangen, i tilfælde af 

at nogen skulle finde på at stikke af den vej. 

De to betjente fra Københavns Vestegns 

Politi er ude på nattevagtens første opgave. 

Der er muligvis våben på et værelse inde i 


rækkehuset i Albertslund. For en halv time si- 

den slyngede de den sidste tår kaffe ned i 

vagtstuen, mens vagthavende gennemgik døg- 

nets vigtigste begivenheder for dem og resten 

af Hold 3, som mødte ind på Politigården i Al- 

bertslund klokken 23. 

»Klokken 9.30 fik vi en bombetrussel i Glo- 

strup telefoneret ind. Klokken 10.25 blev kolle- 

ger udsat for fornærmelig tiltale, da de blev 

sendt ud til en familie med en kamphund,« 

læser vagthavende op. 

»Hunden blev holdt tilbage af sin ejer og 

udviste ingen form for positiv adfærd,« lyder 

betjentens ironiske formulering, som får hele 

Michael Junker og kollegaen, politibetjent, PG II’er Ronnie Kjærgaard Kesby, er på aftenpatrulje. 

Der er en del S-togsstationer i Københavns Vestegns Politi. Så af og til må en patrulje sendes af sted til 

hærværk, vold og andre lovovertrædelser, som finder sted ud på de små timer. 

holdet til at bryde ud i latter. Der ønskes god 

vagt, og alle rejser sig – nogle for at tjekke mail, 

andre for at hente radioer og lygter i opladerne. 

Michael går ud i gården for at få en smøg og en 

sludder med en kollega. 

»Vi skal ud at køre,« lyder det fra Brian i dø- 

ren fem minutter senere. En bekymret udlejer 

har ringet og fortalt, at hans lejer har våben på 

sit værelse i rækkehuset. 

Det bedste job 

De to sætter sig i patruljevognen og kører ud i 

aftenmørket i det store forstadsområde. Her 

har 48-årige Michael kørt på vagthold siden

1988, kun afbrudt af godt to år ’uden for num- 

mer’, hvor han arbejdede som SSP-opsøgende 

gademedarbejder, og fem år som motorcykel- 

betjent i færdselspolitiet. 

»Jeg har været heldig at få lov til at prøve 

mange ting, som man ikke gør, når man sidder 

ved et skrivebord. Så jeg føler mig privilegeret,« 

fortæller Michael. 

Det er altså blevet til 12 år i en patruljevogn. 

Kontakt til tusindvis af borgere i utallige situa- 

tioner. Nogle har været glade for at se ham. 

Andre har frygtet hans rolle. Og atter andre 

hadet det, han gennem sit arbejde står for. 

»I al den tid, jeg har arbejdet i firmaet, har 

nogle kolleger følt, at det er lavstatus at køre 

på vagthold. Jeg fatter det ikke. For jeg synes, 

at det er det vigtigste politiarbejde, der findes. 

Det er borgervendt, vi kan gøre en forskel. Der- 

for er det skideærgerligt, at det er lavstatus at 

køre vagthold,« siger Michael og skruer lidt på 

FM-radioen, mens 32-årige Brian kører. 

»Ja, der var den. Radio Yes2day,« udbryder 

politiassistenten tilfreds, da han finder sin ynd- 

lingsradiokanal, der spiller musik fra 1960’erne 

og 1970’erne. I løbet af natten viser det sig, at 

han er lidt af et omvandrende musikleksikon, 

og Brian bliver af og til hørt i lektien om kunst- 

nere, grupper og sangtitler. 

En souvenir fra de varme lande 

Ved rækkehuset i Albertslund melder Brian 

over radioen stående ved husets fordør, at ud- 

lejeren har lukket op. Alt er roligt. 

De to betjente går ind og banker på døren 

hos den 17-årige lejer, som ligger og sover. 

»Dav, det er politiet,« siger Michael og væk- 

ker roligt den unge mand i sengen. 

Han ser noget forskrækket og forvirret ud, 

men Michael taler ham til ro, mens Brian kigger 

efter våben på det lille værelse. 

»Det er en grim en, den her,« konstaterer 

den unge betjent og viser en morgenstjerne 

frem. 

Ved siden af den ligger en armbrøst, en 

solid slangebøsse og en splatterpistol. Den 

unge mand fortæller, at det er souvenirs fra 

Italien. Det var meningen, at de skulle op på 

væggen og pynte, men han har ikke lige fået 

dem hængt op endnu. 

»Selv om det er gaver, skal du alligevel have 

en tilladelse til at have dem hængende,« for- » 

Michael Junker, 48 år, politiassistent i Københavns Vestegns Politi, Albertslund. Ansat i 1988. 

Han har altid arbejdet i Københavns Vestegns Politi, tidligere kendt som Glostrup Politi, og 

har i mange år været vejleder for PG II-elever. 


PÅ VAGTHOLD 

Et supermarked har været udsat for indbrud, 

så Michael Junker og Ronnie Kjærgaard Kesby 

undersøger lageret for fingeraftryk og andre spor. 

» klarer Michael og får den unge mand tjekket i 

Kriminalregistret. 

Han er ikke kendt og virker desuden som 

en fornuftig fyr, der bare ikke har helt styr på 

reglerne. Michael forklarer mulige konsekven- 

ser af at rende rundt med den meget livagtige 

pistol. 

»Jeg vil nødig være den, der skyder dig, 

fordi du trækker sådan noget lort her en aften. 

Man kan nemlig ikke se, at den ikke er ægte. 

Så det dur ikke, at du har sådan noget skram- 

mel liggende,« konkluderer Michael, mens 

Brian samler våbnene ind. 

Michael ringer til den unge mands mor og 

aftaler med hende, at de må tage våbnene 

med. De giver hånd til den unge mand og 

siger godnat. 

»Det er lige netop sådan noget her, der er 

det spændende ved arbejdet. Vi ved ikke, 

hvad vi kommer ud til. Det kan ende med alt 

muligt, så vi var meget på vagt, da vi gik ind. 

Men det er rart, når det udvikler sig sådan 

her,« siger Michael og ryger en cigaret på vej 

tilbage til patruljevognen. 

Michael kan godt lide at snakke med folk 

på den måde. Få dem til at forstå, hvorfor det 

ikke er smart at gøre, som de har gjort. 

Uanset om det drejer sig om hærværk eller 

nabostridigheder. 


Siden oktober har Michael Junker kørt som chauffør for OCU, Omgangstjenestens 

Centrale Udrykningsleder, som også kører på treholdsskift. Nu er nattens patrulje 

slut, og han kan tage hjem til sin kone og tre børn og indhente lidt nattesøvn. 

»Efter min mening er en god betjent en, der 

møder folk med ydmyghed og respekt. Det er 

ikke nødvendigvis en, der skriver mange sa- 

ger. Det handler om at være derude og hjæl- 

pe folk. Men det allervigtigste for mig er, at 

jeg og min makker skal hjem i ét stykke – 

både fysisk og mentalt«. 

Træd på speederen 

Klokken er ved at være 2, og pludselig går det 

stærkt. En melding om et indbrud i en golf- 

klub i Hedehusene er kommet, og tyvene 

skulle være der endnu. 

»Nu skal vi ud at fange nogle tyveknægte,« 

siger Michael og tænder for det blå blink. 

Brian tæsker rutineret gennem gearene. 

Der er næsten 20 kilometer derud, men der 

er næsten ingen trafik på denne tid af døgnet 

på motorvejen. Speedometeret viser mellem 

160 og 180 kilometer i timen. 

For ti minutter siden sad de to kolleger og 

talte varmt om den kop kaffe, de skulle ind på 

Politigården og have. Nu er den udsat på 

ubestemt tid. 

Da Brian og Michael kører ind ad ind- 

kørslen ti minutter senere, udbryder de et 

ærgerligt »aarrhh« og ler. Hundefolkene er 

kommet først og er gået i gang med at søge i 

den kulsorte nat. Inde i klubhuset har tyvene 

knust en rude til et kontor, pengekassen er 

fjernet fra et kasseapparat, og alle skabe står 

åbne. 

Michael lægger sin lygte ned langs gulvet. 

På den måde kan han bedre opdage fod- 

aftryk. Han går ud efter fingeraftrykskufferten 

i patruljevognens bagagerum, og inde på kon- 

toret pensler han rødt fingeraftrykspulver på 

skranken og sikrer et aftryk på en transparent 

klæbeplade. 

Imens har Brian fundet pengekassen 

smidt i buskene. Alt samles sammen og ta- 

ges med hjem til Politigården klokken 3.30, 

hvor både kaffe og mad og lidt vagtstuesnak 

venter. Det var noget af det, som Michael 

savnede og fik ham tilbage til politiet efter to 

år som opsøgende SSP-gademedarbejder. 

Stolt af sit arbejde 

»Jeg savnede kollegerne, miljøet og det 

uforudsigelige i arbejdet. Ja, hele stemnin- 

gen. Men nu er det hele jo heller ikke rosen- 

rødt,« siger han og nævner lønnen som noget, 

han godt kan blive ærgerlig over. 

»Men alt i alt er jeg sgu stadigvæk stolt af 

at være politi’er,« konkluderer han. 

Gennem årene i Albertslund har han set 

rigtig mange unge betjente begynde på vagt- 

hold for senere at søge videre, fordi de er kørt

Morgenvagten: Lars Olsen, 43 år, er politiassistent i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han har været ansat siden 

1986, 11 år i Københavns Politi og siden 1998 i Næstved Politi, hvor han også fungerer som vejleder for PG II-elever. 

surt i de skiftende arbejdstider: »Jeg kan ikke 

rigtig forstå det… At man kan få problemer 

med maven af at køre treholdsskift, når man er 

midt i 20’erne. Når man søger ind, ved man, at 

politiet er en forretning, der kører i døgndrift. 

Og jeg synes, det er ret uheldigt, hvis man sø- 

ger en efterforskningsstilling for at slippe for at 

køre på vagthold. Så er det jo ikke nødvendig- 

vis interessen for efterforskningsarbejdet, der 

trækker mest,« vurderer Michael og sætter sig 

til computeren på en skrivestue. 

Livløs kvinde 

Klokken 04.30 triller de ud i igen. Det støv- 

regner, Kim Larsen synger om papirsilhuetter, 

og Michael nynner lidt med. Pludselig er vagt- 

havende i radioen. En bilist har fundet en ung 

kvinde liggende livløs i rabatten ved Ishøj Sta- 

tionsvej. 

Brian tjekker, om kvinden har livstegn: Han 

rusker kraftigt i hende. Vrider hendes øreflip 

rundt og råber til hende. Først da han giver 

hende nogle klap på kinden, kommer hun lang- 

somt til sig selv: »Rolig, rolig. Det er politiet. Vi 

er her for at hjælpe dig,« siger Brian og får den 

unge kvinde op at sidde. 

Hun kommer ind i patruljevognen, og be- 

tjentene fornemmer instinktivt, at der er noget, 

hun ikke vil ud med. Hun vil ikke på skade- 

stuen, så Michael og Brian kører hende hjem. 

»Hvis der er sket et eller andet, vil vi gerne 

hjælpe dig,« siger Michael. 

Hun begynder at græde, men afviser at sige 

noget og bliver hjulpet ud. Klokken er 05.30, og 

betjentene runder et industrikvarter i Ishøj i 

patruljevognen. 

Ved 07-tiden lysner det, og folk begynder at 

sige »godmorgen« på gangen uden for skrive- 

stuen. 

»Det her har været en god nat. Det har været 

godt politiarbejde,« konstaterer Michael tilfreds 

og siger godnat til Brian. 

»Det her er mit yndlingstidspunkt på døgnet. 

Når jeg om lidt kører hjem til Haslev ved Næst- 

ved og kan se alle de andre bilister på den 

anden side holde i lange køer på Køge Bugt 

Motorvejen, og jeg bare kan køre lige igennem 

sydpå,« gnægger han og strækker sig. 

Næstved 0 :00 

For 43-årige politiassistent Lars Olsen er vag- 

ten lige begyndt i Næstved, Sydsjællands og 

Lolland-Falsters Politis hovedstation. Her har 

Lars Olsen kørt på vagthold siden 1998; de 

sidste fem år som vejleder for de nye PG II- 

elever fra Politiskolen. Han finder en kande 

kaffe i køkkenet og går ind i vagtstuen til sine 

kolleger, der er samlet til mønstring. 

Vagthavende skimmer døgnrapporten, og 

snakken går om den villavej, hvor en far uden 

tilladelse har monteret nogle bump, fordi hans 

lille søn blev dræbt i et færdselsuheld for nylig. 

Dagen inden måtte politiet assistere kommu- » 


PÅ VAGTHOLD 

En købmand har taget bilnøglerne fra en kunde og ringet til politiet, fordi han vurderede, at manden var for 

beruset til at køre bil. Da Lars Olsen og Martin Haagen tester mandens udåndingsluft med alkometeret, viser 

det sig, at den årvågne købmand havde ret. 

» nen, som fjernede de ulovlige bump. Derudover 

har døgnet budt på lidt butikstyverier i 

Bilka, indbrud, to spritbilister og to dødfund- 

ne. Efter lidt snak bryder alle op og går i gang 

med dagens arbejde. 

»Lars, vi har et færdselsuheld. En cyklist er 

blevet kørt ned,« siger vagthavende, som net- 

op har modtaget anmeldelsen på skærmen, 

der registrerer alarmopkald til 112. 

»Så er det jo godt, vi har færdselsuhelds- 

eksperten med,« siger han med et sigende 

smil til sin elev, den 26-årige politibetjent 

Martin Haagen, som i løbet af sine tre uger i 

Næstved allerede har prøvet en del af den 

slags sager. 

»Så skal jeg skrive sagen,« spørger han. 

»Det kan jeg love dig for, du skal,« lyder 

svaret venligt fra vejlederen, mens de henter 

jakker og tasker i garderoben og går ned til 

patruljevognen. 

Cyklist kørt ned 

Klokken er 08, og på Østre Ringvej er trafik- 

ken næsten gået i stå. 

»Det kan da komme til at tage en rum tid, 

det her… Ska’ vi,« spørger Lars og tænder 


horn og lygter, mens Martin kører over i den 

modsatte vejbane for at komme frem. 

På Ejlersvej ligger en midaldrende kvinde 

på en båre. En Falckredder er ved at tape 

hendes fødder fast, og en anden støtter hen- 

des hoved og nakke. Hun har et snitsår ved 

øjet, har ondt i hoften, men er ved bevidsthed 

og taler. 

Mens Lars får overblik over, hvad der er 

sket, og undersøger kvindens cykel for ridser 

og eventuelle lakrester, taler Martin med den 

kvindelige bilist. 

»Jeg kunne slet ikke se hende. Jeg ved 

ikke, hvordan det skete,« siger hun ulykkeligt, 

mens en lægeambulance ankommer med en 

sygeplejerske. 

Hun går ind i ambulancen, og lidt efter går 

Lars også ind for at tale med cyklisten, som 

ligger med iltmaske, en ilt-monitor klipset på 

fingeren og krave om nakken. 

»Hvilken vej væltede du, og hvor har du 

ondt nu,« har Lars brug for at få at vide, så 

han sammen med Martin kan stykke hændel- 

sesforløbet sammen i sagen. 

Kvinden svarer, og Lars takker og forlader 

ambulancen, så den kan komme af sted til 

Næstved Sygehus. Tilbage i bilen tjekker Lars 

bilistens data i Centralregistret, mens Martin 

spørger, hvordan sagen skal skæres. 

De kører lidt rundt i midtbyen og styrer så 

ud i villakvartererne, hvor de nye huse skyder 

op som svampe i en fugtig efterårsskovbund. 

»Jeg har en drøm om at tage en indbruds- 

tyv på fersk gerning,« siger Martin og mumler 

selv noget om at være »lidt ung og naiv«. 

»Ja, det sker ikke så tit. Jeg tror, jeg kan 

tælle på én hånd, de gange det er sket for 

mig,« medgiver Lars. 

Sætter pris på uforudsigelighed 

Det var lidt tilfældigt, at Lars Olsen blev politi- 

mand. 

Under sin tid som værnepligtig i Vording- 

borg passerede han politistationen og bad 

om et ansøgningsskema til Politiskolen. 

»Det var egentlig ikke en drengedrøm. Men 

jeg er enormt glad for det, jeg laver. Jeg sæt- 

ter stor pris på at have en uforudsigelig dag- 

ligdag. Men da jeg var yngre og ikke havde 

kone og barn, satte jeg nok større pris på det. 

Det kan være svært at passe arbejdstiden ind 

med familien. Så er det lettere for Martin, der

ikke har noget liv,« driller han kollegaen, som 

brokker sig højlydt og ler. 

»Men jeg kan faktisk godt lide at have 

nattevagter og have nogle dage i løbet af ugen, 

hvor jeg har fri. Det er nok derfor, jeg har gjort 

det i 21 år,« konstaterer Lars, som tidligere har 

været 11 år i Københavns Politi, men blev træt 

af at pendle. 

Patruljen vender retur til Politigården klok- 

ken 09.30. Her har en kollega brug for hjælp fra 

Lars, som er ferm til at tjekke konfiskerede 

knallerter for ulovligheder. 

»Det er et hyggeligt arbejde. En gang imel- 

lem tager jeg en hel dag væk fra holdet og står 

nede på mit værksted og undersøger knaller- 

ter. Så selv om man kører på vagthold, er der 

muligheder for at dyrke sine interesser,« siger 

Lars, der også har undervist i selvforsvar og se- 

nere skal lære kollegerne at bruge peberspray. 

Job ikke et statussymbol 

Inde på gården opretter Lars færdselsuheldet i 

POLSAS og går ind på vagthavendes kontor. 

Her lyder en tung, søvndyssende vejrtrækning 

og et grynt i ny og næ. 

»Nå, har vi gæster,« spørger en kollega og ka- 

I vagtstuen i Næstved har de lidt ældre betjente svært ved at få armene ned. For nylig 

vandt de nemlig en fodboldkamp over de yngre kolleger, og drillerierne fyger i luften. 

ster et blik op på overvågningsskærmen af 

venterummet, hvor en beruser og muligvis 

stofpåvirket mand sover den ud. 

Martin er ved at oprette en efterlysning af 

en bil ved en computer, og her i begyndelsen 

bliver han guidet igennem af de mere erfarne 

kolleger. Klokken 10.30 sætter de sig igen bag 

rattet og kører en tur ud på landet til Gelsted, 

Herlufmagle, Glumsø og Fuglebjerg. 

De standser nogle bilister og tjekker køre- 

kort, alkoholpromille og vejleder én om, at han 

nok ikke skal læsse så meget jord på sin trailer 

en anden gang. 

Solen skinner, landmænd har travlt med at 

pløje deres marker, og de to betjente hygge- 

sludrer om løst og fast. 

»Jeg kan godt lide den her frihed ved at køre 

på vagthold. At vi som gode kolleger kan sidde 

her og snakke sammen en hel dag, hvis der 

ikke sker noget. Men jeg oplever det at køre på 

hold som lavstatus i politiet. Det er som at 

starte i 1. klasse – og så blive der. Men det har 

jeg det udmærket med. Det handler ikke om, 

hvad folk synes om mit job, men om, hvad jeg 

synes. Jeg har aldrig set et job som et status- 

symbol, « siger Lars. 

Ved 12-tiden vender Lars og Martin tilbage til 

Politigården for at spise frokost. Og dagen 

viser sig at blive en af de uforudsigelige dage, 

som Lars talte om. 

Han bliver nemlig bedt om at passe vagtha- 

vendes kontor, mens vagthavende er til møde. 

En tjans ved radio og telefon, der kommer til at 

vare resten af vagten, indtil han klokken 15 si- 

ger tak for i dag og kører hjem. 

> På skiftehold 

Antallet af betjente, der arbejder på 

treholdsskift i beredskabet, varierer fra 

kreds til kreds. I Københavns Vestegns 

Politi er der cirka 120, 

I Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er 

antallet omtrent det samme, i Midt- og 

Vestsjællands Politi er der 118 såkaldte 

politiårsværk i beredskabet, og i 

Østjyllands Politi er der efter årsskiftet 

cirka 115 i beredskabet. 

Tillæg for aften- og natarbejde er 25 pct. 

af skalatimeløn i tillæg mellem klokken 

17 og 06. Weekender og helligdage 

udløser samme tillæg. 

Rigspolitiets Personaleafdeling og kredsene 


PÅ VAGTHOLD 

Beredskabet er fundamentet i 

politiets arbejde og korpsets ansigt 

udadtil. Men det skal være mere 

attraktivt at køre patrulje: 

Kold skulder 

til vagthold 

Af Anna Bridgwater 

Nattearbejde, weekendvagter og ødelagte fri- 

dage. De færreste i politiet har lyst til at bruge 

negative udtryk som skraldespand og lavsta- 

tus, men der er ingen tvivl: stillingerne på poli- 

tiets beredskab er langtfra populære. 

»Politiets livsnerve er døgnberedskabet,« er- 

klærer chefpolitiinspektør Ib Meng fra Køben- 

havns Vestegns Politi. 

Han er vidne til, at livsnerven risikerer at vis- 

ne, fordi mandskabet siver væk. Modvilligt er- 

kender Ib Meng den uudtalte ringeagt for vagt- 

holdene: 

»Der har været en opfattelse især blandt 

efterforskerne, at dem på vagtholdene var de 

mindst kloge«. 

Som led i sin lederuddannelse har 

vicepolitiinspektør Jan Kjær Lambertsen fra 

Syd- og Sønderjyllands Politi skrevet om re- 

kruttering. Også han har en opfattelse af, at be- 

redskabet er en »skraldespandsafdeling, som 

bruges til alt fra fodboldkampe til transport,« 

som han udtrykker det. 

»Der er en opfattelse af, at man bliver ud- 

nævnt til kriminalassistent. Men de, der kører 

på hold, er dem, der ikke kan bruges andre 

steder. I film om politiet bliver det brugt som 

straf at komme tilbage i uniform og tilbage i 

patruljevognen«. 

Under den nyligt afviklede ønskerunde 

måtte Jan Kjær Lambertsen placere folk i 


beredskabet ude på nogle af lokalstationerne 

mod deres egen vilje: »Man er nødt til at tvinge 

folk«. 

Heller ikke i Københavns Vestegn har stillin- 

gerne på vagtholdene været populære. 

»I forbindelse med organiseringen af 

Vestegnen havde vi problemer med hvervnin- 

gen til beredskabet,« siger Ib Meng. 

Job uden udvikling 

Peter-Chresten Ekebjærg, tidligere personale- 

chef på Bellahøj og nuværende politiinspektør 

hos Københavns Politi, ser anderledes på pro- 

blemet. Han mener, at beredskabet mangler 

anseelse hos befolkningen og ikke internt i po- 

litiet. 

»Det virker mere McCloud-agtigt at sige, 

man opklarer drab, end at sige, man kører 

patruljevogn. Men det er omverdenens 

forestillinger«. 

I Peter-Chresten Ekebjærgs øjne er der 

mange faktorer, der sammenlagt afskrækker 

nogle politifolk fra vagtholdene: 

»Vagtholdsarbejdet er stort set altid midler- 

tidigt, så der er en svingdørsstemning. Man har 

tidligere haft et generalistforløb for alle politi- 

folk. I dag er der langt flere muligheder for at 

søge væk, hvilket folk også gør. Man skal forla- 

de vagtholdet for at komme videre med karrie- 

ren«. 

Ib Meng fortæller også, at det er svært at få 

politifolk på vagtholdene til at blive: 

»De unge har haft en forestilling om, at de 

skulle forholdsvis hurtigt væk. Og trenden har 

været stigende i forhold til reformen«. 

Også Lambertsen har set, at det er svært at 

finde folk til stillinger uden oplagte muligheder 

for udvikling. Det gælder især stillinger på de 

mindre lokalstationer: 

»Mange af de unge søger hovedstationerne, 

for der kan de se, at de kan udvikle sig. Hvis 

man ikke kan se udviklingsmuligheder, så kan 

det være svært«. 

Alle tre ledere peger også på, at indholdet i 

arbejdet er med til at gøre vagtholdene util- 

trækkende: Det er fysisk og psykisk belasten- 

de, de skæve arbejdstider påvirker både fritid 

og familieliv. 

»I København er det meget konfrontatorisk 

at køre vagthold, og på et tidspunkt bliver man 

træt af at komme op at skændes med civil- 

befolkningen hele tiden,« siger Peter-Chresten 

Ekebjærg. 

Desuden understreger Lambertsen, at tre- 

holdsskift går ud over helbredet: 

»Man skal ikke meget op over de 40 år, før 

en nattevagt gør av i kroppen«. 

Endelig risikerer mandskabet på vagtholde- 

ne, at der ikke er nogen steder at gå hen med 

problemerne: 

»Der møder folk ind på en station, hvor der 

ikke er en leder til stede. Betjentene efterlyser 

nærværende ledere. Og så medindflydelse. 

Siden reformen er der mindre indflydelse på

» Det virker mere McCloud-agtigt at 

sige, at man opklarer drab, end at 

man kører patruljevogn « 

Peter-Chresten Ekebjærg, 

politiinspektør hos Københavns Politi 

egne vagter. Så ryger der en gulerod,« 

oplever Jan Kjær Lambertsen. 

Hvis manglende respekt er et pro- 

blem, så er løsningen simpelthen at 

vende stemningen, mener Ib Meng. Et 

godt sted at starte er at lade være med 

at bruge ordet lavstatus: 

»Hvem gider høre, at deres arbejde 

er lavstatus? Hører man det nok, så bli- 

ver adfærden også derefter. I mine øjne 

er det vigtigste, at beredskabet nyder 

anseelse og respekt for deres arbejde,« 

fastslår han. 

Drop ordet lavstatus 

Derfor mener Meng, at udtrykket ’lav- 

status’ bør udgå af ordforrådet: 

»Man sætter de betjente i bås. For 

at gøre omgangstjenesten interessant 

skal man formulere det anderledes«. 

Jan Kjær Lambertsen er inde på lig- 

nende tiltag: »Gør opmærksom på, at 

kollegerne på vagtholdet har den sam- 

me grunduddannelse som deres kolle- 

ger i andre afdelinger. Gør det til en 

specialistgrad at være fleksibel og at 

være en god generalist«. 

Puds glorien i patruljevognen 

Politifolk skal begynde at sammenligne sig selv med læger: Begge fag- 

grupper yder en uundværlig hjælp, for både lægen og politimanden kan 

betyde forskellen på liv eller død. 

»Politimænd skal sammenligne sig selv med læger og ikke lærere. 

Vagtholdene løser nødvendige opgaver for politiet og for samfundet. Ar- 

bejdet i beredskabet er spændende, det er der, hvor der er mulighed for 

at gøre en forskel,« siger forsker Rex Degnegaard, der er ph.d.-stipendiat 

på Copenhagen Business School, hvor han følger politireformen for 

Rigspolitiet. 

Set gennem hans forskerbriller er politifolk samfundets uundværlige 

beskyttere og problemknusere. Men han er klar over, at det er svært at 

fastholde mandskab i beredskabet i mange år, fordi de mange konfron- 

tationer med borgerne er opslidende: 

»Det vil være yngre politifolk, der søger stillingerne på vagtholdene,« 

siger forskeren, der fremhæver, at syv års arbejde bag rattet i en patrul- 

jevogn er mere end rigeligt. Degnegaard mener, at kampen for at få an- 

satte til at blive på vagtholdet er skønne, men spildte kræfter. 

Også Peter-Chresten Ekebjærg fore- 

slår, at arbejdet i patruljevognen skal 

kvalificeres. En mulighed er, at vagthol- 

dene uddannes til at kunne behandle 

indbrud. 

Når behovet for at specialisere sig 

bliver opfyldt, så bliver vagtholdene 

også længe i vognene, er de tre enige 

om. Desuden skal arbejdsmiljøet i be- 

redskabet forbedres, og flere hænder 

skal deles om de mest upopulære op- 

gaver. 

»Fordele og ulemper i politiarbejdet 

skal fordeles ligeligt. Det kan man gøre 

ved, at andre grene af politiet sponso- 

rerer vagter og udlåner mandskab til at 

dække de upopulære vagter,« forklarer 

Lambertsen. 

Fra Rigspolitiet er chefpolitinspektør 

Poul Bukh enig: 

»Vejen frem er at inddrage så man- 

ge som muligt i beredskabet«. 

Der er forsigtig optimisme om frem- 

tiden hos personalecheferne, for for- 

bedringer er på vej. Som Ib Meng lidt 

formelt udtrykker det: 

»Tiltagene er fremadrettet med det 

sigte at højne arbejdsmiljøet og ar- 

bejdsglæden og ikke mindst interessen 

for denne vigtige del af det udadvendte 

politi«. n 

»I andre organisationer er det meget lang tid at blive i en funktion i syv 

år. Syv år på vagthold er ikke for lidt. Man skal ikke få folk til at blive på 

vagtholdene, men i stedet acceptere, at de vil videre. Det vil sige, at der 

skal flere ind i politiet. Politiet vil i fremtiden se en større bevægelighed 

mellem de forskellige funktioner«. 

’Den naturlige dynamik’ kalder Rex Degnegaard den bevægelse mel- 

lem forskellige funktioner og ind og ud af organisationen. Han nævner, at 

det i dag er muligt at bevæge sig mellem efterforskning og beredskab, 

og at fremtidens politi er en mere fleksibel arbejdsplads. 

»Politiet er en knaldgod arbejdsplads. Folk, der rejser væk, kommer 

tilbage med nye kompetencer, måske ikke til vagthold, men så i andre 

funktioner. Hvis man arbejder med en naturlig og dynamisk udvikling, så 

vil andre også være interesseret i at komme ind. Man har brug for folk, 

der kommer andre steder fra. For politiets arbejde bliver mere kom- 

plekst, i takt med at samfundet og kriminaliteten bliver mere kom- 

plekst«. 

-ab 


ILDSJæLE 

Lederen er til 

for medarbejderne 

Chefanklager Ulla Kaspersen bryder sig ikke om titlen ’chef’. Hun vil 

hellere være lederen, der viser retningen frem for at udstikke ordrer 

Af Mikkel Thastum 

De nøgne vægge er skæmmet af forladte 

skruehuller. Et par billeder hænger skævt her 

på chefanklagerens kontor. Her er stabler af 

dosmersedler, lange lister med gøremål og 

sagsmapper. Her er pinlig uorden. Her er ingen 

pynt. 

Her er for resten heller ikke nogen chef. Det 

siger i hvert fald kvinden i kontorstolen. 

»Chefer er sådan nogle, der udstikker ordrer. 

En organisation kan derfor aldrig overstige che- 

fens niveau. En leder derimod sætter mål, ret- 

ning og ramme, hvor medarbejderne sammen 

når endnu højere - end hvis vi alle var alene«. 

Navnet er Ulla Kaspersen, leder af anklage- 

myndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Poli- 

ti. 

Jurister, kontorfolk og politianklagere er i 

øjeblikket i flytterod, da mandskab fra hele 

landsdelen skal samles på hovedstationen i 

Esbjerg, og reformen bevæge sig fra papir til 

virkelighed. Derfor har 46-årige Ulla Kaspersen 

trods sine halvandet år i stolen aldrig nået at få 

pyntet sit kontor, der med et enkelt vindue er et 

af de mindste på hele stationen. 

»Det er ligesom ikke rigtig nogen prioritet, 

vel. Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg 

sidder. For det her er et professionelt sted, og 

jeg vil hellere bruge alle mine kræfter på at få 

visionerne ud i livet,« siger hun og bedyrer, at 

der nok skal blive pyntet op. 

Men ikke nu. 

Faglig stolthed 

I Ulla Kaspersens verden er lederen nemlig til 

for de andre. Aldrig omvendt. 

»Som leder påtager jeg mig et kæmpe an- 

svar for andres ve og vel. Min vigtigste opgave 

er at få medarbejderne til at gå glade på arbej- 

de. De skal have en fornemmelse af, at de skal 


» Jeg er i realiteten ikke anklager mere. Jeg er leder,« siger Ulla Kaspersen, der er chefanklager ved Syd- 

og Sønderjyllands Politi. Hun er 47 år og uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1985. Siden da har hun 

gjort tjeneste i otte forskellige politikredse i Jylland, hos to statsadvokater og som politimester. 

udrette noget værdifuldt i dag. At de skal lære 

noget nyt. At de er værdsatte tandhjul i et stør- 

re hele. At deres indsats betyder noget. De skal 

i det hele taget have lov til at føle faglig stolt- 

hed«. 

For at skabe større faglighed har Ulla 

Kaspersen indført en ny organisation, hvor ad- 

ministrative medarbejdere ’ejer’ sagerne. Lige 

fra den oprettes, til den sendes i arkiv. Det be- 

tyder, at kontoruddannede bevæger sig dybere 

ind på områder, der tidligere var helliget jurister. 

»Det skal også for vores administrative folk 

være udfordrende og udviklende at gå på arbej- 

de. Derfor skal de nu lave selvstændig sagsbe-

handling på så mange områder som muligt,« 

forklarer hun. 

En anden nyskabelse er, at der ikke er no- 

gen chef for de administrative medarbejdere. 

Det bliver nemlig et selvstyrende team, lige- 

som der bliver oprettet et chefløst hold af poli- 

tianklagere. 

»Nogle vil måske sige, at det er det mest ræd- 

selsfulde, de nogen sinde har oplevet. Så tror 

jeg, at de skal finde en anden arbejdsplads. 

Men jeg håber, at langt de fleste vil blive grebet 

af den nye virkelighed. At de får en helt ny til- 

gang til det at være på arbejde,« siger Ulla Kas- 

persen. 

Overlevelse 

Den slags programerklæringer kan ikke altid nå 

jorden. Det ved hun godt. Derfor skriger hun en 

gang imellem af afmagt ud af sit kontorvindue, 

når virkelighed og managementteori af en eller 

anden grund ikke kan nå sammen: 

»Nogle gange undervejs har arbejdspresset 

mod medarbejderne været så voldsomt, at jeg 

desværre har måttet søge tilbage til en chefrol- 

le, der udstikker kommandoer og udføre ledel- 

se på ’overlevelsesniveau’. Det gør mig ked af 

det«. 

Ulla Kaspersen har hentet inspiration til sin 

ledelsesmodel fra kurser og bøger. Men hun 

fastholder, at ingen teori kan stå alene. De er 

det ene ben, mens erfaring er det andet ben. 

Kroppen er lederens personlighed. Hovedet er 

kombinationen 

af det hele. 

»Som leder i en videnbaseret organisation 

som anklagemyndigheden er det ikke nok at 

være juranørd. Lederen skal have en ægte in- 

teresse for mennesker. Det skal ikke være no- 

get, man lader som om, fordi det står i en le- 

delseshåndbog«. 

Som barn drømte Ulla Kaspersen om at 

være stewardesse. Men droppede de højtfly- 

vende tanker, da det gik op for hende, at der 

blot var tale om godtklædte serveringsdamer. 

Senere ville hun være læge, men det viste sig, 

at hun ikke kunne tåle at se blod. 

I stedet oplevede hun en »knaldhamrende 

kompetent« advokat i forbindelse med leje af 

en lejlighed. Derfor ville hun være jurist, og til- 

fældigt blev det i anklagemyndigheden, da hun 

i en tid med arbejdsløshed sendte ansøgninger 

hist og pist. 

»Jeg var solgt med det samme. Det med at 

være anklager var bare for fedt«. 

I sin tid som anklager med tjenestested ti for- 

skellige steder i Jylland har hun imidlertid set 

en del retssagsblod. 

Forladt faget 

»Men jeg er i realiteten ikke anklager mere. Jeg 

er leder. Det er et godt udgangspunkt, at jeg 

har haft utallige straffesager, men den faglige 

ledelse er i dagligdagen hos politiadvokaterne, 

mens jeg står for de overordnede linjer. Når det 

virkelig brænder på, tager jeg selvfølgelig fag- 

hatten på igen, men går det hele perfekt, er jeg 

i realiteten overflødig i det daglige«. 

Så skal hun »dingle i hængekøjen« og tænke 

endnu mere nyt. Mon ikke, at hun pakker køjen 

sammen efter et par dage? 

»Jeg har været på barselsorlov to gange. 

Jeg var helt ærligt ved at få spat. Det var ræd- 

selsfuldt. Bevares; det var vidunderligt at gå 

rundt med barnet, men også alt, alt for stille- 

stående. Jeg vil være med, hvor det sker. Jeg 

vil være her,« fastslår chefanklageren. 

Sådan lyder hendes vision. 

Men alle managementbøger bralrer også 

om mission. For Ulla Kaspersen er den at få 

organisationen gjort mere virkelighedsnær. At 

få politi og anklagemyndighed tættere på. 

»Vi skal mærke verden. Vi skal vide, hvad 

der foregår. Ikke bare i kriminelle miljøer, men i 

hele samfundet. Først da kan vi agere i stedet 

for at reagere. Vi skal aldrig være vindmøller 

efter folkestemningen, men vi skal have finge- 

ren på pulsen. På et eller andet tidspunkt ram- 

mer alle trends os i nakken. Derfor kan vi lige 

så godt selv tage hånd om bærende tendenser 

i samfundet«. 


Illustration: Sissan Richardt 

POLITI(K) XXXXXX 

Borgmester med politiskilt 

Mange politifolk tager springet fra betjentuniformen til magtens 

bonede gulve. De bytter for en tid jobbet som samfundets 

udøvende magt ud med hvervet som borgmester 

Af Ulrikke Moustgaard 

Den dag, Ole Bronné Sørensen satte sig i borg- 

mesterstolen i Stubbekøbing Kommune, var 

der mere end almindelig nysgerrighed over for, 

hvad han mon var for en størrelse. 

Både den lokale presse og kommunens 

borgere var nysgerrige. For med den ny borg- 

mester havde Stubbekøbing ikke blot fået en 

socialdemokrat bag byens ror. 

De havde også fået en politibetjent. 

»Der var da nogle borgere, som lige skulle 

finde ud af, hvordan de to ting kunne hænge 

sammen. Skulle jeg være politimand, samtidig 

med at jeg var borgmester? Og ville jeg så gå 

til møder med håndjern i baglommen?«. 

Sørensen griner lidt ved erindringen om by- 

ens reaktioner i de første par måneder, efter 

han tiltrådte som socialdemokratisk borg- 

mester i 2001. For vel var det en smule aparte 

at få en betjent på øverste post i kommunen. 

Stubbekøbing havde aldrig haft en politimand 

siddende i borgmesterstolen før. 

Det har man til gengæld mange andre ste- 

der i Danmark. 

For det er langtfra et særsyn, at politifolk 


varetager opgaven som øverste politiske magt- 

figur i de danske kommuner. Tværtimod synes 

der at gå en direkte linje mellem hvervet som 

ordenshåndhæver og hvervet som borgmester. 

»Det overrasker mig faktisk, at man ikke har 

læst noget om det før,« som Bent Lund siger. 

Lund takkede af som Slangerups Venstre- 

borgmester igennem 25 år for knap et år siden. 

Og han har mødt en del politikolleger i borg- 

mesterstolene undervejs: 

»Når alle borgmestrene mødtes ved juletid, 

var vi på et tidspunkt en 15-20 kk’er med bag- 

grund i politiet. Det må da siges at være en 

faglig overrepræsentation. Og dét mener jeg 

altså positivt«. 

En typisk borgmester 

Bent Lund har ret i sin antagelse af, at politi- 

faget er godt med, når det gælder danske 

borgmestres erhvervsmæssige baggrund. 

Det bekræfter kommunalforsker Ulrik Kjær, 

lektor og ph.d. på Institut for Statskundskab på 

Syddansk Universitet, som sammen med sin 

kollega, Rikke Berg, står bag forskningsprojek- 

tet ’Den danske borgmester’, der udkom i bog- 

form for to år siden. 

Projektet har blandt andet kortlagt, hvem der 

har siddet i de danske borgmesterstole fra 

1970 til 2001. Resultatet viser, at den danske 

borgmester typisk er en midaldrende mand 

ansat i det offentlige som eksempelvis skole- 

lærer - eller politimand. Næsten fire procent af 

de danske borgmestre fra 1970-2001 har en 

baggrund i politiet. 

Lige før kommunalreformen trådte i kraft, 

var tallet næsten seks procent. Det skal ses i 

forhold til, at blot 0,2 procent af den danske 

befolkning er politifolk. 

Social indignation 

At så mange politifolk har beklædt kommu- 

nens politiske og administrative toppost, er 

ganske naturligt. 

»Lokalpolitikere er typisk folk, som har set 

og hørt, hvad der foregår i deres lokalsamfund 

gennem deres kendskab til den offentlige 

sektor og har fået lyst til at engagere sig. Her 

passer politimænd perfekt ligesom præster og 

skolelærere,« siger Ulrik Kjær. 

Som politimand m/k bliver man dagligt kon- 

fronteret med menneskers liv og livsvilkår. 

For Ole Bronné Sørensen lagde oplevelser-

ne som politiassistent på station 1 på Vester- 

bro i København i 1980’erne kimen til hans 

senere politiske virke. 

»Jeg blev slået af de markante sociale for- 

skelle. Som betjent kom man jo til at tale med 

folk, man kom ind bag ved personen og for- 

stod, hvorfor de var havnet der: Vold i familien, 

misbrug, hele paletten var der. Lige fra alkohol- 

problemer med årgangsvinen i Hellerup til 

husholdningssprit på Vesterbro,« fortæller han. 

Det politiske arbejde kulminerede med en 

borgmesterpost for Socialdemokratiet i Stub- 

bekøbing fra 2001 til 2006, men da Stubbe- 

købing og fem andre små kommuner blev lagt 

sammen til den større Guldborgsund Kommu- 

ne under kommunalreformen, mistede han 

borgmesterposten som mange andre. 

Jobbet som politimand giver stor social 

indsigt, erfarede Peder Christensen, som 

arbejdede i politiet i Skive fra 1987, indtil han 

blev socialdemokratisk borgmester i Spøttrup 

nær Skive fra 2002 til 2006. 

»I Skive har man i mange år gjort et stort 

stykke præventivt arbejde, så mange har ad 

den vej været engageret i det sociale område. 

Og det gør indtryk. Det rører mange politifolk at 

have med socialt udsatte unge at gøre. Vi er jo 

på en måde samfundets skraldespand,« siger 

Peder Christensen. 

Andre fællestræk for borgmestre med politi- 

baggrund er engagementet i lokalsamfundet. 

Uanset partifarve har flere af de borgmestre, 

magasinet Politi har talt med, kickstartet deres 

politiske karriere ved at sidde i den lokale 

skolebestyrelse eller deltage aktivt i forenings- 

og idrætslivet i deres by. 

Næse for politik 

Willy Eliasen havde 36 års erfaring som politi- 

mand, da han i 2001 for første gang stillede op 

til byrådet i Stenløse for Venstre. 

Han fik et så overvældende valg, at han 

hoppede direkte fra jobbet som kriminalin- 

spektør i Glostrup Politi til jobbet som Stenlø- 

ses borgmester med et absolut flertal i byrådet 

i ryggen. Valgsuccesen kom som en stor over- 

raskelse, og Eliasen måtte arbejde i døgndrift 

for at læse op på stoffet, samtidig med at han 

afviklede sit gamle job. 

»Det var den sorteste dag i mit liv, da jeg 

skulle sige farvel til min politikreds og aflevere 

mit politiskilt. Dét politiskilt var jo mig. Inderst 

> 

Ole Bronné Sørensen 

Politi: 

Blev politimand i 1979. Kom i 1986 som 

politiassistent til politiet i Nykøbing Falster. 

Samtidig lokalformand i Politiforbundet. 

Politik: 

Blev i 2000 Socialdemokratiets spidskandidat 

til byrådet i Stubbekøbing 

Kommune. Borgmester samme sted fra 

2001 til 2006. Nu byrådsmedlem i den 

nye Guldborgsund kommune og formand 

for havnebestyrelsen. 

inde var jeg nok ikke rigtig klar over, hvad jeg 

stod over for,« siger han. 

Pludselig var Eliasen øverste chef for 1100 

medarbejdere og kommunens ansigt udadtil. 

Og han havde kun siddet en halv time i borg- 

mesterstolen, da han fik sin første utilfredse 

borger i røret, som klagede over, at den tidlige- 

re borgmester ikke ville bevillige ham 500 

kroner til en siddepude. 

Borgeren fik sin siddepude. Og Eliasen fik 

hurtigt fornemmelse af, at han som borgmester » 


POLITI(K) 

> 

Peder Christensen 

Politi: Blev politimand i 1979. Kom i 

1987 til Skive Politi som vagthavende. I 

2007 udnævnt til politikommissær med 

ansvar for personaleadministrationen i 

den nye midt- og vestjyske politikreds. 

Politik: Valgt i byrådet i Spøttrup Kommune 

i 1994 for Socialdemokratiet. 

Borgmester samme sted fra 2001 til 

2006. Nu byrådsmedlem og formand 

for børne- og familieudvalget i den nye 

Skive Kommune. Siden 1. juni 2006 

Socialdemokraternes folketingskandidat i 

Skivekredsen. 


» 

kunne trække på sin erfaring fra politiet - ikke 

mindst fra hans fortid som talsmand for Køben- 

havns Politi. Her repræsenterede han et korps. 

Som borgmester repræsenterede han en kom- 

mune. Begge steder havde Eliasen blik for, hvad 

et system kan betyde for den enkelte borger. 

»Der findes mennesker, der kan føle sig af- 

mægtige over for et stort og stift system. Derfor 

skal man altid tænke konsekvens, når man re- 

agerer som system. Hvad sker der, når vi gør 

det her? Hvad risikerer vi? Nogle emner er for 

eksempel også meget følsomme, såsom 

bz’ere, og den følsomhed skal man have en 

politisk næse for,« siger han. 

Evnen til at sætte sig hurtigt ind i en sag har 

Eliasen også fra politiet. 13 år som henholds- 

vis fast anklager og afløsende anklager i Dom- 

mervagten i København har lært ham at være 

effektiv med kort varsel. 

Trods hårdt arbejde og et brat indtog på 

Stenløse Rådhus fik Eliasen sin sjæl med og 

nød sit job. 

»Jeg kunne især godt lide kontakten med bor- 

gerne. I Stenløse var det næsten, som om 

borgmesterstolen stod ude på gaden. Hvis jeg 

gik gennem indkøbscentret, når jeg skulle nå et 

tog, nåede jeg det ikke, fordi der altid var nog- 

le, der ville snakke,« siger han med et grin. 

Troværdighed tæller 

Da Peder Christensen i sin tid sad på skole- 

bænken på Politiskolen, gik han i klasse med 

Ole Bronné Sørensen. Faktisk var der hele tre 

politiskoleelever fra årgangen, der senere blev 

borgmestre. 

Da Willy Eliasen blev borgmester i Stenlø- 

se, var han heller ikke ene om at være borg- 

mester med politiskilt i baglommen. I alt fire 

politikolleger sad som borgmestre i andre 

kommuner tæt på ham. 

»Jeg tror, vi var lidt stolte af det alle sam- 

men,« som Eliasen siger. 

Men hvorfor vælger borgerne så mange po- 

litimænd ind i politik? Kommunalforsker Ulrik

Willy Eliasen 

Politi: 

Blev politimand i 1965. Pensioneret i 

2002 som kriminalinspektør efter 37 år i 

politiet. Har gennemgået politiets lederuddannelse 

og deltog i 1991 i lederkursus 

på FBI-akademiet i Quantico. 

Tildelt Ridderkorset, Politiets hæderstegn 

og Civilforsvarets hæderstegn. 

Politik: 

Medlem af Venstre siden 1981. Formand 

for Venstre i Stenløse gennem to perioder 

og medlem af kredsbestyrelsen i Frederiksborg 

Amt. Borgmester i Stenløse 

2001 til 2006. Nu viceborgmester i 

Egedahl Kommune. 

Kjær har ikke noget belæg for at give et klart svar, for sagen er 

aldrig blevet videnskabeligt undersøgt. Men det handler måske 

om troværdighed: »At være politimand er ikke noget dårligt ud- 

gangspunkt, når det handler om, at man skal vælge nogen at 

overlade ansvaret for kommunen til. En politimand kan du stole 

på kan holde loven!«. 

Som regel er der altid et vis gran af sandhed i gamle tale- 

måder. En af dem siger, at hvis en politimand deltager i en ge- 

neralforsamling, kan han være sikker på at blive valgt til kasse- 

rer. Et politiskilt er med andre ord en ganske god garant for, at 

man ikke render med kassen. 

Det ved borgmestrene godt. 

»Folk herude har stor respekt for politiet, og selvom det har 

ændret sig lidt, nyder man som politimand stor troværdighed – 

også når man stiller op i politik,« siger Peder Christensen. 

Willy Eliasen er enig: 

»Som politimand er du opdraget med, at man skal kunne 

regne med det, du siger. Det indtryk håber jeg personligt også, 

at folk har fået af mig som politiker,« siger han. 

Politikfolk i borgmestrestole kan også regne med hinanden. 

Da Willy Eliasen blev borgmester, havde han af og til brug for 

lidt sparring med mere erfarne kolleger. 

Især Bent Lund var god at vende tingene med. 

»Jeg kunne stole på ham, og han kunne hjælpe mig med 

spørgsmål. For eksempel om hvordan man skulle håndtere en 

bestemt politisk situation eller fortolke en udmelding fra en po- 

litisk modstander,« siger Eliasen. 

Godt værktøj 

Det var også Bent Lund, der ligesom Eliasen er Venstre-mand, 

som opfordrede den daværende kriminalinspektør til at gå ind i 

politik. Men Eliasen kunne også sagtens bruge politikolleger fra 

andre partier som sparringspartnere. 

»Man kan sagtens rådgive, selvom man har en anden partifarve. For den 

anden sidder jo lige så ensom i sin borgmesterstol, som du gør. Borgme- 

sterstolen er meget ensom. For der er ikke nogen, du kan spørge opadtil i 

systemet,« siger Eliasen. 

En politimand og en politiker har i virkeligheden mange fællestræk, og 

derfor kan det gavne både politi og kommune, når en politimand sætter sig 

i borgmesterstolen. 

»Ideelt set er begge jo sat i verden for at tjene folket,« siger Hans 

Schwennesen, der var socialdemokratisk borgmester i Hundested 

Kommune fra 1997 til 2006. 

Hans Schwennesen blev borgmester efter 26 år i politiet. Hans erfaring 

fra politiet var en stor fordel i hans borgmestertid, fordi han vidste, hvordan 

politiske løfter ikke altid hænger sammen med politiets arbejde i praksis. 

»Jeg vidste jo, hvordan klaveret spiller efter politimæssig opfattelse. Og 

at politiets velvilje til at løse deres opgaver ikke altid står mål med de 

ressourcer, de får til rådighed,« siger han. » 


POLITI(K) XXXXXX 

» Hans Schwennesen kunne også trække på 

sin ledererfaring som vagthavende på en po- 

litistation i sin funktion som Hundesteds 

øverste administrative leder. 

»Hver gang telefonen ringer, må man som 

operativ leder i politiet tage stilling til situatio- 

nens alvor. Gælder det liv eller død? Eller 

kræver opkaldet blot noget vejledning? Den 

situationsbestemte ledelsesform er et godt 

ledelsesværktøj - også i kommunal sammen- 

hæng. For indimellem kan man tro, at ting er 

meget akutte, men sådan behøver det ikke 

nødvendigvis at være,« siger han. 

Det samme gælder pressens håndtering 

af kritiske sager. Hans Schwennesen har 

gennem sine år i politiet åbnet mange for- 

middagsaviser blot for at konstatere, at en 

sensationel overskrift ligger langt fra virkelig- 

heden i en sag, han som vagthavende netop 

havde haft. Derfor kunne han holde hovedet 

koldt, da Hundested blev ramt af en tragedie i 

hans tid som borgmester. 

»En 14-årig pige stak sin 19-årige bror 

ihjel, og gennem pressen fik man indtryk af, 

at kommunen nærmest havde været med- 

virkende årsag. Dér kunne jeg have is i ma- 

ven, fordi jeg vidste, hvad den slags sager in- 

deholder«. 

Tilbage på stationen 

Med den nye kommunalreform er antallet af 

> Hvem bliver borgmester? 

borgmestre i Danmark blevet reduceret kraf- 

tigt. Det kan også ses på antallet af politifolk, 

der beklæder borgmesterposterne. Mens næ- 

sten seks procent af de danske borgmestre i 

de gamle kommuner var politifolk, er tallet i 

de nye kommuner faldet til knap to procent. 

Som offentligt ansat tjenestemand har 

man ret til at få såkaldt borgerligt ombud, når 

man bliver politiker. Konkret betyder det, at 

man har ret til at vende tilbage til sit arbejde 

efter endt politisk tjeneste. 

Dermed har reformen for mange af politi- 

borgmestrene også betydet nye udfordringer: 

De skal tilbage på politistationen, medmindre 

de er blevet pensioneret. 

Ole Bronné Sørensen er en af dem, der 

har byttet borgmesterkontoret ud med et 

arbejde som almindelig politiassistent side- 

løbende med en plads som menigt byråds- 

medlem. 

Tilbage til jobbet 

»Det var en stor omvæltning at blive betjent 

igen. Jeg havde ikke været der i fem år, og før 

jeg blev borgmester, havde jeg rejst land og 

rige rundt for Politiforbundet. Så jeg kunne 

ikke huske meget om at beskrive et færdsels- 

uheld, og jeg havde meget at lære. Men mine 

kolleger har været flinke til at hjælpe,« siger 

han. 

Bent Lund, Willy Eliasen og Hans 

Schwennesen er alle gået på pension. Mens 

Lund helt har sluppet politikken efter over 40 

år i lokalpolitik, er Eliasen og Schwennesen 

fortsat som viceborgmestre i hver deres nye 

kommune. 

»Tanken om helt at stoppe er ’vederstyg- 

gelig’, derfor er jeg glad for at kunne fortsætte 

det politiske arbejde på lavere blus. Helbre- 

det er i top. Jeg skal bare holde mig fra de 

mange fristende frokoster, man bliver udsat 

for,« siger Eliasen. 

Schwennesen vil til at dyrke sine øvrige 

interesser: Han har før sin borgmestertid spil- 

let tuba i flere orkestre, herunder Københavns 

Politiorkester, og nu har han atter sat kul på 

musikken. 

Peder Christensen er derimod tilbage i 

politiet, hvor han som politikommissær har 

været med til at bygge en helt ny politikreds 

op – nemlig den nye midt- og vestjyske politi- 

kreds. 

»Selvfølgelig er det mærkeligt at komme 

tilbage igen, når man er vant til at sidde for 

enden af bordet og have andre til at lave det 

praktiske,« siger han. 

Borgmestre med politibaggrund 1970-2001 Borgmestres civile erhverv 

Politiassistent, betjent, landbetjent: 2,5 % 

Politiinspektør: 0,4 % Folkeskolelærere 

Politikommissær, branddirektør: 0,5 % 6,3 % af borgmestrene var folkeskolelærere fra 1970-2001, mens 

Kriminalassistent: 0,4 % folkeskolelærerne kun udgjorde 1,9 % af den samlede befolkning i 2006 

I alt: 3,8 % 

Jurister 

Borgmestrenes erhvervsmæssige baggrund 1970-2001 1,5 % af borgmestrene var jurister fra 1970-2001, mens blot 0,3 % af 

Gårdejer: 23,4 % befolkningen i 2006 var jurister 

Folkeskolelærer: 6,3 % 

Skoleleder, skoleforstander: 5,0 % Politifolk 

Direktør: 4,5 % 3,8 % af borgmestrene fra 1970-2001 havde politibaggrund, mens kun 

Landmand: 2,7 % 0,2 % af befolkningen i 2006 var polititjenestemænd 

Håndværksmester: 2,5 % 

Assistent (kontor, bank, teknisk, over), sekretær: 2,5 % Præster 

Advokat, landsretssagfører, cand.jur.: 1,5 % 0,3 % af borgmestrene fra 1970-2001 var præster, mens mindre end 

Kontorfunktionær: 0,5 % 0.003 % af befolkningen i 2006 havde en teologisk uddannelse 

Ovenstående er kun eksempler på borgmestrenes civile erhverv. I alt har Kilde: Ulrik Kjær, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet og 

138 civile erhverv været repræsenteret i de danske borgmesterkontorer. Danmarks Statistik 


»Jeg har aldrig set arbejdskraft 

udefra som et problem. Jeg har selv 

lagt masser af penge i Holland og 

Grønland, som samfundene har 

nydt godt af,« siger tidligere leder af 

Europols danske afdeling i Haag 

Preben Juel. 

Sherifferne vil på tinge 

Tidligere og nuværende politifolk har fået smag for politik, også 

på landsplan. Lars Bro og Preben Juel stillede begge op til 

Folketinget, dog uden at komme ind 

Af Dorte Kvist 

Et stærkt socialt engagement er kendetegnet for både Preben 

Juel og Lars Bro i deres politiarbejde - og det var også baggrunden 

for ønsket om at skifte politiskiltet ud med en plads i Folketingssalen. 

I dag er uvisheden om deres politiske ambitioner overstået, 

men vi talte med dem inden folketingsvalget, mens de endnu sad 

i spændt uvished om deres fremtid. 

Preben Juel er 61 år og afgående leder af det danske forbindelseskontor 

i Europol i Haag, stiller op i hjembyen Aalborg. 

Han har været med til at udforme sit partis retspolitik, som blandt 

andet peger på, at dommen for en forbrydelse skal falde, så straffen 

skal afsones og mærkes her og nu. Samtidig skal der alternative 

afsoningstyper til. 

Med i sin erfaringsbagage har Preben Juel, der har været ansat 

ved politiet siden 1969, også otte års ansættelse i Grønland. 

»Vi forfejler vores kriminalpolitik over for de unge. De får alt for 

mange chancer, og først, når det er for sent, opdager de, at det er 

alvor. Til gengæld kunne vi godt skele til det blødere, men meget 

konstruktive grønlandske afsoningssystem. Her benytter man sig 

blandt andet af fængsler, hvor den indsatte er spærret inde i 

weekender og om natten og så ellers går ud i samfundet og 

passer sit arbejde om dagen. Her så jeg mange, som aldrig kom 

tilbage til fængslet igen,« siger Preben Juel. 

Han påpeger, at han endnu ikke har set nogen, der er blevet 

’frelste samfundsborgere’ af at sidde i fængsel i flere år. 

»Vi skal sætte ind meget tidligere for at forhindre, at de unge 

bliver tunge kriminelle. De fleste indsatte er jo sociale tabere, som 

aldrig har haft noget at stå op til«. » 


POLITI(K) 

» Lars Bro, eller ’sheriffen’, som de kalder ham i Gellerup, er enig. I jeg blevet træt af,« siger Lars Bro. 

to år ledede han nærpolitiet i Brabrand ved Århus. Et arbejde, 

Hans noget ældre kollega fik i sin tid smag for politiarbejdet 

som gav ham TV 2 Østjyllands hædersbetegnelse ’Årets Østjyde’ 

for sit arbejde for integrationen i området sidste år. Herefter blev 

den 41-årige politiassistent ansat i ledelsessekretariatet i Århus. 

Det skal nytte noget 

»Jeg har oplevet mange unge mennesker, der har følt sig dybt for- 

urettede, når de skulle afsone for noget, de havde gjort et år tilba- 

ge. Det er som med børn - det nytter ikke noget at skælde dem 

ud, fjorten dage efter de har gjort noget forkert,« siger Lars Bro. 

For ham var det en opvågnen at mærke, at han faktisk kunne 

gøre en forskel med sit arbejde i Gellerup. Men det var ikke helt 

nok. Han vil være med, hvor de overordnede beslutninger tages. 

»Og det er altså på Christiansborg. Jeg har færdedes meget i 

politiske kredse i kraft af mit arbejde i Gellerup og har samarbej- 

det med rådmænd, borgmestre og ministre. Min erfaring siger 

mig, at man tit får en god snak - og så sker der ikke mere. Det er 

ved en kort overgang at være ansat i Dansk Forsorgsselskab, som 

var en forløber for nutidens kriminalforsorg. Det førte til 39 år i 

tjenesten og stillinger som blandt andet chefkriminalinspektør i 

både Århus og Aalborg. Og sidst altså seks år i Holland. 

»Jeg har rejst verden tynd og har blandt andet været ude som 

’national ekspert’ for at hjælpe østlande med at oprette intelli- 

gent-systemer og evalueret de nye lande, der skal i EU, for kom- 

missionen. Når man får sådan et indblik i andre landes arbejde, 

finder man ud af, at Danmark ikke nødvendigvis er bedst til 

alting,« siger Preben Juel. 

dere’. 

Et eksempel er behandlingen af dem, han kalder ’slipseforbry- 

»Dem skal vi ikke have ondt af. De skal ikke bare i fængsel, de 

skal også blankes af. Vi skal konfiskere de værdier, der er tjent på 

forbrydelser, så man ikke kan sidde fem år i fængsel for så at 

komme ud til både huse og ejendomme«. 

Lars Bro er efter to år som politiassistent i Gellerup blevet træt af, at der er langt fra intention til handling hos politikere. 

Integration er en hjertesag for ham, og han var en af de mange hundrede kandidater til Folketinget 


Mønsterbryderne 

Politiets faggrupper var indtil for 

fjorten dage siden stærkt repræsenteret 

i Folketingets brogede flok, hvor 

hver tiende af 179 medlemmer de 

seneste tre år har været politimand, 

jurist eller kontoruddannet. 

Den borgerlige fløj har per tradition 

tiltrukket politifolkene indtil nu, mens 

de jurist- og kontoruddannede har 

været repræsenteret i partier på 

begge fløje. 

Det Konservative Folkeparti havde 

før valget hele tre politifolk, nemlig 

partiformand Bendt Bendtsen, 

tidligere efterforsker i Odense, 

tidligere politiassistent i Aabenraa 

Allan Niebuhr og nuværende 

politiassistent i Århus Tom Behnke. 

Samtidig har Venstre både Karsten 

Nonbo samt vicepolitimester Birthe 

Rønn Hornbech. Folketingsmedlemmernes 

uddannelsesmæssige 

baggrund var frem til valget fordelt 

sådan: 

23 statsvidenskab 

22 handels-, kontor og butiksuddannede 

19 folkeskolelærere 

15 faglærte 

14 med diverse universitetsgrader 

12 jurister 

9 folkeskole-/ungdomsuddannelse 

8 journalister 

8 merkonomer 

7 økonomer 

7 universitetsstuderende 

7 ufaglærte 

6 landbrugsuddannede 

4 politiuddannede 

4 forsvar 

3 læger 

3 kommunikationsuddannede 

2 ingeniører 

2 pædagoger 

2 præster 

1 socialrådgiver 

1 sygeplejerske 

LEDEREN 

Politi og anklagemyndighed 

i en ny tid 

Der er mange tanker og refleksioner, der 

melder sig, når man er ny rigsadvokat. 

Blandt andet om det overordnede for- 

hold mellem politi og anklagemyndighed 

efter reformen. 

Ved reformen bevarede man politi og 

anklagemyndighed i samme organisati- 

on på det lokale niveau, nemlig i de nye 

politikredse. Det gjorde man på grund af 

de mange fordele, der er forbundet med 

et tæt dagligt samarbejde mellem politi- 

folk og jurister. 

Samtidig fik Rigsadvokaturen en ræk- 

ke nye økonomiske og administrative le- 

delsesredskaber også i forhold til politi- 

kredsene. Det politiske ønske var at 

styrke Rigsadvokaturen med henblik på 

bedre sammenhæng mellem den faglige 

og den økonomisk/administrative ledel- 

se af den samlede anklagemyndighed. 

Reformen indebærer derfor blandt 

meget andet en ny fordeling af det over- 

ordnede ansvar for politikredsene. 

Det har i flere sammenhænge været 

sagt, at denne fordeling af det overord- 

DEBAT 

nede ansvar ikke må føre til fragmente- 

ring i de enkelte kredse – til en følelse af 

’vi’ og ’de’ mellem politi og anklagemyn- 

dighed. Det er jeg naturligvis fuldstændig 

enig i. 

Det afgørende for mig er, at der på 

alle niveauer i den samlede organisation 

er gensidig forståelse, respekt og imøde- 

kommenhed over for de roller, som de 

forskellige myndigheder skal udfylde. 

Er der det, vil man have et virkelig godt 

grundlag for at bevare de store fordele 

ved et tæt samarbejde mellem politi og 

anklagemyndighed på det lokale plan, 

som netop var begrundelsen for at be- 

holde disse myndigheder under samme 

tag. Og samtidig styrke den samlede le- 

delse af anklagemyndigheden. 

Der er heldigvis en lang tradition for 

godt samarbejde mellem politi og ankla- 

gemyndighed på alle niveauer i Dan- 

mark. Det vil jeg gerne lægge op til at 

fortsætte og styrke. 

Jørgen Steen Sørensen 

Hvordan gør vi vagtholdet bedre? 

»Det skal ikke altid være folk fra beredskabet, som får slettet fridage, når der pludselig 

skal bruges folk til bevogtning, transportant-kørsel og så videre. Man har tit en følelse 

af, at det kun er os fra vagtholdene, som kan bruges til dette. Derfor ville det være dej- 

ligt, at man oplevede, at de andre i ’huset’ også blev brugt til disse opgaver«. 

Jesper Beck Poulsen, Nordjyllands Politi 

»En af de vigtigste årsager er manglende kompetenceudvikling i beredskabet. Alle har 

et større eller mindre behov for at udvikle deres faglige færdigheder (…) organisatio- 

nen skal i meget højere grad tilgodese medarbejderne på vagtholdene, således at de 

på lige fod med medarbejderne i sektionerne har muligheden for at deltage i kurser«. 

Klaus D. Aalestrup, Østjyllands Politi 

»Jeg er ikke i beredskabet, men i vores specialpatrulje (…) efter min opfattelse, så har 

kolleger i beredskabet det som blommen i et æg i forhold til os i specialpatruljen. Så 

umiddelbart vil jeg (måske egoistisk tænkt) bare have ’lige så gode’ forhold som mine 

kolleger i beredskabet«. 

Bjarne Andersen, Syd- og Sønderjyllands Politi 


ILDSJæLE 

Med hestehove 

og strigler 

Staldmester Anne Houmann styrer Rytteriet og 

Københavns Politis tolv heste med hård og kærlig hånd 

Af Sofie Sidelmann Yderstræde 

Når Københavns Politis Rytterisektion er på 

patrulje eller ude til arrangementer, er det 

naturligvis hestene og de ridende betjente, 

der får borgernes store og som oftest posi- 

tive opmærksomhed. Men uden Rytteriets 

staldmester, Anne Houmann, 36, havde der 

været knap så meget at kigge på. 

I ni år har hun passet, plejet og trænet de 

12 politiheste i stalden på Amager, hvor hun 

er i sving fra klokken seks om morgenen 

med fodervogn, trillebør, lædersæbe og 

papirarbejde på kontoret. 

»De heste er mine drenge. Jeg tuder, når 

en af dem skal pensioneres eller dør,« for- 

tæller Anne Houmann, mens hun trækker 

Custer ud af boksen for at muge ud. 

Anne Houmann har gået på landbrugs- 

skole, været konkurrencerytter og har derud- 

over en uddannelse som dyreadfærdstera- 

peut med speciale i heste. I over 30 år har 

hun arbejdet med heste, og indtil for et år 

siden havde hun sin egen hest: 

»Men jeg solgte den, for man får trods alt 

hest nok herinde. Jeg kan også mærke, at 

når jeg kommer hjem, har jeg et stort behov 

for at tage pænt tøj på og sætte mit hår«. 

Efter udmugningen griber Anne Hou- 

mann en kost og fejer staldgangen ren. Hun 

trækker Bülow ud og strigler den røde vallak, 

inden hun sadler ham op. Ved syvtiden 

ankommer de ridende betjente. Snakken 


og drillerierne går, mens der arbejdes med 

hestene. Nogle skal have rideundervisning, 

og andre skal til et SSP-arrangement på 

Frederiksberg Rådhus. 

Rolige heste 

»Det ridende politi gør en forskel. De laver 

sager om ulovlig parkering, ulovlig gadehan- 

del, rider patrulje i indbrudsplagede villa- 

kvarterer og hiver fat i folk, der er cyklet over 

for rødt. Men vi skal passe på med, hvilke 

repræsentative opgaver vi siger ja til. Folk 

må ikke se os som et ’paradepoliti’,« siger 

Anne Houmann og vender lige kontoret, der 

er plastret til med fotos fra opgaver gennem 

årene. 

Rytteriet mødes med blandede reaktio- 

ner internt i politiet. Fra begejstring hos 

kolleger, der har fået assistance ved eksem- 

pelvis en fodboldkamp, til skepsis hos andre 

kolleger, der betegner rytteriet som et ’turist- 

politi’. 

»Men vi skriver altså sager ligesom alle 

andre betjente. Så nogle gange kan det godt 

være frustrerende at blive mødt med den 

holdning,« siger politiassistent Tommi 

Gilsgaard, mens staldens ballademager, 

Montgomery, tripper lidt rundt på staldgan- 

gen, så han er nødt til at flytte sig. 

»Han skal passe på – jeg er bevæbnet,« 

spøger Tommi Gilsgaard og giver hesten 

et kærligt klap bagi. 

»Det er han også,« svarer Anne Houmann 

> 

Københavns Politis Rytterisektion 

Rytterisektionen blev oprettet i 1998 

for at støtte nærpolitiet og gøre 

politiet mere synligt i gadebilledet. 

For at komme højt til hest som 

betjent skal man have mindst fem 

års politierfaring. 

Man skal kunne ride, og det skal 

bevises til en prøve, hvor man skal 

ride tre forskellige heste. Derudover 

skal man til en samtale. 

Rytteriet ligger i forbindelse med 

Politihundesektionen på Artillerivej 

på Amager. 

Det har ingen egne træningsfaciliteter. 

Sektionen har 12 heste – alle 

opkaldt efter hærførere – og der er ni 

ridende betjente, en staldmester og 

to staldmedhjælpere. 

Rytteriet samarbejder med det 

ridende politi i Malmø og Oslo både 

fagligt og socialt. 

Det ridende politi løser almindelige 

politiopgaver som patruljering i 

indre by, trafikregulering, eftersøgning 

af personer og styring af 

folkemængder. 

Hestene er også til stede under 

fodboldkampe og deltager derudover 

i arrangementer, hvor børn og 

unge kan møde politiet på en 

anderledes måde. 

Foreningen Politihestens Venner og Rytteriet

» Min kæreste forstår det 

ikke altid med de heste. 

Han er selvstændig 

i it-branchen, og en hest 

har jo ikke et USB-stik. « 

Anne Houmann gik næsten i panik, da en kollega fortalte, at den hesteinteresserede kronprinsesse Mary ville komme på 

besøg. Hun planlagde maling af stalden, ekstra oprydning og lavede ambitiøse arbejdsplaner til alle, inden det to dage efter 

gik op for Anne, at kollegaen havde lavet en kærlig spøg med hende. 

og skæver smilende til vallakkens hove. Lar- 

mende spark i boksvæggen og småskænderier 

med nabohesten er hverdagskost på de fleste 

ridecentre. 

Men politihestene er bemærkelsesværdigt 

rolige både i stalden og i omgangen med men- 

nesker. 

Adfærden er resultatet af nøje udvælgelse, 

målrettet træning og ikke mindst fuldstændig 

faste rutiner og regler. Her har Anne Houmanns 

baggrund som dyreadfærdsterapeut været 

brugbar. 

»Alt, hvad jeg har lært om heste, kan jeg 

bruge her. Jeg ved en del om indlæringspsyko- 

logi, som er meget nyttig, når vi tilvænner 

hestene til høje lyde, store folkemængder og 

andre situationer, en hest normalt ville flygte 

fra,« forklarer hun og aer i forbifarten stald- 

katten, som er en tilløber og endnu ikke navn- 

givet. For nogle år siden overvejede Anne Hou- 

mann at søge ind på Politiskolen og skifte sin 

titel ud med ’politibetjent på prøve’. 

Bliver stolt « 

»Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at 

være den, der sidder på hesten og har kontakt 

med borgerne. Men der ville gå omkring ti år, 

inden jeg kunne blive ridende betjent, så jeg 

opgav ideen igen,« siger Anne Houmann. 

Hun er dog ofte med betjentene ude for at 

hjælpe med det praktiske arbejde omkring hestene. 

Her hører hun kommentarerer som ’flotte, 

velplejede og velopdragne heste’, og ikke sjældent 

går hun meget stolt derfra. Derimod kan 

hun godt blive lidt ked af det, når politikolleger 

uden for Rytteriet ikke hilser på hende, når de 

giver hånd til de ridende betjente: »Jeg kan 

nogle gange føle, at jeg som civilt ansat er med 

på et B-hold. Men jeg synes, at jeg gør en forskel 

her«. 

Og de ridende betjente er enige: Intet rytteri 

uden Anne. 

»Intet er for godt til Annes ’drenge’. Hun er 

en dejlig positiv person at omgås, men hun kan 

altså godt bide fra sig, hvis folk i deres omgang 

med hestene ikke sørger for at gøre tingene 

godt nok. Det smitter af på os, at hun er glad 

for sit arbejde, og det er en god start på dagen 

for os andre, når hun går rundt og synger i 

stalden,« siger politiassistent og holdleder 

Jeanet Solhof. 

Hun har arbejdet sammen med Anne Houmann 

siden Rytteriets start i 1998. n 


INTERVIEW 


» Jeg fatter ikke, at så få 

venstrefløjsaktivister på skrift 

har reflekteret over, hvad de 

var ude i, den totalitære 

tankegang og fanatiske 

idealisme. «

Ondskaben iblandt os 

I bogen »Blekingegadebanden – den hårde kerne« leverer 

forfatter Peter Øvig Knudsen danskerne en historisk huskekage: 

Etniske danskere rummer også potentialet for ekstremisme 

Af Janne Aagaard 

Blekingegadebanden, den radikalt venstreorienterede og marxistisk 

inspirerede forbryderorganisation, har fået sit eftermæle i Peter Øvig 

Knudsens netop afsluttede beretning. Hans anden bog om bandens 

lyssky affærer fortæller om forbrydelser, som ingen nogensinde er 

blevet sigtet for, og forbrydelser, som blev planlagt, men aldrig udført 

– alt sammen i ideologiens navn. 

»Blekingegadebanden – den hårde kerne« udkom for få uger siden, 

og forlaget forventer salgstal i stil med bind 1 »Blekingegadebanden – 

den danske celle«, der foreløbigt er solgt i cirka 70.000 eksemplarer. 

Kulminationen på gruppens aktiviteter var et bandemedlems trafik- 

ulykke, som førte til afsløring af gruppens hemmelige kommando- 

central i Blekingegade på Amager og dermed til begyndelsen på enden 

på gruppen, der støttede den palæstinænsiske gruppe PFLP med 

penge fra diverse røverier: 

»Når jeg vælger venstrefløjen som tema, skyldes det mine egne op- 

levelser, hvad jeg selv havde haft ind under huden, den hellige gnist og 

selvretfærdigheden, der prægede venstrefløjen i 1970’erne,« fortæller 

forfatteren, som dog kun nåede til at sætte plakater op, dele løbesedler 

ud og deltage i demonstrationer. 

»Jeg var i kontakt med et maoistisk parti ved navn KAP, der talte for 

den samme udgave af marxismen som Blekingegadebanden. Det var 

begavede, veluddannede unge mennesker, der søgte sandheden med 

stort S. Den ideologiske ensrettethed var skræmmende«. 

Som purung var Peter Øvig Knudsen elev på Ekstra Bladet og deref- 

ter på blandt andet Weekendavisen og det hedengangne månedsblad 

Press, hvor den dybdeborende og fortællende journalistik blev priorite- 

ret. Den veldokumenterede og væsentlige historie er stadig omdrej- 

ningspunktet for den 45-årige Peter Øvig Knudsens forfatterskab: 

»Jeg havde lyst til at bearbejde min egen tid, fordi jeg oplevet perio- 

den som intens og vanvittig, i og med at den ideologiske overbevisning 

kammede over i fanatisme. Det emne er interessant, og jeg synes ikke, 

nogen andre forfattere var gået til biddet«. 

Fremelsker bestemte perioder fanatismen? 

»Jeg tror, at fanatismen altid vil eksistere, fordi folk har behov for for- 

enklede forklaringer. Det er svært at håndtere kompleksitet, og man vil 

gerne overbevise sig selv og hinanden om, at man kæmper for det 

gode – og at man derfor selv er god. Det skaber en dejlig fornemmelse 

og identitet i ens liv«. 

Hvordan har du sammenstykket researchen? 

»Jeg er begyndt med de skriftlige kilder, især arkiverne i Københavns 

Politi, hvor også en del af PET’s efterforskningsmateriale ligger. Det har 

jeg haft stor glæde af, men jeg er glad for, at jeg havde prøvet arkiv- 

arbejdet tidligere, for det var omfattende. Derfra har jeg kontaktet 

bandens medlemmer – hvor et af dem har indvilget i at tale med mig 

– personkredsen omkring banden, efterforskerne i politiet og PET, altså 

både øjenvidner og deltagere. Og så har jeg forsøgt at få PET i tale, 

men trods to års intense bestræbelser har jeg ikke fået lov til at se et 

eneste stykke papir fra PET’s efterforskning. Heldigvis ligger en del af 

PET’s efterforskning åben i Københavns Politis arkiver, så jeg har kun- 

net leve uden«. 

Har Blekingegadebanden taget danskernes mødom over for politisk 

kriminalitet, ligesom drabet på den svenske statsminister Oluf Palme 

gjorde det i Sverige i 1986? 

»Det burde Blekingegadebanden have gjort. Men det er lykkedes 

venstrefløjen at isolere banden og sige, at den intet havde med ven- 

strefløjen at gøre. Det passer ikke, for Blekingegadebanden havde jo 

masser af kontakter til venstrefløjens øvrige grupperinger og delte 

deres holdninger til eksempelvis vold og revolution«. 

’Det sker aldrig i Danmark-syndromet’ er vel en typisk reaktion på 

historier om terror. Er vi naive i Danmark? 

»I dag har islamisterne fået æren af at være terrormistænkte. Det virker, 

som om folk har glemt, at vi har haft vores egne ekstremister i form af 

lyshårede drenge fra Gladsaxe. Danskerne er gode til at fortrænge, at vi 

selv foretager ekstreme handlinger. I tidligere bøger beskrev jeg, hvor- 

dan modstandsbevægelsen slog 400 danskere ihjel, og at de værste 

torturbødler var danskere og ikke tyske nazister. Men vi vil gerne have, 

at ekstremismen og ondskaben flyttes så langt væk fra os selv som 

muligt og fra Danmark«. 

Hvorfor bruger du aldrig betegnelsen ’terrorister’ om Blekingegade- 

banden? Gruppen opfylder kriteriet om at begå vold eller kriminalitet 

med politisk formål. 

»Jeg kalder dem ikke ’terrorister’, for gruppen laver ikke offensiv terro- 

risme. De har ikke sprængt noget i luften eller brugt deres forbrydelser 

til at få deres budskab ud, men begået kriminalitet for at skaffe penge 

til en organisation. Så jeg synes ikke, at det giver mening at kalde dem 

terrorister ligesom grupper som Rote Arme Fraction, ETA eller de Røde » 


INTERVIEW, FORTSAT 

» Brigader, som bruger deres forbrydelser 

i politisk øjemed. Om 

de kan dømmes for terror, er en 

anden sag. Efter den nuværen- 

de terrorparagraf ville de sikkert 

kunne dømmes som terrorister, 

men de blev jo aldrig tiltalt efter 

terrorparagraffen dengang«. 

Formår du at holde distancen til Blekingegadebandens 

medlemmer og dens ideologiske grundlag? 

»Jeg føler sympati for medlemmet af banden, der vælger at tale 

med mig, og det er unikt at få adgang til og indblik i bandens egen 

selvforståelse. Men jeg er meget uenig med banden. Samtidig 

beskriver jeg også indgående, hvordan ofrene for kriminaliteten 

påvirkes: Portvagten i Købmagergade får smadret sit liv, og chauf- 

føren for pengetransporten går psykisk ned, vi hører om sorgen 

hos den dræbte betjents kæreste og mor. Så forhåbentligt efter- 

lader bogen et billede af, at banden er sluppet billigt fra mødet 

med retssystemet, og at det ene medlem af banden er nået til 

den erkendelse, at målet aldrig helliger midlet«. 

Du både antyder og anklager Blekingegadebanden for flere 

forbrydelser, som de aldrig er blevet dømt for. Hvordan kan du 

være sikker nok til at skrive om det? 

»Det er klart, at jeg ikke har kilder til alle begivenheder. Var Holger 

Jensen med til at planlægge en flykapring fra Mallorca? Planlagde 

og gennemførte banden kidnapningen af en otteårig pige i Glo- 

strup i 1980? Muligheden er til stede, og jeg har afvejet kilderne 

og går så langt, som jeg etisk kan forsvare«. 

Har arbejdet med bogen ændret din holdning til behovet for PET 

og en lukket efterforskning? 

»Jeg ser det som grundløst, ja næsten hysterisk, at jeg ikke kan få 

lov til at se rapporterne over en efterforskning af en gruppe, der 

for længst er afsluttet. I Danmark havde vi en illegal organisation, 

der udførte meget professionel kriminalitet. Hvad gjorde PET i 

den forbindelse? Det ved vi ikke. Det kan jeg ikke få lov til at se. 

Jeg anerkender, at vi har brug for en lukket efterforskning her og 

nu, men når PET får så stærkt udvidede beføjelser, så er det for- 

uroligende, hvis de ikke vil tillade offentligheden at se dem efter i 

sømmene, når sagerne ikke længere er aktuelle. Især har de men- 

nesker, der bliver efterforsket og overvåget, en stor interesse i at 

se, hvorfor de er blevet undersøgt«. 

Hvad er næste projekt, nu hvor andet bind af Blekingegade- 

banden er udkommet? 

»Jeg har svært ved at finde et oplagt emne, som kan matche 

Blekingegadebanden. Den historie har alt, fra efterforskning, PET, 

drab, hemmelige missioner, røveri og kidnapning. Alt – på nær sex 

måske. For min egen psykologiske velbefindendes skyld er det 

vist på tide at skrive om noget andet end tortur og kriminalitet. 

Nu må jeg skrive en bog fra solsiden«. 


Forbrydelser 

på tryk 

Kriminallitteratur er populær som aldrig før, og 

adskillelige danske forfattere finder inspiration i 

virkelighedens begivenheder 

Af Anne Bridgwater 

Drab og overgreb både fænger og sælger. 

Alene i år har forlagene præsenteret os for tre bøger om 

Blekingegadebanden, to bøger om Tøndersagen og en bog om 

mordet på en italiensk turist på Nørrebro. 

Dennis Andersen fra Aschehoug, der har udgivet ’Skyld’ om 

drabet på Nørrebro, bekræfter, at der er salg i genren og for- 

klarer, at virkelighedens forbrydelser fascinerer os, især når det 

er fra vores egen genkendelige verden: 

»BZ’ernes historie er heller ikke fortalt, og i det miljø trives samme 

form for ideologisk fanatisme. Blekingegadebandens medlemmer er 

nærmest blevet ikoner i den bevægelse«. 

Peter Øvig Knudsen 

»Revolution lyder så pænt, men det betyder jo nakkeskydninger, 

bombninger, krig. Revolution er ikke noget nydeligt, der foregår ude 

på en mark, hvor man dyrker kartofler til fattige indianere. Revolution 

er skrigende mennesker og tarmene flydende ud over vejene«. 

Medlem af Blekingegadebanden kaldet ’Stemmen i bogen’ 

»Vi havde ingen ambitioner om at lave terror. Vi lavede kriminalitet, 

som først blev opfattet politisk, da vi blev taget«. 

Bandemedlem Torkil Lauesen i ’Blekingegade 2, 1. th. fra 1994

»Det er fængende at være inde i hovedet på 

aktørerne. Man identificerer sig med hovedper- 

sonen på en helt anden måde, når man får alle 

bogens detaljer«. 

Samtlige forfattere til de nævnte bøger er 

journalister og dermed vant til at grave i virke- 

ligheden. 

Fælles for dem er at give et nuanceret og 

samtidig spændende billede af et emne eller 

en sag og skabe større indsigt i kriminalitet end 

dagbladenes hurtige overskrifter. 

Blekingegade 

Peter Øvig Knudsen har om bogen ’Blekinge- 

gadebanden’ udtalt, at hans mål var at udleve- 

re sin egen tids ukritiske holdning til radikalt 

venstreorienterede ideologier. Dermed minder 

bogen om, at kimen til ekstremisme findes 

overalt. 

Blekingegadebanden er også udgangs- 

punktet for Jeppe Facius og Anders-Peter 

Mathiasen i deres bog ’Blekingegadebetjen- 

ten’, hvor efterforskningslederen, kriminalin- 

spektør Jørn Moos er den centrale skikkelse. 

»Vi synes, Jørn Moos bærer rundt på gode 

historier. Og forhåbentlig bliver man klogere på 

en underholdende måde. Det er jo ikke pligt- 

læsning,« som den ene af forfatterne, Anders- 

Peter Mathiasen, forklarer. 

Ansvar 

Tre andre bøger forsøger at placere et ansvar 

for de forbrydelser, som forfatterne tager fat i. 

Bogen om mordet på den unge rygsækturist 

Antonio Curra afdækker et samfund, hvor 

voksne svigter uregerlige og utilpassede unge. 

Bogens kerne er skyldsspørgsmålet: Hvem har 

skylden for, at to unge tyrkiske fætre myrder en 

tilfældig turist? 

Forfatterne Mads Brügger og Nikolaj Tho- 

»Om ti år bliver vores sag givetvis opfattet som politisk. Måske bliver vi til den 

tid dårligt nok opfattet som kriminelle. Jeg valgte side til fordel for palæstinen- 

serne i en meget ung alder. Jeg traf det rigtige valg, og det er jeg stolt af«. 

Bandemedlem Niels Jørgensen i ’Blekingegade 2, 1. th. fra 1994 

»Når man søger øjenkontakt med én, man holder af, og fortæller en løgn, så er 

det et stort skridt for alle mennesker, uanset om man er terrorist i sin fritid«. 

’Stemmen’ om det at skulle leve på en løgn 

»Jeg havde gjort alt for at fortrænge og glemme Blekingegadesagen, da Peter 

Øvig dukkede op, og jeg var ikke meget for at skulle tale om sagen igen, som 

tog tre års arbejde i døgndrift. Men han er god til at få folk til at åbne sig«. 

Niels Bach Christensen, 

tidligere efterforsker i Københavns Politi 

> 

massen har skrevet bogen ’Grænselandet’ om 

Tøndersagen. 

De ønsker at bidrage til forståelsen af et 

samfund, hvor en far kan sælge sin mindreåri- 

ge datter til utallige mænd, uden at nogen gri- 

ber ind. 

Tønder 

Samme sociale sigte har Claus Jessen. Han 

skriver i sin bog, ’Tøndersagen’, at han håber, 

at han med bogen kan »minde os alle om, at vi 

har et stort personligt ansvar for, at en sådan 

tragedie ikke sker igen«. 

Men Brügger og Thomassen har også mo- 

ralske skrupler. De skriver, at det er suspekt af 

dem at skrive en bog om så meget ulykke og 

sorg, som Tøndersagen også består af. Og de 

formaner læserne: 

»At læse en bog om Tøndersagen er også 

suspekt«. 

Blekingegadebanden I – II af Peter Øvig Knudsen, 

Gyldendal 

Blekingegadebetjenten - kriminalinspektør Jørn Moos 

fortæller af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen, 

People’s Press 

Grænselandet af Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, 

Aschehoug 

Tøndersagen af Claus Jessen, Ekstra Bladets Forlag 

Skyld af Jesper Dehn Møller og Aydin Soei, 

Lindhardt og Ringhof 

Den danske celle 

Den 36-årige Carsten Nielsen kører galt i Nordsjælland 

en forårsmorgen i 1989, og i bilen befinder sig et større 

pengebeløb og et girokort med Amager-adressen 

Blekingegade 2, 1 th. Her finder Københavns Politi et 

stort våbenlager samt en drejebog over postrøveriet i 

Købmagergade året før, hvor en ung betjent blev dræbt. 

Politiet har i årevis været i hælene på banden, og en 

række medlemmer sidder varetægtsfængslet. 

Bilulykken og den efterfølgende ransagning giver 

efterforskerne de afgørende beviser på en række af 

bandens forbrydelser. 

Retssagen mod de syv tiltalte begyndte i 1991, varede 

otte måneder og mundede ud i domme fra et til ti års 

fængsel. Ingen dømmes for mordet på en politibetjent 

under postrøveriet i Købmagergade. 


SET UDEFRA 

Forskellighed 

forbedrer rekruttering 

Netværket for Politikvinder i Danmark sætter fokus på mangfoldighed i 

styrken snarer e end ligestilling, skriver vicepolitikommissær 

Susanne Philipson i kronikk en 

Om forfatteren: 

41-årige Susanne 

Philipson begyndte 

på Politiskolen i 1995 

og har siden da været 

i uropatruljen, 

kriminalpolitiet og 

vagthavende. 

Siden 2006 har hun 

været vicepolitikommissær 

i Helsingør, og 

nu er hun personaleleder 

i Hillerød 

Lokalpoliti. Susanne 

Philipson er formand 

for Netværket for 

Politikvinder i 

Danmark, og hun er 

bosat i Hillerød med 

sine to teenagebørn. 


For 

små to uger siden afholdt Netværket for 

Politikvinder 

i Danmark i samarbejde med 

Rigspolitiet en konference med navnet ’Mang- 

foldighed i Politiet’. 

Netværket ville i tale med den øverste ledel- 

se for at synliggøre nødvendigheden af at ar- 

bejde målrettet og strategisk med at styrke 

mangfoldigheden og gøre opmærksom på, at vi 

som netværk gerne vil inddrages som en aktiv 

ressource 

i udviklingen af politiet, og at vi vil 

have en accept af vores rolle i Dansk Politi.

For hvis man skal arbejde strategisk med 

mangfoldighed, kræver det, at man inddrager 

medarbejderne, at man trækker på andres 

erfaringer, finder forandringspunkter, og at 

man kobler mangfoldigheden til det daglige 

arbejde. Det er her, vi kommer ind i billedet. 

Vi kan som kvindelige politifolk bidrage til 

et moderne og mere effektivt politi til gavn for 

borgerne og for dansk Politi generelt. Udfor- 

dringen er så, om den øverste ledelse i 

kredsene er villig til at tænke os ind i arbejdet. 

Hver tiende er kvinde 

Det er 30 år siden, at de første kvinder blev 

ansat i Dansk Politi og uddannet på lige fod 

med de mandlige betjente. I politistyrken i 

dag er hver ni ud af ti mænd, og kvinderne er 

repræsenteret i mange grene af politiets 

arbejde. 

Ikke desto mindre er det stadig meget få 

kvinder, som har et lederjob, og de kvindelige 

politifolk er fraværende i den øverste ledelse. 

Der er også langt imellem kvinderne i for- 

eningsarbejde. De kvindelige politifolk er så- 

ledes begrænset repræsenteret i de formelle 

beslutningsfora i politiet. Af de nyudnævnte 

vicepolitikommissærer er kun 26 kvinder, 

mens der er 926 mænd. 

»Og hva’ så,« kan man spørge sig selv. 

Man kan også vende spørgsmålet om og 

sige »hvorfor«. Hvorfor er det interessant, at 

kun hver tiende politiansatte er kvinde, hvorfor 

er det foruroligende, at kun en ganske lille 

procentdel af ledelsesposterne er besat med 

kvinder, hvorfor er det overhovedet nødvendigt 

at beskæftige sig med ligestillings- og mang- 

foldighedsproblematikker? 

Jeg kan nævne rigtig mange gode grunde. 

For det første har vi en lovgivning, der siger, 

»at ligestilling mellem mænd og kvinder skal 

fremmes, så der er lige indflydelse og lige 

muligheder uanset køn«. 

Loven pålægger også offentlige myndig- 

heder »at arbejde for ligestilling og indarbejde 

ligestilling i al planlægning og forvaltning«. 

Desuden har Danmark i 1995 tilsluttet sig 

EU’s mainstreamingsstrategi – altså at følge 

en overordnet strategi, hvor køns- og ligestil- 

lingspolitik skal bruges som værktøj og 

omdrejningspunkt for det praktiske arbejde. 

Det indebærer blandt andet, at der skal ar- 

bejdes professionelt og synligt med ligestil- 

ling, og at alle offentlige forvaltninger skal ind- 

arbejde et ligestillingsperspektiv i både 

beslutningsprocesser og i daglig praksis. 

Nemmere at tiltrække nye 

Nu er det jo ikke kun et spørgsmål om at over- 

holde lovgivningen, der er også rigtig mange 

andre gode grunde. I bund og grund handler 

det om konkurrencedygtighed og om at 

anvende alle ressourcer for at få et politi, der 

kan skabe resultater til gavn for borgerne. Det 

gør vi bedst ved at afspejle det samfund, vi 

betjener. 

Politiets legitimitet blandt borgerne 

afhænger af, hvordan vi løfter politiopgaverne, 

og hvordan vi tilgodeser alle borgere – uanset 

alder, køn og etnisk tilhørsforhold. 

Ved at indarbejde ligestilling i ledelsesbe- 

slutninger og i personalesammensætningen 

får vi et bredere perspektiv og bedre evne til at 

tilpasse os opgaverne og de forandringer, som 

sker i samfundet omkring os. 

Vi skal som arbejdsplads ud i kampen om 

de gode hoveder, og alt tyder på, at det i frem- 

tiden bliver en hård kamp. Vi skal kunne til- 

trække og fastholde kvalificerede medarbej- 

dere, og talentmassen består af 50 procent 

mænd og 50 procent kvinder. Derfor må vi 

løbende overveje, hvordan vi appellerer til og 

rekrutterer både mænd og kvinder. Vi skal 

sørge for, at gode medarbejdere af begge køn 

bliver i politiet, at de udvikler og dygtiggør sig, 

og de ikke søger nye græsgange. 

Hvis man vil skabe en arbejdsplads, som 

er attraktiv i bred forstand, er man også nødt 

til at forholde sig til den mangfoldighed af 

mennesker, som personalet udgør – både 

kvinder og mænd, unge/seniorer, enlige/par, 

den ene eller den anden etniske oprindelse, 

politi/kontor/jurister. 

Vinde kampen om talenterne 

Det handler om at markedsføre politiet som 

en moderne arbejdsplads i udvikling med 

plads til den enkelte, og hvor forskellighed 

ikke er et problem, men en mulighed, for el- 

lers taber vi kampen. 

Ligestilling handler om at behandle folk 

forskelligt, for kun på den måde kan man få 

lige muligheder. Vi må indse, at forskellighe- 

den er en styrke, og at vi skal respektere hin- 

andens forskelligheder for at trives og udvikle 

os. 

Så når vores mandlige kollegaer skyder os 

i skoene, at det er forskelsbehandling, når vi 

som kvinder samles i Netværket for Politi- 

kvinder, så har de ret. 

En forskelsbehandling, der er nødvendig, 

hvis vi som minoritet skal have en mulighed 

for at blive hørt, for at udvikle os og for at 

sparre med hinanden både fagligt og socialt. 

Et netværk, som udadtil kan hjælpe med 

rekrutteringen af kvinder, og som på de indre 

linjer vil bidrage til at gøre politiet til en attrak- 

tiv arbejdsplads også for kvinder. 


Carsten Snejbjerg/POLFOTO 

STAVEN – DIN TUR TIL AT SLÅ PÅ POLITIET 

slagteriet i Roskilde, selvom cykling er forbudt. 

Sort samvittighed 

Lise Nørgaard – mor til ’Matador’ med mere – kæmper 

mod gamle minder om urapporterede ulovligheder 

Gennem mere end firs år har jeg 

haft et forhold til ordensmagtens 

håndhævere, som en psykolog 

sikkert vil betragte som en læk- 

kerbisken. I samme sekund, jeg 

observerer en uniformeret be- 

tjent, er jeg tilbage til barndom- 

men, hvor jeg cykler af sted på 

stien mellem garveriet og svine- 

Og efter mørkets frembrud er jeg til al overflod uden cykellygte. 

Jeg ved fra mine forældre, at en sådan brøde vupti vil føre til arre- 

station og anbringelse i arresten i slagteriets nabohus. 

Episoden bevirker, at jeg stadig – selv i min tårnhøje alderdom 

– lægger ansigtet i særlige folder, når jeg møder en betjent. Jeg 

producerer et særligt smil til lejligheden, lettere anstrengt og over- 

drevent behagesygt. Det oser af skyldfølelse. 

Siden har jeg ofte cyklet på forbudte stier og sluppet hunden 

løs, hvor den vitterligt skulle føres i snor, og foretaget mig andre 

forbudte handlinger uden at føle nogen egentlig form for skyld. Det 

er min ulovlige færden, stundom uden cykellygte, som endnu otte 

årtier efter rejser sig som et spøgelse i min bevidsthed, bare jeg 

passerer en politiuniform. Selvom indholdet bare er til for at passe 

på mig. 

I virkeligheden har jeg aldrig mødt en uvenlig repræsentant for 

politistyrken. Selv i onde og nu fjerne tider som under besættelsen 

kunne jeg kun registrere positive handlinger fra politiets side. Da 

politiet blev taget af besættelsesmagten den 19. september 1944, 

havde danskerne til gode at opdage, hvordan landet fungerede 

uden politi. Dårlige tider blev endnu værre. 

I ’Matador’ fortæller jeg om hin dag i 1941, da kommunisterne 

på tyskernes bud skulle arresteres. Da advarede den lokale pan- 

serbasse Røde, så han kan stikke af. En af vores gamle munke- 

marxister skrev efterfølgende, at det var en falsk udlægning af po- 

litiets indsats, og at der ikke fandtes sådanne politifolk. Det viser, i 


hvilken grad han var forblindet af sin tro. Rundt omkring i landet 

gjorde skarer af politifolk som min fiktive figur, Korsbæks Sofus 

Betjent. 

Gennem et langt liv burde jeg således have forvundet udslaget 

af barndommens dårlige samvittighed. Om ikke andet så den 

Skærtorsdags morgen, da to eksemplarer fra politikorpset i Lyngby 

kom for undersøge det indbrud, jeg havde haft den foregående nat. 

En tyv havde sneget sig ind ad vinduet til alrummet på første 

sal. Ved at plante en fod i vindueskarmen og knalde en dekorativ 

karaffel mod rummets gulv med et ordentligt brag vakte han mig af 

søvnen op til dåd. Fra stueetagen, hvor jeg sov, tændte jeg trappe- 

lyset for med grødet stemme at råbe: hvem der! 

Nu kunne tyven jo ikke ane, om den, der var på vej op ad trap- 

perne, var en svært bevæbnet mand i sin bedste alder eller en 

næsten halvfemsårig enkefrue i natkjole og på bare tæer. Så tyven 

sprang tilbage og forføjede sig bort. 

Mit alrum blev af de grundige opdagere omdannet til et interes- 

sant sceneri fra tv-serien ’Forbrydelsen’. Nu burde tiden være inde 

til, at jeg udfoldede et naturligt væsen, men nej, jeg var tilbage i 

rollen som den tiårige møgunge med et anstrengt smil og overdre- 

ven behagesyge. Jeg emmede af barndommens dårlige samvittig- 

hed, og det var et Guds under, at politifolkene, der ikke opnåede at 

finde forbryderen, undlod at tage mig med på stationen for at finde 

ud af, hvad jeg egentlig havde lavet i min fortid. 

Til gengæld havde hunden sit livs formiddag. Den havde ellers 

sovet sig fra nattens hændelser og havde ligget henslængt I min 

sengs fodende uden at registrere, hvad der foregik. 

Nu tilbød den at assistere kriminalbetjentene med opklaringen, 

hvad den yngste, der syntes at elske menneskets bedste ven, 

fandt meget morsomt. Mens den anden, der ikke var til hund, var 

mindre begejstret over dens assistance, især da han ville tage fod- 

aftryk. 

Ingen kunne påstå, at den ikke opførte sig helt naturligt. Men 

den havde jo heller aldrig kørt på den forbudte sti mellem garveriet 

og slagteriet i Roskilde for otte årtier siden.

Politi magasinet - 04

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?