konsulen og kyllingen.pdf - Ove Bjørn Petersen

More documents

Recommendations

Info

24 Louis Charles Antoine Desaix (1768-1800) tog afstand til sin adelige familie for at tjene revolutionen som soldat fra 1783. Han fulgte Napoléon i Italien og i Egypten, hvor han fik tilnavnet „den retfærdige sultan.“ 3 Konsulen og hans nærmeste overnatter inden døre, officererne i telte, soldaterne under åben himmel i flere graders frost. Arméen begiver sig af sted i den høje sne, og kan man finde en dør, et bræt eller et træ at sætte sig på, som var det en slæde, da søger man i hast at forcere elementerne. Bonaparte selv sætter sig på en sparkstøtting, der både er hurtigere og sikrere. Sværere er det med heste, kanoner og vogne, for det er en højst risikabel rejse, hvor den store skare skal kæmpe mod is og sne, storme og laviner. Tabene er betragtelige, og derfor er det også en stærkt reduceret hær, som konsulen efter 10 dages strabadser fører ind i den smukke Aosta-dal og videre langs floden Po. Tid til at vinde Men ofrene og strabadserne er uden betydning, for i modsætning til Bonapartes første indtrængen i Østrigernes baghave i 1796 ønsker han nu, at den franske armes indgang skal opleves som et lynnedslag. Efter en række mindre sejre og østrigernes overgivelse af Genua, møder de mærkbart reducerede franske styrker de talstærke og veludrustede østrigere ved Marengo. Her skal det afgørende slag stå. Datoen er den 14. juni 1800. Efter en hel dags træfninger må førstekonsulen modvilligt se et nederlag i øjnene, da den 32-årige general Louis Charles de Veygoux Desaix råber, at „Slaget er fuldstændig tabt“. Dog tilføjer han eksalteret: „Men der er tid til at vinde et nyt“. Derefter vender billedet, da Desaix kaster sine sidste tropper ind i kampen. Han bliver selv dræbt under det feberagtige angreb denne smukke sommeraften. Østrigerne erkender nederlaget, og grunden er lagt for den fredsaftale, som skal give franskmændene herredømmet over hele Norditalien. Et nyt kort for Europa tegner sin tydelige form. Bonaparte kan nu sende besked til Paris om sin heroiske sejr, og dér soler man sig i La Gloire, for ’La France ne peut être la France sans la grandeur’, og før- 5 Napoléons pressehåndtering var et særdeles effektivt middel til at opbygge den aura af uovervindelighed og fremsynethed, som i to årtier gjorde ham til kontinentets enehersker. For eksempel i disse to malerier af Bonaparte, der drager over Alperne. Til venstre ridende på et mulæsel, som det i virkeligheden foregik (malet i 1848 af Delaroche) – til højre i glorificeret udgave (malet i 1801 af Jacques Louis David) stekonsulen sammenlignes patetisk med Hannibal, der i oldtiden gik over Alperne med sine elefanter. Som statsoverhoved er det Bonapartes første sejr, så derfor er den både militært og politisk meget betydningsfuld. At sejren kostede 6.000 franske soldater livet, tænker ingen på, for republikken er reddet. Bonaparte går videre mod Milano, hvor han lader holde et Te Deum under stor jubel fra de befriede italienere. Og kun de færreste husker på, at han under sit seneste besøg i maj 1796 berøvede byen verdens vel nok kostbareste maleri Leonardos La Giaconda (Mona Lisa) samtidig med, at han forsikrede byen om evigt ven- skab med Frankrig. Siden da har værket befundet sig i Paris på Louvre. Menuen er skabt, vinen valgt Da førstekonsulen ser fjenden flygte, giver han kokken Dunand besked på at tilberede aftensmåltidet. Men da alt er pakket ned til flugt, også køkkenvognene, er gode råd dyre. Hvis han nu sender nogle soldater ud i området for at finde, hvad der måtte være? En kommer tilbage med en kylling og gulerødder, en anden med tomater og løg, en tredje lykkes det at finde nogle flodkrebs. Og det - sammen med lidt brød og en sjat cognac - skal blive hovedingredienserne i sejrsmåltidet. I hvert fald hvis man skal tro legenden. Lettet over sejren nyder Bonaparte retten, og menuen „Kylling à la Marengo“ er skabt. Dunand søger senere at raffinere menuen ved at erstatte flodkrebs med jomfruhummer og trøfler, cognac med hvidvin og tilsætte løg. Men dette fornøjer dog ikke den asketiske og utålmodige konsul, der værdsætter enkle og lette måltider, som hurtigt kan overstås. For det er vigtigere at opholde sig i felten eller ved skrivebordet end i spisesalonen. Også i fredelige tider afser han normalt ikke mere end et kvarters tid ved spisebordet, selv når han 8 3/2008 3/2008 25
26 Legenden beskriver en triumferende fransk armé, der forcerer det uvejsomme bjergterrain. Men virkeligheden var en anden. Kanoner på træstammer, soldater på grene og officerer på slæder og sparkstøtting. 4 beværter fornemme gæster. Han spiser uregelmæssigt og sjældent flere end to retter, helst kylling og koteletter. Det er ikke unormalt, at det foregår samtidigt med et diktat, en forhandling eller en instruktion. I felten er han kun sjældent af hesten fra solopgang til solnedgang, og så gælder det for hovmesteren, at den ene saddel er fyldt med kylling, den anden med brød og vin. Hvorom alting er, så har hovedpersonen kun givet navn til en enkelt ret, nemlig „Kylling à la Marengo. Og det selv om hans utallige middagsselskaber og slag kunne have givet navn til mange. På den anden side er det svært at forestille sig gastronomiske højdepunkter som „Soupe au pain d’Austerlitz“ eller „Mascapone d’Arcole“, selv om de to stednavne vidner om historiske slag. Selv om Napoléon ikke selv sætter pris på et veldækket bord, er han fuldt bevidst om de alliancer og de handler, man kan gøre over et godt måltid og en god vin. Derfor lader han også sine nærmeste vide, at de skal dyrke bordets glæder, og at de kan bruge flere penge end de har; han skal nok træde til. Formentlig har han lært af sin formidable udenrigsminister Talleyrand, der i den sammenhæng er berømt for sætningen „Sire, mere end instrukser har jeg behov for kasseroller“. Ordene er henvendt til Louis XVIII, da denne sender Talleyrand til Wienerkongressen for at forhandle en varig fred efter Napoléons nederlag ved Waterloo. Napoléon får altid menuen tilberedt efter den oprindelige opskrift og serveret med sin yndlingsvin: Den meget kostbare Chambertin iblandet frisk vand. Vinen er fra de franske guldskråninger (Côte d’Or), der er de lange dovne bakkedrag mellem Dijon og Beaune. Sejrherren skriver historien Som den første sejr efter Bonapartes udnævnelse til førstekonsul får Marengo afgørende betydning for hans videre militære og politiske løbebane. Men foruden den militære sejr skal også den politiske vindes, så derfor skal den virkelige historie redigeres. Den ret tilfældige sejr lader sejrherren igen og igen omskrive, og hele tiden som en nøje tilrettelagt kampagne med sig selv i centrum som den bestemmende og beregnende: det var ham, der havde givet sin general tegnet om at angribe! Alt var gået efter planen, og han selv var den overlegne i tanke og handling. Den afgørende rolle, som Desaix havde, bliver mere og mere ubetydelig, men alligevel kender vi alle det bon mot, som Desaix skabte. Slaget er tabt, men der er tid til at vinde et nyt. Denne form for pressehåndtering skal siden vise sig at blive et særdeles effektivt middel til at opbygge den aura af uovervindelighed og fremsynethed, som i to årtier gør Napoléon til kontinentets enehersker. Han fortæller, hvad pariserne ønsker at høre, og hvad der tjener ham selv bedst – ofte helt uden hensyn til virkeligheden. Ud fra denne devise iscenesætter han et utal af skuespil med sig selv i hovedrollen og de europæiske fyrstehuse som statister. Hele 14 år varer det, og hver gang har stykket den samme slutning: happy ending. På sin dødsdag 21 år efter Marengo dvæler den abdicerede kejser ved general Desaix’s endeligt. Generalen har han ladet begrave i Alpernes St. Bernhard Pas til de lovprisende ord „Hans grav skal have Alperne som fundament“. Men måske var motivet til denne afsides gravplads snarere at undgå en statsbegravelse i Paris, der kunne skabe endnu en helteskikkelse i konkurrence med sin egen gloire. En ydmyg gade i 15. arrondissement med general Desaix’s navn måtte han dog acceptere. Selv fik kejseren sin pompøse begravelse i Hotel des Invalides og dermed et varigt mindesmærke. g Kylling à la Marengo Til 4 personer 2 små kyllinger 32 krebsehaler 8 hele krebs 1 hakket løg 1 gulerod skåret i strimler 3 spiseske cognac (eller hvidvin) 3 flåede og hakkede tomater 3 fed hakket hvidløg brøndkarse 2 spsk tomatpuré hønsebouillon salt og peber Del hver af de rengjorte kyllinger i 4 stykker. Steg stykkerne gyldne i olie i en tykbundet gryde. Tag kyllingestykkerne op af gryden og opbevar dem lunt. Svits løg, gulerod og de hele krebs (uden haleskjoldet) i gryden. Overhæld med cognac, lad cognacen blive varm og flamber (bruges hvidvin i stedet, skal det ikke flamberes). Tilsæt derefter tomat, hvidløg, tomatpuré og lidt hønsebouillon. Lad det hele simre ca. 10 min. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i saucen og hele retten koger videre i ca. 20 minutter. Når retten er færdig tages kødstykkerne op og holdes varme. Saucen sies, hældes tilbage i gryden og jævnes evt. med en smørbolle. Herefter tilsættes hummerhalerne, der ikke må koge og saucen smages til med salt og peber. Portionsanretning: Læg 2 kvarte kyllingestykker og 2 hele krebs på hver tallerken. Pynt med 8 krebsehaler, hæld saucen over og lad anretningen få et drys brøndkarse. Dertil kan spises baguette, små råstegte kartofler, stegte rodfrugter el. lign. Lidt syd for Chambertin-markerne ligger Clos Napoléon i landsbyen Fixin. Navnet går tilbage til 1847, da kaptajn Noisot fra Napoléons garde slog sig ned her. Vinflasken bærer da også en etikette med officerens helt, Napoléon den Store, hentet fra François Rudes statue fra 1847 „Napoleon vågner op til udødelighed“. Statuen står på Noisots mark, og det var på hans opfordring, at kunstneren udførte den, endog uden betaling. 6 3/2008 3/2008 27
Page 1: 22 Konsulen og kyllingen Dagen er d

konsulen og kyllingen.pdf - Ove Bjørn Petersen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?