konsulen og kyllingen.pdf - Ove Bjørn Petersen

22
Konsulen
og kyllingen
Dagen er den 14. juni 1800. Stedet er den lille og ubetydelige landsby
Marengo i det nordlige Italien. Hovedpersonen er den 31-årige franske
førstekonsul Bonaparte, der snart kan udskifte dette italienske
navn med det, som i den franske version bliver til Napoléon.
tekst: Ove Bjørn, kunsthistoriker
Rue Desaix
Rue Desaix hedder en lille gade i Paris’ 15.
arrondissement, ikke langt fra Invalidekirken,
hvor Napoléon ligger begravet. Den lille
gade fik sit navn den 14. fructidor år 10.
Fructidor var frugtmåneden fra midt august
til midt september, og den refererer til den
revolutionskalender, der blev etableret fra
jævndøgn 1792 i ønsket om at bryde med
alt og alle. I 1805 genindførte Napoléon
den tidligere gregorianske kalender, og i
henhold til den fik gaden sit navn i 1803.
Men hvem var manden, som gav
navn til gaden? Måske en i dag ubetydelig
person, men dengang noget af en
helt, som alligevel blev skrevet ud af
historien. Louis Charles Antoine Desaix
(17.8.1768–14.6.1800) var en af revolutionens
store helte, og en af Bonapartes dristige
generaler, ja faktisk den, der vendte
tab til sejr i slaget ved Marengo.
Aktørerne er Europas gamle kejserriger
og hundredtals små fyrstendømmer,
der nu modvilligt må indse, at de
står på trinnet til den ny verdensorden
med nationalstaten som grundpille i et
moderne Europa.
Østrig hersker over de småstater, vi i
dag kender som Norditalien, men franskmændenes
nyudnævnte førstekonsul
Bonaparte, gør dem rangen stridig, idet
han søger sig et verdensrige De l’ocean
au Danube, fra Atlanterhavet til Donau.
Dette budskab kan i dag læses på den lille
neoklassicistiske triumfbue på Carrousel
i Tuillerierne i Paris.
Den 14. maj vælger førstekonsulen
med sin hær på 55.000 mand og 100
kanoner at gå ind i Norditalien ved at
forcere det vejrmæssigt utilregnelige pas
St. Bernhard. Munkene i Benediktinerherberget
L’hospice du Grand Saint-Bernard
i 2400 meters højde er forfærdede ved at
se så stor en hær, men åbner stolte deres
døre, da de opdager at stå overfor den
franske hersker. 8
5
Louis Lejeune er en af de kunstnere, som i storslåede malerier
har foreviget det drabelige slag ved Marengo.
3/2008 3/2008 23

24
Louis Charles Antoine Desaix (1768-1800) tog afstand
til sin adelige familie for at tjene revolutionen som soldat
fra 1783. Han fulgte Napoléon i Italien og i Egypten,
hvor han fik tilnavnet „den retfærdige sultan.“
3
Konsulen og hans nærmeste overnatter
inden døre, officererne i telte, soldaterne
under åben himmel i flere graders frost.
Arméen begiver sig af sted i den høje sne,
og kan man finde en dør, et bræt eller et
træ at sætte sig på, som var det en slæde,
da søger man i hast at forcere elementerne.
Bonaparte selv sætter sig på en sparkstøtting,
der både er hurtigere og sikrere.
Sværere er det med heste, kanoner og
vogne, for det er en højst risikabel rejse,
hvor den store skare skal kæmpe mod is
og sne, storme og laviner. Tabene er betragtelige,
og derfor er det også en stærkt
reduceret hær, som konsulen efter 10
dages strabadser fører ind i den smukke
Aosta-dal og videre langs floden Po.
Tid til at vinde
Men ofrene og strabadserne er uden betydning,
for i modsætning til Bonapartes
første indtrængen i Østrigernes baghave i
1796 ønsker han nu, at den franske armes
indgang skal opleves som et lynnedslag.
Efter en række mindre sejre og østrigernes
overgivelse af Genua, møder de
mærkbart reducerede franske styrker de
talstærke og veludrustede østrigere ved
Marengo. Her skal det afgørende slag
stå. Datoen er den 14. juni 1800. Efter en
hel dags træfninger må førstekonsulen
modvilligt se et nederlag i øjnene, da den
32-årige general Louis Charles de Veygoux
Desaix råber, at „Slaget er fuldstændig
tabt“. Dog tilføjer han eksalteret: „Men
der er tid til at vinde et nyt“. Derefter
vender billedet, da Desaix kaster sine sidste
tropper ind i kampen. Han bliver selv
dræbt under det feberagtige angreb denne
smukke sommeraften.
Østrigerne erkender nederlaget, og
grunden er lagt for den fredsaftale, som
skal give franskmændene herredømmet
over hele Norditalien. Et nyt kort for
Europa tegner sin tydelige form.
Bonaparte kan nu sende besked til
Paris om sin heroiske sejr, og dér soler
man sig i La Gloire, for ’La France ne peut
être la France sans la grandeur’, og før-
5
Napoléons pressehåndtering var et særdeles effektivt middel til at opbygge den aura af uovervindelighed og
fremsynethed, som i to årtier gjorde ham til kontinentets enehersker. For eksempel i disse to malerier af Bonaparte,
der drager over Alperne. Til venstre ridende på et mulæsel, som det i virkeligheden foregik (malet i
1848 af Delaroche) – til højre i glorificeret udgave (malet i 1801 af Jacques Louis David)
stekonsulen sammenlignes patetisk med
Hannibal, der i oldtiden gik over Alperne
med sine elefanter.
Som statsoverhoved er det Bonapartes
første sejr, så derfor er den både militært
og politisk meget betydningsfuld. At sejren
kostede 6.000 franske soldater livet, tænker
ingen på, for republikken er reddet.
Bonaparte går videre mod Milano, hvor
han lader holde et Te Deum under stor
jubel fra de befriede italienere. Og kun
de færreste husker på, at han under sit
seneste besøg i maj 1796 berøvede byen
verdens vel nok kostbareste maleri Leonardos
La Giaconda (Mona Lisa) samtidig
med, at han forsikrede byen om evigt ven-
skab med Frankrig. Siden da har værket
befundet sig i Paris på Louvre.
Menuen er skabt, vinen valgt
Da førstekonsulen ser fjenden flygte,
giver han kokken Dunand besked på at
tilberede aftensmåltidet. Men da alt er
pakket ned til flugt, også køkkenvognene,
er gode råd dyre. Hvis han nu sender
nogle soldater ud i området for at finde,
hvad der måtte være? En kommer tilbage
med en kylling og gulerødder, en anden
med tomater og løg, en tredje lykkes det
at finde nogle flodkrebs. Og det - sammen
med lidt brød og en sjat cognac - skal blive
hovedingredienserne i sejrsmåltidet. I
hvert fald hvis man skal tro legenden.
Lettet over sejren nyder Bonaparte
retten, og menuen „Kylling à la Marengo“
er skabt. Dunand søger senere at raffinere
menuen ved at erstatte flodkrebs med
jomfruhummer og trøfler, cognac med
hvidvin og tilsætte løg. Men dette fornøjer
dog ikke den asketiske og utålmodige
konsul, der værdsætter enkle og lette måltider,
som hurtigt kan overstås. For det er
vigtigere at opholde sig i felten eller ved
skrivebordet end i spisesalonen.
Også i fredelige tider afser han normalt
ikke mere end et kvarters tid ved
spisebordet, selv når han 8
3/2008 3/2008 25

26
Legenden beskriver en triumferende
fransk armé, der forcerer
det uvejsomme bjergterrain. Men
virkeligheden var en anden. Kanoner
på træstammer, soldater på grene og
officerer på slæder og sparkstøtting.
4
beværter fornemme gæster. Han spiser
uregelmæssigt og sjældent flere end to
retter, helst kylling og koteletter. Det er
ikke unormalt, at det foregår samtidigt
med et diktat, en forhandling eller en instruktion.
I felten er han kun sjældent af
hesten fra solopgang til solnedgang, og
så gælder det for hovmesteren, at den ene
saddel er fyldt med kylling, den anden
med brød og vin.
Hvorom alting er, så har hovedpersonen
kun givet navn til en enkelt ret, nemlig
„Kylling à la Marengo. Og det selv om
hans utallige middagsselskaber og slag
kunne have givet navn til mange. På den
anden side er det svært at forestille sig
gastronomiske højdepunkter som „Soupe
au pain d’Austerlitz“ eller „Mascapone
d’Arcole“, selv om de to stednavne vidner
om historiske slag.
Selv om Napoléon ikke selv sætter pris
på et veldækket bord, er han fuldt bevidst
om de alliancer og de handler, man kan
gøre over et godt måltid og en god vin.
Derfor lader han også sine nærmeste vide,
at de skal dyrke bordets glæder, og at de
kan bruge flere penge end de har; han
skal nok træde til. Formentlig har han
lært af sin formidable udenrigsminister
Talleyrand, der i den sammenhæng er
berømt for sætningen „Sire, mere end
instrukser har jeg behov for kasseroller“.
Ordene er henvendt til Louis XVIII, da
denne sender Talleyrand til Wienerkongressen
for at forhandle en varig fred
efter Napoléons nederlag ved Waterloo.
Napoléon får altid menuen tilberedt
efter den oprindelige opskrift og serveret
med sin yndlingsvin: Den meget kostbare
Chambertin iblandet frisk vand. Vinen er
fra de franske guldskråninger (Côte d’Or),
der er de lange dovne bakkedrag mellem
Dijon og Beaune.
Sejrherren skriver historien
Som den første sejr efter Bonapartes
udnævnelse til førstekonsul får Marengo
afgørende betydning for hans videre militære
og politiske løbebane. Men foruden
den militære sejr skal også den politiske
vindes, så derfor skal den virkelige historie
redigeres.
Den ret tilfældige sejr lader sejrherren
igen og igen omskrive, og hele tiden som
en nøje tilrettelagt kampagne med sig
selv i centrum som den bestemmende og
beregnende: det var ham, der havde givet
sin general tegnet om at angribe! Alt var
gået efter planen, og han selv var den
overlegne i tanke og handling.
Den afgørende rolle, som Desaix havde,
bliver mere og mere ubetydelig, men
alligevel kender vi alle det bon mot, som
Desaix skabte. Slaget er tabt, men der er
tid til at vinde et nyt.
Denne form for pressehåndtering skal
siden vise sig at blive et særdeles effektivt
middel til at opbygge den aura af
uovervindelighed og fremsynethed, som
i to årtier gør Napoléon til kontinentets
enehersker. Han fortæller, hvad pariserne
ønsker at høre, og hvad der tjener ham
selv bedst – ofte helt uden hensyn til
virkeligheden.
Ud fra denne devise iscenesætter han
et utal af skuespil med sig selv i hovedrollen
og de europæiske fyrstehuse som
statister. Hele 14 år varer det, og hver
gang har stykket den samme slutning:
happy ending.
På sin dødsdag 21 år efter Marengo
dvæler den abdicerede kejser ved general
Desaix’s endeligt. Generalen har han ladet
begrave i Alpernes St. Bernhard Pas til
de lovprisende ord „Hans grav skal have
Alperne som fundament“. Men måske var
motivet til denne afsides gravplads snarere
at undgå en statsbegravelse i Paris,
der kunne skabe endnu en helteskikkelse
i konkurrence med sin egen gloire.
En ydmyg gade i 15. arrondissement
med general Desaix’s navn måtte han dog
acceptere. Selv fik kejseren sin pompøse
begravelse i Hotel des Invalides og dermed
et varigt mindesmærke. g
Kylling à la Marengo
Til 4 personer
2 små kyllinger
32 krebsehaler
8 hele krebs
1 hakket løg
1 gulerod skåret i strimler
3 spiseske cognac (eller hvidvin)
3 flåede og hakkede tomater
3 fed hakket hvidløg
brøndkarse
2 spsk tomatpuré
hønsebouillon
salt og peber
Del hver af de rengjorte kyllinger i 4 stykker.
Steg stykkerne gyldne i olie i en tykbundet
gryde. Tag kyllingestykkerne op af gryden og
opbevar dem lunt.
Svits løg, gulerod og de hele krebs (uden
haleskjoldet) i gryden. Overhæld med cognac,
lad cognacen blive varm og flamber (bruges
hvidvin i stedet, skal det ikke flamberes). Tilsæt
derefter tomat, hvidløg, tomatpuré og lidt
hønsebouillon. Lad det hele simre ca. 10 min.
Herefter lægges kyllingestykkerne ned i saucen
og hele retten koger videre i ca. 20 minutter.
Når retten er færdig tages kødstykkerne op
og holdes varme. Saucen sies, hældes tilbage i
gryden og jævnes evt. med en smørbolle. Herefter
tilsættes hummerhalerne, der ikke må
koge og saucen smages til med salt og peber.
Portionsanretning: Læg 2 kvarte kyllingestykker
og 2 hele krebs på hver tallerken.
Pynt med 8 krebsehaler, hæld saucen over og
lad anretningen få et drys brøndkarse. Dertil
kan spises baguette, små råstegte kartofler,
stegte rodfrugter el. lign.
Lidt syd for Chambertin-markerne ligger
Clos Napoléon i landsbyen Fixin. Navnet
går tilbage til 1847, da kaptajn Noisot
fra Napoléons garde slog sig ned her.
Vinflasken bærer da også en etikette
med officerens helt, Napoléon den Store,
hentet fra François Rudes statue fra
1847 „Napoleon vågner op til udødelighed“.
Statuen står på Noisots mark, og
det var på hans opfordring, at kunstneren
udførte den, endog uden betaling.
6
3/2008 3/2008 27