Siden sidst www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591

www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591 Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April 2002 

Siden sidst 

Af Kamma Kaspersen 

Redaktør 

Angstforeningens medlemsskare 

har siden sidst passeret de 400. Det 

er vi glade for. Kun ved at stå 

sammen kan vi øve indflydelse 

socialt, politisk og dermed blive i 

stand til at kræve forbedrede behandlingstilbud. 

Det er stadig langt 

fra tilfredsstillende med de få og 

tilfældige tilbud angstramte får i 

dag. 

Dansk Psykiatrisk Selskab er 

netop kommet med en rapport: 

Behandling af psykiske lidelser af ikkepsykotisk 

karakter der peger på, at 

Danmark har ca. 400.000 mennesker 

med en angstlidelse. Faktisk 

dobbelt så mange som hidtil antaget.. 

I Sverige kalder man angst en 

folkesygdom. På Uppsala Universitet 

har man forsket i angst og fundet 

at 15% af svenskerne har socialfobi 

Vi må konstatere at der foregår 

mere angstforskning uden for 

landets grænser, hvorfor vi har haft 

’udsendte’ medarbejdere til at studere 

forholdene i Norge, London, 

Tyskland, Sweitz og Argentina. 

Den verdensomspændende 

undersøgelse fortsætter i næste nr. af 

Angst-Avisen, 0g har nogle af jer 

kendskab til eksotiske sprog og 

færdes hjemmevant på nettet, vil vi 

gerne opfordre jer til at tage på en 

www-rejse og skriv om den til glæde 

for medlemmerne. 

Indenrigs har vi fået rejst nye 

selvhjælpsgrupper: to socialfobigrupper 

på Østerbro. En panikangst-gruppe 

og en generaliseret 

angst på Frb. På Amager har vi to 

grupper. 

Der er nu grupper i Næstved, 

Roskilde, Odense, Horsens, Århus 

og Ålborg samt en telefonkæde for 

60-70-årige, hovedsageligt med 

agorafobi. 

I Valby Medborgerhus har vi 

holdt foredrag om socialfobi. I 

Futura-cafeen, Næstved om panikangst 

og socialfobi. På AOF i 

Horsens: et debat-møde om angst. 

Både angstramte, psykiatere og 

psykologer har deltaget i ovenstående. 

Der planlægges flere arrangementer 

rundt i landet da synliggørelse 

og oplysning er med til at 

aftabuisere angst. Hvis en større 

by har 5-6 medlemmer, der ønsker 

en selvhjælpsgruppe, kan vi hjælpe 

med at søge om lokaler og midler 

til supervision, foredrag o.l. Et 

bestyrelsesmedlem kan være behjælpelig 

med retningslinier, materiale 

samt kontakt til pressen. 

Vi har fået en del omtale i 

medierne: 24.1. lavede Radio Mølleå 

et program med to bestyrelsesmedlemmer: 

”Angst og fobier”, 

der følges op af et program om 

selvhjælpsgrupper 8.4. DR, P4 

lavede 19.2. et interview med et 

medlem fra Ålborg, overtegnede 

og formanden for de praktiserende 

læger i Nordjylland om lægers 

manglende kendskab til angst. 

Politiken bragte 24.2. et portræt 

af vores næstformand kombineret 

med en artikel om de mange 

med angstlidelser. 

14.3 og 21.3.viste Frb. Lokal- 

TV, Kanal 4 en udsendelse om 

angst med overtegnede og en 

psykolog. Horsens Folkeblad 

21.3., Frederiksberg-Bladet 26.2. 

Roskilde Avis 9.2., Næstved Tidende 

og lokalradio 5.2 og Fyns 

Stifttidene 17.1. har bragt omtaler 

af foreningen. 

Siden sidst ................................. s. 1 

Til vore læsere........................... s. 2 

Angstringen i Oslo................... s. 3 

Angst i Tyskland/Sweitz ........ s. 4 

Angst i London ........................ s. 6 

Angst på spansk........................ s. 7 

Forskningsnyt .......................... s. 8 

De såkaldte lykkepiller ............ s. 9 

Er SSRI-behandling af angst 

risikabelt?. ................................. s.10 

Mit møde med angsten............ s.11 

Hjælp dig selv ........................... s.12 

Det mystiske behandlersystem s.13 

Brev til sundhedsministeren ... s.15 

Hypokondri............................... s 18 

Bogreolen: ................................ s.20 

Genialitet og galskab. Forholdet mellem 

psykologisk og medicinsk behandling af 

psykiske lidelser..Kognitive behandlingsformer. 

Styrk dit selvværd .Social fobi. 

Angstnovelle: Gæsten.............. s.24 

Fra en angstfyldt tilstand......... s.26 

Til eftertanke............................. s.27 

Generalforsamling.................... s.27 

Annoncesiden........................... s.28

Angst-Avisen Side 2 April 2002 

Redaktion: 

Kamma Kaspersen (ansv. red.) 

Alexandra Pilegaard Lind 

Produktion 

SaloDigital 

Oplag 

700 

Artikler i Angst-Avisen udtrykker 

ikke nødvendigvis redaktionens 

eller Angstforeningens 

holdning. 

Redaktionen er bekendt med 

navn og adresse på alle skribenter. 

Bidrag sendes på diskette eller email 

til: kk@angstforeningen.dk 

Vi frakender os ansvar for tilsendt 

materiale, vi ikke har bestilt. 

Redaktionen forbeholder 

sig ret til at forkorte og redigere 

i materiale. 

Angstforeningen er politisk og 

religiøst uafhængig og forholder 

sig neutralt ang. medicin og behandlingsformer. 

Angst-Avisen er foreningens 

medlemsblad og udkommer p.t. 

3 x årligt. 

Løssalg pr. stk: kr. 25,00. 

Årskontingent kr. 100 pr. person. 

Gaver og sponsorbidrag op til 

5000 kr. årligt er fradragsberettiget 

efter ligningslovens §8A. 

Vi vil gerne benytte lejligheden 

til at byde nye medlemmer velkommen. 

Vi er glade for at I har 

valgt at støtte os og vi er sikker 

på at vi i fællesskab kan gøre en 

forskel og forbedre forholdene 

for angstramte. 

Samtidig vil vi også gerne takke 

de mange, der har givet et gavebeløb 

til foreningen. 

Som nystartet forening er det 

begrænset hvilke midler man 

kan få fra puljer og fonde, og vi 

har brug for penge alene til den 

daglige drift. 

Vi har planer om at lave læsernes 

egne sider, hvor I kan 

komme med forslag, gode råd, 

digte, angstvittigheder, tegneserier 

eller ideer. 

I er velkomne til at skrive til os 

på vores nye adresse, eller ringe: 

Angstforeningen 

Frivillighedscenteret 

Peter Bangsvej 1, blok G, 3. 

2000 Frederiksberg 

Tlf. (kontor): 70 27 13 20 

Samtalelinie: 70 27 92 94 

I må gerne holde øje med vores 

hjemmeside: 

www.angstforeningen.dk under 

rubrikken: ”Arrangementer”, da 

vi regner med at komme rundt i 

landet og holde foredrag samt – 

om muligt – planlægge en uges 

højskoleophold på Fyn i 

sommerferien for socialfobikere. 

22.4. kl. 19 er der arrangement 

om hypnose i Valby Medborgerhus. 

Vi har en lille opfordring til jer 

om at henvende jer, hvis jeres 

navn eller adresse ikke er korrekt. 

Vi får desværre af og til 

post retur, fordi et husnummer 

eller en stavemåde er forkert. 

Hvis I ikke ønsker stempel på 

kuverten har vi mulighed for at 

registrere det. 

Derudover vil vi meget gerne 

bede om jeres e-mail-adresser. 

De der ikke har indmeldt sig via 

vores hjemmeside, må meget 

gerne sende en mail til 

post@angstforeningen.dk, så vi 

kan registrere jeres mail. 

Det gør det nemmere og billigere 

for os at komme i kontakt 

med jer via mail. Hvis der fx. 

pludselig opstår et arrangement, 

som vi skønner I vil have interesse 

i, eller når dagsordenen til 

generalforsamlingen skal sendes 

ud, kan vi via mail hurtigt få givet 

besked til alle. 

Dette nr. udkommer med forsinkelse 

da vi har afventet forslag 

fra medlemmerne til generalforsamlingen, 

hvor der var 

frist 1.4.02.


Angstringen i Oslo 

Af Anne M. Olsen. 

Angstringen i Oslo, startede i 

1985 med en lille kontaktannonce 

hvor en person søgte andre 

med angst. Der kom hurtigt en 

håndfuld til, der holdt møder 

privat. Foreningen hed ganske 

sigende ”bare angst”. 

I 1990 skiftede foreningen 

navn til Angstringen. Formålet 

er selvhjælp og information. Ikke 

som sådan at forbedre angstes 

vilkår. Der var ingen telefon, 

lokaler, penge eller ideer 

omkring struktur eller planer. 

Udgangspunktet var fællesskabet 

omkring angst.en. 

Siden 1985 er der kommet 

165 selvhjælpsgrupper alene i 

Oslo. Det er uvist hvor mange 

medlemmer foreningen har, da 

der er stor udskiftning. Målsætningen 

er at man starter en proces 

og får forbedret hverdagen. 

Filosofien er at man fra at 

bekæmpe angsten kan tilrettelægge 

en angstfri hverdag. Angst 

opfattes som noget man skal 

arbejde med. I gruppen får man 

støtte til at udfordre ting man 

ikke magter. Angst opfattes som 

en naturlig del af livet, og man 

ønsker at gøre op med sygeliggørelse 

af angst. 

Den irrationelle angst med 

forskelligt fysisk udtryk opfattes 

ens for alle. Som et signal fra 

kroppen, der slår alarm og ikke 

skal fortrænges. Ved at lytte til 

angsten og blive dus med den 

kan man undgå symptomerne. 

Grupperne dannedes efter 

angsttype, men det viste sig at 

alle havde samme grundfornemmelse. 

En gruppelederrolle 

gik på skift, men lederen kunne 

undværes, så alle i gruppen følte 

sig ansvarlige. Ved nystartede 

grupper er der to igangsættere. 

I starten havde foreningen 

tilknyttet fagfolk og temaaften 

om angst, men det viste sig at 

egne erfaringer og handlinger 

bar frugt. 

Holdningen i Angstringen 

er: at finde egne ressourcer 

frem, tage ansvar for eget liv og 

styre det i den retning man gerne 

vil have. Selvhjælp er en 

proces der går fra en passiv tilstand 

med hjælp til at blive aktør 

i eget liv. 

Grupperne bygger på gensidighed, 

ligeværd, tolerance og 

åbenhed, men ikke mere end 

deltagerne selv er klar til. Der er 

tavshedspligt og må meldes afbud. 

Grupperne lægger op til 

vækst indefra uden vejledning 

eller belæring og der er en flad 

struktur uden gruppeleder. 

Selvhjælp betyder at man ikke 

lader angsten stoppe en. Det 

opleves bedre at have angst og 

gøre noget, end at have angst og 

lade være. 

Man skal sætte grænser og 

være ærlig overfor sig selv. 

Fra 1986 har der været to psykologer 

tilknyttet som konsulenter 

til konkrete problemer. Erfaringen 

viser at ikke alle kan bruge 

den form for selvhjælp. Al årsagsbehandling 

skal ske i samarbejde 

med en terapeut. Der er 

desuden en aldersgrænse på min. 

18 år og max 70 år. Hvert medlem 

skal kunne komme til og 

fra gruppemøderne, så der ikke 

opstår afhængighed da ingen 

skal stå i taknemlighedsgæld til 

andre. Alt for syge personer kan 

ikke deltage. 

Der er fælles fester i foreningen 

og åbent hus en gang 

om ugen. Der udkommer en 

medlemsavis ”Livsnerven”. 

Hver gruppe består af 5-8 

personer og aldersspredningen 

må ikke være over 15 år fra 

yngst til ældst. 

I 1993 lavede man en undersøgelse 

blandt medlemmerne, 

der viste, at det første skridt til 

at kontakte Angstringen var 

svært, men at det var en stor 

befrielse at tale om angsten. Det 

var en lettelse at andre så 

normale ud og også havde 

problemer. De fleste forventede 

at møde ligesindede og blive 

forstået og dele erfaringer og få 

hjælp til at mestre angsten. At 

komme ud af ensomhed. 71% 

oplevede en forbedring i deres 

angst. 29% havde ikke oplevet 

nogen forandring. De væsentligste 

forandringer var: Større 

åbenhed og tryghed, øget motivation. 

Bedre social kontakt, og 

brud på isolation og ensomhed. 

Flad struktur i grupperne blev 

opfattet positivt. Dårlige erfaringer 

var ustabilitet i fremmøde, 

for mange problemer og for 

lidt "der nytter" samt forkert 

gruppesammensætning. 75% 

kvinder og 25% mænd besvarede 

skemaet. Flest mænd fik indfriet 

forventningerne. 

Da foreningen fik midler fra 

Social- og Sundhedsministeriet 

lavede de annoncekampagner og 

informationsmateriale. Der er en 

telefon som betjenes af angstramte. 

Der er udsendt brochurer 

til landets kommuner, biblioteker, 

apoteker, læger, overnatningssteder 

osv. Der holdes 

utallige foredrag rundt i landet.


”Angst essen Seele auf” - 

Behandling og muligheder 

for angstramte i 

Tyskland og Schweiz 

Af Alexandra Pilegaard Lind 

”Angst essen Seele auf”. Titlen på 

den tyske forfatter Rainer von 

Fassbinders film fra 1973 synes 

igen aktuel efter at det tyske 

sundhedsvæsen har anslået, at 

mere end 10 millioner mennesker 

i Tyskland lider af en 

angstdiagnose der gør dem ude 

af stand til at opretholde en 

normal tilværelse. 

I forhold til en samlet tysk 

befolkning på 82,7 millioner, 

udgør angstramte en forholdsvis 

stor del, hvilket adskillige tyske 

websites om angst vidner om. 

Disse spænder fra meget 

personlige beretninger over det 

mere informationsprægede til 

faktiske tilbud til angstramte. 

Da det tyske sundhedsvæsen 

er anderledes end det danske, 

er det ikke muligt at give et 

helhedsbillede for nationen. De 

fleste tyske borgere er medlem 

af en sygeforsikring, der giver 

gratis lægehjælp ved offentlige 

eller private klinikker eller sygehuse. 

Dog er ca. 10 % ikke 

medlem og derfor ikke dækket. 

Tyskland består af forskellige 

delstater, der i større 

eller mindre grad er selvstyrende 

enheder. Hver delstat har ansva- 

ret for organisering af sygehusvæsenet, 

hvorfor der forekommer 

regionale variationer i tilbud 

og behandling. Generelt er der i 

de fleste delstater mange muligheder 

for angstramte. Angst- 

Avisen har set nærmere på et par 

af disse muligheder. 

Tyskland har i lighed med vores 

egen Angst-Avisen et tidsskrift 

kaldet Daz (deutsche Angst 

Zeitschrift).Avisen opstod på 

initiativ af en angstforening i 

München og henvender sig til 

angstramte, pårørende, læger, 

psykologer, klinikker og rådgivningscentre. 

Hovedformålet 

med tidsskriftet er at nå bredt 

ud, så offentligheden, medierne 

og sundhedsvæsnet får et større 

indblik i angstproblematikken. 

Indholdet i Daz består i 

lighed med Angst-Avisen af information 

om angst, behandling, 

selvhjælpsgrupper og forskningsresultater. 

Daz udkommer 

fire gange årligt i et større oplag. 

Det skrives og redigeres af psykologer 

og tidligere angstramte. 

I hovedstaden Berlin har 

der siden 1988 eksisteret en 

angstforening (Agoraphopie e. V. 

Berliner Angstzentrum und Selbsthilfeprojekt), 

hvor den daglige ledelse 

varetages af to psykologer og 

en socialrådgiver. Foreningen, er 

overvejende økonomisk støttet 

af byrådet i Berlin, rådgiver 

mennesker med angst og fobier 

og henviser til samarbejdspartnere: 

læger, klinikker og psykoterapeuter. 

Angstforeningen i 

Berlin har også forskellige tilbud 

i eget regi. 

Udover at være informationscenter 

for angstlidelser tilbyder 

foreningen personlig psykologisk 

rådgivning og finder i 

samråd med den angstramte 

frem til behandlingsmuligheder, 

der passer ham/hende bedst. 

Foreningen tilbyder individuel- 

eller gruppeterapi, men kan også 

henvise til andre terapeuter uden 

umiddelbar tilknytning til foreningen. 

Torsdag aften er der 

åben for personlig rådgivning, 

også i akutte situationer. Pårørende 

tilbydes et månedligt møde 

med andre pårørende. Ligesom 

der er et månedligt tilbud til 

angstramte om gruppesamtale. 

Berliner Angstzentrum gør et 

stort arbejde for at etablere 

selvhjælpsgrupper der startes i 

samarbejde med en psykolog, 

der følger gruppen et stykke tid. 

Foreningen forsøger at 

”matche” behandlingstilbud 

med den angstramtes ønsker. 

Der nævnes både kognitiv adfærdsterapi, 

psykoanalyse, gestaltterapi, 

NLP og hypnose. De 

to førstnævnte er mest udbredt. 

Gestaltterapi interesserer 

sig for, hvordan vi opfatter omverdenen 

i meningsfulde helheder, 

dvs. i gestalter. Terapien 

hævder, at vi kan være i besiddelse 

af uafsluttede gestalter. Fx: 

aggressioner, had eller sorg, der 

ikke er gennemlevet. Gestaltterapien 

arbejder med at forløse 

disse, så der ikke bruges energi 

på at undertrykke dem. Dette 

kan føre til spændinger og angsttilstande, 

da krop og psyke hører 

sammen. 

NLP: Neuro Linguistisk 

Programmering arbejder ud fra 

en overbevisning om at vores 

måde at opleve verden på, er 

bestemt af hidtidig indlæring, 

både bevidst og ubevidst. Bevidsthed 

er nødvendig, hvis man 

ønsker forandring og udvikling. 

Hypnoseterapi får angste 

til at tale ud om de konflikter, 

der ofte knytter sig til angstens 

fysiske symptomer. 

I Hamburg og Düsseldorf findes 

der klinikker (IFA – Institut für 

Angstbefreiung), der udelukkende 

beskæftiger sig med angstbe-


handling. IFA-instituttets program 

foregår i tæt samspil med 

den angstramte til en forståelse 

og acceptere af angsten og mulige 

årsager. 

IFA-metoden er udviklet til 

angstramte ud fra formodningen 

om, at angstens årsager findes i 

menneskets livsvilkår. At alle 

angste har været udsat for psykisk 

belastning i større eller 

mindre grad, fx: alkoholisme i 

familien, manglende kærlighed 

og omsorg, separationsangst og 

overbeskyttelse fra forældrene. 

Angst opfattes derfor af 

IFA-instituttet som sjælens afværgemekanisme 

over for ubehagelige 

følelser og oplevelser, 

hvorfor der må gribes fat i dybereliggende 

årsager. Ellers vil 

angsten ubevidst fortsætte og 

automatisk opstå i pressede situationer. 

Behandlingen sker ud 

fra følgende tre grundelementer: 

1. Stabilisering af indre uro. 

2. Erkendelse af angsten og 

dens rødder (vigtigt i IFA) 

3. Omsætte ovennævnte i 

hypnose, individuelt. 

Metoden stammer fra teorien 

om, at 70 % af tankemønstre og 

følelser styres af underbevidstheden. 

I hypnose forsøger man 

at ”omprogrammere” det hidtidige 

handlingsmønster ved 

angstanfald. Ifølge IFA-instituttet 

virker dette på 90 % . 

På Vogelsbergklinikken i 

Grebenhain, tilbyder man en 

kombination af traditionel psykoterapi 

samt deltagelse i: ”angstsport”. 

Da angst giver kropslige 

symptomer som åndenød, trykken 

i brystet, hjertebanken og 

svimmelhed, anser klinikken 

sportsøvelser for en god og sjov 

måde angstramte kan opleve 

deres krop i andre sammenhænge 

reagere med hjertebanken og 

høj puls. 

Mange reagerer ofte med 

stor skepsis, siger Klaus 

Dörflinger, sportsterapeut på 

klinikken. En del afholder sig 

pga. de stærke kropslige symptomer, 

de har oplevet i forbindelse 

med angstanfald, fra overhovedet 

at anstrenge sig fysisk 

og ser derfor ingen umiddelbar 

sammenhæng mellem sport og 

overvindelse af angst.. 

Sportsterapi er et frivilligt 

tilbud, men en værdifuld måde 

at omsætte teori til praktiske 

øvelser på. Disse består bl.a. i 

åndedræts- og afslapningsøvelser, 

der kan bruges ved et angstfald. 

Det tydeliggøres at angst er 

en følelse og at alle følelser, positive 

som negative, vil medføre 

kropslige forandringer og symptomer. 

Formålet er, at blive fortrolig 

med kroppens funktioner. 

Kontrol af åndedræt, kan afværge 

eller formindske et angstanfald. 

Behandlingsformen synes 

effektiv, men klinikken understreger, 

at den er en del af et 

samlet behandlingsprogram og 

ikke bør stå alene, men følges 

op af samtaleterapi eller medicin 

eller en kombination af begge. 

De her beskrevne muligheder 

er en kun en lille del af 

Tysklands tilbud. Der er tjenester 

i hver delstat, hvor man kan 

få råd og vejledning. 

Det understreges af Berliner 

Angstzentrum, at kognitiv terapi 

evt. i kombination med 

SSRI-præparater er den mest 

udbredte behandlingsform og 

samtidig den, der hurtigst giver 

resultat. Tilbud om fx psykoanalyse, 

gestaltterapi og samtaleterapi 

er for den klient, der har 

overskud til at arbejde med sit 

ubevidste følelsesliv. 

Tysklands mange tilbud 

vidner om samfundsmæssig accept 

af angst og en målrettet 

indsats mod forbedrede vilkår. 

I Schweiz er der først for nylig 

blevet oprettet en forening, der 

varetager angstramtes interesser, 

og så vidt vides kun i den tysktalende 

del af Schweiz. 

Foreningen, der kalder sig 

AphS, blev dannet 8.8. 2000 og 

har til huse i Bern. Angstforeningen 

i Schweiz er et tilbud til 

angstpatienter og pårørende, 

men vil komme til at bestå af et 

samarbejde med læger, psykologer 

og psykiatere. Først nu er 

der ved at komme fokus på 

angst som et sundhedsøkonomisk 

problem. Angst har længe 

været, og er måske stadig, et tabubelagt 

område. 

Før foreningens dannelse 

havde den tysktalende del af 

Schweiz ingen reelle tilbud til 

angstramte udover selvhjælpsgrupper, 

der samlet ikke talte 

mere end 100. Fraværet af en 

samlet institution for angstramte 

har betydet manglende kendskab 

til nyeste forskning. Foreningen 

betoner den manglende interesse 

fra officiel side og fremhæver 

Tyskland som foregangsland. 

AphS arbejder primært med at 

informere om behandlingsmuligheder 

og vil oprette en ledsageordning 

for særlig hårdt ramte. 

Oprettelse af selvhjælpsgrupper 

og informationsmøder for 

pårørende er et vigtigt aspekt i 

foreningens startfase. 

På sigt vil man arbejde 

målrettet med kampagner om 

angsttilstande samt forsøge at 

skaffe praktikpladser til de mange, 

der har måttet forlade arbejdsmarkedet 

pga. angst. 

De fleste lande vil kunne 

hente megen inspiration i nabolandet 

Tyskland. At 15 % af 

industrilandenes befolkning har 

en angstdiagnose bør være et 

kraftigt signal til offentligheden 

om at skærpe opmærksomheden 

på dette sundhedsproblem. 

 

________________________


. 


I forbindelse med Angst- 

Avisens tema om behandlingsmuligheder 

i andre lande, 

har vi talt med den danske 

psykolog Ulla Damgaard- 

Sørensen, der er bosiddende i 

London. Ulla Damgaard- 

Sørensen er uddannet i 

psykologi fra Westminster 

University i London, og er i 

gang med et tre-årigt ph.d 

forløb i klinisk psykologi. 

Uddannelsen veksler mellem 

praktik og teori, således at de 

ph.d studerende under 

supervision fra en klinisk 

psykolog får tildelt egne 

patienter med forskellige 

sygdomsforløb samtidig med 

at de bliver opdateret med 

den nyeste forskning. 

Uddannelsen er sponsoreret 

af det engelske sundhedsvæsen 

NHS – National Health 

Insurance. Ulla Damgaard- 

Sørensen har netop afsluttet 

et af sine praktikophold, hvor 

hun har arbejdet i distriktspsykiatrien 

(Secondary Care, 

Community Mental Health 

Care Team) med patienter i 

alderen 18-65 med både angst 

og depression. Hun fortæller 

her om sine erfaringer og 

kendskab til angstproblematikken. 

Angst-Avisen: Mange undersøgelser 

anslår, at ca. 15 % af 

befolkningen i et industriland 

har en angstdiagnose. England 

hører til denne kategori, men 

hvorledes bliver der taget hånd 

om dette ? 

Ulla D-S: Jeg synes den engelske 

befolkning har en forholdsvis 

acceptabel holdning over for 

mentale sundhedsproblemer. 

Dette kan måske skyldes, at man 

i England i lighed med det tal du 

refererer til statistisk set har beregnet, 

at 1 ud af 4 voksne på et 

eller andet tidspunkt i deres livsforløb 

vil løbe ind i behandlingskrævende 

mentale sundhedsproblemer. 

Der er derfor 

gjort meget ud af at gøre opmærksom 

på dette gennem 

hårdnakkede nationale oplysningskampagner. 

Angst-Avisen: Men hvordan er 

de reelle muligheder ? Lever de 

op til kampagnens ønske om 

bedre muligheder for føromtalte 

gruppe ? 

Ulla D-S: Der er gode muligheder 

for angstramte i England. 

Henvendelse sker først og 

fremmest til egen læge, der efterfølgende 

henviser til behandling 

i en af de tre områder som 

det engelske sygehusvæsen er 

opdelt i. Hvis man aldrig før har 

haft mentale sundhedsproblemer, 

bliver man af lægen henvist 

til ’Primary Care’, der tager sig af 

lettere angsttilstande eller depressioner. 

Inden for de senere år 

har praktiserende læger i stigende 

grad haft mulighed for at behandle 

patienten i egen klinik, 

idet lægen har haft kliniske psykologer 

tilknyttet klinikken. 

Ventelisterne til både Primary 

Care og behandling hos psykologer 

hos egen læge kan dog være 

lange, idet der generelt er 

mangel på behandlere såvel som 

tilskud. Mennesker der foruden 

angsten skønnes at lide af en 

mere permanent diagnose som 

depression eller skizofreni bliver 

automatisk henvist til Secondary 

Care/distriktspsykiatrien, der 

behandler de lidt mere komplekse 

tilfælde. I særligt alvorlige tilfælde 

henvises til hospitalsafdelinger, 

der udelukkende har specialiseret 

sig i angstbehandling. 

Jeg har ikke umiddelbart 

kendskab til en angstforening på 

national basis, men jeg vil tro, at 

der eksisterer mange regionale 

og lokale foreninger. I England 

er der mange grupper, der varetager 

befolkningens interesser 

og ønske om oplysning. 

I behandlingen lægges der 

desuden vægt på den angstramtes 

egne ønsker, hvorfor der altid 

vil være nogen, der udelukkende 

vil foretrække medicinsk 

behandling med SSRIpræparater, 

hvor andre kun vil 

gøre brug af kognitiv adfærdsterapi. 

Langt de fleste vælger dog 

en kombination, der på sigt 

fremviser de bedste resultater. 

Tilbud til angstramte findes over 

hele England, men der ses alligevel 

en skævvridning i forhold 

til mindre byer, da de bedste 

tilbud hovedsageligt er koncentreret 

omkring London. Dette 

har skabt stor debat, og det engelske 

sundhedsvæsen er derfor 

i gang med en strukturomlægning, 

så alle får samme muligheder. 

Angst-Avisen: Du nævnte før 

terapiformen kognitiv adfærds 

terapi. Denne terapiform er i 

mange lande næsten blevet synonym 

med behandlingen af 

angst. Hvorfor er lige netop 

denne model særlig velegnet ? 

Ulla D-S: Det er korrekt, at 

kognitiv adfærdsterapi i øjeblikket 

nyder stor anerkendelse. Årsagen 

til dens succes skal sikkert 

findes i det faktum, at der er tale 

om et kortere terapiforløb, hvor 

den angstramte i flere tilfælde 

allerede efter 12 timers terapi vil


have overvundet sin angst eller i 

hvert fald have fået den ned på 

et lavere niveau. Det er en model, 

der arbejder på at få den 

angstramte til at forstå forholdet 

mellem tanker, følelser, adfærd 

og fysiologiske reaktioner. Modellen 

postulerer, at der er en 

sammenhæng mellem disse 

komponenter, og videre at man 

kan gå ind og ændre på nogle af 

dem og derved skabe fx en reduktion 

i den fysiske, emotionelle 

og kognitive oplevelse af panik. 

Kognitiv adfærdsterapi 

udøves i et samspil mellem terapeut 

og klient. Klienten tænker 

ofte i forbindelse med et angstanfald 

eller en angstprovokerende 

situation, at han ikke kan klare 

det og vil falde om. Det er 

vigtigt, at klienten erkender, at 

han har en automatisk negativ 

tankeproces. Kan vedkommende 

dette, kan man gå ind og 

konfrontere disse negative tanker 

med direkte spørgsmål, så 

tankerne fremstår som mere logiske. 

Er vedkommende fx nogensinde 

faldet om? Da dette er 

yderst sjældent, arbejdes der alene 

på at nå frem til en mere balanceret 

tankeproces, der vil gøre 

klienten i stand til fremover at 

tage kontrollen over sine angstanfald. 

Nøgleordet er motivation. 

I kognitiv terapi bruger 

man en lang række simple teknikker 

– man lærer blandt andet 

om angstens onde cirkel. Angsten 

vil automatisk fortsætte, 

hvis ikke man går ind og ændrer 

sine tanker/adfærd. Meget ofte 

er der tale om, at patienten undgår 

situationer, der er særligt 

angstprovokerende. Det kan 

være at køre i bus, gå i supermarkeder 

eller helt andre ting. I 

behandlingen betones det, at 

undvigelse fra dette blot vil føre 

til yderligere angst, da man kun 

lærer undvigelsesmekanismer. 

Undvigelse leder kun til en korttidsforbedring, 

men på langt sigt 

har den meget negative konsekvenser. 

Hovedformålet med 

kognitiv adfærdsterapi er derfor 

at stille spørgsmål ved adfærden. 

Den angstramte udfordrer derefter 

gradvist angsten ved at gøre 

de ting angsten har afholdt 

ham/hende fra at gøre. 

Man starter dog altid med 

det mindst angstprovokerende 

for til sidst at nå helt til tops i 

angstens hierarki. Det er i den 

forbindelse vigtigt at få fysisk 

kontrol over sine oplevelser. Det 

sker ved åndedrætsøvelser og 

afslapning – teknikker man kan 

bruge ved et angstanfald. Det er 

nødvendigt, at situationer man 

udsættes for er angstprovokerende, 

så man efterhånden får 

følelsen af at være i stand til at 

kontrollere angsten. Det er almindelig 

praksis, at den angstramte 

sideløbende udfylder en 

dagbog med angstprovokerende 

situationer. Hvilke tanker man 

gjorde sig, hvor højt angstniveauet 

var. Man starter med at 

udsætte sig for angsten sammen 

med terapeuten, men får i behandlingsforløbet, 

der typisk 

strækker sig over 12 uger, herefter 

hjemmearbejde i form af de 

samme opgaver. 

 

_________________________ 

OBS! 

OBS! 

Du kan se vores budget for 2002 

Du kan se vores budget for 

samt vores regnskab for 2001 på 

2002 samt vores regnskab for 

medlemssiden på nettet. Du kan 

2001 på medlemssiden på nettet. 

også få det tilsendt hvis du ringer 

Du kan også få det tilsendt hvis 

eller skriver til os. 

du ringer eller skriver til os. 

Angst-Avisens udsendte 

medarbejder Petrine Severin. 

Som angstramt og lægmand 

glæder jeg mig altid over, at der i 

hele den vide verden er 

tilgængeligt og relativt letfordøjeligt 

materiale på nettet for alle, 

der på den ene eller anden måde 

har stiftet bekendtskab med 

angsten. 

Således var jeg besøgende 

nr. 27.882 på 

www.redsaludmental.com , 

“netværk for mental sundhed”, 

et af Den argentinske Republiks 

første netværker for behandling 

af patienter med panikangst, generaliseret 

angst, socialfobi, agorafobi, 

enkeltfobier og ocd. En 

fagruppe bestående af psykiatere, 

psykologer og læger har siden 

1990 helliget sig forskning i og 

behandling af disse samt andre 

psykiske lidelser. Hovedsædet lå 

oprindeligt i Buenos Aires, men 

med en patienttilgang på over 

4.000, besluttede man at decentralisere 

og danne arbejdsgrupper 

i hele republikken. 

På hjemmesiden finder 

man informative artikler om de 

forskellige psykiske lidelser, dog 

intet udover det sædvanlige. 

Som patient kan man få en 

“elektronisk” konsultation eller 

man kan bestille tid til visitations-samtale 

på et af ti behandlingssteder. 

I det omfang det 

skønnes påkrævet, er der ligeledes 

mulighed for at behandle 

patienten i hjemmet.


Et af de mere interessante 

tiltag er tema- og arbejdsmøder 

for patienter og pårørende. De 

afholdes den sidste uge i hver 

måned under slagordene “mental 

sundhed og livskvalitet” og 

man melder sig til kvit og frit i 

det område, hvor man nu bor. 

Har man yderligere behov 

for at udvide sin horisont og 

deltage i online-debatten, skal 

man blot haste videre til 

www.sappiens.com, et samlingssted 

for alle spansktalende, 

der har lyst til at vide alt om... 

alt. Så havner man i noget, der 

mest af alt minder om netdoktor, 

dog en anelse mere forvirrende! 

Et selvhjælpsforum med 

oplysninger fra patient til patient 

og efter at have læst MANGE 

indslag, må jeg tørt konstatere at 

de kæmper med præcis det 

samme som os her i Danmark. 

Kære venner, vi ER altså ikke 

alene. 

_________________________ 

Socialfobi. 

Social fobi har formentlig altid 

eksisteret. Der er eksempler på 

filosoffer og kunstnere i antikken 

og middelalderen der har beskrevet 

den. Robert Burton (1577- 

1640) der skrev mammut-værket 

Melankoliens Anatomi nævner bl.a. 

symptomer som rødmen, rysten, 

hyperventilering og taler om 

ubehag når man skal vise sig eller 

tale i forsamlinger eller foran en 

autoritet.. 

Angstgen? 


Forskere fra Barcelonas har studeret 

familier med tradition for 

panikangst, agorafobi og socialfobi. 

I den forbindelse fandt de 

et område på kromosom 15 der 

var ens hos 90% af familierne. 

Herefter undersøgte de 70 

mennesker, der ikke var i familie, 

men havde disse angstlidelser. 

Alligevel havde 97% den 

samme genetiske ’defekt’ som 

er blevet kaldt DUP25. Området 

indeholder 60 gener, der 

kan gøre hjernen overfølsom 

over for stress. Miljøet spiller 

dog også en rolle, da 20% af 

personerne med DUP25 ikke 

havde angstlidelser 

Kilde: Politiken 29.8.2001 

Humor mod angst? 

Et forsøg med at anvende humor 

i forbindelse med 

desensibilisering eller tilvænning 

ved enkeltfobier synes at være 

effektiv. En gruppe fik 

henholdsvis den gængse metode 

med afslapning og gradvis 

tilvænning fra en lille edderkop 

langt væk til en større edderkop 

tættere En på. anden gruppe fik til 

opgave at finde på sjove anvendelser 

af en gummi-edderkop, 

samt more sig over vittigheder 

eller film, mens de nærmede sig 

større og større edderkopper. 

Den tredje gruppe fik ingen 

behandling og var blot medtaget 

som kontrolgruppe. 

Det viste sig at gruppen med 

’humor-terapi’ slap af med deres 

fobi i samme grad som gruppen 

med systematisk desensibilisering, 

hvor den tredje gruppes 

angst ikke havde ændret sig. 

Kilde. Forsknings-nyt fra psykologien 

2001 10(6), s. 19-20. 

Spiller cholesystin en rolle 

i forbindelse med 

panikangst? 


Et igangværende forskningsprojekt 

på Rigshospitalet ser nærmere 

på stoffet Cholecystokinins 

(CKK) eventuelle rolle i 

forbindelse med panikangst. 

CKK findes i store mængder i 

hjernen, hvor dets funktion er at 

overføre nervesignaler. Det er 

ca. 20 år siden man blev opmærksom 

på CKKs mulige forbindelse 

til angstanfald. Det skete 

i en helt anden forbindelse, da 

to danske biokemikere undersøgte, 

hvorledes CKK påvirkede 

dannelsen af væksthormon. Forskerne 

lagde selv krop til forsøget 

og sprøjtede CKK i egne 

årer. Resultatet blev, at de to 

biokemikere pludselig oplevede 

angstanfald. Dette lagde grund 

for videre forskning i CKK, og 

man arbejder nu ud fra teori en 

om, at panikangst kan skyldes en 

defekt i hjernens omsætning af 

CKK. 

Rigshospitalets forskningsprojekt 

er et samarbejde 

mellem professor i psykiatri 

Tom Bolwig, afdelingslæge og 

psykiater Elsbeth Steno og


Rigshospitalets Kliniks biokemiske 

Afdeling. Hovedformålet er 

at se på de receptorer, der binder 

CKK i hjernen. Der skal 

bruges 300 forsøgspersoner fra 

en sammensat gruppe af angstramte 

og raske slægtninge. Alle 

afgiver en blodprøve, hvorefter 

arvemassen i prøverne undersøges 

for afvigelser i genet for 

den såkaldte CCK-B receptor. 

Den foreløbige tese går på, at 

man vil finde bestemte varianter, 

der følger sygdommen panikangst. 

Det skal derefter klarlægges, 

hvad disse afvigelser betyder. 

Man håber, at projektet kan 

bidrage til større indsigt i biologiske 

faktorer ved panikangst, 

som man i dag kun har et mindre 

kendskab til. Indtil videre 

arbejder man i behandlingen af 

angstramte ud fra en kombination 

af SSRI-præparater og kognitiv 

adfærdsterapi. 

Rigshospitalets Angstklinik 

er et af ganske få organiserede 

tilbud i Danmark til 

angstramte. Henvisning til klinikken, 

der dog har lang ventetid, 

sker via egen læge. Tilbuddet 

består af et 12-ugers behandlingsforløb, 

hvori ovennævnte 

kombination indgår. Det 

anbefales dog at man fortsætter 

med SSRI-præparaterne et års 

tid efter endt behandling. SSRIpræparaterne 

virker på den måde, 

at de øger signalstoffet serotonin, 

der findes i hjernen. Det 

er blevet påvist, at serotonin har 

betydning for den enkeltes 

sindstilstand. Næste led i behandlingen 

er straks sværere, 

idet den angstramte gennem 

kognitiv adfærdsterapi skal arbejde 

med at ændre den angstprovokerende 

indlærte adfærd. 

Hvis man for eksempel er bange 

for at køre i bus, træner man 

først at køre et stop, så to og 

siden hen en hel tur. 

 

De såkaldte lykkepiller. 

Af Kamma Kaspersen. 

Hvis der er noget der kan få 

sindene i kog, er det ”de såkaldte 

lykkepiller”. Det synes som 

om alle har en mening om dem, 

hvad enten de nu har haft dem 

tæt ind på livet, langt nede i halsen 

eller holdt dem i strakt arm 

og ti skridt fra livet. 

Den udmærkede Weekendavisen 

præsenterede i slutningen 

af sidste år således læserne 

for flere af disse stereotype 

holdninger, men dog med en 

drejning der giver debatten lidt 

mere spræl end hvad man ellers 

løber ind i, hvorfor jeg finder 

den værdig til gengivelse. 

Avisens faste reportere 

Peter Øvig Knudsen og Ina 

Kjøgx Pedersen lægger ud med 

”De perfekte piller” 26.10-1.11. 

og serverer veloplagt nyheden 

om at en pakke lykkepiller er 

blevet hver mands eje mod 

’livskriser’. 200.000 danskere 

har taget pillerne, samt Psykiatrifondens 

kampagne, til sig. 

Selv om der i folkemunde 

ikke løber rygter om at psykiatere 

er specielt samtaleorienterede, 

hævder artiklens journalister, at 

disse ’samtaletilhængere’ (fra 

1970’erne!) har skiftet bane (hvis 

de altså ikke er døde eller pensionerede)og 

har sluttet sig til 

medicinholdet. 

Formanden for SIND er 

imod medicinløsningen. Hun vil 

have samtalen tilbage mellem 

læge og patient. Men spørgsmålet 

er, om den nogensinde har 

været der? Og hvis ..., hvilken 

kvalitet havde den så? En pille 

kan vel være lige så god som en 

sludder for en sladder – eller 

hvad? 

En ’pillebruger’ - der 

mod sædvane ikke kræver anonymitet 

- fortæller at han møder 

en moralsk oprustning mod pillerne, 

som han ikke ser over for 

folk der ryger og/eller drikker 

sig ihjel. 

En tidligere psykiatribruger 

mener at de der vælger 

lykkepillerne har taget sagen i 

egen hånd for at undgå at miste 

kontrol – som i forvejen er det 

værste der kan ske for fx en 

angstramt – og andre mener, at 

mennesker blot løser problemerne 

med det der er på markedet 

på det tidspunkt deres problemer 

opstår. 

Reaktionen på kludetæppeforsøget 

med at oplyse 

læserne, lader ikke vente på sig. 

9.-15.11 stiller Linda Clod 

Præstholm, tidl. lykkepillebruger, 

ikke uberettiget spørgsmålstegn 

ved de to journalisters 

videnskabelighed. Hun beretter 

overbevisende om, at lykkepiller 

ikke er til mennesker med ’ondt 

i livet’ eller ’kriser’ men til mennesker 

med en psykisk lidelse, 

man ikke bare lige kan snakke 

sig ud af. Tværtimod kender hun 

til følelsen af nederlag, når 

’snakken’ alligevel ikke bedrede 

situationen. Oveni sin sygdom 

har hun selv måtte snakke godt 

for sig, for at forsvare sit valg af 

lykkepiller overfor en uforstående, 

snakke-orienteret omgangskreds.


Samme dag bringer avisen 

en solstrålehistorie om at selvmordstallet 

falder. Men hvorfor 

har befolkningen så ikke fået det 

at vide? Tallet er det laveste i 

100 år og alligevel har SF sat 40 

mio. kr. af til forebyggelse af 

selvmord uden at skæve til de 

nye tal. Center for Selvmordsforskning 

i Odense har registreret 

faldet, men ikke forsket i 

hvorfor? Trods det at forskere 

ved at 90%, af de der begår 

selvmord er psykisk syge. I 

1990’erne gjorde lykkepillerne 

deres indtog i danskernes hverdag. 

Tankevækkende. Men sig 

det endelig ikke højt! 

30.11-6.12 giver Merete 

Demant Jakobsen historien en 

ny drejning. Hun har hørt på 

BBC- radio, at lykkepiller kan 

lede til både mord og selvmord 

og nævner en ældre onkel hun 

har mistænkt for at have benyttet 

denne udvej efter et fald fra 

en trappe (måske selvmord?), og 

mener behovet for at føle sig 

konstant godt tilpas er eskaleret. 

Som livshjulet og årstidernes 

cyklus er vi nu tilbage til udgangspunktet:livsstilsproblematikken. 

Jes Gerlach har pustet til 

ilden – eller den varme suppe, 

ved at udtale at lykkepillerne 

også kan virke impulsdæmpende, 

hvis bedstefar skulle få lyst 

til at smide suppen i hovedet på 

konen. Det virker derimod som 

en rød klud på Merete Demant, 

der blander tingene sammen og 

tror at Gerlach reklamerer for 

en pille, der både kan styre onklen 

mod afgrunden og forhindre 

bedstemor i at blive skoldet af 

suppen. Så helt ærligt. Hvad skal 

vi dog tro om de piller? 

 

_________________________ 

Er SSRI-behandling af 

angst risikabelt? 

Af Tom G. Bolwig, professor, 

dr. med. 

I Weekendavisen den 22. februar 

2002 fortæller den kendte britiske 

psykiater professor David 

Healy om undersøgelser, der 

tyder på, at SSRI (”lykkepiller”) 

kan være farlige og medføre 

selvmord. Han nævner, at der 

igennem de sidste 15 år er givet 

SSRI behandling til godt 

100.000.000 mennesker, og at 

det derfor ikke kan undre, at 

nogen af de personer, som er 

søgt behandlet for depression 

har fået aktiveret suicidale impulser 

og også har gennemført 

selvmord. Også voldelig adfærd 

er beskrevet i et antal tilfælde. 

Bør det nu give anledning til 

ekstra ængstelse hos patienter 

med angstforstyrrelser i behandling 

med SSRI? 

Det mener jeg ikke. For 

det første fordi SSRIpræparaterne 

er gennemprøvede 

og har demonstreret meget høj 

grad af effektivitet. Det er derfor 

lægemidler, som må opfattes 

som uundværlige i behandling af 

angst. De rapporter, der foreligger 

om selvmordsadfærd i forbindelse 

med SSRI-behandling 

peger på, at det er hos mennesker 

med en baggrund i en adfærd 

med impulsgennembrud, 

tidligere eller aktuel maniode- 

pressiv symptomatologi og endelig 

personer, som er blevet 

behandlet på et løst diagnostisk 

grundlag, hvor man har overset 

sværere personlighedsafvigelser. 

Grundlaget for at give 

SSRI til angstforstyrrelser er derfor 

uændret. SSRI påvirker bl.a. 

serotoninsystemet, men en meget 

enkel forklaring på angst, der 

går på, at man har for lidt serotonin 

i hjernen er selvfølgelig 

overfladisk forenklende. Derfor 

anbefaler alle kyndige behandlere 

af angst, at de angstramte også 

får psykoterapi. Et stort antal 

undersøgelser der viser, at resultatet 

og effekten af en vellykket 

angstbehandling skyldes en 

kombination af SSRI og kognitiv 

adfærdsterapi er kun holdbar, 

såfremt den angstramte gennem 

udøvelsen af egenkontrol overfor 

angstanfald og tilløb til angst 

har fået de nødvendige metoder 

til gradvist at svække den 

foruroligende tilstand, som hos 

mange fortsat vil lure. 

Langt de fleste patienter 

med angstforstyrrelser får hurtigere 

hjælp til at kunne anvende 

de psykologiske midler, som er 

nødvendige, hvis de får bragt 

deres angstanfald under kontrol, 

og det sker – hos et flertal – 

bedst ved, at man indleder, og 

også ofte vedligeholder, behandlingen 

med SSRI, måske i lavere 

doser end dem man startede på. 

Der vil muligvis blive en 

ny debat om det betimelige i at 

bruge SSRI, men der er ingen 

grund til at komme i alarmberedskab. 

Man skal huske på, at 

alle lægemidler, hvis de bruges 

hos tilstrækkeligt mange mennesker 

vil vise sig i nogle tilfælde at 

fremkalde uønskede effekter. 

Det væsentlige er derfor, at man 

får en præcis diagnose, og at 

man så vidt muligt får hjælp 

gennem specialister, der har erfaring 

i angstbehandling, dvs.


psykiatere og psykologer med 

den fornødne uddannelse. Der 

arbejdes fra psykiatrisk hold 

kraftigt på, at der i kommende 

planer vedr. psykiatrisk behandling 

vil blive fokuseret på de ikke-psykotiske 

sygdomme, herunder 

ikke mindst angstlidelserne, 

og det anbefales, at der uddannes 

flere speciallæger og også 

gives mulighed for, at man igennem 

støtte fra sundhedsvæsenet 

kan opnå behandling hos psykologer 

med kompetence i 

behandling af angsttilstande. 

Vi må fortsat anse SSRI for at 

være et nødvendigt, effektivt og 

stort set ufarligt element i behandlingen 

af angsttilstande. 

Der er intet, der tyder på, at der 

opstår afhængighed, som man 

ser det ved brug af benzodiazepiner 

(Stesolid og lign.), og der 

er ingen grund til at tro, at langvarig 

behandling med SSRI er 

skadelig. 

 

________________________ 

Anonym 28-årig kvinde. 

Jeg vil aldrig glemme den decemberdag 

for lidt over et år 

siden, hvor jeg mødte angsten 

for første gang. Jeg var på ferie i 

Paris med min mor og søster – 

alle tre glædede vi os til at afslutte 

ferien med et besøg i Paris’ 

vartegn Eiffeltårnet (for mig nu 

symbol på angsten). Allerede i 

den lange kø til billetsalget begyndte 

jeg at få det underligt, 

idet jeg tænkte meget negative 

tænker om, at det fly vi skulle 

hjem med dagen efter med usvigelig 

sikkerhed ville falde ned. 

Samtidig blev jeg svimmel, men 

tog ikke yderligere notits af det, 

da jeg på grund af mit temperament 

altid har haft en vis irritation 

over at stå i kø. 

Mit første angstanfald 

kom som et lyn fra en klar 

himmel, da vi gik ind i elevatoren, 

der skulle føre os op. 

Svimmelheden tog til i en enorm 

styrke, jeg ikke tidligere havde 

oplevet, og blev ledsaget af 

kvalme. Jeg fik svært ved at stå 

på benene, der mest af alt mindede 

om én stor geléklat. Symptomerne 

var meget voldsomme 

og adskillige tanker fór gennem 

hovedet på mig, skiftende fra en 

konstatering af, at det nok bare 

var influenza til en overbevisning 

om at det helt sikkert måtte 

være det hjerteanfald jeg havde 

frygtet i så mange år, der nu var 

på vej. 

Jeg reagerede ved at søge 

hen til restauranten i Eiffeltårnet, 

hvor jeg bestilte en øl – lidt 

alkohol måtte da afhjælpe symptomerne 

– måske var jeg bare 

nervøs, og havde også været 

meget stresset i tiden op til ferien. 

Jeg var på det tidspunkt studerende 

på sidste år med et stort 

arbejdspres. Samtidig arbejdede 

jeg mange timer hver uge som 

lærervikar med dårlig samvittighed 

og stress tilfølge. 

Angstanfaldet klingede 

langsomt af, da vi var nede på 

jorden igen, men næste dag oplevede 

jeg symptomerne igen. 

Det lykkedes dog at komme helskindet 

hjem til København. 

Her begyndte min jagt på 

en årsag til, hvad symptomerne 

fra Paris kunne skyldes. Jeg 

brugte timer på Internettet, søgte 

alt fra information om influenza 

til mystiske tropiske virussymptomer. 

Jeg syne at jeg havde 

en underlig slap følelse af 

konstant ubehag. 

Julen stod for døren, og jeg 

skulle derfor et smut til frisøren. 

Godt placeret i frisørstolen 

vendte symptomerne fra Paris 

tilbage. De var ikke længere 

ukendte, men mindst lige så 

væmmelige. Jeg fik fremstammet 

til frisøren, at jeg havde influenza 

og styrtede ud af døren. Derhjemme 

tog anfaldet til – igen 

med enorm styrke. Denne gang 

reagerede jeg ikke ved at prøve 

at dulme symptomerne med alkohol, 

men ringede derimod til 

min læge. Hun kunne godt høre, 

at den var galt gal og bad mig 

komme. I lægens venteværelse 

spurgte en bekymret medpatient 

om hun da ikke skulle hente lægen, 

idet hun var overbevist om 

at jeg snart ville besvime, så 

kridhvid i hovedet som jeg var. 

Min lidet flatterende ansigtskulør 

skyldtes imidlertid, at jeg 

oveni pludselig havde fået stærke 

smerter i hele den højre side. 

Hjertet sidder som bekendt i 

venstre side, men uagtet dette, 

mente jeg at NU måtte der altså 

være tale om et hjerteanfald. 

Min læge undersøgte 

mig grundigt og fandt ingen 

symptomer på hjerteproblemer, 

men konstaterede, at der på 

grund af de stærke smerter nok 

var tale om et galdestensanfald, 

skrev en recept og sendte mig 

hjem. Nu er jeg ikke læge, men 

jeg undrede mig en del over 

denne diagnose, dels fordi man 

ofte får galdesten på grund af 

forhøjet kolesterol (hvilket jeg 

netop var blevet undersøgt for 

med fint resultat), dels fordi den 

permanente ubehagsfølelse ikke 

forsvandt. 

Juleaften kulminerede det. Vi 

havde besøg af min mands forældre. 

Hele dagen havde jeg haft 

det skidt, men min mand slog 

det hen med lidt influenza. 

Selvom jeg endnu ikke var 

blevet diagnosticeret som angstpatient 

fik jeg en fornemmelse


af, hvor det bar hen. Umiddelbart 

før julemiddagen lod min 

svigerfar en bemærkning falde 

om, at min svoger samme dag 

havde haft et alvorligt epilepsianfald. 

Dette var simpelthen hen 

nok til at sætte endnu et anfald 

igang. Denne gang reagerede jeg 

ved at tage direkte på skadestuen 

overbevist om jeg satte kursen 

direkte mod hjerteafdelingen. På 

skadestuen blev jeg grundigt undersøgt, 

og overlægen konstaterede 

tørt, at jeg bestemt ikke 

lignede en, der var ved at dø. 

Hvorfor følte jeg mig så som en 

? Svaret er simpelt. Panikangsten 

havde fået et godt tag i mig. 

Heldigvis kom jeg til at snakke 

med en sød ung læge, der mente 

at mine vejrtrækningsproblemer 

skyldtes hyperventilering og foreslog 

mig at opsøge en psykolog. 

Jeg blev sendt hjem med lidt 

beroligende medicin og fejrede 

således juleaften på Stesolid. 

Den beroligende medicin 

var dog kun en stakket frist. 

Angsten og ubehagsfølelsen blev 

værre og værre. Jeg turde end 

ikke gå i kiosken eller bare ned 

på gaden. Jeg var fuldstændig 

paralyseret og bundet til min 

seng, hvor jeg følte mig tryg. 

Sidde op eller stå op havde jeg 

det heller ikke godt med, idet jeg 

bildte mig selv ind, at chancen 

for at falde om og dø, var meget 

mindre, hvis jeg lå ned. 

Samme dag som jeg skulle 

have været til en af mine afsluttende 

eksaminer lod jeg mig indlægge 

på Rigshospitalets psykiatriske 

afdeling, da jeg efterhånden 

syntes at grænsen var nået. 

Her lå jeg passivt hen i 2 dage 

og sank mere og mere ned i et 

sort hul. Jeg blev udskrevet med 

en recept på både beroligende 

medicin og SSRI-præparatet Seroxat. 

Jeg kredsede rundt om 

pakken med Seroxat i henved to 

uger, førend jeg tog mod til mig 

og slugte den første pille. Alene 

indlægssedlen med alle dens beskrivelser 

af mulige bivirkninger 

var nok til at holde mig – en 

sygdomsangst person – langt 

væk fra pilleskabet. Kraftigt opfordret 

af både mand, familie og 

venner, begyndte jeg modstræbende 

på medicinen. Jeg ønskede 

jo også at slippe af med angsten 

– desuden var jeg efterhånden 

kommet ind i en ond cirkel 

med tiltagende afhængighed af 

den angstdæmpende medicin jeg 

også fik. Det lykkedes mig heldigvis 

med min læges hjælp at 

trappe ud relativt hurtigt. 

Derefter gik det langsomt 

fremad. Jeg satte små mål 

hver eneste dag om for eksempel 

at gå i kiosken eller at sidde 

op og spise aftensmad sammen 

med min mand. Det endelige 

vendepunkt kom da en af mine 

venner sagde til mig efter et par 

mdr., at det var dejligt at jeg ”var 

kommet tilbage” som hun udtrykte 

det. 

Når jeg ser tilbage, må jeg erkende 

at selvom angsten tilsyneladende 

kom som et lyn fra en 

klar himmel, er det ikke helt i 

overensstemmelse med sandheden. 

Fra omkring 1994 begyndte 

jeg at være bange for at være 

alene, for at rejse til steder, der 

ikke lå i nærheden af et hospital. 

Jeg blev kort sagt meget forsigtig 

og ængstelig for ting jeg tidligere 

havde fundet stor fornøjelse 

i. Før 1994 elskede jeg at flyve 

og rejse uden de store forberedelser. 

Jeg flyttede for eksempel 

allerede som 16-årig alene til 

Østrig og rejste et par år senere 

alene rundt i Det græske Øhav 

samt boede i en lille schweizisk 

bjerglandsby. Efter 1994 ændrede 

alt sig. Nu kan jeg se, at det 

begrænsede mig i det jeg holdt 

allermest af. Jeg har alligevel 

rejst en del siden 1994, men altid 

med en vis anspændthed. Jeg 

synes faktisk altid bedst om rejsen, 

når jeg endelig var kommet 

hjem. 

Jeg har nu taget Seroxat i 

et års tid og har det rigtig godt. I 

samme periode er jeg omsider 

blevet færdig med mit universitetsstudium. 

Der er stadig en del 

at arbejde med. Mit håb er, at 

jeg en dag tør tage på oplevelse i 

vildmarken uden at vide, hvor 

det nærmeste hospital ligger. Jeg 

behøver vel ikke sige, at min 

trofaste følgesvend på rejsen, 

bliver den miniatureudgave af 

Eiffeltårnet, der hænger i min 

nøglering. For mig et symbol på 

angsten, men samtidig et symbol 

på, at der ER en vej ud af angstens 

helvede. 

 

________________________ 

Hjælp dig selv! 

Af Petrine Severin 

Vi ved alle, at det er svært at 

forholde sig til angsten. Det er 

som at være fanget i noget, der 

er værre end din værste fantasi 

og det tager tid, før man acceterer 

og får forståelse for tingenes 

tilstand. Godt, så verden kan 

altså nogle gange være et grimt 

sted at befinde sig og historien 

kan på mange måder være frastødende, 

men også smuk og så 

er den min. Eller vores. 

De sidste fire år har mit 

liv været noget nær en alt for 

lang rutsjebanetur i Tivoli. Jeg 

behøver vist ikke at gå i detaljer, 

blot nævner jeg i flæng: panikangst, 

generaliseret angst, de-


pression, psykiatrisk afdeling, 

medicin, psykiater og i kølvandet 

på det hele, socialangst. 

Kedeligt har det ikke været. 

Mit liv tog en kovending og 

det var bestemt ikke den vending 

jeg i tankerne havde forestillet 

mig. Men det er altså dét 

liv, jeg har fået. Efter at have 

slugt den kamel af flere omgange, 

begyndte jeg at lede efter 

mulige udveje og fandt til sidst 

Angstforeningen på nettet. 

Efterfølgende har tilværelsen 

og min “miserable” eksistens 

fået en helt ny og interessant 

dimension. Jeg kontaktede 

nemlig foreningen og blev henvist 

til en nystartet selvhjælpsgruppe 

på Østerbro. Da dagen 

for det første møde oprandt, 

sneg det velkendte ubehag sig 

ind på mig. Kvalmen kom i bølger, 

jeg kastede op og koldsvedte. 

Det endte med en taxa, ellers 

var jeg aldrig kommet afsted. 

Men afsted kom jeg, om end i 

en noget blodfattig udgave og 

min skræk blev vendt til forundring 

og glæde over at møde en 

flok rare ligesindede. 

Nu glæder jeg mig faktisk 

til hver tirsdag og selv om nerverne 

stadig sidder udenpå, er 

det intet sammenlignet med første 

gang. Det værste er overstået. 

Og jeg har fået blodet tilbage 

i kinderne. 

Forandringen har da heller 

ikke ladet vente på sig. Jeg er 

begyndt at komme mere ud og 

har fået energi til at tage fat på 

ventende opgaver. Det er befriende 

at tale ud med “lidelsesfællerne”, 

udveksle lærerige erfaringer 

og få et par gode råd med på 

vejen. Jeg føler mig lidt mindre 

ensom og har især været overrasket 

over at møde så megen forståelse. 

Det er man jo slet ikke 

vant til. Jeg behøver ikke engang 

at censurere mig selv, for 

ingen griner af de sære ting jeg 

siger, og hvis de gør, så er selvironi 

heldigvis en af mine stærkere 

sider. 

Så... til alle jer, der har 

travlt med finde på farverige 

undskyldninger: giv selvhjælpsgruppen 

en fair chance. Find ud 

af om der er en gruppe i dit område 

og få evt. en ven til at ledsage 

dig første gang. Det koster 

måske blod, sved og tårer, men 

det er det hele værd. Man bliver 

en del af et lille fællesskab. Og 

det er absolut et frisk pust efter 

at have levet i en slags åndelig 

ensomhed og isolation. Den 

selvforstærkende cirkel. 

Nu tror jeg på, at der er en 

vej ud og selv om det fysiske 

ubehag aldrig helt forsvinder, får 

jeg helt sikkert noget, der ligner 

et normalt liv, bare med lidt ekstra 

krydderi. 

_________________________ 

Det mystiske behandlersystem. 

Af Ronnie Rasmussen. 

Overskriften kunne indikere en 

krimi af Agatha Christie, og det 

er ganske passende, for det 

”plot”, jeg her beskriver, har 

samme indviklede mønster, men 

om udgangen på historien medfører 

en opklaring kan og vil jeg 

ikke afsløre. 

Behandlersystemet fik jeg 

tidligt i tilværelsen kendskab til, 

for jeg var som en porøs vase 

fra en oldtidsgrav, altså særdeles 

skrøbelig. Der blev derfor sat en 

skolepsykolog på den umulige 

opgave at indrette mig efter 

samfundets normer, især undervisningspligten. 

Det var i mit 8. 

leveår, så jeg husker ikke, hvorfor 

tilliden til behandleren udeblev, 

men jeg erindrer, han gav 

mig flere mareridt end gode 

stunder. 

Som begyndende teenager 

var jeg en tur på Slagelse psykiatriske 

afdeling, men alderen taget 

i betragtning var det ikke 

smart at placere mig blandt 

voksne sindslidende. Det var før 

børne- og ungdomsafdelinger 

blev opfundet.. Mange terapiforsøg 

blev det til, men lakken på 

vasen revnede konstant, og intet 

hjalp på usikkerheden. 

Vupti, er jeg voksen og stadig 

psykisk skrøbelig. En dag for 

over 10 år siden, fik jeg for alvor 

angst og efter utallige besøg hos 

lægen, henviste hun mig til 

Horsens psykiatriske afdeling. 

Da var angsten så total, at jeg 

nærmest intet kunne. Den styrede 

mig med voldsom svimmelhed, 

selvmordstanker samt frygten 

for at være en ulykkelig indehaver 

af et dårligt fungerende 

hjerte. 

Senere skulle jeg konsultere 

en psykiater. Jeg vaklede gennem 

byen på usikre ben: Ad 

mindre veje for at undgå ”kontakt” 

med andre mennesker, 

men turen var helt og aldeles 

spildt – bortset fra motionen. 

Psykiateren hørte til dem, der 

mener, at patienter bør være 

dumme og uvidende. Måske følte 

han, at en patient, der kan ord 

på over syv bogstaver, er en person, 

der gør grin med systemet! 

I hvert fald forklarede han mig 

kort inde i vores første samtale, 

at jeg brugte for mange fremmedord, 

og det mente han ikke 

jeg skulle. Når man tænker på de 

diagnoser psykiaterne bruger, er


mine fremmedord nemme at 

forstå! I min skrøbelige tilstand 

havde jeg ikke brug for kritik af 

min personlighed. Måske skulle 

han have vundet min tillid først! 

Det endte med et brud! Jeg udeblev 

fra næste konsultation, og 

havde fundet en behandler tilknyttet 

kommunen, hvilket viste 

sig som en klog disposition. Ok, 

han helbredte mig ikke, men han 

behandlede mig med omtanke 

og respekt, og uden ringeagt 

trods psykiske skavanker. 

Siden kom jeg på en neuroseklinik. 

Her gentog historien 

sig! En terapeut var i skræmmende 

grad nedladende mod 

klienterne, og folk med mindreværd 

og angst bør man vel ikke 

behandle sådan? Opholdet hjalpalligevel 

– takket være ’medklienterne’ 

- og jeg blev for en kort 

stund medicinfri. Senere vendte 

jeg tilbage, da angsten havde fået 

alt for meget magt igen. Men da 

gik det fuldstændig galt mellem 

mig og den behandler, der virkelig 

forstod kunsten at være overlegen. 

Jeg lod mig derfor udskrive 

på grund af hende! 

Næste gang var jeg hamrende 

heldig. Psykiateren var ikke 

overlegen, men ganske subtil, 

hvilket understreges af et 

spørgsmål under første konsultation: 

”Hvordan undgår jeg, at 

du bliver sur på mig, som jeg 

kan se, du er blevet på tidligere 

behandlere?”, spurgte han. Jeg 

svarede: ”Du behandler mig 

med respekt og undlader at nedgøre 

mig, selv om jeg ikke er 

normalt fungerende.” Reaktionen 

lød: ”Det kan jeg ikke garantere, 

men jeg kan da prøve.” 

Allerede her fik han gode renter 

på tillids-kontoen. Vi afsluttede 

behandlingen, fordi han ikke 

skulle være i sin stilling længere, 

og fordi jeg ikke var opmærksom 

på, at mine problemer var 

langt større, end jeg regnede 

med. Jeg troede næsten, jeg var 

blevet kureret. 

Kort efter fik jeg alvorligt 

tilbagefald. Medicinen som i 

lang tid havde bedøvet (hyper)sensitiviteten, 

måtte optrappes 

for at undgå angstanfald, og 

alt i alt kørte jeg lige lukt mod 

afgrunden. En filminstruktør 

kunne producere en katastrofefilm 

med udgangspunkt i det 

sidste år af mit liv. 

For trekvart år siden fik jeg et 

nervøst sammenbrud, hvor et 

indre springvand sendte byger 

ud over ansigtet konstant, og jeg 

kontaktede uopfordret psykiatrisk 

afdeling i Horsens. Efter en 

del ventetid fik jeg allernådigst 

lov til at tale med en psykiater. 

Jeg forklarede, at kæresten havde 

smidt mig ud nogle dage forinden 

og at jeg var boligløs, og 

fuldstændig nedbrudt. Efter et 

kvarters ”terapi” stod jeg på 

gaden igen. Jeg var færdigbehandlet! 

Den 9. juli 2001 fik jeg endnu 

et sammenbrud, hvor selvmordstankerne 

var dominerende, 

og min flinke og hjælpsomme 

sagsbehandler hjalp mig med 

at finde frem til en læge, der ikke 

havde sommerferie. Lægen ringede 

til Horsens psykiatriske 

afdeling og forklarede, at en 

sagsbehandler havde en klient 

siddende, der var selvmordstruet, 

men det havde de desværre 

ikke tid til at tage sig af forklarede 

vagthavende. Desuden skulle 

jeg også ”visiteres” af en læge 

først. Skulle lægen måle min 

angst lige som blodtryk? Gad 

vide hvorfor de ikke stolede på 

en sagsbehandlers ord – endda i 

samråd med en læge. 

Jeg vidste ikke, om jeg havde 

modet til selvmordet, der nok 

ville have været det nemmeste, 

men hvis jeg havde, skulle den 

afvisende person på psykiatrisk 

afdeling have en straf, for med- 

virken til den kriminelle handling 

selvmord! 

Jeg har jo en dejlig datter, 

som jeg med tiden må blive rask 

nok til at være en god far for. 

Det er ikke specielt smart med 

et overforbrug af nervemedicin, 

for jeg har mere end bare gevaldige 

problemer, når jeg en sjælden 

gang skal have lægen til at 

udskrive flere. Jeg forstår selvfølgelig 

godt situationen fra lægens 

”bord”, men når selvmordet 

er tæt på, bør de ikke være så 

bange for at udskrive en ekstra 

recept, indtil en målrettet behandling 

er i gang. 

Måske tænker nogle behandlere 

darwinistisk! ”Hvis jeg nu 

undlader at give ham den nervemedicin, 

så leger han nok, han 

er en lemming, og tager livet af 

sig, og så er verden fri for en 

skabning, der ikke burde leve!” 

De kan nok se, at jeg så sandelig 

ikke kan være en god far, og en 

sådan eksistens har vel ingen 

berettigelse? 

Nogle læger formoder fejlagtigt 

– fra min synsvinkel – at de 

gør patienten en tjeneste, når de 

ikke vil ordinere ekstra medicin, 

hvis et mindre overforbrug har 

været nødvendigt i en periode, 

men angstsramte må flygte fra 

verden uanset hvad, og udskriver 

de ikke recepten, så bliver 

det med alkohol. 

Jeg er overbevist om at flugt 

med alkohol forværrer situationen 

på sigt. Det er kun mens 

promillen er i blodet det hjælper. 

Dagen derpå bliver endnu værre, 

med større behov for beroligende 

medicin. 

”Den er klog som ved, hvad 

han ikke ved noget om!”, postulerede 

Sokrates, og læger og 

psykiatere, der evner individuelle 

vurderinger, indlevelse og ikke 

bare tonser skråsikkert frem 

baseret på jeg-alene-vidementalitet, 

havde den gamle


græker nok respekteret. Der findes 

også forstående mennesker, 

inden for medicinverdenen, for 

jeg har efterhånden læst en del 

artikler fra fagfolk, der støtter 

mine antagelser om et rationelt 

liv med nervemedicin. Begrebet 

et værdigt liv benyttes i forbindelse 

med andre lidelser, så 

hvorfor skal jeg ikke have ret til 

et værdigt liv, når medicin kan 

berolige hypersensitiviteten tilstrækkeligt 

til et godt samvær 

med kæresten, datteren og vennerne? 

Da jeg for nylig blev 

indstillet til førtidspension efter 

egen anmodning, overraskede 

systemet mig atter. Fagfolk med 

korrekte titler har diagnosticeret 

mig som lidende af: moderbinding, 

skolefobi, angstneurose, 

agorafobi og socialfobi, men 

sandelig siger jeg Eder, at jeg 

alligevel skulle til en speciallæge 

på Kolding sygehus i relation til 

indstillingen. Heldigvis var han 

særdeles flink, forstående og 

tilsyneladende indsigtsfuld, og 

han vurderede vist hurtigt, at 

efter et så langt sygdomsforløb 

grundet psykisk ubalance, samt 

så meget terapi, var det vist rimeligt 

at give grønt lys. 

Men hvordan fortæller en syg 

mand systemet, at det også lider 

af sygelige reaktioner og fungerer 

omtrent ligeså uligevægtigt 

som en person med angst? 

 

OBS! 

Har du lyst og overskud 

til at være frivillig i 

Angstforeningen, så kontakt 

os gerne. 

Til sundhedsminister 

Lars Løkke Rasmussen 

7. april 2002 

Jeg håber du giver dig tid til at 

læse dette brev. Dette emne er 

ikke kun et spørgsmål om, at du 

kan være med til at forbedre 

forholdene for en stor overset 

patientgruppe i Danmark, det er 

også et anliggende, hvor der er 

mange penge at spare i samfundsøkonomien 

på længere 

sigt. 

Jeg vil gerne opfordre dig 

til at forbedre angstbehandlingen 

i vores sundhedssystem. 

Det er almindelig kendt 

fra forskning i udlandet at den 

mest effektive behandlingsmetode 

for angstramte er kognitiv 

behandling kombineret med adfærdsterapi 

og i de sværere tilfælde 

kombineret med medicin. 

Her i Danmark behandles 

stort set kun med medicinsk 

behandling. Læger og psykiatere 

er meget rundhåndede med at 

skrive recepter på SSRI præparater 

(lykkepiller) og har ikke meget 

mere at byde på. Men den 

medicinske behandling kan sjældent 

stå alene, hvis man ønsker 

en varig bedring for mennesker 

med angst. 

Rent samfundsøkonomisk 

er det absolut ikke den bedste 

løsning på længere sigt. Når man 

kun behandler med medicin, 

skal den angstlidende højst 

sandsynligt tage medicin resten 

af livet. Hos mange starter angsten, 

specielt socialangsten, omkring 

15-20 års alderen, så det er 

rigtig mange år med medicin, og 

for samfundet koster det mange 

penge i medicintilskud. 

Når man behandler med 

kognitiv terapi, vil man i de fleste 

tilfælde kunne nøjes med 3-6 

måneders behandling, og kun de 

sværeste tilfælde vil have behov 

for at være i medicinsk behandling 

i en periode. 

Jeg kender flere med socialfobi 

og andre angstlidelser, 

som prøver at leve et rimeligt liv 

trods deres angstlidelse, men det 

er helt typisk, at det for mange 

stort set er umuligt at have en 

fast tilknytning til arbejdsmarkedet, 

og skiftevis er på dagpenge, 

i aktivering osv. Det er på trods 

af, at det er højtuddannede og 

intelligente mennesker. 

Mennesker med angst udgør 

en kæmpe arbejdsressource, 

som ikke bliver brugt i dag. 

Mange mennesker med 

angst, der ikke behandles, udvikler 

ofte problemer med afhængighed 

af alkohol eller narkotika. 

Det koster en formue at hjælpe 

disse mennesker tilbage på den 

rette kurs, og tit er skaderne blevet 

så store, at de aldrig kommer 

til at fungere som et aktiv samfundsmæssigt 

set. Derudover er 

der hele den menneskelige tragedie 

der tit følger i kølvandet. 

Det er for mig uforståeligt, 

hvorfor angstramte ikke kan 

få hjælpen mens problemet stadig 

er til at overskue. Det kan da 

ikke være meningen, at man skal 

udvikle et alkohol eller narkoproblem 

før man kan få hjælp? 

Rent samfundsøkonomisk 

kan det ikke betale sig at lade 

være at give angstramte kvalificeret 

hjælp. Det ville dine økonomiske 

rådgivere også hurtigt 

kunne regne ud.


Et stort problem er, at der 

er for få psykiatere indenfor sygesikringen, 

der er uddannet i at 

behandle med kognitiv terapi. 

Psykiatere der ønsker at behandle 

med andet end medicin, har 

selv betalt dyre uddannelser indenfor 

den psykodynamiske terapiform, 

som man tidligere troede 

var den bedste terapiform. 

De har deres forskellige grunde 

til at holde fast i det gamle og 

ikke holde sig ajour med de nyeste 

forskningsresultater indenfor 

angstbehandling og efteruddanne 

sig derefter. 

Der er kun enkelte psykiatere 

der er uddannet i Kognitiv behandling 

og som har overenskomst 

med sygesikringen, og de 

har over 1 års ventetid. 

Der er enkelte der kommer 

i behandling på 

Rigshospitalet på 

Angstklinikken, og her har man 

endda ikke mulighed for at 

fravælge den medicinske 

behandling. Og klinikken dækker 

overhovedet ikke behovet. 

Ventetiden I øjeblikket er ca. et er år. det stort set 

kun muligt at få en ordentlig 

psykologisk/psykiatrisk behandling 

ved selv at betale 650 kr. i 

timen. Det er en udgift på 1300 

- 2600 kr. om måneden, og det 

er de færreste på sygedagpenge, 

der har råd til det 

For mig at se svarer den 

behandling, angste får tilbudt i 

dag, til at sende en person med 

brækket ben hjem med en elastikforbinding 

på. Eller at sende 

en person med sprængt blindtarm 

hjem med en penicillinkur. 

Og hvem vil lade sig nøjes med 

det, når man ved at der findes 

mere effektive metoder?. Og er 

det ikke kun rimeligt at bede om 

noget bedre? 

Mine forslag og ønsker er 

bl.a.: at der bliver lavet undersøgelser 

af den angstbehandling 

der foregår på psykiatriske afde- 

linger og hos psykiatere i dag, 

for at finde frem til de mest effektive 

metoder. Jeg vil blive 

meget overrasket, hvis det ikke 

er Kognitiv terapi, alene eller 

kombineret med medicin. 

At man ser på de internationale 

forskningsresultater der allerede 

foreligger omkring angstbehandling 

og bruger de resultater her i 

landet. Der bliver bl.a. forsket i 

angstbehandling på hospitalet i 

Uppsala i Sverige (se vedlagte 

artikel). At der bliver lavet en 

handlingsplan for, hvordan den 

danske psykiaterstab bliver efteruddannet. 

At der bliver afsat økonomiske 

ressourcer til kognitiv behandling 

hos psykologer eller privatpraktiserende 

psykiatere nu. Vi 

(den danske økonomi) har ikke 

råd til at vente. 

At der bliver iværksat oplysningskampagner. 

Angst er en 

meget overset lidelse og befængt 

med tabu. Det er lykkedes at 

nedbryde en del tabu omkring 

depression, og det ville være dejligt, 

hvis det samme kunne ske 

omkring angst – depression er 

en lidelse der opstår som en senfølge 

af kronisk stress og angstlidelser 

som panikangst og socialfobi! 

Jeg tror en oplysningskampagne 

rettet specielt mod 

unge kunne bære megen frugt. 

Det er ofte i ungdomsårene angsten 

debuterer. De unge vil stå 

et helt andet sted, hvis de er oplyst 

omkring angstsymptomer og 

behandlingsmuligheder. Angst 

er langt lettere at helbrede, når 

den bliver behandlet tidligt i forløbet. 

Og det ville være dejligt at 

tænke på, at vi med en sådan 

indsats ville kunne spare de 

mennesker for årelang lidelse og 

spild af ressourcer. (se vedlagte 

artikel). 

--- 

Min personlige historie i korte 

træk: 

Jeg har socialforbi, og har 

haft det i 26 år. 

Jeg er i dag 42 år, og uden 

tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Jeg fik mit første angstanfald, 

da jeg var 16 år i en situation, 

hvor jeg skulle skrive under 

på en lønseddel, mens min arbejdsgiver 

sad og kiggede på 

mig. Det resulterede i at jeg siden 

da har haft meget stor angst 

i tilsvarende situationer eller bare 

ved tanken om en sådan situation. 

I perioder af mit liv har 

angsten bredt sig til andre områder, 

fx at spise sammen med 

andre, eller situationer, hvor jeg 

føler mig overvåget. 

Jeg tror ikke jeg behøver 

at gå i detaljer med, hvor forfærdeligt 

det har været at skulle 

fungere med dette handicap. 

Jeg har fra første angstanfald 

været meget skamfuld over 

min angst. Jeg har skjult den for 

omgivelserne og gjort alt, hvad 

der var muligt for at virke normal 

udadtil. Angst bliver med 

rette kaldt den skjulte lidelse. 

Jeg har et par gange henvendt 

mig til det etablerede 

sundhedssystem for at få hjælp. 

I 1985 fik jeg efter en meget 

kort samtale med en læge, jeg 

ikke kendte, en recept på en eller 

anden form for psykofarmaka, 

så jeg gik derfra uden nogen 

forklaring på noget, men styrket 

i troen om at jeg måtte være 

bindegal. Jeg turde overhovedet 

ikke tage medicinen, da jeg var 

skrækslagen for bivirkninger. 

I 1990 henvendte jeg mig 

igen til en anden praktiserende 

læge, jeg boede et andet sted og 

havde derfor en anden læge. Da 

jeg fik fremstammet at jeg havde 

et problem med at være meget 

angst ved visse situationer, begyndte 

han straks at tale om sin 

egen angst for at tale i store for-


samlinger. Jeg gav mig tid til at 

høre på ham, men måtte gå derfra 

med uforrettet sag og havde 

ikke lyst til at henvende mig 

igen. 

Jeg har brugt mange penge 

på såkaldte alternative behandlinger 

med lidt effekt 

Jeg fik taget en folkeskolelæreruddannelse. 

Jeg havde et 

par korte vikariater og opgav så 

at være lærer. Det var for svært 

med socialfobi. 

Jeg har taget en yogalæreruddannelse, 

men måtte hurtigt 

opgive at undervise på 

grund af angsten. 

Derefter startede jeg på 

social- og sundhedsassistentuddannelsen 

i et aktiveringstilbud 

gennem AF efter flere års arbejdsløshed. 

Jeg håbede virkelig 

jeg ville kunne klare det og få en 

tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Men desværre måtte jeg opgive 

efter 5 mdr. Og blev sygemeldt 

august 1999. 

Jeg blev heldigvis forstået 

og imødekommet denne gang 

hos min nuværende praktiserende 

læge. Hun henviste mig til 

Stolpegården/Gentofte Amtssygehus. 

Jeg kom i medicinsk behandling, 

og ventede i 5 mdr. på 

at starte i en terapigruppe på 

Stolpegården. Behandlingen på 

Stolpegården strakte sig over 5 

mdr., en gang om ugen i 2 1/2 

time. Nu troede jeg virkelig, at 

jeg efter 25 års skjult lidelse og 

skam ville få kvalificeret hjælp. 

Men jeg skulle blive klogere. 

Min oplevelse af behandlingen 

var, at den overhovedet ikke var 

rettet imod at behandle angst. 

Det var forældet psykodynamisk 

gruppeterapi, hvor vi sad og rodede 

rundt i gamle barndomsoplevelser. 

Det er helt sikkert godt 

for noget, men ikke til angstbehandling. 

Jeg forslog at jeg gerne 

ville lave adfærdstræning, som er 

helt almindelig kendt angstbehandling, 

men det afslog terapeuterne. 

Efter Stolpegården, foreslog 

jeg min socialrådgiver, at 

jeg fik bevilliget et 3 mdr. forløb 

på en Fobiskole, hvor jeg ved de 

bruger mere tidssvarende behandlingsmetoder, 

kognitiv terapi 

kombineret med adfærdstræning. 

Jeg fik afslag med den 

begrundelse fra stedets psykiater, 

at jeg havde været gennem 

tilsvarende forløb på Stolpegården. 

På Stolpegården havde jeg 

ikke oplevet skyggen af kognitiv 

terapi. 

For mig virker det som 

om, at psykiateren ansat på Socialcenteret 

Ryvang overhovedet 

ikke ved hvad der foregår på 

Stolpegården. Jeg bad om at få 

en personlig samtale, da jeg synes 

det er forkasteligt at en 

mand i hans position, der sidder 

og tager så afgørende beslutninger 

over andre menneskers liv 

ikke ved, hvad der foregår bl.a. 

på Stolpegården. Men den samtale 

blev afvist, da han ikke var 

ansat til at have personlige samtaler. 

Nu var jeg kommet så 

langt i mit sygdomsforløb, at 

min sagsbehandler var tvunget 

til at få min sag ekspederet videre. 

Jeg fik bevilliget en revalidering 

og blev indstillet til et forløb 

på Revacentret. Jeg søgte 

om økonomisk hjælp til psykologsamtaler 

til behandling af min 

angst, mens jeg skulle gennem 

revalideringsforløbet. 

Men jeg fik desværre afslag på 

økonomisk hjælp, fordi min 

mand har fast arbejde. For øvrigt 

kan jeg ikke se, hvordan nogen 

overhovedet slipper igennem 

nåleøjet og får bevilliget 

økonomisk hjælp. Med de udregningsmetoder 

der bruges på 

socialcentrene, kan de jo til enhver 

tid få det til at se ud som 

om, stort set alle har råd til selv 

at betale. 

I mit eget tilfælde er situationen 

sådan, at min mand og 

jeg bor i en lille lejet lejlighed i 

København, og har købt et 

sommerhus for at kunne tilbringe 

vores weekend i nærheden af 

naturen og væk fra stress og jag. 

Min mand har et krævende job 

indenfor det offentlige og har 

brug for at kunne komme væk 

og stresse af i sin fritid, for at 

holde til arbejdspresset. 

Ifølge socialcenterets 

udregninger har jeg råd til selv at 

betale psykologhjælp, hvis vi 

sælger sommerhuset. Men er det 

rimeligt? 

Jeg kan ikke forstå, hvordan 

systemet kan bruge så mange 

penge på, at give mig sygedagpenge 

i så lang en periode, 

og derefter bevilliger en revalidering, 

hvilket jeg anser for nyttesløst, 

så længe jeg ikke får 

hjælp til det, der virkelig er mit 

problem. Nemlig hjælp til at 

komme af med mit angstproblem. 

Jeg har nu fået en henvisning 

fra min læge til en psykiater, 

hvor der er 7 mdr. ventetid. 

Når de 7 mdr. er gået, er jeg så 

langt i mit forløb på Revacenteret, 

at jeg måske allerede har opgivet 

håbet om at komme til at 

fungere på arbejdsmarkedet på 

grund af min ubehandlede/fejlbehandlede 

angst 

og været nødsaget til at søge førtidspension. 

Jeg synes det er en stor 

falliterklæring for det danske 

sundhedssystem. Og jeg synes 

ikke vores skattekroner bliver 

brugt optimalt. 

Det må kunne gøres bedre!! 

Jeg vil meget gerne have svar på, 

hvad du har tænkt dig at gøre 

fremover for at forbedre forholdene 

for angstramte?


Mange venlige hilsener 

Elsebeth Lykke Jensen 

eogejensen@vip.cybercity.dk 

København, 7. 02. 02 

Kære Elsebeth Lykke Jensen. 

Mange tak for dit brev, hvori du 

beskriver dine egne personlige 

erfaringer med lidelsen socialfobi 

og opfordrer til at forbedre 

behandlingen af angst i vores 

sundhedssystem bl.a. ved at 

fremme behandlingsmetoden 

kognitiv terapi. 

Indledningsvis vil jeg gerne 

understrege, at det gør mig 

meget ondt at høre om dit sygdomsforløb, 

og at du endnu ikke 

har fået en tilfredsstillende behandling 

for din angstlidelse i 

sundhedsvæsenet. Jeg kan i den 

forbindelse oplyse dig om, at du 

har mulighed for at klage over 

lægernes faglige virksomhed og 

behandlingsmetoder på Stolpegården/Gentofte 

Amtssygehus 

til Sundhedsvæsenets Patientklagenævne 

jf. vedlagte pjece. 

Jeg har stor forståelse for 

din fortvivlelse over ventetiden 

på behandling hos en psykiater, 

der er uddannet i kognitiv behandling, 

selvom det er et positivt 

skridt på vejen, at du nu har 

fået en henvisning til en sådan 

psykiater af din alment praktiserende 

læge. 

I den forbindelse vil jeg 

nævne, at regeringen er meget 

opmærksom på de kapacitetsproblemer, 

der er i det danske 

sundhedsvæsen og arbejder på 

en bedre udnyttelse af ressourcerne 

og en varig afkortning af 

ventelisterne. 

Jeg er er enig i din holdning 

til øget brug af psykoterapeutiske 

behandlingsmetoder 

evt. som supplement til medicinsk 

behandling, og udviklingen 

går da også i den retning bl.a. 

med støtte fra Sundhedsministeriets 

psykiatripuljemidler. Der er 

bevilget støtte til flere projekter i 

kognitiv terapi fra Sundhedsministeriets 

psykiatripulje. 

Jeg har desuden kendskab 

til, at der er øget fokus på og 

drøftelse af de forskellige psykoterapeutiskebehandlingsmetoder 

som f.eks. kognitiv terapi 

inden for de faglige psykiatriske 

kredse. Som på alle andre områder 

i sundhedsvæsenet, er der 

også i behandlingen af angst behov 

for løbende at udvikle kvaliteten 

af de behandlingsmæssige 

tilbud inden for psykiatrien. Jeg 

kan således nævne, at de faglige 

psykiatriske selskaber i forbindelse 

med en videreudvikling af 

speciallægeuddannelserne også 

drøfter en opprioritering af uddannelse 

inden for den kognitive 

terapi. 

Afslutningsvis vil jeg dog 

understrege ikke mindst i relation 

til dit brev, at meget kan nås 

gennem den professionelle indsats 

i sundhedsvæsenet og socialsektoren, 

f.eks. via kognitiv 

terapi. Men det er også vigtigt at 

se indsatsen som et fælles ansvar, 

der kræver forståelse og 

omsorg fra os alle, når vi i hverdagen 

møder mennesker med 

psykiske lidelser. Jeg er klar 

over, at psykiske lidelser som 

f.eks. angst og socialfobi, som 

du nævner i dit brev, er omgivet 

af mange tabuer og mytedannelser. 

Derfor er det vigtigt, at vi 

fællesskab arbejder på at nedbryde 

disse. 

Jeg ønsker dig alt det bedste 

i fremtiden. 

Med venlig hilsen 

Lars Løkke Rasmussen. 

 

_________________________ 


og Kamma Kaspersen 

Sig ordet hypokondri, og det 

vækker adskillige fordomme og 

forestillinger til livs – forestillinger 

om personer, der bilder sig 

ind, at de har forskellige symptomer 

og derfor også forskellige 

lidelser. Hvem husker ikke 

Maude fra den populære TVserie 

”Matador” – den svagelige 

bankdirektørfrue, der ustandseligt 

gik i seng med migræne. 

Maude er et udpræget karikeret 

eksempel på en hypokonder, 

men hvad er en hypokonder 

egentlig ? 

Alle kender til forbigående 

angst for sygdom evt. i forbindelse 

med hjertebanken eller et 

underligt udseende modermærke. 

Tager disse tanker overhånd 

bliver de til et lammende mønster. 

En hypokonder er skabt. 

Definitionen på en hypokonder 

i dagens samfund er altså 

en person, der udviser en udtalt 

sygdomsangst med varierende 

grad af sygdomsoverbevisning, 

selv efter at flere læger har forsikret 

patienten om at alvorlig 

sygdom kan udelukkes. 

Hypokondri kan føre til 

både angsttilstande og depressioner, 

idet angsten for sygdom i 

grelle tilfælde bliver det styrende 

element i tilværelsen og får en 

negativ indflydelse på både arbejdsliv 

og socialt liv.


Hypokondri eller med andre 

ord – den indbildte sygdom: 

sygdomsangst, helbredsangst – 

tages sjældent alvorligt af omgivelserne. 

Selv læger ser forskelligt 

på de ’nye’ sygdomme som 

hypokondri, whip-lash, fibromyalgi 

og kronisk træthedssyndrom. 

De er alle somatoforme 

sygdomme uden organisk forklaring 

og derfor udelukkende 

baseret på patienternes udsagn. 

Mange læger er skeptiske alene 

af den grund. Der skal derimod 

ikke herske tvivl om, at hypokondri 

er en særdeles invaliderende 

og trækker store veksler 

på patienten og dennes omgivelser. 

Pårørende kommer ofte 

med bemærkninger om, at ”man 

bare skal tage sammen, for man 

fejler jo ikke noget”. Men det 

gør man, idet man befinder sig i 

en tilstand, der hæmmer ens 

livsførelse. Og hypokonderens 

subjektive fysiske symptomer 

føles aldrig som indbildning. 

Heller ikke hvis de er symbolske: 

man kan udvikle en ’hysterisk’ 

stumhed, fordi der er noget 

man ikke kan/må sige. 

Hypokondri er en internationalt 

anerkendt diagnose, der 

klassificeres i ICD-10 F45gruppen 

der udelukker en organisk 

lidelse samtidig med at problemet 

skal være socialt hæmmende. 

Der skelnes desuden 

mellem primær og sekundær 

hypokondri. Sidstnævnte er ofte 

en del af en anden psykiatrisk 

diagnose. Det har for eksempel 

vist sig, at ca. 25 % af alle patienter 

med diagnosen panikangst 

samtidig også lider af hypokondri. 

De fysiske symptomer som 

hjertebanken, svimmelhed og 

kvælningsfornemmelser, der optræder 

i forbindelse med et 

angstanfald, fører hos den angstramte 

ofte til forestillinger om at 

en blodprop er på vej. 

Morten Birket-Smith, overlæge i 

psykiatri ved Bispebjerg Hospital, 

anslår at ca. 5 % af befolkningen 

i Danmark, ca. 250.000 

mennesker , lider af hypokondri. 

Birket-Smith er leder af Liasonpsykiatrisk 

Enhed ved Bispebjerg 

Hospital, der blev oprettet 

i september 2001 som et etårigt 

forskningsprojekt. Klinikken er 

Danmarks første af sin art der 

behandler patienter med diagnosen 

hypokondri, der betragtes 

som et stigende problem. Patientgruppen 

fylder meget i sundhedssystemet 

og er tids- og ressourcemæssigt 

krævende. Det er 

Liasonenhedens erklærede mål 

at ændre herpå ved at tilbyde en 

behandling i samarbejde med 

Kognitivt Psykologcenter ved 

Kgs. Nytorv i København. Forsøg 

fra udlandet, særligt fra England, 

viser at langt de fleste kan 

helbredes. I England arbejder 

man ud fra en kombinationsmodel 

af SSRI-præparater og 

kognitiv terapi, mens man på 

Bispebjerg Hospital hovedsageligt 

vil forsøge sig ved hjælp af 

kognitiv terapi (ændring af tanke- 

og dermed handlingsmønstre). 

Birket-Smith regner med 

at 70% vil få det bedre eller være 

fuldstændigt helbredt og gruppen 

følges et år efter endt behandling 

mhp tilbagefald. 

Årsagen til hypokondri er 

ikke kendt, men man ved at 

psykiske traumer kan føre til 

vedvarende somatiske (legemlige) 

symptomer, der i sidste ende 

kan føre til en tilstand af hypokondri. 

Hypokondri er ikke arveligt, 

men Birket-Smith mener, 

at man kan ”lære” hypokondri, 

hvis man vokser op i en familie, 

hvor der er megen fokus på sygdom. 

Desuden kan årsagen til 

den forholdsvis store gruppe af 

hypokondere sandsynligvis findes 

i både sundhedsvæsnets udtalte 

fokusering på sundhed og 

sygdom som for eksempel kampagner 

fra Kræftens Bekæmpelse 

og oplysningskampagner om 

HIV samt mediernes påvirkningskraft 

i form af TVudsendelser 

som ”Lægens Bord” 

og diverse ugeblades historier 

om, hvordan hovedpersonen 

har overlevet svær sygdom. 

Morten Birket-Smith mener, at 

vi i det moderne samfund er 

mindre tilbøjelige til at acceptere 

skavanker og stiller større krav 

til lægerne om en om en næsten 

sygdomsfri tilværelse. 

Selve begrebet hypokondri 

optræder første gang i medicinhistoriens 

fader, den græske 

læges, Hippokrates’ (460-377 f. 

Kr.) skrifter. Hypokonder 

stammer således fra græsk, hvor 

”hypo” betyder under og 

”chondros” kan oversættes med 

brusken på ribbenene. Tilstanden 

som Hippokrates benævnte 

hypochondros var derfor relateret 

til symptomer fra den øverste 

del af maveregionen. Senere 

blev tilstanden af den romerske 

læge Galen (130-201) udvidet til 

at omfatte mere uspecifikke 

symptomer som søvnproblemer, 

irritabilitet, fordøjelsesbesvær og 

træthed. Begge beskrivelser af 

uforklarlige legemlige symptomer 

indgår i det 18. århundredes 

definition af hypokondri. Hypokondri 

blev i 1700-tallet opfattet 

som en form for depression 

som man tilskrev tilstedeværelsen 

af for meget sort galde, og 

da leveren og galden har sin anatomiske 

plads under højre ribbensbue, 

blev benævnte depressionstilstand 

kaldt hypokondri. 

Faktisk var hypokondri en helt 

almindelig diagnose i 1700-tallet. 

Herefter fik hypokondri et 

dårligere rygte. Årsagen hertil 

skal søges i oplysningstidens 

ændrede menneskesyn, der for 

alvor vandt indpas i 1800- og 

1900-tallet. Oplysningstiden


skelnede mellem krop og sjæl 

som to adskilte dele af mennesket. 

Et sådant syn, der i øvrigt 

er mest udbredt i Vesten, kaldes 

dualistisk og medfører ofte et 

mekanisk syn på menneskekroppen, 

der opfattes som en 

maskine man kan undersøge og 

behandle. Den østrigske psykoanalytiker 

Sigmund Freud (1856- 

1939), var en varm fortaler herfor. 

Hans fortolkning af uforklarlige 

legemlige symptomer gik 

på, at årsagen skulle findes i 

ubevidste psykiske konflikter 

der manifesterede sig som fysiske 

symptomer, hvis den psykiske 

energi ikke kunne udtrykkes 

følelsesmæssigt. Freud og andre 

har siden h revideret denne opfattelse, 

men forestillingen om 

sygdomme opdelt i legemet eller 

sjælen er stadig fremherskende i 

den vestlige verden. Påviselige 

sygdomme som fx kræft eller 

hjertesygdomme opfattes som 

mere reelle end psykiske lidelser 

af både læger og patienter. 

Hypokondri er gennem 

tiden blevet opfattet som udtryk 

for hysteri når lægen ikke kunne 

påvise symptomer. Fra 1800tallet 

og frem til i dag har man 

forsøgt at afhjælpe patienternes 

uforklarlige symptomer ved 

operation, idet man udelukkende 

anså dem for at være en fysisk, 

neurologisk lidelse – et 

ganske godt eksempel på adskillelse 

af det fysiske og det psykiske 

(også i dag finder man patientjournaler 

i flere tykke bind 

med beskrivelser at talrige operationer 

og undersøgelser). 

I starten af det 20. årh. fik 

de uforklarlige symptomer 

pludselig en ”mening”, idet man 

under indflydelse af psykoanalysens 

store udbredelse mente, at 

de skyldtes underliggende psykiske 

konflikter. I dag er der inden 

for psykosomatikken kommet 

flere forklaringsmodeller på 

subjektive fysiske symptomer 

uden årsag. Man leder nu efter 

årsager indenfor både det fysiske 

og det psykiske. Opfattelsen af 

krop og sjæl som adskilt er efterhånden 

på retur. 

Liasonpsykiatrisk Enhed 

ved Bispebjerg Hospital ønsker 

netop en ændring af denne opfattelse 

og stræber mod en helhedsopfattelse. 

Ordet liason er 

ikke blot et tilfældigt ord, men 

det franske ord for forbindelse. 

Hovedsigtet i klinikken er at 

skabe forbindelse mellem forskellige 

teorier. På den måde får 

man en bredere og dermed forhåbentlig 

mere virksom behandling 

af patienterne. Der bruges i 

behandlingen både biologiske 

teorier, psykoanalyse og kognitiv 

adfærdsterapi (ændring af bestående 

tanke- og handlingsmønstre). 

Klinikken for hypokondere 

er som nævnt et forskningsprojekt, 

finansieret af Social- og 

Sundhedsministeriet foreløbig 

for ét år og med plads til 100 

personer. Henvisning sker via 

egen læge, men kun hvis man 

bor i Hovedstadsområdet. Derudover 

vil klinikken tage sig af 

indlagte patienter, der lider af 

somatoforme tilstande. Man kan 

dog håbe på, at dette pilotprojekt 

bliver en så stor succes, at 

der på længere sigt skabes flere 

klinikker på landsplan. 

Kilder: Ingvard Wilhelmsen: 

Hypokondri og Kognitiv Terapi. 

Munksgaard/Rosinante. 1998. 

Interview af Vagn Pilegaard, 

DR, Københavns Radio med 

Morten Birket-Smith, februar 

2001 

Line Ivarsson: De nye sygdomme. 

STUD MED, nov. 2001. 

 

_______________________ 

Genialitet og galskab. 

Mogens Mellergård: Psykiatrisk 

portrætgalleri. Psykiatrifondens 

forlag. 2001. 132 s. Illustreret. 


Selvom der ikke er udpræget 

angstramte kunstnere med i 

Mellergårds skildring af 16 

kendte, gale genier (patografier), 

er den alligevel interessant, 

da den viser en sammenhæng 

mellem de store og 

anderledes tanker en psykisk 

lidelse kan foranledige og 

nyskabning indenfor litteratur 

og billedkunst. 

I kapitlet ”Stemningssygdomme” 

beskrives dog depression, 

hypokondri og angst flygtigt i 

forbindelse med bl.a. Søren Kirkegaard 

som måske nok kunne 

have være interessant at høre 

lidt mere om. 

I forordet nævnes, at den 

kan ses som et led i oplysning og 

aftabuisering af psykisk sygdom 

og det skal i hvert fald hilses 

velkommen. 

Maleren Carl Frederik Hill 

(1849-1911) der havde en tendens 

til at isolere sig på akademiet, 

og som følge deraf også 

gik sine egne veje kunstnerisk, 

blev især optaget af den franske 

impressionisme. Men i 1875 be-


gyndte sindssygdommen med 

psykoser og selvovervurdering. 

Samtidig overskred han grænserne 

for gængs billedfremstilling 

og nærmede sig den kunstretning 

der skulle efterfølge impressionismen:ekspressionismen. 

Tankevækkende at hans 

selvovervurdering trods alt ikke 

var helt ubebegrundet, selv om 

han, som sygdommen skred 

frem, fuldstændigt - meget sigende 

- opgav at anvende farver 

i sine billeder. 

Komponisten Robert 

Schuman (1810-1856) led af 

stemningssvingninger, der måske 

kan føres tilbage til tab af 

søster og far i teenage-årene. 

Han var letbevægelig, forelskede 

sig ofte og nemt og havde kriser 

hvor han var uligevægtig og led 

af søvnforstyrrelser. Alligevel 

var han særdeles produktiv indtil 

de sidste år af sit liv, hvor han 

klagede over altid at høre kammertonen 

a inde i hovedet (tinnitus?). 

Hans letbevægelige sind 

der skifter fra henrykkelse til 

dyb fortvivlelse afspejles i hans 

romantiske musik. 

Mennesker med manglende 

selvfølelse og ringe kontakt 

til andre finder ofte en forløsning 

i at udtrykke sig kunstnerisk, 

hvilket også gør sig gældende 

for H.C.Andersen, der led 

af hypokondri – som mere diplomatisk 

også kaldes helbredsangst. 

Han var desuden ængstelig 

og led af social mindreværdsfølelse 

og var som Schuman let 

påvirkelig og sårbar. Hans vrede 

blev sandsynligvis rettet indad i 

notater og dagbøger, som den 

der står udenfor livet må ty til. 

Den storhed han ikke formåede 

med sin fysiske fremtoning og 

oratoriske gaver fandt en udvej i 

eventyret. 

Netop denne forklaring på 

vekselvirkningen mellem genia- 

lietet og galskab er væsentlig at 

få frem. Man har beskæftiget sig 

med den siden antikken, men 

det bliver den ikke mindre interessant 

af. Jeg kunne dog godt 

have tænkt mig at afsnittene 

med de mere teoretiske forklaringer 

var udeladt og i stedet 

havde fundet sin plads indenfor 

de enkelte kunstner-patografier. 

Hvem skriver bogen om 

angstplagede kunstnere i det 20. 

årh.? Det bliver ikke svært at 

finde portrætterne, så hvor har 

vi forfatterne? 

Forholdet mellem psykologisk 

og medicinsk behandling 

af psykiske lidelser. 

Red.: Birgitte Beckgaard, Hans 

Henrik Nielsen og Thomas Nielsen. 

Hans Reitzels forlag. København 

2001. 259 sider. 


Bogen sammenfatter forskningsresultater 

fra den vestlige 

verdens angstbehandling. 

Sammenfattende kan siges, 

at kombinationen af SSRI og 

kognitiv adfærdsterapi ser ud 

til at give de bedste resultater, 

men mange undersøgelser er 

desværre af ældre dato og 

med en smal undersøgelsesgruppe, 

og flere steder savnes 

langtidsresultaterne. Det 

fremgår tydeligt at de kognitive 

og psykologiske metoder 

er favoritter og langtidsholdbare 

- samt at bogens forfattere 

alle er psykologer! 

Bogen introducerer Det Evige 

Spørgsmål om psyke eller soma 

(det fysiske) er årsag til angst. 

Flere ’skolers’ holdninger overfor 

medicin eller analyse præsenteres 

som den konflikt vi stadig 

må leve med og bruge mange 

kræfter på i dagens Danmark. 

Selv om ’både og’- synes at dukke 

op i flere sammenhænge, og 

måske er det den forklaring vi 

alle må slå os til tåls med indtil 

ny viden en dag åbenbarer facitlisten. 

Udover et par kapitler om 

skizofreni og depression, handler 

bogen hovedsageligt om 

angst; især panikangst og agorafobi, 

der skønnes at ramme 

150.000-300.000 danskere. 

Udtrykket: kognitiv adfærdsterapi, 

forklares som en 

kombination af fortolkning af 

følelser og den måde man handler 

på. Det kan være en katastrofefantasi 

der straks udløser en 

negativ kropsfornemmelse = 

angstanfald. 

Bogen vrimler med kortere 

beskrivelser af diverse undersøgelser 

og det kan være svært at 

få et samlet overblik. Som læser 

undres man over undersøgelsernes 

alder. Op til 10 år gamle er 

ikke spor usædvanligt, og mange 

undersøgelser opererer med 

benzodiazepin, som vel i dag 

kun bruges supplerende i enkelte 

tilfælde. 

Det kan derfor heller ikke 

komme som den store overraskelse 

at kombinationen af benzodiazepin 

og psykologisk behandling 

ikke giver nogen synderlig 

gevinst. Det forklares at 

der ikke er stor tradition for 

empiriske undersøgelser indenfor 

traditionel psykoanalytisk 

terapi, hvorfor disse er stærkt 

underrepræsenteret. Gennemgående 

ses dog at ekspositionsprincippet 

(man udsætter sig for 

det der udløser angst) synes at 

give gode resultater. Flere undersøgelser 

nævner heller ikke 

noget om opfølgning. Et tilfælde, 

hvor der følges op til 9 år 

efter endt behandling, viser, at 

de der udelukkende har panik-


angst har klaret sig væsentligt 

bedre end de der også har agorafobi. 

I det hele taget synes agorafobi, 

svær depression og personlighedsforstyrrelser 

at give en 

dårligere prognose. 

Enkeltfobier (angst for 

slanger, edderkopper o.l.) kan 

behandles særdeles effektivt 

med adfærdsterapi. 

Der er kun lavet få undersøgelser 

med generaliseret angst. 

Men i 1993 og 94 er der lavet en 

sådan der taler til fordel for 

kognitiv terapi, der i en 6måneders-opfølgning 

viste at 

dette var mere virksomt end både 

psykodynamisk og adfærdsterapeutisk 

terapi. 

I 1998 undersøgte man 

forskellen på medicinsk og psykologisk 

behandling af socialfobi. 

Begge metoder gav en vis 

bedring uden at socialfobien 

ophørte, men frafaldet var 

mindst ved den psykologiske 

behandling, og ekspositionstræning 

havde den bedste effekt. 

Der gøres opmærksom på, at 

man ved kombination af SSRI 

og psykologisk behandling bør 

aftrappe medicinen langsomt 

samtidig med at den psykologiske 

behandling fortsættes. Det 

lyder som en glimrende ide, men 

hvor kan angste få dette tilbud i 

dagens Danmark? 

Kognitive behandlingsformer. 

Kognitiv terapi, social færdighedstræning, 

psykoedukation og 

kognitiv optræning. 

Redigeret af Merete M. Mørch, 

Nicole K. Rosenberg, Peter Elsass. 

Hans Reitzels Forlag A/S. Kbh. 

2000, 251 sider. 


En oplysende indføring i 

angstens snørklede væsen, 

plus en glimrende gennemgang 

af den kognitive terapis 

logik samt endnu en konstatering 

af, at opfølgning på 

angstbehandling halter bagefter 

de gode intentioner. 

Ovennævnte bog indeholder tre 

kapitler der har interesse for 

mennesker med angst. 

Førte kapitel introducerer begrebet 

psykoedukation, som involverer 

patienten i sin egen behandling, 

hvor oplysning afløser 

den tidligere ’omsorg’ i form af 

tilbageholdte oplysninger. 

Vi introduceres til forvrængning 

af antagelser om omverdenen 

ved fx katastrofetænkning 

og sort-hvid-tænkning. 

Kognitiv terapi fokuserer primært 

på tænkning og adfærd 

men lægger desuden vægt på 

lyst, følelser og samspillet med 

andre, især terapeuten 

Nicole K. Rosenberg beskriver i 

kapitel 4, hvordan angst er et 

arthistorisk alarmsystem, der 

tidligere har været nødvendigt 

for vores overlevelse, men som i 

dag optræder som en fysisk 

”falsk alarm” ved psykiske 

angsttilstande. Angste har ofte 

en usikkerhed i forhold til omverdenen 

og ringe evne til at 

afvikle spændingstilstande. 

Agorafobikerens angst synes 

mere omfattende end socialfobikerens, 

hvis personlighedsstruktur 

derfor er tilsvarende 

mindre skrøbelig. 

Man får et godt indblik i 

den angstes verdensbillede, enten 

ved at reagere på indre billeder 

af en tænkt fare, overgeneralisering 

(en ting gik dårligt, 

fremover vil alt der minder om 

dette gå dårligt), scanning af 

omverdenen efter ’indbildte’ 

farer, der svækker koncentratio- 

nen ved samtale, undervisning 

m.m. 

Behandlingen sætter ind 

med indsigt og følgende kontrol 

over angsten og fortiden behandles 

intellektuelt ved at prøve 

at se problemerne anderledes 

end før. Ved at gentage og 

overdrive vanskelighederne opnås 

distance til problemet ligesom 

de ’automatiske tanker’ forsøges 

reduceret med afkatastrofering. 

Behandlingen skal også 

indeholde eksponering og give 

bud på andre udveje end tidligere 

benyttet, som indarbejdes 

grundigt og evt. fortsat kan øves 

i en selvhjælpsgruppe. 

Kapitel 11 giver en oversigt 

over kognitiv behandlings 

effekt og her er det straks mere 

tvetydigt hvordan resultatet er. 

Jo sværere angst (generaliseret 

angst, generaliseret socialfobi, 

panikangst med agorafobi) jo 

vanskeligere at behandle. Socialfobi 

”den oversete angstlidelse” 

synes ikke at være ordentligt undersøgt, 

og panikangste synes at 

have størst effekt af kognitiv 

terapi, selv om der også her er 

tale om ganske få undersøgelser. 

Psykodynamisk terapi 

som stadig er den hyppigst anvendte 

i forbindelse med angstbehandling 

brillierer dog med 

endnu færre kontrollerede undersøgelser. 

Styrk dit selvværd. 

Nathaniel Branden: 

Hekla1990. 183 sider. 

Af Elsebeth Lykke Jensen. 

Denne bog er et MUST, hvis 

man har problemer med lavt 

selvværd, som de fleste med 

angst nok har.


Forfatteren af denne bog siger, 

at selvværd er det omdømme vi 

giver os selv, men denne vurdering 

er ikke altid lige positiv. Når 

det ”eksamensbevis” vi udsteder 

til os selv er dårligt, vil vi bruge 

vores energi på at slås med 

skyld- og skamfølelser, noget 

som indebærer, at vi møder 

problemerne med en taberholdning. 

Dette kan modvirkes ved 

at arbejde med selvværdet, og 

fører til at vi bliver bedre problemløsere, 

bliver mere trygge 

og får tilfredsstillelsen ved at 

være aktivt med til at forebygge 

psykiske problemer hos os selv. 

Bogen forholder sig realistisk 

til vore muligheder for udvikling 

og stiller opgaver, der 

skridt for skridt fører os frem til 

en bedre selvforståelse. 

Forfatteren lægger ikke 

skjul på at det kræver en indsats 

at opbygge sit selvværd og det 

kræver vedligeholdelse hele livet 

igennem ligesom at holde sig i 

god fysisk form. 

Mennesker med angst har ofte 

meget lav selvværdsfølelse eller 

får det hen ad vejen, hvis angsten 

ikke behandles. Dette er 

den bedste bog om selvudvikling 

jeg har læst. Med en bedre 

selvværdsfølelse står man et helt 

andet sted i forhold til angsten. 

Øvelserne i bogen kan give 

en dyb indsigt i hvordan tankemønstre 

opstår. Øvelserne er 

sætningsfuldførelse, hvor forfatteren 

har skrevet starten af nogle 

sætninger som man selv fuldfører. 

Det er meget nemt at gå til, 

der skal ikke tænkes en masse 

over, hvad man skriver, men 

derimod blot skrive hvad der 

lige falder en ind. Derved afslører 

du for dig selv, hvad der foregår 

i din underbevidsthed. Og 

når det kommer frem i lyset, er 

der god mulighed for at skabe 

forandringer livet. Men selv 

uden øvelserne er der masser at 

høste i bogen. God fornøjelse, 

og skriv gerne her til Angst- 

Avisen, om bogen har kunne 

bidrage til din udvikling. 

Social fobi - att känna sig 

granskad och bortgjord 

av Anna Kåver 

Cura.- ISBN: 91-630-3589-8 

Af Katja Johanssen. 

Efter at have været i en del kognitiv 

behandling troede jeg ikke 

jeg kunne lære nyt om social fobi. 

Men jo mere man søger desto 

mere lærer man. 

Anna Kåver arbejder med 

forskning i socialfobi på Karolinska 

sygehus i Stockholm. 

De første 3 kapitler giver en udførlig 

og nuanceret beskrivelse 

af social fobi. Både mht symptomer 

og begrundelsen for udviklingen 

af lidelsen. Kåver peger 

på genetik og udviklingsfaktorer, 

samt miljø og psykologi. 

Et såkaldt evolutionært perspektiv 

på social fobi. Børn og 

unge med socialfobi er ofte mere 

deprimerede, bekymrede og 

ængstelige end jævnaldrene uden 

lidelsen. Og kan være tilbøjelige 

til at vælge en mere perfektionistisk 

livsstil. Hos børn kan 

ses”selektiv mutisme”, hvor 

barnet nægter at tale i visse sociale 

situationer og kun med dem 

det er tryg ved og kender . Ofte 

kan generthed føre til socialfobi 

i puberteten. Unge får frygtelig 

præstationsangst i skolen. I skrivesituationen 

reagerer de med 

hjertebanken, svedeture, rødmen 

og når de forsøger at undgå situationen 

kan det opleves som 

skoletrods. 

Vægten lægges på afsnittet:: 

”Behandling”. Her beskrives 

adfærdsterapi og kognitiv 

terapi der i 1950’erne blev slået 

sammen og udviklet af Wolfe, 

Burrhus Skinner og Albert Bandura 

der indså at de ikke kunne 

skilles ad. De kognitive processer 

var meget centrale for et 

menneskes adfærd. 

Kognitive terapeuter mener 

ikke at fortiden spiller så 

stor en rolle. Man er mindre interesseret 

i spørgsmålet om 

hvorfor end hvordan. Og vil 

hellere finde løsninger end årsager. 

Anna Kåver foretrækker 

individuel terapi, hvis man er 

hårdt ramt. Hun nævner sikkerhedsadfærden 

der er blevet en 

rodfæstet og indgroet vane. Hun 

benytter ofte rollespil efter en 

virkelig situation i terapirummet, 

så man lærer at håndtere 

situationen anderledes og mere 

realistisk måde. Man kan standse 

op undervejs for at analysere 

hvad der skete og hvad der kan 

ændres. 

Social fobikeren kan få et 

anfald på linie med agorafobikeren. 

Men anfaldene vil kun 

ske i sociale situationer. Social 

fobikeren frygter ikke selve anfaldet 

som agorafobikeren, men 

er udelukkende bekymret for 

andres kritiske bedømmelse. 

Bogen beskriver både en generel 

socialfobi og specifik socialfobi. 

Den generelle udløser angst i 

alle social situationer, hvor den 

specifikke kun optræder fx: når 

man skriver, spiser eller holder 

tale. Begge steder handler det 

om ikke at kunne leve op til 

egne høje forventninger samt at 

være bange for at dumme sig og 

blive gjort til grin. 

Bogen er anbefalelsesværdig, 

da den giver en større indsigt 

og forståelse for området. 

 

_________________________


GÆSTEN 

Af Boye Larsen. 

Jeg havde dog venner, men besøgte 

dem sjældent. Det var så 

problematisk for mig, fordi jeg 

selv var så problematisk og indviklet 

"skruet sammen" med alle 

mine komplekser. Er jeg nu pæn 

nok, er jeg nu ren nok, og taler 

jeg nu pænt nok, og siger jeg nu 

det rigtige på det rigtige tidspunkt. 

Det værste var nok angstens 

sved, der pludselig kunne 

drive af mig på grund af en eller 

anden ydre påvirkning. Det 

kunne næsten være hvad som 

helst, der kunne få svedperler til 

at pible frem på min pande. I 

svære tilfælde var det hele min 

krop, der afsondrede sved. 

Jeg fik en invitation og tog derned, 

til Fjenneslev. Fra det tidspunkt, 

hvor jeg havde sagt ja tak 

til invitationen, og indtil jeg 

havde sagt farvel til mine venner, 

med mange tak for en rigtig 

hyggelig og god dag, havde jeg 

"sommerfugle i maven" og frygtede 

konstant dagen hos vennerne. 

Hvordan ville jeg blive 

modtaget? Hvordan ville jeg få 

sagt de rigtige ord? Jeg var jo 

ikke vant til at sige ret meget, så 

jeg kunne let sige noget vrøvl, 

og min hjerne blokeredes af al 

den angst i mit sind, og de ville 

måske le af mig eller blot tænke 

deres, jeg ville blive meget flov, 

rødme og svede, blive forlegen. 

Det var så utroligt trættende, 

men alligevel ville jeg meget 

gerne besøge dem. 

Jo nærmere tidspunktet 

kom, hvor jeg skulle afsted, jo 

mere nervøs blev jeg, dag og 

nat. Det "kørte" rundt inde i 

hovedet på mig, det var sygt, 

hvor unødvendigt med alle disse 

på forhånd tænkte situationer 

jeg kunne komme ud i, for mig 

så pinlige situationer. 

De var dog altid så søde 

og rare disse venner, og to kære 

børn havde de, den ene 4 år, den 

anden blot nogle måneder 

gammel. Jeg havde skyldfølelse 

over at skulle besøge dem, jeg 

kom nok til ulejlighed, de havde 

sikkert travlt. At have arbejde, 

holde et stort hus og passe de to 

kære unger, det måtte kræve 

meget. Det kostede dem også 

penge, at jeg skulle komme. 

Drikke kaffe, spise kage, joo, det 

kostede, og jeg følte mig skyldig, 

havde dårlig samvittighed, jeg 

følte mig ikke god nok til, at de 

skulle spilde en hel dag på mig. 

En buket blomster skulle jeg vel 

også ha´ med til fruen, eller 

hvordan var det nu, skulle jeg 

også det, eller kunne det misforstås 

på en eller anden måde, jeg 

vidste det ikke rigtigt. Og børnene, 

de skulle vel også ha´ en 

lille gave eller gjorde man nu 

det? De havde jo ikke fødselsdag 

eller noget, det var blot en almindelig 

lørdag jeg skulle komme, 

sidst i oktober måned. Hvor 

var det trættende, og hvor var 

det svært at vide, om jeg gjorde 

det helt rigtige. 

I min gamle folkevogn rullede 

jeg afsted. Noget spiritus skulle 

jeg helst have i blodet, det virkede 

så dejligt afslappende, men 

det gik ikke an, selvom jeg godt 

kunne køre med lidt spiritus i 

blodet, så gik det ikke an at 

komme til Fjenneslev og lugte af 

det. Nej, jeg måtte udholde angsten 

og kvalmen, de blussende 

kinder og de store røde ører. Jeg 

vidste at det kunne ses på mig, 

at jeg var nervøs. Så gode, meget 

intelligente, humoristiske og 

snakkesalige mennesker var de. 

Jeg havde ingen humor, ingen 

intelligens og ingen morsomme 

historier at fortælle. Blot sidde 

og smile af de andres morsomheder 

og betragte mig selv og 

endelig passe godt på ikke at 

komme til at sige et eneste ord 

forkert. 

At køre ned gennem Sjælland, 

betragte landskabet og 

drømme mig til, hvad der måtte 

være hændt på disse kanter for 

500- eller 1000 år siden, var en 

del af mit gode liv. Jeg havde 

nok altid været en drømmer fra 

jeg var barn, hvor jeg drømte 

mig ud i en verden fuld af liv og 

glæde og dans og søde piger, og 

hvor jeg selv havde helterollen. 

Jo nærmere jeg kom 

Fjenneslev, jo stærkere blev angsten. 

Jeg kunne mærke at jeg 

rystede lidt, som når man fryser 

en smule og jeg svedte meget 

under armene. Så var jeg der, og 

var blomsterne nu pæne nok? 

Og var det nu også det rigtige 

jeg havde gjort, og slikposen til 

det ældste barn, var det nu nok, 

jeg havde købt eller var det for 

meget?? Den helt lille var vel for 

lille til slik og hva´ skulle man så 

købe? Jeg vidste det ikke og 

havde undladt at købe noget, og 

måtte så lige forklare forældrene, 

hvorfor jeg ikke havde købt noget 

til den helt lille. Det var ikke 

så ligetil, nej det var ikke. 

Noget ganske uventet 

viste sig, noget jeg slet ikke havde 

haft med i alle mine "forberedelser" 

i tankerne om, hvordan 

dagen ville forløbe. Jeg hav-


de ellers forberedt mig godt, 

syntes jeg og forsøgt at forudse 

det hele, således at intet kunne 

overraske mig. 

Men det tør siges, at jeg 

blev overrasket. Vennerne havde 

besøg af en ung pige, hun havde 

overnattet der. Dette bragte en 

helt ny dimension ind i billedet. 

Jeg var "bange" for piger, så dagen 

ville ikke blive lettere for 

mig nu, men jeg kunne ikke 

vende om, jeg var "fanget", 

kunne ikke flygte. Jeg kunne heller 

ikke "bryde sammen", det 

"gjorde man altså ikke, det ville 

være for skamfuldt. Tænk om 

jeg pludselig måtte tilstå, at jeg 

ikke kunne klare situationen, 

Nej, så var man for langt ude, og 

hvad ville de ikke sige? Nej det 

var for flovt. 

I stedet smilte jeg mit generte 

smil, jeg smilte og rødmede 

og svedte. Lo, når der skulle 

les, det var hvad jeg kunne præstere, 

hvad jeg kunne bidrage 

med af "underholdning". Hvor 

flovt og nedværdigende det end 

måtte være, så kunne jeg kun 

dette, og hellere det end at bryde 

sammen og "tilstå". Tilstå at jeg 

ikke var egnet til almindeligt socialt 

samvær. 

Efter kaffen kørte vi alle en tur 

til Sorø Akademihave. Ude i naturen 

havde jeg det lidt bedre, 

her var mere plads, lidt mere 

afstand mellem individerne, jeg 

kunne i hvert fald selv skabe lidt 

mere afstand. Vinden kunne afkøle 

mine røde kinder og mine 

store røde ører, jeg kunne slappe 

lidt mere af her. Jeg kunne også 

føle at jeg gjorde lidt gavn, hjalp 

lidt til med at passe på den største, 

passede på at han ikke pludselig 

løb ud på gaden eller kom 

for tæt på den dybe sø, jo her 

kunne jeg føle, at jeg havde en 

opgave, et ansvar. Det hjalp lidt 

på min dårlige samvittighed, at 

jeg kunne hjælpe forældrene, så 

rådede det nok lidt bod på al 

den kaffe jeg havde drukket og 

alle de kager jeg havde spist, og 

al den mad vi nu snart skulle 

hjem og have til aften. 

Hende pigen, der også var gæst 

hos dem, underviste ved universitetet, 

så hun måtte være meget 

intelligent og alvidende. Hun var 

meget pæn, mørkt hår og store 

røde læber, talte og smilte meget. 

Jeg var "bange" for piger, 

men attråede dem på samme tid, 

jeg levede jo alene. Skulle mine 

venner virkelig have inviteret 

hende for at hun kunne..., nej, 

den tanke måtte jeg ikke tænke, 

naturligvis var det en tilfældighed, 

at hun var her samme dag, 

som jeg skulle komme. 

Hun var egentlig smuk forekom 

det mig pludseligt, mine følelser 

begyndte at kredse om hende, 

som om jeg måske en gang kunne 

komme hende nærmere. Men 

nej, bortkast de tanker og hold 

ud, lad vær med altid at bilde dig 

noget ind, sagde en stemme inde 

i mig. Men følelserne blev stærkere, 

dybere, tvivlen, muligheden 

for et forhold..., hvorfor 

ikke? hvorfor? 

De snakkede, morede sig 

med småhistorier og humoristiske 

indslag, jeg smilte mit generte 

smil, lo til tider, når der skulle 

les, rødmede og svedte. Hun 

fortalte bl.a. om engang, hvor en 

ven netop var kommet til hende, 

og noget af det første han spurgte 

om var, om hun ikke gav en 

kop kaffe. Hun havde svaret: 

"Skal vi ikke vente til bagefter"? 

Dette lo man meget af, og mine 

tanker kredsede mere og mere 

om hendes krop. Jeg havde intet 

sexliv, kom ikke sammen med 

en pige, boede alene og min 

krop hungrede, jeg var meget 

sulten. 

Aftensmaden blev serveret, 

men jeg havde ingen sult, 

ingen sult. Her kunne jeg dog 

heller ikke "bryde sammen" og 

sige, nej tak, jeg kan intet spise, 

det kunne man dog ikke, 

hvad ville de dog ikke sige? 

Nej! det var udelukket. Jeg tog 

det mindste stykke, nippede til 

maden, der næsten ikke var til at 

få ned gennem halsen trods det, 

at det var meget lækker mad, 

men halsen snørede sig sammen, 

for at det hele ikke skulle komme 

op igen, jeg havde en næsten 

uudholdelig kvalme. 

Jeg hungrede, følte at jeg havde 

hungret i mange slægtled tilbage, 

jeg var meget sulten. Da 

lagde min ven et stort stykke 

kød på min tallerken og sagde, 

spis dog kære ven, du spiser jo 

næsten ingen ting, du har godt 

af det, så du kan få lidt mere 

huld på kroppen. Dette store 

stykke kød og jeg kunne ikke få 

en bid mere ned, men nu lå det 

på min tallerken og var "mit 

problem". Jeg måtte spise det, 

jeg kunne jo ikke bare lade det 

ligge, når nu min ven var så 

gavmild, hvad ville man ikke 

sige? Det kunne jeg ikke og man 

skulle spise op, det havde jeg 

altid lært, og sådan et godt stykke 

kød. 

Jeg kunne heller ikke her "bryde 

sammen" og fortælle hvordan 

jeg havde det og hvorfor, og at 

jeg var så ulykkelig, og at jeg 

havde så mange nerver et eller 

andet sted, der sad i vejen, og at 

jeg hungrede sådan efter... efter... 

hende... 

Under mobilisering af en 

meget stærk selvkontrol lykkedes 

det for mig at spise op, som 

man skulle, men det var et sandt 

mareridt. Der blev ingen "scener", 

jeg "brød ikke sammen", 

på overfladen var kun krusninger, 

men inde i sjælen, ( sindet 

og legemet ), var der oprør. 

Atomer, ioner, molekyler og 

elektriske impulser fo´r forvildet


omkring, kunne ikke finde deres 

rette plads, nogle steder var der 

for mange, andre steder var der 

for få, atter andre steder ramlede 

nogle ind i hinanden og skabte 

vildt kaos. 

Hun boede i Værløse, og man 

besluttede, at hun kunne køre 

med mig ind til byen. Hun var 

veltalende, så det blev til en snak 

i bilen, en snak om dette og hint. 

Da vi sagde farvel nævnte hun, 

at vi kunne ses igen, når hun 

inviterede vennerne fra Fjenneslev 

ind til sig i Værløse. Dette 

skete aldrig, jeg blev i hvert fald 

ikke inviteret. 

Jeg kunne nu køre hjem til 

Dunkerup og være alene i min 

lejlighed efter en meget anstrengende 

dag. Allerede om aftenen, 

om natten og de følgende dage 

kom alle selvbebrejdelserne til 

mig. Hvorfor gjorde du sådan i 

den situation? hvorfor gjorde du 

ikke sådan? Min adfærd havde 

været meget ynkelig og gjorde 

mig flov. Mange dage og uger 

derefter havde jeg frygteligdårlig 

samvittighed og gjorde mig 

mange selvbebrejdelser. 

_________________________ 

FRA EN ANGSTFYLDT 

TILSTAND TIL 

AT VÆRE MODIG OG FRI. 

Acceptér 100 % at du er angst, 

ved at sige til dig selv:” Jeg er 

bange, og jeg kan godt acceptere 

det, men jeg er andet end min 

angst.” Ved fuldt ud at acceptere 

angsten holder du op med at 

gøre den til en katastrofe i sig 

selv, fordi du kan rumme den 

sammen med alt det andet du er. 

For at kunne acceptere 

angsten må du ikke forsøge at 

presse den væk eller flygte fra 

den. Det er helt OK at angsten 

er dér. Byd fx angsten velkommen, 

bliv gode venner med den. 

Vid med dig selv, at hvis angsten 

kommer, så vil du give den plads 

og accept ved ikke at undertrykke 

den. 

Du dør ikke at være angst 

og springe ud i det som du er 

bange for. Du vil stadig være dig 

selv bagefter. Du vil stadig have 

din familie og dine venner. Jorden 

vil stadig dreje rundt og solen 

vil stå op. 

Står du og må vælge mellem 

en angstprovokerende situation 

eller resignation så stil dig 

selv følgende spørgsmål: 

”Hvis hele verdens frihed afhang 

af om jeg løftede mit hjerte 

og sprang ud i dét som jeg var 

bange for, ville jeg da gøre det?” 

Hele din verdens frihed 

er afhængig af om du lader dig 

koste rundt med af angsten eller 

om du siger: ”Jeg vil være fri, 

selv om det skræmmer røven ud 

af mine bukser”. Det er faktisk 

hele din verdens frihed det drejer 

sig om. 

Verden er også til for 

dig. Det er kun dit liv, ingen andre 

ejer dig, og du vælger selv 

hvad du vil. ”Menneske der er 

ingen vej, vejen bliver til når du 

går.” Antonio Machado. 

Vid med din fornuft at 

det slet ikke er farligt, det du er 

bange for! Du finder på at det er 

farligt – og det er netop din udfordring 

og din illusion. Men vid 

også inden i dig selv at det reelt 

ikke er spor farligt. 

”At vove er at miste fodfæstet 

for en tid. Ikke at vove er 

at miste sig selv.” Søren Kierkegaard. 

Opgiv at prøve på at være 

perfekt og vid at det er tilladt 

at lave fejl og vise nervøsitet og 

angst. Sig til dig selv som et 

mantra på dette: ”Op i røven 

med om jeg er hamrende nervøs 

– det gør ikke noget at vise det 

overfor andre – det er naturligt 

at have følelser”. Hvis nogle ikke 

kan bære at være vidende til 

det, så er det hverken din eller 

jordens undergang”. 

Når tankerne om at: 

”det bliver en katastrofe” tager 

overhånd i dit hoved – så stop 

op og træk vejret. Vid at du 

overdriver og laver spøgelser 

som ikke er dér, for det plejer du 

jo at gøre og det er bare en 

mærkelig vane du har. 

Forsøg at praktisere en 

sund livsstil. Spis sundt, pas på 

din krop, dyrk motion. Drik ikke 

for meget alkohol og spis ikke 

overdrevent med søde sager. 

Forestil dig hvordan den 

angstprovokerende situation får 

sit bedste udfald. Se for dit indre 

blik, hvordan du smiler umiddelbart 

efter at du har klaret din 

udfordring. Se dig selv som stolt 

og glad i denne ellers faretruende 

situation, fordi du netop har 

overvundet dig selv. Det er vigtigt 

at du helt tydeligt prøver se 

dette indre billede af dig selv. 

Luk øjnene imens. Selv om det 

er svært, så gør det bare 10 sekunder 

et par gange den dag 

hvor den ufarlige ”farlige” situation 

kommer. Således vil du gøre 

det endnu nemmere for dig 

selv i den angstprovokerende 

situation.. 

Når den ufarlige ”farlige” 

situation er ved at være rigtig tæt 

på, så tænk på noget andet end


dig selv og dine katastrofetanker. 

Se på de andre, læg grundigt 

mærke til hvad der bliver sagt og 

gjort. Involvér dig hvis du kan 

(fx med spørgsmål), det fjerner 

dig fra det generende selvfokus. 

Vid at du er ikke et ondt 

og dårligt menneske. Du er et 

godt menneske, også selvom du 

kan være meget bange. Så du har 

fortjent at blive lagt mærke til. 

Når du mangler selvtillid 

kan du tænke på noget du er god 

til. Fx at give omsorg, være hensynsfuld 

eller spille fodbold, klaver 

eller lave mad. Du ved bedst 

hvad du kan. 

Hvis du er meget deprimeret 

kan du gøre følgende: 

Ring til eller besøg én ven, bekendt 

e.l. Det er en dårlig idé at 

isolere sig. 

Vælger du at isolere dig alligevel, 

så lad være med at have 

dårlig samvittighed. Bare undlad 

at blive i isolationen for længe – 

det kan være meget smertefuldt. 

Om nødvendigt må du tvinge 

dig ud af isolationen. Det kan 

virke umenneskelig svært, men du 

kan godt, hvis du bare slår hjernen fra 

og gør det. Gå, løb eller cykel en 

tur, ryd op, hør musik, lav afspænding/meditation, 

lav mad, 

tag på indkøb, læs en bog, se en 

smuk film i biffen, skriv et brev 

til én du holder af eller køb/lav 

en overraskelse til én du kender. 

At give til andre mennesker og til dig 

selv er den mest direkte vej ud af depression 

og isolation. Husk den 

universelle lov om at alt hvad vi 

sender ud modtager vi igen. Når 

du isolerer dig kan du hverken 

sende eller modtage. 

Med modige hilsner 

Daniel B. Lipski 

 

________________________ 

TIL EFTERTANKE 

Af Søren Kierkegaard. 

Hvis det skal lykkes mig at føre 

et menneske mod et bestemt 

mål, må jeg først finde derhen, 

hvor han befinder sig og begynde 

lige der. 

Den som ikke kan det, snyder 

sig selv, når han tror, at han 

kan hjælpe andre. For at hjælpe 

nogen må jeg visselig forstå 

mere end han gør, men først 

og fremmest forstå hvad han 

forstår. 

Hvis jeg ikke kan det, så hjælper 

det ikke, at jeg kan og ved 

mere. Vil jeg alligevel vise, hvor 

meget jeg kan, skyldes det, at 

jeg er forfængelig og hovmodig, 

og at jeg egentlig gerne vil 

blive beundret af andre i stedet 

for at hjælpe ham. 

Al ægte hjælpsomhed begynder 

med ydmyghed over for den 

jeg vil hjælpe. Og dermed må 

jeg forstå, at dette med at hjælpe 

ikke er at ville herske, men 

at ville tjene. 

Kan jeg ikke dette, så kan jeg 

heller ikke hjælpe nogen. 

Indkaldelse til generalforsamling 

tirsdag 14.5 kl. 19, Diakonissestiftelsen, 

Peter 

Bangsvej 1, G, 2000 Frb. 

1. Valg af dirigent 

2. valg af referent 

3. Godkendelse af dagsordenen 

4. Valg af stemmetællere 

5. Formandens beretning 

6. Regnskabsaflæggelse, godkendelse 

af 2001 regnskab. 

§4: Godkendelse af budget. for 

2002. 

7. Vedtægtsændring § 8, stk. 2. 

Der påhviler ikke foreningens medlemmer 

nogen personlig hæftelse 

for de forpligtelser der påhviler 

foreningen. 

Ændres til: §8. Stk. 2. Der påhviler 

ikke foreningens medlemmer og 

bestyrelsen nogen personlig hæftelse 

for de forpligtigelser der påhviler 

foreningen. 

8. Vedtægtsændring :§ 6 Stk. 6 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 

mindst 7 bestyrelsesmedlemmer er 

tilstede. Hvert bestyrelsesmedlem 

har én stemme, ved stemmelighed 

har formanden 2 stemmer. 

Ændres til: § 6 Stk. 6 Bestyrelsen er 

beslutningsdygtig når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer 

er tilstede. 

Hvert bestyrelsesmedlem har èn 

stemme, ved stemmelighed har 

formanden 2 stemmer.. 

9: Vedtægtsændring §4 stk. 4: 

Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 

suppleanter.. Ændres 

til: 

Valg af bestyrelsesmedlemmer og 3 

suppleanter 

Vedtægtsændring § 6 stk 1. 

De 2 suppleanter skal vælges, så der 

er 1 fra hver gruppe. 

Ændres til: 

De 3 suppleanter skal vælges, så der 

er 2 fra patientgruppen og 1 fra 

faggruppen. 

10. Behandling af indkomne forslag 

11. Fastsættelse af kontingent 

12. Valg af 2 suppleanter fra patientgruppen 

og 1 fra faggruppen 

13. Valg af ekstern revisor 

14. Evt. 

---


Angstklinikken 

Psyk. afd. O - Rigshospitalet 

Blegdamsvej 9 

2100 Kbh. Ø 

Henvisning fra egen læge 

FOBISKOLEAFTEN v/cand.psych. 

Lisbeth Gregersen 

Wilh. Marstrandsgade 20 

2100 Kbh. Ø Tlf.: 35388871 

Angst: VOKSEVÆRKET 

Brydehusvej 12B, 

2750 Ballerup 

Dagkurser med afspænding, 

sport og arbejdstræning 

Bispebjerg Hospital E 12 

2400 Kbh. NV. 

Tlf.: 353312453 

NYT: KOGNITIV TERAPI 

Jysk Fobi-skole – Kognitiv adfærdsterapi 

Søndergade 70, 1. 8000 Århus C 

Tlf. 86121191 

Kurser mod angst, panik, fobi og OCD 

Alle psykologer er autoriserede medlemmer af 

Dansk Psykologforening 

ANGST OG PANIK? 

Psykologklinikken cand.psych. Antje Fries 

Søndervang 1 – 9530 Støvring 

Tlf.: 98373720 – www.psykologklinikken.dk 

Kursusstart 30.4.02-19.6.02 

Daghøjskolen Fobiskolen 

Classensgade 36, 2100 Kbh.Ø 

tlf. 35423008. man.-tors kl.10-15 

Fobiskolen@fobiskolen.dk. 

Angstklinikken 

Cand.psyk. Nicole k. Rosenberg 

Århus Universitetshospital 

8240 Risskov 

Henvisning fra speciallæge 

FOBIskolen FOF – angst, panik, fobi 

Moltkesgade 9, 8900 Randers 

Tlf.: 86 42 70 11 – www.fof-randers.dk

Angst-Avisen Side 29 April 2002

Siden sidst www.angstforeningen.dk ISSN 1601-8591

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?