Skandinavien - ORDET

FILMANBEFALINGEN
I 1988 viste DR TV-drama’et Medea af Lars
von Trier, der havde lavet filmen på
baggrund af et manuskript af Dreyer og
Euripides’ flere tusind år gamle historie. Det
blev ingen anmeldersucces. Hovedparten af
anmelderne ønskede realisme og havde
ikke megen sans for Triers eksperimenter
med billede, lyd og følelser.
Von Trier havde lavet en ekstremt lyrisk
film, ja en naturlyrisk film, der gengiver
oplevelser af elementerne; havet, vinden,
ilden, jorden som evige processer, præget
af gentagelse. På den ene side består
handlingen af en række voldsomme,
følelsesladede situationer såsom jalousi,
skilsmisse, begær og barnemord.
På den anden side indføjes disse følelser i
gentagelsen: bølgerne ruller bestandigt –
det veksler langsomt mellem ebbe og flod.
ORDET stiller undervisere på Instituttet spørgsmålet: Hvis du
kunne anbefale en film—uanset almen interesse, akutalitet
eller akademisk pondus—hvad skulle det så være?
DANMARK/ 1988 / 76 MIN. / INSTRUKTØR: LARS VON TRIER
AF TORBEN GRODAL, PROFESSOR EMERITUS VED MEF
Menneskene er indføjet i en mægtig natur
(filmen blev optaget ved Vadehavet).
Lydsiden spiller her en – i Triers oeuvre –
bemærkelsesværdig rolle: Fuglenes
genkommende skrig, hundenes gøen,
hestenes galop, teltdugens raslen eller
tovværkets knirken i refleks af bølgegang
understreger dobbeltheden af voldsom
ophidselse og uendelig gentagelse.
Lydsiden er fuldstændigt eftersynkroniseret
og giver associationer til radio-hørespil. Den
tydelige antinaturalistiske lydside er del i
den stilisering, der også præger billedsiden
med de ofte uskarpe billeder og udvaskede
farver, der skal spille sammen med den
teatralske dialog.
Følelserne er på én gang voldsomme og
orkestrerede. Men gys der hvor andre ville
have valgt stiliseringen, nemlig i det der er
historiens centrale omdrejningspunkt;
moderens hængning af sine to drenge, ja, så
nærmer fremstillingen sig realismen og
detaljeringen, selvom barnehængningen
selvfølgelig også eksisterer i en stiliseret
udgave: Den silhuet-gengivelse af de
hængte børn på det stiliserede træ, der
udgør filmens ikon. Stærkere symbol på
følelsesmæssig kollaps kan næppe tænkes.
Som i mange andre von Trier-film er de
stærke følelser yderligere gjort
melodramatiske ved at blive indlagt i en
fortid, her en vikingeverden. Der er ingen fri
vilje, historien har allerede gået sin gang, og
seerne kan hengive sig til skæbnens
uafvendelighed. Dog slutter filmen på en
sær u-Triersk lys måde: Medea har forladt
mand, dræbt børn, slettet sin fortid, og
langsomt sætter det højvande ind, der kan
føre hende til et nyt kapitel i hendes liv.
21