Skandinavien - ORDET

Aki Kaurismäki
Modsat Island har Finland siden stumfilmstiden
haft en sund, national filmindustri, og finnerne har
loyalt løst billet til lokalproducerede film. Den
finske filmhistorier byder således på både
visionære genier og gribende mesterværker, men
ingen filmskaber har brudt igennem til den
internationale scene i samme omfang som Aki
Kaurismäki.
Som del af den kulturelle avantgarde viste
Kaurismäki-brødrene, Aki og Mika, vejen frem mod
en mindre naturalistisk, mere stiliseret, socialt
engageret (om ikke socialrealistisk) filmisk
virkelighed, der langfingret låner fra de store
franske og tyske auteurs, men fastholder en finsk
kerne af underspillet absurdkomedie. Af de to har
Mika vist sig den mest produktive – men Aki den
mest anerkendte.
Med Proletariat-trilogien Shadows in Paradise
(1986), Ariel (1988) og The Match Factory Girl
(1990) opnåede han et kritisk gennembrud, mens
den crazy-komiske road movie Leningrad Cowboys
Go America (1989) sikrede ham et internationalt
publikum. Med sin næste store projekt, Finland-
trilogien (96, 02 og 06), skaffede han finsk film
international bevågenhed, samtidig med at han
fastholdt sin personlige forkærlighed for
tragikomik blandt Helsinkis randeksistenser.
Se gerne: The Match Factory Girl (1990), Leningrad
Cowboys Go America (1989)
Se især: The Man Without a Past (2002)
Lars von Trier
Von Trier har altid haft et flair for iscenesættelse –
af både sine film og sit image. Med Europa-
trilogien (84, 87 og 91) markerede han sig som en
seriøs billedkunstner med stærk visuel sans, og i
promoveringen af filmene markerede han sig som
en oprørsk enfant terrible.
Dogmeæstetikken havde han eksperimenteret
med i projekter som Medea (1988) og den
folkekomiske gyserserie Riget (1994-97), og
selvom Vinterberg kom først, var det Trier, der tog
æren for manifestet. Ikke helt uretfærdigt, for
Triers film har både før og efter været fulde af
dogmer: Farvestilistik i Europa (1991), kulisser i
Dogville (2003), klipning i Direktøren for det hele
(2006). Rammer virker stimulerende for Trier og
gør hans film så meget desto mere
opsigtsvækkende.
The Man Without a Past: en mand med hukommelsestab
falder i med Helsinkis underklasse, og forsøger med deres
hjælp at finde tilbage til sit gamle liv.
Triers succes beror dog ikke kun på
hans film: Hans mediestunts har
skabt så meget opmærksomhed på
dansk film, at andre talenter, som
Thomas Vinterberg, Nicolas
Winding Refn og Lone Scherfig, er
sluppet gennem nåleøjet til
international succes, og hans
omdømme er derfor som en af de
centrale ophavsmænd til dansk
films anden guldalder.
Se gerne: Dancer in the Dark (2000),
Riget (1994-97)
Se især: Dogville (2003)
Joachim Trier
Norsk film er kommet langsomt fra start. Enkelte
lyspunkter, som Erik Løchens Jakten (1959) og den
vidunderlige Bjergkøbing Grand Prix (1975, Ivo
Caprino), har ikke kunnet skjule det faktum, at der
i Norge ikke er en stærk filmindustri.
Som barn i norsk films adel – hans far og bedstefar
arbejdede på førnævnte lyspunkter – havde
Joachim Trier gode betingelser for at slå sit navn
fast, men den internationale succes af hans to
spillefilm Reprise (2006) og Oslo, 31. August (2011)
var langt fra selvskreven. Den skyldes en moden
samtidsskildring, der ikke lægger fingre imellem i
sin kritik af intelligentsiaens snæversyn, et
fænomenalt samarbejde med skuespilleren Anders
Danielsen Lie og især norsk films nylige guldalder.
De seneste år har budt på et afgørende
internationalt gennembrud for norsk film.
Instruktør-duoen Joachim Rønning og Espen
Sandberg med Max Manus (2008) og Kon-Tiki
(2012), Morten Tyldum med Headhunterne (2011)
og Bent Hamer med sine skæve komedier Salmer
fra køkkenet (2003) og O’Horten (2007) har vist
vejen frem mod et folkeligt gennembrud – men af
denne seneste bølge af instruktørtalenter er det
Joachim Trier, der har vist sig den mest sobre
auteur. Hans hidtidige fokus på det norske
samfunds ennui taget i betragtning bliver det
spændende at se, hvordan han tackler tidsånden
post-Utøya i sit næste projekt.
Se gerne: Reprise (2006)
Se især: Oslo, 31. august (2011)
Oslo, 31. august: Den tidligere stofmisbruger tilbage i storbyen—et moderne mesterværk.
33