Læs hele dommen - Domstol.dk

Sag 140/2007
(2. afdeling)
Regner Grasten Rettigheder A/S
(advokat Michael Christiani Havemann)
mod
Lorentzen anno 2005 ApS
(advokat John Kahlke)
HØJESTERETS DOM
afsagt mandag den 21. juni 2010
Biintervenient til støtte for Lorentzen anno 2005 ApS:
Danske Filminstruktører
(advokat Erik Nyborg)
I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 16. marts 2007.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Peter Blok, Børge Dahl, Jytte
Scharling og Michael Rekling.
Påstande
Appellanten, Regner Grasten Rettigheder A/S, har gentaget sin påstand om frifindelse.
Indstævnte, Lorentzen anno 2005 ApS, har påstået stadfæstelse.
Anbringender
Appellanten, Regner Grasten Rettigheder ApS (i det følgende producenten), har anført, at den
af Morten Lorentzen (i det følgende instruktøren) colorgradede version af filmen er mangelfuld,
idet den er ringere end aftalt eller med rette forudsat af producenten, herunder set i forhold
til den ramme/genre, der ved parternes aftale var lagt for produktionen. Producentens

- 2 -
omgrading var berettiget som en relevant og nødvendig mangelsudbedring. Instruktøren skal
kompensere for omkostningerne ved mangelsudbedringen enten som erstatning for at have
handlet ansvarspådragende ved at undlade at rådføre sig med producenten om filmens colorgrading
i strid med sin forpligtelse hertil i instruktøraftalen eller efter reglerne om forholdsmæssigt
afslag.
Instruktørens arbejde som instruktør med det overordnede kunstneriske ansvar for filmen
skulle ske inden for rammerne af et kommercielt filmprodukt. Instruktøren havde allerede ved
indgåelsen af instruktøraftalen fuld viden om, at filmen skulle distribueres som en børne- og
familiefilm med henblik på at opnå en økonomisk gevinst for producenten, og at filmen skulle
opfylde kravene til den såkaldte ”60/40”-filmstøtteordning, hvilket som udgangspunkt kræver,
at filmen skulle ses af mere end 175.000 mennesker.
Filmens samlede stemning og indtryk var aftalt mellem parterne inden filmens grading. Instruktørens
udgave af filmen var gradet så mørkt, at detaljer forsvandt. Den falder derfor uden
for den fastsatte ramme for filmen og er dermed mangelfuld.
Producenten har herefter været berettiget til at udbedre instruktørens mangelfulde ydelse og i
den forbindelse afholde rimelige og relevante omkostninger.
Instruktøren undlod i strid med sin forpligtelse hertil i instruktøraftalens § 4 at rådføre sig
med producenten om filmens colorgrading, og instruktøren har bevidst undladt at samarbejde
med producenten. Instruktøren har dermed handlet erstatningspådragende.
Producentens omkostninger til omgrading, udskydning af filmen, fremstilling af ny A-kopi og
til fremvisning af en digital udgave af filmen er rimelige og udgør et tab, der er en direkte
følge af instruktørens ansvarspådragende adfærd. Instruktørens tilgodehavende i henhold til
instruktøraftalen er således bortfaldet som følge af konneks modregning.
Såfremt Højesteret måtte finde, at instruktørens adfærd ikke er ansvarspådragende, er instruktørens
tilgodehavende bortfaldet efter regler om forholdsmæssigt afslag, idet et afslag
ligeledes må opgøres til mindst den nævnte udbedringsudgift.

- 3 -
Indstævnte, Lorentzen anno 2005 ApS (i det følgende instruktørens selskab), har anført, at
instruktøren har præsteret sine ydelser efter instruktøraftalen, herunder leveret A-kopien af
spillefilmen til producenten. Instruktørens selskab er derfor berettiget til resten af det aftalte
honorar og det garanterede royaltybeløb.
Instruktøren har ved sine kunstneriske valg i forbindelse med colorgrading-processen ikke
begået faglige fejl, og hans kunstneriske valg kan ikke give producenten grundlag for at fremsætte
mangelskrav.
Producenten har ikke godtgjort, at spillefilmens produktionsbudget er overskredet og har forsømt
over for instruktørens selskab at påberåbe sig budgetoverskridelsen. Producenten kan
ikke overvælte omkostningen ved sine forretningsmæssige eller emotionelt begrundede dispositioner
på instruktørens selskab.
Biintervenienten, Danske Filminstruktører, har anført, at instruktøren i henhold til den indgåede
instruktørkontrakt og almindelig praksis inden for filmbranchen havde eneretten til at
træffe afgørelse i kunstneriske spørgsmål vedrørende filmen. Afgørelser vedrørende colorgrading
og belysning af optagelserne er kunstneriske spørgsmål, og instruktørens beslutninger
herom overskrider ikke den vide ramme for kunstneriske beslutninger, som en filminstruktør
må have over for producenten.
Forskellene mellem de to colorgradede versioner af filmen er alene nuanceforskelle. Der foreligger
ikke nogen mangel ved den af instruktøren frembragte version, og producenten har
ikke været berettiget til at ændre denne version ved at udarbejde en ny colorgradet version, jf.
instruktøraftalens § 8.
Supplerende sagsfremstilling
I instruktøraftalen hedder det i § 1:
Denne aftale er under forudsætning af 60/40 støtte fra Det Danske Filminstitut.
Producenten har engageret instruktøren MORTEN LORENTZEN til at instruere en
spillefilm med titlen: KRUMMERNE – SÅ ER DET JUL IGEN efter manuskript af
”1

- 4 -
John Stefan Olsen på baggrund af THØGER BIRKELANDS BØGER OM KRUM-
MERNE.”
Producentens erstatningskrav opgøres således:
Klippegangen ApS, ekstra grading 106.150,00 kr.
Rekorder ApS, udskydning 116.000,00 kr.
Nordisk Film Lab, ny A-kopi 45.786,73 kr.
Euro Broadcast Hire A/S, leje af udstyr 27.781,50 kr.
I alt 295.718,23 kr.
Syn og skøn
Til brug for Højesteret er der gennemført syn og skøn. Skønsmanden, Gerhard Pedersen, har i
en erklæring af 17. december 2008 udtalt følgende:
”Spørgsmål 1: Skønsmanden bedes kort beskrive den generelle betydning af colorgrading,
herunder angive betydningen for en films samlede indtryk.
Svar på spørgsmål 1: Colorgrading er det stadie i en films samlede produktion, hvor det
visuelle udtryk udarbejdes. Det gøres med en elektronisk bearbejdelse af materialet fra
de oprindelige optagelser. Man kan ændre/forstærke både farve og sort/hvid niveauerne
(kontrast), men der kan ikke ændres i f.eks. skygger, hvis informationerne ikke findes i
det oprindelige materiale. Det klassiske eksempel er et mørkt jakkesæt med et let mønster.
Hvis man forsøger at finde disse detaljer og de ligger i dyb skygge, vil hele jakkesættet
i stedet fremstå som gråt.
Colorgradingens betydning for en films samlede indtryk er meget stor. Der er tale om en
films samlede stil og det visuelle indtryk, som påvirker publikum.
Det er ikke muligt i f.eks. procenter at opgøre, hvor stor betydning, det visuelle indtryk
har i forhold til f.eks. filmens lyd, skuespillernes spil, klipning o.s.v. En films samlede
bonitet er en blanding af alle ingredienser, som en sammenkogt ret. Det kan imidlertid
fastslås, at hvis det visuelle indtryk vanskelig- eller umuliggør kommunikationen til tilskueren,
er der tale om et alvorligt problem, på samme måde som, hvis dialogen er uforståelig.
Formålet med at bearbejde det visuelle udtryk er som regel, enten at kommunikere
f.eks., at nu er det blevet nat, eller at påvirke tilskuerens sindsstemning, lidt på samme
måde som musik.
Colorgrading bruges også til at få de forskellige scener i en sekvens til at matche sammen,
hvis der er tale om optagelser, der er optaget under forskellige lysforhold. Colorgrading
må betragtes som endog meget vigtig for en films samlede stemning/udtryk.
Spørgsmål 2: Hvilke metoder anvendes der til colorgrading, og findes der metoder der i
større eller mindre grad bevarer detaljer i billedet ved en hævelse af sortniveauet.

- 5 -
Svar spørgsmål 2: Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt. Der findes adskillige forskellige
maskiner og endnu flere gradere, som ikke nødvendigvis anvender samme teknik.
En nærmere teknisk forklaring ligger udenfor skønsmandens ekspertise, og ville i
øvrigt kun være forståelig for egentlige eksperter. Det kan imidlertid fastslås, som allerede
påpeget i svaret til spørgsmål 1, at det ikke kan lade sig gøre at finde detaljer i
skyggerne, hvis de ikke findes i det oprindelige materiale. Det er derfor almindeligt at
optage det oprindelige materiale med et forholdsvis lavt kontrast niveau, (forskellen
mellem lys og skygge), hvorefter der er større mulighed for justering ved colorgradingen.
Spørgsmål 3: Skønsmanden bedes beskrive colorgradingen af de to udgaver af filmen,
herunder særligt beskrive om, og i givet fald hvorledes, der er forskel på de to udgaver.
Såfremt der konstateres en forskel på de to udgaver bedes skønsmanden vurdere om
denne forskel er synlig for et ikke professionelt publikum. Skønsmanden bedes herunder
oplyse, hvorvidt detaljer som ansigtstræk, herunder øjne forsvinder, ligesom elementer
i baggrunden ikke kan ses af publikum.
Svar spørgsmål 3: Der er afgjort forskel på de to udgaver, men i store dele af filmen er
forskellen ikke synlig for det almindelige publikum. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at
selvom publikum måske ikke konkret kan beskrive forskellen, er den der alligevel og
påvirker publikum følelsesmæssigt. F.eks. er nærbillederne af julemanden i den lyse
version holdt i varmere farvetoner, hvilket gør ham venligere og mere hyggelig. Han
ligner altså mere en rigtig julemand.
Den mørke version er flere steder gjort unødvendigt mørk. Det gælder især scenerne,
som er optaget som ”day for night”. I den meget omtalte scene med skiltet er dette ikke
læseligt i den mørke version. Forskellen i disse scener er så stor, at også et almindeligt
publikum ville opfatte den.
Der er tale om enkelte scener hvor øjne og detaljer i baggrunden forsvinder i mørke.
Dette er imidlertid ikke alene begrundet i colorgradingen, men også i den måde de oprindelige
optagelser er belyst.
Spørgsmål 4: Idet det lægges til grund, at den aftalte reference for filmens farve- og
mørkeniveau var de som i bilag B, C og D fremlagte tegninger, bedes skønsmanden
vurdere hvorvidt, den af indstævnte foranstaltede udgave af filmen er i overensstemmelse
dermed.
Svar spørgsmål 4: Tegning bilag B stammer formodentlig fra en gammel Disney tegnefilm,
måske Askepot, og forestiller en smuk ung pige i gang med at vaske trapper. 6
hvide duer ser beundrende til. Billedet og personen er fuldt udlyst og kaster ingen skygger.
Selvom det sandsynligvis er aften, (der er ikke angivet nogen lyskilde) er der ingen
mangel på detaljer heller ikke i de mørkeste dele af tegningen. Der er brugt masser af
varme farver, hvilket giver en stemning af hygge og idyl.
Hovedpersonen har et udtryk af venlighed og smiler.
Tegning bilag C. Formodentlig samme film. Interiør aften/nat. Der er tale om et etableringsbillede.
Formodentlig en kælder, men uden en egentlig lyskilde. I forgrunden et par
søjler med tilhørende loftsbjælker som er belyst, mens baggrunden er mørk, men dog
stadig med detaljer. Man skimter et bord, en stol, en tønde o.s.v. Billedet er et etableringsbillede,
som fortæller tilskueren, hvor vi befinder os.
Billedet giver en stemning af primitivitet, og er, om ikke direkte uhyggeligt så heller
ikke venligt/varmt i udtrykket. Der er ingen personer i billedet.

- 6 -
Tegning bilag D: Formodentlig samme film. Ext. nat. Stor total. Billedet forestiller en
by belyst af en måne med let skydække. Det er set meget oppefra med en vejrhane i forgrunden,
tårne spir og tage i mellemgrunden og bjerge med sne dækket i baggrunden.
Det er holdt i blå toner, og månen i baggrunden giver kant lys på tårne, tagrygge og spir.
Der er som i bilag C tale om et etableringsbillede uden personer. Billedets udtryk er, at
der er tale om en sovende by med tæt bebyggelse uden dramatik. Der er lidt eventyr
stemning i billedet.
Der er god overensstemmelse mellem bilag D og de animerede billeder, hvor julemandens
lys farer rundt på nattehimlen.
De tre billeder, som alle er tegnede, indeholder alle information og stemning. Bilag B
har den rundhed i stregen, som man umiddelbart forbinder med Disney’s ældre film.
Bilag C og D er begge etableringsbilleder, hvis formål er at give os en stemning og
fortælle, hvor vi befinder os.
Sammenligningen mellem tegnefilm og real film er endog meget problematisk, meget af
det som er helt naturligt på tegnefilm, er slet ikke muligt på realfilm.
Sammenligningen er derfor meget uhåndgribelig og kan bedst beskrives som stemning.
Spørgsmålet om overensstemmelse mellem colorgradingen og de fremlagte billeder kan
jeg herefter kun besvare med følgende: Der er ingen overensstemmelse undtagen i de
animerede billeder i en faktisk/fysisk forstand, og det er heller ikke muligt. Hvis man
kun bruger bilag B, og taler om stemning er det muligt, ved lyssætning med lavere kontrast
og varmere farver, at komme nærmere denne stemning, som måske havde været
rigtigere i nogle scener i ”Krummerne – så er det jul igen.”
Spørgsmål 5: Skønsmanden bedes vurdere, hvorledes det visuelle udtryk af den af indstævnte
foranstaltede udgave af filmen genremæssigt og stemningsmæssigt kan betegnes.
Svar spørgsmål 5: ”Krummerne – så er det jul igen” er en børne/familiefilm. Eftersom
den er den fjerde i rækken af Regnar Grasten Krumme film har både biograferne og
publikum bestemte forventninger til filmen. Forventninger som stort set bliver indfriet,
hvad angår historie, spillestil o.s.v. Det er imidlertid problematisk om filmen skal være
så mørk, som den er, selv med den lyse colorgrading, hvis man ønsker julestemning,
som passer til målgruppen. Scenerne i krummernes lejlighed er unødvendigt mørke,
både hvad angår baggrund og personer. Dette vanskeliggør kommunikationen til publikum.
Spørgsmål 6: Skønsmanden bedes, under inddragelse af den forudsætning, at der er tale
om en børne- og familiefilm, vurdere om colorgradingen påvirker salgbarheden af den
under indstævntes instruktion colorgradede udgave af filmen i forhold til den af appellanten
efterfølgende udgave.
Svar spørgsmål 6: Som nævnt i svaret til spørgsmål 5 er det problematisk at lave en
børne- og familiefilm meget mørk. Den af indstævnte colorgradede version er klart for
mørk i nogle scener. Dette er delvis rettet i den af appellanten colorgradede version. Der
er tale om scener, hvor den mørke version ikke kommunikerer med publikum (f.eks.
scenen med skiltet med antikke ure til salg). Der er også scener hvor det er vanskeligt at
aflæse skuespillernes udtryk, fordi ansigt og øjne ligger i skygge. Der kan imidlertid
ikke alene henvises til colorgrading i denne sammenhæng. Et lavere kontrast forhold i
de oprindelige optagelser, med andre ord en lidt mere gammeldags og traditionel lys-

- 7 -
sætning ville have medført større muligheder for colorgradingens sort/hvid forhold.
Brug af film i modsætning til High Definition ville også have givet bedre muligheder.
Børne- og familiefilm er lige så meget som andre film afhængige af ”word of mouth”,
d.v.s. at filmen bliver diskuteret og vurderet i børnehaven og i skolen. Netop børne- og
familiefilm er afhængige af, hvad børnene synes familien skal se i biografen. De fleste
børn ville kunne tage stilling til, om de synes om filmen var god. Hvis de trækker lidt på
det, vil de som regel ikke kunne give konkrete kritikpunkter, som f.eks., at visse scener
var for mørke, og at dette gik ud over kommunikationen. Det er vanskeligt at vurdere,
om den mørke version ville have kunnet sælge lige så meget som den lyse, men der er
ingen tvivl om, at der ville have været kritik fra både biografer og publikum.
I denne forbindelse skal det nævnes, at Grasten Film udsender deres film i et meget højt
kopi antal. Det betyder at filmen tidligt også vises i små biografer, som ofte ikke lever
op til standard, hvad angår lys på projektions maskinerne. Det betyder endnu mørkere
billeder. Dette forhold skal naturligvis ikke være afgørende, men man kan dog skele til
det.
Spørgsmål 7: Såfremt skønsmanden vurderer en forskellig salgbarhed, bedes skønsmanden
vurdere omfanget heraf.
Svar spørgsmål 7: Det er umuligt, at give en konkret vurdering i tal eller procenter på et
så hypotetisk spørgsmål. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at en udsendelse eller en visning
af den mørke version ved filmtræffet i Svendborg, ville have fremkaldt mange
protester fra biografer og publikum. Om biograferne ville have nægtet at vise filmen i
den mørke version er tvivlsomt, fordi en aflysning ville have voldsomme konsekvenser i
forhold til det allerede annoncerede repertoire.
For min egen del ville jeg have sat et skilt op med følgende tekst: ”På grund af en teknisk
fejl i filmen ”Krummerne – så er det jul igen” er nogle scener blevet for mørke.
Der gives derfor kr. 10,00 rabat pr. billet”.
Rabatten ville jeg derefter have fratrukket filmlejen.
Metoder
For at kunne konstatere forskelle mellem de to versioner er følgende to metoder benyttet:
Metode 1: Visningen af filmens 2 versioner fandt sted i Gentofte Bio d. 8/12 2008.
Først version 1 i de første 5 minutter, derefter de samme 5 minutter i version 2.
Derefter de næste 5 minutter af version 1, og så fremdeles.
Alle sagens 3 parter var repræsenterede ved denne visning.
Metode 2: Begge versioner køres samtidig synkront som ”split screen”. Billedet på lærredet
var herefter version 1 på den ene halvdel og version 2 på den anden.
Denne visning fandt sted i Gladsaxe Bio d. 15/12 2008 11.00
Ingen af sagens parter var til stede.
Syns- og skønsmanden har fået teknisk rådgivning af Tove Jystrup, teknisk koordinator
hos Short-Cut.”
I en supplerende erklæring af 13. maj 2009 har skønsmanden udtalt følgende:

- 8 -
”Spørgsmål 8: Skønsmanden bedes på baggrund af en gennemgang af bilag L-P og U
[Fakturaerne for udgifterne i producentens erstatningskrav] vurdere,
A) Hvorvidt de af appellanten foranstaltede arbejder og de heraf afledte omkostninger
på i alt kr. 295.716,23 eksklusive moms til fremstilling af en omgraded version af
filmen – under forudsætning af at retten ved sagens afgørelse anser de i skønserklæringen
under spørgsmål 3-7 nævnte forhold for mangler ved filmen – var velbegrundede/relevante
med henblik på afhjælpning af disse mangler, samt
B) hvorvidt omkostningerne er af rimelig størrelse i forhold til det udførte arbejde.
Svar: Spørgsmålet går på, om det var nødvendigt og fornuftigt at omgrade filmen. Det
er min opfattelse, at svaret er ja. Jeg henviser i denne forbindelse til mine svar på
spørgsmål 3-7.
Var visningen af den omgradede version af filmen ved filmtræffet i Svendborg nødvendig?
Det er min opfattelse at visningen af den omgradede version af filmen i Svendborg
var nødvendig og fornuftig.
Filmtræffet i Svendborg var første gang, filmen blev vist for andre end dem, der var involverede
i fremstillingen eller distributionen af filmen. Det var derfor af afgørende
betydning for filmens videre skæbne, at den fremtrådte, som en præsentabelt og professionelt
arbejde, som ville få biografernes anerkendelse. Her ville en for mørk version
have skabt en negativ stemning, som ville have sat sig spor i filmens videre forløb.
Tidspresset, som opstod ved at en almindelig kopi endnu ikke var fremstillet, nødvendiggjorde,
at man lejede en video- recorder og video- projektor samt etablerede et 16
amp. stik i operatør rummet (kr. 9.954,00 + 17.000,00 + 827,00 ialt 27.7781,00 ekskl.
moms.
Fremstillingen af en ny A-kopi var nødvendig, men har ingen relevans til filmtræffet,
idet filmen jo blev vist i video versionen. A-kopien blev brugt i den senere biografdistribution,
og det er diskutabelt om hele udgiften til fremstilling af denne skal pålignes
processen omkring omgraderingen. Det bør tages i betragtning at den første A-kopi ikke
kunne anvendes i distributionen.
Ved en gennemgang af materialet har jeg konstateret at beløbene på fakturaerne (bilag
L-P og U) er rimelige og i overensstemmelse med den almindelige prissætning for de
pågældende ydelser.”
Forklaringer
Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af Morten Lorentzen, Regner
Grasten, Henrik Jongdahl, Viggo Bentzon og Dan Konzior.
Morten Lorentzen har supplerende forklaret, at han startede som instruktør i 1982. Henrik
Jongdahl var ikke til stede den 10. august 2006 ved forevisningen af A-kopien.

- 9 -
Regner Grastens forklaring om deres samtale den 15. august 2006 svarer til hans erindring om
samtalen. Han ville have kunnet huske det, hvis Dan Konzior på den 4. gradingdag havde
anmodet om, at der blev tilkaldt en yderligere person, der skulle tage stilling til mørkningsniveauet.
Det har han ikke. Regner Grasten var til stede under gradingen i under en halv time,
hvor han stod op hele tiden. Regner Grasten var ikke ved den lejlighed med til at diskutere
noget omkring gradingen. Han sagde bare, at ”det ser godt ud”. Regner Grasten anbefalede
ikke nogen ændring. Han og Grasten var forinden helt enige om filmens look. Morten Lorentzen
holdt sig til det, de var enige om, under hele processen. Han kan ikke betjene Valhalla–computeren
hos Zentropa.
”Looket” i filmen var på forhånd lagt så fast, som det nu kunne gøres inden optagelsen. Man
kan ikke generelt sige noget om, hvem der beslutter looket. Ved denne film kom han med
nogle retningslinjer, og looket blev derefter fastlagt ved fælles hjælp. Der var enighed på hele
holdet, som også omfatter scenografen, fotografen og Grasten. Der var rigtig mange referencer,
så der burde ikke være tvivl om det fastlagte look. ”Looket” er et meget flydende begreb.
Det omfatter også sorthedsniveauet. Det er korrekt, at Disneybogen og ”Charlie og chokoladefabrikken”
var med som referencer.
Regner Grasten har supplerende forklaret, at han ind imellem var til stede under optagelserne,
men han stod ikke ved siden af instruktøren. Han kom bare forbi og var der, især når der var
problemer.
Han regner det for en del af instruktørens arbejde at forestå gradingen. Det er en del af det
kunstneriske arbejde.
Han har tillid til, at den stil, der aftales, overholdes, ellers vil der blive alt for mange ”kokke”.
Filmens look var drøftet forud for filmen. Når der i Sø- og Handelsrettens dom omtales den
alvorlige tone i filmen, henviser det til det, som Disney havde gjort før krigen, eksempelvis i
Snehvide, der næsten blev dræbt i starten af filmen, eller Bambis mor, der døde. Det var på et
tidspunkt, hvor man turde mere, og det var den alvorlighed, de havde talt om. Harry Potter er
et eksempel på film, der senere har taget den alvorlige tone op. Denne tone var instruktørens
udgangspunkt, og det syntes han var spændende.

- 10 -
Filmen er lavet under ordningen 60/40 under Filminstituttet, hvor Filminstituttet giver støtte
til film, der har et kommercielt sigte. Filmen skal således på forhånd vurderes til at ville blive
set af mere end 175.000 mennesker. Det var producent, instruktør og fotograf i denne film,
der skulle overbevise Filminstituttet om, at filmen ville kunne blive set af det antal. Havde
man ikke kunnet overbevise Filminstituttet, havde man ikke fået støtte. Det står også i instruktøraftalen,
at filmen er lavet under forudsætning af 60/40-støtte fra Filminstituttet.
Der var et langt møde forud for tilsagnet om støtte, hvori instruktøren og Henrik Jongdahl
deltog sammen med ham. Det var bl.a. vigtigt, fordi instruktøren ikke havde lavet film i flere
år, så Filminstituttet skulle overbevises om, at han var den rette. Det betød, at man gik mere
efter en kommerciel film end en egentlig kunstnerisk film. Filminstituttet har to former for
støtte, dels 60/40-støtteordningen til kommercielle film, dels den såkaldte konsulentstøtte,
som gives til mere kunstneriske film.
Den alvorlige tone refererer til den stemning, der skulle være i Julemandens familie. Den
skulle ændres fra Krummerne-julekalenderens mere muntre univers til et noget mere dystert,
der er altså tale om handlingen. Julemanden skulle dø. Det er en markant ændring. Der var
ikke tale om at ændre Krummernes univers. Den alvorlige tone gik på Julemandens univers.
Lige før optagelserne gik i gang, blev han kontaktet af scenografen, der sagde, at der var
”flere farver på vej ud af lejligheden”. Eksempelvis havde instruktøren bestemt, at gulvene,
der altid havde været lyse i Krummerne-filmene, skulle være mørke. Duge og vægge, der
også oprindeligt havde været lyse og farverige, var også ved at blive taget væk. Han talte nu
med instruktøren om det stilmæssige, og at de også skulle lægge sig op ad Disney rent
billedligt. Indtil da havde det været det handlingsmæssige, de havde talt om. De var enige om
billeder svarende til de fremlagte bilag B, C og D. Instruktøren sagde, at det var det, han
ønskede. Interiøret hos Julemanden skulle således minde om de 7 små dværge, og eksteriøret
og farverne skulle minde om Pinocchio i forbindelse med Julemandens hjem.
Når man optager en film, er alt lyst. Er det for mørkt, vil man ikke kunne klippe efterfølgende
i den. Man skal kunne se det hele, når man klipper. Dvs. at hvis man har en hensigt om, at
filmen skal ende mørk, så er det helt umuligt at se det på tidspunktet, hvor man optager. Når
man optager digitalt, er der mange ”oplysninger” i det optagne, eksempelvis kan man lave en

- 11 -
rød farve om til mange forskellige nuancer. Han spurgte på et tidspunkt instruktøren, om man
havde nok materiale og nok oplysninger på det optagne. De lavede nogle prøver. Det viste sig,
at der var nok materiale og informationer. Han var tilfreds.
Regner Grasten har om ”sort-niveauet” forklaret, at det er en teknisk betegnelse, man bruger
under grading. Det er ikke noget, man aftaler forud for eller under filmoptagelsen, ligesom
lydniveauet heller ikke bliver aftalt under optagelsen. Farveholdninger og stil er derimod
kunstneriske betegnelser, der drøftes under optagelserne. Hvis instruktøren forud for gradingen
var kommet til ham og ville tale om sort-niveauet, havde han syntes, at det var helt idiotisk
og amatøragtigt. Når han beskriver satsningen med Krummerne-filmen som en stor
beslutning – en chance – er det, fordi de tidligere Krummerne-film og Julekalenderen var
anderledes positive og glade familiefilm, men at man i denne film besluttede at ændre især
Julemandens univers.
I dag ville han synes, at det var en forkert beslutning. Man valgte også både handlings- og
stilmæssigt at gøre Krummernes hjem mere socialrealistisk, og man mistede derved noget
over for publikum, viste det sig senere, i forhold til det traditionelle Krummerne-look. Det er
problemet, når man vælger at tage en chance. Hvis det ”tilter”, kan det gå helt galt i forhold til
publikum. Han har undervejs spurgt til lyssætningen. Der var ikke noget problem i forhold til
de prøver, han havde lavet sammen med instruktøren. Denne gjorde ham helt tryg.
Når man har færdiggradet en digital film, bliver båndet overført til en maskine og ”skudt ud”
til 35 mm, dvs. til det, der skal bruges i biografen. Det farlige ved denne proces er, at det gør
filmen mørkere. Farverne kan ændre sig afhængig af, hvad det skydes ud på. Det kræver derfor
en erfaren grader, der skal kunne forudse, hvordan det færdige resultat kommer til at se
ud, når man sidder og ser på skærmen under gradingen.
I henhold til instruktøraftalens § 4 skal producenten og instruktøren løbende rådføre sig med
hinanden, men her er han ikke blevet spurgt til råds, om det var rigtigt, at det skulle være så
mørkt, eller spurgt til råds i forbindelse med graderens advarsel, og det, mener han, er et væsentligt
brud på kontrakten.

- 12 -
Det er forkert, at fotograf og instruktør er ansat til at bestemme, hvordan en film skal se ud.
Instruktøren er ansat til at udføre det, der er bestemt forud for en film. Det vil sige, at selv om
instruktøren og fotografen vil have en film mørk, så er det ikke bare dem, der bestemmer.
Man kan godt grade på denne måde, som sket her, hvis det havde været en anden type film,
men ikke en børnefilm under 60/40-støtteordningen.
”Daylies” er sammenklip stadig med de lyse farver som ved filmoptagelserne altså optagelser
før gradingen. Gradingen kan derfor slet ikke ses på disse daylies, da den slet ikke var påbegyndt.
Ved forevisning af disse daylies var der inviteret folk fra UIP og børn med.
Filmen skulle være klar til Svendborg Filmtræf. Det er et af to filmtræf, der er i Danmark om
året. Der er et i januar og et i august. Alle landets biografer og filmudlejere er til stede på
disse træf. Her vises de efterfølgende måneders produkter, både danske og udenlandske. Det
er en slags dansk Cannes-festival. Biograferne beslutter på dette træf, hvilke film ejerne vil
satse på. Det er meget afgørende for filmene.
For denne film havde man besluttet, at den skulle i 160 biografer samtidig, da der var tale om
en julefilm, der naturligt kun kunne vises frem til jul. Det er i forvejen lidt svært at få en film
ud i både store og små byers biografer på én gang, og derfor var det vigtigt at overbevise biograferne
om, at det skulle være sådan med denne film ved Svendborg Filmtræf. Filmen blev
på Svendborg Filmtræf ikke vist som 35 mm, kun digitalt. Dette skete også efter råd fra udlejeren.
Det var den nygradede udgave, der blev vist. Den havde man endnu ikke nået at skyde
over på 35 mm.
For ham er instruktøraftalens punkt 4 vigtig – instruktør og producent skal rådføre sig med
hinanden – og ligeledes punkt 5 – instruktør skal udnytte personalet og materialet maksimalt.
Det er på den baggrund hans opfattelse, at han ikke skal stå på nakken af instruktøren, men
må stole på ham. Ellers ville instruktøren også miste autoritet over for skuespillere og i forhold
til lyd og grading. Personalet ville ikke vide, hvem de skulle henvende sig til, hvis han
blandede sig unødigt. Han har det overordnede og administrative ansvar.

- 13 -
Omkring kritikken fra Henrik Jongdahl og, formodede han, også fra instruktøren omkring
Valhalla-udstyret og graderen Dan Konzior, mener han, at det er en meget alvorlig kritik i
forhold til instruktøraftalens punkt 5. Hvis der er noget i vejen med udstyr eller grader, skal
producenten orienteres herom. Han burde have hørt om det øjeblikkeligt. Han hørte ikke
forud for retssagen om problemerne.
Instruktøren havde heller ikke kommunikeret til ham, at filmen skulle ende så mørk. Det er
noget vås, at når et skilt ikke kan læses, skulle det være forholdene i en biografs skyld og ikke
filmen. Han ved, at der blev foretaget en screening af den oprindeligt gradede film, hvor Henrik
Jongdahl havde bedt en anden fotograf være til stede. Den anden fotograf – Jan Weincke –
oplyste, at det første, han så, var et skilt, han ikke kunne læse.
Dan Konzior har forklaret til ham, at hele grading-processen var en meget aggressiv oplevelse.
Dan Konzior kæmpede i 4 dage, hvor han prøvede at sige til fotograf og instruktør, at
det ikke duede.
Om telefonsamtalen den 15. august 2006 mellem ham og instruktøren, har han forklaret, at
han havde været bekymret, da han så den mørke film. Det undrede ham, at filmen var så
mørk, og han sagde til instruktøren, at denne skulle lade ham lave filmen færdig. Han havde
den 13. august for egen regning fået lavet en test for at kunne se, om der overhovedet var
mulighed for at rette i det, der allerede var lavet. Han havde ikke været inde og omgrade på
det tidspunkt. Han havde kun lavet dette forsøg for at finde ud af, om der var materiale til at
omgrade. Da han fandt ud af, at det kunne lade sig gøre at lave det om, ringede han til
instruktøren og bad om lov til at gøre det færdigt. Når det først er skudt ud på 35 mm, er det
endeligt. Instruktøren sagde bare til Regner Grasten, at han var tilfreds, og at der ikke måtte
ændres, heller ikke selv om han blev orienteret om, at filmen ikke kunne sendes ud i
biograferne.
Han mente sig berettiget til at føre gradingen tilbage til den aftalte referenceramme. Ved
denne tilbageførsel blev der ikke foretaget den samme grading, som instruktøren havde lavet.
Henrik Jongdahl har supplerende forklaret, at han ikke kan erindre, at Dan Konziors skulle
have bedt om, at Regner Grasten skulle komme til stede på 4. dagen. Han kan heller ikke

- 14 -
erindre, at Konzior skulle have bedt om, at andre skulle komme til stede. Generelt har han
ikke noget imod, at mange kommer og drøfter processen. Han ville ikke have modsat sig, at
Regner Grasten kom til stede. Sortniveauet drøftedes løbende i hele gradingprocessen, sådan
som man normalt gør.
Før optagelserne starter, er der mange referencer i spil. Man ser andre film, og man finder
billeder i ugeblade for at finde ud af, hvordan looket skal være. Når scenografen kommer ind,
bliver looket besluttet mere konkret. Også i denne film så man på prøver og eksempler. Der
blev lavet lysprøver eksempelvis på scener om natten og på scener udenfor og indenfor. Disse
prøver så man i en biograf. ”Looket” omfatter også mørkningsniveauet. Viggo Bentzon, instruktøren
og Regner Grasten samt nogle lysfolk var med til at overvære lysprøverne. En af
inspirationskilderne var Disneybogen.
Udstyret var ikke avanceret nok efter hans mening til de metoder, der bruges i dag. De problemer,
der opstod via gradingen på Valhalla-maskinen, blev løst undervejs. Valhalla-computeren
er i dag kasseret. Hvis der er noget i vejen med det færdige resultat, er det ikke maskinens
skyld. Forskellen ved anvendelse af Valhalla-maskinen i forhold til, hvis man havde
brugt andet udstyr, er alene nogle tekniske detaljer, som kun fotografer ville kunne se.
Der er ingen facitliste omkring mørkningsniveauet. Han har været med til at lave rigtig mange
film og rigtig mange look. Der er også andre børnefilm, der er mørke, eksempelvis Harry
Potter. I Krummerne-filmen foregår 80 % af handlingen om natten, og derfor er den mørk.
Den har oven i købet en noget lysere natstemning end normalt.
Michael Berg så filmen i sin egen biograf. Det skilt, der refereres til, kunne Berg godt have
set, hvis filmen havde været vist andre steder. Henrik Jongdahl kunne selv se skiltet der, hvor
han fik forevist O-kopien.
Dan Konzior gjorde opmærksom på, at nogle detaljer ville gå tabt, når filmen blev mørkere,
men det var helt selvfølgeligt for Henrik Jongdahl, at det var sådan. I natbilleder er noget bare
helt mørkt. Det er det samme, som at noget forsvinder, hvis det er meget lys dag.

- 15 -
Det er klart, at han ikke har ønsket et mørkningsniveau, hvor skilte ikke kunne læses. Dette
var da heller ikke aftalt, men skiltet kunne også læses i den kopi, han så på Short Cut.
”Charlie og chokoladefabrikken” var også en del af referencen for looket for filmen. Den var
dog også med, fordi den film var lavet meget på computer.
Viggo Bentzon har supplerende forklaret, at Krummerne er en konceptfilm. Det er 5. gang,
der laves film eller TV-serie med Krummerne. Det betyder, at der ikke er så stor opfindsomhed,
eksempelvis i udformningen af Krummernes lejlighed, og også Julemandens hjem er det
samme.
Han er med til at bestemme baggrund, stemning og stil. Han har ikke noget at gøre med fotografering,
kostymer og skuespillere. Fotografering og kostymer drøfter han dog som scenograf
med instruktøren og fotografen. Han sætter sit præg på filmen ved dekorationer og farveholdning,
eksempelvis er farvevalget for væggene vigtige. Når farvedekorationer m.m. er
valgt, vises dette til instruktøren, og han retter ind efter instruktørens anvisninger. Stemningen
i en film er vigtig. Han har på forhånd aftalt lyssætningen med instruktør og fotograf. I nogle
tilfælde prøvefilmer scenografen med instruktøren og fotografen.
Om Krummerne lå der en aftale om, at der skulle være genkendelighed. Der var mange gamle
ting, men også noget nyt, f.eks. loftet.
Nogle gange laver han oplæg, der så arbejdes videre med på computer, og det var meget typisk
for denne film. Han havde fået ”Charlie og chokoladefabrikken” af instruktøren, inden
han gik i gang. Efter hans mening var farveniveauet højt i den film. Disney-filmene kendte
han. Hele stemningen omkring Julemandens hjem, sne og stjerner var meget lig Disney.
Lageret var noget af det, han selv var meget med til at skabe. Før var det mere almindeligt, at
man optog prøver undervejs, og det kunne medføre, at dekorationer blev malet om. Nu foretages
meget efterfølgende via grading. Han har desværre ikke været involveret i gradingen i
denne film. Han er aldrig med i grading af en film. Hvis der skal laves meget om i forhold til
det, man ser, når man filmer, vil han gerne vide det på forhånd. Scenografien kan præges en
del af den efterfølgende grading.

- 16 -
Han var ikke klar over, at filmen skulle grades så sort. Efter hans mening minder sorthedsniveauet
i filmen nærmest om ”Cykeltyven”. Det betyder, at filmen gik fra at være en hyggefilm
til, at den fik et mere socialrealistisk indtryk, end han havde forestillet sig, men det er
hans helt subjektive vurdering. Han tror ikke, han har talt med instruktøren om det. Han blander
sig normalt ikke i dette, men leverer bare sit produkt.
Sorthedsniveauet endte med at blive mere sort, end han havde haft forventning om, til trods
for de sædvanlige indledende drøftelser med instruktøren og fotografen. Krummerne-konceptet
skal efter hans opfattelse vise noget let og lykkeligt med en glad familie, det er en børnefilm,
men denne bedømmelse er alene udtryk for hans egen subjektive holdning, hvilket også
gælder hans holdning om, at forståelsen kan ændres ved gradingen. Instruktøren havde i hvert
fald ikke indledningsvist kommunikeret til ham, at den skulle ende så mørk.
Han har korrigeret gengivelsen af sin forklaring i Sø- og Handelsrettens dom om, at der ikke
var den store forskel mellem A-kopien og den endelige film. Nogle steder er der ikke stor forskel.
Nogle steder er der stor forskel. På A-kopien er der således et skilt med ”ure til salg”,
som slet ikke kan læses. Nogle steder kunne skuespillernes øjne dårligt ses. Normalt gør man
meget ud af at gøre øjnene så tydelige som muligt, særligt i denne type film til børn. Meget
mørke øjne, der ikke kan ses, gør filmen uhyggelig. Han kan ikke sige, om filmen teknisk er
fejlbelagt. Man kan vise alt i biografen. Han synes bare personligt, at det er dårligt, når skilte
ikke kan læses, og når det mørke nogle steder går ud over forståelsen.
Dan Konzior har supplerende forklaret, at han er en af ca. 10-20 gradere i Danmark. Det er et
meget specialiseret område. Han betegner sig selv som en erfaren grader – Senior grader. Han
ved ikke, om instruktøren vidste, at han var en erfaren grader. Når man optager film på digitale
medier, HD-cam – skyder man ”blødt og forsigtigt”, så det ikke er helt så drastisk sort
og hvidt, det vil sige, hverken det lyse eller mørke er maksimalt eksponeret. Efterfølgende
finder man så en stil, så man ved gradingen får det niveau, som man gerne vil have. Det er
ham, der sammen med fotograf og/eller instruktør forsøger at nå det ønskede resultat. Ved
denne film var både fotograf og instruktør med hele vejen under gradingen, bortset fra enkelte
få scener.

- 17 -
Der er mange muligheder, når man grader. Grading er såvel farveretning som eksponering.
Det er f.eks. bestemmende for lyset i skuespillernes hudtoner. Ved grading kan man f.eks. få
noget til at se gammelt ud ved at bruge en brunlig farve – ligesom på et gammelt fotografi.
Man kan også ændre lyssætningen for at nå det udtryk, man vil have. ”Sorthedsniveau” drejer
sig om de mørkeste dele af billedet. Grading er mere end sorthedsniveauet. Når man ændrer i
sorthedsniveauet, er der også mange forskellige måder at gøre det på.
Pixels er et udtryk for antallet af punkter på en skærm. Antallet af pixels har betydning for
kvaliteten. Jo flere pixels i råmaterialet, jo skarpere/bedre et produkt. Man ændrer ikke ved
antallet af pixels ved grading. I denne film blev der anvendt HD (High Definition). Når filmen
skulle vises i biografen, ville det stadig være lige fint. Det ville ikke være så fint, hvis det eksempelvis
skulle vises på TV.
Når man øger sorthedsniveauet, kan man godt komme til at smide ”informationer” væk. Der
er forskellige måder at gøre en film mørkere på. Når man øger sorthedsniveauet drastisk på en
bestemt måde, kan man gøre det, så man f.eks. ikke kan se detaljer i et sort jakkesæt. Det var i
nogen grad den metode, der blev brugt her.
Han husker ikke, hvor lang tid det tog at grade denne film. Han mener, at der fra start var afsat
10 arbejdsdage. Det er lidt kortere end normalt, men han gik ud fra, at det var for at spare.
Han undrede sig over, at der ikke var sat mere af. Han syntes, det var et spændende projekt og
tog nogle ekstra lange arbejdsdage. Han sad sammen med instruktøren og Henrik Jongdahl
det meste af tiden. Man sidder i et rimeligt mørkt lokale og drøfter gradingen sammen for de
enkelte scener. Udstyret var ikke teknisk dårligt. Han havde lavet mange film på det. Det blev
drøftet mellem dem, at andre maskiner ville have kunnet noget andet, men sådan er det altid.
Denne maskine havde den fordel, at man ser ændringerne, straks de foretages. Hvis der er
noget i vejen med gradingen i denne film, er det ikke udstyrets skyld. Han opfattede processen
som meget normal. Fotografen og instruktøren havde fra start en klar forventning om,
hvad de ville. Han lagde mærke til, at den måde de valgte på, gav filmen et lidt grafisk udtryk.
Han gjorde opmærksom på, at der ville forsvinde nogle detaljer i det sorte. Det sagde han
mange gange i flere dage. Det er ikke fordi, det var noget usædvanligt, der blev foretaget ved
gradingen. Det var bare en stil, der valgtes. Han har før været med til at lave enkelte scener i
den her stil. Hvis instruktør og fotograf vælger en stil, må han respektere det. Han bliver ofte

- 18 -
bedt om at foretage grading på en ny måde, han ikke har prøvet før. De talte meget om sorthedsniveauet
de første fire dage.
Om scenen, hvor Krumme sætter et til-salg skilt op i gården, har han forklaret, at det drejer
sig om en scene, der er skudt om dagen, men i filmen skulle foregå om aftenen, hvorfor den
blev gjort mørkere. Han kan ikke huske, om man kunne se teksten på skiltet. Konsekvensen af
at gøre den mørkere var, at der ville være flere dele af billedet, man måske ikke kunne se. Han
mener dog godt, at man kunne se f.eks. ansigtsudtryk. Han synes ikke, at der var foretaget
noget ”ulovligt” rent teknisk i det resultat, de afleverede.
På 4. dagen af gradingprocessen bad han om, at en yderligere involveret i filmen skulle spørges
om den valgte lyssætning. Han bad ikke om en navngiven person. Det var for at få en afslutning
på den fortsatte diskussion, hvor han i fire dage var kommet med bemærkninger om,
at det var for mørkt. Han ville tale med en producer eller en producent. Han fik det indtryk
efter sin forespørgsel, at instruktør og fotograf allerede var meget enige, også med producenten,
hvorfor det ikke var nødvendigt at tilkalde denne. Han sluttede herefter diskussionen om
sorthedsniveauet med instruktøren og fotografen. Efter 4. dagen kørte man således videre med
det valgte niveau. Det er jo ikke hans opgave hele tiden at gå modsat af kundens ønsker. Han
kan oplyse om sine erfaringer og gøre opmærksom på, at man plejer at gøre noget andet. Hvis
instruktøren bestemmer noget, skal det i sidste ende være sådan. Han respekterer selvfølgelig
kundens ønsker. Han lytter til, hvad kunden beder om, og nægter aldrig at udføre kundens ønsker.
Han blev nødt til en gang at smide sine kunder ud. Det havde han aldrig oplevet før, men han
havde en afleveringsfrist til om morgenen og skulle samtidig hente sin kone, og der manglede
en del scener i slutningen af filmen, så de skulle skynde sig. De arbejdede allerede på overtid.
Henrik Jongdahl ville se detaljer på et rødt halstørklæde, og så sagde Dan Konzior, at det
kunne de ikke blive ved med at sidde og se på. Han smed herefter både Jongdahl og instruktøren
ud. Han fortrød dog og gik efter 10 minutter tilbage og bad dem komme ind igen. Jongdahl
takkede nej, men instruktøren takkede ja. Og så blev de færdige.
Det er ikke rigtigt, som Jongdahl har forklaret, at han ikke havde advaret mod sorthedsniveauet.
Det er en lodret løgn. Han gjorde det mørkere efter ordre, og når det skal gå hurtigt, hvilket

- 19 -
var den måde instruktør og fotograf valgte, sker det på en grov måde, og detaljer forsvinder.
Det var det, han havde sagt til både fotograf og instruktør flere gange. Da han startede gradingen,
var instruktør og fotograf meget beslutsomme og fokuserede på, at filmen skulle gøres
mørkere. Han gjorde derfor de første billeder, de så på, meget mørkere hurtigt, for at de kunne
nå der til, hvor instruktør og fotograf gerne ville hen. Da de havde nået det sorthedsniveau i
filmen, de gerne ville opnå, forklarede han, at dette niveau kunne nås på flere måder. Den
første måde, han havde brugt, var den hurtige og den groveste i forhold til at skære detaljer
fra. Det var ikke den måde, man normalt ville gøre billeder mørkere på. Instruktør og fotograf
var tilfredse med den måde, han først havde gjort det på.
Om gamma-fejl har Dan Konzior forklaret, at det er noget, der kan opstå, hvis man gør billedet
drastisk mørkere. Det skyldes, at farveværdierne bliver manipuleret. Det er systemet, der
viser, når der er en sådan gamma-fejl – de helt små gamma-fejl behøver ikke blive rettet. Der
var en enkelt scene optaget om dagen, der skulle laves om til aften- eller natscene, dvs. ret
mørk. Her viste udstyret en sådan stor gamma-fejl, at den utvivlsomt skulle rettes op. Han
måtte arbejde noget med teknikken og måtte udvikle en helt ny metode for at få det rettet,
fordi fejlen var så kraftig. Fejlen opstod kun, fordi man netop havde valgt denne metode at
gøre mørk på. Stil og metode var valgt af instruktør og fotograf. Han udførte bare gradingen
efter den valgte metode.
Det kan godt passe, at han har brugt 21 timer på at omgrade filmen. Regner Grasten var til
stede hele tiden den dag. Først bad han om, at der skulle masser af farver på, og så kunne
Grasten godt se, at det ikke var blevet specielt kønnere, så man gik tilbage til det oprindelige,
dog med flere detaljer i sorthedsniveauet.
Han havde slet ikke mødt Grasten under den oprindelige grading, altså forud for at de lavede
det om. Han har højst en enkelt gang under gradingen sagt ”hej” til Grasten, da denne vist nok
en dag lige kom forbi og stak hovedet ind. Han kan ikke huske, om det var 34 timer, der blev
brugt de to dage. Det er korrekt, at han havde sagt til Grasten, at han havde anbefalet instruktøren
at bruge en anden metode under den oprindelige grading.
Højesterets begrundelse og resultat

- 20 -
Ifølge instruktøraftalen mellem Regner Grasten Filmrettigheder A/S (i det følgende producenten)
og Lorentzen anno 2005 ApS (i det følgende instruktørens selskab) engagerede producenten
Morten Lorentzen (i det følgende instruktøren) til at instruere en spillefilm med titlen
”Krummerne – så er det jul igen” efter manuskript af John Stefan Olsen på baggrund af
Thøger Birkelands bøger om Krummerne. Instruktøren skulle som projektleder forestå frembringelsen
af filmen og herunder gennem en personlig skabende indsats sætte sit kunstneriske
præg på den inden for de med producenten aftalte rammer.
Instruktøren skulle indgå i en proces, som med forarbejde, optagelse og efterarbejde skulle
forløbe over 24-26 uger, heraf 13-14 uger til efterarbejde. Efter aftalen havde instruktøren det
overordnede kunstneriske ansvar for filmen, mens producenten havde det overordnede økonomiske
og administrative ansvar. Det var imidlertid en følge af kontraktforholdets karakter
og var også udtrykkeligt foreskrevet i aftalen, at de løbende skulle rådføre sig med hinanden
om alle væsentlige forhold vedrørende filmen, herunder farve.
Ifølge aftalen henhørte udarbejdelse af filmens billedsprog, færdig mix og godkendelse af 1.
kopi af filmen under instruktørens funktioner. Det er ubestridt, at den såkaldte ”colorgrading”
var instruktørens ansvarsområde.
Der foreligger en mangel ved en instruktørs arbejde, hvis dette ikke udføres som aftalt eller
med rette forudsat af producenten.
Spørgsmålene under sagen er, om instruktørens arbejde må anses for mangelfuldt, fordi gradingen,
som hævdet af producenten, er gennemført med en så usædvanlig sorthedsgrad, at
aftalens rammer for billedsproget er overskredet, og dernæst, om producenten som konsekvens
heraf har krav på kompensation fra instruktørens selskab for den foretagne omgrading.
Der er i den sammenhæng spørgsmål om, hvorvidt instruktøren i forbindelse med gradingen
burde have rådført sig med producenten.
Det er producenten, som har bevisbyrden for påståede mangler og ansvarspådragende fejl.
Tre dommere – Børge Dahl, Jytte Scharling og Michael Rekling – udtaler herefter:

- 21 -
Vi lægger efter bevisførelsen til grund, at der mellem Regner Grasten som producent og
Morten Lorentzen som instruktør i forbindelse med aftalens indgåelse og undervejs i processen
var enighed om, at der ikke skulle laves en film i stil med de tidligere film om Krummerne,
men at der skulle foretages en markant ændring i fortælling, tone og look, og at tidlige
Disney-film som Snehvide og Pinocchio, hvorfra eksempler er fremlagt som sagens bilag B-
D, for så vidt angår filmens farver skulle benyttes som reference. Vi lægger endvidere til
grund, at der var enighed om, at filmen skulle have en mere alvorlig stemning end de tidligere
Krummerne-film, og i mangel af bevis for det modsatte må en sådan fælles forståelse også
omfatte billedsproget.
Det er ud fra dette aftalegrundlag, filmens sorthedsgrad skal bedømmes. Skønsmanden har
imidlertid som grundlag for sin vurdering af filmens visuelle udtryk genremæssigt og stemningsmæssigt
taget det udgangspunkt, at både biografer og publikum vil have bestemte forventninger
til filmen, eftersom den er ”den fjerde i rækken af Regner Grastens Krumme film”,
og at det er problematisk, om filmen skal være så mørk, som den er, selv med den lyse colorgrading,
”hvis man ønsker julestemning, som passer til målgruppen”. Skønsmanden udtaler
videre, at der er afgjort forskel på de to udgaver, men at forskellen i store dele af filmen ikke
er synlig for det almindelige publikum, som imidlertid vil blive følelsesmæssigt påvirket af
den. Skønsmanden nævner som eksempel, at nærbilleder af Julemanden i den lyse version er
holdt i varmere farvetoner, hvilket gør ham venligere og mere hyggelig – ”han ligner altså
mere en rigtig julemand”. Der er imidlertid ikke grundlag for at anse noget sådant for en
mangel ved instruktørens arbejde i forhold til det aftalte eller forudsatte.
Skønsmanden har i øvrigt udtalt, at den af instruktøren colorgradede version ”er klart for
mørk i nogle scener”, at den mørke version flere steder er gjort ”unødvendigt mørk”, og at det
især gælder i scenerne, som er optaget ”day for night”. I disse scener er forskellen ifølge
skønsmanden så stor, at også et almindeligt publikum vil opfatte den. Der er således en scene
med et ”Til salg”-skilt, som ikke er læseligt i den mørke version, og der er enkelte scener,
hvor øjne og detaljer i baggrunden forsvinder i mørke.
Om scenerne, hvor øjne og detaljer i baggrunden forsvinder i mørke udtaler skønsmanden
imidlertid videre, at dette ikke alene er begrundet i colorgradingen, men også i den måde, de
oprindelige optagelser er belyst.

- 22 -
Om scenen med skiltet har Dan Konzior, der teknisk udførte gradingen, forklaret, at scenen,
der er optaget om dagen, skulle gøres mørkere, fordi den i filmen skulle foregå om aftenen, og
at han ikke kan huske, om man kunne se teksten på skiltet. Fotografen, Henrik Jongdahl, har
forklaret, at det hverken har været meningen eller aftalt, at mørkningsniveauet skulle være, så
skiltet ikke kunne læses, og skiltet kunne også læses i den kopi, han så på Short Cut. Efter
vores opfattelse er der ikke i det således oplyste fornødent grundlag for at antage, at det er en
mangel ved instruktørens arbejde, som er årsag til, at skiltet ikke kan læses.
Om instruktørens og fotografens samarbejde med graderen, Dan Konzior, lægger vi efter bevisførelsen
til grund, at der dem imellem var helt normale drøftelser om det udtryk, instruktør
og fotograf ønskede, og at graderen i forløbet gentagne gange gjorde opmærksom på, at deres
valg medførte, at detaljer i det sorte ville gå tabt. Dan Konzior har imidlertid også forklaret, at
der ikke blev foretaget noget usædvanligt under gradingen – det var alene den valgte stil, som
gav filmen et lidt grafisk udtryk, der fik ham til at gøre opmærksom på, at der ville forsvinde
detaljer i det sorte. Dan Konzior har desuden forklaret, at der ikke af instruktør og fotograf i
forbindelse med gradingen er begået faglige fejl eller foretaget noget ”ulovligt” rent teknisk i
det resultat, de afleverede. Der er således ikke belæg for at antage, at graderen skulle have
været af den opfattelse, at instruktørens og fotografens valg af mørkningsstil ud fra en professionel
gradingssynsvinkel ville føre til et teknisk set fejlbehæftet resultat, eller for at antage, at
han advarede instruktør og fotograf om noget sådant.
Filmens scenograf, Viggo Bentzon, har forklaret, at lyssætning og look indledningsvis blev
drøftet med instruktør og fotograf, og at han var klar over, at visse scener ville blive meget
mørke, men at han ikke var klar over, at filmen skulle grades så sort, som den blev. Han har
imidlertid også forklaret, dels at han aldrig er med i grading af en film, dels at Krummernekonceptet
efter hans opfattelse skal vise noget let og lykkeligt med en glad familie – sorthedsniveauet
betød, at filmen gik fra at være en hyggefilm til noget mere socialrealistisk, end han
havde forestillet sig. Der er herefter efter vores opfattelse ikke i hans forklaring holdepunkter
for at anse instruktørens valg af sorthedsgrad for en mangel.
Selv om der er tale om en kommerciel børne- og familiefilm, finder vi det på den angivne
baggrund ikke godtgjort, at instruktøren ved gradingen af filmen overskred de rammer for

- 23 -
billedsproget, som må anses for aftalt eller forudsat ved indgåelsen af instruktøraftalen, eller
at der blev foretaget en grading, der var så usædvanlig i forhold til det eksperiment i sit billedsprog,
filmen skulle være udtryk for, at instruktøren skulle have forelagt spørgsmålet om
mørkningsgrad for producenten forud for gradingprocessen.
Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen.
Dommerne Per Sørensen og Peter Blok udtaler:
Skønsmanden har bl.a. udtalt, at den af instruktøren colorgradede version af filmen klart var
for mørk i nogle scener, at dette vanskeliggjorde kommunikationen til publikum, og at en visning
af denne version ville have fremkaldt mange protester fra biografer og publikum (svarene
på spørgsmål 5, 6 og 7).
Vi lægger til grund, at Dan Konzior, der teknisk udførte gradingen ud fra instruktørens ønsker,
som forklaret af ham advarede mod sorthedsniveauet, idet instruktøren valgte en metode,
som indebar, at detaljer blev skåret fra, og som ikke var den metode, man normalt ville
vælge.
Viggo Bentzon, som var scenograf på filmen, har bl.a. forklaret, at sorthedsniveauet endte
med at blive mere sort, end han – trods de indledende drøftelser med instruktøren og fotografen
– havde haft forventning om.
Der er enighed om, at det var en del af oplægget, at filmen skulle have en mere alvorlig stemning
end de tidligere Krummerne-film. Det må imidlertid lægges til grund, at dette i første
række sigtede til filmens handling, og at man ikke i denne forbindelse drøftede filmens colorgrading.
På denne baggrund, og da det tillige må tages i betragtning, at der var tale om en kommerciel
børne- og familiefilm, finder vi det godtgjort, at instruktøren ved gradingen af filmen har
overskredet de rammer for billedsproget, som må anses for aftalt eller forudsat ved indgåelsen
af instruktøraftalen, og som instruktøren – uanset at han havde det overordnede kunstneriske
ansvar for filmen – var forpligtet til at respektere.

- 24 -
Den omgrading af filmen, som producenten efterfølgende lod udføre, havde derfor karakter af
mangelsafhjælpning og kan ikke anses for stridende mod instruktøraftalens § 8.
Vi finder endvidere, at instruktøren har handlet i strid med sin forpligtelse efter instruktøraftalens
§ 4, stk. 2, til at rådføre sig med producenten ved at gennemføre den usædvanlige grading
uden at forelægge spørgsmålet herom for Regner Grasten. Instruktørens selskab må på
denne baggrund anses for erstatningsansvarlig for de merudgifter til omgrading og ny udskydning
af film m.m., som producenten har afholdt. Disse udgifter er opgjort til ca. 296.000
kr., og vi finder det efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål 8 ubetænkeligt at lægge til
grund, at det beløb, som producenten kan kræve erstattet, i hvert fald overstiger det restvederlag
på 187.500 kr., som instruktørens selskab gør gældende. Dette restvederlag må derfor
anses for betalt ved modregning.
Vi stemmer herefter for at tage producentens påstand om frifindelse til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Sø- og Handelsrettens dom stadfæstes.
Thi kendes for ret:
I sagsomkostninger for Højesteret skal Regner Grasten Rettigheder A/S betale 35.000 kr. til
Lorentzen anno 2005 ApS.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene
forrentes efter rentelovens § 8 a.