Blad 1 s. 1-14 2011 - JAK

De mange spæde bække skal samles til en å
Af Poul Busk sørensen
Landsforeningen JAK fylder 80 år
den 11. februar 2011. Helt naturligt
er dette nummer af JAK bladet
domineret af artikler, der beskriver,
hvad JAK har været, er og gerne
skulle blive i fremtiden.
Personligt har jeg været en del af
JAK i 50 år. Da erfaren mand er
god at gæste, har redaktionsudvalget
bedt mig skrive en form for
festtale – en opfordring, jeg med
glæde påtager mig.
I tidens løb har jeg talt ved mange
JAK møder. Her er jeg ofte blevet
spurgt, om jeg kunne foreslå en
sang til indledning.
Sangen skal naturligvis være fra
JAK sangbogen, som indeholder
mange tankevækkende tekster, der
kan give en god start på en dejlig
dag.
Oftest vælger jeg nr. 49, som for
mig ikke blot er en sang, men også
et stykke prosa, der faktisk udtrykker
de fleste af de tanker, jeg gerne
vil bygge et foredrag op omkring.
I det følgende vil jeg prøve at
vise, hvordan det kan hænge sammen.
Sangen starter med disse fire
linjer:
Man siger, verden den er ond,
en vild og voldsom elv,
kan hænde dog, det har sin grund
så halvvejs i os selv.
Det er på mange måder en voldsom
verden, vi lever i. Det er ikke
vanskeligt at finde noget at klage
over – men det er ikke altid de
andres skyld. Ved nærmere eftertanke
kan det måske være vore
egne handlinger (eller mangel på
samme), der er en del af årsagen
til trøstesløsheden.
Der kan være noget at hente i
de sidste linjer i første vers:
Forbedred vi vor færden,
bød vi det onde trods,
hvem ved, om da ej verden
den bedred sig med os.
Netop – det løser ikke noget at
være passiv. Hvis vi vælger at
kæmpe for det gode og sætter
vore kræfter ind (i tanke og i handling),
kan vi gøre verden en lille
smule bedre.
Med en vis optimisme kan vi gå
videre og bruge første halvdel af
det andet vers som inspiration:
For vi er verden, du og jeg,
vi folk fra tusind hjem,
og hitter fremad vi en vej,
går verden frem ad den.
Vi skal kende vort eget værd. Hver
især betyder vi noget. Enhver af
os kan være et eksempel til efterfølgelse,
og ved samarbejde med
meningsfæller kan vi finde en sti
at betræde – en vej, der fører os
fremad til det mål, vi øjner i horisonten.
Der er ingen grund til at føle sig
mindreværdig. Der er nyt mod at
hente i versets næste linjer:
Og er du nok så ringe
og bygger lavt i grus,
en sten du dog skal bringe
til slægtens nye hus.
Sammenhold og samarbejde
giver styrke. Du er en vigtig byggesten
til det hus, vi skal opføre.
Du lægger din sten (= dine tanker,
dine følelser, din vilje), jeg lægger
én ovenpå, og således har vi
fundamentet til den JAK bygning,
mange andre hver med deres sten
vil hjælpe os med at færdiggøre.
Det er helt afgørende, at hver
enkelt JAK kvinde og mand bliver
sin egen styrke bevidst. Ligesom
havet består af et utal af vanddråber,
skal små almindelige menneskers
tanker og handlinger danne
det frigørelsens hav, der kan oversvømme
rentesystemet og lade det
lide druknedøden.
Sidste vers bringer en opfordring
og et svar:
Så virk da for din lille kreds
det bedste, som du kan,
da skal vel også frugten ses
engang for folk og land.
Vi har Landsforeningen JAK, vi har
JAK bladet, vi har vore JAK pengeinstitutter
– men det er ude i den
enkelte region – ja, hos det enkelte
medlem af JAK, at de holdbare resultater
for fremtiden skal skabes.
Du kan virke for din lille kreds – i
din familie, i din vennekreds, tale
med naboen og arbejdskammeraterne.
Du skal med dit eksempel
vise din tro på og kærlighed til JAK
sagen.
Når du er parat med et aldrig
svigtende virke for JAK, og når alle
dine fæller under paraplyen ”Jord
- Arbejde - Kapital” gør ligeså, er
der al mulig grund til at satse på,
at sangens sidste fire linjer går i
opfyldelse:
De mange spæde bække
skal samles til en å,
og marken vil sig dække
med tusind blomster på.
Det vil ikke
være sidste
gang, at jeg har
valgt nr. 49 i
JAk sangbogen
i mit eget virke
for økonomisk
og menneskelig
frigørelse.
JAK BLADET JANUAR 2011
3