4 . ÅRGANG · NR. 4 · sep - Nov 2012 - Sct. Andreas Kirke

indre by ˇ tema: bØn
teologi er tale om Gud
– bøn er tale med Gud
Af Anders GAdeGAArd
Det 21. århundrede karakteriseres
ofte som århundredet
for ”religionernes tilbagevenden”.
Nu kan man spørge,
om de nogensinde har været
ude af billedet. Mennesker
har til alle tider haft behov
for at sætte forholdet til det
guddommelige i system – og
det er jo, hvad der sker, når
religiøsitet bliver til religion.
Men sandt nok er religionernes
rolle blevet mere synlig.
Det skyldes, tror jeg, et øget
behov for at høre hjemme i
noget, som man identificerer
sig med og får personlighedskarakter
fra. Der er så
meget, der er valgfrit og op
til én selv, at man let mister
sig selv, hvis der ikke også
er noget, der er givet på forhånd.
Noget at høre hjemme
Aladdins lampe Ka' du li' mig De farende svende Den forelskede snegl
i, hvorfra indiskutable værdier
kan udledes. Såvel frihed
som ansvarlighed forudsætter
noget at styre efter og stå
til regnskab overfor.
Snarere end ”religionernes
tilbagevenden” er der dog
tale om ”religiøsitetens rehabilitering”.
Det er ikke så
meget systemtænkningen,
der optager mennesker i dag,
som erfaringen af at relatere
til noget uendeligt udenfor
én selv. Erkendelsen af, at der
bag eller over eller inderst i
alt findes noget ufatteligt,
som er grundlæggende ubeskriveligt,
fordi det er forud
for alt og årsag til, at liv er og
dermed, at vi og verden er.
Denne erkendelse beror på,
at man selv kan have et personligt
forhold til denne livskilde,
altings forudsætning.
Det personlige Gudsforhold
står i centrum, og det fælles
sprog, som kan bringe forholdet
til udtryk, er bønnens
sprog.
Alle råber glæden ud, når
man jubler af fryd - eller
smerten, når man jamrer i
sorg. Med eller uden lyd. Men
hvem eller hvad råber man
til? Til Gud eller til det tomme
rum? Det er troens grundlæggende
spørgsmål. Råber
vi vores glæde ud til Gud,
kalder vi det lovprisning og
tak. Råber vi smerten ud, kalder
vi det klage og anråbelse.
Begge dele er bøn, henvendelse
til Gud. Man forholder
sig til det uendelige, det, der
er udenfor én selv, som overgår
alt – også vores forstand.
Bøn er religiøsitetens sprog.
I bøn taler man ikke om Gud,
men til Gud. Man sætter ord
på sine dybeste tanker og
længsler, sine forventninger,
sine behov og sine savn. Man
udtrykker sin lidenskab, sin
frygt, sin kærlighed til livet
og sin kamp med at komme
til rette med det.
Forskellen: Med eller uden
Gud er væsentlig. Uden Gudstro
er udbruddene ikke andet
end mentalhygiejne. Uden
Gudstro er man overladt til
den rene meditation og selvfordybelse
eller alene til sine
forsætter og moralske oprustning.
Med Gudstro bringes
man ud over sig selv, og
den tak eller klage, eller de
ønsker og forsætter, man formulerer
for sig selv og sit liv,
bliver til bøn. Man indfælder
sine ønsker og forsætter i
bøn, erkender sin fundamen-
n Indre by · Kirkemagasin ··· September - November 2012 ··· n Vor Frue Kirke · n Sct Andreas Kirke
3