4 . ÅRGANG · NR. 4 · sep - Nov 2012 - Sct. Andreas Kirke

indre by ˇ tema: bØn
Bønnen som frirum og
Af morten WAssmer
Thor
Mennesket er et dialogisk væsen. Det
betyder, at vi meget af tiden er i gang
med at føre en vigtig samtale med os
selv om, hvem vi er – og, hvem vi er ved
at blive. Når vi fører den samtale, er vi i
en dobbelt rolle. Det er både os, der fører
ordet samtidig med, at vi forsøger at
lytte til, hvad vi selv siger. Men det kræver
sin mand – eller kvinde, hvis man
både skal tale og lytte på samme tid.
På et tidspunkt boede jeg i Cambodja.
Der mødte jeg en burmesisk kvinde.
Hun ejede ingenting, men alligevel lignede
hun et af de rigeste mennesker, jeg
har mødt. Hun var kommet til landet for
at hjælpe mennesker i nød. Og det havde
hun gode forudsætninger for at gøre, for
hun var sygeplejerske.
Når hun fortalte om sit liv – og de dilemmaer,
som hun ofte stod i, brugte
hun bønnen som en måde at orientere
sig i verden på. En del af grunden til,
at hun kunne gøre det, var, at hun var
troende på en måde, som mange i den
vestlige verden ikke har mulighed for
at være det længere. Kvinden havde et
meget personligt gudsforhold – kunne
uden at blinke med øjnene sige, at Gud
var hendes klippe. Og, når hun bad til sin
”klippe”, mente hun altså, at det gav hende
et svar på det problem, hun stod med.
Det virkede på mig temmelig enfoldigt!
Da jeg flyttede tilbage til Danmark, fik
jeg lidt af et chok. For hurtigt blev jeg
mindet om et andet liv – det liv, jeg godt
kendte: et liv, hvor der virkelig ikke er
nogle enkle løsninger, hverken i kærligheden
til næsten eller til os selv. Både
fortvivlesen og gudsforholdet står vi
med hver især – og hver især betyder,
at vi ofte står meget alene. Er vi ikke i
stand til at tage hånd om det, kører det
rundt med os, hvis altså ikke det bare
kører os det samme sted hen, som vi
kom fra: På den måde gentager vi konflikter,
gentager handlingsmønstre,
gentager de samme floskler om, hvem
vi er uden rigtigt at lade dem undergå
selvindsigtens ildprøve. Men det er vel
en af konsekvenserne ved at leve i en
synlighedskultur, hvor vi er tvunget til
at danne os gennem de billeder, som vi
gerne vil se ud som – og gerne vil være.
Ovenfor brugte jeg ordet ”enfoldig”.
Og jeg er mig pinligt bevidst om, at for et
8 n Indre by · Kirkemagasin ··· September - November 2012 ··· n Vor Frue Kirke · n Sct Andreas Kirke
For mennesket er et dialogisk væsen
– og i bønnen retter vi den samtale,
som vi har med os selv mod Gud i troen på, at
Han tager imod de ord, som kommer fra os.
højtudviklet menneske kan det lyde en
anelse nedladende. Imidlertid kan jeg
forsikre om, at det ikke er ment sådan.
For at være en-fold betyder netop, at
man ikke er flere-folder – ikke har flere
dagsordener, ikke har flere viljer, som
man hele tiden skal forsøge at passe op
og forhandle med. Positivt betyder det,
at den enfoldige kan være der i livet,
hvor hun er: Være nærværende, være til
stede – uden hele tiden at ville noget andet
og have dårlig samvittighed over at
være der, fordi man helst skulle nå noget
andet. Og det er egentlig heri den store
udfordring består!
For undervejs i livet sker det for et
menneske, at den verden vi kender hele
tiden forandrer sig, bliver en anden – og
over tiden bliver vi også en anden end
den, vi var. Alligevel skal vi prøve at finde
en sammenhæng over tiden i vores
liv: Vinde en sammenhæng med vores
historie.
Det var nok heller ikke et chok, jeg fik
da jeg kom hjem, snarere en erkendelse:
For kort tid efter jeg var vendt hjem, blev
jeg spurgt, om jeg ville sætte mig ned og
læse alle de bønner igennem, som over
en tiårig periode var blevet skrevet af de
mennesker, der havde aflagt Natkirken i
Vor Frue et besøg. Egentlig var jeg ikke
meget for det, for der var mange, rigtigt
mange! - næsten 20.000 – skrevet på
små lapper papir i den mørke – og dog
lysende kirke. Alligevel gik jeg i gang og
hurtigt gik det op for mig, at de bønner,
der var skrevet, alle kom fra mennesker,