Bag henget - Plantning og Landskab

Staten
Plantningssagen blev fostret af en
række ildsjæle, der mødtes om det fælles
mål at gøre Jylland loddent. Men
den blev fra første færd næret af staten.
Den vældige indsats, som gennem
de efterfølgende slægtled bidrog til at
realisere målet, har så at sige hvilet på
to piller: det folkelige engagement,
som kom til udtryk i foreninger og lav,
og de statslige tilskud, der i et demokrati
som det danske selvsagt ikke var
uafhængige af folkestemningen.
Alene gennem økonomiske virkemidler
har staten således altid haft afgørende
indflydelse på læplantningens
omfang, former og forløb. Og
ved lovgivning og anden regulering
har den desuden udstukket de formelle
rammer, som plantningssagen
kunne udfolde sig indenfor.
Statsmagtens rolle i det danske samfund
har ændret sig grundlæggende
gennem den periode, hvor der er
plantet hegn. Fra dens oprindelige bestemmelse
som centrum for organiseret,
legitim voldsanvendelse blev
dens virksomhedsområde med historikeren
Søren Mørchs ord udvidet til at
være »en opfejningsorganisation til at
ordne det, ingen andre tager sig af«. 506
Til denne aktivitetsudvidelse svarede
en kraftig vækst i de offentlige finanser.
I 1890 rådede stat og kommuner
over 8% af landets samlede bruttofaktorindkomst;
dvs. landets samlede
produktionsværdi fratrukket udgifterne
til rå- og hjælpestoffer. 507 I
1950 var dette tal steget til 18% og i
dag ligger det nær ved 60%. 508
Det offentlige er siden 1930erne
blevet en langt mere aktiv økonomisk
faktor, end det var i 1800-tallet. Dels er
statsfinanserne med henvisning til den
engelske økonom John Maynard Keynes’
teorier i stigende grad blevet anvendt
som regulator for samfundsøkonomien.
Og dels har statsmagten
set det som sin hovedopgave at kompensere
for de økonomiske urimeligheder,
som markedskræfterne efterlader.
Der er altså – på godt og ondt – blevet
mere stat. På godt, fordi den socialdemokratisk
inspirerede socialstat,
der uanset aktuelle regeringers sammensætning
prægede størstedelen af
det 20. århundrede, skabte en større
social tryghed end nogensinde før. På
ondt, fordi den offentlige regulerings
støtteordninger og restriktioner med
tiden udviklede sig med en egen
inerti, uden at der nødvendigvis lå nogen
klar politisk målsætning bag.
Eftersom mange levende hegn blev
placeret i ejendomsskel, har hegnslovgivningen
været af fundamental betydning.
Ikke fordi den i begyndelsen
overhovedet berørte spørgsmålet om
levende hegn. Men fordi dens bestemmelser
om forvaltningen af grænser
mellem lodsejere uundgåeligt også
kom til at regulere behandlingen af de
hegnstræer, som måtte befinde sig i
sådanne skel.
133