Download anden del.

Bajkalsø ikke mindre end en femtedel af al
flydende ferskvand i verden. Man kan også
udtrykke det på den måde, at den indeholder over
100.000 gange mere vand end Danmarks
vandrigeste hul, Esrum Sø i Nordsjælland, eller
for den sags skyld mere vand end samtlige De
Store Søer i Nordamerika tilsammen.
Bajkalsøen er samtidig verdens ældste og en af de
mest isolerede søer. Disse to forhold har
medvirket til dannelsen af et dyre- og planteliv så
enestående, at biologer ynder at omtale søen og
dens opland som “Sibiriens Galapagos”. Blandt de
unikke dyrearter kan fx nævnes ferskvandssælen
nerpa og den støragtige laksefisk omul, der er en
udbredt delikatesse i provinserne omkring søen.
Geologer har længe vidst, at Bajkalsøen og et
tilhørende smalt område, der strækker sig mange
hundrede kilometer i begge retninger fra søen kan
forstås som en såkaldt riftzone – populært sagt et
område af kloden, hvor jordskorpen bogstavelig
talt bliver revet op af underjordiske kræfter, der
trækker i hver sin retning. En tilsvarende
brudzone strækker sig gennem store dele af det
Oxus
Bajkalsøen, Svijatoj Nos (Den Hellige Næse). © Wikipedia
Det er her, at Hans Thybo, professor i geofysik ved
Københavns Universitet, kommer ind. Tilbage i
1990’erne havde han vundet sine russiske
kollegers tillid med omfattende analyser af
Oxus 2009, Nr. 2
østlige Afrika, hvor de voldsomme kræfter fra
Jordens indre i løbet af de kommende millioner af
år må forventes at løsrive en pæn bid af Østafrika,
hvormed dele af Somalia, Etiopien og Kenya bliver
en ø i det Indiske Ocean. Også ude på havet finder
man noget lignende, ikke mindst i den
nordatlantiske spredningszone, hvor havbunden
bliver revet op, hvilket medvirker til, at
Nordamerika fjerner sig fra Europa med en
hastighed på et par cm om året. For ca. 60 mio. år
siden – før spredningen blev indledt – var Norge
således klistret fast til Grønland.
BAJKAL-RIFTZONEN har imidlertid traditionelt
været den, som videnskaben har haft den dårligste
forståelse af, simpelthen fordi man manglede data
om dens dybere sammensætning. Vestlige
forskere havde vanskeligt ved at opnå de fornødne
tilladelser til at komme ind og foretage deres
undersøgelser, og de russiske ellers meget
kompetente videnskabsfolk manglede de
moderne, fintfølende instrumenter, der er
nødvendige for en tilbundsgående undersøgelse.
målinger af en lang række kraftige russiske
atombombeprøvesprængninger, der blev gennemført
med et overvejende videnskabeligt sigte i
1960’erne. Ved at fortolke russernes data om de
25