Download anden del.

såkaldt seismiske bølgers udbredelse gennem
undergrunden kunne han medvirke til at skabe et
meget præcist geologisk kort over store dele af
Rusland.
I 2003 fik Hans Thybo derfor som noget
ganske enestående tilladelse til at gennemføre et
omfattende forskningsprojekt omkring Bajkalsøen
med henblik på at aflure søens og Baikalriftens
inderste hemmelighed.
Til det formål stillede hans russiske kolleger
køretøjer og et større hold sprængningseksperter
til rådighed, for der skulle gennemføres en lang
serie af sprængninger i undergrunden omkring
Bajkal for at få de nødvendige seismografiske
data. »Alt i alt sprængte vi omkring 15 ton
dynamit af. Til gengæld kunne vi stille med over
100 digitale og ekstra fintfølende seismografer,
som vi bl.a. har fået bevilget af Carlsbergfondet,«
fortæller Hans Thybo.
Sprængningerne gav et væld af data, som
Hans Thybo og ph.d-studerende C.A. Nielsen
efterfølgende brugte år på at analysere. Men
fornylig fik de i den grad blåstemplet deres
møjsommelige arbejde med offentliggørelsen af
deres opsigtsvækkende forskningsresultat i det
videnskabelige tidsskrift Nature.Ved hjælp af de
seismiske data kunne de skabe et billede af
bjergarternes sammensætning ned til en dybde af
over 60 km under og omkring Bajkalsøen, og til
deres overraskelse kunne de konstatere, at den
40-50 km brede og omkring 2.000 km lange
riftzone ikke er dannet på en måde, der er i
overensstemmelse med de gængse modeller for
riftdannelse. De havde forventet at se en opbulen
af jordskorpens bund. I stedet er den flad, hvilket
kan forklares med, at indtrængende smeltede
bjergarter, magma, så at sige har erstattet den
tilsvarende udtynding af jordskorpen.
Denne opdagelse indebærer, at geofysikere nu
må revurdere den traditionelle opfattelse af,
hvordan andre riftzoner er dannet, ligesom den
nye model for dannelse af de særprægede
Oxus
Oxus 2009, Nr. 2
brudzoner kan komme til at spille en rolle for olie-
og gasefterforskning. Olielommer koncentrerer sig
nemlig ofte om riftzoner, hvilket bl.a. ses omkring
den olieholdige Centralgrav i Nordsøen, der
faktisk er en gammel rift. Men dette forklarer
stadig ikke, hvordan Bajkal-riftzonen blev dannet,
hvorved verdens dybeste sø blev flået ud af
jordskorpen.
Her må Hans Thybo ty til en af de mest
dramatiske geologiske processer i Jordens nyere
geologiske historie – det indiske subkontinents
sammenstød med selve Asien. FOR 100
MILLIONER ÅR siden menes den landmasse, der
i dag udgøres af Indien syd for Himalaya, at have
været sammenhængende med den store ø
Madagaskar øst for det sydlige Østafrika. For
omkring 90 mio. år siden rev landmassen sig
imidlertid løs og begyndte at drive nordpå med en
uovertruffen høj hastighed.»Der har været tale om
en bevægelse på mere end 20 cm om året, hvilket
er formidabelt hurtigt for en tektonisk plade,«
forklarer Hans Thybo.
For ca. 50 mio. år siden begyndte det indiske
subkontinent at kollidere med det egentlige Asien,
hvilket fik det til at knage og brage i jordskorpen.
Bag kollisionsgrænsen rejste der sig nemlig
verdens højeste og mægtigste bjergkæde,
Himalaya, og bag bjergene blev verdens største
højland, Det Tibetanske Plateau, løftet op.
Sammenstødet er stadig i fuld gang, bl.a. med
den konsekvens, at Himalaya konstant løfter sig
med en hastighed på omkring én cm om året – et
løft der dog i nogen grad opvejes af erosion
omkring tinderne. Men energierne fra den
kontinentale kollision forplantede sig videre op
gennem Centralasien, hvormed de i et samarbejde
med drivkræfter fra andre kontinentalplader
skabte Bajkalriften og dermed, for godt 30 mio. år
siden, dannede grundlaget for skabelsen af den
voluminøse sø tusinder af kilometer fra havet.
Sikke muskler vores jord er i stand til at spille
med.
26