Ulrik Lehrmann Forbrydelsesfortællingens registre - Krimi Forskning

Den strafferet, der var gældende i begyndelsen af 1900­tallet, byggede på Straf feloven
af 1866, som bl.a. indeholdt den endelige afvikling af legemsstraffe til fordel
for frihedsstraffe (dog ikke for 10­18­årige), og som var virksom frem til straf fe retsreformen
i 1933. Indtil 1866 var de grundlæggende strafferetsbestemmelser forankret
i Danske Lov, om end den administrative praksis især i 1800­tallets første halvdel
var præget af en opblødning i retning af frihedsstraffe. Den udvidede brug af og den
endelige overgang til frihedsstraf var led i et nyt syn på forholdet mellem forbrydelse
og straf, hvori afvejning og differentiering af en forbrydelses omstændigheder og
spørgsmålet om forbryderens resocialisering (“forbedring”) i stigende grad blev omdrejningspunktet
i den strafferetslige politik og praksis. 15
Udviklingen i synet på straf i 1800­tallet kan følges i henholdsvis H. Martensens
Den christelige Ethik (1871­78) og Harald Høffdings Etik (1887). Martensens betoner i
den sociale del af sin etik straffens grundlæggende forankring i en opdateret forestilling
om gengældelse, hvorfor han har en udtalt reservation over for en begrundel
se af straf ud fra forestillinger om henholdsvis forbedring og afskrækkelse:
Det er Retsordenen, hvis Majestæt og Hellighed er bleven krænket, og
som skal fyldestgjøres derved, at den retfærdige Gjengjeldelse vederfares
Forbryderen. [...] Gjengjeldelsen er ikke at forstaa saaledes, at Straffen
skal have den udvortes, bogstavelige Lighed med Forbrydelsen (Øie
for Øie og Tand for Tand o.s.v.), hvilket vilde kunne føre ind i det Absurde.
Ligheden skal ikke være den udvortes, men den indvortes, det
vil sige: Straffen maa være proportioneret, maa staae i Forhold til Forbrydelsens
væsentlige Beskaffenhed. (Martensen 1878, s. 214)
I modsætning hertil gør Harald Høffding i sin Etik (1887; 3. udg. 1905) sig til talsmand
for en bevægelse bort fra, hvad han opfatter som gengældelsesteoriens hævnforestillinger
med fokus på forbrydelsen til fordel for opdragelsesteoriens fokusering
på lovbryderen som individ:
Man kan [...] ikke begrunde Statens Strafferet uden at fordre, at Straffen
individualiseres saa meget som muligt. [...] Uden Individualisering bliver
det Individ, der straffes, behandlet som blot Middel for Samfundets Trang
til at opretholde sin Retsorden. Men ved den individualiserede Op dragelse,
som vi fordre, bliver der intet punkt, hvor den Virksomhed, hvormed
Retsordenen opretholdes, ikke tillige er en pædagogisk Virksomhed
overfor det Individ, der har overtraadt den. [...] Statens Ret til at
underkaste Overtræderen en Opdragelse, der gør ham skikket til at fyldestgøre
de elementære Betingelser for Samliv med Andre i et ordnet
Samfund, hviler væsentligt paa samme Grundlag som den Ret til at drage
Omsorg for Børns Opdragelse og Undervisning. Begge Steder hævder
Staten det Niveau, under hvilket dets Medlemmer ikke maa synke, og
søger at hjælpe dem op, som endnu ikke have naat det, eller som ere
sunkne ned derunder. (Høffding 1905, s. 553­554)
Det var med afsæt i forestillinger af denne karakter, den moderne kriminologi vandt
frem. På baggrund af antropologi og sociologi forsøgte man i empiriske studier at
15 Hele dette problemfelt fandt også vej til litteraturen, hvilket Georg Brandes giver en
oversigt over i Brandes 1902.
Lehrmann • Forbrydelsesfortællingens registre
29