Ulrik Lehrmann Forbrydelsesfortællingens registre - Krimi Forskning

I Horsens Tugthus får Dam mulighed for at kigge ind ad en celledørs dørspion:
Jeg kigger gennem et glughul i væggen ind til en spolestue og har straks
et par øjne på mig derindefra. Jeg må have skubbet skodden klodset
tilside. Han gav et ryst, fangen. Hans hånd drejer vedvarende spolen
rundt, den anden passer garnet, kun ansigtet halvt og øjnene helt er bundne
af det hul i muren. Det er ikke skræk heller ikke had, det er uvilje, en
panisk lede ved det derhenne i spionhullet, som er sort og ikke at se,
alligevel glimtende med vekslende blink – det er i trukne linjer ned over
det hærgede ansigt med den dybe lede over at usynligt selskab og bevogtning
føjes til det stadige af medfangerne omkring ham, opsynet på
ham altid, tvangen over ham gennem alle dagens forhold, inde spærringen,
hele tugthusapparatet om ham. (Dam 1988, s. 13)
Det bemærkelsesværdige i denne formulering er den stille glidning fra det be tragtende
blik til den betragtedes blik. Dam glider i sin fremstilling ind i den indsattes
blik og gengiver det som en instinktiv reaktion over for noget ubestemt hos en nærmest
subjektløs krop: “det er uvilje, en panisk lede ved det derhenne i spionhullet,
som er sort og ikke at se”.
I Vridsløselille­artiklen gentager Dam i afsnittet “Bag observationsglasset” sin skildring
af de indsattes reaktion i en række celler, han kigger ind i gennem dør spi onen:
Med ansigtet ned i de hænder og øjnene mod et mørkt gab. (s. 91)
Helt vendt fra drejeladet avancerer hans hoved op imod med øjne, der er
åbent kamp beredte, spændte i udtrykket som tyveøjne, onde som man
siger. Han vil dog se, om han engang kan kigge fra sig gennem det spionhul,
[...]. Men det hul, der gaber stort imod ham, klemmer hans blik
magtesløst sammen mod det hårdt gnistrende øje her ude. Det er som at
stå med en sabel mod en kanon. Han viger. (s. 93)
Her er obervationsglasset ridset og ganske utydeligt at se igennem. Ridserne
er gamle, det har altså været en tidligere fange, der således har
frabedt sig alt for nøjagtig betragtning, [...] (s. 95)
Med formuleringer som “et mørkt gab”, “det hul, der gaber stort imod ham” og
væg ringen mod overhovedet at bliver overvåget videreføres den indsattes oplevelse
af “det derhenne [...], som er sort og ikke at se”, og ad den vej indkredser Dam det
panoptiske magtblik set med den indsattes øjne. Ved ikke kun at anlægge et udefra
betragtende blik skaber Dam herved en glidende overgang mellem ‘uden for’ og
‘in den for’ fængslet, mellem lovlydige borgere og forbrydere, hvilket også viser sig
andre steder i hans artikler.
I forbindelse med en omtale af fangernes små soveceller i Horsens stiller Dam pludselig
et spørgsmål, der trækker læseren med ind i cellen:
Når man indespærrer et menneske om dagen mellem mure kan man også
indsætte ham for natten i en kalket grav. Og hvordan behandler så
mange af os andre os selv? (s. 20)
Lehrmann • Forbrydelsesfortællingens registre
32