NU TIl VEJRET - ORDET

...fortsat Foto: Nordisk film
DFI er dog et offentligt organ, som mod-
tager sin bevilling over finansloven. Det
betyder, at støtteordningerne er underlagt
den politiske virkelighed, som DFI befinder
sig i; dvs. mål, visioner og handlingsplaner
hos de enkelte politiske partier. I det lys
er støtteordningerne en stridsplads, hvor
spørgsmålet om den korrekte kulturelle
udfoldelse på den korrekte facon er et
evigt tilbagevendende stridsspørgsmål.
Det gør støtteordninger til en skueplads
for åbenlyse ideologiske magtkampe, hvor
slaget både står mellem de enkelte politi-
ske partier og mellem den politiske verden
og filmbranchen.
Den paradoksale støtte
Offentlige kunststøtteordninger er i deres
udgangspunkt ambivalente. Kunstnere eller
kulturudøvende personligheder skal ideelt
set via deres kunstværker kritisere og stille
spørgsmål ved de etablerede systemer og
udfordre herskende normer, standpunkter
og ideer. Et oplagt mål for kunstnere er
derfor den politiske verden, når der skal
provokeres, kritiseres eller udfordres. Og
derfor er det ret paradoksalt, at det er de
selv samme politikere, som kan stå for skud,
der også er ansvarlige for at understøtte
kunstneren økonomisk.
Det sætter spørgsmålet om kontrol med
kulturen på spidsen og en meget udbredt,
om end ikke uproblematisk, løsning på det-
te paradoks er armslængdeprincippet, som
i den vestlige verden nærmest er blevet
normen for det offentliges rolle i kulturel
produktion. Metaforen er sigende for be-
tydningen: Politikerne bevilger et vist antal
støttekroner, som så forvaltes af nævn, råd
og/eller bestyrelser på en arms afstand af
politikerne. Dermed skulle de vandtætte
skodder mellem støttekronernes ophav og
den reelle tildeling være sikret.
I teorien en udmærket løsning. I praksis
ikke just en solskinshistorie. Hvem husker
ikke Jens Jørgen Thorsens Jesus-film? Det er
måske den mest berømte film i 1970’erne,
som dog først blev realiseret i 1992. Det
vakte nemlig røre i den politiske andedam,
da det daværende filminstitut havde be-
vilget støtte til en film, hvor Jesus – efter
Thorsens eget udsagn – som det første,
da han steg ud af sin grav, skulle ”bolle en
bondepige”. Hovedparten af Folketingets
medlemmer delte ikke filminstituttets
frisindede vue på Thorsens udlægning af
den sakrale historie, og via nogle juridiske
krumspring tvang Folketinget instituttet til
at trække støtten tilbage, da filmen – efter
kammeradvokatens udsagn – krænkede op-
havsrettighederne til det Gamle Testamen-
te(!). Den reelle grund var nok snarere, at
man ikke ønskede en så perfid provokation
af de etablerede religiøse konventioner og
normer, og mellem linjerne slog man altså
entydigt fast, at armslængdeprincippet
havde sine begrænsninger.
Selv Lars Von Trier var i 2003 tæt på at
blive sat i bås med synderen Thorsen. Dansk
Folkepartis kulturordfører Louise Frevert
balancerede på en hårfin grænse på arms-
længdeprincippets absolutte yderlighed,
da hun satte spørgsmålstegn ved, om
Dogville, pga. det politiske indhold i filmen,
overhovedet var berettiget til at få 9.3 mil-
lioner kroner i statsstøtte. Hun gik så langt
som til at kalde filmen ”propagandistisk
politisk”.
”STØTTEORDNINGERNE ER
EN STRIDSPLADS, HVOR
SPØRGSMåLET OM DEN KORREKTE
KULTURELLE UDFOLDELSE På
DEN KORREKTE FACON ER
ET EVIGT TILBAGEVENDENDE
STRIDSSPØRGSMåL.”
Politisk kvalitetskultur
Armslængdeprincippet er altså knap så
helligt som fortællingen om Jesus – men
det er trods alt mere undtagelsen end
reglen, at danske filmskabere er udsat for
en direkte politisk pression. Offentlige
støtteordninger forhandles dog fra politisk
side, og derfor afspejler de i deres udform-
ning uundgåeligt politiske interesser. Det
er nærmest alment kendt, at den austral-
ske stat i 1970’erne lagde sig i selen for at
begrænse fjollede folkekomedier, som
ikke gav det ønskværdige billede af landet
down-under, og i Irland forsøgte regerin-
gen op gennem 1950’eme og 1960’erne at
favorisere reaktionære og retrospektive
filmværker for at fremme landets traditio-
nelle gæliske kultur i folkets bevidsthed.
Men også i Danmark har denne form for
kulturel ideologi – eller kontrol med den
kulturelle produktion – sat sig spor i de
forskellige støtteordninger og har haft
indflydelse på, hvilke film det var muligt at
realisere.
Da den første betydelige filmlov så
dagens lys i 1965, fik alle film en slags auto-
matisk støtte. Lovgivningen sørgede for,
at en afgift på 15 % af biografbillettens
pris automatisk røg tilbage i den pågæl-
dende producents pengepung, og dette
var uanset filmens kvalitet og kunstneriske
ambitioner. Det betød altså, at der både
var støtte til fortællingen om en lille dreng,
der under besættelsen måtte konfrontere
teenagelivets turbulente tid (Der var en-
gang en krig) og til parodisk koldkrigspara-
noia (Slap af Frede).
Men sådan skulle det ikke vare ved. I
1972 kom filmstøtten på finansloven og var
ikke længere givet på forhånd. Hver enkelt
film skulle underlægges en kvalitetsvurde-
ring af en konsulent, hvis formålsparagraf
direkte dikterede, at kvalitet var nøglebe-
grebet. Selvom daværende kulturminister
Niels Matthiasen påpegede, at kvalitet jo
var en relativ størrelse, og en folkekomedie
- hvis den havde det rette kvalitetsmæssige
potentiale - da også kunne være en kandi-
dat til støtte, var det ikke svært at se, at
man fra politisk hold effektivt udelukkede
alle de underlødige film fra støttesystemet.
Spekulative folkekomedier, stjernetegns-
og sengekantsfilm måtte fra nu af klare sig
selv. Denne kontrol af den kulturelle pro-
duktion blev ikke gjort mindre af, at konsu-
lentposterne blev udfyldt af (fin)kulturelle
personligheder med (elitære) holdninger,
som ikke nødvendigvis stemte overens
med filmbranchens mere kommercielt
orienterede værdier. Den garvede og bran-
chevenlige type som Sven Methling, der var
konsulent fra 1979-81, var mere undtagel-
sen end reglen.
Statslig magtfuldkommenhed
Det er ikke voldsomt overraskende, at de
politiske fingeraftryk på støtteordningerne
satte sig tydeligere spor, da filmstøtten
skulle forhandles på finansloven. Det er fx
helt oplagt, at det var til højre for midten
– nærmere bestemt i Det Konservative Fol-
keparti med afsæt i en meget ung Connie
Hedegaard – at ideen til 50/50-ordningen
opstod i 1989. Støtten skulle foregå mere
per automatik (bare man havde den ene
halvdel af pengene, så skulle instituttet nok
hoste op med anden halvdel), og derved
skulle den statslige magtfuldkommenhed
begrænses og minimeres – en kongstanke i
liberalistisk ideologi. Kvalitetsniveauet i fil-
mene produceret under denne ordning var
dog ikke just noget at skrive hjem om, og
der lader til at være bred enighed om, at
man nåede det ultimative lavpunkt i 1997
med Stjerner uden Hjerner. I slutningen af
1990’erne kom der mere kvalitetskontrol
med de støttede film i form af særlige kva-
litetskrav, som skulle være opfyldt, og man
kan sige, at friheden i den ordning, der var
udsprunget af en borgerlig ideologi, blev
gradvist begrænset.
Smagfuldt smagsdommeri?
Det er også i lyset af den borgerlige ideo-
logi, at man må forstå kulturminister Brian
Mikkelsens omdiskuterede forslag til en ny
filmlov sidste efterår. Han ønskede bl.a. at
styrke 60/40-ordningen, altså den kommer-
cielt orienterede ordning, hvor den stats-
lige indblanding stadig er mindre end på
konsulentordningen. Bag dette lå et ønske
om en vis markedsmæssig succes, altså
et ønske om at fokusere mere på de film,
der ikke blot sælger 4.896 billetter som fx
Offscreen. Det skal ikke blot være kunst for
kunsten skyld – men kunst for folkets og
også markedets skyld.
På konsulentordningen foreslog Mikkel-
sen en indskrænkelse af filmkonsulenternes
magt. De skulle nu mandsopdækkes af til-
synsførende eller ”vagthunde”, som de blev
døbt i den mere kulturvenlige dagspresse.
For at forstå dette træk er det nødvendigt
at kigge tilbage på visionerne for den sid-
dende regering. Hvem husker ikke Anders
Fogh Rasmussens opgør med smagsdom-
meriet nytårsaften 2001? I sin nytårstale
bebudede statsministeren, at der skulle
ryddes op i de utallige råd og nævn, der
bestemte, hvad der var godt for det dan-
ske folk, og smagsdommernes indflydelse i
det danske samfund skulle stærkt begræn-
ses. Sat på spidsen er konsulenternes job-
funktion netop smagsdommeri. De er de
ultimative gatekeepere, så at sige, når der
skal vælges og vrages, tildeles og nægtes
støtte. I det lys er Mikkelsens forslag blot en
videreførelse af statsministerens ideer og
ORDET16 sommer 2007
ORDET16 sommer 2007 20 21
tanker fra 2001.
Det vil være synd at sige, at forslaget
blev mødt med jubel og joviale skulderklap.
”Du må bare beslutte dig, Brian, om du vil
have kunst eller ej. Og hvis du synes at vi
skal have kunst i dette land, så lad den være
i fred.” Sådan lød den typiske svada; denne
gang med skuespiller Jesper Christensen
som afsender. Kulturministeren måtte
sande, at hans foreslåede reform ikke hu-
ede flertallet, og som en konsekvens lyk-
kedes det da heller ikke at mandsopdække
konsulenterne i det endelige forlig.
Den kommercielle film på 60/40-ord-
ningen fik dog flere støttekroner, hvilket
indirekte begrænsede konsulenternes
magt og indflydelse, men mere vigtigt – og
ret overset – er det, at der under denne
filmlov skal udarbejdes et sæt kriterier, som
skal ligge til grund for vurderingen af hver
støtteansøgning på konsulentordningen.
Argumentet er selvfølgelig, at det skal sikre
en gennemskuelighed i sagsbehandlingen,
men det behøver kun være den officielle
forklaring. Et sæt objektive kriterier, som er
udgangspunktet for en vurdering, fratager
den individuelle bedømmer en vis grad af
autonomi – og kan i det lys hjælpe med til
at begrænse konsulenternes indflydelse.
Stormfyldt foranderligt farvand
Selv om karaktererne i Sprængfarlig Bombe
måtte klare det økonomiske på egen hånd,
var de i det mindste fri for at forholde sig
til den politiske virkelighed, DFI er under-
lagt. Fakta er, at filmstøtteordningerne
bevæger sig i et foranderligt politisk far-
vand, hvor ideologiske kræfter og spørgs-
målet om længden af armen i armslængde-
princippet altid har trukket kraftigt op til
storm. Så måske vil det ikke kun være Per
Fly, Christoffer Boe og Lars Von Trier, der
er skydeskiver for danske filminstruktørers
humoristiske metaambitioner i fremtiden.
Måske vil også DFI og den politiske virkelig-
hed blive oplagte mål for en farverig farce?