Niels Finn Christiansen, Anette Ekelund Hansen ... - Nyt om Arbejdsliv

Anmeldelse. Tidsskrift for arbejdsliv nr. 2, 1999, s. 114-117.
Niels Finn Christiansen, Anette Ekelund Hansen og Niels Møller (red.):
Arbejdet under forandring - forandring af arbejdet. Taylorisme, postfordisme eller det udviklende arbejde.
Tema Nord 1998:550, Nordisk ministerråd 1998. 355 s. ISBN 92-893-0209-8
Denne antologi udspringer af en nordisk arbejdslivskonference - afholdt i Danmark i 1996. Som helhed kan antologien
tages som et rimeligt udtryk for styrker og svagheder i den nordiske arbejdslivsforskning - ikke mindst fordi
konferencen var i stand til at rekruttere bredt i de nordiske forsknings- og udviklingsmiljøer.
Den systematik, hvorefter bidragene i bogen er redigeret afspejler også delvis en systematik, som prægede konferencen
- og man kunne dermed forvente at konferencens kontroverser og diskussioner trådte tydeligt frem i artiklerne. Det er
imidlertid ikke tilfældet - men det kommer jeg tilbage til efter omtalen af de indholdsmæssige tyngdepunkter.
Nye produktionskoncepter
Første hovedtema i antologien beskæftiger sig med de nye produktionskoncepter. Dette begreb udtrykker
sammenhængende dynamikker i rationaliserings - eller moderniseringsprocesser i arbejdslivet. Den første artikel under
dette hovedtema af Tor Clausen er en teorihistorisk fremstilling af forholdet imellem ingeniørtraditionen og den
samfundsvidenskabelige tradition i forståelsen af strategierne for rationalisering af arbejdslivet. Artiklen er den bredeste
i hele antologien og dermed også det bidrag, som tydeligst forankrer den nordiske arbejdslivsforskning i internationale
strømninger. Der er i artiklen - i hvert fald for os samfundsvidenskabelige forskere - en forfriskende revurdering af
samspillet imellem ingeniørtraditionen og den samfundsvidenskabelige tradition, idet han påviser, at der er store
lighedstræk. Inden for begge traditioner finder vi udviklingsaktører, som peger frem imod en fundamental
demokratisering af arbejdet.
Der er tre artikler mere under dette tema, som hver for sig omhandler et hovedkoncept. Helge Hvid belyser Det
Udviklende Arbejde (DUA), som det mest nordiske af de koncepter, som trænger sig på nu til dags. Han giver en status
over DUA-strategierne og viser muligheder og faldgruber i disse strategier. De kan, hvis de opfattes for snævre og
instrumentelle, tabe ethvert samfundsmæssigt perspektiv, men de kan også i en tilstrækkelig kvalitativ tolkning bære
arbejdslivet frem imod en social orientering af arbejdslivet - herunder en grundlæggende demokratisering. - Pernille
Bottrup skriver om Den Lærende Organisation (DLO) som koncept og koncepthistorie. Hun problematiserer det
læringsbegreb, som bliver anvendt og understreger, at der i DLO-konceptet potentielt er et begreb om "hele
mennesker", men hvor det ikke lykkes for DLO-fortalerne at give strategien en tolkning eller udformning, som peger i
retning af samfundsmæssige moderniserings - og demokratiseringsmuligheder. - Christian Koch belyser endelig
Business Process Reengineering (BPR). I dette bidrag beskrives implementeringen af en ærke amerikansk
ledelsesstrategi i Danmark. Vi præsenteres for konceptet, som vision hos enkelte ledelsesforskere i ingeniørtraditionen,
og for den formningsproces, der sker når implementeringen i en dansk virkelighed finder sted. Artiklen minder om at
danske virksomheder i stigende grad orienterer sig efter BPR. Men det er for tidligt at bedømme udfaldet af en særlig
dansk formning af BPR.
Alt i alt præsenteres vi for vigtige nye produktionskoncepter, som banker på døren i Norden i dag. Imidlertid må man
ikke tro, at de her præsenterede koncepter er de eneste, der er på dagsordenen. Konceptmarkedet er langt mere broget,
men de udvalgte giver omvendt et billede af nogle af de mest velkonsoliderede, som næppe lader sig reducere til
døgnflueagtige nye ledelsesfilosofier.
Arbejdslivets forandring og udvikling
Det andet hovedtema i antologien tæller artikler, som forsøger at vurdere effekterne af de nye produktionskoncepter
eller bestræbelserne på at overvinde det tayloristiske organisationsmønster.
Agi Csonkas artikel er et bredt empirisk forsøg på at vurdere hvilke faktorer, der influerer processen for indførelse af
nye produktionskoncepter. Hvilke forhold har betydning for resultatet af de nye organisations- og teknologiformer. Ikke
overraskende når hun frem til en konklusion, som peger på mangfoldigheden og kontekstafhængigheden. Agi Csonkas
artikel præsenterer en nyinstitutionalistisk model for analyse af processen ved indførelse af nye produktionskoncepter.
Møller, Nygaard og Pleman har et langt mere specifikt analysefokus, idet de undersøger den danske EGA-handlingsplan
(planen for afskaffelse af Ensidigt Gentaget Arbejde). De viser, at der faktisk er sket et skred i retning af afskaffelse af
tayloristiske arbejdsformer og at virksomhederne i stigende grad bliver motiveret for at mobilisere de menneskelige
resurcer på en anden og mere human måde. Men de advarer også om, at dette skift kan give nye arbejdsmiljøproblemer,
uden at artiklen i øvrigt blotlægger karakteren og betydningen af disse. - To artikler af hhv. Henrik Kvadsheim og Antti
Saloniemi beskriver med vidt forskellige fortegn de nye fleksibilitetsmodeller. Den første undersøger fleksibilitet i

småbedrifter og viser, at de gevinster og muligheder, som ofte gør sig gældende i disse små bedrifter nemt får
arbejdsmiljøproblemer og velfærdsproblemer som følgesvend; det skyldes at fleksibilitet her følges af ledelsesmæssig
afstandtagen til planlægning og bureaukratisering af standarter o.l. - I Saloniemi´s artikel om den finske byggebranches
fleksibilitet vises, hvordan denne arbejdslivsstrategi under kriseforhold systematisk fører til at omkostningerne ved de
økonomiske krise-problemer forskydes nedad til den enkelte medarbejder og i særdeleshed til den enkelte medarbejder i
den lille virksomhed. Saloniemi efterlyser at forskere leverer et mere kritisk og (i forhold til fleksibilitetsmantraet)
alternativt begreb til modernisering af organisationen i 90`erne.
Det globale aspekt af posttayloristiske strategier tages op i en artikel af Daniel Fleming og Henrik Søborg. De viser at
multinationale koncerner, der opererer i både i- og ulande synes at medvirke til en mindskning af polariseringen. Det
kommer sig af, at de store koncerner overfører modeller for menneskelig resourceudvikling fra de vestlige lande til
virksomhedspolitik og infrastrukturpolitik i 3. verdenslande - og der gives således et skub væk fra lavteknologiske
udviklingsfælder. Til gengæld er der ikke noget der tyder på at europæiske virksomheder, der har tradition for at
forhandle med fagforeninger overfører tilskyndelser til fagforeningsdannelser til den 3. verden. Artiklen gør op med
gængse teorier om globaliseringens polariserende effekter.
Christian Clausen bidrager med en artikel om aktionsforskningen - både de strategier, der bygger på kollektiv faglig
resourceudvikling og dem, der bygger på partskooperation. Han argumenterer for muligheden af en mellemvej imellem
disse to modeller for aktionsforskning. Mellemvejen består i at aktionsforskerne udvikler "forhandlingsnetværk" -
herunder også til at ruste medarbejderne til at deltage i forhandlinger om virksomhedens udvikling. Der er i denne
model en tæt parallellitet til Gustavsengruppens begrebsliggørelse af den såkaldte "udviklingsorganisation", men
muligvis med et stærkere magtkritisk perspektiv. Det kan undre hvorfor denne artikel ikke præsenteres som bud på nye
produktionskoncepter - altså i det første hovedtema i antologien. Her ville den ellers være et velanbragt bud på en tredje
vej i relation til nye produktionskoncepters udvikling.
Det sidste bidrag i denne del af antologien er skrevet af Anette Kamp; det omhandler udvikling af integreret
miljøledelse (miljø og arbejdsmiljø). I et case-studie viser forfatteren på den ene side virksomhedsledelsens traditionelle
modvilje imod at afgive top-styret ledelse og på den anden side begge parters fælles opfattelse af at miljøledelse bør
opbygges som bottum - up. Løsningen er ikke et induceret miljøledelseskoncept, men et sejt arbejde med de processer i
virksomheden, der peger i retning af demokratisering og humanisering af arbejdet. Artiklen bygger alene på en enkelt
case, og man skal være forsigtig med at drage vidtgående konklusioner mht. udvikling af integrerede
miljøledelsesstrategier.
Denne (kvantitativt største) del af antologien udmærker sig ved en mangfoldighed af tilgange til vurdering af effekterne
af de nye produktionskoncepter - og til udpegning af problemer og potentialer.
Men den udmærker sig også ved uklarhed om kriterierne for hvornår en udviklingsproces anses for at være fremskridt.
Der synes at være en underforstået konsensus gående på, at de nye koncepter implicerer øget ansvarlighed og
variabilitet i arbejdet - og det er underforstået som et gode. Ulemperne er uløste arbejdsmiljøproblemer. Men hvad der
er indholdet i og betydningen af ansvarligheden og hvad der er arbejdsmiljøproblemernes betydning - samfundsmæssigt
set - præsenteres kun perifert. Man kunne have ønsket bidrag som i højere grad forsøgte at fastholde en sådan
begrebslig diskussion af de nye produktionskoncepters effekter for en samfundsmæssig udvikling.
Det kønnede arbejde
To artikler belyser kønnets betydning for forandring af arbejdet. Sonya Rose viser i sin artikel, at kønsarbejdsdelingen
må forstås, som resultat af en politisk proces, hvor kvindebevægelse, faglige og politiske organisationer gør deres
indsats; disse faktorer betyder mindst lige så meget som "arbejdet selv". De forskellige landes politiske og historiske
kønskulturer former således også arbejdet forskelligt.
Vibeke Kold præsenterer med omdrejningspunkt i en enkelt case (Radio-meter i Danmark) historiske linier i
kønsmærkningen af arbejdet. I hele virksomhedshistorien har arbejdets kønskarakter haft stor betydning for
organiseringen. Opbrud i organisationen kan medføre brydninger i kønsrelationer og fører til systematiske
kønskonflikter. Der er ingen automatisk vej til kønsintegration.
De to artikler om køn i arbejdet udmærker sig ved at trække længere kultur - og civilisationshistoriske linier op end
antologiens øvrige bidrag. Det sker også i form af en eksplicit samfundsmæssigt reflekteret brug af kernekategorien
"køn".
Arbejdernes kundskaber og kompetencer
Arbejdslivsforskningen har i de seneste 40-50 år haft en løbende diskussion om kvalifikationsudviklingen. Derekvalificeringsdebatten
blev den også kaldt. To artikler i denne antologi tager fat om denne problemstilling. Magnus
Stenberg går i forlængelse af Kern & Schumanns kvalifikationsanalyser ind på vurderinger af de forskellige slags
kundskaber og påviser forskydninger imellem praktisk kundskab, teoretisk kundskab og social kundskab. I artiklen
argumenterer han for en ligelig udvikling af alle 3 komponenter som forudsætning for en succesrig udvikling i
arbejdslivet. Artiklen markerer væsentlige kvalifikationsprofiler for den posttayloristiske organisation, men synes

temmelig blind overfor konflikterne om disse kvalifikationsprofiler. Der er mere tale om en programmatisk end om en
realistisk refleksion over fremtidens kvalifikationer.
Inger Bjørnhaugs artikel om det kreative potentiale i arbejdet er i højere grad optaget af de kritiske problemstillinger
ved den nye tale om medarbejderkompetencer. Hun viser at lønarbejdets tidsstrukturer udgør en grundlæggende trussel
imod de kreative potentialer i arbejdet - også under de posttayloristiske betingelser, hvor man ellers i stigende grad er
optaget af "tacit knowledge". For ikke at blive ramt af tidsstrukturernes destruktive aspekter peger hun på
ønskeligheden af - i forlængelse af Polanyi - at opfatte kundskaber mere som personlige kompetencer end som
kvalifikationer til arbejdet.
Bidragene om arbejdernes kundskaber og kvalifikationer formår kun delvis at løfte arven fra den industrisociologiske
diskussion om de-rekvalificering. Til gengæld er fikseringen af kundskaber til arbejdsprocessen i snæver forstand nu
endelig overvundet og skismaet imellem kvalifikationer og dannelse synes at være en saga blot.
Tværgående temaer
Sidste del af antologien falder lidt ved siden af antologiens overskrifter. Det drejer sig om to artikler som
arbejdslivsforskningens historie. Både Jan Johansson og Preben Lindø advarer imod nyere tendenser til at
arbejdslivsforskningen bliver ukritisk og forfalden til dyrkelse af succeshistorier. Det hænger bl.a. sammen med at
forskerne har svært ved at hæfte sig selv op på historiske begreber og alliancepartnere med begrundet progressiv
betydning. I et sådant klima bliver arbejdslivsforskningen nemt for pragmatisk. De to artiklers tematiseringer er uhyre
centrale. De peger på nødvendigheden af at arbejdslivsforskere på et grundlæggende plan bliver mere refleksive og
overvejer arbejdslivsforskningens rolle i samfundet påny.
Endelig rummer antologien to artikler af hhv Herman Schmid og Katia Båsk. Disse to artikler falder også uden for
antologiens hovedtema - men peger til gengæld på et stigende behov for at udvide arbejdsbegrebet. Schmid udfordrer
med udgangspunkt i servicearbejdet den gængse arbejdslivsforsknings grundbegreber og forbindelse til
samfundsfællesskabet. Katia Båsk skriver om "livet uden arbejde" og levendeholder således en eksistentiel diskussion
af arbejdsbegrebets betydning for menneskeværd og identitet.
Med disse tværgående temaer signalerer redaktørerne af antologien at de godt er klar over nødvendigheden af mere
fundamentale udfordringer til arbejdslivsforskningen - end det der kommer til udtryk i den dominerende nordiske
diskussion af de nye produktionskoncepter og deres sociale følger.
Lad det også være denne anmeldelses hovedkonklusion: antologien viser de nordiske arbejdslivsforskeres dybe og
engagerede satsning på mulighederne i de nye produktionskoncepter. Der arbejdes grundigt og med en bevidst politisk
dimension på en demokratisering og humanisering af arbejdslivet. Men der mangler en diskussion af disse begrebers
samfundsteoretiske forankring. Det er formodentlig også årsagen til, at de mange bidrag kun sjældent lader ane
kontroverser imellem hinanden. Faren ved ophør af de store teorier er jo at alt bliver til forskelle, muligheder og
mangfoldighed - og dermed tendentielt lige gyldigt.
Anmeldt af Kurt Aagaard Nielsen, dr. phil. i sociologi, professor ved Institut for Miljø, Teknologi og Samfund, RUC.