Nagler - Vikingeskibsmuseet

Efter et par forsøg fandt jeg frem til, at den
nemmeste metode til denne affasning eller
undersænkning af rohullet var at lægge
roen med spidsen nedad på ambolten og slå
en dorn med rund spids ned i hullet.
Herved bliver roen tyndere i godset hvor
den skal give efter, og kan uden fare for
bukning slås på en konisk nagle. Hvis den
dorn der bruges afpasses så bredden på
forsænkningen er bare en anelse større end
det tykkest tænkelige tilfælde, d.v.s.
huldiameteren i naglejernet, vil roen kunne
bruges overalt, uden bekymring over
hvilken diameter naglen har på det sted på
stilken, hvor tilfældet vil at den skal nittes.
Den nittede stilk vil bulne ud over det
stykke af roen, som stadig er 2,5 mm, og
således har man glæde af det tynde smidige
jern uden at sætte den sikkerhed over styr,
Side 17
som tykkelsen på 2,5 mm giver.
Det var lidt om metode A som jeg vil kalde
den. Selv om metode A fungerer ovenud
effektivt i praksis, må jeg indrømme at jeg
nu bagefter er kommet lidt i tvivl. De
skygger, på dårligt gengivne fotografier,
jeg bygger min teori på, kan jo godt vise
noget andet, end det jeg tror og
billedkiggeri kan selvfølgelig ikke måle sig
med studiet af den originale vare. Men det
er nu den mulighed jeg har haft. Selv
originale nagler må være svære at fortolke
entydigt. Ved metode A tager hullet jo
facon efter naglestilken og ved nitningen
slås rullekraven fra roen ned igen, så et slib
viser måske bare en nagle og et hul der
passer sammen uden at fortælle om
mellemstadier. Fund af ubrugte roer uden
specialbehandling udelukker ikke at de
senere, lige før nitningen ville have fået en
eller anden form for tildannelse. Nu blev
de altså i stedet trådt ned i skidtet og først
fundet 1000 år senere. Det fører os så til
metode B:
Naglen bankes igennem, og roen