Elevbog til print - Udenrigsministeriet

ørnEnEs U-landskalEndEr 2012
ElEvbog
Af Charlotte Blay
Foto: Jørgen Schytte. Illustrationer: Ursula Seeberg og Ib-K
1

Ghana

af Charlotte Blay

4
Kapitel 1

Det er ikke så længe siden, de fik en skole
i Tachipe. Før børnene kom i skole, fjollede
de rundt mellem lerhytterne i landsbyen. Når de
da ikke arbejdede for deres mor eller far. Eller
onkel eller tante.
Men skolen er nok ikke lige sådan en skole, som
du kender. Skolen i Tachipe er et stort træ. Et
mangotræ, der kaster en dejlig skygge, når solen
bager. Og træets krone danner paraply, når det
regner. Men når det blæser, hvirvler det røde støv
ind under træet og gør det svært at se den sorte
tavle.
Det hele begyndte med, at der kom en ung lærer
til Tachipe for at bo hos sin bror. Han opdagede,
at mange af børnene bare løb rundt og lavede
ballade.
Så var det, at læreren fandt på at starte en
skole. For selv om børnenes forældre og onkler
og tanter kan lære dem mange vigtige ting, så
kan læreren noget, som ingen andre i landsbyen
kan. Han kan læse og skrive og regne. Og han kan
snakke engelsk.
- Tænk engang, hvis vores børn kan lære at
læse og regne og snakke engelsk, siger de voksne.
- Vi skal hjælpe Hr. Lærer med at lave bænke
af træstammer til skolen, bestemte høvdingen.
Han er nemlig en klog gammel mand, der ved, hvad
det betyder at have en god lærer. Det var også
høvdingen, der bestemte, at alle i Tachipe skulle
hjælpes ad med at samle penge ind til den store
tavle, der står under træet.
5

6
De fem drenge her kan ikke sidde stille på bænken. Og det er svært at skrive i hæftet, når man ikke har et bord. Deres lærer siger, de har termitter i bukserne.

Hver dag strømmer børnene nu til skolen under
mangotræet, ivrige efter at lære noget nyt. De
små rollinger vil også være med. De lærer at
synge og sige remser på engelsk, og Hr. Lærer
trøster dem, der græder. Han har nok at gøre,
den lærer. Og han elsker at undervise i alt det,
han selv har lært i den store skole inde i Salaga.
Men se nu de fem fyre her på forreste række. De
kan ikke sidde stille. Du kender dem ikke endnu,
men det kommer du til.
- I har vist termitter i bukserne, drenge, siger
læreren til dem.
- Godt det ikke er elefanter, griner en af dem.
- Måske skulle I hellere gå på jagt efter
termitter til mine høns og kyllinger, foreslår
læreren.
Det er svært at sidde stille på sådan en
træstammebænk i lang tid. Men drengene bliver i
skolen. De vil rigtig gerne lære at regne og læse
og snakke engelsk, så de sidder og vrider sig på
bænken, indtil skolen er slut.
Mangotræ
Et mangotræ kan blive
kæmpestort. Det skygger
godt for den brændende
afrikanske sol. En moden
mangofrugt er gul og sød
og saftig. Den kaldes for
frugternes konge.
Hr. Lærer har startet
skolen under træet.
Han kan regne og
stave og tale engelsk.
Børnene synes, han
er en super god
lærer.
7

8
salam er 10 år. Hans far har
to koner, og han har også mange
køer. Salam er storebror til
Zakarias
rasak er 9 år. Han er fuld af
historier om elefanter. Hans far
passer nemlig elefanterne i
dyreparken.

ali er 10 år. Hans far laver
mursten. Ali drømmer om at få
sin egen cykel og en mobil.
Zakarias er 8 år og bror til
Salam. Men de har ikke samme
mor. Hans mor hiver ham i
ørerne, når han lyver.
Wumbi er 11 år. Hans bedstefar
er medicinmand. Det vil Wumbi
også være en dag. Eller osse
læge.
9

10
Mursten
Ali er skrap til at lave mursten.
Han tramper i vådt ler med
bare tæer og presser leret ned
i formene af træ. Så vender han
de våde mursten ud på jorden,
så de kan tørre i solen. Der skal
omkring 1000 mursten til at
bygge et hus.
Kapitel 2

De fem fyre fra den forreste bænk følges
ad hjem fra skole. De er venner og har
holdt sammen i lang tid. Nu aftaler de at mødes
senere og finde på noget sjovt. Men først skal
de lige hjem at spise. Og hjælpe til, hvis der
er noget, de skal hjælpe med – og det er der
næsten altid.
Alis far laver mursten. Da han får øje på sønnen,
råber han efter ham. Ali skal hjælpe med at hakke
det våde ler op.
Det er Ali for resten ret dygtig til. Og han
viser sine venner, hvordan man presser det våde
ler til flotte mursten.
- Der skal altså bruges mange kræfter,
stønner Ali.
kassava-rødder
De store, tykke rødder fra
kassava er giftige. De skal
først ligge i vand, for at
giften forsvinder. Så bliver
de tørret og knust og siet til
mel. Nu kan der bages brød
og koges grød.
Her sidder Wumbi og surmuler mellem kvinderne. Han sier de knuste
kasava-rødder, men han vil meget hellere ud at samle urter til bedstefar.
En kvinde kalder ude fra den store plads i
landsbyen.
- Wumbi! Kom her og hjælp til, Wumbi!
Det er Wumbis mor, der vil have hjælp til at si
mel fra kassava-rødderne. Wumbi synes, det er
kvindearbejde. Og det er ikke spor sjovt at høre
på al den snakken, når kvinderne arbejder.
Heldigvis sidder han der ikke ret længe, for nu
kalder hans bedstefar. Og han bestemmer det
meste i familien.
Det er meget sjovere at hjælpe bedstefar med
at samle urter. Eller lave værktøj til at hakke
rødder op af jorden med. Wumbis bedstefar
11

12
Wumbi ved alt om planter og træer. Han fortæller, at de røde kvaster er blomster fra dawa-dawa-træet. De grønne er frugterne, men de er ikke modne. - Øv, siger Zakarias.

er medicinmand. Han kan kurere alle mulige
sygdomme med sine urter og rødder. Han kunne
bare ikke hjælpe Wumbis far, da han huggede sig
slemt i benet med den lange machete-kniv. Han
døde af blodforgiftning.
Wumbi vil også en dag være medicinmand. Eller
måske læge.
Hakke
Drengenes
far er en god
læremester. Han
har fundet en krum
gren, der er fin til
at lave en hakke af.
- Om lidt skal I selv
prøve, siger han.
Hakken får en flad spids
af jern henne fra smeden.
Den bruges både til at
arbejde i jorden med og
som våben, når man går på
jagt eller i krig.
Salam og Zakarias er brødre. Deres far vinker de
to drenge hen til sig for at vise dem, hvordan han
gør den nye hakke færdig. Den gamle brækkede
ude i yams-marken.
Drengene har den samme far, men hver sin mor.
Farens koner og deres børn bor i to huse lige ved
siden af hinanden. Så kan han nemt skifte mellem
at spise og sove hos dem.
13

14
Rasak synes det er kvindearbejde, når han er med til at stampe kogte yams-rødder i den store morter af træ. Han at hader det. Men han elsker at spise den lækre mos bagefter.

Somme tider kommer Salam og Zakarias op at
slås om, hvis mor der er sødest.
- Min mor er den sødeste, råber Salam.
- Nej, din mor er dum, og min mor er sød, råber
Zakarias.
Men Zakarias ved godt, at hans mor er den
skrappeste. Hun river ham i ørerne, bare han gør
det mindste forkert.
Så snart Rasak når hjem, bliver han sat til
at hjælpe sin mor og mormor. Han skal hente
yams-knolde ude i marken. Og cykle efter vand
i dunkene. Og så skal han hugge brænde til
ildstedet med den lange machete-kniv. Hårdt
mandearbejde for en lille fyr. Men han gør ikke
vrøvl. Først da hans mor sætter ham til at
stampe fufu-mos af den kogte yams, fnyser han.
Sådan noget kvindearbejde. Hvis bare hans far var
her.
Men Rasaks far arbejder som skytte i den store
dyrepark helt oppe i Mole. Der passer han på
elefanterne. Krybskytterne er nemlig ude efter
elefanternes stødtænder. Hvis skytten opdager
tyvene, skræmmer han dem langt væk med sit
gevær.
Engang levede der elefanter her på stedet. De
gamle mænd fortæller, at de store dyr trampede
planterne ned. Alligevel tænker Rasak, at det
ville være fedt, hvis elefanterne var her nu.
Zakarias har tit svært ved at huske, hvad hans mor har sagt. Han skulle jo hente
brænde. Nu bliver han trukket hjem ved øret.
Yams-knolde
De er som kæmpestore
kartofler, der skal skrælles og
skæres i stykker og koges i
gryden på bålet. Bagefter bliver
det stampet til fufu-mos i en
morter af træ. Det smager som
kartoffelmos.
15

16
Rasak savner sin far og sin bror Isif. Bare det dog var ham, der boede sammen med far oppe hos elefanterne. Måske fik han så lov til at prøve fars store gevær. Det må Isif ikke.

Rasaks far har også to koner. Den ene kone bor
hos ham i et flot hus i Mole med lillebror Isif og
tv. Rasak ville ønske, at det var ham og hans
mor, der boede i dyreparken. Så ville hans far
tage ham med ud at se elefanterne. Nu er det
kun Isif, der kommer med far.
Rasaks mor vil helst bo her i Tachipe. Det er
bare øv. Så må Rasak nøjes med at gå og drømme
om elefanterne. Han har kun været oppe at se
dem hos sin far to gange. Men han tænker hele
tiden på de elefanter.
En gang imellem kommer hans far på motorcykel
og besøger sin familie i Tachipe. Sidst han var her
fik Rasak lov til at skyde til måls efter en yamsknold
med sin fars busk-bøsse. Han tør vædde på,
at bror Isif aldrig får lov til at prøve deres fars
store gevær oppe i Mole.
Så er der forresten også hans lillesøster Mimi.
Hun er bare en rigtig drilletøs.
- Hvor skal du hen, Rasak? råber hun, da han
lister af sted for at møde sine venner.
- Det kommer ikke dig ved, din lille termit,
siger han.
Drengenes mødested er det store dawa-dawa-træ
i udkanten af Tachipe. Frugterne er snart modne,
og drengene glæder sig til at spise dem.
- Hvad skal vi finde på nu? siger Zakarias.
Hans ører er røde, fordi han sagde til sin mor, at
han havde hentet vand. Men så var dunken tom.
busk-bøsse
En busk-bøsse er et lille, let
hagl-gevær. Mændene bruger
det, når de går på jagt efter
busk-mad. Rotter, harer og
store firben. De bruger også
slangebøsser, hakker og lange
knive som våben.
17

18
- Vi kunne lave et cykelræs, foreslår Salam.
- Min far bliver tosset, hvis vi bruger vores
cykel til ræs, siger Ali.
- Du kan da bare sige, at du skal hente brænde
eller vand, foreslår Zakarias.
- Jeg tør i hvert fald ikke tage min bedstefars
cykel, siger Wumbi.
Her i Tachipe er det ikke sådan, at alle og enhver
har en cykel, som hjemme hos dig. Næh, her er
der kun én cykel i hver familie. Nogle familier har
slet ingen cykel.
Drengene snakker om cyklerne. Alis bedstemor
blev kørt helt ind til lægen i Salaga bag på deres
cykel, da hun blev syg. Medicinmanden i Tachipe
kunne ikke hjælpe hende. Men det kunne lægen
heller ikke, så hun døde.
- Vil I høre en elefanthistorie? kommer det fra
Rasak.
- Kun hvis den er ny, siger de andre. De gider
ikke høre på alle hans gamle elefanthistorier.
- Den er ny. Rasak begynder at grine, før han
kommer i gang med historien.
Der var en elefant, som trampede forbi et stort
termitslot hver eneste dag. Den lavede dybe spor
i den røde jord. Det blev termitterne sure over,
så de sendte en hel hær ud af tuen, da elefanten
kom forbi næste dag. Termitterne kravlede op på
kæmpen og gik til angreb. Bed og tissede på den.
Men elefanten rystede dem bare af sig. Kun en
lille termit blev hængende.
- Tag kvælertag på ham, Abdulla! peb de andre
termitter.
Drengene griner, så træet ryster.
Så siger Ali pludselig:
- Jeg ved det! Vi går på termitjagt og fanger
mad til Hr. Lærers høns og kyllinger.
Det er de andre med på.
Cykler i afrika
I landsbyen er der kun én
cykel til hver familie. Cyklen
betyder meget, når man skal
ud i marken og hente afgrøder.
Eller til markedet. Eller hvis
en bliver syg og skal køres til
medicinmanden.

Vennernes mødested er her i dawa-dawa-træet. Det er deres træ. Ingen andre må kravle herop. Når de sidder her, er der ingen, som kan høre, hvad de finder på af spilopper.
19

20
Kapitel 3
Et termitbo er hårdt som beton. Ali må hakke af alle kræfter. Wumbi står parat med grene, der skal dække de livlige små insekter, når drengene bærer dem hjem i en plasticbøtte.

Termitter
Termitterne er i familie
med kakerlakker. Deres
stenhårde bo kan være
syv meter højt. De bygger
termitboet af jord, som de
blander med spyt og tis.
Drengene går af sted for at finde et rigtig
stort termitbo, så de kan fylde bøtten med
de lækre insekter.
- Hvor bliver Hr. Lærer glad, når vi kommer og
fodrer hans høns, siger Zakarias.
- Ja, så gør det ikke så meget, at vi har
termitter i bukserne henne i skolen, griner Rasak.
Ude ved den store vej møder drengene onkel
Osman, der kommer cyklende.
- Har du set, hvor der bor nogle termitter,
onkel? råber Ali og svinger med hakken.
Onkel Osman stopper op og fortæller, at der
står et flot termitslot ude i hans yams-mark.
Men der er jo lang vej derud, når man ikke har en
cykel.
Onkel Osman har kurven fuld af yams-knolde. Nu skal han hjem med dem, så hans
kone kan lave dejlig fufu-mos.
21

22
Drengene beslutter sig alligevel for termitterne
i onkel Osmans mark. Der er godt nok langt at gå
derud. Solen bager, og den røde jord brænder de
bare fødder. Men sikken et flot termitslot.
Salam stikker en kæp ind i et hul i termitboet.
Han vrider og vrikker, så store stykker af boet
brækker af. Men der kommer ingen termitter ud.
- Lad mig komme til! Ali hakker et dybt hul
ind i tuen. Så graver han termitter og grus ud af
hullet med hænderne. De små dyr vrimler ud. Og
hold da op, hvor de bider og tisser på ham, de
termitter.
- Av, av. Jeg har fået termitter i bukserne,
hyler han.
- Tag kvælertag på dem, Ali! råber Rasak. Og
så griner de alle sammen, så de trimler om på den
røde jord mellem alle termitterne.
Rasaks søster Mimi har ikke noget legetøj. Men pyt med det.
Hun elsker de små dyr.
Drengene konkurrerer om, hvem der kan få flest
termitter ud af boet med de bare hænder. Og
mens de graver og bliver bidt, fortæller Rasak
historien om elefanten og vortesvinet, der prøver
at hugge termitternes mad. Den dreng er fuld af
elefanthistorier, som hans far har fortalt ham.
Wumbi plukker grønne kviste, som han lægger
oven på plasticbøtten. Det holder de fleste
termitter dernede på den lange tur hjem.
Læreren bliver rigtig, rigtig glad, da drengene
kommer med termitmad til hans høns.
- I får en belønning, drenge, siger han. - Jeg
skal lige tænke over, hvad det skal være.
Drengene er yderst tilfredse med sig selv efter
termitjagten. Og de er spændte på, hvad de får i
belønning.
- Åh nej, jeg synes det klør i mine bukser,
siger Zakarias.
- Det er en termit, griner Ali.
- Lad os finde på noget sjovt igen, foreslår
Salam.

Termitterne kribler og krabler i den jord, som drengene smider ud. Det er lækkert guf for Hr. Lærers høns og kyllinger.
23

24
Det brænde er vel nok tungt. Tænk, at kvinderne henter det langt borte og bærer det hjem på hovedet i den bagende sol, så alle i landsbyen kan bruge af det til deres bål.

ænde
Der er ikke elektricitet i
landsbyen. Derfor er brænde
vigtigt, når der skal laves mad.
Der skal bæres mange tykke
grene hjem. Og de skal hugges
i mindre stykker, før de kan
bruges til bålet.
De kommer forbi den store brændestabel, der
venter på at blive hugget op til ildstederne. Og
nu tager Salam en ordentlig bunke af grene og
løfter dem.
- Nå, hvem kan så bære mest brænde? siger
han.
De andre prøver også. Wumbi og Rasak kan
ikke løfte nær så meget. Men Ali tager en kæmpe
favnfuld grene og løfter dem. Han kan næsten
ikke stå på benene.
- Jeg ved bare, at jeg er den stærkeste,
stønner han.
- Ja, Ali er stærkest! hviner Mimi, der er
kommet løbende.
Men så vakler Ali og taber alle grenene.
- Øv, altså! gisper han.
- Nu er det min tur! råber Zakarias. Han har
været ude at finde sig et tov, som han binder
om en kæmpestor bunke grene. Og en-to-tre,
så svinger han det hele op på hovedet. Han går
endda rundt med bunken uden at tabe grenene.
- Snyd! Det er snyd, Zakarias, råber Ali. -
Man må ikke bruge snor.
- Det er Salam, der har vundet, siger Wumbi.
Og så er det afgjort.
- Hurra, Salam har vundet, råber Mimi. Og så
vil hun også prøve at gå med brændet på hovedet.
Drengene griner af hende, for hun kan kun bære
to grene.
Men så ser de en af tanterne, der kommer hjem
med et nyt bundt brænde. De må hellere stikke
af, før hun opdager, at de har spredt bunken.
25

26
Den første elefantfabel:
Elefanten og vortesvinet

om hvordan vortesvinet mistede
sin snabel.
Engang for længe siden var der frygtelig tørt i Afrika.
Ingenting ville gro, så dyrene sultede.
En dag mødte elefanten et vortesvin.
- Skal vi ikke hjælpes ad med at finde noget mad? sagde
svinet.
- Det kan vi godt, sagde elefanten.
Og så fulgtes de ad, mens de svingede med deres
snabler. Dengang havde vortesvinet nemlig også en
snabel. En fin og tynd snabel, der kunne hente frugter og
blade i træerne. Men nu var der ikke noget at hente nogen
steder.
På et tidspunkt kom de to sultne dyr forbi et stort
termitslot. De snusede med snablerne.
- Her lugter af mad. Herlig honning og søde sager,
gryntede svinet. - Lad os få termitterne til at komme ud
med noget til os.
-
Kom ud, og giv os noget af jeres mad! råbte elefanten.
Men der kom ikke nogen.
Så gravede elefanten et hul ind i slottet. Den stak
snablen ind og truttede højt. Men der skete ikke noget.
Kun duften af dejlig mad sivede ud til dem.
Elefanten prøvede at mase sig gennem hullet, men den
var alt for stor.
- Prøv du, sagde den til svinet. - Du er mindre end mig.
- Så må du skubbe bag på mig, sagde svinet. Den
masede sig ind i elefantens hul og strakte sin tynde snabel
ud efter den dejlige mad.
Inde i tuen havde termitterne hørt alt, hvad der blev sagt.
Og da svinets snabel prøvede at få fat i deres mad, var de
parat. Tusind termitter kastede sig over snablen og åd et
stykke af den.
- Hjælp! skreg svinet. - Så hjælp mig dog, elefant!
Elefanten troede, at svinet ville længere ind for at få fat i
termitternes mad, så den skubbede af alle kræfter. Svinet
kom endnu længere ind, og termitterne åd et nyt stykke af
snablen.
- Hjælp! Jeg bliver ædt! skreg svinet. - Hjælp! Hjælp!
Endelig forstod elefanten, at den skulle trække svinet
ud. Men sikken et syn. Svinet havde ingen snabel, og den
blødte noget så forfærdeligt.
Sådan mistede vortesvinet sin fine snabel. Den kan ikke
længere hente sin mad i træerne, men må nøjes med at
rode i jorden med sin korte tryne.
27

28
Kapitel 4
Drengene på gale veje. Det gælder om at komme af sted, før det blive opdaget at de laver ræs på cyklerne.

En af onklerne i Tachipe har en sej
motorcykel. Den kan drengene godt lide at
kigge på. Og pille lidt ved.
- Min far har også en motorcykel, siger Rasak.
- Det ved vi godt, siger de andre.
- Min far kommer snart på sin motorcykel
og besøger min mor og min søster og mig, siger
Rasak.
- Det er godt nok meget længe siden, din far
var her sidst, siger Ali.
- Ja, men det kan også være, at min mor tager
os med bussen op at besøge min far og de store
elefanter, forsikrer Rasak.
- Jeg tror, jeg kan ræse lige så hurtigt som en
motorcykel, hvis jeg kørte på cykel, praler Ali.
Drengene studerer cyklerne i Tachipe. Det kribler
i dem for at lave et væddeløb, så de kan se,
hvem der er hurtigst.
Mange cykler er i brug. Men de finder et par
gode ræsere, som de låner. Alis far har travlt
med murstenene, så hans cykel står bare og glor.
- Der er ingen, der opdager noget, siger
Zakarias. - Vi sætter dem jo på plads bagefter.
Så kører de ud af byen til det åbne stykke ved
vejen.
Vennerne laver en målstreg i den røde jord. Så
stiller de sig op på række i den anden ende af
pladsen.
- Klar! Parat! Ræs!
Cyklerne drøner af sted. Suser over stok og
sten. Støvet står om ørerne på drengene.
Tænk hvis man bare kunne drøne hen ad de røde jordveje på en motorcykel.
Ali lægger sig lynhurtigt i spidsen på sin fars
cykel. Rasak kan ikke rigtig nå pedalerne på den
store cykel, han har, så han sakker helt bagud.
Drengene tramper af alle kræfter i pedalerne.
Og pludselig rammer Alis cykel en sten. Han
slingrer og vælter. Ruller rundt på jorden.
Heldigvis får han kun et par skrabede knæ. Han
samler cyklen op og børster bukserne. Imens suser
Salam først over målstregen.
- Jubiii, råber han og er mægtig stolt.
- Øv, det er altid dig, der vinder, mukker Ali.
Da drengene lister tilbage til lerhytterne og
sætter cyklerne på plads, opdager de noget
skrækkeligt.
Cyklen, Ali kørte på, er punkteret. Hans
families dyrebare cykel.
29

30
Men det er ikke det værste. Det kommer nu:
Alis far er kommet til skade med sin fod. Det
ser rigtig væmmeligt ud.
- Der var en slange eller noget andet, der bed
mig ude ved murstenene, siger han.
- Gør det meget ondt, far? spør Ali.
- Meget. Og hvis det ikke er blevet bedre i
morgen, må du køre mig over til medicinmanden på
cyklen.
Hvad skal Ali nu gøre? Han tør ikke fortælle
sin far, at cyklen er punkteret. Og der er alt for
langt at gå over til Wumbis bedstefar på den
dårlige fod. Bare hans far dog er rask i morgen.
Da Ali kommer i seng, kan han ikke sove.
Han ligger mellem sine søskende og vender og
drejer sig i mørket. Og det er meget mørkt om
natten, for der er ingen elektricitet i Tachipe.
Kun stjernerne, der blinker ned til ham, giver lidt
lys. Og månen, der ligger som et lille, tyndt smil
mellem stjernerne. Ali synes bestemt ikke, der er
noget at smile ad.
- Kære Allah, hjælp mig og min far, beder han.
Medicinmanden
Han bruger urter til at helbrede
med. Han kan også mane det
onde bort med knogler og fjer.
I landsbyerne går de fleste til
medicinmanden, når de bliver
syge. Der er for langt til en
læge.
slange
Man kan dø, hvis man bliver
bidt af en giftslange. Den
store, sorte mamba og den
grønne mamba, der lever i
træerne er de giftigste slanger.
Medicinmanden har noget
modgift, der af og til virker.
Og Ali får hjælp. Han står rigtig tidligt op næste
morgen. Før solen begynder at varme. Og før alle
de andre i hytten vågner.
Ganske stille trækker han cyklen over til
cykelsmeden.
- Kan du hjælpe mig, siger han. - Jeg har ingen
penge, men jeg kan gøre alt muligt.
- Jeg vil lære dig at lappe en cykel, så kan du
hjælpe mig, når jeg har travlt, siger cykelsmeden.
- Og så kan du for resten hente vand til min
kone det næste stykke tid.
Ali nikker og ser godt efter, hvordan
cykelslangen bliver lappet.
Han når lige at komme tilbage med cyklen, da
hans familie står op. Fars fod er blevet meget øm
og tyk, så han skal køres hen til medicinmanden
med det samme.
- Det gør jeg, far! siger Ali højt. Men inden i
sig selv hvisker han: - Tak, Allah. Tak.

Ali er glad for, at cykelsmeden lærer ham at lappe en cykelslange. Så kan han selv gøre det, hvis han en dag er så heldig at få sin egen cykel.
31

32
Kapitel 5
Wumbi og Ali ser, hvordan medicinmanden behandler den dårlige fod.
Bare det nu ikke er et slangebid.
Wumbi er allerede oppe. Han hjælper med
at hakke rødder og samle urter, før han
skal hen i skolen under træet. Hans bedstefar har
lært ham at finde lige de ting, der skal bruges til
hans medicin og balsam.
- Pist, hvisker Wumbi, da Ali kommer
trækkende med sin far på cyklen. - Jeg skal lige
snakke med dig.
Den gamle medicinmand renser såret på den
dårlige fod med afkog fra urter og rødder.
- Du skulle være kommet i går, siger han.
Ali er glad for, at hans far ikke ville af sted i
går. Så var det med cyklen blevet opdaget. Bare
foden nu bliver rask.
Wumbi står og vinker inde bag lermuren.
Ali går over til ham. Han kan se på Wumbi, at
der er noget helt galt.
- Hvad er der?
- En af tanterne har sladret til onklerne.
Både om brændebunken, der var spredt, og det
med cyklerne, hvisker Wumbi. - Hun kom med en
stok og sagde, vi skulle have nogle klø. Rasaks
lillesøster Mimi hørte det selv.
- Ups, siger Ali. - Jeg troede lige, at ulykkerne
var overstået.
- Jeg ofrer en kylling, siger Wumbi. - Så vil
ånderne måske hjælpe os.
Han henter en kniv. Så fanger han en af
kyllingerne og presser den ned mod en sten,
der er plettet af blod og fjer. Ali genkender
medicinmandens offersten.
Med rystende stemme mumler
Wumbi en lang række mystiske
ord. Så skærer han hovedet
af kyllingen. Den gav et lille,
forbavset pip - så var den
ofre en kylling
død.
I Afrika tror mange på ånder
i naturen. Ånder, der bor
i træer, sten eller floder.
Man kan give offergaver, så
ånderne bliver glade. Som
regel slagter man en kylling
på en offersten.

Når Wumbi er bange eller ked af det, ofrer han til ånderne. Han kan også finde på at ofre, hvis han vil takke ånderne for noget godt.
33

34
Da Ali skal bære vand på hovedet griner nogle af de andre. - Nu gør han ligesom tøserne. Ali kommer selv til at grine så meget, at han spilder vand ned over sig.

Måske har guderne en finger med i spillet. Men
det er Hr. Lærer, der redder drengene fra at få
klø. Han foreslår, at man sætter dem i arbejde, i
stedet for at de får slag med kæppen. Det vil de
lære mere ved, mener han.
Og lærerens mening bliver der lyttet til i
Tachipe.
Hr. Lærer tager drengene med hen til sin brors
hus og taler alvorligt med dem.
- Lad mig nu se, hvor dygtige I kan være,
siger han. - Jeg skylder jer en belønning for at
fodre mine høns med termitter. Måske bliver
belønningen større, hvis I arbejder godt efter
skoletid i det næste stykke tid.
- Nå da, da, siger brorens kone. - Der slap I
for klø. I kan jo starte med at hente vand til hele
landsbyen. Og jeg kan godt bruge et par fade
vand mere.
- Ingen får mig til at hente vand i fade, siger
Ali. - Det er kun tanter og tøser, der går med
fade.
vand
Før i tiden gik kvinderne i
flere timer for at bære vand
hjem fra floden. Nu har de
heldigvis fået en pumpe,
der ikke er så langt fra
landsbyen.
- Så få fat i nogle dunke, siger skolelæreren.
- Jeg låner fars cykel, siger Zakarias.
- Nej, det gør jeg altså, råber hans bror.
Og så kommer de op at slås. De tumler rundt i
støvet, og mens Zakarias ligger og klynker, er det
Salam, der henter cyklen.
- Du har altså brækket min arm, Salam, jamrer
Zakarias.
Rasak har også fået lov til at låne familiens
cykel, så de to heldige kan hente mange dunke
vand ude ved pumpen. Frem og tilbage. Frem og
tilbage.
De andre drenge må bære vandet på hovedet.
Dunkene er tunge, og vejen er lang. Og Ali har
særlig travlt, for han skal hente ekstra vand til
cykelsmedens kone. Og har man ingen cykel, må
man bruge sine ben. Frem og tilbage. Frem og
tilbage.
Rasak aser af sted med de tunge vanddunke. Godt han ikke skal bære dem.
35

36
Drengene pumper også vand for tanterne. Hold
da op, hvor de pumper. De kappes om, hvem der
kan få mest vand ud af pumpens tud. Ali har flest
kræfter. Men Salam har en teknik med at hoppe
op og lægge vægten på håndtaget, så han pumper
mest vand.
Ind imellem passer drengene på babyerne, så
tanterne kan vaske tøj. De synes, at små børn er
så sjove.
- Skal jeg fortælle jer historien om elefanten
og de små mus? siger Rasak.
- Den har vi altså hørt, siger Zakarias. - Den
gider vi ikke høre igen og igen.
- De små kender da ikke den om musene, siger
Wumbi.
- Så hør her, siger Rasak og fortæller historien
om, hvordan elefanten blev overvundet af de små
mus.
Mimi hjælper med at vaske tøj og hænge det
til tørre på buskene. Hun kan vældig godt lide
at vaske tøj. Og hun synes selv, hun skal hjælpe
rigtig meget. Hun var jo med til at lave ballade,
selv om hun kun bar to stykker brænde på
hovedet.
Men hun synes også, at drengene skal hjælpe
med at vaske, så hun kalder på dem.
- Kom og vask tøj. Kom og hæng tøj på
buskene, kalder hun.
Men drengene griner bare.
- Tror du, vi vil lave sådan noget tøsearbejde,
råber Rasak til sin søster.
Små børn er så sjove. Drengene kan godt lide at passe dem og lege med dem.
Men de gider ikke hjælpe med at vaske tøj.
De er alle sammen godt trætte, da de går hjem
om aftenen. Mimi bærer et fad vand på hovedet.
Helt uden at spilde. Drengene bærer vandet i
dunke.
- Jeg har kørt ti gange med to dunke vand,
siger Rasak og prøver at regne ud, hvor mange
dunke det bliver til.
- Jeg har gået med vand på hovedet tyve
gange, tror jeg nok, siger Ali. Han kan ikke helt
tælle til tyve endnu.
- Nå, men jeg har pumpet lige så mange gange,
som der er stjerner på himlen og mere end det,
siger Zakarias.
- Hvad så med din brækkede arm? siger Salam.
- Den er blevet rask, siger hans bror.

Mimi er sur over, at drengene ikke hjælper med at vaske tøj. Men hun kan godt lide at sidde på hug og høre på alt det, som kvinderne fortæller.
37

38
Den anden elefant-fabel:
Elefanten og musen
om hvordan elefanten fik respekt
for den lille mus.
En dag for længe siden mødte elefanten en mus.
- Af vejen, din lille spirrevip, buldrede den. Og så fejede
den musen ind i buskene med sin snabel.
Musen blev rasende. Den stampede med sin lille fod og
råbte:
- Nok er du det største dyr på jorden. Men jeg kan
overgå dig.
Elefanten brølede af latter.
- Overgå mig! Ingen kan overgå mig!
- Jeg tør vædde med, at jeg kan æde flere jordnødder
end dig, dit store elefantdyr, peb musen.
Elefanten brølede af grin:
- Det er det mest latterlige, jeg har hørt.
- Så lad os æde om kap, hvinede musen.
Det gik elefanten med til. Begge dyrene samlede en
stor bunke jordnødder. Elefanten hjalp endda musen, så
bunkerne blev lige store. Den mus skulle ikke tro, at den
kom nemt til noget.
Næste morgen, da solen stod op, begyndte de at æde
om kap. Elefanten havde ikke spist aftensmad, så den
skovlede sultent nødder i sig med snablen.
Musen sprang ind i sin bunke nødder og åd, så den var
ved at sprænges. Så smuttede den stille væk og lod en
fætter, der ventede i buskene, få sin plads.
Elefanten var så optaget af at æde, at den ikke
opdagede noget.
Musens fætre, kusiner, brødre og søstre, onkler og
tanter, ja den ene sultne mus efter den anden tog en tørn
ved bunken.
Først ved middagstid så elefanten op. Og den blev
højst forbavset, da den opdagede, at det svandt lige så
hurtigt i musens bunke, som i dens egen.
- Nå mus, har du snart fået nok?
- Slet ikke, peb musen og åd endnu hurtigere.
Da solen var ved at gå ned, kunne elefanten næsten
ikke stå på sine ben, så mæt var den. Der var ikke plads
til en eneste nød mere i dens mave. Og musen, den åd
stadigvæk på livet løs.
Det var den første lille mus igen. Den havde sovet i
buskene dagen lang. Nu var den igen sulten.
Elefanten stønnede.
- Du er virkelig en fantastisk mus. Jeg kan ikke mere. Jeg
er nødt til at indrømme, at du har vundet.
Musen hoppede og hvinede af fryd, da elefanten hilste
høfligt med snablen og gik sin vej.
Og lige fra den dag har elefanten vist musen stor
respekt.

40
Kohyrden og hans familie passer alle køerne fra landsbyen. Nogle af køerne er vilde og vil ikke malkes.

Kapitel 6
Da drengene kommer fra skole næste dag,
er der vand nok i alle hytterne i Tachipe.
Men der er meget andet arbejde end at hente
vand.
- Køerne! Vi kan gå ud og hjælpe kohyrden med
køerne, foreslår Salam.
- Ja, siger Zakarias ivrigt. - Vores far ejer
næsten alle køerne.
- Det er nu kun nogle af dem, der er fars, siger
hans bror.
- Jeg skal hjælpe min onkel med at bundte strå
Hyrdedrengen lærer Salam at malke en af hans egen fars køer. Den varme mælk
strinter ned i spanden, når de hiver i patterne.
til taget, siger Rasak. - Men jeg kommer, når vi
er færdige. Han er ikke så vild med køer.
Kohyrden passer alle landsbyens køer. Salams
og Zakarias far har mest kvæg i flokken. Ni
køer og seks kalve. Derfor har han råd til to
koner. Rasaks far har ingen køer. Men han tjener
jo penge ved at passe på elefanterne oppe i
dyreparken. Derfor har han også råd til to koner.
En af køerne er meget vild. Kohyrdens smukke
kone og hans dreng må binde dens bagben
sammen, når den skal malkes.
- Jeg skal nok hjælpe med at malke den, siger
Salam. Det er nemlig en af hans fars køer.
Zakarias jager kalven væk, fordi den hele tiden
vil sutte hos koen.
De familier, som har køer, kan hente mælk
hos kohyrden. Rasaks mor bytter yams-knolde
til mælk, for Mimi elsker mælk. Men Rasak er
ligeglad med mælk.
Kohyrdens kone har et lille lam. Moren er død, så
det får komælk at drikke i stedet for fåremælk.
Drengene går rundt og undersøger køerne.
- Vores far har de flotteste køer, siger Zakarias.
Og Salam nikker.
- Han har i hvert fald den vildeste ko, siger
Wumbi.
- Nå, men min fars køer har i hvert fald de
længste horn, kommer det fra Ali.
Nu dukker Rasak op, og de andre siger, at han må
afgøre, hvis far der har den flotteste ko.
41

42
Rasak studerer køerne.
- Jeg har nu mest forstand på elefanter, sukker
han. Men så beslutter han, at den hvide ko, med
de lange horn er den flotteste i flokken.
- Det er min bedstefars ko, siger Wumbi stolt.
- Nå, men vores fars køer giver mest mælk,
siger Zakarias. Og Salam nikker.
- Det er jo kun, fordi han har flest køer, siger
Wumbi.
Kvinden med den lille butik bag på cyklen er
kommet kørende fra Salaga. Der dufter herligt af
sæbe og søde sager fra hendes papkasse.
- Hør, kunne I ikke drive køerne ud på græsset
for mig, drenge, råber kohyrden. - Jeg har noget,
jeg skal ordne.
Det kan drengene sagtens. De hujer og råber,
så hele flokken braser gennem buskene.
Kohyrden går hen og køber noget fra
butikken på cyklen. Hans smukke kone er spændt
på, hvad det er. Men hun får det ikke at vide.
Ikke endnu, for det er en overraskelse.
butikken på cyklen
Der er ingen butikker i landsbyen,
så folk elsker, når der kommer
en butik cyklende fra byen. Den
sælger måske fine stoffer. Eller
man kan få skjorter eller sandaler
i flotte farver.

Damen med den lille butik på cyklen sælger duftende creme inde fra byen. Hun siger, at det gør kvinderne fortryllende. Hun har også slikkepinde og babysutter gemt i sin papkasse.
43

44
Mimi er en rigtig drillepind. Hun huggede drengenes bold, som de selv har lavet af plasticposer og elastikker. Og nu bliver hun ordentlig kildet.

Nu tror du måske, at de fem drenge i Tachipe
aldrig får lov til at lege? At det er arbejde,
arbejde, arbejde, så snart de har fri fra skole.
Næh nej. De kan sagtens passe køerne og
samtidig lege fangeleg og gemme sig mellem
buskene. Men det bedste, de ved, er nu at sidde
og høre køerne gumle, mens de spiller Kalaha.
Så laver de to rækker med fordybninger i
jorden og spiller med små sten. Eller med bær fra
buskene. Det er som regel Salam, der vinder. Men
hans bror er også ret god til det, hvis bare han
ville lade være med at snyde.
Den, der vinder, hujer og hopper rundt, så
køerne glor forundret.
Kalaha
Man har spillet kalaha i
Afrika gennem 7000 år. På
træbræt med huller eller bare i
fordybninger i jorden. Det gælder
om at få flest kugler. Man kan
bruge kugler af sten eller bær
eller harelort.
Drengene har også en bold, som de selv har
lavet. Den sparker de rundt med, så støvet
hvirvler op.
En dag ser Mimi sit snit til at snuppe drengenes
bold.
- Nu har jeg den. I får den aldrig igen.
Men drengene fanger hende og tager bolden.
Så kilder de hende rigtig grundigt, så hun tisser i
bukserne af grin.
- Jeg siger det til mor og mormor, hyler hun.
- Du er bare en lille tissetermit, der sladrer,
siger Rasak.
- Nej jeg er ej. For jeg siger det slet ikke,
griner Mimi.
45

46
Kapitel 7
Drengene synes, mændene er rigtig seje, når de kommer hjem med vildt fra buskene. Nogle bærer busk-bøsser på ryggen. Andre har slangebøsser og hakker og lange knive som våben.

I det næste stykke tid er de fem drenge
flittige til at hjælpe efter skoletid. De
henter vand. Malker køer. Laver mursten. Bundter
strå. Luger ukrudt i yams-markerne. Og så henter
de flere termitter til lærerens høns.
Men den dag, mændene har været på jagt i
buskene, bliver det rigtig, rigtig sjovt at hjælpe
til. Jægerne kommer hjem med en masse lækre
små dyr. Drengene beundrer fangsten. Harer,
rotter og firben. Lækker mad til mange gryder.
Nu synes du måske ikke, at det er særlig
lækkert at spise harer, rotter og firben. Men i
Tachipe er sådan noget buskmad skønt. Det er
rotter
En af de rotter man spiser i
Ghana, hedder en grass-cutter.
Det betyder græsslåmaskine.
Dyret æder nemlig en masse
græs. Det er en tyksak med
små ører og perleøjne. Den ser
sød ud, og smager godt.
ikke så tit, der er kød i sovsen. Det plejer bare
at være grøntsager.
En af onklerne lærer drengene, hvordan man
trækker skindet af de store firben. Og pelser
rotterne. Og plukker harernes lange hår af.
Mimi samler harernes pelshår. Hun vil gerne
hjælpe, men det får hun ikke lov til.
- Åh, hvor er harens pels blød, siger hun.
- Gider du ikke nok fortælle den historie om
elefanten og haren, Rasak?
Det gider hendes bror godt, så han fortæller
historien om, dengang haren snød elefanten. Imens
plukker drengene den bløde pels af harerne.
Bagefter skal harerne svides over et bål. Det er
vigtigt, at de sidste hår bliver brændt væk.
Til slut bliver indvoldene taget ud af dyrene og
de bliver skåret i stykker, så de er klar til at
komme i gryderne.
- Bare stik hånden ind i dyret, og træk tarmene
ud, siger onklen til Zakarias.
- Jeg har en dårlig arm, så det kan jeg ikke,
siger han og smutter væk.
- Du skal måske hjem til din mor og hives i
ørerne, råber hans bror efter ham. Og så er det
Salam, der får lov til at trække tarmene ud af
dyret.
47

48
Drengene spidser ører. Sikke nogle historier, jægerne kan fortælle. En af dem er blevet bidt af en rotte i tåen. En anden er selv blevet jaget af vilde bier.

De fleste familier i Tachipe får buskmad i
gryderne efter jægernes gode fangst. Men
jægerne laver også deres egen gryde. Her får
drengene lov til at spise med. Og Zakarias er
straks på pletten igen.
Det er vel nok spændende at sidde og høre
onklerne fortælle, hvordan de listede rundt og
fangede dyrene ude i buskene.
- Når jeg skal op og besøge min far, tager han
mig med ud til elefanterne, siger Rasak. Så følger
vi efter deres store spor, indtil vi finder dem.
Vennerne beundrer mændenes fangst. Nu bliver der vel nok fest, for det er ikke hver dag, de får kød til
deres fufu-mos.
- Og så skyder I måske en af dem? spørger en
onkel.
- Nej, er du gal, siger Rasak forarget. - Min
far passer på, at krybskytterne ikke skyder
elefanterne.
Da de er færdige med at spise, slikker Rasak og
Zakarias det sidste kødsovs op af skålen. Det er
bare så lækkert.
Zakarias ved, at hans mor vil hive ham i ørerne,
fordi han ikke er kommet hjem til hende for at
spise. Men pyt med det.
Rasak og Zakarias slikker gryden med lækker kødsovs. I
Ghana spiser man med fingrene. Og kun med højre hånd.
49

Den tredje elefant-fabel:
Elefanten og haren
om hvordan haren mistede sin buskede hale.
Engang ville en hare over en stor flod, men den kunne ikke
svømme. Da der kom en elefant forbi, bad den det store
dyr om hjælp.
- Kære elefant, vær rar at hjælpe mig over floden.
Elefanten, der bar en sæk med jordnødder i sin snabel,
lod haren klatre op på sin ryg.
- Så må du passe på mine nødder, mens vi går over
vandet, sagde den og rakte sækken op til haren. Og den
plaskede ud i vandet og vadede over den store flod.
Dengang havde haren små, korte ører og en lang,
busket hale. Og mens den sad der på ryggen af elefanten,
viftede den glad med halen, for duften fra nødderne var
skøn. Den smagte på et par stykker og viftede endnu mere
med halen af fryd. Og da de nåede den anden bred, havde
haren ædt alle nødderne. Hvad skulle den finde på?
- Åh, kære elefant, ser du de frække aber inde på
bredden? råbte den. - Giv mig hellere nogle småsten, som
jeg kan kaste efter dem, så de ikke hugger dine nødder.
Elefanten tog flere snabelfulde sten op fra flodens bund
og rakte dem til haren. Nogle af stenene kastede den efter
aberne, der forsvandt i træerne. Resten puttede haren i
den tomme sæk.
Da de kom op af floden, hoppede haren ned fra
elefantens ryg, takkede mange gange for turen. Og væk
var den.
Elefanten var blevet meget sulten og tog sin sæk ned
fra ryggen for at spise nogle nødder. Men der var kun sten
i sækken.
- Så det er den tak, man får! råbte elefanten og brølede
arrigt. Og så trampede den rasende gennem buskene for
at finde haren og give den klø.
Da haren hørte de rasende brøl fra elefanten, og så den
komme brasende, gravede den lynhurtigt et hul, som den
gemte sig i. Men den nåede ikke at grave dybt nok. Den
buskede hale stak stadigvæk op.
- Nå, så du tror, du kan slippe af sted med at hugge
mine nødder, råbte elefanten og greb fat i halen med sin
snabel.
Med et rask ryk trak den tyven op af hullet og svingede
den rundt i luften med sådan en kraft, at halen gik af. I
susende fart fløj haren op i netop det træ, hvor aberne sad.
De hev den grundigt i ørerne og smed den ned fra træet.
Ørerne blev ekstra lange. Dem har haren endnu. Men
den lange, buskede hale mistede den. Nu har den kun en
lille, ynkelig stump.
51

52
Kapitel 8
Dagen efter den gode buskmad leger
drengene, at de går på jagt. De ved godt,
at det kun er de voksne mænd, der må jage.
Der kan være giftslanger og andet farligt kryb
ude i buskene. Men Rasak forsikrer, at han ved,
hvordan man gør. Det, han ikke ved, er, at hans
venner har fundet på at lave lidt sjov med ham.
Ved hjælp af en stor sten har de trykket en
række dybe elefantspor i den røde jord.
Drengene bevæbner sig med macheteknive og
slangebøsser og hakker. Og så lister de ud i
busklandskabet.
- Bare vent, til jeg møder en hare eller en
rotte, så skal den få med hakken, siger Ali.
Og så ser Rasak elefantsporene. Han studser
og bøjer sig helt ned over dem. Så følger han dem
ivrigt ind imellem buskene.
- Duk jer! råber han med et. - Derovre står en
elefant.
- Du drømmer, mand. Det er bare nogle buske,
griner Wumbi.
- Jamen sporene? Rasak glor på buskene, der
lignede en elefant. Men han ved jo godt, at
de store dyr ikke lever her mere. De er oppe i
Mole hos hans far. Så ser han, hvordan vennerne
knækker sammen af grin. De laver fis med ham.
Machetekniv
Macheten er en lang, stærk kniv,
der bruges til alverdens ting.
Til at hugge vej gennem tæt skov.
I marken. Til madlavning. På jagt.
Og i krig, når stammerne slås.

Drengene lister af sted for at jage. Og her får Rasak øje på elefantsporene. Jamen er elefanterne nu dukket op lige uden for landsbyen?
53

54
Han truer ad dem med slangebøssen.
- Man ved aldrig, hvad man møder i buskene,
siger Zakarias og svinger med den lange machete.
- Engang huggede jeg en slange midt over.
- Det er løgn, siger hans bror.
Men en ting er sandt nok. Man ved aldrig, hvad
man møder i buskene. Pludselig får Rasak øje på
noget, der bevæger sig. Og denne gang er det
ikke en elefant. Han sigter med slangebøssen og
skyder den skarpe sten af sted.
Pang! Noget basker rundt inde i buskadset.
Salam får fat i byttet.
slangebøsse
En Y-formet gren og et stykke
cykelslange, så nemt kan du
lave en slangebøsse. Og hvis
du øver dig, kan du blive rigtig
god til at ramme det, du sigter
på med det lille våben.
Salam tror ikke sine egne øjne. Rasak
har skudt onkels flotte perlehøne.
Hvad skulle den perlehøne også ude
imellem buskene?
Rasak er bange.

- Åh, nej, det er en perlehøne, udbryder Wumbi.
- Det er ved gud en af onkel Yakubs perlehøns!
råber Rasak. Han er bange nu. Rigtig bange. Hvis
onkel opdager, at han har skudt en af hans høns,
bliver han tosset og kommer med kæppen.
- Hvad skulle den perlehøne også ude mellem
buskene, jamrer Rasak. - Hønsene plejer at løbe
rundt inde omkring hytterne.
- Jeg kan godt sige jer, at min mor flår ørerne
af mig, hvis hun får at vide, jeg har været med til
det her, jamrer Zakarias.
- Vi kunne begrave hønen, foreslår Ali.
I det samme ser de, at onkel Yakub er på vej
med kæppen. Nogle af de små unger har allerede
sladret.
- Åh, Jesus og Gud i himlen, hjælp mig dog,
råber Rasak og prøver at stikke af.
Men her hjælper hverken Jesus eller Gud. Onkel
Yakub fanger Rasak og giver ham en ordentlig
omgang klø med kæppen.
Bagefter gemmer Rasak sig ude ved dawadawa-træet.
Her står han i lang tid og tuder.
Mimi græder også, mens hun fortæller mor om
perlehønen. Det er ikke, fordi hun vil sladre, men
hun så sin bror få klø med kæppen.
- Det er rigtig dumt, at far er oppe hos
elefanterne, græder hun. - Hvis far var her, kunne
han gå hen og snakke med onkel Yakub.
- Lad os høre, hvad mormor vil gøre, siger
Mimis mor.
Rasak hyler i vilden sky, da onkel straffer ham. Han vil aldrig gå på jagt mere. I
hvert fald ikke før hans far kommer og de kan gå sammen.
Mormor går hen til Yakub og køber perlehønen for
penge, hun har tjent på markedet. Og så bliver
der kogt en stor gryde yams, som bliver stampet
til fufu-mos. Og en dejlig gryde sovs med
perlehøne.
Da Rasak kommer listende hjem, får han skænd
af mor. Hun råber meget højt.
Men bagefter får han fufu-mos med kødsovs.
Han må stå op og spise, for det gør for ondt i
rumpen at sidde ned. Men uhm, hvor det smager.
- Det er perlehønen, hvisker Mimi.
Hans mor rusker ham i armen.
- Og så er der ikke noget med at gå på jagt,
før din far kommer på besøg og kan følges med
dig, råber hun.
Rasak smiler og nikker, så hatten er ved at
falde af.
55

56
Om lidt starter motoren så den oser og sprutter. Og så kommer folk løbende fra hele landsbyen for at sætte deres mobiler i stikkene og få strøm.

Kapitel 9
Skolelæreren har en mobiltelefon. Det er
der flere i byen, der har. Og nu spekulerer
du måske på, hvordan de får ladet batterierne
op, når du ved, at der ikke er elektrisk strøm i
Tachipe.
Det sørger onkel Rufu for. Han har en
benzindrevet generator med en masse ledninger og
stikdåser. Når han sætter den i gang, så sprutter
den, og mobilerne får strøm.
En dag ringer Hr. Lærer til en af sine venner i
den store by, Salaga.
- Hør her, siger han. - Jeg har en flok drenge,
som skal have en belønning. Måske kan du vise dem
slavemarkedet, hvis jeg kommer til byen med dem?
Det kan sagtens lade sig gøre, siger vennen. Og
de aftaler, at det skal være næste dag.
Læreren smiler og putter mobilen i lommen. Nu
skal drengene have deres belønning.
Måske ved Hr. Lærer godt det der med
perlehønen, men han siger ikke noget om det.
Næste dag er der ingen skole, for det er lørdag.
Tidligt om morgenen cykler læreren af sted med
de fem drenge. Salams og Zakarias’ far har kun
én cykel. Den låner Salam. Så må Zakarias sidde
bagpå hos læreren den lange vej til Salaga.
- Det er heldigt, for jeg har så ondt i mit ene
ben, sige han.
Rasak aser og maser på cyklen. Han har svært
ved at følge med de andre.
- Jeg har en gang kørt til Salaga på ladet at
en lastbil, stønner han. - Det var, da vi skulle
med den store bus op at besøge min far i Mole.
- Ork, det er da ingen sag at cykle til Salaga.
Ali tramper i pedalerne og kommer hurtigt op
foran Hr. Lærer. Men efter nogle kilometer er han
helt udaset. Han sakker bagud, og det er Salam,
der hen på formiddagen når først frem til den
store by.
Den store bus kører hele vejen op til nationalparken, hvor Rasaks far passer
elefanterne. Han ville ønske, han kunne køre med. Han savner sin far.
57

58
Wumbi ved lige præcis, hvad hans bedstefar, medicinmanden,
kan bruge fra butikken her på tæppet.
Drengene er godt udasede og meget tørstige.
Læreren køber vand til dem. Vand i poser. Det er
vel nok smart.
De er også blevet sultne, og læreren køber
brød og en pose jordnødder, de kan dele.
Drengene ville helst have smagt de kager, som
pigen sælger fra sin lille butik på hovedet. Men
det er ikke ordentlig mad, siger Hr. Lærer.
- Hold da helt fest, råber Zakarias. Har I set
alle de her mobiler.
Butikken stråler i et farveorgie af
mobiltelefoner. Drengene kan slet ikke lade være
med at gå derhen.
- Hvem af jer skal købe en mobil? siger manden
med mobilerne.
- Ikke nogen, mumler drengene og går igen.
Drengene drikker vand fra poser. Det er smart. Og nu vil de udforske det spændende
marked med alle butikkerne.
- Tænk bare, hvis man en dag kunne få sin helt
egen mobil, sukker Ali. Det er nok det, han ønsker
sig allermest i verden. Næst efter sin egen cykel,
selvfølgelig.
Ude mellem boderne får Wumbi øje på en butik,
der er fuld af knogler og skind og muslingeskaller.
Gode ting til at beskytte mod onde ånder, tænker
han og knæler ned foran tæppet med varerne.
Hvis han havde haft nogle penge, ville han have
købt sig en armring.
- Se, der holder den store bus, råber Rasak.
Hvis jeg havde nogle penge, ville jeg hoppe på den
og køre op og besøge min far og elefanterne.

Så mange mobiltelefoner har drengene aldrig før set. I landsbyen er der kun nogle få af mændene, der har en mobil.
59

60
I gamle dage blev der solgt slaver på markedet. Det var lige her under baobab-træerne, de stod og græd i deres lænker.

Nu tager Hr. Lærer dem med hen på det store
torv, hvor der engang for længe siden blev holdt
slavemarked. Midt på pladsen er der to store
baobab-træer. Her hænger der et skilt, hvor der
står SALAGA SLAVEMARKED. Læreren staver
ordene, og drengene kender godt de fleste af
bogstaverne.
Så dukker der en mand op i en gul trøje. Det
er Hr. Lærers ven. Han fortæller en masse om
slaverne.
- Nu lever vores stammer fredeligt sammen.
Vi slås ikke mere. Men i gamle dage var mange
stammer dødsfjender og fangede hinanden. Og
fangerne blev solgt som slaver her på markedet.
Manden spiler øjnene op og ser rundt på drengene.
- Forestil jer, at pladsen her er fuld af
mænd og kvinder med håndjern og fodlænker. I
hundredvis af slaver. Nogle af dem er børn. Og
dem, der vil købe slaver, de går rundt og ser på
deres tænder og føler på deres arme og ben for
at mærke, om de har muskler.
Dem, der så har købt slaver, de brænder et
mærke ind i huden på de arme mennesker. Der
stank af brændt kød på slavemarkedet dengang.
Drengene snuser rundt i luften. Men her lugter
heldigvis kun af støv og nybagt brød.
- Vil I se de lænker, slaverne fik på, når de
skulle gå den lange, lange vej ned til havet?
Manden i den gule trøje spiler igen øjnene op.
- Vi vil meget gerne se lænkerne, siger Hr.
Lærer til sin ven.
slaver
Danskerne købte slaver fra
Ghana i omkring 150 år. De
blev ført i lænker den lange
vej til havet, hvor de så blev
sejlet over til danske plantager
på De Vestindiske Øer. Det
stoppede i 1848.
De gamle slavelænker er gemt inde i et lille
museum.
- De her lænker har nogle af jeres forfædre
haft på, fortæller vennen og rasler med kæderne.
- Slaverne blev lænket sammen i lange rækker.
Sådan slæbte fangerne sig af sted dag efter dag,
indtil de nåede havet, hvor de hvide mennesker
sejlede dem langt bort til slid og slæb ovre i
Amerika.
Drengene gyser. Godt det ikke er dem, der
bliver fanget og solgt som slaver.
- I må gerne prøve at tage lænkerne på, siger
manden i museet.
Men det tør drengene ikke.
61

62
Det er altid spændende at høre, når de gamle i landsbyen fortæller om gamle dage. Men i dag får drengene også lov til at fortælle, hvad de har oplevet.
Da læreren og drengene sidst på eftermiddagen
når hjem til Tachipe på cyklerne, bliver de sendt
hen til høvdingen og de andre gamle mænd. De
skal fortælle om deres tur til slavemarkedet.
- Vi hørte om slaverne, der blev solgt under
baobab-træet, siger Wumbi.
- Og om det brændte kød, nikker Ali.
- Og vi prøvede lænkerne, siger Zakarias.
Men hans bror retter ham:
- Vi måtte godt prøve lænkerne, men vi turde
ikke.
Høvdingen rømmer sig:

aobab-træ
En baobab kan blive over 1000
år gammelt. Mange steder er den
et helligt træ, hvor man ofrer til
ånden i træet. Baobabben kaldes
også et abebrødstræ, fordi
aberne elsker dens frugter.
- Slavebørnene blev ikke sat i lænker dengang,
siger han. Min oldefar har fortalt mig, at børnene
løb grædende efter deres lænkede mor eller
far hele vejen ned til havet. Men det er længe,
længe siden. På den tid levede elefanterne her på
stedet.
Høvdingen kradser med stokken i jorden og
holder en lille pause. Så fortæller han, at der
dengang var en lille dreng fra hans familie, der
løb efter sin mor, da hun blev ført i lænker mod
havet for at blive slave i Amerika. Men moren
sparkede sin søn væk og råbte, at han skulle
skynde sig hjem og gemme sig godt for slavejægerne.
Nu kigger høvdingen op:
- Hvis ikke den dreng var løbet hjem, så sad
jeg ikke her i dag. Drengen blev nemlig min
tipoldefar.
63

64
Børnene under træet er ellevilde. De får en rigtig skole med stole og borde og bøger og blyanter.

Kapitel 10
En dag, mens børnene er henne i skolen
under mangotræet, får de en nyhed i
Tachipe. Nyheden kommer til en af de gamle
mænd gennem hans mobiltelefon.
- Lad mig høre, hvad de sagde i mobilen, siger
høvdingen.
- Nogle hvide folk fra et land, der hedder
Danmark, vil bygge en skole i Tachipe, siger den
gamle med mobilen. - En skole med tag og mure
og stole og borde og bøger.
- Det er længe siden, der er kommet sådan en
god nyhed til Tachipe, siger høvdingen og banker
med stokken i jorden. - Den sidste gode nyhed
var, dengang Hr. Lærer kom.
Rygtet om den gode nyhed løber som en
buskbrand gennem hele Tachipe. Lynhurtigt når
den til skolen ude under træet.
- En ny skole med stole og borde og
bøger og blyanter, råber læreren begejstret.
Børnene springer op og jubler.
- Så tror jeg nok, jeg kan blive læge, siger
Wumbi.
Hallo! Hvad siger du? Vi får en ny skole!
65

66
- Og jeg kan lære at tælle alle stjernerne på
himlen, råber Zakarias.
- Hvad med at lære at tælle dine egne fingre
og tæer først, siger Salam.
Hele landsbyen stimler sammen henne hos
høvdingen.
- Har I hørt det. Har I hørt, at vi får en rigtig
skole med tag og mure!
Og nu bliver der fest. Trommer og kobjælder
spiller op. Pigen og tanterne synger og danser
rumpedans. Drengene hopper rundt og hujer.
De fem drenge glæder sig vel nok til den nye
skole.
- Når vi får stole at sidde på, er der nok ikke
mere nogen, der får termitter i bukserne, griner
Ali.
rumpedans
Landsbyen fester. Trommerne
banker rytme ind i kroppen. Der
synges, klappes og danses.
En to tre - så støder rumperne
sammen. En to tre - så igen.
Kvinderne og pigerne er bedst
til rumpedans.
Det giver de andre ham ret i. Men lige nu er
de på vej ud til dawa-dawa-træet for at se, om
frugterne er modne.
- Og så kan det jo være, at jeg fortæller jer
en lille elefanthistorie, siger Rasak.

Charlotte blay har skrevet mere
end 70 børnebøger. Hun henter sine
historier om børn over hele Jorden,
og det er fjerde gang hun er udvalgt
til at skrive årets bog til Børnenes
U-landskalender:
• Rumpedans og kalabasser
(fra Ghana, udsolgt)
• Bøfler og bambusskud
(fra Vietnam, udsolgt)
• Gadebørn og gavtyve
(fra Honduras, fås stadig på
www.ulandskalender.dk)
• Elefantspor i rød jord
(fra Ghana)
I 2007 fik Charlotte Blay
kulturministeriets børnebogspris. Se
mere på www.blay.com.
Foto Jørgen Schytte
Tegninger: Ursula Seeberg
(elefantfablerne)
Ib K (faktabokse og vignetter)
layout, repro og produktion:
Publikum Kommunikation /
Morten Bak.
Pædagogisk konsulent:
Mikala Klubien.
Tryk: Center Tryk.
Font: Dyslexie.
Udgivet af Danida/Udenrigsministeriet.
ISBN-nr: 978-87-7087-654-4
ISBN-nr: 978-87-7087-656-8
(elektronisk version)
Elefantspor i rød jord suppleres af
lærervejledning, arbejdshæfte, dvd og
hjemmeside. Tilrettelagt for 1.- 4. klasse.
Materialet kan – ligesom tidligere års
materialer – bestilles på
www.u-landskalender.dk
børnenes U-landskalender fylder 50 år
Børnenes U-landskalender er et samarbejde mellem
Danida og Danmarks Radio, og det startede i 1962.
Gennem årene er den blevet en fast del af traditionerne omkring
julen for mange børn, forældre og skoler landet over.
Børnenes Ulandskalender består af en hel række
aktiviteter:
• Hvert år besøger Børnenes U-landskalender et nyt
u-land. I år er det Ghana.
• Hvert år samarbejder Børnenes U-landskalender med en
dansk u-landsorganisation, som laver et særligt projekt
for børn i årets land.
• Den populære låge-julekalender sælges over hele
Danmark – og overskuddet går til årets projekt.
• Danmarks Radio laver en TV-julekalender i 24 afsnit,
som vises i december plus en hel række af TVudsendelser,
som vises i november om børn fra årets
land – i år bl.a. fire film med Nørd i Ghana.
• Danida udgiver hvert år en børnebog og et sæt
undervisningsmaterialer til de danske skoler – og
bidrager til årets projekt.
Årets projekt 2012: skoler til ghana med IbIs
I år går overskuddet fra Børnenes U-landskalender til et
langsigtet projekt med at oprette mange, små skoler og
uddanne lærere i det fattige nordlige Ghana. Her er der så
langt mellem skolerne, at mange børn slet ikke kommer i
skole. Det er u-landsorganisationen IBIS, der står for årets
projekt. www.ibis.dk/ulandskalender åbner 1. november.
Læs mere: www.ibis.dk og på www.ulandskalender.dk.
om danida
Danida er navnet på Danmarks udviklingssamarbejde
– Danmarks hjælp til at bekæmpe fattigdom og skabe
bedre livsvilkår i en lang række af verdens udviklingslande.
Danida blev oprettet i 1962 og har dermed 50 års
jubilæum i 2012. Hjælpen fra Danida foregår i et
nært samspil med en lang række folkelige, danske
u-landsorganisationer og internationale organisationer –
samt ikke mindst i et nært samarbejde med u-landene selv.
Læs mere om Danida og de mange fremskridt for verdens
fattige på www.danida.dk
67

68
Rasak drømmer om elefanter
Han fortæller hele tiden vennerne om de store dyr, som
hans far passer ude i dyreparken. Han går og savner sin
far rigtig meget.
Der er altid gang i de fem friske fyre i landsbyen
Tachipe. Deres lærer siger, at de har termitter
i bukserne. Men det er svært at sidde stille på
træstammen under skoletræet.
Drengene finder på en masse spilopper, når de er
sammen. Det går da også galt, den dag de laver ulovligt
cykelræs. Og værre ender det, da de sniger sig på jagt i
buskene.
Alligevel lykkes det drengene at gøre sig fortjent til
en belønning. De kommer med på en tur til det gamle
slavemarked. Og det gode kommer sjældent alene.
3d-spil, film og
sjove aktiviteter
www.ulandskalender.dk
læse let-bøger med mere om børnene i Tachipe
På www.ulandskalender.dk finder du to læse let-bøger
med andre historier, der handler om Rasaks søskende,
som du også møder her i bogen.
drengen og elefanten: Rasaks bror Isif bor hos deres
far ude i elefantparken. En dag står der en elefant lige
foran deres dør. Hvad er der galt?
Pigen og de små dyr: Rasaks søster Mimi løber altid i
hælene på drengene, parat til at drille. Men en dag bliver
hun bidt af en skorpion. Nu må Rasak hjælpe.