Instruktionen for den danske delegation ved FN's 66

FN’s 66. Generalforsamling
2011
Instruktion for den danske delegation
Udenrigsministeriet
2011

Indholdsfortegnelse
1. Indledning. ....................................................................................................................................... 5
a) Målsætninger i dansk FN-politik ............................................................................................ 5
c) Den internationale baggrund for Generalforsamlingen ...................................................... 6
e) Delegationens rolle ................................................................................................................... 9
2. Internationale kriser ........................................................................................................................ 9
a) Det arabiske forår inkl. situationen i berørte lande: ............................................................. 9
b) Andre internationale kriser ....................................................................................................... 14
Afghanistan ..................................................................................................................................... 14
Burma ............................................................................................................................................... 15
Centralasien ..................................................................................................................................... 16
Elfenbenskysten.............................................................................................................................. 16
Etiopien og Eritrea ......................................................................................................................... 17
Haiti .................................................................................................................................................. 17
Irans atomprogram......................................................................................................................... 17
Irak ................................................................................................................................................... 18
Israel/Palæstina............................................................................................................................... 18
Kaukasus .......................................................................................................................................... 19
Libanon/Syrien ............................................................................................................................... 20
Liberia .............................................................................................................................................. 20
Madagaskar ...................................................................................................................................... 20
Nordkorea ....................................................................................................................................... 21
Pakistan ............................................................................................................................................ 22
Sri Lanka .......................................................................................................................................... 23
Sahara / Sahel ................................................................................................................................. 24
Somalia ............................................................................................................................................. 24
Sudan/Sydsudan ............................................................................................................................. 25
Uganda ............................................................................................................................................. 26
Vestafrika ......................................................................................................................................... 27
Vestbalkan ....................................................................................................................................... 27
Zimbabwe ........................................................................................................................................ 28
3. Fred, sikkerhed og international retsorden ............................................................................... 28
a) Terrorismebekæmpelse, herunder globalkonventionen ....................................................... 29
2

) Fredsbevarende operationer .................................................................................................... 30
c) Konflikthåndtering, fredsopbygning og skrøbelige stater .................................................... 32
d) Responsibility to Protect .......................................................................................................... 33
e) Den Internationale Straffedomstol ......................................................................................... 34
f) Folkeretskommissionen ............................................................................................................ 35
g) Nedrustningsspørgsmål ............................................................................................................ 35
h) Pirateri ......................................................................................................................................... 37
4. Økonomiske og sociale spørgsmål ............................................................................................. 38
a) 2015-målene et år efter MDG-topmødet ............................................................................ 38
b) Udviklingsfinansiering ........................................................................................................... 39
c) Gæld ......................................................................................................................................... 41
d) Handel ...................................................................................................................................... 41
e) Fødevareforsyningssikkerhed ............................................................................................... 42
f) Den økonomiske krise ........................................................................................................... 43
g) Miljø og bæredygtig udvikling ............................................................................................... 44
h) Rio +20 .................................................................................................................................... 44
i) Klima ........................................................................................................................................ 45
j) Reproduktiv sundhed og HIV/AIDS ................................................................................. 46
k) Udviklingen i Afrika ............................................................................................................... 48
l) Migration og udvikling ........................................................................................................... 49
5. Humanitære spørgsmål ................................................................................................................ 49
a) Generelle spørgsmål .......................................................................................................... 49
b) Afrikas Horn ....................................................................................................................... 52
6. Menneskerettigheder .................................................................................................................... 53
a) Generelle spørgsmål ............................................................................................................... 53
b) Frihed for tortur og dødsstraf ............................................................................................... 54
c) Religionsfrihed, ytringsfrihed og religionsforhånelse ........................................................ 55
d) Racisme .................................................................................................................................... 55
e) Interkulturel og interreligiøs dialog ...................................................................................... 56
f) Alliance of Civilizations ......................................................................................................... 56
g) Ligestilling og kvinder ............................................................................................................ 57
h) Menneskerettigheder og terrorisme ..................................................................................... 58
i) Børn og unge ........................................................................................................................... 59
7. Institutionelle og finansielle spørgsmål ...................................................................................... 60
3

a) EU’s rolle i FN ........................................................................................................................... 60
b) Reform af de operationelle udviklingsaktiviteter .................................................................. 60
c) Revitalisering af Generalforsamlingen .................................................................................... 62
d) Reform af Sikkerhedsrådet ....................................................................................................... 62
e) ECOSOC og reformer .............................................................................................................. 64
f) Management reform .................................................................................................................. 64
g) FN’s finansielle situation og renoveringen af hovedkvarteret ............................................. 65
8. Bilag ................................................................................................................................................ 66
a) Højniveaumøder i forbindelse med FN’s 66. Generalforsamling ....................................... 66
b) Danmarks deltagelse i fredsbevarende operationer og politioperationer .......................... 69
c) Danmarks bidrag til FN’s fonde og programmer ................................................................. 71
d) Forkortelser ................................................................................................................................ 77
4

1. Indledning.
a) Målsætninger i dansk FN-politik
Det er i Danmarks klare interesse, at det internationale samfund kan træffe de nødvendige beslutninger
om globale spørgsmål og at Danmark gennem stærke og legitime multilaterale organisationer
som FN får maksimal indflydelse på disse beslutninger. Danmark har siden den 24.
oktober 1945, hvor FN blev etableret, været en varm fortaler for et stærkt FN. Danmark ønsker
et FN, der har midlerne til og mulighederne for at håndtere verdens problemer effektivt.
Det er derfor fortsat en dansk prioritet at støtte reformer i FN, der kan sikre den rette prioritering
af indsatsen og ressourcerne med fokus på de områder, hvor FN kan gøre en forskel. Dette
gælder særligt:
Indsatsen for opretholdelse af fred og sikkerhed, herunder fredsbevarende operationer;
Støtten til fredsbevaring under konflikter og genopbygning i post-konfliktsituationer;
Normsætning ved formulering af internationale spilleregler, ikke mindst folkeret og menneskerettigheder,
og overholdelse af disse;
Fastsættelse af dagsordenen på udviklingsområdet, hvor FN bl.a. med 2015-målene har
sat konkrete mål for resultater vedrørende bl.a. fattigdomsbekæmpelse, uddannelse, ligestilling,
sundhed, børne- og mødredødelighed og miljø.
Danmark er en engageret deltager i FN’s arbejde, og er med til at gå foran og præge det med
danske synspunkter og interesser. Det er et mål i dansk FN-politik at værne om FN-pagtens
integritet og effektive funktion.
Angrebene i Norge var et angreb på de værdier, som FN står for. Det var et angreb på frihed,
åbenhed, demokrati, tillid og fællesskab. Det er grundlæggende værdier, som Danmark i FN
sammen med andre lande står sammen om at forsvare og bevare, og som binder nationer sammen.
Det er værdier, som Danmark er og vil være en aktiv fortaler for i FN.
Hovedlinjerne i den danske FN-politik fastlægges på grundlag af Folketingets vedtagelser og i
en mere detaljeret form i instruktionen for den danske delegation til Generalforsamlingen.
Kendetegnende for den danske FN-politik er, at den er fastlagt ud fra langsigtede interesser og
en stærk tiltro til forpligtende internationalt samarbejde. Gennemførelsen af danske målsætninger
vil ofte ske inden for rammerne af EU.
Med Lissabon-traktaten er EU’s rolle på det udenrigspolitiske område styrket. EU vil fremover
spille en mere fremtrædende rolle i FN. Generalforsamlingen vedtog i maj 2011 en resolution,
der sætter rammerne for en sådan udvidet rolle for EU i FN. Resolutionen vil bl.a. give EU
bedre mulighed for at afgive indlæg på vegne af alle EU-lande og for at kunne forhandle mange
af Generalforsamlingens resolutioner på vegne af medlemslandene. Denne styrkede rolle for
EU vil være vigtig i forbindelse med Danmarks varetagelse af EU-formandskabet i første halvdel
af 2012.
5

) Den 66. Generalforsamling
De Forenede Nationers Generalforsamling mødes i årlige sessioner, der indledes i september
og normalt løber indtil det følgende års Generalforsamling starter. Den 66. Generalforsamling
åbnes officielt i FN-hovedkvarteret i New York den 13. september 2011, hvor dagsordenen
vedtages. Den generelle debat afholdes den 21. - 23. og 26. - 30. september. Debatten foregår
efter traditionen i vidt omfang på stats- og regeringschef eller ministerniveau. Der vil i dagene
omkring den generelle debat blive afholdt højniveaumøder i FN-hovedkvarteret om følgende
emner: Ikke-smitsomme sygdomme (den 19. – 20. september), ørkenspredning (den 20. september),
opfølgning på Durban-konferencen om racisme (den 22. september) og nuklear sikkerhed
(den 22. september). Se bilag A for nærmere information om møderne.
Arbejdet i Generalforsamlingen finder sted i plenarsalen og i Generalforsamlingens seks hovedkomitéer.
(1. komité: Nedrustning og international sikkerhed; 2. komité: Økonomiske og
finansielle spørgsmål; 3. komité: Sociale, menneskelige, og kulturelle spørgsmål; 4. komité:
Spørgsmål om særlige politiske sager og afkolonisering; 5. komité: Spørgsmål om administrative
sager og budget; 6. komité: Juridiske spørgsmål).
Dagsordenen for FN’s 66. Generalforsamling består af over 160 punkter, som i denne instruktion
er grupperet som følger: Internationale kriser, fred, sikkerhed og international retsorden,
økonomiske og sociale spørgsmål, humanitære spørgsmål, menneskerettigheder samt institutionelle
og finansielle spørgsmål. Dagsordenen fremgår af følgende link:
http://www.un.org/en/ga/66/agenda/index.shtml.
Den 66. Generalforsamling stiller særlige krav til Danmark, som varetager EU-formandskabet i
første halvdel af 2012, og dermed, sammen med EU-delegationen i New York, vil have ansvaret
for at koordinere EU-kredsens tilgang samt forhandle på EU’s vegne.
c) Den internationale baggrund for Generalforsamlingen
FN’s styrke har været og er stadig organisationens særlige globale legitimitet - og det forhold, at
arbejdet i vidt omfang er konsensusbaseret. Dertil kommer, at FN-pagten giver Sikkerhedsrådet
en helt afgørende placering i spørgsmål om fred, sikkerhed og magtanvendelse. Dette udgangspunkt
har dannet grundlag for FN’s fredsbevarende og konfliktforebyggende rolle samt for
FN’s normskabende arbejde på mange vigtige områder, ikke mindst menneskerettighederne.
FN’s beslutningsevne og dermed handlemuligheder afhænger af, at medlemsstaterne bakker op
om indsatserne politisk og økonomisk – og at der kan skabes enighed. Her påvirkes organisationen
af de forandringer, der i disse år finder sted i den globale magtbalance. De nye vækstøkonomier
spiller en mere fremtrædende rolle og stiller krav om stærkere repræsentation og indflydelse.
Nye alliancer mellem lande og landegrupper opstår. Endelig spiller ikke-statslige aktører
en voksende rolle.
Disse nye aktørers indtog på den internationale scene medfører en relativ svækkelse af de vestlige
landes indflydelse og gør generelt arbejdet mere kompliceret i en række af de organisationer,
6

hvor Vesten i mange år har spillet en toneangivende rolle. Konkret kommer dele af den dagsorden,
som mange vestlige lande har søgt at fremme, under pres i FN. Flere af de nye vækstøkonomier
har en anden tilgang til spørgsmål om ytringsfrihed, politiske frihedsrettigheder og
frie markeder. En alliance af stater, deriblandt landene i den Islamiske Konference Organisation
(OIC) i samarbejde med visse afrikanske lande og konservative NGO’er, har blandt andet brugt
FN til at sætte spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes universalitet samt at skabe nye internationale
retlige standarder vedrørende religionsforhånelse. Også arbejdet med at sikre homoseksuelles
rettigheder og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder oplever vanskeligere
vilkår.
Samtidig giver det arabiske forår og forandringerne i Mellemøsten grund til en vis optimisme
om mulighederne for at fremme demokrati og styrkelse af frihedsrettigheder. Dette kan have
afsmittende virkning på en række andre områder, herunder på arbejdet i FN’s Menneskerettighedsråd.
Sikkerhedsrådets beslutning om at give mandat til en indsats, der skal beskytte civile i
Libyen mod regimets overgreb, kan desuden ses som et vigtigt fremskridt i FN’s rolle som yder
af beskyttelse af civile i situationer, hvor deres stat ikke kan eller vil gøre det, den såkaldte Responsibility
to Protect-dagsorden (R2P), som Danmark er en aktiv fortaler for. Dette kan blive
vigtigt for FN’s rolle fremover.
For i en verden i hastig forandring, vil der fortsat og måske endog i stigende grad være nye udfordringer
i form af kriser eller trusler mod den globale sikkerhed. Og der vil fortsat være
normsættende spørgsmål, der er grænseoverskridende og kræver fælles handling. Der er derfor
brug for FN som overordnet ramme, der i kraft af sin globale rækkevidde og legitimitet er det
naturlige omdrejningspunkt for håndteringen af disse nye spørgsmål.
Det er derfor afgørende at engagere de nye aktører i FN-arbejdet - både så de tager ansvar for
verdens udfordringer gennem et aktivt engagement, og så de er med til at betale regningen. Det
er i den forbindelse afgørende at reformere FN og andre multilaterale institutioner, så de i højere
grad afspejler den ændrede magtbalance, og ikke betragtes som ”de gamle landes klub”. Reformerne
må sikre, at organisationerne forbliver effektive og resultatorienterede. Samtidig må
der skabes den nødvendige kobling mellem diskussionerne i nye og mindre, ”lukkede” ad hoc
fora som G20 og arbejdet i FN, IMF, Verdensbanken og WTO.
Danmark er aktivt engageret i det multilaterale reformarbejde, når det gælder sikring af både
repræsentativitet og større effektivitet. Danmark støtter derfor bl.a., at en række af de toneangivende
lande i Verden, herunder Afrika får bedre repræsentation i Sikkerhedsrådet. Danmark
støttede også reformerne af Verdensbanken, der blev vedtaget i april i år, og som bl.a. indebærer,
at gruppen af udviklingslande opnår bedre repræsentation og indflydelse i Bankens bestyrelse.
Danmark støtter endvidere indsatsen for at styrke effektiviteten og sammenhængen i FN’s udviklingsrelaterede
indsatser på landeniveau ved at samarbejdet mellem FN’s udviklingsorganer
koordineres bedre og FN optræder mere samlet ud ad til. I den forbindelse har Danmark taget
initiativ til at samle de FN organisationer, der arbejder i København, i en ny, fælles bygning,
7

den såkaldte FN-by. Målet er at styrke samarbejdet og synergien mellem dem. FN-byen indvies
i 2013. København er målt på antal ansatte (1100) den 6. største FN-by i verden.
På udviklingsområdet er det de otte Millenium Development Goals (MDG), der er i fokus i FN.
Målene blev evalueret på sidste års MDG-topmøde, hvor der på baggrund af en evaluering af
hidtidige fremskridt og erfaringer blev givet konkrete anbefalinger til, hvordan målene kan opnås
inden 2015. For FN’s udviklingsorganisationer har målene været med til at fokusere indsatsen
og skabe opmærksomhed omkring udviklingsudfordringerne i de fattigste lande. Overvejelserne
om, hvad der skal følge efter 2015-målene, er i gang – ofte med fokus på energi og bæredygtighed.
I den sammenhæng bliver FN’s Konference om Bæredygtig Udvikling (Rio +20, som finder
sted 20 år efter det første verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i 1992) en
stor udfordring for FN’s medlemslande og for det multilaterale diplomati. Konferencen vil finde
sted i Rio de Janeiro i juni 2012 under det danske EU-formandskab. På konferencen vil verdens
lande søge at blive enige om, hvordan vækst kan sikres gennem en bæredygtig udvikling.
d) Sikkerhedsrådet
Sikkerhedsrådet har i henhold til FN-pagtens artikel 24 ”hovedansvaret for opretholdelse af
mellemfolkelig fred og sikkerhed”. Rådet udøver især dette ansvar gennem ”fredelig bilæggelse
af tvistigheder” og ved at tage ”forholdsregler overfor trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger”.
Sikkerhedsrådets resolutioner skal vedtages ni stemmer, herunder alle de faste
medlemmer.
Sikkerhedsrådet har 5 faste medlemmer (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) og
10 ikke faste medlemmer (For nuværende Bosnien-Hercegovina, Brasilien, Columbia, Gabon,
Indien, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika og Tyskland). Per 31. december udtræder Bosnien-Hercegovina,
Brasilien, Gabon, Libanon og Nigeria. Under Generalforsamlingen vælges 5
nye medlemmer for perioden 2012-2013.
For at sikre geografisk spredning af medlemmerne opstiller og vælges medlemmerne af Sikkerhedsrådet
i geografiske grupper. De 10 ikke faste medlemmer af Sikkerhedsrådet skal derfor
udgøres af tre medlemmer fra afrikanske stater, to medlemmer fra asiatiske stater, et medlem
fra østeuropæiske stater, to medlemmer fra latinamerikanske og caribiske stater, og to medlemmer
fra vesteuropæiske og andre stater (WEOG).
I forbindelse med årets afstemning har Afrika to pladser på valg og pt. tre kandidater (Marokko,
Mauretanien og Togo). Asien har en plads på valg og to kandidater (Kirgisistan og Pakistan).
Latinamerika har en plads på valg og en kandidat (Guatemala) og gruppen af østeuropæiske
stater har fire kandidater (Armenien, Aserbajdsjan, Slovenien og Ungarn) til én plads. Det er
forventningen, at i hvert fald den asiatiske gruppe og måske den afrikanske internt enes om den
kandidat, der skal repræsentere gruppen, og at der i disse to grupper ikke bliver kampvalg.
8

Danmark har indgået stemmebytteaftale med Slovenien og med Marokko. Gruppen af Vesteuropæiske
og andre stater har ingen pladser på valg, da Tyskland og Portugal blev valgt ind sidste
år og dermed skal sidde endnu et år.
Den nuværende sammensætning af FN’s Sikkerhedsråd afspejler det politiske verdensbillede
umiddelbart efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Globaliseringen og fremvæksten af nye regionale
og globale aktører har gjort behovet for reformer af Sikkerhedsrådet stadig mere påtrængende.
Der er derfor iværksat en reformproces struktureret omkring fem nøgleområder: Medlemskategorier;
vetospørgsmålet; regional repræsentation; størrelsen af et udvidet Sikkerhedsråd
og Rådets arbejdsmetoder; og forholdet mellem Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet (jfr.
afsnit om reform af sikkerhedsrådet s. 61).
e) Delegationens rolle
Den danske delegation til FN’s 66. Generalforsamling består af ministre, embedsmænd, parlamentarikere
og repræsentanter for civilsamfundet. Embedsmandsdelegationen udøver sin virksomhed
på regeringens ansvar og skal løbende holde Udenrigsministeriet underrettet om de
vigtigste emner, der rejses på Generalforsamlingen, og efter omstændighederne indhente instruktion
fra Udenrigsministeriet. Embedsmandsdelegationen skal blandt andet redegøre for
nærtstående landes, herunder især de øvrige EU-landes, holdninger. Det påhviler også embedsmandsdelegationen
at deltage aktivt i rådslagningerne med disse lande og i overensstemmelse
med EU-traktatens bestemmelser tilstræbe en fælles optræden af EU-landene. På visse
områder indgår Danmark endvidere i et nært samarbejde med de øvrige nordiske lande.
Danmarks holdning vil under Generalforsamlingen komme til udtryk i EU gennem nationale
indlæg i plenum og udvalg eller ved aktiv deltagelse i forhandlinger om udformningen af konkrete
forslag. Delegationen vil også skulle deltage i stemmeafgivning ved blandt andet at deltage
i konsensusvedtagelse, stemme for eller imod samt hverken for eller imod (afståelse).
Parlamentarikere i delegationen orienteres løbende om aktuelle drøftelser og kan bidrage med
rådgivning.
2. Internationale kriser
a) Det arabiske forår inkl. situationen i berørte lande:
Den arabiske verden oplevede i 2011 de mest markante omvæltninger nogensinde. Omvæltningerne
begyndte med ”Jasminrevolutionen” i Tunesien. Folkelige protester med krav om grundlæggende
og legitime politiske, sociale og økonomiske reformer bredte sig herefter til store dele
af den arabiske verden og udfordrede eksisterende styreformer. Protesterne antog forskellige
fremtrædelsesformer og blev mødt med forskellige reaktioner fra landenes regimer. Mange steder
blev fredelige demonstranter mødt med myndighedernes vold og undertrykkelse. I flere
lande er der nu indledt en udvikling i retning af mere frie og demokratiske styreformer. I andre
søger totalitære regimer fortsat at fastholde magten, ofte med brug af vold og undertrykkelse.
9

FN’s generalsekretær har i sine udtalelser og i sine kontakter til relevante stats- og regeringschefer
presset på for respekt for menneskerettighederne og har opfordret til ophør af vold mod
demonstranter og til efterlevelse af befolkningernes legitime aspirationer. FN bidrager med indsatser
til at støtte overgangsprocesserne efter de folkelige opstande i Egypten og Tunesien.
FN’s sikkerhedsråd har i forhold til de libyske myndigheders voldsomme overgreb på egen befolkning
vedtaget resolutionerne 1970 og 1973, sidstnævnte med bemyndigelse til at anvende
militære midler for at beskytte civilbefolkningen. FN har bidraget med nødhjælp til Libyen, og
har støttet Egypten og Tunesien i modtagelsen af flygtninge fra Libyen. Menneskerettighedsrådet
har behandlet situationen i flere af de lande, hvor de folkelige protester er blevet mødt med
vold og undertrykkelse. Efter opfordring fra Menneskerettighedsrådet besluttede FN’s generalforsamling
den 2. marts i år at suspendere Libyens medlemskab af rådet som følge af den meget
kritisable menneskerettighedssituation i landet. Det var første gang, at et medlem af Menneskerettighedsrådet
blev suspenderet.
Fra dansk side har man opfordret regimerne til at gå i dialog med demonstranterne og gennemføre
de nødvendige reformer. Danmark støtter aktivt op om de folkelige kræfter, der på fredelig
vis kæmper for deres demokratiske rettigheder og efterlevelse af menneskerettighederne. Via
programmet Partnerskab for Dialog og Reform (100 mio. kr. i 2011), og siden foråret 2011 også
med midler fra Frihedspuljen (100 mio. kr. i 2011 til indsatser i Nordafrika), støtter regeringen
en lang række civilsamfundsgrupper i den arabiske verden, der arbejder for demokrati og
reformer, herunder ungdomsgrupper, kvindegrupper, menneskerettighedsorganisationer samt
frie medier.
I de situationer, hvor regimer har mødt de legitime folkelige krav med vold og undertrykkelse,
har Danmark haft en fast og konsekvent linje, og har lagt pres på regimerne - både bilateralt og
multilateralt - herunder i flere tilfælde med målrettede sanktioner og diplomatiske tiltag. Danmark
har støttet op om sikkerhedsrådsresolutionerne vedr. Libyen, og indgik fra starten i den
internationale militære indsats til gennemførelsen af Sikkerhedsrådsresolution 1973. Danmark
støtter FN’s engagement i at fremme en politisk løsning i Libyen. I Menneskerettighedsrådet
har Danmark været co-sponsor på en række kritiske resolutioner, bl.a. vedr. Libyen og Syrien.
I EU har Danmark arbejdet for en hurtig, koordineret og effektiv støtte til de demokratiske
processer i Tunesien og Egypten med særligt fokus på demokratifremme, økonomisk udvikling
gennem bl.a. øget markedsadgang og handelsliberaliseringer samt styrkede people-to-people
kontakter. Danmark har aktivt støttet en omlægning af naboskabspolitikken i retning af øget
differentiering og merit, således at det kan betale sig for landene, der modtager EU’s naboskabsmidler,
at gøre en ekstra indsats for at gennemføre demokratiske reformer og forbedre
menneskerettighedssituationen. Danmark har aktivt støttet op om EU-vedtagelse af målrettede
sanktioner og andre restriktive tiltag overfor en række lande.
Tunesien
Folkelige protester indledtes i midten af december 2010 og førte den 14. januar til, at Ben Ali
trådte tilbage som Tunesiens præsident og flygtede til Saudi Arabien. Forinden var fredelige
demonstranter blevet mødt med hårdhændet behandling fra myndighederne med dræbte og
sårede til følge. Efter Ben Ali’s afgang har Tunesien indledt en overgangsproces med politiske
10

eformer, der skal føre landet i retning af demokrati. En såkaldt ”Assemblé Constituante” skal
forestå udformningen af en ny grundlov og valglov samt designe den fremadrettede reformproces.
Valget til denne er af tekniske årsager blevet udskudt fra juli til oktober i år. Situationen i
Tunesien er præget af usikkerhed omkring den videre proces frem og bekymring for, at konservative
kræfter i det administrative apparat vil kunne svinge udviklingen tilbage. Samtidig er landet
negativt påvirket af udviklingen i Libyen.
Egypten
Folkelige protester i Cairo og i andre storbyer førte den 11. februar til, at Mubarak måtte træde
tilbage fra præsidentposten i Egypten. I begyndelsen af de folkelige protester, der indledtes den
25. januar, blev fredelige demonstranter angrebet af politi og sikkerhedsstyrket med mange
dræbte og sårede til følge. Mubarak har siden den 11. februar opholdt sig i Sharm-el-Sheikh og
retsforfølges nu sammen med nærtstående familiemedlemmer. Landets reelle magthaver er et
militært råd under ledelse af forsvarsministeren, feltmarskal Tantawi, der leder overgangsprocessen.
Efter en folkeafstemning om forfatningsændringer den 19. marts (41,19 % stemmeberettigede
deltog; 77,2 % for) har rådet annonceret et forfatningsdekret, der udover de vedtagne
ændringer slår fast, at rådet agerer med præsidentiel autoritet, indtil et folkevalgt parlament har
vedtaget en helt ny forfatning. Parlamentsvalgene (til overhuset og underhuset) er af rådet sat til
september i år. Herefter vil følge præsidentvalg. Der har i den senere tid været flere eksempler
på sekteriske sammenstød. Der er tegn på en voksende utilfredshed med det styre, der kom til
efter Mubaraks fald, og en tillidskrise er opstået, hvilket bl.a. giver sig udslag i nye folkelige protester.
Danmarks engagement i Tunesien og Egypten
Danmark støtter aktivt overgangsprocesserne i Tunesien og Egypten. Under Partnerskab for
Dialog og Reform er indsatsen i de to lande blevet opprioriteret med yderligere 10 mio. kr. til at
styrke de demokratiske reformer og målrettet frie medier og civilsamfundet. Den danske indsats
under Frihedspuljen har fokus på at sikre, at de demokratiske kræfter, der igangsatte og gennemførte
oprøret med krav om etablering af liberale demokratier baseret på respekt for menneskerettigheder
og liberale frihedsrettigheder, understøttes i deres arbejde. Indsatsen rettes primært
mod ikke-statslige organisationer og omfatter menneskerettigheder og god regeringsførelse,
vækst og beskæftigelse samt en styrkelse af civilsamfundet. I Egypten er den danske indsats
bl.a. forankret i Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut, der finansieres over Partnerskab for Dialog
og Reform, mens der i Tunesien ventes oprettet en særlig styringsenhed.
Under Statsministerens besøg i Washington i marts i år, aftaltes en fælles dansk-amerikansk
indsats for unge mennesker i Egypten. Denne aftale blev udmøntet i et samarbejde mellem det
danske Udenrigsministerium, U.S. State Department samt Egyptens Ministerium for Kommunikations-
og Informationsteknologi om at afholde en master class, NextGen IT Entrepreneurs
Bootcamp, for 48 unge egyptiske it-iværksættere. Succesfulde amerikanske og danske ITentreprenører
trænede gennem dette mentorforløb deltagerne i at omsætte deres tekniske kunnen
til konkrete forretningsideer. Mentorerne, som alle arbejdede gratis, fremlagde deres egen
historie om udvikling som iværksættere og gennemførte konkret undervisning i projektstyring,
markedsføring, finansiel styring og innovation inspirerede og hjalp de unge egyptiske deltagere i
11

deres forretningsudvikling. De ægyptiske deltagere var omhyggeligt udvalgt blandt deltagerne i
forskellige iværksætterudviklingskurser i Cairo og kom alle med definerede forretningsideer.
Blandt de bedste hold blev to tilbudt et praktikophold i en amerikansk IT-virksomhed og to
blev tilbudt et tre-måneders Boot Camp forløb i Danmark. De egyptiske IT-iværksættere kommer
til Danmark i slutningen af august, hvor de vil blive trænet af både lokale og internationale
mentorer, som hjælper dem til at videreudvikle deres ideer til et færdigt forretningskoncept, der
præsenteres for inviterede investorer ved forløbets afslutning. Det er målet, at Boot Camp skal
ende i etablering af nye virksomheder.
Libyen
Efter en gradvis eskalering af demonstrationer fra januar greb Gaddafis sikkerhedsstyrker den
17. februar endog meget voldeligt ind over for de efterhånden massive demonstrationer i en
række byer. Demonstrationerne tog herefter karakter af en egentlig opstand spredt til hele Libyen.
En række libyske diplomater i udlandet hoppede af, flere enheder i den libyske hær tog oprørernes
parti, og oprørerne organiserede sig i spontane militser. Oprørerne dannede den 5.
marts Overgangsrådet (TNC) med hovedsæde i Benghazi.
FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget resolutionerne 1970 af 26. februar (våbenembargo, målrettede
sanktioner mod personer nær Gaddafi-regimet, anmodning om ICC-undersøgelse (ICC: International
Criminal Court) og 1973 af 17. marts (flyveforbud og beskyttelse af civile med bemyndigelse
til at anvende de nødvendige militære magtmidler). Den 19. marts igangsatte en koalition
af lande inklusiv Danmark en militær operation til beskyttelse af civile i overensstemmelse
med resolution 1973. NATO har i dag ansvaret for den internationale militære indsats. Danmark
stiller fortsat med fire kampfly samt to i reserve til den internationale militære indsats i
Libyen under NATO. Danmark er endvidere medlem på roterende basis med de nordiske lande
af den såkaldte Kontaktgruppe (FN, regionale organisationer og en række lande, samlet set omkring
40 medlemmer), der koordinerer den internationale politiske indsats i forhold til Libyen.
Det politiske pres på Gadaffi-regimet øges kontinuerligt. Inderkredsen om Gaddafi vurderes
intakt, men samlet set har over 50 personer fra regeringen militæret, retssystemet og diplomatiet
i den seneste tid vendt regimet ryggen i protest over dets fremfærd. Også på det økonomiske
område er der pres på regimet, bl.a. gennem målrettede sanktioner. Der arbejdes endvidere for
øget tilførsel af ressourcer til TNC.
FN’s støtte til den politiske proces i Libyen sker bl.a. via FN’s særlige Libyen-udsending, den
tidligere jordanske udenrigsminister Abdel Elah al-Khatib, der i henhold til UNSCR 1973 har
mandat til at søge at fremme en politisk løsning. Fra dansk side udtrykkes støtte til FN’s og al-
Khatibs bestræbelser i det politiske spor. Udenrigsministeren besøgte den 22. juni Benghazi og
benyttede anledningen til at styrke Danmarks politiske relationer til TNC, idet Danmark anerkender
TNC som den eneste legitime repræsentant for det libyske folk i overgangsfasen mod et
frit og demokratisk Libyen. Danmark bidrager med humanitær bistand til Libyen.
Syrien
De syriske myndigheder forsøger fortsat at bekæmpe de folkelige protester med voldelig undertrykkelse
og militære operationer. De voldelige sammenstød i det nordlige Syrien har ført til en
12

flygtningestrøm ind i Tyrkiet. Antallet af demonstrationer vokser i antal og omfang, men der
har endnu ikke fundet større antiregeringsdemonstrationer eller voldelige sammenstød sted i
det centrale Damaskus eller i Syriens andenstørste by, Aleppo. Præsident Assad har to gange
annonceret amnesti for politiske fanger, som tilsyneladende har medført løsladelsen af et større
antal fanger. I en tale den 20. juni annoncerede Assad omfattende reformer i form af blandt
andet udskrivelse af valg og ændring af forfatningen. Siden har en række oppositionsmøder
fundet sted, og regimet indledte den 10. juli en lovet national dialog. Oppositionen ønsker dog
ikke at deltage i denne, da en række krav ikke er opfyldt, herunder stop for al vold og løsladelse
af politiske fanger.
Danmarks politik i forhold til Syrien er baseret på en tostrenget strategi, hvor der lægges et stort
pres på regimet, samtidig med at man søger en kritisk dialog. Ved at lægge et bredt funderet
internationalt pres på Syrien ønsker Danmark at arbejde i retning af en fredelig transition. Konkret
agerer Danmark især i EU- og FN-regi samt gennem dialog med regionale aktører, herunder
særligt Tyrkiet. I FN-regi har Danmark været medforslagsstiller til en resolution i Menneskerettighedsrådet
(april), der fordømmer menneskerettighedskrænkelserne i Syrien og etablerer
en opfølgningsmekanisme under FN’s menneskerettighedskommissær, der skal overvåge menneskerettighedssituationen
i Syrien og rapportere tilbage til Rådet. IAEA (International Atomic
Energy Agency) vedtog i juni en resolution, hvori det slås fast, at Syrien med sit forsøg på at
bygge en udeklareret atomreaktor har overtrådt sine IAEA-forpligtelser. Danmark støtter, at
der vedtages en Syrien-resolution i FN’s Sikkerhedsråd, men dette mødes med modstand af bl.a.
Rusland og Kina. I EU-regi støttede Danmark aktivt vedtagelsen af en sanktionspakke bestående
af: 1) våbenembargo, 2) forbud mod tilvejebringelse af udstyr til intern repression, 3) indrejseforbud
og 4) indefrysningsbestemmelser – de to sidste målrettet udvalgte personer. EUsanktionerne
er senest blev udvidet i august og rammer også præsident Assad.
Yemen
Der blev i januar 2011 gennemført omfattende demonstrationer i de større byer. En løs alliance
mellem den politiske opposition, ungdomsbevægelsen og separatistbevægelsen krævede politiske
og økonomiske reformer samt præsident Salehs afgang. Gulf Cooperation Council (GCC),
anført af Saudi Arabien, fremlagde den 5. april 2011 sit initiativ vedr. en fredelig og ordnet
magtoverdragelse, men det blev forkastet af Saleh. Præsident Saleh blev den 3. juni 2011 udsat
for et attentat og blev dagen efter overført til hospitalsbehandling i Riyadh. Landets ledelse er
iht. forfatningen overgået til vicepræsident Hadi, der betragtes som en svag, men mulig overgangsfigur.
Der foregår nu en politisk magtkamp, men de tidligere kamphandlinger blev den 5.
juni 2011 afløst af en saudiarabisk forhandlet våbenhvile. Der er dog stadig demonstrationer, og
militante islamister, herunder Al Qaeda, gennemfører angreb mod byer i de sydlige provinser,
hvor regimet flere steder har mistet kontrollen.
Danmark og EU støtter op om mæglingsaftalen formidlet af GCC med sigte på afholdelse af
frie og demokratiske valg. Flere af de dansk støttede aktiviteter i Yemen under Partnerskab for
Dialog og Reform har midlertidigt måtte indstilles som følge af situationen i landet.
Bahrain
Medio februar gik demonstranter på gaden i hovedstaden, Manama, med Perlepladsen som det
foretrukne centrum for tusindvis af demonstranter. Efter at have vekslet skiftevis mellem en
13

hård, voldelig håndtering og forsøg på dialog og forsoning inviterede Kong Hamad bin Isa al-
Khalifa den 14. marts tropper fra GCCs ”Peninsula Protection Shield” til landet for at assistere de
nationale sikkerhedsstyrker i et opgør, der blev udlagt som et primært shiitisk oprør (mod det
sunnitiske mindretalsstyre). Det lykkedes at sætte en stopper for oprøret, og en omfattende arrestationsbølge
har betydet, at de oppositionelle kræfter er sat under betydeligt pres. Der rapporteres
om tortur mod de fængslede. En dansk/bahraini statsborger og menneskerettighedsforekæmper,
Al Khawaja, blev den 22. juni idømt fængsel på livstid. Styret i Bahrain forekommer
fortsat stabilt, men den omfattende brutalitet har betydet et legitimitetstab for regimet.
Danmark og EU har udtrykt stærk bekymring over situationen i Bahrain og opfordret myndighederne
til fuldt ud at respektere menneskerettighederne og andre grundlæggende rettigheder,
herunder ytringsfriheden. Danmark og EU har samtidig opfordret alle parter til dialog om reformer.
b) Andre internationale kriser
Afghanistan
Afghanistan behandles i Generalforsamlingen ved en drøftelse i plenum og vedtagelsen af en
resolution, der dækker stort set alle aspekter af Afghanistan-dagsordenen. I øvrigt vedtager Sikkerhedsrådet
hvert år mandater for FN’s politiske mission i Afghanistan (UNAMA) og for de
internationale styrker (ISAF).
Det altoverskyggende internationale fokus i Afghanistan er transitionsprocessen og arbejdet
med at få skabt de rammer, der skal gøre det muligt for afghanerne selv at overtage det fulde
ansvar for sikkerheden ved udgangen af 2014. Processen vil blive gennemført i faser og blev
formelt sat i gang i juli 2011 med overdragelsen af de første syv provinser og distrikter, inkl.
Lashkar Gah (provinshovedstaden i Helmand-provinsen).
Transitionen er drevet af det militære spor, men den politiske og civile side er ligeså vigtig for at
skabe en bæredygtig ansvarsoverdragelse. Den civile indsats har medført store fremskridt over
årene, bl.a. er millioner af børn kommet i skole, og millioner af afghanere har fået adgang til
basale sundhedsydelser. Langsommere går det på centrale, men vanskelige områder som god
regeringsførelse, korruptionsbekæmpelse og retssikkerhed. De manglende fremskridt her er en
udfordring for hele transitionsprocessen, og præcis på disse områder kan og bør FN spille en
aktiv rolle.
Der er generel enighed om, at varig fred kræver en politisk løsning, og at det er afgørende, at
den militære indsats bakkes op af fremgang på den civile side. Befolkningen skal kunne se konkrete
fordele ved at vende oprørerne ryggen. Den internationale prioritering af en politisk løsning
på konflikten er steget mærkbart. Dette blev understreget efter udenrigsminister Clintons
udmelding om nødvendigheden af en ”diplomatic surge” i februar 2011. Der lægges fra international
side vægt på, at der bliver tale om en afghansk ledet forsoningsproces, der sikrer, at alle parter
i en evt. fredsaftale afstår fra brugen af vold, afbryder enhver forbindelse til international
terrorisme og anerkender den afghanske forfatning.
14

Med Sikkerhedsrådets seneste forlængelse af UNAMA’s mandat den 23. marts 2011 fulgte en
beslutning om en omfattende evaluering af ”UNAMA’s aktiviteter og FN’s støtte” i Afghanistan.
Evalueringen kan hjælpe til med at fremtidssikre FN’s indsats i lyset af udviklingen i det
internationale samfunds øvrige tilstedeværelse i Afghanistan, herunder ikke mindst neddroslingen
af den militære tilstedeværelse, der også har løst en række civile opgaver. Resultatet af evalueringen
forventes at være klar før et stort internationalt møde om Afghanistan i Bonn den 5.
december og vil således falde sammen med og formentlig smitte af på forhandlingerne om generalforsamlingens
resolution.
Danmark øger udviklingsbistanden til Afghanistan med 100 mio. kr. i perioden 2011-2013. Det
betyder en årlig bistand på op til ca. 500 mio. kr., hvilket gør Afghanistan til den næststørste
modtager af dansk udviklingsbistand (efter Tanzania). I den danske bistand lægges der særlig
vægt på afghansk ejerskab. Hovedparten af bistanden går derfor til nationale programmer, der
fremmer kapacitetsopbygning, stabilitet og udvikling i hele landet. Ca. 85 mio. kr. går til Helmand,
der i øvrigt også tilgodeses af den nationale tilgang. Danske udviklingsprioriteter omfatter
statsopbygning, uddannelse, forbedring af levevilkår og nærområdebistanden til støtte for
flygtninge og fordrevnes tilbagevenden med kvinders rettigheder og narkotikabekæmpelse som
tværgående hensyn.
Hovedparten af det danske styrkebidrag på op til 750 soldater udgøres af en bataljonskampgruppe
indsat under britisk kommando omkring byen Gereshk i Helmand-provinsen.
Helmand-planen 2011-2012 indebærer en omlægning af den militære indsats i retning af øget
fokus på uddannelse og rådgivning af de afghanske sikkerhedsstyrker.
Burma
Danmark arbejder for et stærkere og mere sammenhængende FN-engagement i Burma, såvel
politisk som bistandsmæssigt. Danmark ønsker således, at generalsekretæren udnævner en ny
særlig udsending for Burma med henblik på at styrke FN-systemets muligheder for at bidrage til
en fredelig og demokratisk udvikling i Burma. Endvidere støtter Danmark op om FN’s særlige
rapportør på menneskerettighedsområdet i Burma. Senest opnåedes der ved EU’s mellemkomst
en stærk resolution på Burma på FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve i marts d.å.
Den 7. november 2010 afholdt Burma det første valg i 20 år. Regimepartiet USDP (Union Solidarity
and Development Party) erklærede sig som vinder med over 80 pct. af stemmerne. Valget
markerede samtidig overgangen fra militært til civilt styre. Gennemførelsen af valget var fredelig,
men blev kritiseret internationalt og fra oppositionen for ikke at være frit og retfærdigt. Umiddelbart
efter valget blev Aung San Suu Kyi, der leder det største oppositionsparti, løsladt efter
mange års husarrest.
Danmark fører en aktiv politik i forhold til Burma. Målet med Danmarks politik og engagement
i forhold til Burma er et fredeligt og demokratisk Burma præget af bæredygtig økonomisk vækst.
Danmarks Burma-politik har tre hovedelementer: Sanktioner rettet mod militærregimet i Burma,
styrkelse af bistanden til det burmesiske folk samt fortsat tæt dialog med oppositionen i Burma
15

og med de asiatiske lande, som har størst indflydelse på regimet i Burma, herunder Kina, Indien
og ASEAN (Association of Southeast Asian Nations).
Danmark planlægger at øge sit bistandsengagement i Burma over de kommende år. Det vil ske
inden for sundhed, uddannelse, menneskerettigheder og demokrati samt basale levevilkår. De
ekstra midler vil bl.a. blive kanaliseret igennem FN’s fonde og programmer.
Centralasien
EU's og Danmarks stigende interesse for Centralasien skyldes bl.a. regionens energiressourcer
og risikoen for, at ustabiliteten i Afghanistan og Pakistan spreder sig til naboregionen Centralasien.
Ikke kun ekstremisme og terrorisme, men også de betydelige mængder narkotika, der
flyder fra Afghanistan mod Rusland og Europa, er en væsentlig del af sikkerhedsrisikoen. Især i
Tadsjikistan med en 1400 kilometer lang grænse mod Afghanistan kan en forværring af den i
forvejen meget ustabile situation indebære uoverskuelige følger for landet. Derfor har Danmark
siden begyndelsen af 2011 via OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe)
bidraget til en styrket grænseovervågning og -kontrol i Tadsjikistan. I Kirgisistan udbrød der i
juni 2010 voldsomme etniske uroligheder mellem kirgisere og det store usbekiske mindretal, og
skønt situationen er delvist stabiliseret, kan en opblussen ikke udelukkes. Dette vil kunne trække
nabolandet Usbekistan med ind i konflikten. Foruden demokrati- og menneskerettighedsområdet
arbejder Danmark også med konfliktforebyggende aktiviteter i Centralasien. EU’s
Centralasien-strategi omfatter politisk dialog og bistand over en bred vifte af områder.
Elfenbenskysten
I kølvandet på præsidentvalget den 28. november 2011, hvor tidligere præsident Laurent Gbagbo
tabte og nægtede at overlade embedet til den legitimt valgte præsident Alassane Ouattara,
oplevede Elfenbenskysten særligt i de første 4 måneder af 2011 en voldelig genopblussen og
manifestering af den tidligere borgerkrig i landet. Kampene mellem tropper loyale overfor hhv.
Gbagbo og Ouattara intensiveredes, hvilket bl.a. resulterede i over 300.000 internt fordrevne og
over 150.000 flygtninge alene i nabolandet Liberia, da krisen stod på sit højeste. Den 11. april
2011 blev Gbagbo arresteret under en militæroperation, og kamphandlingerne indstilledes
umiddelbart derefter. Et vigtigt aspekt i dette positive resultat var samarbejdet mellem de afrikanske
regionale organisationer AU (African Union) og ECOWAS (Economic Community of
West African States) samt EU og FN. EU's sanktioner lagde et betydeligt økonomisk pres på
Gbagbo, ligesom den resolutte indgriben af FN-styrken UNOCI (United Nations Operation in
Côte d’Ivoire) støttet af franske tropper for at beskytte civilbefolkningen, der fandt sted med
baggrund i FNs sikkerhedsrådsresolution 1975, spillede en væsentlig rolle. Efterfølgende er
Ouattara blev indsat som præsident, og en ny regering er indsat.
Situationen i Elfenbenskysten har været under foreløbig undersøgelse af anklagemyndigheden
ved den internationale straffedomstol siden 1. oktober 2003, efter at regeringen i Elfenbenskysten
indgav en erklæring om at acceptere domstolens jurisdiktion. I breve til anklageren bekræftede
den nyvalgte præsident for Elfenbenskysten, Alassane Ouattara i december 2010 og igen i
maj 2011 Domstolens kompetence samt sit ønske om, at anklageren indleder undersøgelser om
de mest alvorlige forbrydelser begået siden den 28. november 2010 på hele Elfenbenskystens
territorium.
16

Landet står dog overfor kæmpemæssige opgaver f.s.v.a. økonomisk og demokratisk udvikling,
samt en genoprettelse af lov og orden og en national forsoningsproces. Danmark har spillet en
aktiv rolle igennem EU i den politiske opbakning til præsident Ouattara samt gennem det reviderede
EU-sanktionsregime mod landet. Fra dansk side bakkes der op om international støtte
til landets genopbygning, udvikling samt genoprettelse af lov og orden gennem en sikkerhedssektorreform.
Etiopien og Eritrea
Konflikten mellem Etiopien og Eritrea er fortsat fastlåst som følge af Etiopiens manglende
opfyldelse af grænsedragningskommissionens afgørelse fra 2002.
Haiti
Jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 lagde store dele af hovedstaden Port-au-Prince i ruiner,
ramte ca. 3 mio. mennesker og førte til anslået 220.000 dødsfald. Den humanitære situation
blev i november 2010 forværret som følge af udbrud af kolera.
Danmark reagerede hurtigt på FN’s appel om bistand til nødhjælps- og genopbygningsindsatsen
(FN-appel på i alt 1,4 mia. USD) og har ydet godt 115 millioner kr. til direkte nødhjælp og
hurtig genopbygning, herunder 50 millioner kr. via FN. 40 danskere har været udsendt gennem
det Internationale Humanitære Beredskab, Beredskabsstyrelsen og danske NGO’er. Endelig har
Danmark i forbindelse med koleraudbruddet bidraget med 350.000 USD gennem Dansk Røde
Kors.
Der er fortsat store udfordringer i forhold til igangsætningen og koordinationen af den mere
langsigtede genopbygningsindsats. Dette skyldes den vanskelige situation i landet, hvor infrastrukturen
er brudt sammen, og hvor regeringssystemet er en svag partner i koordineringen
med udbredt mangel på kapacitet og med svage administrative ressourcer. Haitis nyvalgte præsident
Michel Martelly blev indsat den 14. maj 2011.
Fra dansk side lægges der stor vægt på EU’s massive støtte til genopbygningen og koordineringen
af indsatsen under ledelse af FN.
Irans atomprogram
Irans atomprogram har påkaldt sig mindre opmærksomhed i foråret 2011, end det tidligere har
været tilfældet. Dette skyldes dels den opmærksomhed det arabiske forår har fået, og dels at der
ikke har været nogen markant udvikling siden det resultatløse møde mellem P5+1 (omfatter de
fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland, og kaldes også EU3+3) og
Iran i Istanbul i januar.
Dette betyder dog ikke, at der ikke er udvikling. Alt tyder på, at Iran fortsætter arbejdet med at
berige uran, samt at udvikle ballistiske missiler, der kan fremføre masseødelæggelsesvåben. Fra
dansk side arbejder man fortsat for en fuldstændig og verificerbar iransk efterlevelse af IAEA’s
og Sikkerhedsrådets vedtagelser, herunder garanti for det iranske atomprograms udelukkende
civile karakter. Danmark støtter bred international enighed om den førte to-sporsstrategi (døren
17

til forhandlinger holdes åben, samtidig med at presset via sanktioner fastholdes). Man støtter fra
dansk side, at EU med henblik på at støtte FN-processen fokuserer på forhandlingssporet og
opretholder presset over for Iran.
Den seneste resolution 1929 fra foråret 2010 udtrykker støtte til P5+1 gruppens tosporsstrategi
og opfordrer Iran til fuldt ud at opfylde de krav, som det internationale samfund
har opstillet.
Irak
Danmark støtter en central rolle for FN i Irak både f.s.v.a. den politiske proces og koordinationen
af den internationale udviklings- og humanitære bistand. Danmark bidrager substantielt til
UNDAF-fund (United Nations Development Aid Framework) gennem et nyt dansk Irakprogram
2011-13 og medvirker derved til at styrke FN’s rolle i Irak og FN’s egne projekter. Fra
dansk side støtter man en fortsat tilstedeværelse af UNAMI (United Nations Assistance Mission
for Iraq), hvor Danmark på nuværende tidspunkt har udsendt en militærrådgiver og en forbindelsesofficer.
Det danske engagement i Irak er stort og mangesidet og består aktuelt af udviklingsbistand
(fremme af menneskerettigheder og retsstat), nærområdeindsatser, en politirådgiverindsats
samt træning af irakiske sikkerhedsstyrker. Som led i omstruktureringen af Danmarks
diplomatiske tilstedeværelse i Bagdad har forsvaret afsluttet sine personbeskytteropgaver
i efteråret 2010. Den danske civile indsats i Irak er fortsat markant. Danmark har i perioden
2003-2010 samlet set givet tilsagn om udviklingsbistand for 459 mio. kr. til genopbygningen af
Irak. Der er medio 2011 bevilget yderligere 75 mio. kr. i faglig bistand til Irak i 2011-2013.
Denne støtte vil primært blive ydet gennem multilaterale kanaler, herunder ikke mindst FN, og
er fokuseret på menneskerettigheder og rule-of-law. Dette er områder, hvor Danmark længe
har været aktiv i Irak, men hvor situationen fortsat er vanskelig. Samtidig fortsættes nærområdeindsatsen
for internt fordrevne i Irak og flygtninge i nabolandene med indsatser i Irak, Syrien
og Jordan med en samlet ramme på 142 mio. kr. for perioden 2009 - 2011. Med denne indsats
andrager den samlede humanitære støtte 572 mio. kr. for perioden 2003-2011. Nærområdeindsatsen
forventes fortsat i 2012.
Israel/Palæstina
Danmark og EU arbejder for at få genoptaget fredsforhandlingerne inden for rammerne af bl.a.
de relevante Sikkerhedsrådsresolutioner, Køreplanen for Fred og Den Arabiske Ligas fredsinitiativ.
Danmark og EU støtter en to-stats-løsning med et Israel, hvis ret til fred og sikkerhed er
opfyldt, og en geografisk sammenhængende og demokratisk palæstinensisk stat, der eksisterer
inden for sikre, anerkendte og garanterede grænser, jfr. sikkerhedsrådsresolution 1397 (2002).
En løsning på konflikten må ses i det bredere regionale perspektiv, herunder også i forhold til
fremdrift i de øvrige konfliktspor. Generalforsamlingens drøftelser bør understøtte disse bestræbelser.
Danmark og EU finder bosættelser i de besatte områder i strid med fjerde Genèvekonvention
og betragter dem som en hindring for muligheden for fred. Danmark og EU anerkender
ikke den israelske annektering af Østjerusalem, som er i strid med Genèvekonventionerne.
Danmark og EU tager afstand fra Israels udbygning af bosættelser, herunder i
Østjerusalem, og støtter en forhandlet løsning om Jerusalem som hovedstad for to stater.
Danmark og EU lægger vægt på, at Israel medvirker til en forbedring af den vanskelige økonomiske
situation i de palæstinensiske områder. Dette må bl.a. ske gennem fri bevægelighed for
18

personer og varer mellem selvstyreområderne og mellem disse og omverdenen, jfr. aftalen om
adgang og bevægelse (AMA) fra 2005. Særligt lægger Danmark og EU vægt på en betydelig
forbedring af adgangen til og fra Gaza, især for humanitær bistand, varer og genopbygningsmaterialer,
men også for personer. Danmark og EU støtter det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse,
herunder oprettelsen af en uafhængig, demokratisk, sammenhængende, suveræn og
levedygtig palæstinensisk stat side om side i fred og sikkerhed med Israel og gensidig anerkendelse.
Danmark og EU har erklæret at være parate til at anerkende en palæstinensisk stat på rette tidspunkt.
Dette emne kan forventes at blive fremtrædende i forbindelse med den 66. generalforsamling.
Som bekendt udtrykte præsident Obama på generalforsamlingen i 2010 i sin tale håbet
om, at et Palæstina kunne deltage i generalforsamlingen i 2011. Fra officiel palæstinensisk side
arbejder man på, at der evt. under generalforsamlingen vil kunne vedtages en tekst, som i en
eller anden form lægger op til anerkendelse af en palæstinensisk stat. Der vil muligvis også blive
gjort forsøg på at få Sikkerhedsrådet til at anbefale generalforsamlingen at optage Palæstina som
nyt medlemsland. USA ventes i så fald at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet. Kvartetten og EU
arbejder for at formå de to parter til at genoptage fredsforhandlingerne forud for generalforsamlingen.
Sker det, må det forventes, at de palæstinensiske bestræbelser i FN-sporet indstilles
eller udsættes. En afstemning om anerkendelse i generalforsamlingen vil kunne splitte det internationale
samfund, herunder EU-landene. Fra dansk side finder man, at en løsning på konflikten
skal findes ad forhandlingsvejen og ikke ved unilaterale tiltag.
Kaukasus
Situationen i Georgien er fastlåst. Fra dansk side ønsker man at finde en langsigtet og fredelig
løsning på konflikterne i Georgien, der baserer sig på respekt for landets territorielle integritet.
Danmark støtter stærkt op om Genève-processen, som med særlig fokus på sikkerhed og stabilitet
samt forholdene for flygtninge og internt fordrevne danner rammen for konflikthåndtering
i Georgien. Siden 2008 har Georgien fremsat resolutioner om internt fordrevne, som alle blev
vedtaget. I 2008 var EU-landene meget splittede i deres holdning til resolutionen, men siden
2009 er det lykkedes EU at få Georgien til at acceptere en lang række ændringsforslag, hvilket
har ført til, at alle EU-lande undtagen ét har stemt for resolutionen. Sagen ventes også på dagsordenen
under FN´s 66. Generalforsamling. Danmark vil i den forbindelse arbejde for EUenighed
og samtidig arbejde for, at et evt. resolutionsforslag ikke får en negativ indvirkning på
en i forvejen skrøbelig Genève-proces.
Da OSCE og UNOMIG’s (United Nations Observer Mission in Georgia) mandater i Georgien
ikke blev forlænget i 2009 pga. russisk modstand, er EU’s observatørmission (EUMM) i dag
den eneste i landet, hvorfor EU spiller en meget central rolle.
Aserbajdsjan fremlagde i juli 2010 overraskende et udkast til resolution i Generalforsamlingen
med titlen ’Observance of international humanitarian law and international human rights law in
the occupied territories of Azerbaijan’ til behandling i Generalforsamlingen umiddelbart før den
64. Generalforsamlings afslutning. I EU-kredsen har der været enighed om, at en drøftelse af
situationen i Nagorno-Karabakh (som er regionen, der henvises til i resolutionsforslaget) i FNregi
ikke vil være hensigtsmæssig og vil kunne risikere at gribe forstyrrende ind i OSCE proces-
19

sen om samme emne. Efter internationalt pres har Aserbajdsjan i de seneste år valgt at udskyde
sit resolutionsudkast til næste Generalforsamling. Det kan derfor ikke udelukkes, at Aserbajdsjan
vælger at fremlægge et tilsvarende resolutionsforslag under den 66. Generalforsamling, særligt
set i lyset af de udeblevne resultater fra det trilaterale topmøde mellem Aserbajdsjan, Armenien
og Rusland i Kazan den 25. juli 2011.
Libanon/Syrien
I forholdet mellem Syrien og Libanon er der fortsat grund til aktivt internationalt engagement
og bevågenhed for at støtte Libanons bestræbelser på at konsolidere den politiske og økonomiske
stabilitet. Sikkerhedsrådets vedtagelse af resolution 1701 (2006) er udtryk for dette engagement.
Processen støttes af en forstærket FN-styrke (UNIFIL – United Nations Interim Force
in Lebanon), hvor Danmark siden december 2009 og indtil november 2011 bidrager med en
logistikenhed på ca. 150 personer. Danmark har også støttet det Særlige Tribunal for Libanon
og lægger vægt på gennemførelsen af tribunalets uafhængige arbejde. Danmark var medforslagsstiller
til resolution 1701 og støtter de grundlæggende elementer heri, herunder afvæbningen
af alle militser (inkl. Hizbollah), demarkering af Libanons internationale grænser samt
det helt grundlæggende forhold, at den libanesiske regering bliver i stand til at håndhæve sin
autoritet i hele Libanon.
Liberia
Ellen Johnson-Sirleaf blev valgt til præsident for Liberia i slutningen af 2005. Siden valget er
situationen i landet stabiliseret, men der ligger fortsat store opgaver i at bringe landet på fode
igen. Denne positive udvikling blev og er dog fortsat truet af situationen i Elfenbenskysten.
Den politiske krise og genopblussen af borgerkrigen i nabolandet i 2010 og 2011 medførte en
stor flygtningestrøm, og der er fortsat 133.000 ivorianske flygtninge i Liberia, selvom kamphandlingerne
er afsluttet, og den nye regering er blevet indsat i Elfenbenskysten. Ligeledes har
konflikten i nabolandet resulteret i udlån of UNMIL’s (United Nations Mission in Liberia)
tropper samt materiel til UNOCI, som udgør en potentiel risikofaktor for sikkerhedssituationen
i Liberia, ikke mindst i betragtning af, at 2011 er valgår i Liberia med et forestående parlamentsvalg
i efteråret 2011. Dertil kommer markant stigende fødevarepriser, som ligeledes kan
bidrag til politiske og sociale uroligheder. Danmark støtter freds- og genopbygningsprogrammet
og særligt initiativer til fremme af 2015-målet om kvinders ligestilling. Ellen Margrethe Løj
fra Danmark varetager fortsat posten som FN’s generalsekretærs særlige repræsentant i Liberia
og leder af UNMIL, som fastholder en betydelig tilstedeværelse i landet.
Madagaskar
Madagaskar har befundet sig i dyb politisk krise, siden Andry Nirina Rajoelina gennemførte en
forfatningsstridig magtovertagelse (militærkup) den 17. marts 2009 og dermed tvang den demokratisk
valgte præsident Marc Ravalomanana i eksil. På trods af flere mæglingsforsøg og indgåede
aftaler mellem tre politiske parter om en overgangsregering (kaldet HAT) er det endnu ikke
lykkedes at danne en legitim regering, som kan anerkendes af den regionale samarbejdsorganisation
SADC (South African Development Community) og AU. AU har suspenderet Madagaskars
medlemskab og indført sanktioner mod landet. EU har i maj 2010 suspenderet fællesskabsbistand
bortset fra humanitær hjælp. Der har været visse fremskridt i forhandlinger om en
køreplan, der skal føre til afholdelse af valg senere på året, men planen er endnu ikke godkendt
20

af alle tre politiske bevægelser i Madagaskar, og dermed heller ikke endeligt accepteret af SADC.
Rajoelinas taleret under Generalforsamlingen kan blive udfordret, som SADC-lande gjorde det
sidste år. Danmark støtter op om AU’s linje ift. situationen i Madagaskar.
Nordkorea
I relation til Nordkorea har Sikkerhedsrådet siden 2006 vedtaget tre resolutioner (1695, 1718 og
1874) som svar på hhv. missilaffyring (2006) og to atomprøvesprængninger (2006 og 2009). I
alle tre resolutioner fordømmes Nordkoreas aktiviteter, og der opfordres til tilbagevenden til
Sekspartsforhandlingerne. I de sidste to resolutioner indføres der sanktioner mod Nordkorea.
Den 26. marts 2010 blev det sydkoreanske flådefartøj Cheonan sænket syd for den omstridte
Northern Limit Line, der adskiller syd- og nordkoreansk territorialfarvand vest for den koreanske
halvø. 46 ud af 104 besætningsmedlemmer omkom. En havarikommission, Joint Civilian-
Military Investigation Group med deltagelse af internationale eksperter fra bl.a. Sverige, USA,
Australien og Storbritannien tilskrev Cheonans forlis til detoneringen af en såkaldt ’homing
torpedo’ af nordkoreansk oprindelse affyret fra en nordkoreansk undervandsbåd. Fra nordkoreansk
side benægter man at have været involveret. Sikkerhedsrådet vedtog den 9. juli en formandskabsudtalelse
som reaktion på sænkningen af Cheonan, hvormed Rådet bl.a. fordømmer
angrebet og henviser til undersøgelseskommissionens resultater - uden dog eksplicit at sige, at
Nordkorea stod bag angrebet. Formandskabsudtalelsen opfordrer ligeledes til fuld overholdelse
af den koreanske våbenhvileaftale og til en fredelig løsning af de udestående emner snarest muligt
for at forhindre yderligere eskalation af konflikten.
Nordkorea beskød med artilleri den 23. november 2010 den sydkoreanske ø Yeongpyong samt
det omkringliggende vestlige havområde. Angrebet resulterede i 4 døde – herunder 2 civile – og
19 sårede sydkoreanere. Det berørte havområde er omstridt territorium, idet man aldrig er blevet
enige om grænsedragningen til søs. Parterne i Sikkerhedsrådet kunne ikke nå til enighed om
en reaktion, bl.a. pga. kinesisk tilbageholdenhed.
Danmark har fordømt såvel sænkningen af Cheonan som beskydningen af Yeongpyong og erklæret
sig rede til at diskutere, hvordan man kan forstærke presset på Nordkorea. Danmark
bakker fuldt ud op om Sydkorea og anerkender landet for dets relativt moderate reaktioner og
for primært at søge at løse problemet gennem nedkøling af forholdet til Nordkorea, diplomatisk
pres og ved at engagere det internationale samfund. Fra dansk side søger man primært via
EU at påvirke udviklingen i Nordkorea i retning af demokratisering, respekt for menneskerettigheder
og liberalisering af økonomien. Desuden arbejdes der for, at det internationale samfund
samlet lægger pres på Nordkorea for at deltage i reelle forhandlinger.
Danmark støtter desuden de internationale bestræbelser på at få Nordkorea til at deltage i reelle
forhandlinger om denuklearisering af den koreanske halvø. Der vurderes at være stigende politisk
vilje til at genoptage forhandlingerne, men en vigtig forudsætning for påbegyndelse af forhandlinger
udestår stadig, i og med at det interkoreanske forhold ikke er bedret. Nordkorea har
givet udtryk for villighed til at genoptage 6PT (Six Party Talks), herunder diskussionen om deres
uran-berigelsesprogram, uden forudgående betingelser. Den sydkoreanske regering er imidlertid
splittet mellem dem, der kræver en forudgående undskyldning for Yeongpyong og Cheo-
21

nan, og dem, der ønsker at afkoble dette spørgsmål fra 6PT for dermed at kunne genoptage
forhandlingerne.
FN’s Ekspertpanel, der blev etableret som opfølgning på Resolution 1874 for at evaluere effektiviteten
af sanktionsregimet, har i deres rapport fra maj 2011 vurderet, at Nordkorea har gjort
fremskridt i sit nukleare program og forbedret sine nukleare våbenkapabiliteter. Det vurderes
dog samtidig, at sanktionsregimet har vanskeliggjort og fordyret Nordkoreas bestræbelser.
Pakistan
Danmark støtter et stærk FN-engagement i Pakistan, både politisk, humanitært og finansielt.
Danmark bidrager således til finansiering af generalsekretærens særlige udsending for assistance
til Pakistan, Rauf Engin Soysal, med henblik på at styrke FN-systemets muligheder for at bidrage
til en fredelig løsning i Pakistan, ikke mindst i det urolige nordvestlige hjørne samt i Balochistan.
Situationen i Pakistan er fortsat meget kritisk og præget af to hovedtendenser, som er indbyrdes
forbundne: (i) den regionale dimension: landets deltagelse i kampen mod terror og dets placering
post 2014 og (ii) den indenlandske dimension: den sikkerhedsmæssige ustabilitet, den fortsatte
styrkelse af islamiske radikale og anti-vestlige kræfter samt fortsat forringelse af levevilkårene.
Til trods for den pakistanske hærs indsats mod pakistansk Taliban i 2009 og fortsatte operationer
mod militante grupper, specielt i det nordvestlige Pakistan, hvilket i 2010 førte til fald i
terrorrelaterede angreb og tab, stiger især den sekteriske og etnisk-politiske vold. I år har det
ført til to højtprofilerede mord på henholdsvis guvernøren for Punjab og ministeren for minoriteter,
begge med henvisning til deres støtte til lempelse/afskaffelse af blasfemilovgivningen
samt til konkrete ofre for denne lovgivning. Flere menneskerettighedsforkæmpere lever desuden
med en fatwa hængende over hovedet. Ofrene for terroraktioner, der er fordelt ud over
store dele af landet, tæller over 30.000 mennesker siden 2001.
I Balochistan er situationen alvorlig med aktioner udført af militante grupper, men tillige af forkæmpere
for et frit Balochistan. Der er jævnligt rapporter om overgreb begået af de pakistanske
militære styrker samt af sikkerhedstjenesterne, men pga. af meget begrænset adgang til området
for udlændinge og journalister er der ikke sikker viden om omfanget. Det kan imidlertid frygtes,
at der foregår systematiske overgreb såsom tilbageholdelser, tortur og drab uden for det retlige
system.
I relation til Pakistans samarbejde med FN ønsker regeringen udelukkende at fokusere på Pakistans
bidrag til de internationale fredsbevarende styrker. I relation til de interne konflikter ønsker
den pakistanske regering ikke et samarbejde, hvilket begrundes med, at der ikke er tale om
krigshandlinger. I begge tilfælde er kvinder traditionelt holdt uden for konfliktforebyggelse og
freds- og sikkerhedsarbejde. I lyset af de mange overgreb på kvinder, ikke mindst i det urolige
nordvestlige hjørne samt i Balochistan, er det bekymrende, at FN ikke har mulighed for at
fremme implementeringen af de to resolutioner. Danmark påtænker konkret støtte til UN
Women’s arbejde med Sikkerhedsrådsresolution 1325 og 1820. UN Women støtter den pakistanske
regering med implementering af resolutionerne.
22

Traditionelt har Pakistan modtaget mange flygtninge fra Afghanistan, og UNHCR (United Nations
High Commissioner for Refugees) støtter frivillig repatriering. Indtil videre er ca. 3,7 millioner
afghanere vendt tilbage til Afghanistan, men der er fortsat ca. 1,7 millioner registrerede
flygtninge i Pakistan. FN har arbejdet for, at der bliver fundet en løsning for afghanernes registrering
hos de pakistanske myndigheder, hvilket er lykkedes. Desuden yder FN under ledelse af
UNCHR og UNDP (United Nations Development Programme) støtte til samfund, som har
modtaget afghanske flygtninge.
Pakistan er præget ikke blot af menneskeskabte konflikter, men ligeledes af naturkatastrofer.
Der pågår forsat genopbygningsarbejde efter jordskælvet i 2005 og oversvømmelserne i 2010.
Til trods for en vis kritik af FN’s indsats sidste år, specielt ift. koordinering, har FN-systemet
gjort en stor indsats. Danmark støttede i 2010 den humanitære katastrofeindsats med i alt 130
mio. kr, hvoraf knap 40 mio. kr. gik til FN. Der er imidlertid behov for at styrke Pakistans arbejde
for mere effektivt at kunne reducere/forebygge naturkatastrofers omfang (DRR). FN bør
opfordres til at gå mere aktivt ind i dette arbejde i samarbejde med de øvrige donorer, ikke
mindst Verdensbanken og Asian Development Bank (ADB). Internationalt støtter Danmark
dette arbejde.
I lyset af Pakistans prekære situation samt de mange flygtninge i landet yder Danmark støtte til
langvarige humanitære indsatser. Det danske engagement omfatter desuden støtte til genopbygning
i det nordvestlige Pakistan, støtte til pakistanske civilsamfundsorganisationer som brobygning
fra de humanitære indsatser til hurtig genopbygning med fokus på landets skrøbelige
demokrati samt medvirken til at fremme stabilitet i grænseområderne. Programmet blev godkendt
i Finansudvalget i august 2010, og det løber frem til udgangen af 2012. Genopbygningsarbejdet
støttes dels via en trust fund bestyret af Verdensbanken, dels via UNICEF (United Nations
Children’s Fund). Civilsamfundet støttes i deres arbejde med at fremme demokrati, menneskerettigheder,
ligestilling og frie medier.
Sri Lanka
FN-generalsekretærens ekspertpanels rapport om menneskerettighedskrænkelser i forbindelse
med afslutningen af konflikten i Sri Lanka i foråret 2009 blev offentliggjort den 12. april i år.
Rapporten indeholder alvorlige anklager mod den srilankanske regering og LTTE (Liberation
Tigers of Tamil Eeman) for overtrædelse af humanitær folkeret og menneskerettigheder samt
konkrete anbefalinger til både Sri Lanka og FN-systemet. Kina og Rusland, der var modstandere
af nedsættelsen af ekspertpanelet, har kritiseret rapporten.
Fra dansk side hilses rapporten velkommen. Danmark finder det vigtigt, at der nu følges op på
rapportens konkrete anbefalinger, så vejen banes for en politisk proces, der fører til en langvarig
fred mellem tamiler og singalesere. Den srilankanske regering bør bl.a. opfordres til at
fremme accountability, herunder tage ansvar for beskyttelse af alle borgeres menneskerettigheder.
Danmark støtter et stærkt FN-mandat både i forhold til den politiske proces og den humanitære
situation, hvor der forsat er mange tusinde internt fordrevne tamiler.
23

Sahara / Sahel
Sikkerhedssituationen i Sahara/Sahel herunder særligt i Mali, Niger og Mauretanien er fortsat
bekymrende. I de senere år er der sket en gradvis forværring af situationen, primært som følge
af en øget trussel fra terrororganisationen Al Qaeda i Maghreb (AQIM), som har gennemført
en række bombeattentater og væbnede angreb i Sahel med flere dræbte til følge, samt været
ansvarlig for bortførelsen af mere end 40 europæere siden 2003, hvoraf flere er blevet dræbt og
resten frigivet, formentlig mod betaling af løsepenge.
Udover den sikkerhedsmæssige trussel har AQIM’s operationer også givet anledning til politiske
spændinger mellem landene i området og mellem landene og det internationale samfund
med gensidige beskyldninger om, at der ikke gøres tilstrækkeligt for at bekæmpe AQIM.
Ligeledes forværres sikkerhedssituationen af den substantielle organiserede kriminalitet i regionen
i form af bl.a. narkotika- og våbensmugling. Konflikten i Libyen har ligeledes bidraget til en
forværring af situationen i regionen, da en konsekvens heraf bl.a. har været, at der er flere våben
i omløb.
I EU har Danmark været en aktiv spiller for at få vedtaget en strategi med en bred og regional
tilgang til forbedring af sikkerhedssituationen og til bekæmpelse af terrorisme i regionen. I
marts 2011 vedtog EU en strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel, som Danmark leverede
substansinput til og aktivt spillede med for at få vedtaget. På linje hermed skal der også i FNsammenhæng
arbejdes for en bred tilgang til forbedring af fred og sikkerhed i Sahara/Sahel,
som beror på en tilgang, der fremmer såvel sikkerhed som udvikling i regionen.
Somalia
Den humanitære situation i Somalia er yderst dårlig som følge af tørke, økonomisk krise og
omfattende konflikt (se afsnit 5b om den humanitære krise på Afrikas Horn). I 2011 vil Danmarks
bistand til Somalia ligge på mere end 150 mio. kr., både til udviklingsaktiviteter, nærområdebistand
og humanitær nødhjælp, og det planlægges at fastholde et højt støtteniveau i de
kommende år.
Situationen i Somalia er fortsat ekstremt skrøbelig, selv om det er lykkedes den forøgede AMI-
SOM-styrke (African Union Mission in Somalia) at skabe et større rum til overgangsregeringen i
Mogadishu. Oprørerne kontrollerer imidlertid fortsat store dele af det sydlige og centrale Somalia,
mens der er skabt større stabilitet i Somaliland, som gennem en lokalt baseret freds- og demokratiproces
har etableret en statslignende struktur med egen forfatning og regeringsapparat.
I juni 2010 gennemførtes et præsidentvalg, der resulterede i en fredelig magtoverdragelse. Også
Puntland er en region med eget, om end svagere, regeringsapparat og med mere stabilitet end i
den sydlige og centrale del af landet.
Den politiske proces i Somalia har længe været præget af intern uro og stridigheder i overgangsregeringen
(TFG) og uden fremdrift i forfatningsprocessen. Disse stridigheder blev skærpet
under udsigten til udløbet af overgangsinstitutionernes mandat i august 2011. I første omgang
forlængede Parlamentet sig selv for tre år. Dernæst valgte TFG at forlænge sig selv med et år.
Striden mellem Parlament og regering var så alvorlig, at hele den politiske ramme var i fare for
24

at gå i opløsning, hvilket også ville berøre AMISOMs indsats for at stabilisere landet. På den
baggrund har Ugandas præsident i samarbejde med FN’s særlige repræsentant Mahiga skabt et
kompromis i form af den såkaldte Kampala aftale, som indebærer en et-årig forlængelse af
overgangsperioden. Det internationale samfund presser på for, at forfatningsprocessen får bred
folkelig opbakning, og for at regionerne i især Somaliland og Puntland involveres i processen.
AMISOM spiller en central rolle i at sikre TFG’s fortsatte kontrol med dele af Mogadishu. Baseret
på regeringens Somaliapolitik, som sætter Danmarks politiske og bistandsmæssige engagement
ind i en samlet strategisk ramme, støtter Danmark op om FN’s bestræbelser på at stabilisere
situationen i det sydlige og centrale Somalia og skabe fremdrift i forfatningsprocessen,
herunder gennem et tæt samarbejde med IGAD (Intergovernmental Authority on Development)
og AU om indsatsen i Somalia. Samtidig støtter Danmark en differentieret tilgang i Somalia,
hvor man også støtter de regioner, der gennem lokale freds- og demokratiseringsprocesser
har skabt fred nedefra.
Bekæmpelse af pirateriet ud for Somalia er et centralt element integreret i såvel den internationale
som den danske indsats. For Danmarks vedkommende er indsatsen baseret på regeringens
pirateristrategi. EU spiller ligeledes en vigtig rolle såvel politisk som finansielt og ventes i nær
fremtid at styrke sin profil i Somalia gennem en politik for Afrikas Horn, herunder Somalia,
samt udpegelse af en særlig repræsentant (EUSR) for Afrikas Horn. EU bidrager med en militær
operation til træning af somaliske sikkerhedsstyrker og drøfter etablering af en mission til
opbygning af kapacitet af kystvagtfunktioner og retsvæsenet. Danmark deltager som følge af
forsvarsforbeholdet ikke i EU's militære operationer.
Sudan/Sydsudan
Efter det overvældende flertal for selvstændighed ved folkeafstemningen i januar 2011 erklærede
Sydsudans regering som ventet landet for selvstændigt den 9. juli 2011. Uafhængighedserklæringen
har efterfølgende resulteret i anerkendelse fra et stort antal lande, herunder Danmark, og
optagelse som nyt medlem af FN. Præsident Bashir, som ICC har udstedt to arrestordrer
på, fortsætter som præsident for den fortsættende stat, Sudan, mens Salva Kiir er ny præsident
for Sydsudan.
Der udestår stadig en løsning af en række centrale spørgsmål i fredsaftalen, bl.a. om Abyeis
fremtidige tilhørsforhold, om aftalen om den endelige grænsedragning mellem Nord og Syd og
om Sudans gæld, idet Khartoum har accepteret at overtage hele gælden, såfremt en gældslettelsesaftale
kan komme på plads inden for to år. De udestående spørgsmål om grænsedragningen
førte i juni 2011 til væbnede sammenstød mellem styrker fra Nord- og Sydsudan i Abyei og
Sydkordofan. I forhold til Abyei er der efterfølgende med AU’s særlige repræsentant Mbekis
mellemkomst fundet en midlertidig løsning, som forhåbentlig kan bane vejen for en permanent
løsning. Området kontrolleres dog de facto af Khartoum.
I Darfur præges situationen fortsat af sammenstød mellem rebelgrupper, primært JEM (Justice
and Equality Movement), og regeringsstyrker samt af banditoverfald på nødhjælpsforsyninger
og personale. Der er fortsat sammenstød mellem regeringsstyrker og rebelgrupper, især i det
nordlige Darfur, med en del dræbte og mange fordrevne til følge. Det skaber problemer for
nødhjælpsorganisationer og FN’s fredsbevarende styrke, UNAMID (African Union/United
25

Nations Hybrid Operation in Darfur). De FN-ledede fredsforhandlinger i Doha, Qatar, er afsluttet
med enighed om et fredsdokument. En egentlig fredsaftale og permanent våbenhvile,
der inkluderer alle væbnede grupper, er dog endnu ikke indgået. Samtidig presses der på for at
få påbegyndt en politisk fredsproces, der også involverer civilsamfundet. UNAMID er efter
store forsinkelser fuldt indsat.
UNMIS’ (United Nations Mission in Sudan) mandat udløb den 9. juli 2011, samtidig med Sydsudans
selvstændighed, og på baggrund af Sudans ønske om ikke at forlænge UNMIS ventes
Sikkerhedsrådet inden længe formelt at vedtage en resolution om UNMIS’ afvikling. Som reaktion
herpå vedtog Sikkerhedsrådet 8. juli 2011 at etablere en ny fredsbevarende mission i Sydsudan,
UNMISS (UN Mission in the Republic of South Sudan), der indledningsvist er blevet
etableret med en mandatperiode på et år – på maksimum 7000 militært personel, 900 civile politi
samt en mindre civil komponent.
Danmark arbejder inden for rammerne af EU og FN for at støtte gennemførelsen af de udestående
spørgsmål i nord/syd fredsaftalen og sikre en fredelig udvikling efter fredsaftalens afslutning
med maksimalt samarbejde med og involvering i processen af AU, IGAD og FN. Sydsudans
uafhængighed og partnerlande-status giver en ny situation, hvor dansk bistand skal tilpasses
en ny kontekst. Fra dansk side er man pt. i færd med at formulere et nyt samlet program for
Sydsudan, der vil forsøge at adressere fremtidige kerneudfordringer såsom opbygningen af en
fungerende stat, støtte til konfliktforebyggelse og stabilisering samt støtte til privatsektorudvikling
og særskilte indsatser vedr. kvinder, fred og sikkerhed.
Tchad og Den Centralafrikanske Republik
Konflikterne i nabolandene Tchad og Den Centralafrikanske Republik (CAR) er tæt forbundne
med situationen i Sudan, idet oprørsgrupper, der hærger i begge lande, opholder sig på den sudanesiske
side af grænsen og efter forlydende modtager materiel støtte fra den sudanesiske regering.
Uganda
Uganda forsætter sit arbejde med at udvikle et demokratisk samfund, og det demokratiske rum
er udvidet betydeligt siden Præsident Musevenis magtovertagelse i 1986. Således har Uganda
siden 2005 afholdt to flerpartivalg - dog ikke uden skønhedspletter. Det nordlige Uganda er
under genopbygning efter mere end 20 års blodig konflikt, hvor fredsforhandlingerne mellem
Ugandas regering og Lord’s Resistance Army blev afsluttet i marts 2008.
Der er gjort fremskridt med at integrere menneskerettighedsspørgsmål i landets politikker og
udviklingsprogrammer igennem de seneste 10-15 år. Dog har diskrimination af seksuelle minoriteter
og hate crimes (bl.a. drabet på aktivisten David Kato) været udbredt rapporteret af menneskerettighedsorganisationer
de senere år. Homoseksualitet er stigmatiseret og generelt ikkeanerkendt
i Uganda, og praktisering af homoseksualitet er strafbart med fængsel op til livstid.
Den berygtede ’Anti-Homosexuality Bill’ fremsat af et menigt medlem af Ugandas parlament i
oktober 2009, skabte en hidtil uset debat i Uganda om emnet, som det ellers har været tabu at
diskutere. Forslaget nåede ikke at blive behandlet færdigt under det 8. parlament og bortfaldt
dermed. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at forslaget eller elementer heraf vil blive genfrem-
26

sat i det nye parlament. EU inklusiv Danmark har udført et antal af demarcher for at understrege
det internationale samfunds bekymring for minoriteterne i landet. Dog har man fra det internationale
samfunds side generelt været forsigtig med offentligt at kommentere på denne sag
for ikke at blande sig i den politiske proces. Den ugandiske regering har ved flere lejligheder
forsikret internationale aktører om at lovforslaget ikke bliver vedtaget, og Præsident Museveni
har taget afstand fra lovforslaget.
Vestafrika
Vestafrika har længe været en skrøbelig region præget af længerevarende borgerkrigslignende
konflikter og politisk og sikkerhedsmæssig ustabilitet med rod i bl.a. etniske uoverensstemmelser,
kamp om ressourcer, fattigdom og arbejdsløshed samt ikke mindst politiske magtkampe.
De seneste års fredsaftaler og demokratiske valg i et stort antal lande er foregået parallelt med
grundlovsstridige magtovertagelser og manglende anerkendelse af resultatet af demokratiske
valg i andre lande som eksempelvis Elfenbenskysten. Dette billede må forventes at vare ved i
den nærmeste fremtid, og det er vigtigt at være opmærksom på eventuelle sikkerhedsmæssige
eller humanitære spill-over effekter fra udviklingen i Nordafrika, ikke mindst situationen i Libyen.
Fra dansk side bakkes op bilateralt i de udviklingspolitiske partnerlande samt multilateralt
gennem EU og FN om støtte til landenes økonomiske og politiske udvikling og forbedring af
deres sikkerhedsmæssige situation.
Vestbalkan
Situationen på det vestlige Balkan udvikler sig generelt i positiv retning. Landene er spirende
demokratier og overgangsøkonomier, der i højere grad er præget af socio-økonomiske problemer
og svage demokratiske institutioner end af risikoen for ny væbnet konflikt. Landene har
som en væsentlig udenrigspolitisk prioritet at knytte tættere bånd til EU, og landene har alle et
såkaldt europæisk medlemskabsperspektiv. Det betyder grundlæggende, at landene kan blive
medlemmer af EU, såfremt kriterierne herfor er opfyldt. Dette fordrer imidlertid, at landene
styrker deres indbyrdes regionale samarbejde, overholder deres øvrige internationale forpligtelser,
herunder til at samarbejde med det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere
Jugoslavien (ICTY), samt gennemfører en række vigtige nationale reformer. Kroatien afsluttede
EU-optagelsesforhandlingerne denne sommer, og landets tiltrædelsestraktat ventes undertegnet
inden det danske EU-formandskab i første halvår 2012.
Danmark bakker fortsat op om ICTY’s mandat, der forventes at udløbe med udgangen af 2014,
hvorefter en af FN’s Sikkerhedsråd vedtaget International Residual Mechanism for Criminal
Tribunals (ICTY/ICTR) vil overtage de sager, der ikke har kunnet afsluttes. Med pågribelsen af
og tiltalen mod General Ratko Mladic i juni 2011 fik ICTY nyt momentum, der kan ses som en
sejr for det internationale samfunds tålmodighed og vedholdenhed i retsopgøret. Det er ligeledes
et eksempel på, at der i regionen bliver gjort en indsats for at hele sårene efter 1990ernes
borgerkrige. Den store internationale opmærksomhed på begivenheden viser, at ICTY fortsat
spiller en væsentlig rolle - såvel juridisk som politisk – i forsoningsbestræbelserne mellem folkeslagene
i det tidligere Jugoslavien.
EU har – også i forbindelse med opbygningen af den fælles udenrigstjeneste – besluttet at styrke
sin rolle i Bosnien-Hercegovina og vil fremover spille en central rolle i landet på linje med
27

den af FN udpegede Høje Repræsentant (HR) og dennes kontor. I Bosnien-Hercegovina blev
en EU-ledet styrke (EUFOR) indsat i december 2004 som opfølgning på den NATO-ledede
styrke (SFOR). På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i operationen.
Den Internationale domstol (ICJ) forventes i løbet af efteråret at afsige dom i den sag, som den
tidligere jugoslaviske republik Makedonien (FYROM) har anlagt mod Grækenland for brud på
interimsaftalen fra 1995 mellem de to lande. Sagen er tæt forbundet med striden mellem de to
lande om det rette navn for den tidligere jugoslaviske republik Makedonien.
NATO leder fortsat den internationale styrke i Kosovo (KFOR), som har dansk deltagelse.
KFOR har løbende og i takt med den forbedrede sikkerhedssituation reduceret sin tilstedeværelse
i landet. I begyndelsen af 2011 reducerede NATO sin tilstedeværelse yderligere, og i takt
hermed blev det danske bidrag reduceret til de nuværende ca. 35 personer. Kosovo erklærede
sig selvstændigt den 17. februar 2008. Kun 76 ud af FN’s 192 medlemslande har på nuværende
tidspunkt anerkendt Kosovo. Danmark er sammen med 21 øvrige EU-lande og USA blandt
disse. Under FN’s generalforsamling 2008 tog Serbien initiativ til en resolution om at anmode
den Internationale Domstol (ICJ) om en ikke-bindende udtalelse om lovligheden af Kosovos
selvstændighedserklæring. ICJ afgav sin vejledende udtalelse den 22. juli 2010, hvor Domstolen
udtalte, at Kosovos selvstændighedserklæring ikke er i strid med folkeretten. Udtalelsen blev
behandlet ved den 65. generalforsamling i efteråret 2010, hvor en fælles EU-serbisk generalforsamlingsresolution
blev enstemmigt vedtaget. Resolutionen opfordrede Beograd og Pristina til
at indlede en dialog, som EU skulle facilitere. Dialogen gik for alvor i gang i foråret 2011 og har
allerede ført til, at der er opnået enighed om en række praktiske tiltag. EU har i det hele taget
påtaget sig en ledende rolle i at sikre stabiliteten i Kosovo. Danmark bidrager til EU’s mission
inden for politi og retsvæsen i Kosovo (EULEX).
Zimbabwe
Zimbabwe har i en årrække været præget af udtalt social, økonomisk og politisk krise. Ikke
mindst som følge af den forværrede menneskerettighedssituation har EU siden 2002 haft målrettede
foranstaltninger mod en række zimbabwiske personer og virksomheder med tilknytning
til præsident Robert Mugabe og hans politiske inderkreds og suspenderet store dele af fællesskabsbistanden.
Med dannelsen af en overgangsregering i februar 2009 blev der åbnet for en
begyndende demokratiseringsproces, der giver håb om en ny, positiv udvikling i landet. Især er
der opnået gode resultater på den makroøkonomiske front. Fra dansk side støtter man aktivt
reform- og demokratiseringsprocessen bl.a. via øget besøgsudveksling, betragtelig overgangsbistand
og styrket politisk dialog dels med reformvillige parter i Zimbabwe, dels med relevante
internationale aktører. I sidstnævnte sammenhæng spiller Zimbabwes nabolande og især Sydafrika
en afgørende rolle med hensyn til at sikre fortsat demokratifremdrift, i første omgang i
form af en troværdig køreplan for afholdelse af frie, retfærdige og ikke-voldelige valg. Regionen
har ved flere lejligheder i foråret 2011 indikeret, at man i stigende omfang er rede til at tage dette
ansvar på sig.
3. Fred, sikkerhed og international retsorden
28

a) Terrorismebekæmpelse, herunder globalkonventionen
FN udgør den globale ramme for bekæmpelsen af international terrorisme. Danmark skal fortsætte
sin aktive deltagelse i kampen mod terrorisme og trække på bl.a. erfaringerne fra formandskabet
for Sikkerhedsrådets Counter Terrorism Committee (CTC) og det aktive engagement i
forbindelse med vedtagelse i 2006 og efterfølgende implementering af FN’s globale antiterrorstrategi
med henblik på yderligere at styrke FN's rolle på området.
Generelt finder Danmark, at det internationale samfund skal fordømme terrorisme under enhver
form, uanset hvor, af hvem og med hvilket motiv den begås. Alle stater bør tilskyndes til
at afstå fra at støtte terrorhandlinger samt medvirke til at styrke det internationale samarbejde
om bekæmpelse af terrorisme. Danmark lægger vægt på, at terrorismebekæmpelse sker under
fuld respekt for menneskerettighederne og folkeretten i øvrigt. Det grusomme terrorangreb i
Norge den 22. juli 2011 har understreget, at terroren fortsat kan slå til uventede steder og helt
uden varsel. Begivenhederne viser, at truslen kan komme fra mange sider og være særdeles vanskelig
at opdage i tide. Der er derfor et løbende behov for at sikre, at de instrumenter det internationale
samfund og medlemslandene nationalt har til rådighed løbende tilpasses for at sikre at
de er effektive både i forhold til at forebygge og bekæmpe alle former for terrorisme.
Danmark vil arbejde aktivt for en universel tilslutning til samtlige 13 FN-konventioner om bekæmpelse
af terrorisme, herunder den senest vedtagne konvention om nuklear terrorisme, ligesom
man tilstræber, at Generalforsamlingens resolutioner under sjette udvalg vedtages med
konsensus, som det hidtil har været tilfældet. Danmark vil arbejde aktivt for at sikre, at der ikke
sker nogen svækkelse af FN’s globale antiterrorstrategi, og at der tages yderligere skridt for at
sikre den fortsatte implementering af strategien. På baggrund af tidligere danskstøttet arbejde
med implementering af strategien i Østafrika er der i 2011 udviklet og igangsat nye projekter,
der søger at fremme regionalt samarbejde om terrorbekæmpelse blandt IGAD-landene og ser
på mulighederne for fremadrettede indsatser i forhold til Somalia. Østafrika, herunder Afrikas
Horn, vil udgøre en prioritet for det kommende danske EU-formandskab på terrorbekæmpelsesområdet,
og initiativer der underbygger dette kan støttes.
Danmark tillægger det stor vægt, at Generalforsamlingen når til enighed om den udestående
generelle konvention imod international terrorisme. I forlængelse af institutionaliseringen af
Counter Terrorism Implementation Task Force (CTITF), som Danmark har støttet aktivt, vil Danmark
arbejde for, at CTITF fortsat har en central rolle i implementeringen af FN’s terrorstrategi
og at også organisationer som UNDP og UNESCO (United Nations Educational, Scientific
and Cultural Organization) i øget omfang inddrages i forbindelse med implementeringen af
strategien.
Mandatet for Counter-Terrorism Committee Executive Directorates (CTED), der bistår CTC, blev i
2010 forlænget med tre år. Danmark støttede en forlængelse af mandatet og har i indeværende
år etableret samarbejde med CTED om at fremme regionalisering af terrorbekæmpelse i Sydasien.
29

Herudover er mandatet for FN’s ombudsperson netop blevet forlænget og styrket i forhold til
personer opført på FN’s terrorliste vedrørende Al-Qaida. Da der i forbindelse hermed er foretaget
en opsplitning af bestemmelserne vedrørende henholdsvis Al-Qaida og Taliban,
har ombudspersonen ikke længere mandat i forhold til FN’s terrorliste vedrørende Taliban.
Danmark har sammen med en række ligesindede lande støttet en forlængelse af mandatet samt
arbejdet for en fortsat forbedring af retssikkerheden for listede personer.
Respekten for menneskerettigheder under bekæmpelsen af terrorisme behandles i 3. udvalg. I
2005 udpegede Menneskerettighedskommissionen en særlig rapportør til fremme og beskyttelse
af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse,
Martin Scheinin (Finland), som nu arbejder under Menneskerettighedsrådet.
Terrorbekæmpelse ligger højt på den politiske dagsorden i mange lande. Mexico fremlægger
traditionelt en resolution under Generalforsamlingen, som fremhæver, at menneskerettighederne
altid skal overholdes, også ved bekæmpelse af terrorisme. Resolutionen støttes af EUlandene.
Danmark lægger stor vægt på, at respekten for menneskerettighederne sikres som en integreret
del af indsatsen mod terrorisme. Der bør arbejdes på at sikre, at fundamentale retsgarantier og
demokratiske spilleregler overholdes i forbindelse med terrorbekæmpelse, og at disse forhold er
afspejlet i relevante resolutioner mv. Der er tidligere afholdt ekspertseminar i København arrangeret
af Udenrigsministeriet og FN om overholdelse af menneskerettigheder under terrorbekæmpelse.
Ét af resultaterne af seminaret var iværksættelse af en proces for en opsamling og
videreudvikling af retningslinjer for praktikere. Som en aktiv deltager i indsatsen mod terrorisme
er Danmark godt positioneret til at medvirke til at drive en sådan proces fremad, og emnet
er således en af prioriteterne for det danske EU-formandskab på terrorbekæmpelsesområdet,
hvorunder der planlægges afholdt opfølgningsseminar. Danmark kan derfor støtte initiativer,
der bidrager til at give denne proces fremdrift.
USA tog med Global Counter-Terrorism Forum (GCTF) i efteråret 2010 initiativ til et nyt multilateralt
forum for terrorismebekæmpelse. I anerkendelse af den danske indsats, som et af de mest
aktive EU-lande på området, har Danmark tidligt været på tale som deltager i GCTF og blev
formelt optaget i juni 2011. GCTF er tænkt som et strategisk engagement, der skal styrke internationalt
samarbejde om terrorbekæmpelse og involvere flere ikke-vestlige stater. Initiativet
flugter således med dansk fokus på så vidt muligt at styrke den multilaterale tilgang til terrorbekæmpelse.
Et handlekraftigt GCTF skal de facto afløse G8’s (Group of Eight) Counter-Terrorism
Action Group (CTAG), som primært har støttet CTC. Selv om GCTF ikke er direkte FNrelateret,
understøtter det FN-initiativer og planlægges formelt lanceret i New York i UNGAugen
(United Nations General Assembly) med en begivenhed på udenrigsministerniveau. Generalsekretæren
forventes at deltage i den formelle lancering.
b) Fredsbevarende operationer
Danmark vil arbejde for en markant forbedring af FN’s kapacitet til planlægning og gennemførelse
af fredsbevarende operationer bl.a. ved at støtte op om det reformarbejde, som blev
30

igangsat i 2009 med fokus på policy udvikling, standarder for træning, tilpasningen af logistikkonceptet
samt planlægning og monitorering.
Hvad angår planlægning og monitorering vil Danmark arbejde for, at fredsbevarende operationer
ses som et led i en mere langsigtet fredsopbygningsstrategi, dvs. styrket samtænkning på
tværs af sikkerhed og udvikling. Det er i den forbindelse væsentligt, at fredsopbygning bliver
inkluderet i mandater for fredsbevarende operationer. Det er ligeledes en dansk prioritet, at
disse bliver defineret af en række klare benchmarks, således at overgangs- og exit-strategier bliver
tænkt ind allerede i planlægningen af en fredsbevarende operation.
Samarbejdet mellem Sikkerhedsrådet, troppebidragydere og FN-sekretariatet er blevet forbedret.
Samarbejdet bør vurderes løbende for at sikre den bedst mulige balance mellem troppebidragydernes
ønske om øget indflydelse på udformningen af mandater og Sikkerhedsrådets muligheder
for at varetage sine opgaver som fastlagt i FN-pagten. Inden Sikkerhedsrådet træffer beslutninger,
der væsentligt ændrer rammerne for eksisterende operationer, er det centralt, at
troppebidragsydere inddrages, bl.a. for at sikre at de kapaciteter, der er fundet behov for i en
mission, også kan tilvejebringes.
Det er en forudsætning for en effektiv fredsbevarende operation, at der udsendes veluddannet
personel. Danmark bør fortsat arbejde for en styrkelse af FN’s bestræbelser på at etablere fælles
træningsstandarder. Det bør undersøges, hvorledes FN forud for udstationering af tropper til et
missionsområde kan sikre, at de nationale bidrag har et tilfredsstillende uddannelsesniveau. Initiativer
til at understøtte troppebidragyderes nationale træning bør også støttes.
Det er desuden en væsentlig dansk prioritet at medvirke til at sikre, at FN i planlægningen og
gennemførelsen af konkrete operationer samtænker og koordinerer de forskellige civile og militære
dele af den samlede indsats. Der skal på et tidligt tidspunkt tages højde for helheden, når
mandatet for en operation udformes. Centralt i planlægningen og gennemførelsen af operationerne
er et effektivt samarbejde mellem de relevante aktører internt i FN-systemet såvel som
mellem FN og andre internationale eller regionale organisationer. Dette gælder i særdeleshed i
forhold til NATO og EU. Fra dansk side lægges vægt på, at de praktiske civile og militære samarbejdsrutiner
mellem organisationerne udbygges, og at erfaringerne fra integrerede missioner
videreføres.
Det overordnede ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed vil fortsat påhvile
FN, men regionale aktører involveres i stigende grad i løsningen af internationale krisestyringsopgaver.
Fra dansk side ser man positivt på denne udvikling. Danmark vil arbejde for
at få styrket samarbejdet mellem FN og regionale organisationer, herunder for en intensivering
af bestræbelserne på at styrke udviklingen af en afrikansk fredsbevarende kapacitet. Særligt er
der behov for at sikre mere velkoordinerede strategiske relationer mellem FN og den Afrikanske
Union for at undgå overlappende og modsatrettede tiltag.
I forbindelse med fredsbevarende operationer har Danmark en interesse i, at såvel FN’s generelle
statusaftale som de specifikke statusaftaler, der indgås i forbindelse med en konkret operation,
omfatter klare regler for overdragelse af tilbageholdte personer til værtslandet, herunder at
31

det sikres, at de pågældende personer ydes en human behandling i værtslandets varetægt. De
specifikke aftaler bør i videst muligt omfang være på plads forud for udsendelsen.
Endelig er det en dansk prioritet at arbejde for implementeringen af sikkerhedsrådsresolution
1325 om kvinder og sikkerhed. Dette gælder både rekruttering af personel til fredsbevarende
operationer, hvilket er essentielt i forhold til at sikre, at kvinder deltager i konflikthåndtering
samt fredsopbygning på alle niveauer, ligesom det gælder varetagelsen af kvinders særlige behov
og sårbarhed under konflikter, herunder beskyttelse af piger og kvinder mod vold og overgreb.
Danmark har siden december 2009 og indtil november 2011 bidraget til FN’s operation i Libanon,
UNIFIL, med et styrkebidrag på op til 150 personer (logistikenhed og støtteelement). Det
er i juni 2011 meddelt FN, at Danmark ser sig nødsaget til trække sig ud af UNIFIL ved udgangen
af november 2011 som følge af et behov for at prioritere i lyset af knappe ressourcer kombineret
med store danske bidrag til (FN-mandaterede) operationer i Afghanistan, Libyen, ift.
pirateribekæmpelse ud for Afrikas Horn og Kosovo. Danmark bidrager med stabsofficerer til
FN-operationer, herunder i Mellemøsten, Afghanistan, Irak, Sudan og Liberia.
c) Konflikthåndtering, fredsopbygning og skrøbelige stater
Skrøbelige og konfliktramte stater er de stater, der er længst fra opnåelsen af 2015-målene. Samtænkning
af indsatser med udviklingsmæssige, politiske, civile og militære komponenter til
fremme af sikkerhed og udvikling er en af det internationale samfunds væsentligste udfordringer
for at forebygge og bilægge konflikter og skabe stabilitet.
Danmark arbejder for større effektivitet og samtænkning mellem FN’s indsatser, især på landeniveau.
FN råder med sine fonde og programmer som UNDP, UNICEF og WFP (World Food
Programme) over stor operationel kapacitet og fysisk tilstedeværelse, selv i ekstremt ustabile og
vanskelige skrøbelige situationer, som andre sjældent kan matche. FN kan støtte med humanitær
bistand og udviklingsbistand. FN kan indsætte fredsbevarende styrker, gennemføre menneskerettighedsundersøgelser
og indføre sanktions- og naturressourceregimer. FN er en global
normsættende aktør bl.a. i forhold til terrorismebekæmpelse, nedrustning, ikke-spredning af
masseødelæggelsesvåben og bekæmpelse af international kriminalitet.
FN’s generalsekretærs rapport fra 2009 om fredsopbygning viser imidlertid, at udfordringerne
stadig er store. FN’s indsats er for fragmenteret og ukoordineret og ofte uden fælles strategisk
retning. Danmark vil sammen med ligesindede lande (f.eks. UK, NL og de nordiske) presse på
for, at FN med generalsekretær Ban Ki-moon i spidsen offensivt konfronterer disse udfordringer.
Det handler bl.a. om at udsende bedre ledere for FN’s samlede indsats i en given skrøbelig
stat. Det skal også ske ved at styrke FN’s integrerede planlægning og øge den civile kapacitet
(f.eks. politiske rådgivere, stabiliseringsrådgivere, politi og andre rets- og sikkerhedssektorreform-specialister).
Gode erfaringer fra bl.a. Sierra Leone og Liberia med integreret planlægning
og med fælles civil, militær og politisk ledelse kan anvendes i andre lande.
Danmark vil også arbejde for styrket samarbejde og arbejdsdeling mellem relevante policykontorer
som Department for Political Affairs, Department for Peace Keeping Operations,
Peacebuilding Support Office (PBSO) og Bureau for Crisis Prevention and Recovery (BCPR-
UNDP). Fokus skal være på større gennemslagskraft og bedre udnyttelse af de knappe ressour-
32

cer. Danmark vil også konkret arbejde for mere effektiv erfaringsopsamling og læring på tværs
af FN, f.eks. inden for integreret retssektor- og sikkerhedssektorreform.
PBSO skal sammen med FN’s Fredsopbygningskommission (PBC) og Fredsopbygningsfonden
(PBF) styrkes og blive til en reel ramme for mere samtænkte og effektive fredsopbyggende indsatser
på landeniveau, der inddrager relevante perspektiver fra fredsbevarelse samt stabiliserings-
og udviklingsindsatser. PBF har endnu ikke tilført tilstrækkelig merværdi og har været for
udbudsdrevet og fragmenteret i indsatserne, men Fondens nye Terms of Reference er et skridt i
den rigtige retning. Danmark vil fastholde dialogen om en mere strategisk og effektiv anvendelse
af PBF-midlerne. Danmark vil også arbejde for, at PBC får en mere fokuseret rolle ikke alene
i forhold til FN-systemets mange aktører, herunder et styrket samspil med Sikkerhedsrådet.
Danmark vil sammen med ligesindede lande arbejde for at PBSO tildeles de nødvendige personaleressourcer,
der skal til for løfte ansvaret som koordinerende kontor for styrket fredsopbygning.
Der vil endvidere være fokus på FN’s samarbejde og arbejdsdeling med andre organisationer
(EU, Verdensbanken, NATO mv.) mhp. at styrke den samlede internationale kapacitet til forebyggelse,
planlægning, koordination, genopbygning og erfaringsopsamling i forbindelse med
konflikter og skrøbelighed.
Danmark støtter i særlig grad tiltag, der styrker udviklingslandenes egen kapacitet til at forebygge
og bilægge konflikter. Tiltag i Afrika har høj dansk prioritet. Den Afrikanske Union (AU) og
de subregionale organisationer spiller en stigende rolle i konfliktforebyggelse og -håndtering.
Danmark støtter med Afrika-programmet for Fred (fase 2, 2010-2014) kapacitetsudviklingen på
dette område. Danmark søger også at fremme, at FN i sit arbejde med krisehåndtering i Afrika
samarbejder og støtter de regionale organisationers indsatser, herunder udviklingen af den afrikanske
sikkerhedsarkitektur.
Andre internationale indsatser har betydning for konflikthåndtering og skrøbelige stater: Danmark
vil som nævnt nedenfor fastholde fokus på FN’s anti-pirateriindsats, blandt andet gennem
FN’s internationale kontaktgruppe, hvor Danmark er formand for den juridiske arbejdsgruppe.
Danmark vil også støtte de internationale bestræbelser på at bekæmpe narkotikahandel, transnational
kriminalitet og terrorisme lokalt, regionalt og internationalt.
d) Responsibility to Protect
På FN’s verdenstopmøde i 2005 blev Responsibility to Protect-konceptet (R2P) inkluderet i
topmødeerklæringen. Kernen i R2P er formuleret i § 138 og § 139, og det anerkendes, at stater
har det primære ansvar for at hindre folkedrab, etnisk udrensning, forbrydelser mod menneskeheden
og krigsforbrydelser. Hvis staterne – trods støtte fra det internationale samfund –
ikke lever op til dette ansvar, har det internationale samfund – gennem beslutning i FN’s Sikkerhedsråd
– en forpligtelse til at beskytte civilbefolkningerne.
I januar 2009 fremlagde Generalsekretæren sin rapport om implementeringen af R2P. For at
imødegå modstand mod og skepsis overfor konceptet understreger rapporten, at R2P hviler på
33

tre søjler: 1) den enkelte stats ansvar for at beskytte sine borgere, 2) behovet for international
assistance og kapacitetsopbygning og 3) det internationale samfunds forpligtelse til rettidigt og
beslutsomt svar. Rapporten gør det således klart, at R2P ikke kan reduceres til humanitær intervention
og understreger, at implementering af R2P i høj grad handler om forebyggelse. Det
internationale samfund skal bidrage til opbygning af staters kapacitet til at håndtere konflikter
og overgreb mod befolkningen og støtte internationale indsatser, der forebygger konflikter og
beskytter civile mod overgreb. Samtidig slår rapporten fast, at det internationale samfund har en
forpligtelse til – gennem Sikkerhedsrådet – at reagere med tvangsforanstaltninger i situationer,
hvor de to første søjler ikke viser sig tilstrækkelige. I den forbindelse opfordrede Generalsekretæren
også de permanente medlemmer af Rådet til at være tilbageholdende med anvendelsen af
veto-instrumentet.
Begrebet R2P har fået fornyet styrke ved FN’s Sikkerhedsråds seneste resolutioner i forbindelse
med de voldsomme begivenheder i Libyen og Elfenbenskysten. I de to resolutioner vedrørende
Libyen henvises der direkte til de libyske myndigheders ansvar for at beskytte den libyske befolkning,
og resolutionerne viser viljen til at bringe et bredt spektrum af R2P-instrumenter i
anvendelse: Humanitær bistand, beskyttelse af civile, diplomati, våbenembargo, sanktioner og
henvisning til Den Internationale Straffedomstol.
Som led i bestræbelserne på at forankre konceptet var udenrigsministeren i september 2010 i
marginen af den 65. generalforsamlings ministeruge sammen med sin ghanesiske kollega vært
for et ministermøde om R2P med fokus på, hvordan man nationalt bliver bedre til at koordinere
R2P-indsatser, bl.a. ved udpegelse af nationale focal points for R2P. Som en udløber af dette
initiativ var Danmark sammen med Ghana og Costa Rica i maj 2011 vært for det første møde
for disse nationale focal points.
Danmark vil fortsat arbejde for, at princippet om R2P forankres i FN’s normative grundlag og
daglige arbejde. Det er vigtigt at arbejde for at få G77 landenes opbakning til R2P konceptet.
Eventuelle forsøg på at udvande princippets klarhed og gennemslagskraft bør imødegås. Det
bør ske ved, at der på tværs af de regionale grupper fastholdes opbakning til princippets forsatte
udvikling og anvendelse både som en overordnet målsætning og som et praktisk værktøj på
tværs af FN’s institutioner.
e) Den Internationale Straffedomstol
Danmark bør fortsat sammen med EU og ligesindede lande arbejde aktivt for at skabe den bredest
mulige tilslutning til Domstolen fra alle dele af det internationale samfund samt arbejde
aktivt for at sikre Domstolens integritet og kompetence. Danmark lægger stor vægt på, at der
etableres det nødvendige praktiske samarbejde mellem FN og Domstolen i forbindelse med
Domstolens gennemførelse af konkrete sager. Danmark bør arbejde for, at Generalforsamlingen
bekræfter FN's opbakning til Straffedomstolen med henblik på virkeliggørelse af disse mål.
Domstolen er fortsat engageret i sager vedrørende Sudan, Uganda, DR Congo og Centralafrikanske
Republik. I 2011 indledte anklageren to nye sager mod henholdsvis Libyen og Elfenbenskysten
(se relevante afsnit under internationale kriser ovenfor).
34

f) Folkeretskommissionen
Danmark vil fortsat virke for, at Folkeretskommissionen i sit videre arbejde især koncentrerer
sig om retsområder, som er af praktisk betydning for staternes samkvem, og som er realistiske
at gennemføre. Dette gælder for de kodifikationsprojekter, som Kommissionen for nærværende
har under behandling blandt andet om forbehold til traktater, forpligtelsen til at udlevere eller
retsforfølge, internationale organisationers ansvar samt betydningen af væbnede konflikter for
traktater.
g) Nedrustningsspørgsmål
Ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og fremføring med missiler
Danmark vil til støtte for EU’s strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben generelt
støtte forslag, der har til formål at bekæmpe spredning af masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler
til dem, og som har en realistisk mulighed for at vinde bred tilslutning. I opfølgning
af beslutning på gennemgangskonferencen for Traktaten om Ikke-spredning (NPT) om indkaldelse
af en konference om Mellemøsten som en zone fri for masseødelæggelsesvåben bør realistiske
og afbalancerede forslag støttes. Fra dansk side vil man støtte indgåelse af regionale aftaler
om atomvåbenfri zoner. Fra dansk side vil man endvidere støtte foranstaltninger, som forhindrer
et våbenkapløb i det ydre rum.
Nuklear ikke-spredning og stop for atomprøvesprængninger
I lyset af den aktuelle debat om nuklear nedrustning og det vellykkede resultat af gennemgangskonferencen
for Traktaten om Ikke-spredning (NPT) i maj 2010 bør Danmark støtte forslag,
der sigter på at styrke det internationale ikke-spredningsregime for atomvåben, herunder navnlig
NPT og FN’s Traktat om et Altomfattende Forbud mod Atomprøvesprængninger (CTBT).
Danmark bør således støtte forslag, der opfordrer alle stater, der endnu ikke har gjort det, til at
tiltræde disse traktater, hvorimod forslag, der reelt har til formål at genåbne NPT eller CTBT, bør
afvises. Forslag, der opfordrer til påbegyndelse af forhandlinger om en traktat om forbud mod
produktion af spalteligt materiale til brug for atomvåben (FMCT), bør ligeledes støttes. Forslag,
der stiller sig kritisk til eksportkontrolarbejdet i gruppen af nukleare leverandørlande (NSG),
bør afvises.
Nuklear nedrustning
Danmark vil generelt støtte forslag, som tager udgangspunkt i NPT’s forpligtelse til nuklear
nedrustning og afspejler den holdning, at nedrustning er en integreret del af ikkespredningspolitikken.
Dette gælder bl.a. forslag, der støtter New Start-aftalen mellem USA og
Rusland og fremmer den nukleare nedrustningsproces med realistiske tiltag. Målet, som også er
understreget i resolution 65/72, er en fredelig og sikker verden uden atomvåben.
Biologiske og kemiske våben
Danmark vil støtte forslag, som indebærer en styrkelse af Konventionen om Forbud mod Bakteriologiske
(Biologiske) Våben og Toksinvåben (BWC) og af efterlevelsen af dens regelsæt. Man
bør arbejde for universel tilslutning til Konventionen samt opfordre alle stater, som endnu ikke
har gjort det, til at tiltræde Konventionen. Danmark vil tilsvarende støtte forslag, som indebæ-
35

er en styrkelse af FN’s Konvention om Forbud mod Kemiske Våben (CWC) og Organisationen
for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og af efterlevelsen af konventionens regelsæt.
Man vil arbejde for universel tilslutning til Konventionen samt opfordre alle stater, som endnu
ikke har gjort det, til at tiltræde Konventionen. Man bør imødegå kritik af eksportkontrolarbejdet
i Australien Gruppen, der er et uformelt forum med omtrent 40 deltagere, herunder Danmark,
hvor man gennem harmonisering af eksportkontrol arbejder for at sikre, at eksport ikke
bidrager til udvikling af kemiske og biologiske våben..
Missiler
Danmark vil støtte forslag, der bidrager til ikke-spredning af ballistiske missiler, herunder om
tilslutning til den internationale adfærdskodeks mod spredning af ballistiske missiler (HCOC)
samt støtte til Missilteknologikontrolregimet (MTCR). For så vidt angår forslag, der nedtoner
eller undgår ikke-spredningsaspektet, bør Danmark forholde sig kritisk og koordinere sin holdning
med ligesindede lande.
Håndvåben
Danmark vil støtte forslag, der har til formål at styrke kontrollen med og bekæmpe den illegale
handel med håndvåben og lette våben (Small Arms and Light Weapons), herunder forslag, der
bidrager konstruktivt til implementeringen af FN’s handlingsprogram for bekæmpelse af illegal
handel med håndvåben og lette våben fra 2001.
FN's våbenregister og konventionelle våben
Opfordringer til at indberette om våbeneksport og -import til FN’s register over konventionelle
våben bør støttes, herunder forslag der sigter mod at udvide registeret til at omfatte indberetning
om national produktion og beholdning. Derimod bør det afvises at udvide registret til også
at omfatte masseødelæggelsesvåben, da denne problematik mere hensigtsmæssigt drøftes i ikkespredningssammenhæng.
Konventionelle våben og forhandlingerne om en våbenhandelstraktat (ATT)
Forslag om nedrustning af konventionelle våben og konventionelle styrker bør støttes. Fremdrift
i forhandlingerne om en international våbenhandelstraktat (Arms Trade Treaty) bør ligeledes
støttes med vægt på, at traktaten bliver universel, FN-baseret, juridisk bindende og med alle
typer konventionelle våben og robuste krav til respekt for menneskerettigheder i handel med
våben.
Særligt skadevoldende konventionelle våben og Konventionen om Klyngeammunition
Danmark vil støtte forslag, der opfordrer til tilslutning til FN-konventionen af 1980 om forbud
mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som anses for at være
unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng (CCW) og til de protokoller, der hører til
konventionen. Danmark vil desuden støtte forslag, der opfordrer til tilslutning til konventionen
om klyngevåben, som Danmark sammen med 92 andre lande underskrev i Oslo den 3. - 4. december
2008.
Ottawa-konventionen
36

Danmark vil arbejde for universel tilslutning til Ottawa-konventionen (om forbud mod brug,
oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion), der indeholder
et totalforbud mod personelminer. Resolutionsforslag, som sigter på at støtte udmøntningen
af Konventionens bestemmelser, herunder minerydningsindsatser og bistand til mineofre,
bør støttes.
h) Pirateri
Pirateri ud for Somalias kyst er de seneste år taget betydeligt til og er fortsat en alvorlig trussel
for den internationale skibsfart, de søfarende og mod humanitære forsyninger til Somalia.
Danmark prioriteter pirateribekæmpelse højt. Regeringen har formuleret en strategi for den
danske indsats mod pirateri 2011-2014, der bl.a. indebærer fortsat flådebidrag suppleret periodevis
med overvågningsfly, fortsat aktiv dansk medvirken til at finde juridiske løsninger på udfordringerne
samt kapacitetsopbygning af retsvæsenet og kystvagtsfunktioner i regionen. Pirateristrategien
skal ses i sammenhæng med regeringens Somalia-politikpapir, der sætter Danmarks
politiske og bistandsmæssige engagement i Somalia ind i en samlet strategisk ramme. Der er
bred erkendelse af, at pirateriet ikke får en ende uden fred og stabilitet i Somalia. Danmark har
en stor interesse i en styrket og sammenhængende international indsats. Danmark arbejder aktivt
for at sikre international koordination af indsatsen mod pirateri, bl.a. gennem deltagelse i
Kontaktgruppen om pirateri ud for Somalias kyst (CGPCS) og gennem det danske formandskab
for Kontaktgruppens juridiske arbejdsgruppe (WG2)
Retsforfølgelse er en central udfordring i bestræbelserne på at bekæmpe pirateri, og drøftelserne
i den dansk-ledede arbejdsgruppe danner i vidt omfang grundlag for indsatsen på dette felt i
FN-regi. FN’s generalsekretær har tidligere udpeget en særlig pirateriudsending, Jack Lang
(Frankrig), der i begyndelsen af 2011 fremlagde en rapport med fokus på retsforfølgelse af pirater.
Sikkerhedsrådet drøftede senest den 21. juni 2011 anbefalingerne i Jack Langs rapport, herunder
spørgsmålet om etablering af en somalisk pirateridomstol udenfor Somalia og behandling
af piraterisager ved en eksisterende national domstol i regionen, der indrettes særligt til dette
formål. Den juridiske arbejdsgruppe har medvirket til at sikre, at landene i større udstrækning er
i stand til at håndtere de juridiske udfordringer, der knytter sig til bekæmpelsen af pirateri ud for
Østafrikas kyst. Ifølge tal fra UNODC (The United Nations Office on Drugs and Crime) er der
pr. juni 2011 i alt 1045 somaliske pirater, der enten afsoner straf eller afventer dom i 20 lande.
Arbejdsgruppen har klarlagt en række af de juridiske værktøjer, der kan understøtte national
retsforfølgning og endvidere fastlagt de retlige og praktiske rammer for fangeoverførsler, således
at pirater kan retsforfølges i ét land og efterfølgende overføres til strafafsoning i FNfinansierede
fængsler i Somalia.
Danmark har bidraget til den sømilitære indsats mod pirateri siden 2008. Siden 2010 har det
danske flådebidrag indgået i NATOs operation Ocean Shield. Danmark bidrager med et kommandoskib,
inkl. helikopter og maritim indsatsstyrke samt stabsofficerer til relevante hovedkvarterer.
I 2011 har det danske flådebidrag været udsendt fra jan – medio juni. Der er truffet
beslutning om genudsendelse i 2. halvår af 2011.
37

4. Økonomiske og sociale spørgsmål
a) 2015-målene et år efter MDG-topmødet
Årtusindeerklæringen fra år 2000 fastlægger en række internationale udviklingsmål på udviklingsområdet.
Opfølgningsplanen er udarbejdet i samarbejde mellem FN, Verdensbanken og
IMF med støtte fra også WTO og OECD. Erklæringen opregner otte mål for verdenssamfundets
indsats på udviklingsområdet, som skal nås senest i 2015:
1. Halvere fattigdom og sult i verden samt sikre produktiv beskæftigelse
2. Opnå grundskoleuddannelse til alle
3. Øge ligestillingen mellem kvinder og mænd
4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele samt sikre universel adgang til reproduktiv
sundhed.
6. Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme
7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø, imødegå tab af biodiversitet, halvere antallet af personer
uden adgang til rent drikkevand og grundlæggende sanitet samt forbedre levevilkårene for
personer, der bor i slumområder.
8. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse
Realisering af 2015-målene er et fælles ansvar, som FN’s medlemslande har påtaget sig og specielt
for Afrikas vedkommende er der behov for en særlig indsats.
Undersøgelser viser, at opnåede resultater har været positive på mange områder. Antallet af
mennesker, der lever i ekstrem fattigdom faldt i perioden fra 1990 til 2005 fra 1,8 milliarder til
1,4 milliarder. 30 millioner flere børn kom i folkeskole i perioden fra 1999 til 2006. Men med
fremkomsten af den globale økonomiske krise blev nogle af de opnåede resultater sat over styr.
Især de fattigste udviklingslande er blevet ramt hårdt af krisen, hvilket har gjort udsigten til opnåelse
af 2015-målene mere vanskelig.
2015-målene er en rettesnor for dansk udviklingsarbejde. Helt konkret arbejder Danmark for at
bekæmpe fattigdom i det enkelte land ved at støtte modtagerlandets egen strategi for udvikling
og fattigdomsbekæmpelse.
Den 20. - 22. september 2010 afholdtes et højniveaumøde i New York om status for de otte
2015-mål i forbindelse med FN’s 65. generalforsamling. Formålet med højniveaumødet var at
sætte øget fokus på udviklingslandenes situation 5 år før deadline samt at klarlægge, hvilke mål
og lande, der kræver en særlig indsats. Den danske FN-ambassadør var sammen med den sene-
38

galesiske FN-ambassadør udnævnt som forhandlingsleder for udarbejdelsen af sluterklæringen
for topmødet. I slutdokumentet fra mødet anerkendtes det, at der har været nogle fremskridt
frem mod opfyldelsen af målene i 2015.
Samtidig henvises der til, at der fortsat vil være vanskeligheder med at nå 2015-målene, særligt
på områderne for fattigdomsbekæmpelse samt børne- og mødredødelighed. I FN’s seneste statusrapport
for 2011 henvises der til, at det med afsæt i den handlingsplan, der blev vedtaget på
Højniveaumødet i 2010, er muligt at nå målene inden 2015. Dog vurderes det, at der stadig er
problemer hvad angår kvinder og pigers muligheder, at sikre bæredygtig udvikling og at beskytte
de svageste befolkningsgrupper mod kumulerede kriser i form af væbnede konflikter, naturkatastrofer
og udsving i priser på fødevarer og energi.
Fra dansk side lægger man vægt på, at der er særlig fokus på skrøbelige stater og på Afrika, da
man her er længst fra at opnå målene. Endelig er det vigtigt, at EU-landene og andre donorlande
lever op til deres forpligtelser, herunder at EU i 2015 samlet når målsætningen om at sikre, at
udviklingsbistanden er på 0,7 pct. af BNI.
b) Udviklingsfinansiering
Selvom der i perioden 1990 til 2005 var gode fremskridt i opnåelsen af 2015-målene, har den
internationale finanskrise imidlertid haft en negativ indvirkning på udviklingsbistandens nominelle
niveau. Særligt Afrika syd for Sahara synes på nuværende tidspunkt at få svært ved at nå
de satte mål, medmindre indsatsen intensiveres betragteligt og der afsættes flere økonomiske
ressourcer.
G77-landene tillægger de traditionelle vestlige donorers manglende efterlevelse af tidligere afgivne
bistandsløfter betydelig vægt.
Fra Danmarks og EU’s side anerkendes vigtigheden af at indfri bistandsløfterne, idet man dog
også betoner behovet for kapacitetsopbygning og mobilisering af nationale ressourcer i udviklingslandene
selv. Under forhandlingerne om en sluterklæring til MDG-topmødet blev målsætningen
om at forpligte de udviklede lande på 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand fremhævet.
Danmark er ét ud af blot fire EU-lande, der opfylder denne målsætning (de andre lande er Sverige,
Luxembourg og Nederlandene). EU har desuden tilsluttet sig at yde mellem 0,15 og 0,20
pct. af BNI til de mindst udviklede lande (Least Developed Countries – LDC), hvilket blev bekræftet
i handlingsplanen fra LDC-mødet, der blev afholdt i Istanbul i maj 2011. Danmark opfylder
også denne målsætning. Fastholdelse af donorlandene, herunder fra EU, på deres bistandsforpligtelser
er en dansk mærkesag, og vil være det under det danske EU formandskab i
første halvår af 2012. EU har forpligtet sig til at nå en samlet bistand på 0,7 pct. i 2015. EU’s
samlede bistand i 2010 nåede historiske højder med EUR 53,8 mia. eller 57 procent af den samlede
globale bistand. EU er således fortsat verdens største donor til internationalt udviklingssamarbejde.
Den samlede bistand udgjorde dog 0,43 pct. af EU-landenes BNI, og man nåede
derfor ikke EU’s eget mål for 2010 på 0,56 procent af BNI. EU genbekræftede på Rådsmødet i
juni 2011 og efterfølgende på Det Europæiske Råds møde samme måned bistandsløftet om at
nå 0,7 pct. af BNI i 2015.
39

Regeringen fastholder niveauet for udviklingsbistanden i perioden 2011-2013 på 15,2 mia. kr.
årligt, hvilket sikrer Danmarks fortsatte placering som et af kun fem lande i verden, der lever op
til FN’s målsætning om at yde 0,7 pct. af BNI i bistand. I 2010 udgjorde Danmarks udviklingsbistand
0,91 pct. af BNI.
Spørgsmålet om klimafinansiering forventes også at blive diskuteret ved den 66. generalforsamling.
Danmark arbejder aktivt for, at klima fastholdes højt på den internationale dagsorden i
forskellige politiske sammenhænge, og at FN-forhandlingerne under UNFCCC fastholdes som
det centrale forhandlingsspor for indgåelse af en global og juridisk bindende klimaaftale, understøttet
af de resultater, der skabes i andre processer, herunder i regi af Major Economies Forum
(MEF) og gennem FN’s generalsekretærs særlige klimainitiativer. Danmark forhandler igennem
EU.
Sydafrika overtager COP-formandskabet fra Mexico ved indledningen af COP 17 i Durban.
Der næppe udsigt til, at der kan opnås enighed om de større spørgsmål i Durban, herunder den
langsigtede klimafinansiering. Men på en række mindre kontroversielle områder er der nok mulighed
for resultater. For Sydafrika er det særligt vigtigt, at dets formandskab kan vise et resultat,
som tilgodeser de afrikanske lande, dvs. ikke mindst på tilpasningsområdet.
Der har ikke været en direkte sammenhæng mellem opfyldelsen af MDG-målene og klimafinansiering.
MDG-målene nævnes hverken i Københavns- eller Cancunaftalen. Den manglende
direkte sammenhæng skal ses i lyset af, at klima ikke var så højt på dagsordnen som nu, da
MDG-målene blev formuleret, og der er derfor kun en kort henvisning til klima i MDG-mål nr.
syv vedr. udviklingen af et bæredygtigt miljø. Indirekte vil finansiering af klima-aktiviteter dog
bidrage til opfyldelsen af MDG-mål nr. syv.
Der er i de seneste år kommet yderligere fokus på anvendelsen af nye finansieringskilder til udvikling
på grund af den finansielle og økonomiske krise og de deraf følgende hårdt pressede
offentlige budgetter i traditionelle donorlande. På sundhedsområdet har særligt den innovative
finansieringsmekanisme IFFIm (International Finance Facility for Immunisation) under det
globale immuniseringspartnerskab GAVI (Global Alliance for Vaccines and Immunisation) vist
resultater. Fra dansk side er man åben for anvendelsen af nye innovative finansieringskilder til
brug for udvikling. Det er dog centralt, at nye innovative finansieringskilder fungerer som supplement
til den officielle udviklingsbistand.
Blandt emnerne, der drøftes i forbindelse med innovativ finansiering, er spørgsmålet om indførelse
af en global afgift på finansielle transaktioner (Tobin Tax). Fra dansk side er man villig til
at drøfte fordele og ulemper ved en global afgift på finansielle transaktioner, men den danske
holdning er, at en sådan afgift vil være svær at indføre og få til at fungere i praksis. Det er afgørende,
at afgiften er global, da finansielle transaktioner ellers vil flytte til lande, der ikke implementerer
afgiften eller undlader at håndhæve den i praksis.
I opnåelsen af MDG-mål nr. otte er mobilisering af udviklingslandenes egne ressourcer via bedre
og mere effektive skattesystemer, herunder bekæmpelse af skattely som en vigtig forudsæt-
40

ning. Spørgsmålet er centralt placeret på den internationale dagsorden, bl.a. i forbindelse med
den finansielle krise og G20-landenes øgede interesse for bekæmpelse af skattely og illegale finansielle
overførsler. Strategi for Danmarks Udviklingssamarbejde fra 2010 lægger op til en
øget dansk indsats for styrkelse af udviklingslandenes skattesystemer og modvirkning af skattely
og illegale finansielle overførsler. Danmark er allerede aktivt engageret i at støtte de danske
partnerlande på dette område. Målet er, at partnerlandene på sigt bliver i stand til selv at finansiere
offentlige udgifter.
Samtidig yder Danmark nu også finansiel støtte til det internationale initiativ ”Extractive Industries
Transparency Initiative” (EITI). EITI sigter mod at øge gennemsigtigheden omkring statens
indtægter og virksomhedernes skattebetalinger fra udvindingsindustrien i lande med meget
ringe administrativ kapacitet, svag regeringsførelse, betydeligt potentiale for korruption mv.
EITI medvirker til, at lande med store forekomster af naturressourcer også får gavn heraf i
form af egne fiskale indtægter.
c) Gæld
Det er Danmarks politik, at de fattige og mest forgældede udviklingslandes gæld skal nedbringes
til et bæredygtigt niveau under forudsætning af, at landene demonstrerer vilje og evne til at
gennemføre fornuftige politikker og reformer. Dette søges løst inden for rammerne af HIPCinitiativet
(Heavily Indebted Poor Countries) og det multilaterale gældslettelsesinitiativ (MDRI).
Det er vigtigt, at udviklingsbankerne bliver fuldt kompenserede for omkostningerne ved den
multilaterale gældslettelse for at undgå, at deres fremtidige rolle i udviklingsfinansieringen bliver
undermineret. Danmark lægger vægt på, at finansieringen af gældslettelsen sker med en rimelig
byrdefordeling, og at der er en effektiv overvågning af opfyldelsen af indgåede forpligtelser.
Samtidigt er det vigtigt, at de nye vækstøkonomier også efterlever deres internationale forpligtelser
og yder den nødvendige gældseftergivelse for at sikre gældsbæredygtighed i udviklingslandene.
Der påhviler såvel låntager som långiver et ansvar for at undgå, at et land atter havner i en
gældsfælde. Der vil i de kommende år fortsat være behov for at støtte gældshåndtering og
gældsstyring i udviklingslandene, så det undgås, at mange lande om få år igen står med uholdbar
gæld. Gældsspørgsmålet er nævnt i relation til MDG-8, hvor kapacitetsopbygning til udviklingslande
vil kunne bidrage til at undgå uhensigtsmæssig gældsopbygning og sikre forsvarlig gældshåndtering.
Inden for rammerne af Parisklubben yder Danmark hel eller delvis eftergivelse af eksportkreditgæld
og tilbagebetalinger af tidligere statslån. For så vidt angår lande, der kvalificerer sig til
gældseftergivelse på de favorable HIPC-betingelser, yder Danmark 100 pct. eftergivelse af al
eksportkreditgæld stiftet før september 1999 samt 100 pct. eftergivelse af statslån.
d) Handel
Handel, vækst og udvikling er afgørende forudsætninger for, at 2015-målene kan nås. International
handel og specialisering er en afgørende forudsætning for økonomisk vækst. Fra dansk
41

side lægges der derfor stor vægt på, at handelspolitik og udviklingspolitik i højere grad koordineres
for at afskaffe nationale og internationale barrierer for de fattigste udviklingslandes udenrigshandel,
vækst og bekæmpelse af fattigdom samt fremme disse landes muligheder og evner
til at udnytte nye markedsadgange.
I den aktuelle WTO forhandlingsrunde (Doha-runden) støtter Danmark en videreudvikling af
WTO’s bestemmelser om ”Særlig og differentieret behandling” af udviklingslandene. I denne
henseende opnåede man under ministerkonferencen i Hongkong ultimo 2005 bl.a. enighed om,
at de industrialiserede lande skal yde kvote- og toldfri markedsadgang for mindst 97 pct. af
produkterne fra de mindst udviklede lande, uden at disse behøver påtage sig nye forpligtelser i
forbindelse med resultatet af Doha-runden. Dette er allerede implementeret af EU m.fl., og
Danmark arbejder for, at så mange lande som muligt gør noget tilsvarende. Danmark støtter
tillige WTO’s Aid for Trade initiativ, der sætter fokus på øget bistand til udviklingslandenes
udnyttelse af international handel.
Langsigtet holdbar økonomisk vækst skabes bedst af det private initiativ. Danmark har derfor
særligt fokus på at fremme markedsbaseret økonomisk vækst med fokus på beskæftigelse, hvilket
er afspejlet i den nye udviklingsstrategi, Afrikakommissionens anbefalinger og i relation til
opnåelsen af MDG-målene. Den bilaterale bistand, blandt andet erhvervssektorprogrammerne,
sigter på at forbedre betingelserne for erhvervslivet, herunder særligt i Afrika. På det multilaterale
område har Danmark endvidere støttet både Verdensbankens, FN’s og WTO’s aktiviteter
inden for handel og udvikling med henblik på at styrke de mindst udviklede landes kapacitet til
at drage nytte af øget markedsadgang under de regionale og internationale handelsaftaler.
e) Fødevareforsyningssikkerhed
Fødevareforsyningssikkerhed vil udgøre en central plads på dagsordenen for den 66. Generalforsamling
som følge af den seneste tids stigende og stærkt svingende fødevarepriser. FN’s fødevareprisindeks
nærmer sig rekordniveauet fra 2008, hvor fødevarekrisen raserede og bl.a. førte
til hungersnød og voldelige optøjer i mere end 40 lande. Hidtil er den nuværende situation
ikke behandlet som en ny fødevarekrise, men effekterne af de stigende priser kan allerede mærkes,
særligt i udviklingslandene.
Konsekvenserne af de stigende fødevarepriser er mange og komplekse, både på kort og på
langt sigt. Den seneste tids prisudvikling har allerede medført øget fødevareusikkerhed, sult,
fattigdom og bidraget til politisk ustabilitet. FN anslår, at stigende fødevaresikkerhed har tjent
som katalysator for den socio-økonomiske og politiske utilfredshed hos den store ungdomsgeneration
i Nordafrika. Antallet af kronisk fødevareusikre og sultne er i løbet af det seneste års
tid steget fra lidt over 900 millioner til atter at overstige 1 milliard mennesker, og fødevareimporterende
udviklingslande samt skrøbelige stater udviser stigende sårbarhed. Ifølge Verdensbankens
prognoser er 44 mio. mennesker siden sommeren 2010 blevet skubbet ud i ekstrem
fattigdom som følge af stigende fødevarepriser. Dette skyldes ikke en global fødevaremangel,
men derimod begrænsning i adgangen til fødevarer, fordi stadig flere mennesker ikke
har råd til at købe fødevarer til de højere priser. Dermed sættes opnåelsen af 2015-Målene under
fornyet pres, herunder særligt MDG1, der sigter mod at halvere fattigdom og sult i verden.
42

Den globale fødevaresituation har det seneste halve år været genstand for betydelig international
opmærksomhed, og det franske G20-formandskab har bl.a. sat fokus på fødevareprisudsving,
ligesom fødevaresikkerhed var et af hovedtemaerne under Forårsmøderne i Verdensbanken.
Det anerkendes samtidig, at en af fremtidens helt centrale udfordringer vil være at brødføde
mere end 9 milliarder mennesker i en situation, hvor det globale fødevaresystem vil blive
genstand for betydelige krydspres fra en række indbyrdes forstærkende faktorer, der vil vanskeliggøre
betingelserne for fødevareproduktionen, bidrage til øget konkurrence om knappe ressourcer
og forstærke fødevareusikkerheden for verdens mest sårbare grupper.
Danmark støtter fuldt ud initiativer, der søger at samordne og koordinere indsatser til afhjælpning
af fødevarekrisen på internationalt plan og ser her en naturlig rolle for FN-systemet og
Verdensbanken som initiativtager. Danmark mener, at det internationale system har de nødvendige
redskaber til at håndtere den aktuelle fødevaresituation. Fokus må derfor i første række
rettes mod at gøre disse redskaber mere effektive gennem reformer, fokusering og en klar international
arbejdsdeling.
f) Den økonomiske krise
I 2009 oplevede verden det foreløbige økonomiske lavpunkt i kølvandet på finanskrisen. Globalt
set var den samlede vækst i 2009 således negativ, idet den globale produktion faldt med 0,6
pct.. Perspektiverne for 2011-12 er ifølge IMF og OECD, at den globale vækst bliver positiv
med en samlet vækst på 4,2-4,3 pct. i 2011, og i 2012 en lidt højere vækstrate på 4,5-4,6 pct.
Udviklingen forventes imidlertid at variere betydeligt fra region til region, idet den økonomiske
vækst forventes at finde sted langsommere i de udviklede lande end i de nye vækstlande og udviklingslande.
Den største vækst i 2011-12 forventes i de asiatiske vækstlande med Kina i spidsen
med en årlig vækst på 9,6 pct. i 2011 og 9,5 pct. i 2012, mens EU samlet set forventes at
opleve vækstrater på hhv. 2,0 og 1,7 pct. i samme periode. Men også i udviklingslandene, herunder
de mindst udviklede lande syd for Sahara, forventes positive vækstrater. F.eks. forventes i
landene syd for Sahara vækstrater på hhv. 5,5 pct. og 5,9 pct. i 2011 og 2012.
Selv om der er betydelige forskelle på, hvorledes den økonomiske krise ramte udviklingslandene,
og selv om krisen har sat udviklingslandene tilbage økonomisk og udviklingsmæssigt i forhold
til MDG’erne, har udviklingslandene været relativt bedre til at modstå denne krise end tidligere
kriser pga. forbedrede makroøkonomiske politikker og fremskridt med hensyn til strukturelle
reformer.
FN kan spille en central rolle, ikke mindst i forhold til lavindkomstlandene/de mindst udviklede
lande (LDC-landene). FN har en nøglerolle med hensyn til at øge det globale fokus på
LDC’ernes finansieringsbehov i lyset af den økonomiske krise. Som det eneste forum, der kan
garantere, at udviklingslandenes stemmer bliver hørt, bør FN have særlig fokus på at fremme
de fattigste udviklingslandes behov. Et centralt mål er at sikre flere, hurtigere og mere fleksible
ressourcer til udviklingslande gennem eksisterende instrumenter og fleksible mekanismer baseret
på de individuelle landes behov for at yde social beskyttelse til de fattigste og mest sårbare
befolkningsgrupper, samtidig med at det langsigtede mål om at fremme en bæredygtig udvikling
43

og vækst i udviklingslandene, inklusiv indfrielsen af MDG’erne, holdes for øje. FN-systemets
relevans i forhold til krisen vil i betydelig grad skulle defineres gennem konkrete operationelle
indsatser fra fonde, programmer og FN-organisationer, ikke mindst UNDP, UNICEF, WFP og
UNFPA (United Nations Population Fund), snarere end gennem konsensus-erklæringer fra
Generalforsamlingen.
g) Miljø og bæredygtig udvikling
Danmark vil arbejde for, at bæredygtig udvikling fastholdes som et kerneelement i FN’s virke
og som en ledetråd i FN’s udviklingsaktiviteter. Sammenhængen mellem fattigdom og miljø-,
energi- og klimaindsatser er de seneste år blevet yderligere tydeliggjort, herunder i forhold til
muligheden for at opfylde 2015-målene. Spørgsmålet om yderligere at indarbejde bæredygtighedsbegrebet
i FN’s udviklingsarbejde vil være omdrejningspunktet for FN’s Konference om
Bæredygtig Udvikling (Rio +20) i juni 2012.
Danmark arbejder for, at der i størst mulig grad indgås internationale multilaterale aftaler om
forvaltningen af globale naturressourceudfordringer, inklusiv forurening. Det anerkendes, at de
industrialiserede lande har et særligt ansvar for at gå foran og vise vejen til en omstilling til grøn
økonomi.
For så vidt angår miljøkonventioner støtter Danmark generelt ratifikation, implementering og
håndhævelse af miljøkonventioner. Danmark arbejder for en mere rationel tilrettelæggelse af
mødestrukturer samt en bedre koordination of konventions-sekretariaternes arbejde. Det operative
samarbejde mellem FN-organisationerne skal forbedres.
Fra dansk side lægges der vægt på, at det internationale samarbejde på miljøområdet bliver tilrettelagt
således, at de internationale miljøkonventioner og deres kompetente forsamlinger er
normsættende og retningsgivende for miljøarbejdet, mens ansvaret for gennemførelsen af konventionerne
påhviler de enkelte lande. Det internationale samfunds bidrag til finansieringen af
blandt andet ulandenes opfølgende arbejde bør i væsentligt omfang ske via Den globale Miljøfacilitet
(GEF), hvor der er gode muligheder for at skabe synergier i forbindelse med opfølgning
på de forskellige konventioner og i overensstemmelse med udviklingslandenes egne udviklingsstrategier.
h) Rio +20
FN’s Konference om Bæredygtig Udvikling - Rio +20 – finder sted i Rio de Janeiro i juni 2012,
20 år efter det første verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, der fandt sted i Rio de Janeiro i
1992. Fra dansk side findes det vigtigt at Rio+20-processen bliver en reel bæredygtig udviklings-proces
og ikke en mere snæver miljø-proces. Ikke mindst EU-landene har en vigtig rolle i
at sikre dette.
Rio+20 topmødet adresserer to fundamentalt afgørende forudsætninger for at imødekomme
disse globale udfordringer, nemlig behovet for en økonomisk udvikling, der ikke undergraver
44

fremtidige generationers muligheder for at realisere deres behov, og for en grøn økonomi og en
reform af de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling og naturressourceforvaltning på
internationalt plan.
Som formand for EU vil Danmark have ansvar for at sikre en fælles EU-linje i forhandlingerne
om Rio-konferencen. Fra dansk side vil det have særlig prioritet, at Rio-konferencen bidrager
med løsninger vedrørende håndtering af verdens knappe goder, hvor vand, energi, fødevarer og
oceaner kunne være relevante indsatsområder. Af disse områder spiller energi en særlig central
rolle, bl.a. af hensyn til den store betydning for både fattigdomsbekæmpelse, økonomisk udvikling
samt håndtering af klimaforandringer. Det vil yderligere have særlig dansk prioritet at sikre,
at løsninger udvikles i samarbejde med - og baserer sig på - en særlige rolle for den private sektor.
Forvaltning og institutionelle rammer på alle niveauer er en forudsætning for realiseringen af en
grøn økonomi og en bæredygtig udvikling. Der er brug for justeringer af de institutionelle
rammer både i forhold til bæredygtig udvikling og i forhold til miljø. Sammen med de øvrige
tiltag på det internationale niveau er der behov for at styrke de institutionelle rammer på statsligt
niveau i forhold til overgangen til en grøn økonomi i de enkelte stater. Ifølge OECD vil
dette kræve, at grøn økonomi er et centralt tema for de økonomiske ministerier i de enkelte
lande.
Fra dansk side støttes, at reformer af den internationale miljøforvaltning sker i to spor. Det vil
sige et tostrenget forløb, hvor 1) visse reformer til forenkling og styrkelse af miljøforvaltningen
kan sættes i værk på den korte bane, og hvor involvering af FN’s generalforsamling ikke er påkrævet
samt 2) et længerevarende forløb, hvor der ses på systemiske reformer og bredere reformer.
Der vurderes ikke pt. at være støtte til at opgradere UNEP (United Nations Environmental
Programme) til en WEO/UNEO (World Environment Organisation/United Nations
Environmental Organisation). Derfor bør der fokuseres på, hvad der realistisk kan opnås på
Rio-topmødet. Det er således dansk holdning, at der udvises åbenhed overfor andre forslag.
i) Klima
Danmark arbejder aktivt for, at klima fastholdes højt på den internationale dagsorden i forskellige
politiske sammenhænge, og at FN-forhandlingerne fastholdes som det centrale forhandlingsspor
for indgåelse af en global og juridisk bindende klimaaftale, understøttet af de resultater,
der skabes i andre processer, herunder i regi af Major Economies Forum (MEF) og gennem
FN’s generalsekretærs særlige klimainitiativer. Danmark forhandler igennem EU.
Klimaforhandlingerne i Cancun i 2010 resulterede i en balanceret ”pakke”, som bygger på Københavnsaftalen
fra COP15 i december 2009 og kompromiserne heri. Tilsagn afgivet i Københavnsaftalen
fra i- og u-lande om udledningsreduktioner og udbygning af kontrolmekanismerne
(MRV) er hermed forankret i FN-sporet. Desuden er der i Cancunpakken vedtaget regler, som
skal modvirke u-landenes afskovning, truffet beslutning om etablering af en Grøn Klimafond
og oprettelse af nye institutioner vedr. klimatilpasning og teknologisamarbejde. Aftalen var vigtig
for en fortsat FN-styret forhandlingsproces, men der udestår store udfordringer.
45

Det vurderes tvivlsomt, om parterne ved næste COP-møde i Durban i december 2011 vil kunne
nå til enighed om de større spørgsmål, herunder ambitionsniveauet og udformningen af en
juridisk bindende klimaaftale, hvor tilsagn gøres til forpligtelser. Der vil næppe heller kunne
opnås enighed om den langsigtede klimafinansiering (dvs. efter 2020), herunder udformningen
af den Grønne Klimafond. Der kan forventes krav fra udviklingslandene om tilsagn om klimafinansiering
i perioden 2013-20.
Danmark yder 1,2 mia. kr. til opstartfinansieringen for hele den treårige periode 2010-2012.
Bidragene i de to første år er udmøntet.
For så vidt angår FN vil Danmark arbejde for en styrket indsats mod klimaforandringerne og
for, at FN tager de nødvendige initiativer for at sikre, at indsatsen mod klimaforandringerne
koordineres effektivt, herunder særligt i samarbejdet mellem FN-organisationerne. Danmark
lægger vægt på, at klimaindsatser – såvel de bilaterale som de multilaterale gennem FN-systemet
og de multilaterale udviklingsbanker – er baseret på landenes egne prioriteter og på, at der tages
hensyn til såvel kønsdimensionen som til oprindelige folks behov. Danmark vil endvidere arbejde
for, at de sikkerhedspolitiske dimensioner af klimaændringer, herunder særligt begrebet
”human security” (dvs. de ”bløde” sikkerhedspolitiske dimensioner), medtages i FN’s arbejde
indenfor klima og udvikling, særligt i Højniveaupanelet om Klima og Udvikling nedsat af
generalsekretæren.
j) Reproduktiv sundhed og HIV/AIDS
FN’s højniveaumøde om 2015-målene i september 2010 bekræftede, at MDG5 om nedbringelse
af mødredødelighed er det MDG-mål, som man er længst fra at opfylde. Derfor blev et af de
væsentligste og mest konkrete resultater af mødet lanceringen af FN’s generalsekretærs nye globale
strategi for kvinders og børns sundhed ”Every Woman, Every Child”. Målet med strategien
er bl.a. at redde yderligere 16 millioner liv over de næste fem år og at undgå 33 millioner
uønskede graviditeter.
Danmark anser gennemførelsen af handlingsprogrammet fra Kairo-konferencen i 1994 om Befolkning
og Udvikling (ICPD) som centralt for opnåelsen af alle 2015-Målene og især mål 5 om
mødredødelighed, mål 6 om bekæmpelse af HIV/AIDS, mål 4 om børnedødelighed og mål 3
om ligestilling. Danmark arbejder for at øge forståelsen for og opbakningen bag den rettighedsbaserede
og brede tilgang til befolkningspolitikken, som man enedes om i Kairo og i de
efterfølgende handlingsprogrammer, i modsætning til det tidligere ensidige fokus på befolkningskontrol.
Fra dansk side har man ultimo 2010 i FN’s Generalforsamling bidraget aktivt til vedtagelsen af
en resolution, der viderefører ICPD-handlingsprogrammet efter 2014. Resolutionen anses som
et vigtigt bolværk mod den tiltagende, ofte religiøst motiverede modstand mod handlingsprogrammet.
Denne modstand kunne have resulteret i en genforhandling af det oprindelige 20-
årige handlingsprogram i 2014, hvilket med stor sandsynlighed ville have ført til en udvanding
af programmet.
46

I 2010 og 2011 er der sket en betydelig mobilisering blandt religiøse og konservative kræfter,
som modarbejder centrale elementer i Kairo-handlingsprogrammet, herunder adgangen til
abort samt unge og ugiftes adgang til seksualundervisning, kondomer og anden prævention.
Der er derfor fortsat stort behov for, at Danmark i tæt samarbejde med ligesindede lande, udviklede
såvel som udviklingslande, aktivt tilkendegiver sin fulde støtte til ICPD og målet om
seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) for alle.
En betydelig udfordring er, at det siden 2007 har været svært at fastholde EU’s hidtidige progressive
og aktive profil på SRSR-området, som tidligere har bidraget til en styrket implementering
af handlingsprogrammet. Dette kom senest til udtryk under Befolkningskommissionens 44.
samling i april 2011 med temaet ”fertilitet, reproduktiv sundhed og udvikling”. Her lykkedes det
ikke at fastlægge en fælles EU-forhandlingsposition, fordi to EU-medlemslande (Polen og Malta)
ikke kunne tilslutte sig den hidtidige fælles linje. Danmark arbejdede i stedet sammen med
en gruppe af 18 ligesindede, progressive lande, så det samlet set lykkedes at sikre, at Befolkningskommissionen
bevægede sig et lille skridt i den rigtige retning.
Befolkningskommissionens tema i 2012 bliver ”nye migrationstendenser – demografiske aspekter
og udvikling”.
Danmark ønsker og vil fortsat arbejde for, at EU spiller en aktiv og progressiv rolle i at få sat
SRSR på den internationale dagsorden. Danmark har således i optakt til formandskabet aftalt en
ramme for EU’s prioriteter på området under den 66. generalforsamling, som også Polen og
Malta er enige i. Det står samtidig klart, at såfremt EU-enighed ikke kan opnås i konkrete situationer,
vil man fra dansk side bygge videre på samarbejdet med kredsen af ligesindede lande
både i og udenfor EU.
I juni 2011 afholdt FN et HIV/AIDS-højniveaumøde for at styrke opbakningen til og engagementet
i den globale kamp mod HIV/AIDS blandt verdens ledere. Formålet var at foretage en
omfattende gennemgang af fremskridt og resultater opnået i forhold til HIV/AIDSdeklarationerne
(2001 og 2006), at pege på fortsatte mangler og udfordringer samt give konkrete
anbefalinger til indsatsen frem til 2015 baseret på hidtidige erfaringer.
På højniveaumødet vedtog FN’s medlemslande et politisk balanceret slutdokument med en
række tidsbestemte målsætninger for den fremadrettede indsats, bl.a. ift. universel adgang til
HIV-forebyggelse, behandling, støtte og omsorg i 2015, adgang til antiretroviral-behandling (15
mio. i 2015), halvering af seksuelt overført smitte i 2015, halvering af smitte blandt stofbrugere i
2015, og udryddelse af vertikal (mor-til-barn) smitte i 2015.
I overensstemmelse med danske interesser understregede højniveaumødet behovet for øget
fokus på stigma, diskrimination og menneskerettigheder. Samtidig var mødet overordnet set et
opgør med opfattelsen af HIV/AIDS som en katastrofesituation, hvor donorernes vilje til og
ansvar for at finansiere indsatsen er i fokus. Der er nu fokus på at optimere igangværende forebyggelses-
og behandlingsindsatser, hvor modtagerlande skal udvise større ansvar og lederskab.
47

Målet om at fordoble den danske HIV/AIDS-bistand til 1 mia. kr. i 2010 blev indfriet allerede i
2009. Et review af den danske HIV/AIDS-støtte (perioden 2005-2010) er overordnet positivt
over for omfanget og karakteren af de danskstøttede indsatser og den danske indsats for at sikre,
at HIV/AIDS er integreret som en central del i alle udviklingsaktiviteter og af udviklingsdagsordenen.
Samtidig vil mainstreaming-tilgangen i den bilaterale indsats blive gjort mere selektiv og effektiv,
og støtten til forsyning og distribution af mande- og kvindekondomer i Afrika og til de mest
udsatte grupper (information og sundhedsydelser) vil blive styrket.
k) Udviklingen i Afrika
Afrika syd for Sahara er kommet bedre gennem den økonomiske krise end forventet. Den økonomiske
krise har imidlertid ramt de afrikanske lande forskelligt, hvor især de østafrikanske
lande generelt har klaret sig pænt, mens det sydlige Afrika har været relativt hårdere ramt. En
række mellemindkomst- og råvareeksporterende lande har ligeledes været hård ramt. Denne
tilsyneladende stigende differentiering blandt landene i Afrika f.s.v.a. den økonomiske udvikling
synes ligeledes at være kendetegnende for de afrikanske landes demokratiske og politiske udvikling.
Makroøkonomisk stabilitet og gældsbæredygtighed opnået gennem de seneste ti år har medvirket
til, at de fleste afrikanske lande har været i stand til at absorbere de eksterne chok og i nogle
tilfælde ligeledes føre en ekspansiv finanspolitik. Afrikas styrkede økonomiske bånd til Asien,
ikke mindst til Kina, har ligeledes medvirket til at begrænse den økonomiske nedgang, ligesom
overførelsen af remitter fra emigranter og bistand fra donorerne har bidraget hertil.
Afrikakommissionen lancerede i maj 2009 sin afsluttende rapport med anbefalinger til en refokusering
af fremtidens udviklingssamarbejde med øget fokus på den private sektor som drivkraft
for økonomisk vækst og jobskabelse for Afrikas hastigt voksende gruppe af unge. Rapporten
konkluderer, at bedre beskæftigelsesmuligheder og udvikling i det private erhvervsliv, herunder
indenfor landbrugssektoren, er en forudsætning for bæredygtig vækst og fattigdomsbekæmpelse
i Afrika samt for opnåelse af MDG-målene. Kommissionen udgav i 2010 en fremskridtsrapport.
Danmark har taget Afrikakommissionens anbefalinger til sig, hvilket bl.a. afspejles
i den nye danske udviklingsstrategis fokus på vækst og beskæftigelse. Som en direkte opfølgning
på Afrikakommissionens anbefalinger har Regeringen besluttet gradvist over de næste
fem år at øge støtten til privatsektorudvikling i Afrika, så der fra 2014 bliver tale om en fordobling
i forhold til 2009. En del af disse midler går til gennemførelse af Afrikakommissionens fem
konkrete initiativer, der er rettet mod at forbedre Afrikas konkurrenceevne, udvikle privatsektoren
og skabe beskæftigelse i samarbejde med panafrikanske og internationale organisationer.
Det er fortsat Regeringens målsætning, at størstedelen af den bilaterale danske bistand skal gå til
Afrika.
48

l) Migration og udvikling
Danmark vil arbejde for at se migrationsproblematikken behandlet i et bredere udviklingsperspektiv
og at de underliggende årsager til migration, herunder manglende beskæftigelse og fremtidsudsigter
for ungdommen inddrages. Danmark vil understrege støtten til yderligere at klarlægge
sammenhængen mellem migration og udvikling og give udtryk for anerkendelse af de
resultater, der er opnået inden for Global Forum processen.
Som opfølgning på FN’s højniveaumøde om migration og udvikling i september 2006 i New
York oprettedes et “Global Forum on Migration and Development (GFMD)”. GFMD er en
mellemstatslig, uformel og ikke-bindende konsultationsproces, der danner rammen for udveksling
af indhøstede praktiske erfaringer og nye politiktiltag, som kan styrke det gensidige udbytte
af international migration for afsender-, transit- og modtagerlande. Der er blevet etableret en
mindre administrativ støttestruktur i IOM-regi (International Organization for Migration) i Geneve
for at sikre kontinuiteten i processen og støtte de roterende formandskaber med afholdelsen
af møder.
GFMD’s første møde blev afholdt under belgisk formandskab 2007, og siden da har Filippinerne
(2008), Grækenland (2009) og Mexico (2010) fungeret som værter. Erfaringen fra de første
møder har overordnet set været positiv med fokus på konstruktiv og praktisk dialog, der
ikke er blevet indfanget i nord-syd konfrontation, der ofte udspiller sig i FN-regi, når emnet
drøftes. Danmark har i de forløbne år støttet afholdelsen af GFMD’s møder med ca. 750.000
kr. årligt til at dække rejseomkostninger for deltagere fra lavindkomstlandene.
Det nuværende schweiziske formandskab har valgt at afholde en række mindre, tematiske møder
og har iværksat en omfattende evalueringsproces, der forventes at danne baggrund for det
næste FN-højniveaudialogmøde i New York i 2013, hvor der forventes truffet en beslutning
om GFMD’s fremtid.
Danmarks indsats på området sker primært gennem EU, hvor samarbejdet om migration er
blevet gradvist intensiveret og udbygget, herunder i form af vedtagelsen af EU’s samlede migrationsstrategi
fra 2005. Fokus er ofte på bekæmpelse af den ulovlige indvandring, men det anerkendes
samtidig, at reguleret migration og mobilitet kan bidrage til udvikling og fattigdomsbekæmpelse,
herunder opfyldelse af 2015-målene. Migrationsområdet må forventes at blive en
betydelig prioritet under det danske formandskab, hvor der bl.a. forventes vedtaget rådskonklusioner
om en revision af EU’s samlede migrationsstrategi, ligesom udviklingen i Nordafrika og
Mellemøsten fortsat må forventes at blive flittigt debatteret i EU-samarbejdet.
5. Humanitære spørgsmål
a) Generelle spørgsmål
Antallet og omfanget af humanitære kriser har i de senere år været stigende, hvilket bl.a. afspejles
i, at stadigt flere mennesker bliver direkte ramt. Mere end 27,5 millioner mennesker lever nu
49

som internt fordrevne, hvilket indebærer, at de er flygtet fra deres hjemegn, men uden at have
krydset en international grænse. Det er ensbetydende med en stigning på næsten en halv million
i løbet af det seneste år. Samtidig er antallet af flygtninge atter steget i de seneste år, og der er
ifølge FN’s Flygtningehøjkommissær (UNHCR) nu mere end 10,5 millioner flygtninge i verden.
Over 80 procent af disse flygtninge og fordrevne opholder sig i nærområderne omkring igangværende
konflikter.
Baggrunden for det stigende antal flygtninge og fordrevne er særligt at finde i nye eller genopblussede
konflikter i Afrika syd for Sahara, herunder særligt i Somalia, DR Congo og Elfenbenskysten.
Endvidere er der millioner af flygtninge fra vedvarende konflikter i andre dele af
verden, ikke mindst Irak og Afghanistan. Samtidig er der registreret 373 naturkatastrofer i det
seneste år, hvilket repræsenterer en klar stigning i forhold til tidligere år. Ifølge FN resulterede
katastroferne samlet i, at 297.000 mennesker blev dræbt, at i alt 208 mio. mennesker blev direkte
berørt, og at der opstod skader for i alt ca. 110 mia. US$. Omfanget af naturkatastrofer ses til
dels at være et resultat af klimaforandringer.
De meget omfattende humanitære kriser falder sammen med andre globale tendenser, herunder
eksempelvis tørke, stærkt svingende priser på bl.a. fødevarer og energi, komplekse og stadigt
voksende strømme af migranter, urbanisering og stigende miljøproblemer. Det samlede resultat
er en voksende og stadigt mere udbredt sårbarhed over for kriser, og på den baggrund er de
humanitære behov til stadighed voksende.
Samtidig står de internationale humanitære aktører, herunder FN-organisationer og internationale
NGO’er, imidlertid over for en række store udfordringer i deres arbejde. Først og fremmest
tales der om, at det humanitære rum er indskrænket i den forstand, at det bliver stadigt
sværere for de humanitære organisationer at nå frem til de mennesker, der har behov for bistand.
Baggrunden herfor hænger i vidt omfang sammen med, at humanitær bistand leveres i
meget komplekse sikkerhedspolitiske kriser, hvor de grundlæggende humanitære principper om
neutralitet og uafhængighed ikke respekteres af konfliktens parter og derfor kun meget vanskeligt
kan opretholdes. Udfordringer af denne art er meget udbredte i eksempelvis Afghanistan,
Sudan, Somalia og DR Congo.
En anden udfordring i den internationale humanitære bistand er det stadigt stigende antal aktører,
herunder såvel operationelle organisationer som donorer. Sammen med den generelle stigning
i krisernes antal og omfang stiller dette forhold meget store krav til koordination og lederskab.
Det var en del af baggrunden for den meget ambitiøse reform af det samlede humanitære
system, som blev indledt for ca. fem år siden, og som har resulteret i meget klare forbedringer
af den samlede humanitære bistand, bl.a. i form af styrket brug af fælles finansieringsmekanismer
i FN-regi samt etablering af specialiserede koordinationsfora (clusters) på globalt og nationalt
niveau. De senere års meget store kriser og katastrofer har imidlertid vist, at der fortsat er
store udfordringer forbundet med at få systemerne til at fungere på tilfredsstillende vis.
På denne komplekse og vanskelige baggrund arbejder Danmark for at fremme en række yderligere
initiativer inden for global humanitær bistand.
50

For det første er det af helt grundlæggende betydning fortsat at forsvare og udbrede de humanitære
principper som grundlag for humanitær bistand. Principperne udspringer af Genèvekonventionerne,
og de bekræfter, at humanitær bistand kun kan nå sårbare grupper, hvis den
ydes med afsæt i medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. Den danske
humanitære strategi hviler af samme grund på disse principper. Det vurderes som centralt at
fastholde denne tilgang i alle former for humanitære situationer og ikke mindst, når internationale
militære styrker indgår i krisehåndteringen. Danmark tilslutter sig af samme grund de internationale
retningslinjer, der er udviklet for samarbejdet mellem humanitære og militære aktører.
For det andet tilslutter Danmark sig den vurdering, at man i langt højere grad bør styrke forebyggelse
snarere end at respondere, når krisen først er brudt ud eller katastrofen har ramt. Det
handler om at styrke sårbare samfunds evne til at modstå kriser, at arbejde aktivt med konfliktforebyggelse,
og at fremme samfunds evne til at håndtere egne kriser bedst muligt. Det fordrer
en ny måde at tænke udvikling på, og forebyggelse bør dermed indarbejdes som en central del
af de strategier, der ligger til grund for udviklingsbistand i bred forstand.
For det tredje arbejder Danmark for at styrke evnen til at bygge bro mellem humanitær bistand
og langsigtet udvikling. Det er en nødvendig forudsætning for en vellykket, varig genopbygning
af samfund, der har været ramt af kriser eller katastrofer. Ligeledes er varige løsninger for flygtninge
og internt fordrevne helt afhængige af, at sådanne løsninger fremmes som en del af en
samlet udviklingsdagsorden.
For det fjerde skal myndigheder, civilsamfundsorganisationer og erhvervsliv på lokalt og nationalt
plan i katastroferamte lande i størst muligt omfang anerkendes som de helt centrale aktører
i humanitære kriser, og det internationale samfund skal derfor fokusere på at fremme varige
løsninger gennem finansiering og anden støtte til disse aktører, herunder bidrag til kapacitetsopbygning.
Samtidig skal regionale organisationer i langt højere grad på banen, bl.a. også for at
fremme syd-syd samarbejde omkring kapacitetsopbygning og katastrofehåndtering. Kun når
nationale aktører ikke er tilstrækkeligt villige eller i stand til at håndtere opgaverne, skal det internationale
humanitære miljø træde til med operationel kapacitet og styring og med et klart
fokus på beskyttelse. Det vil især være tilfældet, når nationale magthavere ikke lever op til deres
beskyttelsesmæssige forpligtelser.
For det femte arbejder Danmark for at styrke det internationale lederskab i humanitær bistand.
Det handler især om at fremme FN’s rolle som ledende og koordinerende funktion gennem
strukturelle initiativer og ved at fremme mulighederne for at rekruttere tilstrækkeligt kvalificerede
og erfarne ledere til de centrale funktioner.
For det sjette er Danmark meget aktiv i at fremme en styrket evne til risikohåndtering i humanitær
bistand. Det skal anerkendes, at humanitær bistand til tider er meget risikofyldt, men at omkostningerne
ved at undlade at gøre noget kan være endnu større. Af samme grund er det væsentligt
at styrke evnen til at forstå, hvilke risici man konkret er oppe imod for herigennem at
forbedre den løbende håndtering og minimering af disse risici.
51

Ovennævnte prioriteter er i vidt omfang indbygget i den danske humanitære strategi for perioden
2010-2015 og indgår således som centrale elementer i Danmarks operationelle og strategiske
initiativer på området.
b) Afrikas Horn
Ifølge FN har ca. 11,6 mio. mennesker behov for humanitær bistand fordelt på Etiopien: 4,56
mio., Somalia: 3,7 mio. og Kenya: 2,4 mio. Der eksisterer ikke en fælles FN-appel for tørken på
Afrikas Horn, men individuelle landeappeller. FN’s kontor for koordinering af nødhjælp
(OCHA) har oprettet en særskilt hjemmeside for Afrikas Horn, hvor FN skønner, at der er et
humanitært behov for i alt 2 mia. USD. Knap 1 mia. USD er allerede blevet indsamlet.
Den aktuelle humanitære krise på Afrikas Horn skyldes mere overordnet et komplekst samspil
mellem tørke og konflikt. Kombinationen af et voksende fødevareunderskud og intensiverede
kamphandlinger og dermed forbundne problemer med at få humanitær bistand frem til sårbare
lokalsamfund har resulteret i betydelige flygtningestrømme. I alt har Danmark bidraget med 96
mio. til den akutte fase, og i 2011 er der i alt givet 170 mio. kr. som nødhjælp til Afrikas Horn.
WFP står over for to store udfordringer for den igangværende humanitære indsats på Hornet:
Begrænset adgang siden november 2009 til Al Shabaab kontrollerede områder i Somalia
Strømmen af flygtninge og internt fodrevne fra bl.a. disse områder
I november 2009 havde Al Shaabab 11 betingelser, herunder beskyttelsespenge og forbud mod
kvindeligt personale. Siden dengang har WFP ikke kunnet udføre operationer i området. WFP
er i færd med at overveje mulighederne i forhold til Al Shabaab’s nylige erklæring om humanitær
adgang til internationale organisationer til det sydlige/centrale Somalia.
WFP’s igangværende operationer på Hornet er underfinansierede med 40%, svarende til 190
mio. USD. Heraf 100 mio. USD til Kenya, 60 mio. USD til Etiopien og 30 mio. USD til Somalia.
Dertil kommer mindre gab i hhv. Uganda (5 mio. USD) og Djibuti (1 mio. USD). WFP bistår
p.t. 6 mio. mennesker med fødevarebistand på Hornet, et tal der ventes at stige til op til 10
mio. frem mod efteråret (for herefter forhåbentlig at falde igen som følge af ny høst og regntid).
Børn under 2 år, gravide, ammende mødre, skolebørn og flygtninge er særligt prioriterede
grupper.
En uformel kreds af donorer har løbende forsøgt at skubbe på for en løsning, men har indtil
videre ikke haft held hertil. Udfordringen er dels, at myndighederne er meget afvisende, dels at
UNHCR udviser en høj grad af lukkethed i forbindelse med forhandlingerne. Situationen er
meget fastlåst fra begge sider, og der synes derfor at være behov for en alternativ tilgang, der
tager højde for såvel de stadigt voksende humanitære behov som de kenyanske myndigheders
forståelige og fuldt legitime sikkerhedsmæssige overvejelser.
52

6. Menneskerettigheder
a) Generelle spørgsmål
International fremme og beskyttelse af demokrati og menneskerettigheder er et højtprioriteret
indsatsområde for Danmark. Fremme af frihed, demokrati og menneskerettigheder er således
også en af fem politiske prioriteter i Regeringens strategi for Danmarks udviklingssamarbejde.
Menneskerettighederne og deres overholdelse er fundamentale for alle menneskers liv, integritet
og værdighed, og respekten for menneskerettighederne og det enkelte individ er en forudsætning
for international stabilitet, varig fred, sikkerhed og udvikling.
Danmark fastholder sin høje og aktive profil i det internationale samarbejde på dette område.
Den danske indsats for menneskerettighederne er målrettet, konsekvent og principfast. Danmark
vil derfor arbejde for, at menneskerettighederne respekteres i forhold til alle uden forskelsbehandling
af nogen art; at menneskerettighederne anerkendes og efterleves i alle lande
uanset styreform, kulturel og social baggrund eller andre forskelle; at det internationale menneskerettighedsværn
udbygges, især gennem styrkelse af det internationale overvågningssystem;
samt at eventuelle bestræbelser på at underminere menneskerettighedsmekanismernes uafhængighed,
integritet og effektivitet bliver imødegået.
Henset til den betydning, FN’s indsats har på menneskerettighedsområdet, vil Danmark tillige
virke for, at menneskerettighedsarbejdet sikres fornødne ressourcer, således at det kan udføres
på en sagligt forsvarlig og effektiv måde.
Danmark lægger vægt på, at FN ikke afskæres fra at behandle menneskerettighedssituationen i
enkeltlande og støtter bestræbelser for, at de internationale menneskerettighedsinstitutioner,
herunder FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder samt de særlige rapportører og arbejdsgrupper
udpeget af Menneskerettighedsrådet, sikres uafhængighed og uhindrede muligheder
for at udføre deres hverv i alle lande.
EU står hvert år bag initiativer vedrørende menneskerettighedssituationen i enkeltlande. Beslutningen
om, hvilke initiativer EU skal fremme i år, vil blive truffet op til Generalforsamlingens
åbning. Danmark vil fortsat arbejde for, at landesituationer rejses, når situationen tilsiger
det og grundlaget herfor er til stede.
FN’s Menneskerettighedsråd er den centrale platform i FN’s menneskerettighedsarbejde. Ligesom
Generalforsamlingen omfatter Rådets mandat alle menneskerettighedsspørgsmål - tematiske
såvel som landespecifikke. Danmark er for tiden ikke medlem af Rådet, men deltager meget
aktivt som observatør. Arbejdet i Menneskerettighedsrådet præges i stigende grad af en debat
om grundlæggende værdipolitiske spørgsmål, og i løbet af Rådets første arbejdsår har der været
en tendens til, at en række lande indtager holdninger, der kan føre til udvanding og underminering
af visse menneskerettigheder og af Rådets troværdighed, jfr. f.eks. pkt. c nedenfor.
53

Danmark, EU og andre ligesindede lande arbejder aktivt for at modarbejde disse negative tendenser
og for at sikre, at Menneskerettighedsrådet udfylder den tiltænkte rolle som det centrale
forum for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne globalt. Danmark finder det afgørende,
at Rådet er i stand til at forholde sig til aktuelle overgreb på menneskerettighederne i
enkeltlande. Det danske engagement i Rådet er baseret på en vilje til at indgå i en konstruktiv
og åben dialog med alle FN’s medlemmer på tværs af regionale grupperinger med fokus på at
fremme menneskerettighederne. Under indflydelse af det arabiske forår blev der opnået enighed
om at suspendere Libyens medlemskab af Menneskerettighedsrådet samt om at fordømme
menneskerettighedskrænkelserne i Syrien og etablere en opfølgningsmekanisme under FN’s
Menneskerettighedskommissær, der skal overvåge menneskerettighedssituationen i Syrien og
rapportere tilbage til Rådet.
En gennemgang (review) af Rådet, der blev påbegyndt i 2010, blev afsluttet i Generalforsamlingen
i juni 2011. Udfaldet af denne gennemgang er, set med danske (og EU) øjne, skuffende.
Det lykkedes eksempelvis ikke gruppen af vesteuropæiske og andre lande (WEOG) at få gennemført
ønsket om en reform af medlemskabskriterierne til Rådet, eftersom forslaget mødte
kolossal modstand fra den islamiske konferenceorganisation (OIC) og non-aligned movement
(NAM). På trods af at dette års martssamling i Rådet viste nye, positive toner fra bl.a. OIC, især
f.s.v.a. religions- og ytringsfrihed jf. punkt c. in fine, afslørede gennemgangsprocessen, at den
stærke polarisering, der tidligere har karakteriseret det internationale samarbejde om menneskerettigheder
fortsat sætter sit præg på forhandlinger af substantielle emner.
b) Frihed for tortur og dødsstraf
Bekæmpelse af tortur overalt i verden er en mærkesag i dansk udenrigspolitik. Danmark fremlægger
således hvert år en omfattende generalforsamlingsresolution mod tortur. Det vil også
være tilfældet på Generalforsamlingen i 2011. Det er ligeledes Danmark, som fremlægger resolutionerne
mod tortur i FN’s Menneskerettighedsråd. I modsætning til de generelle resolutioner
i Generalforsamlingen er disse fokuseret på særlige aspekter, senest den treårige forlængelse af
torturrapportørens mandat.
Danmark vil virke for, at opnåede resultater fastholdes og udbygges med henblik på at styrke
bekæmpelsen af tortur. Danmark agter at afholde en side event om tortur, om muligt med deltagelse
af specialrapportøren og formændene for FN’s torturkomité og underkomiteen for forebyggelse
af tortur.
EU tog initiativ til, at en tværregional gruppe af lande fremlagde en resolution om moratorium
for anvendelse af dødsstraffen på FN’s 62. Generalforsamling i 2007. Resolutionen blev vedtaget
ved afstemning ligesom tilsvarende resolutioner i 2008 og 2010. Der ventes ikke fremlagt
nogen egentlig dødsstrafresolution i år, men delegationen bør støtte enhver bestræbelse på at
søge dødsstraffen afskaffet. Emnet er kontroversielt, da modstanden mod afskaffelse af dødsstraffen
stadig er betydelig i mange indflydelsesrige lande.
54

c) Religionsfrihed, ytringsfrihed og religionsforhånelse
I FN’s Generalforsamling forhandles årligt traditionelt to resolutioner vedrørende religionsfrihed.
EU’s resolutionsforslag om afskaffelse af enhver form for religiøs intolerance samt resolutionsforslaget
om religionsforhånelse (”defamation”) fremsat af Konferenceorganisationen af
Islamiske Stater (Organisation of the Islamic Conference, OIC).
Det centrale stridspunkt i forhandlingerne om disse resolutioner er balancen mellem ytringsfrihed
og religionsfrihed over for hensynet til respekt for religioner, hvor fronterne mellem OIClandene
på den ene side og de vestlige lande på den anden side er blevet trukket skarpere op.
EU arbejder for at værne om ytringsfriheden og religionsfriheden, hvorimod OIC-landene med
entydig henvisning til islam fokuserer på at ophøje respekten for religion på bekostning af individuelle
rettigheder. Dette søger OIC eksempelvis at gøre ved at påvirke udformningen af Special
rapporteurs (specialrapportører, særlige repræsentanter for generalsekretæren) mandater, således
at disses uafhængighed begrænses.
Danmark vil arbejde for at styrke såvel ytringsfriheden og religionsfriheden som andre fundamentale
menneskerettigheder, herunder beskyttelse af religiøse mindretals rettigheder, samt at
mandaterne for FN’s rapportører for henholdsvis religionsfrihed og ytringsfrihed fastholdes.
Desuden vil Danmark fortsat tage afstand fra forsøg på at udvande indholdet af religionsfriheden
samt ytringsfriheden
Der har i de seneste år ikke været reelle forhandlinger mellem EU og OIC-landene om resolutionen
om religionsforhånelse, da OIC kategorisk har afvist EU’s forslag til ændring af tekstens
ensidige fokusering på Islam. I marts 2011 under samlingen i FN’s Menneskerettighedsråd lykkedes
det imidlertid at opnå enighed om en vedtagelse af en resolution med fokus på bekæmpelse
af intolerance, diskrimination og vold mod personer på baggrund af religion eller tro. Den
nye resolution blev forhandlet på plads af Pakistan på vegne af en række islamiske lande, USA
og EU, og udgør grundlaget for, at Pakistan sammen med gruppen af islamiske lande på Menneskerettighedsrådets
samling opgav deres traditionelle resolution om religionsforhånelse. Det
er dog stadig uvist, hvorvidt OIC-landene under kommende Generalforsamlinger eller i Menneskerettighedsrådet
vil genfremsætte religionsforhånelsesresolutionen, eller om der er tale om
et reelt sporskift på et traditionelt meget kontroversielt område.
d) Racisme
I april 2009 blev der i Genève afholdt en konference (Durban II) som opfølgning på FN’s Verdenskonference
mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og beslægtet intoleranc i Durban,
Sydafrika i 2001. Slutdokumentet fra 2009 vurderes at kunne udgøre et vigtigt bidrag til at
bringe den internationale indsats mod racisme fremad. Dokumentets fokus er på de reelle racismeproblemer
og hvordan disse bedst muligt imødegås, herunder med sigte på ofre for racisme
mv. Desuden bekræfter dokumentet bl.a., at menneskerettighederne er til for at beskytte
individer og ikke ideologier eller religioner. Danmark støtter op om slutdokumentet fra 2009,
og vil således også kunne støtte evt. generelle og positive referencer til dokumentet i kommende
politiske erklæringer og resolutioner.
55

I forbindelse med åbningen af Generalforsamlingen afholdes et højniveaumøde i anledning af
tiårsdagen for vedtagelsen af Durban Erklæringens Handlingsprogram (DDPA) med fokus på
ofre for racisme, diskrimination, xenofobi og relateret intolerance, erkendelse, retfærdighed og
udvikling. Se nærmere herom i bilag a.
Danmark vil arbejde konstruktivt for fælles fodslag i den internationale kamp mod racisme,
diskrimination, xenofobi og relateret intolerance samt for, at højniveaumødets politiske erklæring
skaber politisk vilje til at bekæmpe racisme, fremmedhad og intolerance på nationalt, regional
og internationalt niveau. Danmark vil i forbindelse med forhandlingerne om erklæringen
og kommende resolutioner fortsat arbejde imod enhver form for begrænsning af ytringsfriheden,
herunder modsætte sig ethvert forsøg på at få fremstillet diskrimination eller intolerance på
grundlag af religion som en ny form for racisme, gå imod ethvert forsøg på at etablere nye
standarder i forbindelse med racismebekæmpelse samt arbejde imod omtale af kompensation
for slaveriet.
Arbejdet i ad hoc komiteen om ”complementary standards” er en udløber af Menneskerettighedsrådets
beslutning fra 2006 om at udarbejde en ny konvention eller tillægsprotokol til racismekonventionen
med fokus på religiøst had m.v. Fra dansk side vurderes der ikke at være
behov for nye standarder i forbindelse med racismebekæmpelse. Danmark vil arbejde for, at
fokus i ad hoc komiteen bliver på staternes implementering af eksisterende internationale forpligtelser
og normer på området.
e) Interkulturel og interreligiøs dialog
Interkulturelt samarbejde har en naturlig plads i FN’s arbejde for at fremme varig fred, sikkerhed,
udvikling og mellemfolkelig forståelse. Danmark arbejder såvel bilateralt som gennem EU
for at fremme gensidig forståelse og dialog på tværs af kulturer og religioner.
Der fremsættes hvert år en række resolutioner i FN’s Generalforsamling om disse emner, som
traditionelt vedtages med konsensus. Så længe disse udarbejdes og formuleres på en måde, der
med respekt for de grundlæggende menneskerettigheder søger at fremme interkulturel forståelse,
vil disse resolutioner fortsat kunne støttes af Danmark.
Danmark vil inden for rammerne af EU i videst muligt omfang søge at etablere konsensus på
tværs af de regionale grupper i FN i spørgsmål vedrørende interkulturelt samarbejde. Initiativer
på området, der i deres formulering og målsætning reelt ikke bidrager til interreligiøst og interkulturelt
samarbejde, bør EU fortsat søge at bringe på rette kurs. Delegationen bør i den sammenhæng
sikre, at de grundlæggende menneskeretlige principper og værdier respekteres.
f) Alliance of Civilizations
Danmark vil fortsat støtte og deltage aktivt i Alliance of Civilizations (AoC). AoC blev etableret
i 2005 med formålet ”at forbedre forståelse og samarbejdsrelationer blandt nationer og folk på
tværs af kulturer og religioner og som led i denne proces bidrage til at modgå de kræfter, der
56

ansporer polarisering og ekstremisme”. AoC’s Høje Repræsentant har prioriteret en globalisering
af initiativet med flere medlemmer i vennegruppen (”group of friends”) samt at konsolidere
AoC yderligere i FN gennem en resolution af Generalforsamlingen (vedtaget ved konsensus i
november 2009). Danske prioriteter er at bevare og udvikle AoC som et åbent, fleksibelt,
pragmatisk og ikke-bindende forum for diskussioner indenfor den interkulturelle dialog med
fokus på konkrete dialoginitiativer.
g) Ligestilling og kvinder
Danmark prioriterer ligestilling højt og arbejder for kvinders lige rettigheder, lige adgang til ressourcer,
finansielle institutioner, sundhedsydelser, uddannelse og arbejdsmarked samt lige muligheder
for indflydelse – økonomisk, politisk og socialt. Danmark vil fastholde og styrke sin
aktive indsats for ligestilling og tale kvinders sag i internationale fora som FN’s generalforsamling.
Det normative rammeværk for Danmarks arbejde med kvinders rettigheder i internationalt regi
udgøres fortsat af Beijing-erklæringen og handlingsplanen fra 1995 (Platform of Action), slutdokumentet
fra den 23. særlige samling af FN’s Generalforsamling (Beijing +5) fra 2000, Kvindekonventionen
samt 2015-målene.
Lige rettigheder for kvinder er både et mål i sig selv og et middel til at opnå en række af 2015-
målene. Baseret på stærke alliancer vil Danmark fortsætte med at gå forrest for at fremme ligestilling
og kvinders rettigheder. Danmark vil arbejde for at forbedre kvinders forhold i alle fora,
hvor kønsrelaterede spørgsmål er på dagsordenen - både i sager vedrørende fred og sikkerhed
og på mere generelle kønsrelaterede områder. Danmark vil arbejde for at skabe betingelser,
hvorunder kvinder kan praktisere deres frihed og rettigheder, og som fremmer kvinders økonomiske
muligheder og politiske deltagelse, herunder kvinders adgang til og kontrol over ressourcer
såsom jord samt adgang til finansielle ydelser på lige fod med mænd.
Kvindekommissionens 56. samling, som finder sted i februar-marts 2012, vil have følgende
tema: ”Fremme af landbokvinders muligheder og deres rolle i fattigdoms- og sultbekæmpelse,
udvikling og aktuelle udfordringer”. Danmark vil i den forbindelse arbejde for at sikre bedre
lovgivningsmæssige, administrative og kulturelle rammer for, at kvinder kan opnå politisk og
økonomisk indflydelse på lige fod med mænd.
Bekæmpelse af vold mod kvinder både i fredstid og konfliktsituationer, kvinders indflydelse
(empowerment) og integration af ligestillingsperspektiver i alle relevante sammenhænge (gender
mainstreaming) både i FN-organerne og i deres operationelle aktiviteter tillægges høj prioritet.
Danmark bør desuden medvirke til, at forpligtelsen fra Monterrey Konsensus om ”gender
mainstreaming” i udviklingssamarbejde på alle niveauer og i alle sektorer fastholdes, når fattigdomsbekæmpelse
og udviklingsbistand drøftes.
Sikkerhedsrådsresolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed fra år 2000 fokuserer på kvinder
som både ofre og ressourcer i viften af faser forbundet med væbnet konflikt. Resolutionen skal
således beskytte kvinders rettigheder i væbnede konflikter, hindre forbrydelser mod kvinder,
57

integrere ligestillingsperspektivet i fredsbevarende operationer og øge kvinders deltagelse i forskellige
faser før, under og efter væbnende konflikter. Danmark støtter gennemførelsen af resolutionen
gennem en flerstrenget strategi, som inkluderer sammentænkning af udenrigs-, forsvars-
og udviklingsområderne. Danmark bør medvirke til, at flere medlemslande og FNorganer
implementerer SCR 1325 og indarbejder 1325-perspektivet samt FN’s vedtagne sæt af
indikatorer i alle relevante indsatser.
Det seneste års tid er der i FN sket en markant skærpelse af religiøst funderede kræfters politiske
linje vedr. kvinders rettigheder, særligt seksuelle og reproduktive rettigheder. Enkelte delegationer
har ved flere lejligheder fremsat ønske om en ny definition af begrebet køn (gender),
som er i direkte modstrid med den politiske linje og det værdigrundlag, som søges fremmet fra
dansk og nordisk side. Vatikanet samt en række mellemøstlige og afrikanske lande er toneangivende
i bestræbelserne på at rulle hidtidige landvindinger tilbage på ligestillingsområdet. Der er
derfor behov for, at Danmark samarbejder med ligesindede lande – i og uden for EU-kredsen –
og fører en aktiv politik for at imødegå presset fra disse kræfter.
Danmark har aktivt støttet etableringen af FN’s nye ligestillingsenhed UN Women (etableret i
juni 2010), og er medlem af bestyrelsen indtil 2013. Med oprettelsen af UN Women er der
skabt en platform for styrkelse af det internationale ligestillingsarbejde. Danmark vil arbejde for
at organisationen får en styrket normativ og fortalerrolle kombineret med en mere målrettet
rolle i gennemførelsen af programmer. Samtidig er det en dansk prioritet at UN Women bør
samarbejde med hele FN-systemet, såvel på hovedstadsniveau som på landeniveau, for at sikre
at ligestilling og kvinders rettigheder bliver integreret i alle FN-aktiviteter.
Udmøntningen af Danmarks MDG3-forpligtelser (ligestilling mellem kvinder og mænd) er blevet
styrket med strategien for dansk udviklingsbistand, ”Frihed fra fattigdom” (fra maj 2010), hvor
Ligestilling er én af fem politiske prioriteter for Danmarks fremtidige udviklingspolitiske engagement.
h) Menneskerettigheder og terrorisme
Bekæmpelse af terrorisme behandles i Generalforsamlingens 6. (juridiske) udvalg. Overholdelse
af menneskerettigheder under bekæmpelsen af terrorisme behandles dog i 3. udvalg. I 2005
udpegede Menneskerettighedskommissionen en særlig rapportør til fremme og beskyttelse af
menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse,
Martin Scheinin, som nu arbejder under Menneskerettighedsrådet.
Terrorbekæmpelse ligger højt på den politiske dagsorden i mange lande. Mexico fremlægger
traditionelt en resolution under Generalforsamlingen, som fremhæver, at menneskerettighederne
altid skal overholdes også ved bekæmpelse af terrorisme. Resolutionen støttes af EUlandene.
Danmark lægger stor vægt på, at respekten for menneskerettighederne sikres som en integreret
del af indsatsen mod terrorisme. Der bør arbejdes på at sikre, at fundamentale retsgarantier og
58

demokratiske spilleregler overholdes i forbindelse med terrorbekæmpelse, og at disse forhold er
afspejlet i relevante resolutioner mv.
Danmark var sammen med den internationale NGO, International Commission of Jurists (ICJ)
vært for en paneldrøftelse om menneskerettigheder og terrorbekæmpelse, der fandt sted i margenen
af den 16. samling i Menneskerettighedsrådet d.å. Et panel bestående af Institut for
Menneskerettigheder (IMR), FN’s særlige rapportør til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne
og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse, en
ekspert fra Terrorist Prevention Branch i FN’s Agentur for Narkotika og Kriminalitet og en
ekspert fra ICJ tog i deres drøftelse bl.a. udgangspunkt i en udredning om overholdelse af menneskerettigheder
under terrorbekæmpelse, som Udenrigsministeriet har anmodet IMR om at
forestå. Udredningen, som ventes at udgøre et analytisk redskab, der vil kunne anvendes som
input til diskussionen om udarbejdelse af internationale retningslinjer for overholdelse af menneskerettigheder
under terrorbekæmpelse, ventes at foreligge primo oktober 2011 og vil ligeledes
danne grundlaget for en konference om samme emne under det danske EU-formandskab i
2012. Danmark vil derfor aktivt støtte initiativer, der bidrager til at fremme etablering af internationale
retningslinjer for overholdelse af menneskerettigheder under terrorbekæmpelse.
i) Børn og unge
Danmark bakker aktivt op om FN’s arbejde for at sikre børns rettigheder. Der lægges især vægt
på at fremme gennemførelsen af FN’s børnekonvention fra 1989 og de to tillægsprotokoller
vedrørende henholdsvis salg af børn, børneprostitution og børnepornografi og børns inddragelse
i væbnede konflikter.
EU og den latinamerikanske gruppe (GRULAC) skiftes til at fremlægge en omnibus-resolution
om børns rettigheder. Det bør sikres, at der ikke sker en svækkelse af staternes ansvar og forpligtelser
i henhold til børnekonventionen, herunder at børns rettigheder ikke undermineres i
forhold til rettigheder for forældrene/familien. Fra dansk side vil man arbejde for en tekst, der
udtrykkeligt fordømmer alle former for vold mod børn og pålægger staterne at træffe foranstaltninger
til at imødegå alle former for vold mod børn, herunder korporlig afstraffelse.
EU-GRULAC’s tematiske resolution under den 16. samling i Menneskerettighedsrådet d.å.,
som havde særlig fokus på børn der lever og/eller arbejder på gaden, blev som vanligt vedtaget
ved konsensus. Forhandlingerne var dog ikke helt ukomplicerede, da spørgsmålet om forlængelsen
af specialrapportørens mandat blev bestridt af en række OIC-lande, herunder Bangladesh
og Egypten. Disse lande udtrykte skepsis over inkludering af mandatforlængelsen i en tematisk
resolution. I sidste ende lykkedes det EU-GRULAC at beholde mandatforlængelsen i
resolutionsteksten.
I den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde indgår børn og unges rettigheder som et
element i et af strategiens fem prioritetsområder, nemlig frihed, demokrati og menneskerettigheder.
Det understreges, at Danmark vil bidrage til at sikre respekt for børn og unges rettigheder;
sikre børn mod overgreb, svigt og udnyttelse, herunder mod økonomisk udnyttelse og
mod at skulle udføre arbejde, som er farligt, griber ind i barnets uddannelse, eller skader barnets
59

sundhed, fysiske, psykiske eller sociale udvikling; og bidrage til at sikre, at børn, der udfører
arbejde, gør dette under anstændige forhold, kun udfører arbejde, der tager hensyn til deres
alder, og samtidig får mulighed for at uddanne sig.
Fremme af og respekt for børns rettigheder indgår endvidere som en prioritet i Regeringens
Menneskerettighedsstrategi fra 2009. FN’s Menneskerettighedsråd vedtog på sin 17. samling i
juni 2011 teksten til en tillægsprotokol til børnekonventionen, som indeholder en individuel
klageadgang til FN’s Børnekomité.
7. Institutionelle og finansielle spørgsmål
a) EU’s rolle i FN
Med ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten har EU fået fuld status som juridisk person med
større kapacitet til at optræde på den internationale scene. EU kan således indgå internationale
aftaler og slutte sig til internationale organisationer. Det følger af Lissabon-traktaten, at EUdelegationerne
sikrer Unionens repræsentation i tredjelande og ved internationale organisationer.
Det følger samtidig, at Udenrigsrepræsentanten repræsenterer Unionen i anliggender vedrørende
den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fører den politiske dialog med tredjeparter
samt udtrykker Unionens holdning i internationale organisationer og på internationale konferencer.
I dette arbejde bistås Udenrigsrepræsentanten af den fælles udenrigstjeneste. EUdelegationerne
vil således overtage den rolle, som det roterende nationale formandskab hidtil
har haft.
FN’s Generalforsamling vedtog d. 3. maj med 180 stemmer for, 2 afståelser (Syrien og Zimbabwe)
og ingen stemmer imod en resolution, der giver EU mulighed for – i FN’s Generalforsamling
– at fungere i overensstemmelse med den ændrede arbejdsdeling mellem EUdelegationen
og de skiftende formandskaber, som er sket med Lissabon-Traktatens ikrafttræden.
Forslaget formaliserer med få undtagelser, at EU-delegationen kan træde i formandskabets sted
som repræsentant for EU under både formelle og uformelle FN-møder og – forhandlinger.
EU’s repræsentant får hermed også mulighed for at tale blandt medlemslandene under åbningsdebatten
i FN’s Generalforsamling, ligesom EU vil være tillagt en række andre minimumsrettigheder
såsom retten til at svare, stille forslag og rejse points of order. De skiftende formandskaber
vil fortsat have en rolle i arbejdet i FN, bl.a. på en række områder med blandet
kompetence.
b) Reform af de operationelle udviklingsaktiviteter
Håndteringen af udviklingsspørgsmål i FN, herunder særorganisationernes, fondenes og programmernes
respektive kompetencer og strukturer, har været genstand for tilbagevendende
drøftelser. Rapporten ”Delivering as One” om System Wide Coherence (SWC) blev offentliggjort
i efteråret 2006. Denne rapport fremkom med konkrete reformanbefalinger mhp. at styrke
effektiviteten og sammenhængen i FN’s udviklingsrelaterede institutioner og indsatser på landeniveau.
60

Anbefalingerne i SWC-rapporten støttes af Danmark og øvrige donorlande, men møder betydelig
modstand blandt vokale delegationer (særligt Cuba, Egypten og Rusland) og i gruppen af
udviklingslande (den såkaldte G77-gruppe), der frygter, at reformer vil resultere i nye og
strammere betingelser for udviklingsbistanden. Desuden ser flere G77-lande reformdagsordenen
som en spareøvelse. De primære spor i SWC er: 1) Ledelse/styreform af FN’s særorganisationer,
programmer, og fonde; 2) Fælles landeprogrammer; 3) Etablering af ”ét FN” (Delivering
as One); 4) FN’s bistandssystem; 5) Harmonisering af arbejdsmetoder; og 6) Etablering af en
ligestillingsenhed.
En hovedkomponent i SWC er etablering af ”ét FN” (One UN), dvs. koordination af FN på
landeniveau under én fælles leder med ét fælles program, ét fælles budget og ét fælles kontor og
evt. etablering af én overordnet bestyrelse for FN’s fonde og programmer. Otte frivillige pilotlande
(Tanzania, Mozambique, Rwanda, Vietnam, Pakistan, Albanien, Uruguay og Kap Verde)
har gjort gode erfaringer med indførelsen af målsætningen om ét FN. Ifølge pilotlandene selv
har reformerne medført større effektivitet, bedre sammenhæng med nationale udviklingsprogrammer,
styrket nationalt ejerskab, forbedret kommunikation og lavere samlede administrationsomkostninger,
selv om der fortsat er problemer i forhold til f.eks. harmonisering af
rapporteringskrav og den lokale FN-leders mangelfulde beføjelser.
Udviklingslandene har understreget vigtigheden af, at FN-systemets indsats lokalt tilpasses nationale
udviklingsplaner og prioriteringer. Fra denne side understreges også behovet for mere
forudsigelig og langsigtet finansiering fra donorside som en forudsætning for en effektiv ’delivering
as one’ indsats. En række donorlande har fremhævet ’delivering as one’ som et middel til at
begrænse konkurrencen om midler mellem FN-organisationerne lokalt og dermed sikre et mere
afstemt samlet program, baseret på de enkelte organisationers fordele. Der er endvidere generel
enighed blandt donorlande om, at en forudsigelig, flerårig finansiering af FN-indsatsen på landeniveau
er afgørende for succes. Blandt både donor- og udviklingslande er der enighed om
særlig vægt på ’one leader’ komponenten, d.v.s. at en nationalt baseret Resident Coordinator
taler på vegne af hele FN-systemet i national sammenhæng.
På reformsporet for ledelse og styreform (governance) arbejdes der med at skabe koordination
af fonde, programmer og specialiserede enheder, der modtager styring fra FN’s generalforsamling,
ECOSOC (Economic and Social Council) og egne bestyrelser. Med den seneste SWCresolution
fra 2010 er generalsekretæren og FN’s overordnede koordinationsmekanisme (CEB)
blevet pålagt en række tiltag, der gør det lettere for medlemsstaterne at overvåge koordineringsarbejdet.
Efter intense forhandlinger lykkedes det i juni 2010 at opnå enighed om at etablere en fælles
ligestillingsenhed med navnet UN Women. De fire FN-ligestillingsorganer (Office of the Special
Adviser on Gender Issues (OSAGI), Division for the Advancement of Women (DAW),
United Nations Entity for Gender Equality and the Empowerment of Women (UNIFEM) og
International Research and Training Institute for the Advancement of Women (INSTRAW)) er
dermed blevet lagt sammen. Enheden er ansvarlig for FN’s operationelle og normative arbejde
med køns- og ligestillingsspørgsmål og står for koordinering og integration af ligestillingsarbej-
61

det i hele FN-systemet. Oprettelsen af UN Women er et fremskidt i den overordnede FNreformproces
og har haft høj prioritet for Danmark.
Danmark har arbejdet målrettet for vedtagelsen af UN Womens nye strategiske plan (vedtaget
juli 2011), som udgør den overordnede ramme for UN Women’s aktiviteter. UN Women står
med den tidligere chilenske præsident Michelle Bachelet ved roret godt rustet til at fremvise
konkrete resultater på landeniveau.
Etableringen af UN Women må indtil videre betegnes som det mest markante resultat af SWC
reformprocessen. Man vil fra dansk side arbejde aktivt på at opretholde det momentum, der er
skabt igennem etableringen af UN Women for at opnå yderligere fremskridt på de øvrige spor.
Det vil primært blive gjort gennem arbejdet i FN’s fonde og programmer samt gennem FN’s
fireårige gennemgang af FN’s operationelle aktiviteter (QCPR). Det er desuden håbet, at den
kommende evaluering af ”Delivering as One” initiativet (forventes ultimo 2011) vil bidrage
yderligere til momentum for reformdagsordenen.
c) Revitalisering af Generalforsamlingen
FN’s medlemslande har gennem en årrække drøftet, hvordan Generalforsamlingen kan moderniseres,
og siden 1991 har Generalforsamlingen vedtaget i alt 18 resolutioner om revitalisering
og styrkelse af forsamlingen. Forhandlinger om en 19. i rækken af resolutioner om revitalisering
af Generalforsamlingen pågår. Bestræbelserne har koncentreret sig om at luge ud i den meget
store dagsorden, nedbringe antallet og længden af resolutioner samt gøre drøftelserne mere fokuserede
og interaktive.
På trods af anstrengelserne er de opnåede resultater beskedne - et forhold, der helt overvejende
må tilskrives toneangivende medlemmer af G77-landene bl.a. Cuba, Egypten og Algeriet, der
med gruppens opbakning modsætter sig stort set alle tilløb til at effektivisere arbejdet med henvisning
til staternes suveræne ret til at få behandlet ethvert spørgsmål i Generalforsamlingen.
Danmark er en stærk støtte af arbejdet med at revitalisere Generalforsamlingen. EU-positionen
på revitaliseringsprocessen er klart fokuseret på gennemførelse af allerede vedtagne resolutioner.
De centrale aspekter for EU er styrkelse af effektivitet og sammenhæng. Dette indebærer
blandt andet strømlining af udvalgsstrukturerne, herunder en sikring af, at overlappende mandater
mellem udvalgene ikke forekommer. Revitalisering indebærer ligeledes en reform af arbejdsmetoderne
med en kortere dagsorden og klarere procedure. I betragtning af de ringe fremskridt,
der kun kan tolkes som manglende reel vilje til forandring hos store dele af medlemskredsen,
finder Danmark det unødvendigt, at punktet tages op ved hver generalforsamling og
ville foretrække, at det tages op hvert andet eller tredje år.
d) Reform af Sikkerhedsrådet
Der lægges fra dansk og nordisk side vægt på reform af Sikkerhedsrådet som en afgørende del
af den samlede reformproces i FN og på overordnede fællesnordiske værdier og tilgange til reformprocessen
såsom åbenhed, fleksibilitet og villighed til at drøfte nye ideer i den videre proces;
at sikre udviklingslandene bedre repræsentation; at sikre mindre stater uændrede mulighe-
62

der for deltagelse i Sikkerhedsrådets arbejde samt at også Sikkerhedsrådets arbejdsmetoder reformeres
med henblik på større gennemsigtighed og bredere inddragelse i Rådets arbejde.
Den nuværende sammensætning af FN’s Sikkerhedsråd afspejler det politiske verdensbillede
umiddelbart efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Globaliseringen og fremvæksten af nye regionale
og globale aktører har gjort behovet for reformer af Sikkerhedsrådet stadig mere påtrængende.
Reform af Sikkerhedsrådet har dog vist sig vanskeligt pga. de meget stærke nationale interesser,
der knytter sig til Sikkerhedsrådets sammensætning og arbejdsmetoder. Uenigheden vedrører
især spørgsmålet om udvidelse med henholdsvis permanente og ikke-permanente medlemmer
samt adgangen til vetoret.
I kølvandet på tidligere generalsekretær Kofi Annans forslag til udvidelse af Sikkerhedsrådet i
en rapport til verdenstopmødet i 2005 kom der mere fremdrift i processen. Det inspirerede til
adskillige alternative forslag, herunder fra de såkaldte G4-lande (Tyskland, Indien, Brasilien og
Japan). Danmark valgte som et af de første lande at støtte dette forslag, der indebærer, at Sikkerhedsrådet
udvides med ti nye medlemmer, hvoraf seks har permanente sæder (én til hver af
forslagsstillerne og to til Afrika). Det er ikke lykkedes at opnå den nødvendige to-tredjedels
støtte til forslaget fra Generalforsamlingen, herunder samlet opbakning fra EU, der forbliver
splittet i spørgsmålet. Den såkaldte Konsensus-gruppe (med Italien, Pakistan, Canada, Spanien
Sydkorea, Argentina og Mexico i spidsen) samler modstanden mod G4-forslaget og modsætter
sig en udvidelse af Sikkerhedsrådet med nye permanente medlemmer, mens Afrika – der står til
at vinde meget ved forslaget – ikke internt kan nå til enighed i spørgsmålet. For Danmark er
udgangspunktet for en udvidelse fortsat G4-forslagets udvidelse med både permanente og ikkepermanente
sæder, men med åbenhed overfor forslag om f.eks. en mellemkategori af ikkepermanente
medlemmer, der kan vælges for en længere årrække, såfremt det kan bidrage til et
gennembrud i processen. Danmark lægger vægt på, at rotationen, der sikrer løbende nordisk
repræsentation i Sikkerhedsrådet, videreføres.
Den af generalforsamlingsformanden udpegede facilitator, ambassadør Zahir Tanin fra Afghanistan
leder de mellemstatslige forhandlinger struktureret omkring reformspørgsmålets fem
nøgleområder: medlemskategorier; vetospørgsmålet; regional repræsentation; størrelsen af et
udvidet Sikkerhedsråd og Rådets arbejdsmetoder; og forholdet mellem Generalforsamlingen og
Sikkerhedsrådet.
Forhandlingsprocessen er under den 65. Generalforsamling blevet kompliceret af, at G4-
landene har forsøgt at samle opbakning til at der fokuseres på en udvidelse af Sikkerhedsrådet
med permanente og ikke-permanente medlemmer og Rådets arbejdsmetoder. Sigtet er at skabe
femdrift på de områder, hvor det forekommer muligt. Konsensus-landene har dog sammen
med bl.a. Kina taget skarpt afstand fra dette tiltag, som man mener underminerer forhandlingsprocessen
under ambassadør Tanin. Generalforsamlingens formand har i lyset af dødvandet i
forhandlingerne i uformelt regi forsøgt at skabe opbakning til drøftelser om en midlertidig løsning,
hvor ikke-permamente medlemmer kan vælges for en længere periode end to år.
63

e) ECOSOC og reformer
Danmark bakker op om bestræbelserne på at reformere FN’s Økonomiske og Sociale Råd
(ECOSOC), som fastlagt ved 2005-topmødet og som Generalforsamlingens resolution fra november
2006 vedrørende styrkelse af ECOSOC arbejder hen imod. Der er enighed om behovet
for et mere effektivt ECOSOC, der kan bidrage til bedre koordination, policyvurdering og udvikling,
dialog og anbefalinger vedr. økonomisk og social udvikling, såvel som til gennemførelsen
af 2015-Målene.
Med resolutionen fra 2006 er det besluttet at styrke højniveausegmentet i den årlige substantielle
ECOSOC samling i juli måned. Afholdelse af en årlig højniveau-policydialog med internationale
finansielle institutioner og et højniveaumøde i Development Cooperation Forum (DCF)
hvert andet år blev ligeledes vedtaget. DCF højniveaumødet gennemførtes for første gang i
2008 og herefter igen i 2010 og næste gang bliver således i 2012. Desuden skal der gennemføres
årlige reviews på ministerniveau (Annual Ministerial Reviews - AMR) med henblik på at sikre
øget ansvarlighed (’accountability’), momentum og vedligeholdelse af FN’s udviklingsagenda
samt fornyelse af forpligtelser på såvel det globale og regionale som det nationale niveau. AMR
har hvert år et på forhånd forhandlet tema - i 2011 uddannelse. I det flerårlige arbejdsprogram
for AMR vedtaget i april 2011 blev temaet for årene 2012-2014 endvidere fastlagt. 2012 samlingen
vil fokusere på produktionskapacitet og beskæftigelse, 2013 på videnskab, teknologi og innovation,
mens temaet for 2014 adresserer udfordringer for opfyldelse af 2015-Målene.
I overensstemmelse med resolutionen fra 2006 blev dennes implementering evalueret i løbet af
UNGA65. Dette skete ved en række uformelle drøftelser mellem medlemsstaterne i løbet af
foråret 2011 og mundede i juni 2011 ud i en rapport med en række anbefalinger, mens der ligeledes
blev vedtaget en resolution, der opfordrede medlemsstaterne til at overveje disse anbefalinger,
samt fastlagde, at spørgsmålet skulle tages op igen under UNGA67. Fremadrettet i forhold
til ECOSOC’s rolle og reform af Rådet arbejdes der fra dansk side for en struktur, hvor
ECOSOC styrker – og ikke overlapper – allerede eksisterende institutioner og mekanismer.
Danmark er ikke i øjeblikket medlem af ECOSOC.
f) Management reform
Et af de centrale emner ved FN’s 2005-topmøde var reformer af FN. Et element i den reformpakke,
som blev vedtaget på topmødet, var den såkaldte ’management reform’, dvs. reformer af
FN’s sekretariat, herunder regelsæt på budget- og personalesiden, styrkelse af organisationens
ledelses- og kontrolmekanismer, oprettelse af et etisk kontor samt styrkelse af FN’s interne revisionsenhed
(Office of Internal Oversight Services) med henblik på at undgå en gentagelse af
de uregelmæssigheder, der fandt sted i forbindelse med ’Oil-for-Food’-programmet. Endelig
blev det besluttet at gennemgå alle mandater ældre end fem år med henblik på at undgå overlappende
mandater.
Daværende generalsekretær Kofi Annan fulgte op på topmødet med fremlæggelsen af en rapport
i foråret 2006 med titlen ’Investing in the United Nations: For a Stronger Organization
Worldwide’, der indeholdt en bred vifte af reformforslag.
64

Generalsekretær Ban Ki-moon har videreført reform-processen, hvilket Danmark støtter. Ikke
mindst de mange elementer af management-reformen og tiltag i retning af at sikre større gennemsigtighed
og ansvarlighed i organisationen. Trods vanskelige forhandlinger er det lykkedes
at få gennemført adskillige reformtiltag, og processen fortsætter i forskellige spor. Der er bl.a.
gennemført en række personalepolitiske tiltag, herunder strømlining af kontrakter, harmonisering
af tjenesteforhold og yderligere forbedring af kontrolmekanismer (blandt andet inden for
organisationens indkøbsfunktion). Tiltagene støttes fra dansk side. Samtidig er det væsentligt at
sikre, at FN til stadighed råder over tilstrækkelige og stabile ressourcer til at realisere Generalsekretærens
reformforslag. Danmark arbejder for at så store dele af reformpakken som muligt
gennemføres.
Generalsekretæren har med henblik på at videreføre processen og bl.a. strømline processer, øge
transparens, effektivitet og innovation i sommeren 2011 etableret et særligt Change Management
Team, som ved udgangen af 2011 skal fremlægge en implementeringsplan.
g) FN’s finansielle situation og renoveringen af hovedkvarteret
FN’s finansielle situation har været nogenlunde stabil over de seneste år. Dog har flere medlemslande,
herunder USA, stadig udestående gæld til FN, og det er uklart, i hvilken udstrækning
– og hvornår – den vil blive indbetalt. Danmark vil sammen med øvrige EU-lande fortsat søge
at opretholde presset på USA og andre lande for at opnå betaling af den resterende udestående
FN-gæld. Danmark og EU vil arbejde konstruktivt på Generalforsamlingen for at fremme ansvarlig
finansiel styring og budgetdisciplin.
Det omfattende renoveringsprojekt af FN’s hovedkvarter (den såkaldte ”Capital Master Plan”
med et budget på knap 2 mia. USD) forventes afsluttet i 2014. Sekretariatsbygningen blev
rømmet ved udgangen af 2009, og FN-personalet er blevet placeret i midlertidigt lejede kontorfaciliteter
på Manhattan og på Long Island. I forbindelse med renoveringen har man fra FN’s
side også etableret midlertidige konferencefaciliteter på plænen nord for den eksisterende bygning
til at huse de store mødelokaler til medlemslandene. Genindflytning i den renoverede Sekretariatsbygning
og ibrugtagning af de renoverede mødelokaler i Konference-bygningen forventes
at finde sted i januar 2013. Herefter vil Generalforsamlingssalen blive renoveret som
sidste fase af det omfattende renoveringsprojekt.
Som led i renoveringen af Konferencebygningen har man fra dansk side påtaget sig at bidrage
til ombygning og nymøblering af Trusteeship Council Chamber, der oprindelig blev ydet som
gave fra Danmark til FN, og som er tegnet og indrettet af den danske arkitekt Finn Juhl. Ombygningen
af salen omfatter ændring af salens grundplan og indretning med nye møbler – dels
kopier af de oprindelige stole tegnet af Finn Juhl, dels nye borde og stole tegnet af Kasper Salto
og Thomas Sigsgaard. Bidrag fra Realdania-Fonden dækker en betydelig del af udgiften til projektet,
der herudover er støttet af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet.
65

8. Bilag
a) Højniveaumøder i forbindelse med FN’s 66. Generalforsamling
Der vil i dagene omkring generaldebatten blive afholdt højniveaumøder i hovedkvarteret om
ikke-smitsomme sygdomme (den 19. – 20. september), om ørkenspredning (den 20. september),
om opfølgning på Durban-konferencen om racisme (den 22. september) og om nuklear sikkerhed
(den 22. september).
FN’s Højniveaumøde om ikke-smitsomme sygdomme i New York den 19.-20. september
2011
Højniveaumødet om ikke-smitsomme sygdomme (”non communicable diseases”- NCD’er) er
det første af sin slags og vil primært fokusere på fire sygdomme - kræft, hjertekarsygdomme,
luftvejssygdomme og diabetes. Det vurderes, at omkring 60 % af alle dødsfald på verdensplan
kan tilskrives NCD’er, og at 80 % af disse finder sted i mellem- og lavindkomstlandene. Prognoser
viser endvidere, at udviklingslandene vil opleve en markant stigning i NCD-byrden frem
mod år 2030. Der er tale om en udvikling i det globale sygdomsbillede, som vil have vidtrækkende
konsekvenser for sundhedsdagsordenen, men også for udvikling og fattigdomsbekæmpelse.
Der er store forventninger til, at højniveaumødet vil bidrage til at sætte emnet højere på
den globale dagsorden.
Højniveaumødet og forhandlingerne om slutdeklarationen udspiller sig i et krydsfelt mellem
udviklingspolitiske prioriteter og nationale sundhedspolitiske prioriteter. Dette gælder bl.a. i
forhold til tobaksforebyggelse, fødevareregulering og alkoholregulering, som vurderes at være
de mest omkostningseffektive tiltag med henblik på forebyggelse og kontrol af NCD.
Danmark lægger vægt på, at håndteringen af NCD-byrden i udviklingslandene primært sker
gennem opbygning af sundhedssystemer og generelt ved en tværsektoriel tilgang. Koordineringen
af samarbejdet bør forblive forankret i WHO. De indledende forhandlinger har vist, at der
som forventet vil være et stort pres fra gruppen af udviklingslande for at øge finansieringen til
NCD-området gennem udviklingsbistanden. Forhandlingerne viser også, at der er stor enighed
i tilgangen til emnet blandt ligesindede lande, herunder i EU-kredsen.
Højniveaumøde om ørkenspredning
Danmark anser Ørkenkonventionen (UNCCD) for at være et betydningsfuldt forum for temaerne
omkring tørke og udpining af landbrugsjord med deraf følgende ørkenspredning. I en global
fødevaresikkerhedskontekst er det alvorligt, at op til 40 % af al landbrugsjord betragtes som
umiddelbart truet af degradering med deraf følgende nedsat produktivitet. Danmarks støtte til
og samarbejde med UNCCD er koordineret med en gruppe af EU medlemslande og Kommissionen,
og Danmark deltager aktivt i en EU arbejdsgruppe som forberedelse til UNCCD-COP
10, som finder sted i oktober 2011 i Sydkorea.
66

Danmark vil fortsat arbejde for en styrkelse af Ørkenkonventionen og vil spille en aktiv rolle i
forberedelsen af COP 10. Danmark tager truslen fra degradering af fødevaregrundlaget meget
alvorligt, og formulerer i den sammenhæng et nyt multilateralt program med arbejdstitlen: ’Fødevaresikkerhed
– truslen fra degradering af jord-, vand- og økosystemressourcer’. Det nye
program vil i videst muligt omfang inddrage UNCCD, og vil i det omfang UNCCD vurderes at
kunne bidrage til programmet gøre brug af UNCCD kompetence og kapacitet.
Højniveaumøde for tiårsdagen for vedtagelsen af Durban-Erklæringens handlingsprogram
I forbindelse med åbningen af Generalforsamlingen afholdes et højniveaumøde i anledning af
tiårsdagen for vedtagelsen af Durban Erklæringens Handlingsprogram (DDPA) med fokus på
ofre for racisme, diskrimination, xenofobi og relateret intolerance, erkendelse, retfærdighed og
udvikling.
Danmark vil arbejde konstruktivt for et fælles fodslag i den internationale kamp mod racisme,
diskrimination, xenofobi og relateret intolerance samt for, at højniveaumødets politiske erklæring
skaber politisk vilje til at bekæmpe racisme, fremmedhad og intolerance på nationalt, regional
og internationalt niveau. Danmark vil i forbindelse med forhandlingerne om erklæringen
og kommende resolutioner fortsat arbejde imod enhver form for begrænsning af ytringsfriheden,
herunder modsætte sig ethvert forsøg på at få fremstillet diskrimination eller intolerance på
grundlag af religion som en ny form for racisme, gå imod ethvert forsøg på at etablere nye
standarder i forbindelse med racismebekæmpelse samt arbejde imod omtale af kompensation
for slaveriet.
Forberedelserne er indledt i juni Allerede inden de reelle forhandlinger af højniveaumødets
slutdokument – en politisk erklæring vedrørende DDPA – er gået i gang, er EU-split en realitet.
Under forberedelserne har Nederlandene, Tjekkiet og Italien meldt ud, at de deltager i forhandlingerne
under forudsætning af, at erklæringen indeholder en klar udtalelse om, at referencerne i
DDPA til situationen i Mellemøsten ikke vil blive anset som del af de internationale forhandlinger
for at bekæmpe racisme, fremmedhad og intolerance. På baggrund af den udmelding er
vurderingen, at Nederlandene, Tjekkiet og Italien kan forventes at trække sig ud af højniveaumødet.
Højniveaumøde om nuklear sikkerhed
Statsministeren er i forbindelse med FN’s Generalforsamling i New York blevet inviteret til
højniveau møde om nuklear sikkerhed. Nuklear sikkerhed er efter jordskælvet og tsunamien i
Japan i marts, med omfattende ødelæggelser for især Fukushima-Daiichi kernekraftværket og
radiologisk udslip til følge, placeret højt på den globale dagsorden, og højniveaumødet skal derfor
ses i forlængelse af en række møder i forskellige internationale og regionale fora. Der er
blandt andet afholdt højniveaumøder om nuklear sikkerhed i G8 og IAEA og fremadrettet vil
topmødet om nuklear sikkerhed i Seoul i 2012 være centralt. De alvorlige begivenheder i Japan
har også medført øget fokus på nuklear sikkerhed i EU, og på DER den 24. - 25. marts blev det
besluttet, at atomkraftværkerne i EU og i EU's nærområder skal gennemgå såkaldte ”stress-
67

tests”. Kommissionen forventes at aflægge fremskridtsrapport på gennemførelsen af stresstestene
til DER i december 2011.
Mhp. at facilitere højniveaumødet i New York vil generalsekretæren præsentere en FN rapport
om de tværgående implikationer af katastrofen i Fukushima. Rapporten er udarbejdet i samspil
mellem FN’s forskellige organer, og har til formål at give en helhedsorienteret analyse af katastrofens
implikationer. Der vil være fokus på såvel fødevaresituationen, miljøet, sundhedstilstanden,
samt perspektiver for bæredygtig udvikling i området. Rapporten vil herudover belyse
forholdet - og samspillet - imellem nuklear ”safety” og nuklear ”security”, samt argumentere for
en styrkelse af de relevante internationale institutioners kapacitet.
Højniveaumødet vil være opdelt i et højniveausegment for stats- og regeringschefer, samt to
parallelle ministersessioner som vil behandle temaerne ”Strengthening Nuclear Safety”
og ”Nuclear Disaster Risk Preparedness”.
Kernekraft har ikke været en del af Danmarks energipolitik siden 1985, hvilket fastholdes med
regeringens Energistrategi 2050. Situationen i Japan viser, at der er behov for en yderligere international
indsats for sikkerhed, også overfor meget sjældne og uforudsete hændelser, der ikke
som hidtidige ulykker skyldes menneskelige eller tekniske fejl. Da kernekraftulykker som det
japanske potentielt har store grænseoverskridende virkninger, bør der arbejdes for den størst
mulige sikkerhed på kernekraftværkerne på globalt plan.
68

) Danmarks deltagelse i fredsbevarende operationer og politioperationer
NATO operationer
KFOR Kosovo 35
Troppebidrag Militær- observatører/
stabsofficerer
ISAF Afghanistan 750 8
NATO Training Mission
Irak 6
OUP Libyen, Sigonella 100
Civilt politi
FN-operationer
Troppebidrag Militær- observatører/
stabsofficerer
UNMIK Kosovo 1
UNAMA Afghanistan 1
UNIFIL Libanon 147
UNTSO Mellemøsten 11
UNMIL Liberia 4
MONUC/MONUSCO Den Demokratiske
Republik Congo
2
Civilt politi
UNMIS Sudan 4 2
UNAMI Irak 2
Andre operationer
69
Troppebidrag Militær- observatører/
stabsofficerer
Irak Irak 2
EULEX Kosovo Kosovo 40
EUPOL Afghanistan Afghanistan 15
EUJUST LEX Irak 2
Civilt politi
og andre civile
eksperter.

TIPH Hebron 11
EUPOL COPPS Vestbredden 2
Libanon (bilateralt projekt)
Libanon 1
FOELM CENTCOM USA 5
CFMCC, Bahrain 2
EUMM Georgien 4 6
UNCMAC Korea 2
I ALT 932 144 87
70

c) Danmarks bidrag til FN’s fonde og programmer
UNDP 2010 (i 1.000 USD, løbende priser)
1. Holland 121.457
2. Norge 117.665
3. USA 99.330
4. Sverige 88.018
5. Storbritannien 85.365
6. Japan 73.318
7. Danmark 57.950
8. Schweiz 55.785
9. Canada 48.378
10. Spanien 40.161
Kilde: UNDP in action - Annual Report 2010/2011
UNFPA 2010 (i 1.000 USD, løbende priser)
1. Holland 73.601
2. Sverige 60.565
3. Norge 54.133
4. USA 51.400
5. Danmark 37.124
6. Finland 33.738
7. Storbritannien 30.228
8. Japan 25.439
9. Spanien 21.419
10. Tyskland 19.499
Kilde: UNFPA Annual Report 2010
UNICEF 2010 (i 1.000 USD, løbende priser)
1. USA 132.250
2. Norge 70.245
3. Sverige 61.427
4. Holland 42.735
5. Storbritannien 32.594
6. Spanien 29.225
7. Danmark 28.069
8. Belgien 25.128
9. Australien 24.660
10. Finland 21.592
Kilde: UNICEF’s hjemmeside: www.unicef.org
71

WFP i 2010 (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. USA 606.556
2. EU Kommissionen 187.517
3. Japan 147.732
4. Canada 142.320
5. Storbritannien 89.856
6. Sverige 66.841
6. Tyskland 69.131
7. Holland 55.847
8. Australien 50.785
9. Tyskland 49.119
10. Spanien 47.861
11. Danmark 35.635
WHO i 2008-2009 (i 1.000 USD)
Frivillige bidrag:
1. USA 424.540
2. Storbritannien 205.510
3. Norge 103.923
4. Canada 96.356
5. Holland 81.607
6. Spanien 59.113
7. Australien 58.245
8. Sverige 54.601
9. Tyskland 48.150
10. Italien 37.157
Danmark 17.428
UNAIDS i 2008-2009 (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. USA 96.991
2. Holland 95.761
3. Sverige 72.957
4. Norge 50.167
5. Storbritannien 32.304
6. Finland 24.234
7. Danmark 17.916
8. Spain 11.853
9. Belgien 11.293
10. Canada 9.490
72

IFAD i 2008 - 2009 – Udbetalinger på 7. genopfyldning (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. USA 50.776
2. Holland 45.345
3. Tyskland 40.000
4. Sverige 37.149
5. Japan 36.001
6. Norge 35.113
7. Spanien 35.089
8. Frankrig 34.434
9. Canada 33.618
10. Storbritannien 29.365
Danmark 11.259
ILO i 2008-2009 (i 1.000 USD):
Totale bidrag:
1. USA 243.868
2. Japan 110.485
3. Storbritannien 83.828
4. Tyskland 74.740
5. Danmark 59.478
6. Spanien 53.773
7. Italien 49.081
8. Frankrig 41.068
9. Norge 37.182
10. Canada 27.008
UNESCO i 2009 (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. Italien 38.053
2. Brasilien 35.058
3. Holland 20.377
4. Spanien 15.661
5. EU Kommissionen 12.277
6. Norge 11.709
7. Japan 10.375
8. Sverige 7.994
9. Frankrig 7.077
10. Tyskland 4.960
11. Danmark 4.492
73

FAO i 2009 (i 1.000 USD)
1. USA 69.586
2. Tyskland 40.952
3. Japan 36.243
4. England 14.481
5. Mexico 14.049
6. Frankrig 13.737
7. Italien 11.073
8. Canada 6.073
9. Spanien 6.471
10. Kina 5.814
22. Danmark 1.611
OHCHR i 2009 (i 1000 USD)
Frivillige bidrag:
1. USA 19.714
2. Spanien 13.900
3. Holland 12.771
4. Norge 8.236
5. Tyskland 7.632
6. Sverige 6.531
7. EU Kommissionen 6.277
8. Storbritannien 5.145
9. Canada 4.259
10. Finland 4.013
11. Danmark 3.593
UNRWA i 2009 (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. USA 267.959
2. EU Kommissionen 227.549
3. Storbritannien 50.194
4. Sverige 48.576
5. Norge 39.055
6. Kuwait 35.500
7. Holland 28.820
8. Saudi Arabien 27.578
9. Spanien 24.356
10. Danmark 19.947
74

UNHCR i 2010 (i 1.000 USD)
Generelle bidrag:
1. USA 533.330
2. Japan 134.948
3. Sverige 98.180
4. Holland 61.664
5. EU Kommissionen 56.164
6. Norge 53.458
7. Canada 43.836
8. Danmark 42.452
9. Tyskland 42.294
10. Australien 30.271
OCHA i 2009 (i 1.000 USD)
Totale bidrag:
1. Sverige 22.382
2. Storbritannien 19.548
3. USA 17.752
4. EU Kommissionen 17.695
5. Norge 10.477
6. Holland 7.308
7. Canada 6.647
8. Finland 6.000
9. Australien 5.665
10. Ireland 4.896
17. Danmark 2.491
UNEP 2010 (i 1.000 USD, løbende priser)
1. Holland 12.901
2. Tyskland 9.820
3. Storbritannien 8.573
4. USA 6.000
5. Frankrig 5.440
6. Sverige 4.928
7. Belgien 4.489
8. Finland 4.162
9. Schweiz 4.036
10. Danmark 3.509
Kilde: UNEP Annual Report 2010
75

WTO i 2009 (i 1000 USD)
Generelle bidrag 2009
1. USA 25.313
2. Tyskland 16.521
3. Kina 11.070
4. Japan 9.946
5. Storbritannien 9.933
6. Frankrig 8.851
7. Italien 7.256
8. Canada 6.308
9. Holland 6.167
10. Hongkong 5.341
Danmark 1.846
UN Women 2010 (i 1.000 USD, løbende priser)
1. Spanien 22.088
2. Norge 12.796
3. Storbritannien 9.498
4. USA 5.985
5. Sverige 3.370
6. Australien 3.020
7. Holland 2.721
8. Tyskland 1.920
9. Danmark 1.811
10. New Zealand 1.800
Kilde: UN Women Annual report 2010-2011
76

d) Forkortelser
6PT
ADB
Al-Shabaab
AMA
AMISOM
AMR
AoC
AQIM
ASEAN
ATT
AU
BCPR-UNDP
BWC
CAR
CCW
CEB
CGCPS
COP
CTAG
Six Party Talks (Møder mellem seks lande vedrørende fredelige løsninger på
sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med Nordkoreas atomprogram)
Asian Development Bank
Islamisk terrorgruppe i Somalia
Agreement on Movement and Access (Aftale mellem Israel og Palæstina
om adgang og bevægelse til og fra Gaza)
African Union Mission in Somalia
Annual Ministerial Reviews
Alliance of Civilizations
Al-Qaeda in the Islamic Maghreb
Association of Southeast Asian Nations
Arms Trade Treaty
African Union
Bureau for Crisis Prevention and Recovery
The Biological Weapons Convention (Konventionen om Forbud mod Bakteriologiske
(Biologiske) Våben og Toksinvåben)
Den Centralafrikanske Republik
Convention on Certain Conventional Weapons
Chief Executives Board for Coordination (FN’s koordinationsmekanisme)
The Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia
Conference of the Parties (Det styrende organ for FN’s Framework Convention
on Climate Change (UNFCCC))
Counter-Terrorism Action Group
77

CTBT
CTC
CTED
CTITF
CWC
DAC
DAW
DCF
DDPA
DRR
EITI
ECOSOC
ECOWAS
EU
EUFOR
EULEX
EUMM
EUSR
FMCT
FYROM
G8
Comprehensive Nuclear Test-Ban Treaty (FN’s Traktat om et Altomfattende
Forbud mod Atomprøvesprængninger)
Counter Terrorism Committee
Counter-Terrorism Committee Executive Directorates
Counter Terrorism Implementation Task Force
Chemical Weapons Convention (FN’s Konvention om Forbud mod Kemiske
Våben)
Development Assistance Committee (OECD)
Division for the Advancement of Women
Development Cooperation Fund
Durban Declaration and Programme of Action
Disaster Risk Reduction
Extractive Industries Transparency Initiative
Economic and Social Council
Economic Community of West African States
European Union
European Union Force
European Union Rule of Law Mission in Kosovo (EU’s mission indenfor
politi og retsvæsen i Kosovo)
European Union Monitoring Mission in Georgia
European Union Special Representative
Fissile Material Cutoff Treaty (Traktat om forbud mod produktion af spalteligt
materiale til brug for atomvåben)
The Former Yugoslav Republic of Macedonia
Group of Eight (Forum for otte af verdens førende økonomier)
78

G20
G77
GAVI
GCC
GCTF
GEF
GFMD
GM
GRULAC
HAT
HCOC
HIPC
HLAGCF
HR
IAEA
ICC
ICJ
ICJ
ICPD
ICTR
ICTY
Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors (Forum
for verdens 20 førende økonomier)
Group of 77 (Koalition af udviklingslande)
Global Alliance for Vaccines and Immunisation
Gulf Cooperation Council
Global Counter Terrorism Forum
Den Globale Miljøfacilitet
Global Forum on Migration and Development
Global Mechanism (Finansieringsmekanismen under UNCCD)
Group of Latin America and Caribbean Countries
Haute authorité de la transition (Madagaskars overgangsregering)
The Hague Code of Conduct against Ballistic Missile Proliferation
Heavily Indebted Poor Countries
High-Level Advisory Group on Climate Financing
Høje Repræsentant
International Atomic Energy Agency (Det Internationale Atomenergiagentur
– FN's organ for fredelig udnyttelse af kerneenergi)
International Criminal Court
International Commission of Jurists
International Court of Justice
Kairo-konferencen om Befolkning og Udvikling
International Criminal Tribunal for Rwanda
International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia
79

IFFIm
IGAD
IMF
IMR
IOM
ISAF
JEM
KFOR
LDC
LTTE
MDG
MDRI
MEF
MRV
MTCR
NAM
NATO
NCD
NPT
NSG
OECD
International Finance Facility for Immunization
Intergovernmental Authority on Development
Den Internationale Valutafond
Institut for Menneskerettigheder
International Organization for Migration
International Security Assistance Force (Den internationale styrke under
NATO-kommando i Afghanistan)
Justice and Equality Movement (Rebelgruppe i Darfur)
NATO Kosovo Force
Least Developed Countries
Liberation Tigers of Tamil Eeman (Oprørsorganisationen ”De tamilske
tigre”)
Millennium Development Goals (2015-målene)
Multilateral Debt Relief Initiative
Major Economies Forum
Measurement, Reporting and Verification
Missile Technology Control Regime
Non-Aligned Movement
North Atlantic Treaty Organisation
Non-Communicable Diseases
Nuclear Non-Proliferation Treaty (Traktaten om Ikke-spredning af
atomvåben)
Nuclear Suppliers Group
Organisation for Economic Cooperation and Development
80

OIC
OPCW
OSAGI
OSCE
Organisation of the Islamic Conference (Den Islamiske Konference Organisation)
Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons
Office of the Special Adviser on Gender Issues
Organisation for Security and Co-operation in Europe
P5+1 De fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland, også
kaldet EU3+3)
PBF
PBSO
PES
QCPR
R2P
REDD
Peacebuilding Front
Peacebuilding Support Office
Payment for Ecosystem Services
Quadrennial Comprehensive Policy Review
Responsibility to Protect (Folkeretligt princip under FN vedrørende det
internationale samfunds forpligtelser)
United Nations Collaborative Programme on Reducing Emissions from
Deforestation and Forest Degradation in Developing Countries
SADC Southern African Development Community (Samarbejdsorganisation for 15
lande i den sydlige afrikanske region)
SCR
SFOR
SRSR
SWC
TFG
TNC
UNAMA
UNAMI
Security Council Resolution
Stabilisation Force (NATO-ledet stabiliseringsstyrke)
Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder
System Wide Coherence
Transitional Federal Government (Somalias overgangsregering)
Transitional National Council (Libyens Nationale Overgangsråd)
United Nations Assistance Mission in Afghanistan
United Nations Assistance Mission for Iraq
81

UNAMID
UNCCD
UNDAF
UNDP
UNEO
UNEP
UNESCO
UNFCCC
UNICEF
UNIFEM
UNIFIL
UNFPA
UNGA
UNHCR
UNMIL
UNMIS
UNMISS
UNOCI
UNODC
UNOMIG
UNSCR
USDP
African Union – United Nations Hybrid Operation in Darfur
United Nations Convention to Combat Desertification
United Nations Development Aid Framework
United Nations Development Programme
United Nations Environmental Organisation
United Nations Environmental Programme
United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization
United Nations Framework Convention on Climate Change
United Nations Children’s Fund
United Nations Entity for Gender Equality and the Empowerment of
Women
United Nations Interim Force in Lebanon
United Nations Population Fund
United Nations General Assembly
United Nations High Commissioner for Refugees (FN’s Flygtningehøjkommissær)
United Nations Mission in Liberia
United Nations Mission in Sudan
United Nations Mission in the Republic of South Sudan
United Nations Operation in Côte d’Ivoire
United Nations Office on Drugs and Crime
United Nations Observer Mission in Georgia
United Nations Security Council Resolution
Union Solidarity and Development Party
82

(Burmas regimeparti)
WEO
WEOG
WFP
WG2
WTO
World Environment Organisation
Western European and Others Group
United Nations World Food Programme
Working Group 2 of the CGPCS
World Trade Organisation
83