Instruktionen for den danske delegation ved FN's 66

og med de asiatiske lande, som har størst indflydelse på regimet i Burma, herunder Kina, Indien
og ASEAN (Association of Southeast Asian Nations).
Danmark planlægger at øge sit bistandsengagement i Burma over de kommende år. Det vil ske
inden for sundhed, uddannelse, menneskerettigheder og demokrati samt basale levevilkår. De
ekstra midler vil bl.a. blive kanaliseret igennem FN’s fonde og programmer.
Centralasien
EU's og Danmarks stigende interesse for Centralasien skyldes bl.a. regionens energiressourcer
og risikoen for, at ustabiliteten i Afghanistan og Pakistan spreder sig til naboregionen Centralasien.
Ikke kun ekstremisme og terrorisme, men også de betydelige mængder narkotika, der
flyder fra Afghanistan mod Rusland og Europa, er en væsentlig del af sikkerhedsrisikoen. Især i
Tadsjikistan med en 1400 kilometer lang grænse mod Afghanistan kan en forværring af den i
forvejen meget ustabile situation indebære uoverskuelige følger for landet. Derfor har Danmark
siden begyndelsen af 2011 via OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe)
bidraget til en styrket grænseovervågning og -kontrol i Tadsjikistan. I Kirgisistan udbrød der i
juni 2010 voldsomme etniske uroligheder mellem kirgisere og det store usbekiske mindretal, og
skønt situationen er delvist stabiliseret, kan en opblussen ikke udelukkes. Dette vil kunne trække
nabolandet Usbekistan med ind i konflikten. Foruden demokrati- og menneskerettighedsområdet
arbejder Danmark også med konfliktforebyggende aktiviteter i Centralasien. EU’s
Centralasien-strategi omfatter politisk dialog og bistand over en bred vifte af områder.
Elfenbenskysten
I kølvandet på præsidentvalget den 28. november 2011, hvor tidligere præsident Laurent Gbagbo
tabte og nægtede at overlade embedet til den legitimt valgte præsident Alassane Ouattara,
oplevede Elfenbenskysten særligt i de første 4 måneder af 2011 en voldelig genopblussen og
manifestering af den tidligere borgerkrig i landet. Kampene mellem tropper loyale overfor hhv.
Gbagbo og Ouattara intensiveredes, hvilket bl.a. resulterede i over 300.000 internt fordrevne og
over 150.000 flygtninge alene i nabolandet Liberia, da krisen stod på sit højeste. Den 11. april
2011 blev Gbagbo arresteret under en militæroperation, og kamphandlingerne indstilledes
umiddelbart derefter. Et vigtigt aspekt i dette positive resultat var samarbejdet mellem de afrikanske
regionale organisationer AU (African Union) og ECOWAS (Economic Community of
West African States) samt EU og FN. EU's sanktioner lagde et betydeligt økonomisk pres på
Gbagbo, ligesom den resolutte indgriben af FN-styrken UNOCI (United Nations Operation in
Côte d’Ivoire) støttet af franske tropper for at beskytte civilbefolkningen, der fandt sted med
baggrund i FNs sikkerhedsrådsresolution 1975, spillede en væsentlig rolle. Efterfølgende er
Ouattara blev indsat som præsident, og en ny regering er indsat.
Situationen i Elfenbenskysten har været under foreløbig undersøgelse af anklagemyndigheden
ved den internationale straffedomstol siden 1. oktober 2003, efter at regeringen i Elfenbenskysten
indgav en erklæring om at acceptere domstolens jurisdiktion. I breve til anklageren bekræftede
den nyvalgte præsident for Elfenbenskysten, Alassane Ouattara i december 2010 og igen i
maj 2011 Domstolens kompetence samt sit ønske om, at anklageren indleder undersøgelser om
de mest alvorlige forbrydelser begået siden den 28. november 2010 på hele Elfenbenskystens
territorium.
16