Her er alt det materiale jeg har i sidste nye udgave - Akademisk ...

LOVGIVNINGENS ARKITEKTUR
Af Marie Louise Bossow og Camilla Iisager Petersen
En specialeafhandling om den stigende
tendens til anvendelse af velfærdsretlige
reguleringer indenfor det sociale område.
Retsliggørelsesproblematikken ses i lyset af
den ambivalente situation, der kan opstå i
varetagelsen af den gravide
stofmisbrugeres rettigheder contra det
ufødte barns rettigheder.
Speciale i Forvaltning/Socialvidenskab
Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi
Roskilde Universitetscenter
Efterårssemestret 2001
Udarbejdet af: Marie Louise Bossow
og Camilla Iisager Petersen
Vejleder: Peter Høilund

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
ABSTRACT 4
KAPITEL 1: INTRODUKTION 5
INDLEDNING 5
BØRNS VILKÅR 8
DET RETSSOCIOLOGISKE PROBLEMFELT 10
PROBLEMFORMULERING 10
KAPITEL 2: METODE OG VIDENSKABSTEORI 11
OPERATIONALISERING AF PROBLEMFORMULERINGEN 11
BEGREBSAFKLARING 12
SPECIALETS VIDENSKABSTEORETISKE PRÆMISSER 13
CENTRALE BEGREBER 14
KAPITELGENNEMGANG 16
KAPITEL 3. PRÆSENTATION AF TEORIERNE 16
KAPITEL 4. DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS FORUDSÆTNINGER OG POTENTIALER 16
KAPITEL 5. DEN RETLIGE REGULERING PÅ STOFMISBRUGSOMRÅDET 17
KAPITEL 6. ANALYSE AF EN VELFÆRDSRETLIG REGULERINGS POTENTIALER 18
KAPITEL 7. KONKLUSION 18
KAPITEL 3: PRÆSENTATION AF TEORIERNE 19
PRÆSENTATION AF TEORETIKERNE 19
JÜRGEN HABERMAS 19
RONALD DWORKIN 26
HÅKAN HYDÉN 36
JØRGEN DALBERG-LARSEN 36
KAPITEL 4: DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS FORUDSÆTNINGER OG
POTENTIALER 38
DEN RETSHISTORISKE UDVIKLING 38
RETSSTATEN DANMARK 39
HVAD ER RET OG HVAD FORVENTER VI OS UMIDDELBART AF DEN? 39
RETTEN SOM NORM 40
VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS POTENTIALER 41
OPERATIONALISERINGEN AF DEN VELFÆRDSRETLIGE REGULERING 43
GENETISK OG OPERATIONEL RETSSOCIOLOGI 45
PROCESSEN OMKRING ETABLERING OG IMPLEMENTERING AF EN RETLIG REGULERING 47
LEGITIMERINGEN VIA DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER 50
DISKURSETIKKEN 51
RETTIGHEDSPRINCIPPERNE 54
RETLIGE REGULERINGER SOM SAMFUNDSINTEGRERENDE 55
PROBLEMER MED IMPLEMENTERINGEN AF EN VELFÆRDSRETLIG REGULERING 56
DET AMBIVALENTE FORHOLD MELLEM STYRING OG SELVKONTROL 58
FAKTORERNE FOR EN UNDERSØGELSE OG ANALYSE AF EN LOVS VIRKNINGER 59
OPSUMMERING 65
SIDE 2 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 5: DEN RETLIGE REGULERING PÅ STOFMISBRUGSOMRÅDET 67
STOFMISBRUGSOMRÅDET 67
STATUS PÅ OMRÅDET 68
DEN SOCIALE INDSATS PÅ STOFMISBRUGSOMRÅDET 69
GRAVIDE STOFMISBRUGERE 70
DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGER 70
DE GRAVIDE MISBRUGERES RETTIGHEDER 72
VEJLEDNINGER FOR BEHANDLINGEN AF GRAVIDE STOFMISBRUGERE 76
OPSUMMERING 77
KAPITEL 6: ANALYSE AF EN VELFÆRDSRETLIG REGULERINGS POTENTIALER 80
DEN VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGS POTENTIALER 80
DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER I LOVENS TILBLIVELSESPROCES 80
DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER I IMPLEMENTERINGEN AF LOVEN 82
PROBLEMER MED IMPLEMENTERINGEN AF EN VELFÆRDSRETLIG REGULERING 84
DET BEDRE ARGUMENTS MANGLENDE GENNEMSLAGSKRAFT 86
RETSSIKKERHED 88
LOVENS SAMMENHÆNG MED DET ØVRIGE RETSSYSTEM 90
DET AMBIVALENTE FORHOLD 92
DET RETLIGE KREDSLØB 96
ALTERNATIVER I IMPLEMENTERINGEN AF VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGER 97
OPSUMMERING 100
KAPITEL 7: KONKLUSION 103
EFTERSKRIFT 107
ANVENDT LITTERATUR 108
ANDEN ANVENDT LITTERATUR 112
BILAG 1 114
BILAG 2 115
BILAG 3 118
SIDE 3 AF 123

ABSTRACT
The Architecture of Law
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
This thesis is a critical analysis of the increasing use of regulation on social
issues within the welfare state. We question whether these regulations serve as
instruments of social change. In order to perform this evaluation we develop an
analytical toolset based primarily upon the theories of Jürgen Habermas and
Ronald Dworkin. We use this toolset to put into perspective our empirical
description of the issue of pregnant drug abuser. We focus on a specific law,
which makes it possible to restrain pregnant drug abusers. This law has never
been used. Thus, the law has not created the desired social change and neither
well-being nor legal position of drug abuser or unborn child has been improved
through this law. On the basis hereof we find it reasonable to conclude that social
regulations may potentially cause social change while noting that such changes
are in fact dependent upon a wide range of factors. Thus the specific law upon
which we focus does not succeed in creating social change despite its integrating
potential.
SIDE 4 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 1: INTRODUKTION
INDLEDNING
Dette speciale er et bidrag til debatten om formålet med velfærdsretlige
reguleringer. Velfærdsretlige reguleringer, som blandt andet sociallovgivningen er
en del af, anvendes i tilpasningen af det social- og sundhedspolitiske område.
Specialets hensigt er ikke at opstille et forvaltningsmæssigt og socialpolitisk
alternativ til den socialpolitiske linie. Diskussionen i specialet perspektiverer
derimod den anvendte socialpolitik kritisk og stiller spørgsmålstegn ved, om der
er vigtige overvejelser, der er fraværende i måden at regulere på. Ligeledes stiller
vi spørgsmålstegn ved om antagelserne, man arbejder udfra, er holdbare på
længere sigt. Endvidere er det formålet at stille sig kritisk overfor den konkrete
velfærdsretlige regulering, der er vedtaget med henblik på at forbedre den sociale
situation for stofmisbrugere herunder gravide stofmisbrugere og deres ufødte
børn. 1 Formålet med velfærdsretlige reguleringer problematiseres med
udgangspunkt i Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere
i behandling, en lov der også gør sig gældende for gravide stofmisbrugere. 2 Vi
problematiserer det faktum, at man i Danmark har en velfærdsretlig regulering,
som man af principielle årsager har fravalgt at gøre brug af (Socialministeriet,
2001:7). Dette fravalg er sket på trods af, at man fra regeringens side på det
seneste har skærpet opmærksomheden overfor gravide misbrugere ved
vedtagelsen af Lov om underretningspligt. 3 Denne lov pålægger alle offentlige
ansatte at underrette de sociale myndigheder ved kendskab til misrøgt af et
(ufødt) barn.
De seneste år har vi kunnet konstatere en stigende tendens til anvendelse af
velfærdsretlige reguleringer, hvilket betyder, at der er sket visse ændringer i den
danske velfærdsstat med hensyn til måden hvorpå man regulerer. Der er blevet
vedtaget et stigende antal love og især rammelovgivninger, hvor Folketinget, som
1 Se Bilag 1.
2 Se Bilag 2.
3 Lovbekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt overfor kommunen efter
Lov om social service.
SIDE 5 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
den lovgivende magt, eksempelvis bemyndiger amter og kommuner til selv at
formulere mål og midler indenfor konkrete politiske områder. Således blev der i
1960-61 vedtaget 97 lovforslag i Folketinget mod 261 vedtagne lovforslag i 1999-
2000 (Folketingets Årbog 1961 og 2000). 4
Den tyske samfundsteoretiker Jürgen Habermas (1929-) bruger begrebet
retsliggørelse til beskrivelse af den stigende tendens til etableringen af
velfærdsretlige reguleringer. Man kan således tale om en stigende retsliggørelse
af relationerne mellem den enkelte borger og samfundet. Dette betragtes af
Habermas som en negativ statslig indflydelse, der præger livsverdenen. Han taler
ligefrem om ”systemets kolonisering af livsverdenens forhold” (Habermas, 1981:
Teorie des kommunikativen Handelns). 5 Habermas har dog siden ”Teorien om
den kommunikative handlen” fra 1981 udviklet sig og bløder i ”Faktizität und
Geltung” (fra 1992) 6 op på koloniseringstendensen (se bl.a. Vidar Halvorsen,
1999:47f.). Habermas argumenterer for, at den velfærdsretlige regulering
indeholder integrerende potentialer og at reguleringen derfor forventes at kunne
skabe forandringer inden for det sociale område. I specialet vil vi diskutere
forskellige argumenter for den velfærdsretlige regulering som et muligt instrument
til at skabe en social forandring.
Den amerikanske jurist og retsfilosof Ronald Dworkin (1931- ) har i ”Taking
Rights Seriously” (1977) og i ”Law’s Empire” (1986) ligeledes argumenteret for
den retlige regulerings muligheder. Det drejer sig særligt om loves
skønsmæssige karakter, som ofte findes i forhold til velfærdsretlige reguleringer i
al almindelighed. Vores fokus på den stigende anvendelse af velfærdsretlige
reguleringer lægger vægt på det sociale område og den generelle problematik vil
blive eksemplificeret i forhold til problematikken omkring den gravide
stofmisbrugers ufødte barn. Vi vil problematisere forholdet omkring de ufødte
4 Tendensen viser sig over en årrække: I 1961 vedtog man 97 lovforslag, i 1971 var tallet 143, i
1981 vedtog Folketinget 159 lovforslag, i 1986 vedtog man 189 lovforslag og i 2000 var antallet af
vedtagne lovforslag 261.
5 Vi anvender primært den danske oversættelse ”Teorien om den kommunikative handlen” fra
1996. Herefter refereret som (1996a).
6 Vi anvender primært den engelske udgave ”Between Facts and Norms” fra 1996. Herefter
refereret som (1996b).
SIDE 6 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
børns rettigheder, og hvordan man i velfærdsstaten Danmark søger at varetage
disse børns tarv. Problematikken ligger blandt andet i det ambivalente forhold,
der kan opstå i en velfærdsretlig regulering som Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling. Det ambivalente forhold mellem system og
livsverden omtaler Jürgen Habermas som frihedssikring contra
frihedsunddragelse (Habermas, 1996b:41ff.). I forhold til specialets
problemstilling kan det opfattes som systemet der, via den velfærdsretlige
regulering, kan unddrage den gravide stofmisbruger sin frihed ved at gribe ind i
hendes livsverden for at tilgodese det ufødte barn og via denne indgriben kan
være med til at sikre barnets frihed. Spørgsmål der har været meget berørt i den
politiske debat, og som også Ronald Dworkin i ”Life’s Dominion (1993)
beskæftiger sig med, er, hvem det er vigtigst at tilgodese i en sådan situation og
på hvilken måde behandlingen af den gravide stofmisbruger skal foregå. Hvor
meget tvang må der f.eks. være i behandlingen og skal tvang overhovedet være
en mulighed i en behandlingssituation? Der er forskellige interesser at varetage,
såvel politiske som etiske, hvilket også afspejler sig i den debat, der er ført
mellem politiske aktører og andre debattører på området (her refereres til
Sundhedsudvalgets Folketingshøring i 1999, May Olofsson: 1998, Jill Mehlbye:
1997 og Lise Bondesen: 1999).
Problematikken er særlig interessant i forhold til gravide stofmisbrugere, hvilket
skyldes, at man hos denne gruppe af gravide misbrugere - modsat hos
eksempelvis gravide alkoholmisbrugere - med en særlig styrket indsats kan
”redde” det ufødte barn. Således kan fostret hos en gravid stofmisbruger få de
samme betingelser som andre fostre. Det specielle ved stofmisbruget er, at dette
ikke nødvendigvis skader fostret, som et alkoholmisbrug gør. Nedtrappes en
gravid stofmisbruger stabilt uden at få voldsomme abstinenser, kan hun i
princippet føde et forholdsvis normalt barn. Hvis hun derimod er alkoholiker, kan
fostret allerede fra starten af graviditeten få påført uoprettelige skader grundet
kvindens indtagelse af alkohol (Afdelingslæge ved Hvidovre Hospital May
Olofsson, 1999:88ff.). Olofsson vurderer, at der årligt fødes ca. 50 børn af
stofmisbrugere i Danmark, mens tallet for børn af alkoholmisbrugere er langt
større (Ibid.). Vores fokus på gravide stofmisbrugere er derfor begrundet i
muligheden for en forbedring af det ufødte barns vilkår.
SIDE 7 AF 123

BØRNS VILKÅR
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Indenfor den velfærdsretlige regulering er der sket en historisk udvikling fra
kollektiv regulering til individuel. Denne type regulering har endvidere flyttet fokus
fra mænds rettigheder til kvinders og senest til fokus på børns rettigheder
(Kirsten Ketcher, 1998:19ff.).
Børns behov og rettigheder er således i færd med at erobre større
opmærksomhed på den politiske dagsorden i det danske velfærdssamfund
(Mandag Morgen Strategisk Forum, 1998:29ff.). Børns rettigheder og muligheder
er løbende søgt forbedret såvel nationalt som internationalt. I 1991 underskrev
Danmark FN’s børnekonvention, der bl.a. tillægger børn nogle positive sociale
rettigheder som f.eks. ret til særlig omsorg og en passende levestandard
(Ketcher, 1998:103 og 127). 7 Ydermere er vold i opdragelsen blevet forbudt,
hvilket er sket via fjernelse af revselsesretten i 1997. 8 Børnene har også fået
deres eget børneråd til at varetage deres interesser i forhold til samfundets
beslutningstagere (Mandag Morgen Strategisk Forum, 1998:29ff. og Ketcher,
1998:185). 9 Senest er Lov om underretningspligt tilkommet. 10 Heri pålægges alle
offentlige ansatte, der får kendskab til mistrivsel af (ufødte) børn, at underrette de
sociale myndigheder herom. Også Regeringens Folkesundhedsprogram (1999-
2008) understreger i det 8. mål, at selv ufødte børn skal kunne profitere af de
tiltag, der iværksættes for svage familier.
Trods disse forbedringer sætter diverse rapporter om børns vilkår konstant nye
pust i diskussionen. 11 Det skønnes, at ca. 200-250.000 børn i Danmark får deres
opvækst præget af forældrenes alkohol- og stofmisbrug (Hansen, 1996:6). Disse
børn er oftest dårligt fungerende børn. “Børn fra misbrugsfamilier har større risiko
for at få dårligt helbred samt psykiske og adfærdsmæssige problemer end andre
7 Artikel 26 og 27 i FN’s Børnekonvention af 20.november 1989 (FN-konventionen om børns
rettigheder).
8 Lov nr. 416 af 10. juni 1997 om Lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær.
9 §88 i Lov nr.453 af 10.juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område.
10 Lovbekendtgørelse nr.1092 af 8.december 2000 om underretningspligt overfor kommunen efter
Lov om social service.
11 Se bl.a. May Olofssons udgivelser, Frid A. Hansen, 1996, Strategisk Forum, Mandag Morgen,
1999 og Jill Mehlbye, 1997.
SIDE 8 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
børn” siger Olofsson, der i en årrække har beskæftiget sig med problemet.
Olofsson problematiserer specielt forholdene omkring gravide stofmisbrugere.
Stofmisbruget er skadeligt for såvel fostret som for den gravide kvinde, og den
gravide stofmisbruger skader derfor både sig selv og sit ufødte barn (se bl.a.
Olofsson, 1998:6ff. og 1999:87ff.). Problemet opstår idet man af naturlige grunde
ikke kan fjerne det ufødte barn fra moderen. Resultatet er, at barnet fødes med
alvorlige skader til en tilværelse ofte anbragt udenfor hjemmet (Ibid.). Løsningen
er en afgiftning af kvinden hurtigst muligt. Med en behandling, der sigter mod en
stoffri graviditet, forventer man at kunne give dem begge gode muligheder for
fremtiden (Olofsson) 12 .
Disse muligheder gives netop i Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af
(gravide) stofmisbrugere i behandling. Loven forventes bl.a. at kunne forbedre
stofmisbrugerens sociale situation samt at være med til at sikre stofmisbrugernes
(ufødte) børns rettigheder (Tillæg A til Folketingstidende, 1991-92:5086ff. og
9658ff.). Ifølge lovens §2 kan behandlere tilbageholde de gravide
stofmisbrugerne og derigennem søge at fastholde dem i behandlingen.
Tilbageholdelsen af gravide stofmisbrugere skal dog foregå under nærmere
optegnede betingelser. Mere herom i Kapitel 5.
Lovens tiltag kan ses som et forsøg på at sikre det ufødte barn de bedst mulige
vilkår og den må formodes at medføre en ændring i den gravide stofmisbrugers
adfærd mod en stoffri graviditet. Selve problematikken omkring hvordan den
velfærdsretlige regulering kan fungere som instrument til at skabe sådanne
sociale forandringer er specialets omdrejningspunkt. Problematikken er ydermere
interessant, da loven endnu ikke er fundet anvendt (Sundhedsstyrelsen, 2001).
Men som Dalberg-Larsen konstaterer, så opstår der ofte problemer i forbindelse
med fremkomsten af ny lovgivning. Implementeringen lykkedes ikke altid og
resultatet er ikke altid som ønsket (Dalberg-Larsen, 1999). Det er bl.a. disse
problemer vi senere vil søge at belyse.
12 Se udgivelserne af May Olofsson i litteraturlisten.
SIDE 9 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
DET RETSSOCIOLOGISKE PROBLEMFELT
Hvad er sociallovgivningen og den generelt stigende tendens til formulering og
anvendelse af velfærdsretlige reguleringer et udtryk for i et samfund som vores?
Vi vil i dette speciale se nærmere på, hvilke forventninger der ligger bag den
måde, man regulerer samfundsforholdene på via den velfærdsretlige regulering.
Om velfærdsretlige reguleringer i den forstand kan påvirke forholdene i
samfundet i en grad, så det medfører den ønskede sociale forandring er netop et
af de centrale spørgsmål i retssociologien. Interessen for retssociologien er dens
centrale placering mellem retten og samfundet. Retssociologien, som knytter sig
til to selvstændige videnskaber; retsvidenskaben og sociologien, undersøger
spændingsfeltet mellem retten, herunder lovgivningen og anden retlig regulering,
og samfundet. Gennem retssociologien opstår en mulighed for at kombinere de
to videnskaber i et oplagt felt og ydermere se, hvordan love implementeres og
virkningen heraf. I dette perspektiv vil vi bringe flere relevante teorier i
anvendelse, så vi dermed opnår en teoretisk analyseramme i forhold til en
nærmere analyse af en velfærdsretlig regulering som Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling og de sociale problemer loven søger at løse.
Dette er udgangspunktet for nærværende speciale, og problemstillingen leder os
over til følgende problemformulering:
PROBLEMFORMULERING
Hvordan fungerer velfærdsretlige reguleringer som instrument til at
skabe forandringer på det sociale område?
Specialet har således det formål, at undersøge hvordan velfærdsretlige
reguleringer fungerer som instrument til at skabe sociale forandringer. Til en
analyse heraf udarbejdes et analyseapparat, hvoraf det væsentligste bygger på
dele af Jürgen Habermas’ og Ronald Dworkins teorier. Vores analyseapparat
anvendes til at perspektivere problemstillingen ud fra et konkret eksempel - her
gravide stofmisbrugere og det ufødte barns rettigheder.
SIDE 10 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 2: METODE OG VIDENSKABSTEORI
OPERATIONALISERING AF PROBLEMFORMULERINGEN
Det interessante er at undersøge hvilke forventninger, der er i forhold til en
velfærdsretlig regulering: Hvad forventes denne at kunne udrette? I forhold til
nærværende speciale forestiller vi os en diskussion af, hvad den velfærdsretlige
regulering er et udtryk for. Udgangspunktet tages i Jürgen Habermas og Ronald
Dworkins teorier, der begge beskæftiger sig med rettens potentialer og virkninger
i samfundet. Teoretisk suppleres teorierne med betragtninger af blandt andre
Jørgen Dalberg-Larsen og Håkan Hydén. På baggrund af den teoretiske afklaring
og de redskaber vi i den forbindelse opstiller, foretager vi en analyse, af hvad den
velfærdsretlige regulering er et udtryk for i forhold til specialets empiriske
eksempel. Specialets empiriske eksempel omhandler den gravide stofmisbrugers
rettigheder samt det ufødte barns rettigheder – eller mangel på samme. Dette
problematiseres i forhold til, hvordan Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling fungerer som instrument til at skabe forandringer på det sociale
område. Herunder på hvilke præmisser det er muligt at sikre det ufødte barns
rettigheder. Såvel teoretisk som empirisk forventer vi at kunne påvise nogle
tendenser.
På trods af, at specialets empiriske eksempel er en ganske atypisk velfærdsretlig
regulering, er den interessant, da den indeholder ambivalens i spændingsfeltet
mellem varetagelsen af den gravide stofmisbrugers rettigheder contra det ufødte
barns rettigheder. Ydermere stiller vi spørgsmålstegn ved den manglende
anvendelse af loven, hvilket ligeledes problematiseres. Således er det empiriske
eksempel ikke medtaget for at kunne udvise generelle tendenser, men for at
kunne give et nuanceret billede af den velfærdsretlige regulering. Vi forventer at
et ekstremt empirisk eksempel, som Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling er, kan være med til at fremhæve problematikken, og at vi kan belyse
vinkler, der ikke ville være synlige i en bredere formuleret lov, som for eksempel
Lov om social service.
SIDE 11 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
BEGREBSAFKLARING
Med velfærdsretlige reguleringer forstår vi de forskellige typer af love, der bl.a.
anvendes på det sociale område. Velfærdsretlig regulering dækker ligeledes over
den specielle form for lovgivning, der som oftest udformes inden for eksempelvis
sundheds-, arbejdsmarkeds- og skoleområdet. Det drejer sig særligt om
rammelovgivninger eller anden form for regulering, hvori der lægges op til et vist
skøn. Zahle har i sin retslærebog ”Rettens kilder” fra 1998 følgende definition på
retlige reguleringer (som de velfærdsretlige reguleringer er en del af).
”Retlige reguleringer betegner de synspunkter som bygger på autoritative tekster, der
er tilvejebragt med det formål at påvirke afgørelser om retten eller generelt udtrykker
retten. Fælles for retlige reguleringer gælder at de er skabt for at ændre en
retstilstand” (Zahle, 1998a:2ff.).
I specialet vil vi analysere dels de teoretiske perspektiver og dels de politiske
motiver for lovgivningen som et muligt redskab til at skabe sociale forandringer.
Med forandringer på det sociale område forstår vi forskellige former for
ændringer, der indtræffer som en konsekvens af den velfærdsretlige regulering.
Ændringerne på det sociale område fordres således gennem velfærdsretlige
reguleringer. En betingelse for at ændringerne indtræffer er, at loven indeholder
integrerende potentialer (se f.eks. Dalberg-Larsen, 1999). Det kan eksempelvis
være gravide stofmisbrugere, der, som følge af Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere, indgår en behandling, der sigter mod stoffrihed. Vi er dog
opmærksomme på, at sociale forandringer kan være svære at måle, hvilket vi
tager højde for i analysen. 13
Afslutningsvis understreges det, at Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling enkelte gange refereres i en
forkortet udgave som ”Lov om tilbageholdelse”.
13 Se eksempelvis Peter Dahler-Larsen og Hanne Katrine Krogstrup (red.) (2001): Tendenser i
evalueringen. Odense Universitetsforlag.
SIDE 12 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
SPECIALETS VIDENSKABSTEORETISKE PRÆMISSER
Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt er den kritiske socialvidenskab,
som arbejder med både teori og praksis og anvender såvel kvantitativ som
kvalitativ empiri. Denne metodiske tilgang er velegnet i specialet, idet vi netop
ønsker en kritisk indgangsvinkel til hele problemstillingen. Den kritiske
socialvidenskab indeholder som udgangspunkt en videnskabsopfattelse, der
indebærer, at samfundsvidenskaber nødvendigvis må og bør forholde sig kritisk,
til det de undersøger. En yderligere kvalificerende faktor til anvendelse af den
kritiske teori er, at Habermas, som en af specialets hovedteoretikere, er den mest
moderne og fremtrædende eksponent for den kritiske teori (Andersen, 1994:190).
Den kritiske teori, som vi kender den i dag, har sine rødder i den såkaldte
Frankfurterskole, der blev grundlagt i 1923 i Frankfurt am Main. Nogle af de mest
kendte repræsentanter for denne skole er blandt andre Max Horkheimer,
Theodor W. Adorno, Herbert Marcuse, Claus Offe og Jürgen Habermas.
Frankfurterskolens medlemmer er ikke tilhængere af én bestemt teoretisk retning,
men der er bestemte områder, der er specielt kendetegnende ved
Frankfurterskolen, om end der også internt findes uenigheder. Det centrale for
Frankfurterskolen er socialforskning, der via forskellige retninger og synsvinkler
ønsker at give et overblik og indsigt i den samfundsmæssige totalitet. Et centralt
kritikpunkt for den kritiske teori er den opfattelse, at samfundsvidenskaberne kan
betragtes som værdifri videnskaber (Lübcke, 1983:139).
Den kritiske teori ønsker en fuldstændig forståelse af den sociale virkelighed og
benytter sig derfor både af en deltagersynsvinkel og en tilskuervinkel.
Deltagersynsvinklen er kendetegnet ved den hermeneutiske
fortolkningsvidenskab og repræsenterer livsverdenen, hvor udgangspunktet er
individernes subjektive opfattelser af deres egne handlinger og meninger.
Tilskuervinklen er derimod repræsenteret hos den empirisk-analytiske
videnskabsteori og indebærer systemet og dermed opfattelsen af samfundet som
en objektiv realitet (Andersen, 1996:130).
Den kritiske teori indeholder således en metodologisk antagelse på baggrund af
opfattelsen af, at alt socialt liv grundlæggende fungerer på både et subjektivt og
et objektivt plan (Ibid.). Det er den kritiske teoris opfattelse, at de sociale
SIDE 13 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
processer og handlinger, der foregår på forskellige niveauer i forskellige
institutioner i samfundet altid er et resultat af et samspil mellem objektive
lovmæssigheder, som eksisterer uden om menneskenes bevidsthed og folks
rationelle handlinger (Andersen, 1994:189). Denne komplementaritet er meget
synlig i Habermas’ teori om system og livsverden og indebærer således en
sondring mellem de to perspektiver. Det er forskellige præmisser for organisering
af det sociale liv, der præsenteres i henholdsvis systemet og livsverdenen, men
de betinger hinanden og udvikler sig historisk (Andersen, 1996:130).
Tilgangen til vores speciale er deduktivt, og gennem teorien søger vi at opstille
nogle redskaber, hvormed vi kan forklare den empiriske virkelighed. Specialets
analyse baserer sig således på en deduktiv metode i den forstand, at teorien er
styrende for dels relevansen af det empiriske eksempel dels hvilke centrale
fokusområder, der vil blive behandlet heri (Andersen, 1994:122ff.). Vores
videnskabsteoretiske vinkel er som nævnt umiddelbar kritisk. Vi stiller os kritiske
overfor teoretikernes antagelser om, at retlige reguleringer kan fungere som
instrument til at skabe forandringer på det sociale område. Med udgangspunkt i
det ambivalente forhold, der opstår i forhold til den velfærdsretlige regulering,
stiller vi spørgsmålstegn ved Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling og forventningerne hertil. Vi stiller spørgsmålstegn ved den
manglende anvendelse af loven, og ved om denne skyldes lovens ambivalens.
Vores retsopfattelse bliver i specialet sat på en prøve, da vi med udgangspunkt i
Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere stiller spørgsmålstegn ved
varetagelsen af det ufødte barns rettigheder (eller mangel på varetagelse).
CENTRALE BEGREBER
Begreberne system og livsverden er centrale begreber til at forstå den kritiske
teoris samfunds- og menneskesyn. Begrebet livsverden anvendes til at begribe
det subjektive plan mens begrebet system anvendes til forståelsen af det
objektive plan (Ibid.:197). Begreberne kan anvendes på både virksomheder, det
politiske liv, familien osv. og formålet med begreberne er således at kunne
udlede, hvordan samspillet mellem forskellige aktører i det sociale liv foregår
(Ibid.).
SIDE 14 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Over alt i det sociale liv skal der etableres en koordination mellem de handlinger,
som de enkelte individer udfører. Koordinationen kan være mere eller mindre
bevidst ligesom det kan være forskelligt i hvor høj grad koordinationen, via
kommunikationen, bygger på fælles forståelse af for eksempel normer og
virkelighedsopfattelse (Ibid.:198). Der er imidlertid forskel på en koordination, der
foregår i henholdsvis systemet og livsverdenen. I livsverdenssfæren sker
koordinationen, ideelt set, på baggrund af en fælles accept af gyldigheden af
virkelighedsopfattelser, normer, mål osv. Den foregår via en sproglig
kommunikation uden tvang. Den kritiske teori betegner denne koordination som
den kommunikative handlen, altså en handling styret ud fra en fælles
livsverdensopfattelse. På denne måde bliver den sproglige kommunikation uden
tvang helt afgørende for opretholdelse af livsverdenen (Ibid.). I systemet foregår
koordinationen, i modsætning til i livsverdenen, uafhængigt af den indbyrdes
kommunikation. Her handler individerne ud fra egne mål og interesser, det vil
sige, at de handler strategisk og egennytteorienteret (Ibid.).
Vi er naturligvis opmærksomme på, at adskillelsen af begreberne system og
livsverden er meget teoretisk og abstrakt. I den virkelige verden kan der
naturligvis forekomme overlapninger på tværs af grænsen mellem system og
livsverden. Der vil selvfølgelig forekomme målrationelle handlinger og
magtrelationer i livsverdenen/privatsfæren ligesom kommunikative handlinger
foregår og trives indenfor systemet. Der kan dog være en tendens til skarp
adskillelse af system og livsverden i moderne samfund forstået på den måde, at i
det private og det offentlige liv dominerer livsverdenen, mens det økonomiske og
politiske/administrative liv præges af systemet (Ibid.:199).
Med udgangspunkt i den kritiske teori vil vi i næste kapitel undersøge
lovgivningens potentialer som instrument til at skabe sociale forandringer. På
denne baggrund vil vi således operationalisere et analyseapparat som vil blive
anvendt i analysen. Men først til en nærmere oversigt over dispositionen af
indholdet i de enkelte kapitler.
SIDE 15 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITELGENNEMGANG
KAPITEL 3. PRÆSENTATION AF TEORIERNE
Indledningsvis foretager vi en nærmere præsentation af specialets to
hovedteoretikere Jürgen Habermas og Ronald Dworkin og fremtrækker
væsentlige elementer i deres teori. Derved fremstilles udgangspunktet for deres
teorier og deres videnskabsteoretiske position herunder deres retsvidenskabelige
baggrund. Dertil suppleres med Jørgen Dalberg-Larsen og Håkan Hydén, der
anvendes til at sætte teorierne i relation til de danske forhold.
KAPITEL 4. DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS
FORUDSÆTNINGER OG POTENTIALER
Indledningsvis redegør vi for den retshistoriske baggrund for den nuværende
danske retsstat. Rettens placering og status er også centrale omdrejningspunkter
for de teorier vi inddrager i specialet. Kapitel 4 indeholder ydermere en række
teoretiske betragtninger om retlige reguleringer som samfundsstyrende midler.
Der redegøres indledningsvis for, hvilke muligheder og potentialer lovgivningen
har som instrument til at skabe sociale forandringer. Afslutningsvis opstiller vi
nogle faktorer for en analyse af lovgivningens virkninger – eller mangel på
samme.
Kapitlet har det formål at gennemtvinge en operationalisering og dermed opstille
et analyseapparat til brug for arbejdet med det empiriske materiale. Hertil
benytter vi os som sagt af Jürgen Habermas’ ”Teorien om den kommunikative
handlen” [1981] (1996a) og ”Between Facts and Norms” [1991] (1996b).
Specialets anden hovedteoretiker, Ronald Dworkin, har i hhv. ”Taking Rights
Seriously” (1977), ”Law’s Empire” (1986) og i ”Life’s Dominion” fra 1993 gjort sig
en del erfaringer teoretisk som empirisk. Dworkins teoretiske sondringer
omhandler bl.a. reglers udformning og hensigt. De mere empiriske observationer
koncentrerer sig om problematikker vedrørende individuelle rettigheder særligt
eksemplificeret i forhold til abortlovgivningen. Disse anvendes dels som endnu et
supplement til Habermas’ teorier dels i forhold til specialets empiriske
problemstilling. Den teoretiske problemstilling har vi valgt at supplere med
følgende værker af Dalberg-Larsen: ”Lovene og livet, en retssociologisk
SIDE 16 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
grundbog” fra 1999, ”Ret, styring og selvforvaltning” (1991), ”Ret, tekst og
kontekst” (1998), Rettens enhed – en illusion? Om retlig pluralisme i teorien og i
praksis” fra 1994 og ligeledes fra 1994: ”Retsstaten, velfærdsstaten og hvad så?”
Ydermere har vi anvendt Dalberg-Larsens artikel ”Lovgivning og virkelighed”
(2001). Endvidere anvender vi Dalberg-Larsens artikel fra bogen “Rättan som
instrument för social förandring (1982) 14 . Yderligere suppleres med Håkan
Hydéns bog: ”Rättssociologi som rättsvitenskap” (1998) samt en artikel fra 1982 i
”Rättan som instrument til social förandring”. Både Dalberg-Larsen og Håkan
Hydén supplerer Habermas og Dworkin, da de begge har formuleret teorier om
velfærdssamfundets anvendelse af retlige reguleringer. Disse er udarbejdet på
baggrund af danske og svenske forhold og således velegnede som perspektiver
på de øvrige teoretiske observationer.
Med målet om at kunne opstille et analyseapparat til brug i en nærmere analyse
af specialets empiriske problemstilling anvender vi flere sekundære teoretikere
dels i vores læsning af Habermas og Dworkin dels i vores undersøgelse af
hvordan velfærdsretlige reguleringer fungerer som instrument til at skabe sociale
forandringer. Således anvender vi Troels Nørager, Robert Dahl, Peter Høilund,
Henrik Zahle, Thomas Gregersen, Mogens Heide-Jørgensen, Anders Bordum
samt Erik Oddvar Eriksen og Jarle Weigaard.
KAPITEL 5. DEN RETLIGE REGULERING PÅ STOFMISBRUGSOMRÅDET
I kapitel 5 redegør vi indledningsvis for specialets empiriske omdrejningspunkt
”Gravide stofmisbrugere og det ufødte barns rettigheder”. Kapitlets formål er at
beskrive den aktuelle situation på området samt at redegøre for de gravide
stofmisbrugeres rettigheder og andre tiltag på området. Det anvendte materiale
består af de forskellige retlige reguleringer, vejledninger hertil og andre retskilder,
der knytter sig til problemstillingen. Ydermere inddrages sekundære empiriske
undersøgelser foretaget af bl.a. Amtsrådsforeningen, Sundhedsstyrelsen,
Sundhedsministeriet og Regeringens narkofølgegruppe. Metodiske overvejelser
14 Redigeret af Håkan Hydén.
SIDE 17 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og anvendelseskriterierne samt forudsætningerne herfor beskrives og diskuteres
i fremlæggelsen af det empiriske materiale i selve kapitlet.
KAPITEL 6. ANALYSE AF EN VELFÆRDSRETLIG REGULERINGS
POTENTIALER
I kapitel 6 fremstilles selve analysen af lovgivningens potentialer som instrument
til at skabe sociale forandringer inden for området ”gravide stofmisbrugere”.
Således kommer teorien og empirien i samspil med hinanden. Efterfølgende vil
lovgivningens virkninger –eller mangel herpå – blive diskuteret i forhold til de
gravide stormisbrugere og det ufødte barns rettigheder. Til sidst vil vi se på
problemerne ved dette reguleringsområde særligt med udgangspunkt i faktorerne
opstillet i kapitel 4. I analysen fremdrages ligeledes de gennemgående linier i
selve problematikken omkring det ambivalente forhold i lovgivningen. På den ene
side søger lovgivningen at varetage stofmisbrugerens rettigheder, og på den
anden side skal det ufødte barns rettigheder varetages. I kapitlet drager vi
slutninger på baggrund af teorien i kapitel 4 og empirien i kapitel 5. Fokus vil bl.a.
være de individuelle rettigheder, der udspringer dels af Habermas’ sondringer
dels af Ronald Dworkins betragtninger og kommentarer til problematikkerne
omkring individuelle rettigheder og abortlovgivningen. Kapitlet afsluttes med en
refleksion over analysens pointer. Denne lægger ligeledes op til specialets
endelige konklusion.
KAPITEL 7. KONKLUSION
Specialets sidste kapitel indeholder en overordnet konklusion på specialets
problemstilling, hvor vi på baggrund af de forrige kapitler vil besvare
problemformuleringen.
SIDE 18 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 3: PRÆSENTATION AF TEORIERNE
Vi har på baggrund af specialets problemstilling og empiriske eksempel valgt
Jürgen Habermas og Ronald Dworkin som specialets primære teoretikere.
Teorierne suppleres af Jørgen Dalberg-Larsen og Håkan Hydén. Nedenfor
redegøres for specialets teoretikere.
PRÆSENTATION AF TEORETIKERNE
JÜRGEN HABERMAS
Jürgen Habermas (1929- ), professor i sociologi og filosofi, har op gennem
1980’erne og 90’erne fyldt meget på den samfundsvidenskabelige scene.
Habermas udgav i 1981 ”Teorien om den kommunikative handlen”, et værk der
er en del af den humanistiske og samfundsvidenskabelige historie. Senere udgav
han ”Between Facts and Norms” (1992). Habermas er bl.a. inspireret af
Frankfurterskolens kritiske teori, der via dens forskellige synsvinkler ønsker at
give indsigt i den samfundsmæssige totalitet.
Nedenfor præsenteres kort Habermas’ to centrale værker, som vi har valgt til at
belyse problemstillingen ud fra. Vi er opmærksomme på Habermas’ tydeligvis
teoretiske skift fra ”Teorien om den kommunikative handlen” i 1981 til han i 1992
udgav "Between Facts and Norms". Interessen for Habermas’ teoriudvikling er
netop central i vores brug af Habermas som specialets ene hovedteoretiker.
SYSTEMETS KOLONISERING AF LIVSVERDENEN
Jürgen Habermas’ ”Teori om den kommunikative handlen” [1981] (1996a) er et
omfattende forsøg på at reformulere det moderne projekt 15 ved hjælp af en
formulering af et kommunikativt rationale. Ud over formuleringen af det
kommunikative rationale jf. nedenfor, antager Habermas samfundet som
dualistisk. Samfundet består af system og livsverden (Habermas, 1996a:276ff.):
15 Det moderne projekt starter ved oplysningstiden i 1700-tallet og er et opgør med kirkens
verdensbillede samt en sekularisering af samfundet (Habermas, 1996a).
SIDE 19 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Systemet varetager den materielle reproduktion, og er gennemtrængt af mål-
middel rationalitet i den traditionelle weberske forstand. Habermas definerer
systemet i to subsystemer, det økonomiske, der har penge som styringsmedie,
samt det politiske system, der har magt som styringsmedie (Ibid.:326ff.).
Systemet (staten) regulerer forholdene i den sociale virkelighed (livsverdenen) og
repræsenteres af de handlinger, der er orienteret mod det samfundsmæssige
system og dets sammenhold (Ibid.: 283ff.). Ifølge Habermas er livsverdenen en
oplevet verden og selve begrebet livsverden stammer fra den fænomenologiske
tradition. Men Habermas mener ikke, at den fænomenologiske tradition er
tilstrækkelig til at forklare, hvordan det kan lykkes for flere livsverdener at
overlappe hinanden og dermed blive til fælles livsverdener. Dette kræver nemlig
begrebet kommunikation (Andersen, 1996:133). Årsagen til, at det er muligt at
opnå fælles forståelse er, at de individuelle livsverdener overlapper hinanden i et
tilstrækkeligt omfang, som sker på baggrund af et samfunds fælles sociale
normer og kulturelle overlevering (Troels Nørager, 1985:142).
En præcis definition af Habermas’ begreb livsverden er svær, men man kan
bestemme den formelt som indeholdende tre forskellige komponenter:
”For det første kultur (det forråd af viden, ud fra hvilken samfundets medlemmer
fortolker og forstår den omverden, som de færdes i sammen med andre).
For det andet samfund (den legitime orden, ud fra hvilken borgerne regulerer deres
forhold til forskellige sociale grupper).
For det tredje personlighed (den kompetence, der gør dem i stand til at deltage i
kommunikative processer og hævde deres egen identitet)” (Dalberg-Larsen,
1998:101f. Se også Nørager, 1985:146f).
Habermas’ livsverden er konstitueret af individernes ureflekterede forestillinger af
omverdenen, som formidles gennem en kommunikativ handlen mennesker
imellem. Livsverdenen opretholdes og videreudvikles gennem kommunikativ
handlen baseret på kommunikativ rationalitet. Dette vil i praksis sige, at man
forholder sig kritisk til nedarvede overleveringer ved at underkaste disse den
kommunikative rationalitets test, hvor der fordres gode grunde til at antage
gyldigheden af normer og værdier. Dette gøres gennem vores fælles sprog, og
SIDE 20 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
via samtalens fornuft kommer vi frem til, hvad der må betragtes som rigtigt og
gyldigt (Habermas, 1996a:273ff.). I livsverdenen er den kommunikative
rationalitet fremherskende. Den kulturelle reproduktion, den sociale integration
samt socialisationen foregår netop i livsverdenen. Livsverdenen formår dog ikke
at forstå den materielle reproduktion, og derfor har Habermas konstrueret
systembegrebet, der er komplementært til livsverdenen (Nørager, 1985).
Ved hjælp af de to begreber, system og livsverden, konstruerer Habermas i 1981
sin samtidsdiagnose. Det moderne samfunds stigende kompleksitet medfører en
øget rationalisering af livsverdenen. Denne rationalisering medfører, at
styringsmedierne penge og magt mediatiserer livsverdenen og dermed
ødelægger livsverdenens symbolske reproduktion. Systemets mediatisering af
livsverdenen via styringsmedierne penge og magt er også bedre kendt som
systemets kolonisering af livsverdenen (Habermas, 1996a:465ff. og 470ff. samt
Nørager, 1985:173f.).
Habermas ser velfærdsstatens regulering af livsverdenens forhold som et
kontraktforhold mellem statsmagten og borgerne (Dalberg-Larsen, 1999:141).
Denne retsliggørelse, som Habermas kalder den retlige regulering, er et
”nødvendigt onde”. Nødvendig fordi den via en retlig regulering skaber ro og
orden i livsverdenen. Men trods det et onde, idet den via reguleringen griber ind i
livsverdenen og fortrænger den kommunikativt funderede måde at organisere sig
på (Habermas, 1996a:456). Habermas nævner selv dette ambivalente forhold,
som “ambivalensen mellem frihedssikring og frihedsunddragelse” (Ibid.:469). Der
er tale om et nødvendigt forhold mellem systemet og livsverdenen. Borgerne
indgår et kontraktlignende forhold til staten, som bl.a. via mediet socialret
garanterer sociale reguleringer, som forventes at medføre sociale forandringer
(Ibid.). Habermas ser derfor ikke kun systemet som af det onde og koloniserende
i forhold til livsverdenen. Han er af den opfattelse, at hvis den retlige regulering er
med til at sikre og beskytte livsområder, kan det accepteres som et nødvendigt
retsmedie, hvis individerne i livsverdenen formår at udnytte dette medie.
Habermas mener, at lovgivningen bør udformes ”via konfliktreguleringens
konsensusorienterede fremgangsmåde – altså via ”afgørelsesprocesser som
anser deltagerne i de pædagogiske processer for myndige i henseende til at
SIDE 21 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
forsvare deres interesser og til at regulere deres indbyrdes anliggender””
(Ibid.:476).
I Habermas’ senere teori ”Between Facts and Norms” anvender han de
kommunikative redskaber i forhold til de demokratiske principper og forfølger
ovenstående tese, dog ud fra et noget andet og mere positivt perspektiv.
DEN RETLIGE REGULERING SOM INTEGRATIONSFAKTOR
I “Between Facts and Norms” (”En diskursteori om retten og den demokratiske
retsstat”) [1992] (1996b), giver Habermas et sociologisk og filosofisk forsvar for
den demokratiske idé og for dens relevans i det moderne samfund. Habermas
søger ydermere at formulere en diskursteoretisk forståelse af dels retten og
retsstaten, dels af den demokratiske proces i retsstaten. Herigennem er det
Habermas’ formål med værket, at kunne opstille en demokratisk legitimering af
den retlige regulering. I den sammenhæng anvender han principperne om den
kommunikative handlen samt rationaliteten heri (jf. ”Teorien om den
kommunikative handlen”). I "Between Facts and Norms" har Habermas skabt to
centrale begreber jf. bogens originaltitel [Faktizität und Geltung].
”Facticity” er en tung og omfattende term, der består af ”alt faktisk eksisterende af
social art: alt det empirisk givne som f.eks. sociale systemer, samfundsstrukturer,
individers handlingsmønstre,…retsregler og også den faktiske argumentationspraksis,
som alle personer konkret fører, når de samtaler”.
”Validity” defineres som ”muligheden for aktørerne i denne verden af social fakticitet til
at kunne stille spørgsmålstegn ved og ideelle gyldighedskrav til den, og endvidere
forlange at få disse gyldighedsfordringer rationelt indfriet hvorved den faktiske
indretning og funktion af alle de sociale systemer, samfundsstrukturer, individers
handlingsmønstre, … retsregler (mm.) gradvis kan blive begrundet og retfærdiggjort”
(vores understregning) (Aabo, 1997:17). 16
Begrundelse og retfærdiggørelse af bl.a. retsregler og samfundsforhold er et af
de centrale emner i “Between Facts and Norms”, hvor Habermas rekonstruerer
16 Gregersen har oversat termerne til dansk som: ”det givne og det gyldige” (1996:6), men jf.
definitionen ovenfor skal dette forstås bredere.
SIDE 22 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
hele den retlige regulering i en undersøgelse af forholdet mellem Facticity og
Validity. Idet samfundsborgerne kan få en velbegrundet forklaring på diverse
retsregler, kan de acceptere disse, og såfremt systemets retlige regulering kan
accepteres undgår man risikoen for en kolonisering af livsverdenens forhold. I
"Between Facts and Norms" udtrykker Habermas en flersidet forståelse af
lovgivningen: som en tekst, der kan fortolkes juridisk korrekt af retsanvendere og
retsvidenskaben, som et resultat af en politisk proces og som et demokratisk
styringsmiddel, der formodes at kunne medføre såvel en social forandring som
en økonomisk og politisk forandring (Habermas, 1996b:118 og Gregersen,
1996). 17
Habermas har med værket "Between Facts and Norms” søgt at formulere
muligheden for at leve sammen i en tilfredsstillende balance mellem autonomi og
afhængighed uden at måtte opgive de kulturelle, sociale og økonomiske
differentieringer, som moderniteten har gjort muligt. Dette er nu lykkedes, for
ifølge Habermas (1996b) kan lovgivningen accepteres såfremt den formuleres og
implementeres på baggrund af en gensidig kommunikation. Derfor kan
Habermas’ ideal om et ”ikke koloniserende system” blive en realitet.
Denne bevægelse væk fra systemets kolonisering af livsverdenens forhold til at
opfatte systemet som et om end nødvendigt onde så trods alt en accepteret del
af samfundsordnen, jf. den demokratiske proces med den kommunikative
handlen som primære redskab, er bemærkelsesværdig. Denne udvikling vil vi her
gerne tage udgangspunkt i og på baggrund af disse betragtninger søge en
operationalisering af Habermas’ teoretiske begreber ud fra hhv. ”Teorien om den
kommunikative handlen” og “Between Facts and Norms” - vel at mærke i forhold
til en analyse af nogle konkrete samfundsmæssige problemstillinger.
BRUGEN AF HABERMAS
I specialet vil vi ud fra en praktisk og empirisk inspireret tilgang søge at
operationalisere de dele af Habermas’ to nævnte teorier, der beskæftiger sig med
den stigende tendens til retlig regulering og betydningen heraf. Vi vil ikke undlade
17 Disse sondringer anvender Dalberg-Larsen ligeledes (2001:9ff.).
SIDE 23 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
at kommentere det mere overordnede perspektiv i Habermas’ værker, men det er
hensigten at analysere problemfeltet ud fra dele af værkerne. Til trods for at
Habermas spiller en central rolle i specialet, vil vi altså ikke i almindelighed
gennemgå hans mangesidede værker. Det centrale er derfor at trække det
væsentlige frem for denne problemstilling. Således vil vi koncentrere os om
hovedpointerne i forhold til specialets problemstilling jf. problemformuleringen.
Dette mener vi er ganske forsvarligt, eftersom selve ret - og
samfundsdiskussionen er en væsentlig del af værkernes helhed. Tilgangen kan
måske kritiseres for at forenkle teorierne. I den forbindelse tages ligeledes
forbehold for anvendelsen af Habermas’ begreber, idet der kan være tale om et
højt almengørelsesniveau. Dette er dog ikke usædvanligt for samfundsteoretiske
overvejelser som disse, men vi er opmærksomme på kritikken (jf. Habermas,
1996a:455).
I den konkrete brug af Habermas’ teorier tager vi udgangspunkt i ”Teorien om
den kommunikative handlen”, system- og livsverdensanskuelsen og Habermas’
samtidsdiagnose om systemets kolonisering af livsverdenens forhold. I den
forbindelse ser vi ligeledes på hans udvikling af det kommunikative rationale.
Dette kæder vi sammen med Habermas’ demokratiidealer fra såvel ”Teorien om
den kommunikative handlen” som fra "Between Facts and Norms". Det kritiske
perspektiv Habermas anlægger i ”Teorien om den kommunikative handlen”, i
forhold til den velfærdsretlige regulering, bliver mindre fremtrædende i "Between
Facts and Norms". Dette er vi særdeles opmærksomme på, særligt i
redegørelsen af forventningerne til den velfærdsretlige regulering af sociale
forhold. Habermas’ teorier forfølges derfor indledningsvis kronologisk. Vi vender
dog herefter tilbage til Habermas’ kritiske udgangspunkt med reference til
specialets kritiske vinkel.
Vi er opmærksomme på, at anvendelsen af Habermas’ teorier kan kritiseres for at
tilsidesætte "Between Facts and Norms" og den videreudvikling Habermas har
gennemgået. Udviklingen vil vi dog ikke negligere, men specialets empiriske
eksempel lægger åbenlyst op til at anvende nogle af Habermas’ helt centrale
kritikpunkter fra ”Teorien om den kommunikative handlen”, som f.eks. det
ambivalente forhold han påpeger ofte opstår mellem ”frihedssikring og
SIDE 24 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
frihedsunddragelse”. Dette mener vi er et uundværligt perspektiv i belysningen af
specialets problemstilling og et kritikpunkt, der også er centralt for specialets
anden hovedteoretiker Ronald Dworkin (mere om Dworkin nedenfor).
ENHED ELLER PLURALISME?
I retssociologien er der to centrale begreber, der dækker over hvordan man
opfatter retshistorien og retssamfundet: Enhed eller pluralisme (Dalberg-Larsen,
1994). Jürgen Habermas placerede tidligere sig selv som tilhænger af en
enheds-opfattelse (Dalberg-Larsen, 1999:82ff.). Men i kraft af den teoretiske
udvikling, han tydeligvis har gennemgået fra ”Teorien om den kommunikative
handlen” i 1981 til ”Between Facts and Norms” i 1992, kan man stille
spørgsmålstegn ved, om han stadig tror på den enhedsstat, han hævdede
eksisterede. Vi vil indledningsvis lægge op til en udvikling mod en pluralistisk
retsopfattelse, der kan paralleliseres til vores anvendelse af Habermas to
centrale værker (jf. afsnittet om brugen af Habermas). Inden for den retlige
pluralisme afviser man at betragte retten som en nationalt afgrænset systematisk
enhed. Retsopfattelsen er blevet bredere. Man taler således om en ”flerhed af
overlappende retsordener” (Dalberg-Larsen, 1994:9).
Indenfor den pluralistiske retsopfattelse bestemmes retsbegrebet ud fra, hvordan
det anvendes af bestemte personer eller grupper i forskellige sammenhænge.
Ikke sådan at forstå at retsanvendere (som eksempelvis socialrådgivere) selv kan
definere en borgers ret til en given ydelse. Men i mange tilfælde er retten til at få
dækket særlige behov præget af et vist form for skøn (særligt i forhold til
velfærdsretlige reguleringer), hvilket kan have indflydelse på, hvad den enkelte
borger kan tilkomme på det givne tidspunkt (Dalberg-Larsen, 1998:54). Ifølge den
pluralistiske retsopfattelse er der forskellige opfattelser af ret. Ret er i denne
sammenhæng situationsafhængig (Høilund, 2000:98).
Et pluralistisk system er således kendetegnet ved at have flere forskellige magt-
og autoritetscentre, hvorved staten ikke alene kan tillægges magten, eftersom
denne i praksis i det pluralistiske system udøves decentralt (Dalberg-Larsen,
1998:54). Jurist Kirsten Ketcher peger på, at velfærdsretlige reguleringer i det
pluralistiske system ofte ikke kan anvendes umiddelbart pga. dette behov for
SIDE 25 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
skøn, og som ligeledes, jf. Lov om administration og retssikkerhed på det sociale
område, skal ske på baggrund af en individuel vurdering (Ketcher, 1993:374).
I den forbindelse er det naturligt for os at ræsonnere og vende tilbage til
Habermas og antage, at han i sin seneste teori: "Between Facts and Norms" kan
tillægges en pluralistisk retsopfattelse, eftersom han anerkender flere magt og
autoritetscentre.
RONALD DWORKIN
Hvor går grænsen for, hvad en gravid kvinde kan tillade sig, og hvornår bliver et
foster en ”samfundsborger”, og hvor går grænsen for statens indgreb i individets
selvbestemmelse over egen krop 18 . Den amerikanske jurist og professor i
retsfilosofi Ronald Dworkin (1931 -) har længe beskæftiget sig med denne
problematik. Dworkin har blandt andet udgivet ”Taking Rights Seriously” (1977),
”Law’s Empire” (1986) og ”Life’s Dominion” (1993) som alle indeholder relevante
områder for vores problemstilling. I det følgende vil vi kort redegøre for Dworkins
positioner i de nævnte værker og præsentere de argumenter, der synes at være
oplagte at medtage i forhold til problematikken i dette speciale.
Udgangspunktet i de problemstillinger, som Dworkin beskæftiger sig med, er
amerikanske. Han adskiller sig derved fra den skandinaviske retslæretradition,
som den er beskrevet af Alf Ross. 19 Den retsrealistiske skoles gennembrud i USA
skete i starten af det 20. århundrede. Siden har den juridiske metode, der
anvendes af domstolene vakt større interesse end den teoretiske argumentation.
Fortolkningen af ”civil rights”, som er borgernes grundrettigheder, har i nyere tid
skabt stor opmærksomhed i strukturen i domstolenes argumentation, når det ikke
udelukkende har været muligt at udlede resultatet af skriftlige retskilder (Mogens
Heide-Jørgensen, 1998:1).
18 Den europæiske menneskerettighedskonvention inkorporeret i dansk lovgivning i 1992.
19 Alf Ross “Hvorfor demokrati?”(1967).
SIDE 26 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
ANVENDELSEN AF RETLIGE REGULERINGER
Dworkins bog ”Taking Rights Seriously” fra 1977 er en samling af forskellige
afhandlinger som koncentrerer sig om retslære, retsrealisme og beskyttelse af
individet overfor systemet. Hans position i "Taking Rights Seriously" må
beskrives som et sted mellem den klassiske naturret og den klassiske
retspositivisme. Dworkin hævder, at der eksisterer ”naturlige rettigheder”, men
han kritiserer samtidig retspositivisterne og kan ikke tilslutte sig deres anskuelse
om moralens adskillelse fra retten. På dette grundlag må Dworkin nærmere
tilhøre de mere liberale retspositivister (Dworkin, 1977).
Dworkin opstiller i "Taking Rights Seriously" sin sondring mellem retsregel og
retsprincip, hvor retsreglen er en given lov og hvor retsprincippet er et instrument
til at forstå den argumentation, der bliver givet, når en domstol afgør ”hard
cases”. Principperne er altså centrale i spørgsmålet om legitimering af regler.
Begrebet hard case (den tvivlsomme retstvist) rejser principielle problemer, og
har været meget diskuteret indenfor det juridiske felt. Dette begreb er en central
del i Dworkins analyser. Ifølge Dworkin er der ikke nogen væsensforskel på den
begrundelse, der bliver givet i den ”oplagte” retssag og den begrundelse som
resultatet i den tvivlsomme sag bygger på. I det tilfælde, hvor en tvivlsom sag
skal afgøres og dommerne ikke har nogen retsregel at handle efter i mangel af
lovgivning på området, mener Dworkin, at retsprincipper skal inddrages (Heide-
Jørgensen, 1998:1f.). I disse tilfælde sker der en udformning af regler på
grundlag af retsprincipper, som dog først er gældende, når retten har talt (Ibid.:8).
På denne måde taler Dworkin om fremkomsten af ny lovgivning og udtrykker det
således:
”That doctrine argues that if a case is not controlled by an established rule, the judge
must decide it by exercising discretion” (Dworkin, 1977:33).
Dommeren laver altså nye love, når vedkommende står overfor en sag, der ikke
falder ind under eksisterende love og regler. Denne udvikling medfører et
stigende antal reguleringer (som Zahle, Dalberg-Larsen og Habermas ligeledes
observerer). Det kan betegnes som dommerskabt ret, som Dworkin også
behandler i "Taking Rights Seriously". I forbindelse med dommerskabt ret
opstiller Dworkin en analysemodel med en fiktiv dommer kaldet Herkules, hvor
SIDE 27 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
meningen er at efterstræbe det rigtige resultat i hard cases. Dworkin lægger i
"Taking Rights Seriously" mere vægt på begrundelsen af retsregler frem for at
beskrive dem. Det er sandsynligvis også derfor han beskæftiger sig indgående
med hard cases, da det i disse tilfælde er nærmest umuligt udelukkende at
beskrive forholdene.
Dworkin mener ikke, i modsætning til retspositivisterne, at der eksisterer en
opskrift på, hvilke principper og regler, der enten falder indenfor eller udenfor
retssystemet. Han er ikke af den overbevisning, at moderne retssystemer
indeholder en formel, som gør det muligt at skelne mellem moralske og retlige
normer. Ifølge Dworkin er retsprincippet vigtigt, netop fordi argumentationen i
afgørelser af hard cases ofte bygger på noget andet end regler.
”…When lawyers reason or dispute about legal rights and obligations, particularly in
those hard cases, when our problems with these concepts seem most acute, they
make use of standards that do not function as rules, but operate differently as
principles, policies, and other sorts of standards. Positivism (…) is a model of and for a
system of rules, and its central notion of a single fundamental test for law forces us to
miss the important role of these standards that are not rules” (Dworkin, 1977:22).
Dworkin forsøger altså at vise, at retssystemet ikke udelukkende består af
retsregler. Han gør også flittigt brug af principperne, der stammer fra moralske
idealer. Disse mener Dworkin er påkrævet for at sikre retfærdigheden. Ydermere
supplerer Dworkin retsreglerne med politikker, da disse ligeledes udstikker
kollektive mål for samfundet. Han skelner mellem politikker og principper således:
”I call a ’policy’ that kind of standard that sets out a goal to be reached, generally an
improvement in some economic, political or social feature of the community […] I call a
’principle’ a standard that is to be observed, not because it will advance or secure an
economic, political or social situation deemed desirable, but because it is a
requirement of justice or fairness or some other dimension of morality. Thus the
standard that automobile accidents are to be decreased is a policy, and the standard
that no man may profit from his own wrong a principle” (Dworkin, 1977:22).
SIDE 28 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Hermed tegner Dworkin sig ligeledes for et pluralistisk udgangspunkt, da
retsreglerne 20 er blevet udvidet fra kun at indeholde lovgivningen (jf. teorien om
en enhedsstat, se ovenfor), til også at medregne politikker, principper og øvrige
retlige regler. Som eksempel på Dworkins definition af regler, politikker og
principper kan nævnes Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling (en
regel), Regeringens Folkesundhedsprogram, som udtrykker en politik og
vejledningen til loven, som udtryk for nogle principper, der er af stor betydning i
forhold til administrationen af loven.
Dworkin kritiserer i "Taking Rights Seriously" den vaghed, der ofte kan findes i
lovgivningen og mener, at denne vaghed er med til at gøre retslige afgørelser
”uafgørbare” (Ibid.:67). En vurdering af den konkrete lovtekst er dog mulig ud fra
fortolkningsteorien. Men tilegnelsen af fortolkningsteorien forudsætter, ifølge
Dworkin, en juridisk embedseksamen. Som vi vil problematisere omkring Lov om
tilbageholdelse, er det dog ikke alle retsanvendere, i en pluralistisk retsstat som
Danmark, der er i besiddelse af en sådan juridisk eksamen – snarere tværtimod
(jf. definition af pluralismen s. 25). (Se også Peter Høilund, 2001:19).
Således anerkender Dworkin, at retskilderne ikke entydigt repræsenteres af
lovgivningen. Dog accepterer han ikke, at politikker eller principper ”dikterer” en
afgørelse – for det kan kun love. Men politikker eller principper kan påvirke
afgørelsen i en given retning. Peger politikker eller principper i forskellige
retninger skal der dømmes på baggrund af vægten heraf, dog igen på baggrund
af en given lov. På det grundlag mener Dworkin, at der ligger en retsfilosofisk
opgave i at formulere en ny retslære, der legitimerer politikker og princippers
tilstedeværelse i retslæren (Dworkin, 1977).
Men hvordan dømmer man og hvad sker der egentlig, når retsprincipperne tages
i brug og hard cases afgøres. Retspositivisterne vil hævde, at de afgøres ved et
frit dommerskøn, men det er Dworkin ikke enig i (Ibid.:81). Et skøn henviser til en
afgørelse, der træffes indenfor visse grænser, der er udpeget af højere instans.
Dworkin står altså fast på, at der i hard cases ikke kun er brug for retsregler men i
høj grad også brug for retsprincipper, selvom han er blevet kritiseret af andre
20 Sidestilles med retlige reguleringer.
SIDE 29 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
professorer for en noget svag sondring mellem regler og principper. Formålet
med Dworkins sondring er tilsyneladende dels at fremhæve væsentlige punkter i
juristers tankegang, dels at være i opposition til retspositivismen og dels at vise,
at når domstolene benytter retsprincipper dækkes de ikke alle af én og samme
retskilderegel jf. den pluralistiske retsstat (Heide-Jørgensen, 1998:25).
INTEGRITET VIA LOVGIVNINGEN
Dworkin udgav i 1986 bogen ”Law’s Empire”. Bogen bærer præg af, at han har
udviklet sig siden "Taking Rights Seriously" fra 1977. I ”Law’s Empire” indtager
Dworkin andre og nye positioner i forhold til tidligere, hvilket han selv gør
opmærksom på i bogens forord. I "Taking Rights Seriously" fremhævede han
dommens fænomenologi og argumenterede imod legal positivisme. Han
pointerede, at dommere ofte føler en forpligtelse til at udvise ”gravitational force”
– altså at dømme i forhold til tidligere domme. Denne forpligtelse modsiger netop
positivismens påstand om, at hver enkelt sag er en isoleret størrelse (Dworkin,
1986:viii).
I ”Law’s Empire” præsenterer Dworkin derimod de fortolkende problemer
nærmere end de fænomenologiske problemer i positivismen, men det pudsige er,
at disse problemer, ifølge Dworkin, i bund og grund kan ses som de samme
problemer (Ibid.). Diskussionen omkring ”rigtige” svar tages op igen. Tidligere
argumenterede Dworkin imod positivisternes påstand om, at der ikke findes
”rigtige” svar på kontroversielle spørgsmål, men derimod udelukkende forskellige
svar. Han har ligeledes insisteret på, at i de fleste tilfælde i afgørelsen af hard
cases findes der rigtige svar, som er fundet via fornuft og kreativitet. I "Law's
Empire" påpeger Dworkin, at kritikerne i diskussionen om ”rigtige” svar tog fejl.
De forstod ikke, hvad diskussionen egentlig handlede om. Ifølge Dworkin kan
man ikke, som kritikerne mente, påstå, at der ikke findes noget rigtigt svar, da
dette er et moralsk argument. Hvis man ser på det som et moralsk argument, er
det, ifølge Dworkin, ikke overbevisende hverken moralsk set eller i forhold til
lovgivningen (Ibid.:ix).
Et af omdrejningspunkterne i "Law's Empire" er politisk integritet og integritet via
lovgivningen. Dworkin starter bogen således:
SIDE 30 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
”We live in and by the law. It makes us what we are: citizens and employees and
doctors and spouses and people who own things……(…) We are subjects of law’s
empire” (Ibid.:vii).
I den politiske integritet eksisterer der to principper, nemlig det lovgivende og det
dømmende princip. Dworkin mener ikke, at man kan overse eller ignorere det
lovgivende princip, idet det spiller en betydelig rolle og er en stor del af det
politiske liv. Integritet bør behandles som et uafhængigt ideal i det politiske liv,
mener Dworkin, og påpeger, at det sagtens kan være i konflikt med andre idealer
(Ibid.:176). Konflikter mellem idealer er typiske indenfor det politiske system og
hvis vi forstillede os, at vi udelukkende baserede vores politik på rimelighed og
retfærdighed, ville selv disse idealer være modstridende. Dworkin benævner
idealerne som to yderpoler: “Fairness as justice” og “Justice as fairness”
(Ibid.:177). Dworkin ønsker i "Law's Empire" at vise, at integritet accepteres
betydeligt i den praktiske politik og at vi alle tror på politisk rimelighed og går ind
for, at alle grupper i samfundet skal være lige for loven (Ibid.:178). Således er
integriteten med til at opretholde samfundets sammenhængskraft. Via
lovgivningens integritet påhviler det nemlig dommere, så vidt det er muligt, at
loven er sammenhængende struktureret efter principperne om retfærdighed og
rimelighed og at lovgivningsprocessen foregår efter en klar procedure. Dette er
en vigtig del, da dommerne netop skal sørge for at håndhæve disse
proceduremæssige processer i nye sager, således at hver enkel individs situation
er rimelig og er i stand til at følge samme standard (Ibid.:243).
I "Law's Empire" fremstiller Dworkin en metafor i forklaringen af, hvorfor han
mener, at integritet er et yderst vigtigt element i lovgivningen. Hvis der i
forbindelse med vedtagelse af love i den politiske sfære skal indgås et
kompromis på grund af splittelse i folks opfattelse af retfærdighed, vælges, ifølge
Dworkin, altid et eksternt kompromis frem for et internt (Ibid.:179). Det eksterne
kompromis skal, ifølge Dworkin, opfattes som det de fleste mener er retfærdigt.
Det interne kompromis sammenligner Dworkin med et skakbræt forstået på den
måde, at der findes nogle enheder, men de behandles forskelligt. Nogle har sorte
felter, mens andre har hvide dvs. der er ikke lighed for loven (Ibid.:179ff). Dworkin
påpeger, at i forhold til et individs standpunkt vil enhver skakbrætløsning på et
vigtigt spørgsmål føre til mere uretfærdighed i forhold til individets foretrukne
SIDE 31 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
afgørelse. Han giver et eksempel med abortlovgivningen: Hvis én synes, at abort
er mord og at ingen skal have adgang til fri abort, er skakbrætløsningen mindre
retfærdig end individets udgangspunkt, fordi nogle vil få adgang til fri abort. Men
skakbrætløsningen er stadig bedre end det helt modsatte, nemlig at alle vil have
adgang til fri abort (Ibid.:180).
Lovgivningen vil, i skakbrætløsningen, således kun gælde for nogen i samfundet,
hvilket vi ikke bryder os om, men hvorfor gør vi egentlig ikke det, spørger
Dworkin. Han mener ikke, at skakbrætløsningen strider imod rimelighed og
retfærdighed, men grunden til at løsningen alligevel virker forkert på individet er
idealet om integritet. Integritet er, ifølge Dworkin, et vigtigt politisk ideal vi alle
sammen indeholder og benytter os af. Han betegner det som individets
hemmelige ideal – vores ”neptun” (Ibid.:183). Retfærdighedsargumentet kan altså
ikke bruges imod skakbrætløsningen, men det kan derimod
integritetsargumentet. Ifølge Dworkin er det således integriteten, der får os til at
indgå det eksterne kompromis, da det er vigtigt for os, at netop integriteten
opretholdes i lovgivningen og derved er med til at sikre samfundets
sammenhængskraft.
INDIVIDUELLE RETTIGHEDER
I 1993 udkom ”Life’s Dominion”, som er et af Dworkins mere empirisk orienterede
værker. ”Life’s Dominion” er et amerikansk funderet og empirisk inspireret
perspektiv på individuelle rettigheder eksemplificeret ud fra problematikken
omkring det ufødte barns rettigheder, menneskerettigheder herunder individuelle
rettigheder, ret til aktiv dødshjælp og abortlovgivningen. "Life's Dominion" har en
konkret relevans for specialet, da Dworkin her beskæftiger sig indgående med
abortproblematikken. Dworkins tilgang til problematikken omkring abort og
individets rettigheder er i bogen induktiv (inside out). Han starter med
udgangspunkt i sociale problemer og bevæger sig fra en analyse heraf over til at
opstille generelle filosofiske og teoretiske principper (Dworkin, 1993:29).
SIDE 32 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Dworkin tager i ”Life’s Dominion” udgangspunkt i den berømte amerikanske
Supreme Court afgørelse 21 ”Roe vs. Wade”, der fastslog, at abort var tilladt op til
graviditetens tre første måneder. Abort legaliseres ved at fremhæve hensynet til
moderens værdighed og kropslige integritet. Det drejer sig om moderens ret til
selvbestemmelse. Således må en abort kun finde sted, hvis det er for ”kvindens
skyld” og ikke pga. hensynet til barnet. Dermed er abort kun tilladt ved ”clear and
present danger”. Der kan dog ske en fravigelse fra reglen, hvis barnet har svære
fysiske og/eller psykiske skader (Ibid.:30). Det ambivalente forhold til
lovgivningen, som er et meget kendt/udbredt paradoks i USA, skyldes, ifølge
Dworkin, amerikanernes ambivalens i forhold til religionen (Ibid.:6). Selvom
amerikansk lovgivning insisterende skelner skarpt mellem kirken og staten,
drages religion, som det er tilfældet med abortlovgivningen, ofte ind i
problematikken omkring retlige reguleringer. I tilfældet med abortlovgivningen
formoder Dworkin, at det skyldes lovens tilblivelse, som altså udsprang af
ovennævnte sag, hvor den gravide kvinde fik medhold i, at det var imod kravene i
”The Constitution” 22 om individuel frihed at forhindre hende i at få foretaget abort
indenfor graviditetens første tre måneder. Afgørelsen afspejler, at man i
amerikansk retstradition aldrig har betragtet fostret som en person med
personlige rettigheder og pligter. Netop derfor lægges der stor vægt på kvindens
forfatningsbestemte rettighed til selv at bestemme sin rolle i forplantningen
(Jacob Rendtorff, 1996). Netop retten til selvbestemmelse stadfæstede højesteret
i afgørelsen.
Men er fostret et ufødt barn med rettigheder og egne interesser allerede fra
undfangelsen? Dworkin stiller spørgsmålstegn ved barnets rettigheder. For hvis
abort er lovligt, fordi fostret alligevel ikke har følelser eller rettigheder, hvorfor vil
vi så tillægge barnet bestemte individuelle rettigheder efter de tre måneder.
Dworkins svar antyder umiddelbart, at der er tale om et kompromis. Dworkin
problematiserer ligeledes dette. I tilfælde af, at fostret har rettigheder, og man
21 En Surpreme Court afgørelse kan ikke omstødes. Dog kan Sourpreme Court selv ændre sin
egen afgørelse (Dworkin, 1993:7).
22 Svarer til den danske Grundlov
SIDE 33 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
derfor ikke kan tillade abort, rammer man den gravide kvinde for at have begået
en synd (sex) (Dworkin, 1993:9f.).
Dworkin diskuterer løbende i "Life's Dominion" argumenterne for og i mod abort.
Grundlæggende mener han, at det er dobbeltmoralsk at tillægge fostret
rettigheder og så alligevel at gå ind for abort (Ibid.:10f.). I den forbindelse opstiller
han to modsatrettede argumenter:
1. På den ene side påstår man, at livet begynder ved undfangelsen og derfor
skal fostret tillægges rettigheder. Dworkin argumenterer for ”retten til at leve”
og ”retten til ikke at blive dræbt”. Han mener, at vi kan antage, at alle levende
væsner har lysten til at leve. I den forbindelse understreger Dworkin således,
at staten har et ansvar og en forpligtelse til at beskytte fostret. I denne
kontekst er abort forkert.
2. På den anden side er abort også forkert, men ud fra et andet udgangspunkt.
Dworkin beskriver fostret som ”helligt” og at fostret i sig selv udgør en værdi.
Derfor er abort forkert – også selvom det er inden de første tre måneder.
Staten har ligeledes en forpligtelse til at beskytte fostret. Dworkin betegner
forpligtelsen som objektiv (Ibid.:11).
Derfor er, mener Dworkin, nogle principielt modstandere af abort. Ikke kun fordi
der er tale om fostrets ret til at leve (jf. påstand 1), men også fordi man
grundlæggende tillægger et foster en egenværdi allerede fra undfangelsen. Med
dette udgangspunkt bør abort også være ulovligt (se Dworkin, 1993:12). Dworkin
beskriver dette således: Selvom flere ”pro-life movements” tillægger fostret
rettigheder og interesser allerede ved undfangelsen, er det mere generelle
billede af den amerikanske situation, at de fleste forstår livet som en hellig eller
individuel ret (Ibid.:13). Argumentet er i den forbindelse, at alle inklusiv ufødte
børn skal beskyttes af lovgivningen. Dworkin mener, at holdningen opstår dels på
baggrund af religion dels på baggrund af en personlig usikkerhed, der gør, at
følelserne afgør individets holdning til abort (Ibid.:21).
På baggrund af ovenstående diskussion opstiller Dworkin spørgsmålet, om det
således er statens forpligtelse at sørge for, at ufødte børns rettigheder og
interesser tilgodeses (Ibid.:25). Udgangspunktet er den amerikanske forfatning.
SIDE 34 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Det grundlæggende princip heri er individuelle rettigheder. Alle individer har
nogle helt basale rettigheder ifølge Forfatningen. Det interessante for os i denne
diskussion er imidlertid, hvornår man kan tale om rettigheder i henhold til gravide
stofmisbrugere og det ufødte barn. Dette ser vi nærmere på i analysen. Dworkins
argumenter kan paralleliseres til Habermas’ argumenter omkring det ambivalente
forhold mellem frihedssikring og frihedsunddragelse, hvorfor dette perspektiv kan
blive særdeles interessant i forhold til analysen af specialets empiriske
problemstilling.
ANVENDELSEN AF DWORKINS TEORIER
Professor og retsfilosof Ronald Dworkin er den anden af specialets
hovedteoretiker. Dworkin anvendes indledningsvis i diskussionen af
velfærdsretlige reguleringers muligheder som instrument til at skabe forandringer
på det sociale område. Således benytter vi os af Dworkins teoretiske sondringer i
”Taking Rights Seriously” og i ”Law’s Empire”. Disse anvendes til at supplere det
analyseapparat vi udarbejder i kapitel 4.
Dworkin er ligeledes med udgangspunkt i specialets empiriske problemstilling
oplagt at benytte. Hertil tager vi afsæt i ”Life’s Dominion” (fra 1993), hvor Dworkin
beskæftiger sig indgående med individets ret til selvbestemmelse og
abortlovgivningen.
Med dette speciale har vi dels belyst, hvordan Habermas’ tilgang til retten,
samfundet og demokratiet kan anvendes i en analyse af et givent socialt problem
og en retlig regulering deraf. Dels har vi fremdraget Dworkins aspekter omkring
den retlige regulerings potentialer. Habermas tilslutter sig især Dworkins udsagn
om de retlige principper og deres dømmekraft (se blandt andet Halvorsen,
1999:46). Specialets to hovedteoretikere er særlig interessante omkring det
ambivalente forhold i velfærdsretlige reguleringer. Med brugen af Habermas’
teorier vægter vi det principielle og mere overordnede niveau i ambivalensen
mellem frihedssikring og frihedsunddragelse. Derimod benytter vi os af Dworkins
mere specifikke og empirisk inspirerede teori til analysen af det ufødte barns
rettigheder contra den gravide stofmisbrugers.
SIDE 35 AF 123

HÅKAN HYDÉN
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
I sine bøger “Rättssociologi som rättsvetenskap” (1998) og “Rättan som
instrument för social förandring (1982) skriver Håkan Hydén om retssociologiske
problemstillinger. Han betragter retssociologien som forståelsen af rettens
indhold og tilblivelse (formålet), og han søger på denne baggrund at finde
alternativer til en retlig regulering i balancen mellem frihed og tvang (Hydén,
1998:9). I den forbindelse skriver Hydén om retten som et muligt og endda et
oplagt instrument til samfundsmæssig forandring (Hydén, 1982:27ff.).
Diskussionen om retten som mulig instrument til social forandring benævnes af
Hydén som den legalstrategiske diskussion (Hydén, 1982:20ff. og 1998:5).
Denne diskussion opfatter han som den borgerlige retsvidenskabs krise. Hydén
mener, at diskussionen er blevet til gennem det retsvidenskabelige
forskningsarbejde, der foreligger gennem tiden, hvor de retslige spørgsmål, der
ikke umiddelbart kan løses, danner grobund for alternative retsvidenskabelige
modeller (Hydén, 1982:20). Det centrale i den legalstrategiske diskussion handler
om muligheden for at formulere en alternativ jura, hvilket vil sige en
retsopfattelse, som bryder med den borgerlige rets mønster eller om retten “kun”
kan anvendes som redskab til forsvar for og anklage mod sigtede lovovertrædere
(Hydén, 1982:20ff. og 71ff.).
JØRGEN DALBERG-LARSEN
I ”Lovene og livet” (1999), ”Ret, styring og selvforvaltning” (1991), ”Rettens enhed
– en illusion?” (fra 1994), ”Ret, tekst og kontekst” (1997) og “Hvad er gode
argumenter værd?” (1982) skriver Jørgen Dalberg-Larsen om det indbyrdes
forhold mellem retten og samfundet. Dalberg-Larsen beskæftiger sig praktisk
med, hvilke muligheder staten har for at påvirke menneskers handlemåder bl.a.
via retlige virkemidler. Dalberg-Larsen repræsenterer den funktionalistiske
retsteori (Dalberg-Larsen, 1999:57ff.), der er karakteriseret ved en
samfundsmodel/opfattelse, ”der er baseret på strukturteorier med
konsekvensopfattelser”, hvor de normative samfundsstrukturer er i fokus.
Funktionalisterne går ud fra, at det er socialiseringen og den sociale kontrol, der
holder sammen på samfundet (Balvig m.fl., 1998:23), og at de enkelte
SIDE 36 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
elementers fællesopgave i samfundet er at medvirke til en helhedsopfattelse
(Dalberg-Larsen, 1999:58f.).
Dalberg-Larsen opfatter lovgivningen, som et redskab staten kan benytte til at
styre samfundsudviklingen med (Dalberg-Larsen, 1991:27 og 76). Dalberg-
Larsen mener ligeledes, at det er nødvendigt med en teori om rettens sociale
funktioner. Håkan Hydéns teori om retten som instrument for social forandring
godtages af Dalberg-Larsen, der også har deltaget i den legalstrategiske
diskussion (Dalberg-Larsen, 1982:71ff.). I den nævnte diskussion tager såvel
Hydén som Dalberg-Larsen sagens kerne op og eksemplificerer den alternative
jura. De forskellige tilgange, som Hydén og Dalberg-Larsen hver især
repræsenterer, sigter mod et fælles argument: at retten som politisk eller
strategisk instrument kan være det anvendelige redskab til en social forandring.
Dette undersøger vi ud fra teoretikernes opfattelse af sammenhængen mellem
retlig regulering, som lovgivningen er et udtryk for, og social forandring. Dette
samspil kalder vi forholdet mellem retten og samfundet, hvilket udtrykker den
retssociologiske tilgang, Hydén og Dalberg-Larsen har til emnet.
SIDE 37 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 4: DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS
FORUDSÆTNINGER OG POTENTIALER
Indenfor såvel samfunds- som retsvidenskaben findes der på forskellige
tidspunkter nogle dominerende tankemåder, der hviler dels på traditioner dels på
den samfundsmæssige situation. I det følgende vil vi redegøre for retsudviklingen
og dennes betydning for den retssociologiske teori og den danske retsstats
fremkomst.
DEN RETSHISTORISKE UDVIKLING
De første love kan spores helt tilbage til en række af oldtidens mest udviklede
samfund som eksempelvis Mesopotamien og Kina, der begge var samfund med
en stærk centralmagt med organisation og autoritet til at gennemtvinge en stabil
samfundsregulering (Dalberg-Larsen, 1999:129). Denne form for lovgivning
opfattedes ikke som et middel til at styre udviklingen i en bestemt retning. Man
opfattede lovgivningen som et middel til at præcisere den retstilstand, som
herskede enten i kraft af samfundets sædvaner eller i kraft af en religiøst funderet
retsopfattelse (Ibid.:130).
I Danmark kan vi gå helt tilbage til 1200-tallet og finde nogle af de ældste skrevne
danske love: ”Landskabslovene”. En af landskabslovene var ”Jyske Lov” fra
1241, hvorfra sætningen: ”Med lov skal land bygges” stammer. Landskabslovene
indeholdte basale regler om familie, arv, jord og ejendom samt om den
processuelle fremgangsmåde i forbindelse med retsbrud ved forbrydelser og ved
straf og erstatning (Ditlev Tamm, 1998:29ff. og 1989:19ff.). Bl.a. hed det om
kongen ifølge Jyske Lov, at ”Idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er
han Guds tjener og landets vogter” (Tamm, 1989:29). Siden da er et utal af love
blevet til og tendensen er stigende i nutidens Danmark (se s. 6). Udviklingen af
lovgivningen siden Jyske Lov er sket hen imod en større retsenhed. ”Danske lov”
af 1683 er en af hjørnestenene i retsudviklingen og danner grundlaget for det
danske retssystem (Peter Blume, 1998:11f.).
SIDE 38 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
RETSSTATEN DANMARK
Ideer om en retsstat slår så afgørende igennem i det 19. århundrede både
politisk, socialt, økonomisk og retligt. Ifølge Dalberg-Larsen (1999:31f.) er ideen
om loven som instrument til samfundsmæssig forandring gammel i den vestlige
kulturkreds. Den stammer fra det gamle testamentes opfattelse af Gud som
lovgiver, og den blev formuleret i oldtidens Grækenland af filosofferne Platon og
Aristoteles (Ibid.).
En hovedbegivenhed i Danmarks historie var indførelsen af den første grundlov:
”Danmarks Riges Grundlov af 1849” (senest ændret i 1953). Hermed opstod en
demokratisk underbygget retsopfattelse. Den danske Grundlov markerede
overgangen fra enevælde til demokrati og tillægger på den ene side staten
beføjelser over folket og giver på den anden side landets borgere politiske,
sociale og økonomiske rettigheder (Ibid.:32). Med lovgivningens demokratiske
tilsnit er vi gået ind i en ny epoke i dansk retshistorie.
I en retsstat som Danmark er lovgivningen måden, hvorpå der skabes balance i
samfundet (Greve, 1996:33). Retsstaten kan defineres som “en stat, hvor
forvaltningen ikke kan foretage sig noget, der krænker borgernes personlige
frihed eller ejendomsret uden hjemmel i en af forvaltningen selv ikke fastsat
regel” (Dalberg-Larsen, 1984:30). Herved kan borgerne opnå en vis sikkerhed og
er opmærksomme på mulige konsekvenser såfremt loven overtrædes (Ibid.:31).
En del af den danske lovgivning omhandler borgerens rettigheder og pligter.
Rettigheder man har krav på og pligter, som forpligter til bl.a. at overholde visse
regler, hvilket er nødvendigt for at sikre lov og orden, frihed og folkestyre.
“Kongen og Folketinget er i forening” den lovgivende magt (jf. Grundlovens §3)
(hvilket dog i praksis vil sige Folketinget). Folketinget udøver sin magt i ganske
bestemte former og med respekt for borgernes frihedsrettigheder (Dalberg-
Larsen, 1999:130f.).
HVAD ER RET OG HVAD FORVENTER VI OS UMIDDELBART AF DEN?
Den velfærdsretlige regulering er som udgangspunkt defineret som en lov, der
kan fungere som middel til styring og regulering af menneskelig adfærd samt til
konfliktløsning. Bag retten står statens magtmidler (Blume, 1998:12f.). Ret er
SIDE 39 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
som oftest formuleret ud fra et sæt regler, for hvilke det er gældende, at de har et
normativt indhold. Reglerne søger derfor at foreskrive bestemte menneskelige
handlinger. Derigennem sker ikke blot en logisk regulering, men reguleringen kan
ligeledes være bestemmende for den menneskelige udfoldelse. I en given regel
kan ligge en bestemt sanktionsmulighed, såfremt reglen brydes (Ibid.:13ff.).
Velfærdsretlig regulering betegner de reguleringer, der specifikt udformes på det
sociale og sundhedsmæssige område. Det særlige ved velfærdsretlige
reguleringer er, at disse ofte er kendetegnet ved at være bredt formuleret og at
de undergår hyppige ændringer. Ændringerne sker eksempelvis gennem
bekendtgørelser, vejledninger og cirkulærer (Peter Høilund, 2001:17).
RETTEN SOM NORM
Ud fra en sociologisk synsvinkel betragtes love, ifølge Dalberg-Larsen, som en
særlig art af en social norm. Det særlige ved retlige normer er, at de gælder for
hele samfundet og at de er mere præcist udformet end de fleste andre sociale
normer. Ydermere kan man omkring retlige normer tilføje, at de formes og
ændres gennem en formel beslutningsproces. Der gælder det specielle for retlige
normer, at de kan gennemtvinges via statens magt, ”disse lovregler udgør
(derfor) et manipulerbart element i et samfunds normsystem” (Dalberg-Larsen,
1999:128 og 39).
Dalberg-Larsen tilføjer, at gennem retssociologien ”arbejdes det på at finde frem
til generelle sammenhænge mellem forskellige typer af sociale fænomener for
herefter at formulere generelle lovmæssigheder angående disse sammenhænge”
(1998:55). Derved bliver den velfærdsretlige regulering på en socialvidenskabelig
relevant måde en norm, der kan medvirke til opretholdelsen af den sociale og
samfundsmæssige kontrol. En lang række normer, vi normalt ikke definerer som
retlige, kan danne sociale kontrolfunktioner og de kan inddrages i den generelle
definition af, hvad der forstås som velfærdsretlige reguleringer (Ibid.).
Formuleringen af velfærdsretlige reguleringer og opretholdelsen heraf indeholder
nogle forventninger. Disse forventninger kommer både til udtryk gennem
specialets teoretikere (kapitel 4), men er også meget synlige i formuleringen af de
retlige reguleringer samt i forarbejderne hertil (kapitel 5).
SIDE 40 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGERS POTENTIALER
I det følgende vil vi med udgangspunkt i Habermas og Dworkins værker søge
forklaringerne omkring hvordan den velfærdsretlige regulering fungerer som
instrument til at skabe sociale forandringer. Betragtningerne perspektiveres i
forhold til flere sekundære teoretikere, der hver især ligeledes har gjort sig nogle
overvejelser. Disse perspektiver er kritiske men vedkommende og yderst
relevante, da de dels tager diskussionen op i en anden kontekst end Habermas
og Dworkin, nemlig i den danske kontekst. Dels supplerer de sekundære
teoretikere vores analyseapparat med forskellige nuancer. Strukturen tager afsæt
i reguleringens potentialer. På baggrund af disse vil vi gennemtvinge en
operationalisering af teorierne for derigennem at have nogle mere håndfaste
begreber til brug for den senere analyse. Efterfølgende synliggør vi nogle af de
problemer primært Habermas og Dworkin tager op i forlængelse af argumenterne
for en velfærdsretlig regulering. Kritikpunkterne er relevante for vores arbejde
med det empiriske eksempel, og de perspektiverer ligeledes den umiddelbare
accept af retten som instrument til at skabe en social forandring. Afslutningsvis vil
vi med en praktisk tilgang til teorierne opstille en række faktorer, der er
væsentlige for en undersøgelse, før den konkrete analyse af, hvordan den
velfærdsretlige regulering fungerer som instrument til at skabe forandringer på
det sociale område, finder sted i kapitel 6.
Igennem sidste halvdel af det 20. århundrede har demokratiet triumferet som
politisk system. Demokratiet er etableret af og afhængig af politiske holdninger,
sociale betingelser samt de i den forbindelse etablerede institutioner (Dahl,
2000). Demokratiet holdes sammen af et stort etableret system af retlige
reguleringer, hvori de demokratisk vedtagne love manifesterer samfundets
spilleregler.
I moderne samfund er lovgivningen, ifølge Hydén (1982:19ff.), en central
konfliktløsningsmekanisme. Lovgivningen indeholder udover den gængse
opfattelse som ordensskaber en social funktion. Retten forventes at kunne
fungere som instrument til at skabe politisk og ikke mindst social forandring og
det er disse funktioner, der som nævnt er centrale i den legalstrategiske
diskussion. Rettens formål er blevet udvidet. Fra udelukkende at fungere som
SIDE 41 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
instrument for, hvad der er lovligt eller ulovligt, (se Greve, 1996:32), har retten
fået status som et samfundsregulerende styringsmiddel (se bl.a. Hydén,
1982:20f., Habermas, 1996b:117, Dalberg-Larsen, 1999 og Zahle, 1996). Det er,
ifølge Erik Oddvar Eriksen og Jarle Weigaard, retten som legitimerer og
autoriserer politikkerne ved, at retten giver den politiske magt en retslig form
(1999:192). Den politisk genererede magt gør således retten funktionsdygtig
(Ibid.:193). Sammen med de øvrige samfundsforhold som politik, økonomi og
kultur kan lovgivningen ses som et instrument til at skabe social forandring
(Hydén, 1998:27). I specialet beskæftiger vi os, som nævnt allerede i
indledningen, med disse tendenser. Det er nogle samfundsvidenskabelige
observationer af sociale forandringer og/eller sociale problemer, der, ifølge
Hydén, medfører overvejelser og ønsker om ændringer. Disse ændringer søges
så at imødekommes via en velfærdsretlig regulering 23 , som sociallovgivningen er
et udtryk for. Disse velfærdsretlige reguleringer kan ses som standardiserede
politiske løsninger på sociale problemer, løsninger der er vedtaget af folkevalgte
politikere (Hydén, 1998:67).
Dworkin mener ikke, at man kan se entydigt på retten, idet politikker, principper
og øvrige retsregler i dag supplerer lovgivningen. For Dworkin er det nemlig
vigtigt at vise, at retssystemet ikke udelukkende består af retsregler, idet han,
som før nævnt, anser retsprincipper og politikker som væsentlige, når retsregler i
en tvivlsom sag ikke slår til. Dog skal anvendelsen af principper og politikker ske
inden for den givne lovs rammer (Dworkin, 1977:22ff.).
Ifølge Habermas bærer socialpolitikken i det moderne Europa præg af en statslig
regulering af sociale forhold. Der er tale om flere retsliggørelsesfremstød, som
hver for sig er foregået over en tidsperiode (Habermas, 1996a.:456ff.). 24
Systemet regulerer forholdene i den sociale virkelighed, som Habermas
benævner livsverdenen (Ibid.273ff.). Ved oprettelsen af en social tjeneste, der
udfører opgaver som medicinsk omsorg overfor sindslidende, stofafhængige og
adfærdsforstyrrede samt andre opgaver, som vi i Danmark placerer under social-
23 Se en nærmere definition af ”velfærdsretlige reguleringer” s.12.
24 Retsliggørelsesfremstødet startede i absolutismens tid (Habermas, 1996a:456).
SIDE 42 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og sundhedssektoren, viser et socialstatsligt retsliggørelsesfremstød sig særlig
tydeligt (Ibid.:464f.). Denne type af retsliggørelse består i at regulere forholdene
via den socialstatslige garanti, som lovene repræsenterer. Reguleringens mål er
en social integration gennem et medie som magt via loven (Ibid.:455ff. og 465f.).
Denne form for velfærdsretlige reguleringer som middel til social forandring tager
Habermas også op i anden forbindelse. Han argumenterer for, at reguleringen er
en direkte udløber af, at man kan observere nogle sociale problemer i samfundet.
Derved kan man regulere (disse) uønskede samfundsmæssige formationer, og
den velfærdsretlige regulering forventes så at kunne skabe sociale forandringer
(Habermas, 1996a og 1996b:117). Habermas tillægger særligt i ”Between Facts
and Norms” lovgivningen stor betydning. Gennem denne mener Habermas, at
løsningen af mange problemer er mulig. Det gælder såvel socialt, økonomisk
som politisk (se bl.a. Habermas, 1996b:116ff.). I den forbindelse tillægges den
velfærdsretlige regulering også potentialer til at skabe social velfærd, hvilket
mange sociale politikker er et udtryk for (Dalberg-Larsen, 1991:27 og 76). I
”Between Facts and Norms” gør Habermas rede for de retlige reguleringers
placering i samfundet. Han giver udtryk for, at reguleringernes funktion er at
muliggøre systemets afkobling fra livsverdenen igennem en forankring af
medierne penge og magt. Reguleringen afkobler systemet fra livsverdenen og
omvendt (Michael Young, 1999:191). Redskabet til afkoblingen er demokratiet.
Habermas forsøger i sin demokratiteori, at korrigere de problemer velfærdsstaten
kan medføre i form af stigende bureaukratisering og umyndiggørelse af borgerne.
Ved at udbygge demokratiet bliver det efter hans mening muligt at omforme
velfærdsstaten til at udtryk for fælles ønsker og behov (Habermas, 1996b).
OPERATIONALISERINGEN AF DEN VELFÆRDSRETLIGE REGULERING
Kompetencen til at skabe en social forandring gennem en velfærdsretlig
regulering ligger hos den lovgivende magt, som betragtes som styrende for
rettens sociale funktioner. I den forbindelse defineres den lovgivende magts
kompetence som: “En relation mellem to beslutningstagere, hvor A påvirker B til
at gøre noget B ellers ikke ville have gjort. I relationen har A en formel
kompetence til at påvirke B” (Dalberg-Larsen, 1991:2f). Den lovgivende magt (A)
SIDE 43 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
har ifølge bl.a. Grundloven 25 en formel kompetence til at lovgive, hvilket i denne
sammenhæng defineres som en styrende adfærd overfor borgerne i samfundet
(B). Denne styrende kompetence kan, som et statsretligt redskab, søge at
fremme et givent mål om social forandring (Ibid.:27 og 76. Se også Robert Dahl,
2000).
Sammenhængen mellem retten og samfundet kan, ifølge Dalberg-Larsen,
betragtes som fire forskellige processer:
”Impulserne til forandring kommer fra det omgivende samfund, og de angår alene
ændringer i selve retten.
Impulserne til forandring kommer fra det omgivende samfund og bevæger sig gennem
retten for at manifestere sig i det omgivende samfund.
Forandringer hvor impulserne til forandring kommer fra selve retssystemet, hvor
forandringer ligeledes alene sker i selve retten.
Forandringer, hvor impulsen til forandringer kommer fra retssystemet, og herfra
bevæger sig ud af retten for til sidst at manifestere sig i forandringer i det øvrige
samfund” (Dalberg-Larsen, 1991:48).
Det interessante for specialet er primært proces nr. 2, da vi undersøger
muligheden for den velfærdsretlige regulering som instrument til social
forandring. I proces nr. 2 opstår ønsket/kravet om ændringer af de eksisterende
forhold i selve samfundet. Ønskerne/kravene kan f.eks. komme fra Folketinget,
politiet, pårørende, interesseorganisationer eller de implicerede. Herfra
gennemgår forslagene en bearbejdning i den parlamentariske styringskæde,
hvoraf en lov så eventuelt bliver formuleret og vedtaget. Efterfølgende skal loven
implementeres i det omgivende samfund. I denne proces er det helt oplagt, at
man kan betragte retten som et middel til at realisere en social forandring
(Ibid.:49).
25 ”Den lovgivende magt er hos Kongen og Folketinget i forening” (Grundlovens § 3).
SIDE 44 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
GENETISK OG OPERATIONEL RETSSOCIOLOGI
samfund
genetisk retssociologi
Figur 1. Genetisk og operationel retssociologi.
(Figur fra Dalberg-Larsen, 1999:48).
retten
som norm samfund
operationel retssociologi
Fremkomsten af ny lovgivning og opretholdelse af gammel kalder Dalberg-Larsen
for genetisk retssociologi (Ibid.:48f.). Rettens effekter, hvad angår den sociale
funktion, benævner han operationel retssociologi (Ibid.). Ovenfor ses Dalberg-
Larsens figur for den genetiske og operationelle retssociologiske proces
(Ibid.:49). I processen går forslaget/kravet om forandring fra det omgivende
samfund i gennem den del af retssociologien Dalberg-Larsen kalder genetisk.
Herefter formuleres en lovgivning “retten som norm” hvorefter processen
fortsætter som en operationel proces indenfor retssociologien, hvor loven
implementeres i samfundet, og virkningerne observeres (Ibid.:48f.). Processen i
figuren minder ligeledes om en cirkel hvori processen (ideelt set) kontinuerligt
gentager sig: sociale forandringer medfører lovgivningsændringer, som skaber
sociale forandringer, som igen medfører nye behov for ændringer i lovgivningen.
Skal den velfærdsretlige regulering fungere som redskab i en social forandring,
skal der, ifølge Habermas, være tale om en legitim retlig regulering. Er
reguleringen ikke legitim kan forandringerne ikke forventes at indtræffe. Så for at
fastholde Habermas’ tilnærmelsesvise accept af retten som instrument til social
forandring vil vi tage udgangspunkt i hans ideologi omkring en legitim retlig
regulering. I den forbindelse har vi nedenfor opstillet to figurer, der skal fungere
som oversigt over den retlige regulerings tilblivelse. Figurerne er dels inspireret af
Dalberg-Larsen jf. figuren ovenfor dels inspireret af Håkan Hydén (1982:20f.), der
dog ikke opererer med begreberne system og livsverden, men som ligeledes har
SIDE 45 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
opstillet en model for, hvordan man via lovgivningen kan opnå en social
forandring. 26
26 Se også Gregersen (1996:10), der ligeledes sondrer mellem den horisontale og vertikale proces.
SIDE 46 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
PROCESSEN OMKRING ETABLERING OG IMPLEMENTERING AF EN
RETLIG REGULERING
Livsverden Det kommunikative
Systemet
Lovgivningen Livsverden
rationale
Figur 2. Den horisontale proces
Systemet
Lovgivningen
Livsverden
Figur 3. Den vertikale proces
I figurerne ovenfor vises to processer, der kan finde sted mellem systemet og
livsverdenen i forbindelse med etableringen og implementeringen af en retlig
regulering.
I den horisontale proces (Figur 2) etableres magten som en legitim
magtanvendelse. Habermas’ ideal om tilblivelsen af en given lov, mener han bør
ske på baggrund af en gensidig kommunikativ handlen livsverdenen og systemet
imellem –med udgangspunkt i en demokratisk proces. Observeres en (ikke
ønskelig) social forandring/sociale problemer i livsverdenen, analyseres de
mulige årsager hertil og vha. den kommunikative rationalitet når man i sfæren
mellem livsverdenen og systemet frem til konsensus og heraf en retlig regulering.
Habermas’ observationer kan sidestilles med idealerne for den parlamentariske
styringskæde.
Ifølge Habermas skal den kommunikative handlen ske på samtlige niveauer i
lovgivningsprocessen samt i implementeringen af loven. Det betyder med
udgangspunkt i den parlamentariske styringskæde, at befolkningen
indledningsvis via de demokratiske principper vælger repræsentanter til
Folketinget, som skal varetage ”livsverdenens” interesser og formulere de retlige
reguleringer herefter. En legitim implementering af en given lov forudsætter i den
forbindelse, at den udøvende myndighed via den kommunikative handlen opnår
SIDE 47 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
konsensus med de implicerede (dem loven berører) angående lovens egentlige
opgavevaretagelse. Dermed forudsætter Habermas, at lovens tilsigtede
virkninger vil indtræffe (Habermas, 1996b:107ff.).
Habermas betragter retten som et integrationsmedie og tillægger den en
integrerende effekt (Habermas, 1996b:118ff. og Dalberg-Larsen, 1999:324f.).
Ifølge Habermas kan retten, via politisk magt, som den velfærdsretlige regulering
er et udtryk for, sikre social integration. Habermas mener i sin accept
velfærdsretlige reguleringer, “at der er tale om en fusion mellem stat og ret” (se
Gregersen, 1996:14). Idealet om en fusion mellem stat og ret må forstås som en
“virkeliggørelse af rettighedssystemet” (Ibid.:15). Det vil sige, at borgerne har
kunnet gøre brug af deres frihedsrettigheder samt af deres sociale og politiske
rettigheder (mere herom s.54).
Mere eksplicit skriver Habermas, at gennem den offentlige og den private
autonomi 27 opnår man konsensus. Den offentlige og private autonomi giver til
sammen et rum hvor ”alle interesserede” har mulighed for at deltage i
diskussionen om en given retlig regulering jf. rettighedsprincipperne. Idealet om
konsensus er i denne sammenhæng et krav, for kun herigennem opnår man
nogle gyldige argumenter. 28 Ved at sikre balance mellem den offentlige og private
autonomi operationaliserer retssystemet spændingsfeltet mellem ”Facticity” og
”Validity” (Habermas, 1996b:129 og 121). Og som vi understregede i
præsentationen af teorierne, er Habermas’ accept af retsreglerne betinget af en
velbegrundet og retfærdiggjort tilblivelsesproces, hvorfor man på denne baggrund
kan formulere en ”konsensusorienteret” retlig regulering. Midlet er, ifølge
Habermas, kommunikativ handlen gennem den demokratiske proces,
hvorigennem man kan stille nogle normativt gyldige krav til den retlige regulering
(Ibid.:17f.). ”Just those action norms are valid to which all possibly affected
persons could agree as participants in rational discourse” (Ibid.:107).
27 Den private autonomi defineres som kommunikativ frihed for den enkelte (Habermas,
1996b:119). Den offentlige autonomi defineres som kravet til forvaltningen om, at opgaverne
begrænses til diskursiv regelfastsættelse (Gregersen, 1996:16).
28 Argumenter er kun gyldige såfremt der er enighed herom (Habermas, 1996b:107 og 119).
SIDE 48 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Dette understreger værdien af den kommunikative handlen og de demokratiske
principper, Habermas opstiller sit samfundsideal ud fra. Konsekvenserne af
lovgivningen afhænger som sagt af tilblivelsen af denne, og Habermas forventer
en bredere accept af loven, såfremt den bliver formuleret jf. ovenstående (se
også Gregersen, 1996:10). Således er Habermas’ intentioner med ”Between
Facts and Norms” at forstå hvordan et retligt og statsligt sanktioneret
herredømme kan forenes med individernes accept og motiver (Young, 1999:191).
Habermas forholder sig i ”Teorien om den kommunikative handlen”, som tidligere
antydet, overordnet kritisk overfor retsliggørelsestendensen (1996a). Som
præsenteret i kapitel 2 opererer Habermas med begreberne system og
livsverden, og i forbindelse med den retlige regulering af sociale forhold taler
Habermas som nævnt om en tendens til systemets kolonisering af livsverdenen
(Habermas, 1996a:454ff., 465ff. og 470).
I den vertikale proces (Figur 3) er koloniseringen åbenlys. Lovgivningen
formuleres enerådigt af systemet for derefter direkte at blive implementeret i det
omgivende samfund –livsverdenen. Lovgivningen kan her betragtes som en form
for sanktioneret magtudøvelse (Gregersen, 1996:6). Derved bliver
implementeringen og de øvrige forhold omkring loven problemfyldte, hvorfor
systemets kolonisering af livsverdenens forhold er åbenlys (Ibid.:465ff.).
Koloniseringen er en risiko, i den grad at staten griber pacificerende ind og
“breder et net af klientforhold over de private livsområder” (Ibid.:465). Denne
kolonisering af livsverdenens forhold kan fremtræde i forskellige grader og kan
have forskellige sideeffekter. Habermas opstiller nogle betingelser, der skal være
opfyldte, for at risikoen for en kolonisering indtræder. En af de centrale
betingelser er, “når udvekslingsrelationerne mellem subsystemer og livsverdenen
er reguleret via uddifferentierede roller (som eksempelvis klienters relationer til
offentlige bureaukratier)” (Ibid.:455). Denne proces beskriver Habermas’ værste
anelser. Han er præget af krigsårene i Tyskland og frygter udemokratiske
”overgreb” på livsverdenen jf. ”Teorien om den kommunikative handlen” og
antagelsen om systemets kolonisering af livsverdenen. Han har netop derfor med
”Between Facts and Norms” udvist stor interesse for at forklare og skabe en bred
SIDE 49 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
forståelse af de uvurderlige demokratiske principper samt af diskursen om den
kommunikative handlen.
Ovenstående viser, at lovgivningen bliver en strategisk komponent i demokratiet
der, hvis den indsættes ”korrekt”, forventes at kunne skabe de ønskelige sociale
forandringer eller løse ditto. Gennem Habermas’ idealmodel helliger midlet målet
sådan at forstå, at midlet (den kommunikative handlen) helliger målet (den retlige
regulering), som ellers risikerer at gribe koloniserende ind i livsverdenens forhold.
Rettens formål er blevet udvidet, og den velfærdsretlige regulering har ifølge
Habermas’ 1992-teori "Between Facts and Norms" fået status som et
samfundsregulerende styringsmiddel. Sammen med de øvrige komponenter i
samfundet som politik, økonomi og kultur kan den velfærdsretlige regulering ses
som et instrument til at skabe en social forandring. Habermas forventer, at
velfærdsretten på sigt integreres i samfundet som en norm, eftersom den
konsensusorienterede implementering netop medfører en accept af den
velfærdsretlige regulering af sociale forhold (Habermas, 1996b:119ff.).
Som vi har set bløder Habermas i sin teori fra 1992 op på
koloniseringstendensen, og han tillægger ligefrem den velfærdsretlige regulering
en integrerende effekt. Han forventer at en retlig regulering kan skabe den
nødvendige sammenhæng mellem retten og samfundet (system og livsverden).
Derfor kan den retlige regulering betragtes som et integrerende medie (se figur 2
s. 47). Det skal i den forbindelse understreges, at dette dog kun er tilfældet
såfremt den såvel i tilblivelsen som i implementeringen overholder bestemte
demokratiske principper, da loven herigennem opnår den nødvendige
legitimering (Habermas, 1996b:118ff. og 414ff.).
LEGITIMERINGEN VIA DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER
”Når man diskuterer demokrati, er der intet, der giver anledning til større forvirring, end
den enkelte kendsgerning, at ”demokrati” refererer til både et ideal og en virkelighed”
(Robert Dahl, 2000:25).
Som den amerikanske politolog Robert Dahl (1915- ) opererer Habermas med
nogle idealforestillinger for den gensidige proces, der har til hensigt at udspille sig
mellem systemet og livsverdenen angående formuleringen og selve
SIDE 50 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
legitimeringen af en given retlig regulering. Disse idealforestillinger kan afspejles i
nogle principper for den demokratiske proces, hvis sigte er at formulere en sådan
regulering (Habermas, 1996b:118ff). De demokratiske principper udøves i feltet
mellem systemet og livsverdenen. Et af idealerne er, at man diskuterer
problemerne på en tvangsfri måde gennem en herredømmefri kommunikativ
handlen. Idealet for den kommunikative diskurs er åbenhed, lighed og
magtfrihed. Den danske politolog Thomas Gregersen opstiller på baggrund af
Habermas’ teori følgende egenskaber for den ideelle diskurs:
”Alle har adgang til at deltage i diskussionen
Alle har i diskussionen adgang til
- at problematisere alt
- at introducere ethvert nyt emne
- at udtrykke holdninger, behov og ønsker
Ingen er hindret i at udøve adgangen i ovenstående punkter på grund af ydre eller
indre tvang” (Gregersen, 1996:8).
Fordres den kommunikative handlen i den demokratiske proces via ovenstående
egenskaber, forventer Habermas, at man undgår en udefra kommende indgriben
i livsverdenen. Løsningen er et ideal, hvor hverken politisk eller økonomisk magt
spiller ind, men hvor argumentationen spiller den afgørende rolle, og det bedre
argument vinder frem (Habermas, 1996b:287ff. og 1996a:273ff.). Habermas
opstiller idealet om den herredømmefri samtalesituation, hvor det bedre
argument er den eneste magt, der gør sig gældende. Habermas hævder, ifølge
Høilund, at der er en tvangsfri magt i det bedre argument, hvilket tydeligt ville vise
sig, hvis samtalen var herredømmefri i samfundets institutioner (Høilund,
2000:101). Denne antydning af utopi ser vi nærmere på i analysen.
DISKURSETIKKEN
Samlet set kan ovenstående argumenter om legitimeringen af de velfærdsretlige
reguleringer skildres ud fra Habermas’ opstilling af diskursetikkens tre principper
(hhv. det diskursive princip, det universalistiske princip og
anvendelsesprincippet). Habermas’ diskursetik skal forstås som læren om
SIDE 51 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
begrundelsen af moralske bud og normer (Habermas, 1996a:10). Diskursetikken
kan opfattes som en omformulering af Immanuel Kants kategoriske imperativ:”
Du skal kun handle efter den leveregel, som du kan ville have som almen lov”
(Andersen, 1996:142f.). Habermas definerer dog, hvornår et princip kan gøres til
en almen lov på en anden måde end Kant gør. Ifølge Kant forudsætter det
kategoriske imperativ den enkelte persons vilje til at handle rigtigt, men det var
netop denne forudsætning Habermas forsøgte at gøre op med. For Habermas er
det dialogen, der er vigtig, og diskursetikkens formål var derfor at reformulere
etiske regler således, at idealet er, at der kan opnås anerkendelse og konsensus
i en åben tvangsfri debat (Habermas, 1996a:10f og Andersen, 1996:142f.).
Diskursetikkens centrale princip ”det diskursive princip” er udarbejdet på grundlag
af Habermas’ argumenter om konsensus og fremstilles som følgende:
”The discourse principle: Just those action norms are valid to which all possibly
affected persons could agree as participants in rational discourse” (Habermas,
1996b:107 og 459). 29
Hensigten med diskursetikkens helt centrale princip ovenfor er, ifølge Habermas,
fagligt at kunne forsvare en given handlingsnorm: ”The Discourse principle in only
intended to explain the point of view from which norms of action can be
impartially justified” (Ibid.:108f.). På baggrund af det diskursive princip antages
det, at dét man kan skabe rationel konsensus om, i en fornuftig dialog, også er
etisk. Herved bekræftes som antydet ovenfor Habermas’ tese om, at det er muligt
at opnå en indbyrdes forståelse ved kommunikationens hjælp (se Bordum,
2001:7ff.). Bordum understreger dog, at en empirisk dialog ikke nødvendigvis
fører til konsensusdannelse. Mange andre udfald er mulige. Men målet med det
diskursive princip er netop at opnå konsensus. Konsensus er dermed det
tætteste vi kan komme på et velbegrundet svar om ”sandhed, objektivitet,
meningsidentitet, demokrati, retfærdighed og samfundets voldsfrie sociale
integration” (Ibid.:54) (Vores fremhævelse).
29 Citatet af Habermas anvender vi også på s. 48.
SIDE 52 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Som et supplement til det diskursive princip, der indeholder det ”fagligt
forsvarlige”, har Habermas udarbejdet universaliseringsprincippet.
Universaliseringsprincippet indeholder således ydermere et moralsk element, og
Habermas skelner derfor mellem de forskellige former for diskursetiske
principper, hvilket han overordnet betegner den etik, ”der udnytter den fornuft
som kan udfolde sig i dialoger mellem mennesker, når samtalen folder sig
omkring saglig argumentation” (Bordum, 2001:15). Universaliseringsprincippet
defineres af Habermas som følgende:
”The universalization principle: For a norm to be valid, the consequences and side
effects that its general observance can be expects to have for the satisfaction of the
particular interests of each person affected must be such that all affected can accept
them freely” (Habermas, 1996b:549 og 566).
Habermas er dog blevet kritiseret for, at universaliseringsprincippet ikke gør sig
gældende i forbindelse med en konkret case (se Eriksen og Weigaard,
1999:116). Habermas tager kritikken til sig idet han skriver:
”For the application of moral norms to particular cases, the universalization principle is
replaced by a principle of appropriateness” (Habermas, 1996b:109).
Således formulerer Habermas et princip om anvendelsen. Habermas’
anvendelsesprincip viser sig mindre absolut, og formuleringerne er mere
forbeholdne end universaliseringsprincippet. Ifølge Habermas hedder det nu, at:
The principle of appropriateness: ”A norm is valid when the foreseeable
consequences and the side effects of its general observance for the interests and
value-orientations of each individual could be jointly accepted by all concerned without
coercion” (Habermas citeret i Eriksen og Weigaard, 1999:117) (se Habermas,
1996b:109 og 217ff.).
Accepten af normer som retfærdige er nu også relateret til den enkeltes
værdinormer. Individet skal således kunne identificere sig med den enkelte norm
– her velfærdsretlige reguleringer (se Eriksen og Weigaard, 1999:117).
Spørgsmålet er ikke om eller hvordan en aktuel norm/regel bør følges under
foreliggende omstændigheder (Ibid.:116). I forhold til universalitetsprincippet
erstattes princippet ifølge Eriksen og Weigaard (1999:187) af ”hvad der er
SIDE 53 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
passende”. Anvendelsesdiskursen handler om hvilke normer, der passer i en
given situation. For eksempel: en norm som ”du må ikke lyve” kan kollidere med
en norm som ”der skal gøres alt for at redde liv”. Den valgte norm afhænger af
situationen (Habermas, 1996b:217ff.). Der kan dog opstå normkonflikter. Men for
at undgå dette kan man opstille alle normer, som kan komme på tale i en given
situation, og på denne baggrund vælge hvilken norm, der er passende (Eriksen
og Weigaard, 1999:115). Denne påstand kan i specialets analyse måske få os
tættere på en forklaring af lovens manglende anvendelse. Derfor er retsreglernes
virkninger påvirket af gyldighedskriteriet og af, hvad der står på spil (Ibid.:188).
RETTIGHEDSPRINCIPPERNE
Konsensusdannelsen tager hos Habermas udgangspunkt i
rettighedsprincipperne. Rettighedsprincipperne er indlagt i de demokratiske
principper og gør processen og integrationen mulig (Habermas, 1996b:122ff.).
Der er tale om politiske rettigheder, som sikrer folkesuverænitet via de
demokratiske og kommunikative principper. Frihedsrettigheder sikrer en
grundlæggende ret til at handle frit i såvel det politiske som i det øvrige rum.
Endvidere er der sociale rettigheder, der både sikrer et socialt og
sundhedsmæssigt sikkerhedsnet og samtidig sikrer, at frihedsrettighederne og de
politiske rettigheder har et reelt indhold for alle (Gregersen, 1996:10f.).
Rettighedsprincipperne er udslagsgivende for den retlige proces og
reguleringens legitimering (Habermas, 1996b:422, 461 og 118ff.). Skal
retsnormen være legitim, skal alle rettighedsprincipperne være opfyldte
(Ibid.:151ff.). Det er netop gennem rettighedsprincipperne, at en legitim
velfærdsretlig regulering er mulig. De formaliserer de demokratiske forhold,
Habermas peger på skal være opfyldte. Uden denne formelle ret til eksempelvis
deltagelse er demokratiet ikke et reelt demokrati og legitimeringen vil ikke kunne
indtræffe.
Dahl understreger ligeså rettighedsprincipperne (2000:40ff.), og lægger i sin
demokratiopfattelse lige så stor vægt på disse som Habermas. Robert Dahl
sammenligner demokratiet med enhver tænkelig alternativ styringsform og
fremkommer på denne baggrund med nedenstående ti fordele ved demokratiet.
Fordelene hænger nøje sammen med Habermas’ rettighedsprincipper, bl.a. fordi
SIDE 54 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
disse reelt sikrer en kommunikativ handlen gennem den demokratiske proces.
Ifølge Dahl er demokratiets ti umiddelbare fordele at:
1. Borgerne undgår tyranni.
2. Borgerne har grundlæggende rettigheder.
3. Borgerne har generel frihed.
4. Borgerne har selvbestemmelse.
5. Borgerne har moralsk selvstyre.
6. Borgerne har mulighed for at udvikle sig menneskeligt.
7. Borgernes væsentlige personlige interesser beskyttes.
8. Der er politisk lighed mellem borgerne.
Desuden påpeger Dahl, at det moderne demokrati i tilgift skaber:
9. Fred.
10. Velstand. (Dahl, 2000:40ff.).
De demokratiske fordele skal som Habermas’ rettighedsprincipper have et reelt
indhold. Kun således får punkterne en reel betydning. Dahl forudsætter, at en
styrkelse af demokratiet letter en implementering af en given lov. Gennem de
demokratiske spilleregler får borgerne nemlig mulighed for at gøre deres
meninger gældende og på denne baggrund kan implementeringen accepteres
(Ibid.:53ff.) (som Habermas ligeledes lægger op til qua sætningen: ”Just those
action norms are valid to which all possibly affected persons could agree as
participants in rational discourse” (Habermas, 1996b:107)).
RETLIGE REGULERINGER SOM SAMFUNDSINTEGRERENDE
Som nævnt tillægger Habermas i ”Between Facts and Norms” retten en
samfundsintegrerende effekt. Idet Dworkin tillægger politisk integritet og integritet
via lovgivningen som meget væsentlige faktorer for at sikre samfundets
sammenhængskraft (Dworkin, 1986:176ff.) 30 må vi antage, at disse også har til
30 Se også kapitel 3.
SIDE 55 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
hensigt at virke samfundsintegrerende (se også Høilund, 2000:202). Årsagen til,
at Dworkin mener, at lovgivning bliver til via eksterne kompromiser er jo netop, at
i tilfælde af uenigheder vejer integriteten tungest. Ifølge Dworkin vedtager man
således, det, der er flest mulige, der mener er retfærdigt, hvilket må siges at
tilstræbe størst mulig integration. I tilfældet med skakbrætløsningen og dermed
det interne kompromis, ville alle ikke være lige for loven, og der ville
sandsynligvis opstå splittelse i samfundet og dermed ville politikken og
lovgivningen ikke opfattes som samfundsintegrerende ud fra Dworkins
præmisser. Et eksempel på dette kan være Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere, som vi mener er oplagt at problematisere i forhold til
skakbrætløsningen. Loven er vedtaget i Folketinget og gælder dermed formelt for
alle stofmisbrugere. Men da beslutningen om anvendelse af loven er
decentraliseret og dermed op til det enkelte amt at afgøre, hvorvidt den kan
anvendes, mener vi at det kan diskuteres om loven reelt er et tilbud til alle
stofmisbrugere. Qua decentraliseringen kan det i dette tilfælde således ikke
opfattes som værende samfundsintegrerende. Skakbrætløsningen kan
problematiseres i forhold til brud på individets retssikkerhed og Habermas’
demokratiteori. Vi er dog opmærksomme på, at Dworkin opererer med sin
skakbrætløsning på det formelle plan, hvorimod vi problematiserer Lov om
tilbageholdelse på det reelle plan – altså spørgsmålet om implementering af
loven i amterne.
PROBLEMER MED IMPLEMENTERINGEN AF EN
VELFÆRDSRETLIG REGULERING
Selvom formålet med velfærdsretlige reguleringer er at påvirke strukturer i
samfundet til bestemte handlinger (sociale forandringer), er dette nødvendigvis
ikke tilfældet/resultatet og kravet om effekt, der ligger i enhver retlig regulering,
opnås ikke altid. For at medtage overvejelserne i den forbindelse, så vi i analysen
kan være opmærksomme herpå, vil vi i det følgende indkredse de problemer, der
kan være forbundet med implementeringen af en konkret lov.
1980’erne og 90’erne har været præget af politisk vilje til at reducere den
velfærdsretlige regulering og overlade større selvbestemmelse til borgerne
gennem decentralisering, selvforvaltning og afbureaukratisering. Praksis har dog
SIDE 56 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
været, at der er kommet stadig flere retlige regler til jf. retsliggørelsestendensen
(Habermas, 1996a:456) (se s. 6). Denne tendens kan have flere negative
konsekvenser. Dalberg-Larsen påpeger nogle af dem. For det første kan det gøre
folk utrygge og forvirrede, pga. regelsættets uoverskuelighed og kompleksitet.
For det andet kan denne stigning i antallet af retlige reguleringer forstærke
systemets magt, hvilket vil medføre en parallel afmægtiggørelse af folket.
Ydermere vil man ofte fra systemets side, for at øge effektiviteten af reguleringen,
indsætte kontrolfunktioner. Dette vil resultere i endnu en stigning af den retlige
regulering. Idet systemet regulerer mere og mere, overtages folks muligheder for
selvbestemmelse, hvilket kan medvirke til, at folk føler sig frataget deres selvtillid
og virkelyst (Dalberg-Larsen, 1999:297ff.). Vi har tidligere, ifølge Habermas,
problematiseret dette som systemets kolonisering af livsverdenen (Habermas,
1996a:465ff.) (se s. 21).
Er lovgivningens resultater ikke i overensstemmelse med det oprindelige formål,
kan der være tale om et styringssvigt. For at returnere til koloniseringstendensen
kan der henvises til systemets anvendelse af medierne politik og penge
(Habermas, 1996a:326ff.). Det er naturligvis ikke alle retlige tiltag, der udgør et
styringssvigt. Specielt i de tilfælde hvor tiltagene er meget ambitiøse, eller hvor
man søger at regulere nogle ”modvillige”, kan dette være resultatet (Dalberg-
Larsen, 1991:6). Habermas (1996a:107f. og 121ff.) tillægger primært problemer
med legitimeringen som årsagen til en lovs manglende effekt. Men også en
manglende koordinering myndighederne imellem kan, ifølge Dalberg-Larsen,
være årsagen. Desuden kan en given lovs karakter af rammelovgivning eller
uoverskuelighed være et problem. Uanset hvad styringssvigtet skyldes, kan der i
flere sammenhænge konstateres, at målet er svært at nå, og resultatet bliver et
andet, end det ønskelige. Samtidig er der intet, der tyder på en nem løsning for at
undgå en målforskydning (Dalberg-Larsen, 1999:298).
Habermas peger på, at der i tilfældet, hvor de offentlige myndigheder i høj grad
selv forvalter loven ydermere kan være tale om et demokratisk underskud. De
kommunikative processer er derfor igen centrale og herigennem, samt ved en
styrkelse af borgernes rettigheder, forventer Habermas, at man vil kunne
SIDE 57 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
overvinde systemets politiske og økonomiske magt (Habermas, 1996b:116ff. og
320ff. samt Gregersen, 1996:26f.).
Afslutningsvis vil vi understrege, at en given lovs legitimitet, ifølge Habermas,
har en væsentlig betydning og kan hænge sammen med problemerne ved
implementeringen af denne. Følger implementeringen af en lov den horisontale
proces i figur 2 (s. 47), kan det udmønte sig i en sanktioneret magtudøvelse fra
systemets side. Skal en retsnorm være legitim skal den, som før nævnt, være
accepteret af alle de involverede, hvilket sikres ifølge Habermas’ demokratiideal
(se også figur 2 s. 47).
DET AMBIVALENTE FORHOLD MELLEM STYRING OG SELVKONTROL
Alle former for ret er udarbejdet i et forsøg på at harmonisere og systematisere
så langt som muligt. Retten kan, ifølge Habermas, tillægges det formål at skabe
en balance mellem staten og det omgivende samfund (Habermas, 1996b:440ff.
og 1996a:476). Retsordenens retsnormer indeholder dog stadig en dobbelthed.
På den ene side opfattes de som “legitime af borgerne, så de kan efterleves, fordi
de anses for normativt gyldige”. Og på den anden side “sanktionernes de af
staten, og derfor tvinger retsnormerne fysisk borgerne til efterlevelse”
(Gregersen, 1996:9, se også Habermas, 1996b:41ff.) 31 . I forholdet mellem
systemet og livsverdenen kan stadig anes en ambivalens mellem frihedssikring
og frihedsunddragelse, men udviklingen i Habermas’ teori jf. ”Between Facts and
Norms” er, at han heraf udleder, at retsnormerne pga. denne dobbelthed er
velegnede som integrationsmedie i det moderne samfund (Ibid.). Begrundelsen
er, at retten legitimeres via de kommunikative handlinger og opstiller betingelser
for de strategiske handlinger. Inden for borgernes accept af retten ligger, at
borgerne herigennem tillægges nogle rettighedsprincipper, der tolkes som
borgernes gensidige anerkendelse af rettigheder (Habermas, 1996b:122ff.). De
retlige reguleringer kan altså opfattes som velegnede integrationsmedier,
31 Carsten Aabo betegner reglernes dobbelthed som ”faktisk tvang” (dvs. de faktiske grænser for
strategisk handlen) og ”legitim gyldighed” (dvs. reglerne besidder en socialintegrativ binding, så
retsobjekterne kan føle sig normativt forpligtende) (Aabo, 1997:55).
SIDE 58 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
eftersom man ved en legitim retlig regulering kan skabe den ønskede
sammenhæng mellem systemet og livsverdenen.
Om det reelt forholder sig således er en nærmere undersøgelse værd. I
specialets konkrete problemstilling, særligt eksemplificeret ved loven der gør
tilbageholdelse af gravide stofmisbrugere i behandling mulig, er et ambivalent
forhold mellem en frihedssikring og en frihedsunddragelse en åbenlys
problemstilling. Det drejer sig om sikring af to individers rettigheder; det ufødte
barns og den gravide kvindes.
Habermas’ to modsatrettede begreber frihedssikring og frihedsunddragelse kan
paralleliseres i forhold til Ronald Dworkins betragtninger omkring individuel frihed,
personlige rettigheder og ”rettigheder for hvem?” - det ufødte barn eller den
gravide kvinde? (“Life’s dominion”, 1993). Ud fra perspektivet om det ufødte
barns rettigheder etablerer loven en (om end) indirekte frihedssikring, så trods alt
fokus på det ufødte barns ellers manglende rettigheder og derved
myndighedernes forpligtelse til at gribe ind i forhold til at sikre barnet. I kvindens
situation kan der, hvis hun vel at mærke er modvillig i forhold til muligheden for at
blive fastholdt i en behandling, være tale om frihedsunddragelse (Dworkin,
1993:7ff.).
FAKTORERNE FOR EN UNDERSØGELSE OG ANALYSE
AF EN LOVS VIRKNINGER
Til en analyse af lovgivningens virkninger i forhold til en regulering af nogle givne
samfundsmæssige problemer er det nødvendigt at begrebsliggøre, definere og
opstille nogle faktorer, hvor ud fra en undersøgelse kan iværksættes. På
baggrund af Habermas, Dworkin, Dalberg-Larsen, Hydén, Høilund og Zahles
argumenter er det hensigten af gennemtvinge en operationalisering til brug for en
analyse af en af en given lov.
I hele Habermas’ ”Postscript 1994” opsummerer han meget eksplicit sine
erfaringer angående den demokratiske proces ”The Democratic Law-making”
(Habermas, 1996b:447ff.). Vi har nedenfor opstillet en række faktorer. Dette er
gjort på baggrund af Habermas’ teori om den kommunikative handlen, herunder
retsliggørelsestendensen og den rekonstruktivistiske tilgang til lovgivningen.
SIDE 59 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Endvidere anvendes hans rekonstruktion af det normative samt hans argumenter
omkring retten og det omgivende samfund herunder den velfærdsretlige
regulerings mulighed for at skabe social forandring. Faktorernes opstilling støttes
af Dalberg-Larsens betragtninger omkring betydningsfulde faktorer, der er vigtige
i undersøgelse af og i forbindelse med analyse af en lovs reelle virkninger
(Habermas, 1996a og 1996b samt Dalberg-Larsen, 1999:250ff.).
Lovgivningens virkninger indtræffer i perioden efter lovens vedtagelse og
implementering, men resultatet er afhængig af flere faktorer. Det er derfor
vanskeligt at se isoleret på retten og dennes virkning uden at vurdere
nedenstående faktorer (Dalberg-Larsen, 1999:249ff.).
LOVENS INDHOLD OG FORM
Indledningsvis bør lovens indhold og form undergå en nøjere gennemgang (se
bl.a. Habermas, 1996b:122ff. og 410ff.). Til dette formål anvendes en
retsdogmatisk tilgang. Ifølge retsdogmatikken analyseres retskilder som
lovgivningen, lovgivningens form og tilgængelighed, forarbejderne hertil,
tilblivelsen og selve indholdet samt myndighedernes praksis og rimeligheden i
den retlige regulering (Zahle, 1998a:9ff.). Retsdogmatikken tilføjer således nye
aspekter til retssociologien omkring rettens indhold, aspekter som ellers er
uinteressante for denne. På den anden side er retssociologien også
komplementær overfor retsdogmatikken, da retssociologien medtager
oplysninger om lovgivningens årsager og virkninger.
“Retsordningen (lovgivningen) i et retssociologisk perspektiv er en black box, hvis
indhold er ubetydelig for analyser af rettens årsager og virkninger. Det retsdogmatiske
perspektiv kan her supplere og nuancere det retssociologiske billede af retsordningen”
(Hydén, 1998:34).
Trods dette komplementære forhold mellem retsdogmatikken og retssociologien
er de også hinandens konkurrenter. Indenfor den retsdogmatiske tilgang
accepterer man ikke umiddelbart den retssociologiske tilgang, idet ændringer her
skal bero på årsags- og konsekvensanalyser (Ibid.:35). For at fuldende den
forestående analyse vil vi argumentere for, at begge undersøgelsestyper skal
foreligge.
SIDE 60 AF 123

LOVENS BAGGRUND
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Eftersom specialet primært søger at operationalisere en retssociologisk tilgang til
problematikken omkring gravide stofmisbrugere og det ufødte barns rettigheder
gennem Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, er en
undersøgelse af baggrunden for loven ligeså en forudsætning. Ifølge Zahle er
fortolkningen af en lov afhængig af en analyse af forarbejderne til loven, da der
heri foreligger mange forskellige argumenter for vedtagelsen af loven.
Forarbejderne er således en del af den ”juridiske virkelighed” (Zahle, 1998a:11ff.)
Baggrunden for en given velfærdsretlig regulering må ifølge betragtningerne om
lovens muligheder ovenfor udspringe af et socialt problem, som loven forventes
at kunne ”løse”. I hvor høj grad problemet er samfundsskabt, og i hvor høj grad
der er tale om en generel tendens eller blot et specifikt tilfælde, bør ligeledes
underkastes en undersøgelse, da det også kan have indflydelse på lovens
konkrete udformning (Habermas, 1996b:121ff.). 32
DET ØVRIGE RETSSYSTEM
Lovgivningens baggrund skal ydermere ses i sammenhæng med det øvrige
retssystem. En given lov skal altid formuleres i forhold til de eksisterende love og
deres eventuelle indflydelse. Lovene har indbyrdes en rangorden med
Grundloven som den øverst rangerede efter princippet om lex superior (Zahle,
1999:77). Inden for et bestemt lovområde vil det dog altid være den sidst
kommende lov, der er gældende ifølge princippet omkring lex posterior (Zahle,
1998:355). I forhold til en konkret problemstilling vil der ofte være flere love, der
bliver relevante, og derfor vil vi i analysen være opmærksom på de retlige
sammenhænge.
LOVENS TILBLIVELSESPROCES
Ifølge figur 2 og 3 (s. 47) er rettens virkninger også afhængige af
tilblivelsesprocessen. Hvis loven er opstået og formuleret i ”systemet”, uden den
har undergået livsverdenens kommunikative rationalitet, må loven forventes at
32 Er en given lov eksempelvis tilblevet for at forhindre en bestemt type af mennesker i at forsamle
sig, jf. ”Rocker-loven” (et ganske specifikt tilfælde) eller er der tale om en mere generel lov, der
vedkommer en stor del af befolkningen som eksempelvis færdselsloven.
SIDE 61 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
indvirke koloniserende på de implicerede parter i befolkningen, og den ønskede
virkning kan ikke forventes. Gregersen taler om, at systemet via retsreglerne
derved sanktionerer livsverdenens forhold (1996:9f.). Er tilblivelsesprocessen
foregået som skitseret i figur 2 (den horisontale proces) forventes loven derimod
at blive accepteret og virkningerne har større chancer for at blive som ønsket.
LOVENS POLITISKE BAGGRUND
Et helt femte parameter der spiller ind er lovens politiske baggrund, kritikere og
støtter. Er loven foreslået af et af regeringspartierne som, ifølge Zahle
(1999:266), repræsenterer en overvejende del af de vedtagne love, og hvor bred
er opbakningen i øvrigt til loven? I en konkret analyse vil man i forhold til den
konkrete lov undersøge det demokratiske arbejde, der ligger bag loven (se
Habermas, 1996b:461 og 450). 33 I den forbindelse kan det også være vigtigt at
være opmærksom på de ressourcer, der eventuelt kan tilføres via den givne lov.
Dette kan have en væsentlig betydning for den reelle virkning af loven, sådan at
forstå, at en reel virkning ofte kan kræve en økonomisk opbakning af loven
(Habermas, 1996b:505 og Dalberg-Larsen, 1999:252ff.).
ØVRIGE MYNDIGHEDER
I forbindelse med det politiske spil og hele den demokratiske proces er de øvrige
myndigheders funktion vigtig at holde sig for øje (Habermas, 1996b:410ff.).
Mange velfærdsretlige reguleringer kræver en direkte myndighedsudøvelse,
hvorfor en (mod -) villighed angående denne kan have stor betydning for det
reelle udfald. Der kan f.eks. være tale om problemer med et tværfagligt arbejde
eller en svært tilgængelig lov, der vanskeliggør en anvendelse. Ydermere er
placeringen af kompetencen hos en bestemt myndighed, samt de
sanktionsmuligheder der ligger i reguleringen, faktorer der bør undersøges og
indgå i en senere analyse (Dalberg-Larsen, 1999:251f.).
33 Se Habermas’ ”Postscript 1994” om ”The Democratic Law-making” (Habermas, 1996b:447ff.).
SIDE 62 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
BORGERNES HOLDNINGER TIL LOVEN
Sidst men ikke mindst er borgernes (in -)direkte berøring med loven en faktor, der
kræver opmærksomhed. Hvis loven medfører en ændring af retstilstanden hos
den enkelte i positiv eller negativ forstand, kan dette have betydning for lovens
virkning. Det samme gælder lovens motivations- eller sanktionsmuligheder, der
kan have afgørende betydning for den enkeltes opfattelse af, om denne retlige
regulering kan opfattes som en hjælp eller som et indgreb i den private sfære
(Habermas 1996a og 1996b og Dalberg-Larsen, 1999:250ff.). Høilund påpeger
ligeledes borgernes berøring med loven som en væsentlig faktor. Han mener, at
det er yderst vigtigt, at en lov er i overensstemmelse med befolkningens
retsfølelse og samfundsmoral, da det er dette, der giver loven en forpligtende
kraft (Høilund, 1992:214).
UDENFORSTÅENDE FAKTORER
Ydermere skal man være opmærksom på andre mere udenforstående faktorer,
der kan have en indirekte betydning. Dermed sagt, at man også skal undersøge
det omgivende område, så man ikke negligerer andre tendenser i samfundet,
som kan have en styrende funktion for den konkrete problemstilling og eventuelt
for udfaldet af analysen. Det kan eksempelvis være en generel skærpet
opmærksomhed på området, der får betydning for undersøgelsen af den
velfærdsretlige regulering (Dalberg-Larsen, 1999:87 og 253).
TIDSPERSPEKTIVET
Tid er også en faktor som man skal tage højde for i en analyse af en given lov og
særligt i undersøgelserne af resultaterne af lovgivningen. Forandringen viser sig
ofte over en vis tidsperiode, da særligt den velfærdsretlige regulering og
implementeringen heraf kan være et langsigtet forløb. Ud fra nedenstående figur
(figur 4) kan man observere velfærdsrettens virkninger over en længere periode.
Dalberg-Larsens retlige kredsløb 34 , hvor ret og samfund fortløbende giver
hinanden feedback eksemplificerer Habermas’ dualistiske samfund, hvor retten
34 Dalberg-Larsen, 1999:49.
SIDE 63 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og samfundet komplementerer hinanden (Habermas, 1996a:276ff. og
1996b:98f.).
samfund ret
samfund
feed back
Figur 4. Det retlige kredsløb
(Figur fra Dalberg-Larsen, 1999:49).
Det retlige kredsløb i figur 4 udspiller sig som en fortsat proces, hvor virkningerne
af den velfærdsretlige regulering kan observeres over et større tidsperspektiv.
Samspillet mellem retten og samfundet er baseret på en gensidig feedback jf. det
dualistiske forhold, der ifølge Habermas udspiller sig mellem retten og
samfundet. De er hinandens forudsætninger og komplementerer hinanden.
Ydermere er der opstået et gensidigt afhængighedsforhold mellem de to
enheder. Afhængigheden opstår idet f.eks. sociallovgivningens videreudvikling
afhænger af samfundet og omvendt. Dette dualistiske forhold kan medføre, at
sociallovgivningen på afgørende punkter præges af det omgivende samfund og
samfundets konflikter for igen at præge disse (Ibid.). Habermas konstaterer i den
forbindelse, at samfundet udvikler og ændrer sig løbende med den historiske
udvikling, hvilket ligeså medfører ændring og udvikling af retten (Habermas
1996b:440ff.). Habermas er, som Hydén, også opmærksom på, at teorien om
lovgivningen som instrument til social forandring ikke er skabt forudsætningsløs.
Der kan oftest spores lignende former for regelsæt indenfor området tilbage til
tidligere retlige konstruktioner. Der henvises til retshistorien, antropologien og
kulturgeografien for at finde andre traditioner for retlige reguleringer, der havde til
hensigt at skabe social forandring (Habermas, 1996b:440ff. og Hydén, 1998:34).
Ovenstående faktorer er gældende for lovgivningens effekt, og bør derfor
medtages i en samlet vurdering af såvel formålet med, forventningerne til som
virkningerne af en velfærdsretlig regulering. Endvidere skal man gøre sig det
bevidst, at en måling af effekten er afhængig af, hvornår man måler, og ud fra
hvilket tidsperspektiv dette sker (Dalberg-Larsen, 1999:296). Derfor vil specialets
analyse også afspejle det fokus, der er på den velfærdsretlige regulering generelt
SIDE 64 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og særligt det fokus der p.t. er på ufødte børns rettigheder - eller mangel på
samme.
OPSUMMERING
Den velfærdsretlige regulering som muligt instrument til at skabe social
forandring er ovenfor kritisk belyst på baggrund af flere centrale teoretiske
sondringer. Trods flere “omveje” ses den retlige regulerings mulighed for gennem
sociallovgivningen at sikre en ønskelig social forandring. Ud fra den ideelle
forestilling er der tale om en velfærdsretlig regulering, der, i en etableret
retsorden som den danske forventes at kunne skabe de ønskede ændringer på
det sociale område. Ifølge teorierne er der dog nogle krav til disse reguleringer,
for at de kan fungere efter hensigten. Spørgsmålet er så om disse teoretiske
antagelser kan stå for en nærmere analyse. Hertil er det lykkedes os at opstille
nogle redskaber, som vi kan bringe i anvendelse i en nærmere undersøgelse af
den konkrete velfærdsretlige regulerings reelle virkninger. Desuden har vi
opstillet nogle faktorer, vi forventer at kunne bringe i anvendelse i en analyse af
en konkret velfærdsretlig regulering. I forbindelse med operationaliseringen af
teorierne har vi ydermere udvist opmærksomhed overfor nogle af de problemer,
der kan være forbundet med implementeringen af en konkret lov. Disse erfaringer
kan vi i den forestående analyse drage nytte af, da vi herved forventer at kunne
få belyst den manglende anvendelse af Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere
i behandling. Dette bør, ifølge Habermas, kunne vises tilbage til lovens
manglende legitimitet, som risikerer at medføre problemer med
implementeringen.
Som vi ovenfor konstaterede, så har vi i indeværende kapitel redegjort for,
hvordan man kan sikre og argumentere for, at den velfærdsretlige regulering kan
anvendes som instrument til at forestå en social forandring eller være med til at
løse et socialt problem. Elementerne fra dette kapitel vil i kapitel 6 danne
udgangspunkt for den endelige udfoldelse af analysen.
Med udgangspunkt i Habermas’ og Dworkins teorier har vi i indeværende kapitel
forsøgt at danne et grundlag for arbejdet med og undersøgelsen af en konkret
velfærdsretlig regulering. Ved hjælp af betragtningerne forventer vi at kunne
SIDE 65 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
analysere den specifikke lovgivnings muligheder for at skabe en social forandring
samt formåen i øvrigt. Betragtningerne har givet os et bredt perspektiv på rettens
funktion, muligheder og begrænsninger. Fokus på retsliggørelsens skyggeside
gør udgangspunktet kritisk, hvilket er specialets tilgang til hele problematikken
omkring det ufødte barns rettigheder og specielt Lov om tilbageholdelse af
(gravide) stofmisbrugere i behandling.
Hermed lægger vi op til en præsentation af specialets empiriske materiale,
materiale der som sagt senere skal være genstand for en analyse.
SIDE 66 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 5: DEN RETLIGE REGULERING PÅ
STOFMISBRUGSOMRÅDET
I det følgende afsnit vil vi indledningsvis foretage en nærmere beskrivelse af
specialets empiriske eksempel om gravide stofmisbrugere og det ufødte barns
rettigheder. Hertil anvendes forskelligt kvalitativt som kvantitativt materiale.
Materialet, som tegner sig for velfærdsretlige reguleringer samt forarbejder og
vejledninger hertil, beskriver hvad man politisk har vedtaget på stofmisbrugs- og
svangerskabsområdet samt hvilke regler der er gældende på området ufødte
børn. Beskrivelserne vil ligeledes indeholde de seneste undersøgelser på
området. På baggrund af materialet vil vi analysere os frem til baggrunden,
potentialerne og problemerne ved den velfærdsretlige regulering på området.
Således forventer vi senere at kunne konstatere, hvordan velfærdsretlige
reguleringer fungerer som instrument til at skabe sociale forandringer.
STOFMISBRUGSOMRÅDET
Amterne skønner, at det samlede antal stofmisbrugere på landsplan er ca.
15.000, hvoraf over halvdelen er ukendte i behandlingssystemet. Af de 15.000
stofmisbrugere var de 8.215 i år 2000 indskrevet i en eller anden form for
stofmisbrugsbehandling. I år 2000 var der endvidere afsat 533.5 mill. kroner til
behandlingen af stofmisbrugere (Narkofølgegruppen, 2001:9f.).
Et stadig stigende stofmisbrug i Danmark er et samfundsproblem på mange
måder. 35 Stofmisbrugeren lever ene og alene for at opleve næste fix, og vejen
hertil går ofte gennem prostitution og kriminalitet. Der anvendes mange
ressourcer til afgiftning og rehabilitering af narkomaner samt bekæmpelse af
illegale narkotiske stoffer. De anvendte ressourcer viser sig desværre ofte at
være spildte, da misbrugerne i de fleste tilfælde falder tilbage i deres vante miljø -
og dermed forbrug af stoffer (Amtsrådsforeningen, 1989:34f.).
I slutningen af 1980erne og i begyndelsen af 1990erne blev problemet ”social
udstødelse” sat på den politiske dagsorden, da det begyndte at vise sig, at
socialpolitikkens hidtidige normaliseringsproces og integrationsmålsætninger lod
35 ”Socialplan 1997-2000”, kapitel 5:8.
SIDE 67 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
samfundets svageste i stikken. På narkoområdet var man tidligt opmærksom på
problemerne med hensyn til den manglende sammenhæng mellem karakteren af
de eksisterende tilbud og de ønsker og behov visse grupper af stofmisbrugere
havde. Således lagde Alkohol- og Narkotikarådets redegørelse: ”At møde
mennesker hvor de er” (1984) op til at udvikle et behandlingssystem, hvor der
blev taget udgangspunkt i de forskellige brugers ønsker og behov. Siden da er
der kommet et utal af alternative behandlingsformer til, som er målrettet de
forskellige grupper af stofmisbrugere. Og der er fortsat fokus på området.
STATUS PÅ OMRÅDET
Den 3. april 2001 redegjorde daværende Socialminister Henrik Dam Kristensen
for de behandlingsformer og - tilbud, der gives narkomaner (Forespørgsel F 50,
2001). Dette blev gjort på foranledning af Folketingets partier. Redegørelsen
lægger bl.a. op til, at Narkofølgegruppen 36 opsamler og viderebringer erfaringer
om behandlingen og den øvrige sociale indsats, der ydes stofmisbrugere i
Danmark. Dette sker på baggrund af regeringens manglende samlede overblik
over området til trods for undersøgelser heraf i 1994 og 1995. Folketinget kan
dog samlet konstatere, at der er iværksat en lang række initiativer på
stofmisbrugsområdet. Ydermere er der samlet enighed om behovet for centrale
igangsættende initiativer for at styrke forebyggelse af misbrug og for at reducere
skaderne af misbruget.
På baggrund af forespørgelsesrunden F 50 vedtog Folketinget, at regeringen
skulle sørge for:
- at sikre, at Narkofølgegruppen opsamler og viderebringer erfaringer om
behandlingsmetoder og sociale indsatser der er, og hvilke der virker bedst
- at der forud for den kommende Finanslov indsamles oplysninger om den
personalemæssige og økonomiske udvikling på området
- at sikre og forstærke dialogen med amter og kommuner om betydningen af deres
ansvar for at løse behandlingsopgaverne og for at udvikle det forebyggende arbejde
SIDE 68 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
- at tilvejebringe et overblik over hvilke offentligt finansierede behandlingsforsøg og
projekter amter og kommuner og private organisationer har arbejdet med samt hvilke
erfaringer der er med de enkelte forsøg og projekter
- at bede den under Narkotikarådet siddende arbejdsgruppe om at udrede unges brug
og misbrug af stoffer samt at tilvejebringe forbedringer på dette specifikke område (F
50, 2001:5).
DEN SOCIALE INDSATS PÅ STOFMISBRUGSOMRÅDET
Rapporten om amternes og delegationskommunernes tilbagemeldinger til
Narkofølgegruppen om den sociale indsats på stofmisbrugsområdet er
udarbejdet af Formidlingscentret for socialt arbejde (citeret som Ramsbøll og
Zeeberg, 2001) på foranledning af Narkofølgegruppen. Materialet til rapporten er
indsamlet fra alle landets amter, Københavns og Frederiksberg kommuner og
delegationskommunerne Fredericia, Odense, Aalborg, Århus og Randers.
Samtlige er blevet bedt om at indsende følgende:
Planer og lignende for den overordnede indsats på området, herunder
samarbejdsaftaler mellem kommune og amt om den sociale indsats for stofmisbrugere
Orientering om forventede eller planlagte aktiviteter eller samarbejdsaftaler
Statusrapporter, evalueringer eller redegørelser for den regionale eller lokale indsats,
herunder evalueringer mv. af større enkeltforanstaltninger
Regnskabs- og budgettal for år 2000 og 2001 for den sociale indsats for
stofmisbrugere
Orientering om arbejde med kvalitetsudvikling på misbrugsområdet (Ramsbøll og
Zeeberg, 2001:5).
Ni af de 21 amter og delegationskommuner beskriver i det indsamlede materiale
at have oplevet et generelt stigende behov for eller efterspørgsel efter
narkobehandling i de senere år. En del af de adspurgte beskriver det stigende
behov som et øget pres på narkobehandlingssystemet, der har medført ventetid
36 Narkofølgegruppen er en gruppe nedsat af Socialministeriet. Narkofølgegruppen består af
repræsentanter fra ministerier, amter og kommuner.
SIDE 69 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og ventelister (Ibid.:7). Rapporten konstaterer endvidere, med henvisning til
andre undersøgelser af feltet, at ”Jo længere behandlingsforløbet er, jo større er
andelen af misbrugere, der gennemfører den” og at ”Jo længere
døgnbehandlingen varer, jo større er den andel, som klarer en længere periode i
stoffrihed i behandlingen” (Ibid.:8).
Unge misbrugere er i de fleste amter og delegationskommuner en højt prioriteret
målgruppe, til hvem der er etableret særlige tilbud. Det samme gælder for
gravide stofmisbrugere.
GRAVIDE STOFMISBRUGERE
Et af de syv fokusområder rapporten beskæftigede sig med var gravide
stofmisbrugere. Resultatet viser dog, at det kun var i 7 amter/kommuner at
gravide stofmisbrugere var et specifikt prioriteret område. Halvdelen af alle
adspurgte havde ikke nævnt gravide stofmisbrugere som et særligt område. I
disse amter og delegationskommuner vurderede man, ifølge rapporten, at
”metadon er skadesreduktion og skadesreduktion er metadon”! (Ibid.:17).
”Det skal forstås således, at det helt overvejende billede, der ud fra materialet tegner
sig af den skadesreducerende indsats i amter og delegationskommuner, viser, at den
primære skadesreducerende indsats i stort set alle amter og delegationskommuner
består af metadontildeling samt omsorgsmæssig og socialpædagogiske tilbud, der er
knyttet til metadontildelingen. Dette understreges af, at der i over halvdelen af amter
og delegationskommuners materiale ikke kan findes eksempler på andre udtryk for
skadesreduktion end metadon og de tilbud, der gives i tilknytning til metadon” (Ibid.).
Det er ikke specialets hensigt at skulle vurdere behandlingen af gravide
stofmisbrugere, hvorfor vi blot nævner rapportens redegørelse og vurdering.
DE VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGER
Til en beskrivelse af de overordnede retningslinier, der eksisterer for omsorgen af
gravide stofmisbrugere har vi udvalgt specifikke paragraffer i følgende love: Lov
nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, Lov nr. 671 af 13. december 1978 om
jordemødre, Lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995 om
SIDE 70 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
Lovbekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt samt
Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
De udvalgte paragraffer fra disse velfærdsretlige reguleringer omhandler for hver
enkelt vedkommende forholdene for enten gravide, stofmisbrugere eller (ufødte)
børn.
Vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte
voksne, herunder stofmisbrugere, bruges til uddybning af serviceloven og
hensigterne hermed. Vejledningen indeholder en fremstilling af de tiltag, der bør
iværksættes overfor stofmisbrugeren. Den er ikke i den forstand bindende, men
vejledende. “Det er ikke vejledningen og dennes udsendelse, der binder
modtageren til at følge loven, det er lovens vedtagelse og offentliggørelse i
Lovtidende” (Zahle, 1999:271ff.). Karakteristisk for vejledninger er, at de er
udstedt af en overordnet administrativ myndighed til en underordnet myndighed.
Vejledningerne er alene vejledende og knytter sig i den forbindelse til den
pågældende lov. Vejledningerne vil typisk danne grundlag for de administrative
afgørelser og dermed for den praksis, myndigheden følger (Peter Blume,
1995:23).
I §2 i Lov nr. 671 af 13. december 1978 om jordemødre og i §7 i
lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995 om svangerskabshygiejne og
fødselshjælp overdrages en direkte kompetence til Sundhedsstyrelsen om at
fastsætte retningslinier for såvel jordemødrenes virksomhedsområde som for
gennemførelsen af forebyggende helbredsundersøgelser. Til en mere uddybende
beskrivelse af omsorgen for gravide stofmisbrugere har vi derfor anvendt
Sundhedsstyrelsens rapporter ”Svangreomsorg, retningslinier og redegørelse”
(1998) og ”Svangreomsorg til specielt udsatte gravide kvinder” (1998), hvori der
er opstillet retningslinier for sundhedsvæsnets opgaver i forbindelse med
behandlingen af gravide misbrugere. Disse retningslinier har borgerne ikke krav
på, men de er orienterende for de offentlige myndigheder, dvs. at retningslinierne
gælder som vejledninger og hvis disse efterleves opnås lovens formål. Det
SIDE 71 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
væsentligste med såvel vejledninger som retningslinier er, at de ikke er juridisk
bindende men vejledende (Zahle, 1999:271ff.).
Endvidere bruger vi dele af ”Regeringens Folkesundhedsprogram 1999-2008”,
der beskriver de kommende tiltag indenfor behandlingen af gravide
stofmisbrugere. Det skal bemærkes, at tiltagene ikke er iværksat p.t., men
programmet har relevans, da det er udtryk for en skærpet opmærksomhed
overfor de gravide stofmisbrugere og de problemer der medfølger. En plan som
offentlig forskrift er en fremtidsorienteret proces, gennem hvilken regeringen
søger at opnå kontrol over sine omgivelser for derigennem at kunne gennemføre
sine intentioner (Zahle, 1999:241). En planlægning som denne er, som anden
regelfastsættelse, styrende men ikke juridisk bindende for nogle af de
implicerede parter (Ibid.:143f.).
DE GRAVIDE MISBRUGERES RETTIGHEDER
Gravide stofmisbrugere er en minoritetsgruppe med særlige sociale problemer,
og kvinderne er, ifølge Olofsson, som oftest mere eller mindre fysisk og psykisk
syge. Disse kvinder har i lovgivningen indtil flere rettigheder både som
stofmisbruger og som gravid. Rettigheder som de måske ikke selv er bevidste
om, men som er deres lovfæstede ret.
Der skal ifølge servicelovens §67 og §73 ydes en særlig indsats til denne gruppe
og målet hermed er bl.a. at forebygge, at problemerne forværres og at forbedre
den enkeltes sociale og personlige funktioner samt at forbedre mulighederne for
den enkeltes livsudfoldelse gennem behandling, pleje og omsorg. Endvidere skal
der ydes en helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i den enkeltes behov.
Behandlingen forudsætter en socialpædagogisk eller psykologisk funderet
indsats, der ofte vil foregå parallelt med en lægelig, psykiatrisk eller medicinsk
indsats (Vejledning nr. 45 af 10. marts 1998:322). Behandlingen foregår i et
forløb, som fastlægges i en behandlingsplan 37 , der så vidt muligt udarbejdes i
samarbejde med den gravide stofmisbruger (Lov nr. 454 af 10. juni 1997, §111
37 En behandlingsplan angiver formålet med indsatsen, indsatsen, varigheden heraf samt andre
særlige forhold om indsatsen (Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, §111).
SIDE 72 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
stk.3). Stofmisbrugere skal tilbydes behandling af amtskommunen (Ibid., §85 og
§86). Kvinden har altså ret til at blive behandlet for sit misbrug og kan sin kræve
ret herpå (Blume, 1995:21). Endvidere har kvinden ret til hurtig visitation og
behandling (Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på
det sociale område, §3), dvs. at der er lagt op til en hurtig intervention fra både
amter og kommuners side. Behandlingen kan foregå i offentlig eller privat regi. 38
TILBAGEHOLDELSE AF STOFMISBRUGERE I BEHANDLING
Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
giver den enkelte behandlingsinstitution ret til at tilbageholde stofmisbrugeren i
behandlingen. Dette skal dog foregå under nærmere optegnede betingelser.
Disse betingelser skal sikre, at den enkeltes retssikkerhed tilgodeses.
amts-
rådet
socialudvalget
behandlingsinstitutionen
stofmisbrugeren
Figur 5. Den hierarkiske pyramide
Loven indeholder fire niveauer, der for hver enkeltes vedkommende skal
vedtages under nærmere oplistede regler. Vi har valgt at betegne lovens fire
niveauer som en hierarkisk pyramide jf. ovenstående figur (figur 5). Loven skal
ifølge § 1 indledningsvis vedtages af amtsrådet. Vedtagelsen indeholder en
principiel beslutning om, at man i amtskommunen kan benytte sig af lovens
bestemmelser. Herefter træffer socialudvalget beslutning om den pågældende
stofmisbruger skal tilbydes plads på en institution, der kan gennemføre
behandlingen (se § 2). I den forbindelse skal den givne institution ligeledes træffe
en afgørelse om de vil behandle stofmisbrugeren under Lov om tilbageholdelse
(§ 2 stk. 2). I sidste ende er det den gravide stofmisbruger, der skal vælge om
38 De private behandlingsinstitutioner er ligeledes blevet inddraget i den almindelige
visitationsprocedure (Vejledning nr. 45 af 10. marts 1998:344f.).
SIDE 73 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
hun vil behandles under disse vilkår. Den endelige behandling planlægges i en
handleplan, og misbrugeren underskriver en kontrakt om indgåelse i
behandlingsforløbet. Misbrugeren kan til enhver tid opsige denne kontrakt og
modtage andre behandlingstilbud (se lovens § 3). “Dog kan en tilbageholdelse
ske, når der er en begrundet formodning om, at stofmisbrugeren vil afbryde den
aftalte behandling, og det vil være uforsvarligt ikke at tilbageholde pågældende...”
(§5) 39 . Hermed menes, at tilbageholdelse kan ske i en kort og afgrænset periode
med henblik på at overbevise misbrugeren om en fortsat behandling
(Vejledningen, 1998:6ff.). 40 Tilbageholdelsen kan indeholde anvendelse af fysisk
magt eksempelvis i form af fastholdelse. Fiksering og isolation er ikke tilladt
(Ibid.:8ff.). 41 Lovens tiltag kan ifølge lovforslaget og de efterfølgende
behandlinger i Folketinget også ses som et forsøg på at sikre det ufødte barn de
bedst mulige vilkår og den må formodes at medføre en ændring i den gravide
stofmisbrugers adfærd mod en stoffri graviditet (Folketingstidende, 1991-92).
De fire niveauer skal bl.a. være med til at sikre, at loven anvendes korrekt.
Niveauerne sikrer ydermere, at der er fuld enighed og forståelse om lovens
anvendelse blandt såvel forvaltere og behandlere som stofmisbrugere. Loven er
principielt blevet implementeret i tre amter, det drejer sig om Ribe, Vestsjælland
og Frederiksborg amt (Ibid.:1). Trods implementeringen af loven har ingen af de
nævnte amter anvendt ordningen endnu (Ibid.). Begrundelsen for den manglende
anvendelse har været, at behandlingen skal bygge på frivillighed og ikke på
tvang (Ibid.) (se også Ramsbøll og Zeeberg, 2001). Ligeså er der problemer med
de praktiske omstændigheder i forbindelse med anvendelse af tvang, da det er
uvist i hvilke fysiske rammer, tilbageholdelsen skal udøves. Flere behandlere har
givet udtryk for, at der kræves særlige lukkede afdelinger til behandling af de
gravide misbrugere. Afdelinger, hvor stofferne ikke kan komme ind og hvor
kvinderne ikke kan komme ud, som eksempelvis lukkede afdelinger under
39 I Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
40 “Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage og den samlede
tilbageholdelsesperiode kan ikke overstige 2 måneder inden for 6 måneder” (Lov nr. 349 af 14.
maj 1992, §7).
41 Aflåsning af værelser om natten betragtes ikke som isolation (Vejledning nr. 95 af 19. juni 1998
om Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling:9).
SIDE 74 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
sygehus- eller fængselsvæsnet. Behandlere er også bange for, at anvendelse af
tvang vil skræmme nogle af de gravide stofmisbrugende kvinder væk og at de
derfor ikke vil henvende sig til behandlingssystemet og få den nødvendige hjælp
til nedtrapning og fødsel samt den økonomiske støtte (Olofsson) 42 .
METADONBEHANDLING
I servicelovens §67 gives de gravide misbrugere ret til en særlig indsats. Denne
indsats kan endvidere omfatte metadonbehandling, som varetages af
amtskommunen (Lovbekendtgørelse nr.687 om sygehusvæsnet, 1995:§16b.).
Metadonbehandlingen har, som førnævnt, samme overordnede mål som den
øvrige behandling, og skal ske i sammenhæng med denne (Vejledning nr. 45 af
10. marts 1998:346). Hensigten er, at tilvejebringe den nødvendige helhed i
metadonbehandlingen ved at knytte den lægelige behandling med metadon
sammen med tilbud om socialpædagogisk behandling. Dette sker gennem en
placering af det samlede ansvar hos en myndighed, amtskommunen. (Socialplan,
1997, kapitel 5:10).
GRAVIDITETS- OG BARSELSORIENTEREDE
HJÆLPEFORANSTALTNINGER
Derudover har kvinden, og alle andre gravide, i anledning af svangerskab ret til
indtil 5 vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge, heraf 3
under graviditeten samt ret til en række vederlagsfri forebyggende
helbredsundersøgelser hos en jordemoder. Kvinden har ret til vederlagsfri
fødselsbetjening på sygehus eller anden offentlig institution og endvidere ret til
vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet (Lovbekendtgørelse nr. 622 af
19. juli 1995 om svangreskabshygiejne og fødselshjælp, §1). Denne ret giver
kvinden en direkte mulighed for specifik lægelig bistand, hvor omdrejningspunktet
er graviditeten og ikke kvindens stofmisbrug, hvilket, ifølge Olofsson, er en
motiverende form for støtte til den gravide misbruger.
42 Se referat af Folketingets høring om indsatsen overfor gravide alkohol- og stofmisbrugere
(Sundhedsudvalget, 1999).
SIDE 75 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
LOV OM UNDERRETNING TIL DE SOCIALE MYNDIGHEDER
Den sidste velfærdsretlige regulering vi skal nævne, som har direkte berøring
med problematikken, er Lov om underretningspligt. Loven giver alle offentlige
ansatte en formel pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de
observerer misrøgt af et barns tarv eller har begrundet mistanke om et misbrug
hos en gravid kvinde. Loven, der er forholdsvis ny, er sammen med den øvrige
del af den velfærdsretlige regulering med til at understrege det nye
indsatsområde ”ufødte børn”.
VEJLEDNINGER FOR BEHANDLINGEN AF GRAVIDE STOFMISBRUGERE
Graviditet, fødsel og barselsperiode forløber for de fleste kvinder som en normal
livsproces, der resulterer i en normal fødsel og et velskabt barn. Nogle
graviditeter har dog et uønsket forløb med sygdom hos mor eller barn, og enkelte
fødsler ender med et dødt eller handicappet barn. Sundhedsvæsnet tilbyder en
særlig målrettet forebyggende og behandlende indsats til gravide med øget risiko
for et uønsket forløb (Sundhedsstyrelsen, 1998:18f.).
SUNDHEDSSTYRELSENS ANBEFALINGER
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til svangreomsorg for specielt udsatte gravide,
som f.eks. gravide stofmisbrugere, er, med udgangspunkt i de ovenfor omtalte
love, at sundhedsvæsnets medicinske, psykiske og sociale indsats skal tilpasses
brugerens individuelle behov. Sundhedsstyrelsen foreskriver, at “der skal vises
særlig opmærksomhed overfor kvinder og familier, hvis livsvilkår eller livsstil
medfører særlige risici for mor og barn” (Ibid.:16). Disse særlige hensyn gælder
bl.a. i forbindelse med gravide misbrugere, hvor man ved en målrettet indsats,
skal søge at mindske sandsynligheden for et dårligt udfald af graviditeten
(Sundhedsstyrelsen, 1996:7). Derfor bør kendskabet til en risikobetonet graviditet
opnås tidligst muligt, da Sundhedsstyrelsen påpeger, at jo tidligere interventionen
sker, jo større er chancerne for et positivt udfald (Ibid.:27ff) 43 . Derfor anbefales
prækonceptionel rådgivning eksempelvis hos den praktiserende læge. Her kan
kvinder, før en eventuel graviditet, få oplysninger om potentielt truende tilstande
43 Hvilket ligeledes underbygges af ”Lov om underretningspligt”.
SIDE 76 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
og medfølgende risici herved f.eks. i forbindelse med stofmisbrug
(Sundhedsstyrelsen, 1998:18ff.).
REGERINGENS FOLKESUNDHEDSPROGRAM
Regeringens Folkesundhedsprogram (1999-2008) er et handlingsorienteret
program for sundere rammer i hverdagen (Sundhedsministeriet, 1999:5). Her
skaber det 8. mål grundlag for nytænkning, da det særligt dækker børn fra foster
til skolealder. Derved gives fostret en opmærksomhed det hidtil ikke har haft.
Målet foreskriver, at “Børns sundhed og trivsel skal have første prioritet - og især
skal indsatsen for børn i svage familier styrkes”. Målet dækker særligt børn fra
foster til skolealderen og 8. mål lyder at “ved programperiodens udløb skal:
- væsentlig flere børn have gavn af samfundets forebyggende tilbud
- væsentlig færre børn skades i fostertilstand og opvækst på grund af ulighed i
sundhed og negativ social arv
- der ske en tidlig indgriben og hjælp til gravide, børn og børnefamilier, når barnets
behov trues eller tilsidesættes” (Ibid.:62).
Som det fremgår af ovenstående handler det 8. mål i Regeringens
Folkesundhedsprogram implicit om gravide kvinder, da der i planen er lagt vægt
på barnets tarv allerede fra fosterstadiet. At fokus sættes på barnet inden det er
født er revolutionerende og vil forhåbentlig kunne hjælpe de børn, der årligt fødes
af mødre med et stofmisbrug. Fostret bliver hermed tildelt bedre vilkår allerede
inden fødslen, hvilket indirekte vil sige, at man pålægger kvinderne at udvise
omsorg for deres kommende barn, hvilket ligeledes understreges i Lov om
underretningspligt. Dette program er ikke lovfæstet, men som Zahle skriver, så
iværksættes sådanne programmer oftest med henblik på at bane vejen for en
kommende lovgivning på området (Zahle, 1999:377ff.). Derfor kan Lov om
underretningspligt ydermere ses i forlængelse af programmet, da loven først er
vedtaget senere end udgivelsen af Regeringens Folkesundhedsprogram.
OPSUMMERING
De lovfæstede velfærdsretlige reguleringer og vejledningerne, der knytter sig
hertil, kan samlet ses som et udtryk for et forsøg på at afhjælpe problemerne med
SIDE 77 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
stofmisbrug og gravide stofmisbrugere. Disse indsatser kan give kvinden en reel
mulighed for nedtrapning, støtte og forbedring af hele hendes situation, da der er
lagt op til en konkret indsats. Endvidere kan de velfærdsretlige reguleringer ses
som et udtryk for, at sundhedsvæsnets opmærksomhed skal skærpes, så
behandlingen kan iværksættes fra det øjeblik, der falder mistanke om risiko i
forbindelse med en graviditet hos en stofmisbruger. Altså er der både via
lovgivningen og de vejledninger, der knytter sig hertil, lagt op til en aktiv indsats
overfor de gravide stofmisbrugere.
De omtalte velfærdsretlige reguleringer indeholder på den ene side kvindernes
rettigheder. Disse rettigheder er på den anden side et udtryk for de forpligtelser
amtskommunerne har overfor denne persongruppe. Forpligtelser som
amtskommunen via lovgivningen er bundet til at opfylde. Indsatserne bærer præg
af forskellige ideologier. På den ene side velfærdssamfundets
medmenneskelighed og næstekærlighed. Man skal behandle sin næste, som
man selv ønsker at blive behandlet. Men på den anden side anes et forsøg på at
gøre en minoritetsgruppe, som gravide misbrugere, “normale”. Med alle de midler
der er til rådighed, skal de præges, så de kan indpasses i samfundet. Via
lovgivningen har man gjort behandlingen til en rettighed og rettigheder er oftest
attraktive. Men hvad nu hvis de gravide misbrugere ikke ønsker at modtage
hjælp? Som vi tidligere refererede betragter Dworkin det som en selvfølge, at
individet som udgangspunkt gerne vil leve. Ud fra dette standpunkt antager vi, at
alle gravide misbrugere ønsker hjælp til at nedtrappe stofmisbruget og til at
gennemføre en stoffri graviditet. Dog er der sandsynligvis flere af de gravide
stofmisbrugere, der ikke formår at give udtryk for det.
Velfærdsstaten er i et modsætningsfyldt forhold. Den enkeltes sociale velfærd
søges fremmet og tilgodeset, men i dette specifikke tilfælde, hvor der er tale om
to liv i samme person, kan man, som Dworkin gør, stille spørgsmålstegn ved, om
man skal gribe ind over for den personlige frihed og eksempelvis tvangsbehandle
gravide misbrugere. Der er mange hensyn at tage. Eksempelvis kan man ikke
bare tvangsabortere, tvangsfjerne, tvangsadoptere, tvangssterilisere eller
tvangsbehandle de gravide stofmisbrugere, da det ville være en krænkelse af de
basale rettigheder (Dette gælder naturligvis for alle borgere).
SIDE 78 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Interessen for emnet gravide stofmisbrugere opstod i forbindelse med læsning af
May Olofssons artikler omkring “Prænatal omsorgssvigt” 44 og herunder det ufødte
barns rettigheder - eller mangel på samme. Hvorfor tilgodeser såvel lovgivningen
som behandlingstilbuddene rettigheder og tarv hos den gravide stofmisbruger og
ikke hos det ufødte barn? Når man har fravalgt abort, har man valgt at få et barn,
og når det er født, er man forpligtet til at tage vare på det. Hvis forældrene ikke
tilgodeser barnets behov, kan det overdrages til de sociale myndigheders
varetægt. Men har man ikke et ansvar som gravid til at forsøge at give sit
(kommende) barn bedst mulige vilkår? Og i tilfælde af, at moderen ikke kan tage
vare på sig selv og fostret under graviditeten, burde man så ikke træde ind fra
myndighedernes side? Dette og mange flere spørgsmål inspirerede os til
nærværende speciale og blandt andet til vores brug af Dworkins teorier. Men det,
der startede som en specialeide, blev hurtigt til en indviklet etisk og juridisk
diskussion. Disse diskussionsemner vil blive udfoldet i den følgende analyse.
44 Se litteraturliste.
SIDE 79 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 6: ANALYSE AF EN VELFÆRDSRETLIG
REGULERINGS POTENTIALER
I det følgende vil vi med brug af de redskaber vi udviklede i teorikapitlet analysere
den velfærdsretlige regulering inden for området gravide stofmisbrugere. Vi vil
undersøge om Lov om tilbageholdelse fungerer som instrument til at skabe
forandringer på det sociale område og dermed udviser integrerende potentialer.
Analysen tager udgangspunkt i forestillingen om lovgivningen som et muligt
redskab til at skabe en social forandring. Om de demokratisk vedtagne
velfærdsretlige reguleringer formår at slå igennem i samfundet vil vi undersøge
på baggrund af teorierne og empirien. Forventningerne til velfærdsretlige
reguleringer er generelt, at disse fungerer som instrument til at skabe en
forandring på det sociale område. Spørgsmålet er imidlertid om sådanne
antagelser kan stå for en nærmere prøvelse.
DEN VELFÆRDSRETLIGE REGULERINGS POTENTIALER
Den danske lovgivning indeholder en lov, der giver mulighed for at tilbageholde
gravide stofmisbrugere i behandling. 45 Om den pågældende velfærdsretlige
regulering indeholder et integrerende potentiale og derigennem formår at skabe
den ønskede sociale forandring, bør, ifølge de teoretiske sondringer ovenfor,
undergå en analyse af lovens tilblivelsesproces. Kun hvis denne er legitim, kan
man, ifølge teorierne i kapitel 4, forvente, at loven reelt har en mulighed for at
ændre de givne forhold. I det følgende vil vi således undersøge processen
omkring loven fra dens fremsættelse i Folketinget til lovens vedtagelse.
DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER I LOVENS TILBLIVELSESPROCES
Endnu før loven blev til kunne man observere nogle sociale problemer. Disse
problemer kom bl.a. til udtryk i May Olofssons udgivelser “Børn af
stofmisbrugere” (1982) og “Efterundersøgelse af 89 børn født af stofmisbrugende
mødre” (1983). I disse lægevidenskabelige undersøgelser konstaterede man, at
stofmisbrug under graviditeten var svært skadeligt for fostret, og at skaderne på
45 Lov nr. 349 af 14. maj 1992.
SIDE 80 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
barnet oftest var uoprettelige (Olofsson, 1982:3ff. og 1983:565ff.). 46 Endvidere
kunne man konstatere, at gravide stofmisbrugere ikke profiterede tilstrækkeligt af
den tilbudte behandling og forlod denne før tid (Ibid.). I perioden herefter følger
en debat, der bl.a. resulterer i et beslutningsforslag af 28. november 1991 om
kontraktafvænning af narkomaner fremsat af Fremskridtspartiet. Dette lovforslag
blev imidlertid ændret, og den 18. december 1991 fremsatte Socialminister Else
Winther Andersen (Venstre) lovforslag nr. 169 om Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling (Tillæg A til Folketingstidende, 1991-92:4523ff.).
Lovforslagets hensigt er at sikre, at stofmisbrugere kan blive i behandlingen og
derved profitere af denne med henblik på stoffrihed. Endvidere lægger
lovforslaget op til en forbedring af stofmisbrugerens sociale situation samt en
sikring af stofmisbrugernes (ufødte) børn. Ifølge Folketingets behandlinger ses en
bred interesse for lovforslaget, som med stort flertal blev vedtaget den 14. maj
1992 (Ibid.:9658ff.). Følgende af Folketingets partier var for lovforslaget:
Socialdemokratiet, Det Konservativ Folkeparti, Centrum Demokraterne,
Fremskridtspartiet, Venstre og Kristeligt Folkeparti (Folketingstidende, 1991-
92:5086ff.). Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti var som
udgangspunkt imod lovforslaget (Ibid.), hvilket for Det Radikale Venstre også
gjorde sig gældende ved lovens vedtagelse (Ibid.:9658ff.).
Observationerne ovenfor kan karakteriseres som Dalberg-Larsens 2. proces
s.44, hvor ”Impulserne til forandring kommer fra omverdenen og bevæger sig
gennem retten for at manifestere sig i det omgivende samfund” (Dalberg-Larsen,
1991:48ff.). Lovgivningsprocessen udspiller sig i Folketinget, der ifølge udskrifter
fra behandlingerne må siges at indskrive sig tæt på Habermas’ ideal om en
kommunikativ handlen. Forhandlingerne afspejler nemlig diskussioner, hvor de
forskellige politikere ytrer deres holdninger, behov og ønsker (jf. egenskaberne
for den kommunikative handlen s.51) (se folketingsbehandlingerne jf.
litteraturlisten). De forhandlinger, der er foregået i Folketinget, kan betragtes som
en egentlig udøvelse af de demokratiske principper Habermas peger på. De
afspejler en kommunikativ demokratisk proces. Og vedtagelsen af loven er
46 Disse observationer bekræftede amerikanske undersøgelser, der ligeledes viste, at stofmisbrug
var skadeligt for fostret (Olofsson, 1983).
SIDE 81 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
baseret på afvejning af argumenter for og imod lovforslaget. Afslutningsvis opnår
Folketinget qua det repræsentative demokratis flertalsregler tilnærmelsesvis
konsensus og vedtager den 14. maj 1992 den endelige lov. Denne konsensus er
et udtrykt krav, hvis en lov skal accepteres som en legitim retlig regulering. (Vi er
dog opmærksomme på, at et flertal i Folketinget, ifølge Habermas, ikke
nødvendigvis er lig med konsensus).
Habermas anerkender de magtstrukturer, der er i enhver sammenhæng, men
gennemføres de etablerede demokratiske principper på det givne niveau, kan
man ifølge Habermas’ ideal, undgå, at systemet koloniserer livsverdenen. Det er
netop formålet med figur 2 om processen for en legitim retlig regulering vi
opstillede i kapitel 4 (se s. 47). Figuren afbilleder den proces vi i indeværende
analyse gennemgår i forhold til Lov om tilbageholdelse.
Hermed ses en operationalisering af Habermas’ idealer for en udbygning af
demokratiet, hvorigennem retlige reguleringer kan korrigere de problemer,
velfærdsstaten har. Ved at udbygge demokratiet, via decentraliseringen, som
lovens fire niveauer eksemplificerer, forventes velfærdsstaten bedre at kunne
udtrykke samfundets fælles ønsker og behov. Således kommer organiseringen af
velfærdsstaten tættere på Habermas’ ideal. Vi kan hævde, at Habermas’ ideal
lykkes via decentraliseringen. Derimod er vi ud fra Dworkins synspunkter mere
kritiske overfor decentraliseringen. Det er vi i forbindelse med en analyse af Lov
om tilbageholdelse af stofmisbrugere set i forhold til en skakbrætløsning eftersom
det i værste fald kan føre til brud på det enkelte individs retssikkerhed (mere
herom senere i analysen).
Legitimeringen skal som sagt ske på hvert enkelt af lovens fire niveauer.
Ligeledes skal en legitim implementering forekomme, hvis idealet skal følges.
Eftersom legitimeringen, ifølge Habermas, også afhænger af implementeringen,
vil vi i det følgende se nærmere på de demokratiske principper heri.
DE DEMOKRATISKE PRINCIPPER I IMPLEMENTERINGEN AF LOVEN
Implementeringen af loven foregår ifølge lovteksten på fire niveauer. Ifølge loven
skal amtsrådene indledningsvis træffe beslutning om ordningen kan tilbydes den
gravide stofmisbruger i det pågældende amt. Herefter vurderer socialudvalget om
SIDE 82 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
behandlingen kan tilbydes i den givne situation. Den enkelte
behandlingsinstitution skal ligeledes vurdere om misbrugeren skal tilbydes en
behandling, hvor tilbageholdelse indgår. Derefter er det op til den enkelte gravide
stofmisbruger, at vælge om hun vil indgå en behandling med mulighed for
tilbageholdelse (se lovens §1, 2 og 3). Før behandlingen starter, skal
stofmisbrugeren i samarbejde med institutionen og en sagsbehandler indgå en
kontrakt i form af en individuel handleplan (§3 og 4 i Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling. Se også §4 i Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om
retssikkerhed og administration på det sociale område).
Trods Ribe, Vestsjælland og Frederiksborg amters principielle vedtagelse af
loven har ingen amter anvendt ordningen endnu. 47 Ifølge vejledningen til loven
bunder den manglende anvendelse af loven dels i amtsrådenes og udvalgenes
modvilje til at implementere denne som en del af konkrete behandlingstilbud og
dels i behandlernes modvillighed i at gøre brug af tilbageholdelse i behandlingen.
Argumenterne er primært, at behandlingen skal være baseret på frivillighed, da
man ikke tror på tvangsforanstaltninger som en aktiv del af behandlingen.
Ydermere er argumentet også, at der mangler fysiske rammer, hvor selve
tilbageholdelsen kan ske, rammer som p.t. ikke eksisterer indsats (Vejledning nr.
45 af 10. marts 1998 :1ff.).
Ovennævnte holdninger strider imod Olofssons oplysninger, der er baseret på
hendes kontakt med gravide stofmisbrugere. Hun refererer til flere samtaler med
denne persongruppe, hvor flere gravide misbrugere har ytret ønske om at blive
fastholdt i en behandling, da de ikke selv formår at profitere heraf. Ydermere har
disse gravide stofmisbrugere reelt et ønske om at gennemføre en behandling
med henblik på stoffrihed (Folketingshøring d.6.10.1999). Trods lovens
vedtagelse har gravide misbrugere ikke en reel mulighed for at indgå en
behandlingskontrakt med tilbageholdelse som en del af behandlingen.
47 Dette bekræfter Sundhedsstyrelsen, hvortil amterne har indberetningspligt i forbindelse med
deres eventuelle anvendelse af loven.
SIDE 83 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
PROBLEMER MED IMPLEMENTERINGEN AF EN
VELFÆRDSRETLIG REGULERING
Det skaber en vis undren, at loven trods den brede opbakning i Folketinget
endnu ikke er fundet anvendt. Anvendes Habermas’ universaliseringsprincip
(s.53), synes loven umiddelbart at skabe grundlag for en legitim retlig regulering,
eftersom implementeringen i princippet på alle niveauer lever op til forskrifterne
herfor. Dog synes den reelle implementering at skabe nogle helt konkrete
problemer. Vi står over for amtsråd og sundhedsudvalg i Danmark, der
tilsyneladende ikke ønsker at tilbyde tilbageholdelse som en del af behandlingen,
hvorfor de principielt fravælger denne mulighed allerede før institutionerne eller
misbrugerne selv har fået mulighed for at vælge til eller fra. I de tre amter, hvor
muligheden principielt foreligger i kraft af amtsrådenes valg, ses behandlernes
modvillighed i forhold til behandlingen. Flere gravide misbrugere har
tilsyneladende givet udtryk for et ønske om at indgå i den nævnte behandling,
men trods deres ønske, som loven underbygger, er dette ikke en mulighed. I
denne sammenhæng skal det understreges, at vi støtter os til Olofssons
erfaringer, hvilket nødvendigvis ikke er fyldestgørende. Det interessante er ikke
sandheden i disse udsagn. De anvendes blot til at problematisere det principielle
i, at der findes en velfærdsretlig regulering, der trods ønsket herom ikke er
anvendt. Dette synes paradoksalt idet loven formodes at kunne skabe en social
forandring. Men qua lovens fire niveauer (jf. decentraliseringstendensen) er
lovens vaghed også blevet dens svaghed, for det er netop grunden til, at loven
ikke anvendes. Og det på trods af konkrete artikulerede ønsker og behov fra de
gravide misbrugeres side.
Dette at loven ikke anvendes trods ønsker herom må anses for at være et
problem, da borgerne (her de gravide stofmisbrugere) gennem Lov om
tilbageholdelse ikke får mulighed for at tilkomme de rettigheder, de har krav på.
Ydermere skal problematikken ses i sammenhæng med, at gravide
stofmisbrugere er en af de befolkningsgrupper i det danske samfund, der ofte er
afhængig af sociale institutioner og social omsorg i det hele taget – og dermed af
SIDE 84 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
en korrekt og konkret retsanvendelse (se Høilund, 2001:17ff.). 48 I yderste
konsekvens kan man påpege krænkelse af borgerens retssikkerhed.
Både Peter Høilund og Ronald Dworkin har kritiseret det forhold, at hvis
retsanvenderen ikke har en juridisk eksamen, er der en øget risiko for, at de
metodiske og juridiske værktøjer ikke anvendes korrekt, hvilket kan munde ud i
en ukorrekt retsanvendelse (Høilund, 2000:144 og 2001:19 samt Dworkin,
1977:67). Høilund skriver bl.a.:
”Forvaltningsloven og retssikkerhedslovens mange og ganske komplicerede regler,
der har til formål at garantere borgernes retssikkerhed, introduceres sjældent på et
niveau, der gør disse regler til en almindelig del af sagsbehandlingen” (Høilund,
2001:19).
En anden sammenhæng, hvor man kan tale om brud på borgerens retssikkerhed
er i forbindelse med den decentrale beslutningsproces i forhold til Lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere. I og med, at det er op til amterne at beslutte,
hvorvidt loven overhovedet må anvendes, mener vi ikke, at loven reelt kan
betragtes som lige for alle, selvom den er formelt godkendt og vedtaget i
Folketinget. Man kan hævde, at når en lov er formelt vedtaget af Folketinget,
gælder den for alle borgere i et samfund, hvis de er i stand til at opfylde lovens
krav. Det vil Dworkin naturligvis også hævde og hans pointe med integritet via
lovgivning og politik er således også, at det er vigtigt for individet i en retsstat, at
alle er lige for loven. Andet går ikke. For hvis Folketinget valgte et internt
kompromis og dermed, ifølge Dworkin, en skakbrætløsning i forbindelse med Lov
om tilbageholdelse af stofmisbrugere, ville det betyde, at ikke alle stofmisbrugere
kunne tilbydes behandling i henhold til loven. Dette ville være et alvorligt indgreb i
idealet om integritet. Hvis vi bevæger os ned på det reelle plan og kigger på
lovens implementering i amterne, mener vi godt, at man kan tale om en såkaldt
skakbrætløsning og et overgreb på integriteten, da alle stofmisbrugere reelt ikke
kan blive tilbudt behandlingen. Endvidere er det et problem, at i de tre amter,
hvor amtsrådene har vedtaget loven, kan loven heller ikke anvendes, da en eller
48 Dette understreger Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale
område ligeledes
SIDE 85 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
flere af de yderligere niveauer blokerer for dette. Dette gør ikke situationen bedre,
men selv i tilfælde af, at loven formelt godt kan anvendes, mener vi ifølge
Dworkin ikke, at loven lever op til idealet om integritet. På grund af manglen på
integritet kan loven i Dworkins optik ikke siges at være samfundsintegrerende
sådan, som den egentlig var tiltænkt at være.
Ovenstående kritik af lovens manglende anvendelse kan måske delvis henvises
til Habermas’ universaliseringsprincip jf. den tidligere nævnte kritik af princippets
utilstrækkelighed, når det gælder forholdene omkring en konkret case (se s. 53).
På denne baggrund udviklede Habermas anvendelsesprincippet (se s. 53).
Anvendelsesprincippet forventes at kunne forklare et specifikt empirisk eksempel.
Princippet lægger op til individets accept af en given velfærdsretlig regulering,
såfremt en sådan regulering skal implementeres. Dermed rummer
anvendelsesprincippet et mere fleksibelt alternativ i reguleringen af det sociale
område i forhold til det enkelte individ (Habermas, 1996b:216f.)
Dog kan de forskellige fravalg af anvendelsen af Lov om tilbageholdelse (qua de
fire niveauer) ikke umiddelbart forklares ved hjælp af anvendelsesprincippet.
Amtsråd, socialudvalg og behandlere har principielt fravalgt loven, trods lovens
formulering om ”at stofmisbrugeren til enhver tid kan opsige
behandlingskontrakten”. En nærmere undersøgelse af det principielle fravalg af
loven kan vise sig, at bunde i, at tvangsbehandling ”ikke er passende” (jf.
Eriksens og Weigaards fortolkning af Habermas’ anvendelsesprincip s. 53). En
lov som Lov om tilbageholdelse kan således ikke accepteres som en gældende
norm (se Habermas, 1996b:217f.). Trods lovens vage formuleringer om
magtanvendelse, vil resultatet nok umiddelbart være en helt afskaffelse af loven -
hvis anvendelsesprincippet altså skal følges til det sidste. Vi må på denne
baggrund konstatere, at Habermas’ anvendelsesprincip sandsynligvis ikke vil
kunne afhjælpe den manglende anvendelse af loven.
DET BEDRE ARGUMENTS MANGLENDE GENNEMSLAGSKRAFT
I forhold til ovenstående problemer med lovens manglende virkninger kan man
antyde, at de krav, man ved brugen af Habermas og Dworkins teorier kan stille til
lovgivningen, kan risikere at spille fallit. Dette sker selvom forholdene omkring
SIDE 86 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
loven tilsyneladende er legitime. Vi mener, at de udeblevne effekter kan skyldes,
at den kommunikative handlen i dette tilfælde ikke har tilstrækkelig
gennemslagskraft. På trods af, at man i lovens tilblivelsesproces opnåede
konsensus jf. diskursetikkens centrale principper, kan man sandsynligvis ikke se
bort fra et medie som politisk magt. Amtsrådene fører en given politik i et givent
amt, og optræder således som en decentral magtinstans, hvilket idealet om den
kommunikative handlen ikke umiddelbart formår at ændre på. Ydermere vil flere
af behandlingsinstitutionerne ikke tilbyde de gravide stofmisbrugere en
behandling med mulighed for tilbageholdelse på trods af lovens vedtagelse,
tilstedeværelse og det faktum, at man i tre amter har vedtaget loven om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling (Amtsrådsforeningen, 1993).
Ligeledes forventer vi, at en manglende økonomisk opbakning til loven kan have
medført misforholdet mellem lovens muligheder og virkningerne af loven (se bl.a.
Dalberg-Larsen). Således er der ikke tilført økonomiske midler i forbindelse med
amternes administration af loven (Vejledning nr. 95 af 19. juni 1998).
Spørgsmålet er, hvorfor idealet om den herredømmefri kommunikation og det
bedre argument ikke kan skabe de ønskede resultater. Idealet om den
kommunikative handlen synes tilsyneladende ikke i dette tilfælde at kunne
gennemtrænge de magtforhold, der udspringer af politik og økonomi. For os og i
forhold til indeværende speciale står det uklart om Habermas’ teorier indeholder
en blindhed eller en naivitet overfor disse politikker. Habermas’ teorier udviser
interesse for at opstille nogle ideologier i forhold til samfundet, retten heri og de
demokratiske principper og processer. Men i forhold til analysen af den omtalte
lov udviser teorierne en svaghed. I Habermas’ 1981-sondringer tillægges idealet
om den kommunikative handling stor betydning. I forhold til lovgivningen og
lovgivningens funktioner argumenterer Habermas i ”Between Facts and Norms”
(1996b) for denne som en altfavnende problemknuser. Ifølge Habermas kan
retlige reguleringer regulere forhold inden for såvel politik, marked og økonomi
samt sociale forhold i øvrigt (Habermas, 1996b:118). I dette tilfælde viser det sig
at forholde sig anderledes. Lovens potentialer udfoldes ikke, og de offentlige
myndigheder kan kritiseres for den selvforvaltning, de udviser i denne situation.
Med selvforvaltning mener vi de skøn, de træffer om ikke at anvende loven. Det
er dog et lovligt skøn, eftersom lovens udlægning af kompetencer lægger op til
SIDE 87 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
selvbestemmelse for den enkelte myndighed. I den forbindelse vil vi ligeledes
understrege, at Habermas’ herredømmefri dialog og det bedre argument er et
udtryk for idealer, som Habermas sandsynligvis selv vil mene meget sjældent
opnås.
Heine Andersen har udtrykt situationen således:
”Virkeliggørelsen af en sådan tilstand, hvor alle argumenter har lige stor vægt, uanset
hvem der fremfører dem, er en praktisk og politisk opgave, der vil kræve store
ændringer af samfundets institutioner og opbygning. Det er først og fremmest de
økonomiske og magtmæssige interesser, der er forankret i systemet, der hæmmer og
forvrider udfoldelsen af den frie kommunikation. Det medfører, at orienteringen mod
forståelse og kommunikation fortrænges til fordel for effektiv varetagelse af interesser.
Disse mekanismer skaber systemets kolonisering af livsverdenen. Habermas
forestiller sig ikke, at styringsmedier og system helt skal ophæves, og at alt skal
koordineres kommunikativt; det ville være utopi, og systemeffektivitet er også det, der
skal skabe det materielle grundlag for livsverdenen. Men institutionerne skal omformes
så kommunikation og dialog ikke forvrænges af penge og magt” (Andersen,
1996:148f.).
RETSSIKKERHED
Med ovenstående kritik sigter vi mod den manglende anvendelse af loven og et
indirekte udeblevet forsøg på bl.a. at sikre de ufødte børn. Man risikerer at tabe
endnu flere børn, da en sikring af barnets rettigheder tilsyneladende forudsætter
barnets tilstedeværelse i bogstavelig forstand. Ydermere forventes loven at
kunne skabe en social forandring for stofmisbrugere mere generelt, da
tilbageholdelsen skal sikre, at misbrugerne kan profitere af behandlingen.
Myndighedernes forvaltning kan pga. lovens skønsmæssige karakter (her tænker
vi på myndighedernes kompetenceoverdragelse jf. lovens fire niveauer)
tendensere til et demokratisk underskud. Habermas’ observationer af
myndigheders stigende selvforvaltning qua rammelovgivningernes muligheder
kritiseres som tegn på demokratisk underskud. Dette søger Habermas’ teori dog
at dæmme op for (Habermas, 1996b:447ff.). Habermas forestiller sig en
udbygning af det repræsentative demokrati. En udbygning, der skal formes ud fra
de krav, han stillede til den ideelle diskurs for den kommunikative handlen, hvor
SIDE 88 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
alle i bred forstand skal have fri og lige adgang til at deltage i diskussionen
(Ibid.:118ff.). Det er også ud fra dette perspektiv hensigten at opnå accept fra alle
i direkte berøring med loven jf. Habermas’ citat: ”Just those action norms are
valid to which all possibly affected persons could agree as participants in rational
discourse” (Habermas, 1996b:107).
Habermas indser, at såvel den politiske som den økonomiske magt er centrale
styringsmedier i samfundet, men mener trods alt, at idealet om den
kommunikative handlen bør kunne sætte sig i position overfor disse. Han peger
på, at de demokratiske rettigheder skal bringes i anvendelse og derigennem
tæmme markedet og bureaukratiet (Habermas, 1996b:456ff.). Hermed mener
Habermas, at man skal kunne gøre mere direkte brug af de rettigheder, man
tildeles via demokratiet. Gennem eksempelvis politisk engagement kan den
enkelte gøre en indsats for at overvinde andre politiske interesser og støtte den
retlige regulering. I forhold til specialets problemstilling understreges det faktum,
at rettighederne kun har en reel værdi, hvis de anvendes eksempelvis i politiske
demokratiske processer (Gregersen, 1996:27). Vi fastholder kritikken af den
manglende anvendelse af loven. Kritikken er i særdeleshed rettet mod idealet om
den kommunikative handlens manglende formåen. Mere specifikt henvises til de
administrative myndigheders bevidste fravalg af anvendelse af loven. Dermed
kan myndighederne kritiseres for at styre efter egne mål samt at afgrænse sig fra
deltagelse i den kommunikative handlen og derved underkende dette redskab til
opnåelse af konsensus. Spørgsmålet er så, om idealet om den kommunikative
handlen kan stille noget op over for dette, og om vi kan forvente dette?
Ovenstående gennemgang af lovens tilblivelsesproces, implementeringen og
legitimeringen og deraf muligheden for at skabe en social forandring viser, at
loven har mulige potentialer for at skabe en social forandring inden for det givne
område. Lovens tilblivelse er sket på baggrund af demokratiske forhandlinger i
Folketinget og implementeringen synes ligeledes at kunne indfri de i kapitel 4
oplistede forventninger til en legitim magtudøvelse. Derfor mener vi, at loven
principielt burde have en mulighed for at optræde som integrationsmedie i
forholdet mellem retten og samfundet. Dens manglende anvendelse kan i forhold
til dette speciale skabe problemer i forhold til de gravide stofmisbrugere og de
SIDE 89 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
ufødte børn. De demokratiske principper og den forventede virkning af de
kommunikative handlinger kan tilsyneladende ikke overvinde samfundets øvrige
magtstrukturer som politik og økonomi.
Vi har belyst faktorerne omkring loven (jf. kapitel 5), og disse har vist, at til trods
for lovens formuleringer finder myndighederne ikke begrundelse for dens
anvendelse. Olofsson, som er en stor fortaler for muligheden for tilbageholdelse i
behandlingen, mener, at en behandling, hvor tilbageholdelse indgår, kræver en
holdningsændring hos de offentlige myndigheder, der skal forvalte loven. 49
Således mener Olofsson, at ønsket om tilbageholdelse i behandlingen kan
tilgodeses. Holdningsændringen bør, for at vende tilbage til specialets
udgangspunkt, kunne fordres gennem idealet om den kommunikative handlen.
Anvendelsen af dette middel til at opnå konsensus skal nemlig ikke underkendes,
påpeger Habermas (Habermas 1996a og 1996b).
LOVENS SAMMENHÆNG MED DET ØVRIGE RETSSYSTEM
Ovenstående analyse af lovens principielle muligheder for forandringer på det
sociale område indeholder en undersøgelse af flere af faktorerne jf. kapitel 4. Vi
har således undersøgt lovens indhold og form, baggrund, tilblivelse, politiske
baggrund, myndighedernes administration heraf og borgernes berøring med
loven. I det følgende vil vi koncentrere os om lovens virkninger i forhold til det
øvrige retssystem. Hermed forventer vi at kunne afdække et andet aspekt af
lovens manglende anvendelse.
Den danske abortlovgivning er inspireret af den amerikanske abortlovgivning, der
tager udgangspunkt i en Supreme Court-afgørelse 50 fra 1973 (Jane Ros vs.
Wade). 51 I sagen fik en gravid kvinde medhold i, at det var imod krav i ”The
Constitution” (herefter forfatningen) 52 om individuel frihed at forhindre hende i at
49 May Olofssons udtalelse i folketingshøring d.6.10.1999 (Sundhedsudvalget, 1999).
50 Som svarer til den danske Højesteret.
51 En Surpreme Court afgørelse kan ikke omstødes. Dog kan Sourpreme Court selv omgøre sin
egen afgørelse (Dworkin, 1993:7).
52 Som svarer til Danmarks Riges Grundlov af 1953.
SIDE 90 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
få foretaget abort i graviditetens første 12 uger. 53 Retten afsagde dog, at legal
abort kun kunne udføres, hvis det var af hensyn til den gravide kvinde.
Afgørelsen gik endog videre. Den fordømte ethvert forsøg på, at abort skulle
iværksættes for at skåne et ufødt barn. Dermed sagt, at abort ikke var en
mulighed hvis fostret var sygt, eller hvis forholdene omkring graviditeten var
problematiske, eksempelvis hvis den gravide kvinde ikke forventes at kunne
udfylde rollen som mor enten pga. sygdom, kriminalitet eller et stofmisbrug
(Dworkin, 1993:7ff.).
En tvangsforanstaltning med henblik på abort eller behandling under tvang er i
Danmark umulig at praktisere. Dette gælder tilsyneladende også selvom en
gravid stofmisbruger volder direkte skade på sit ufødte barn. I Danmark har man
ikke tradition for at tvangsbehandle og i behandlerkredse er den generelle
holdning, at behandlingen skal foregå på frivillig basis, hvilket man også forventer
giver de bedste resultater (Amtsrådsforeningen, 1993). Frivillighedsprincippet kan
ses i forlængelse af hhv. abortlovgivningen, hvor enhver kvinde har ret til at
bestemme over sin egen krop og Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere, der
kræver samtykke som bevis for misbrugerens indvilgelse. I situationen med de
gravide stofmisbrugere har de naturligvis de samme rettigheder til at (fra)vælge
hhv. abort eller tilbageholdelse. Dette burde således hænge sammen med en
forpligtelse til at varetage det kommende barns tarv, hvis man fravælger abort. Vi
mener, at har man trods muligheden for fri abort valgt at gennemføre en
graviditet, bør man også kunne holdes til regnskab for at udvise den nødvendige
omsorg. Denne udledning virker måske voldsom i forhold til diskussionen om,
hvorvidt de gravide stofmisbrugere formår at profitere tilstrækkeligt af
behandlingen og give udtryk for, at de gerne vil i behandling og blive stoffri. Man
kan vende argumentationen om, og spørge om det er statens ansvar at tilgodese
det ufødte barns rettigheder, hvis en kvinde fravælger abort (se Dworkin,
1993:25ff.).
I Norge har man overvejende positive resultater med behandling under tvang
(Stian Flaaterud, 2000), hvilket vi ligeledes mener, må være et argument for, at
53 Denne grænse er dog ikke uproblematisk, da den kan synes arbitrær.
SIDE 91 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
man i Danmark bør forsøge sig med dette redskab til at sikre en behandling og
sikre, at de gravide stofmisbrugere kan profitere af denne. Såvel via Lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling som Lov om underretningspligt og
senest via Regeringens Folkesundhedsprogram søger man at regulere
forholdene med henblik på at sikre det ufødte barn. Dette er naturligvis ikke de
eneste love, der signalerer “Børns rettigheder”. Endvidere kan nævnes Lov nr.
387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær, FN-konventionen om
barnets rettigheder, ratificeret i den danske lovgivning d. 20. november 1989 og
Den europæiske Menneskerettighedskonvention, der blev inkorporeret ved Lov
nr. 285 af 24. april 1992. Det skal dog bemærkes, at disse love først gælder, når
barnet er født. Denne opmærksomhed kan man forestille sig på sigt vil medvirke
til en direkte og formel formulering af nogle velfærdsretlige reguleringer, der som
det primære skal tilgodese det ufødte barns retsstilling. Lovenes signalværdi kan
ligeledes med deres indirekte beskyttelse af børns rettigheder være behjælpelig i
forbindelse med lignende retlige tiltag.
Som ovenstående viser, handler problemstillingen ikke kun om den stigende
anvendelse af retlige reguleringer, de manglende resultater eller vanskeligheder
med implementeringen af en given velfærdsretlig regulering og Habermas’ tese
om systemets kolonisering af livsverdenens forhold. Det handler i bund og grund
om personlig frihed og retten til selv at bestemme, som er en af de mest
grundlæggende menneskerettigheder. Derfor skal hele problematikken omkring
de velfærdsretlige reguleringers potentialer og retsliggørelsen ses i et større
perspektiv.
DET AMBIVALENTE FORHOLD
De problemer der kan opstå i forbindelse med en given lov, implementeringen
heraf og de (u)tilsigtede konsekvenser en lov kan have, ligger dybere end som
så. Ofte indeholder retlige reguleringer et ambivalent forhold mellem
frihedssikring og frihedsunddragelse. Vi har gennem de demokratiske principper
valgt nogle Folketingsmedlemmer, der via den parlamentariske styringskæde
skal formulere de samfundsmæssige reguleringer ud fra principperne om den
kommunikative diskurs og de demokratiske idealer. Idealerne er ikke altid
opnåelige, og ifølge Habermas’ betragtninger, omkring ambivalensen mellem
SIDE 92 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
frihedssikring og frihedsunddragelse, må det konstateres, at den retlige
regulering ikke altid kan resultere i en 100% legitim lov. Dette kan ske til trods for
en konsensusorienteret demokratisk proces (jf. figur 2 s. 47).
Det ambivalente forhold ved behandlingen og lovgivningen i øvrigt i forhold til
(gravide) stofmisbrugere opstår eksempelvis i den konkrete behandlingsindsats,
der på den ene side søger at reducere skaderne af selve misbruget. På den
anden side søger man at drage social og psykisk omsorg overfor de gravide
stofmisbrugere. Dertil kommer det ambivalente ved hele misbrugsområdet, som
handler om den kriminelle del af det.
Men det mest særegne og ambivalente forhold ved Lov om tilbageholdelse
handler om den flertydige problemstilling, der opstår når det gælder gravide
stofmisbrugere. Ambivalensen ligger mellem en sikring af den gravide misbrugers
rettigheder og en sikring af det ufødte barns rettigheder. Er fostret et ufødt barn
med rettigheder og egne interesser allerede fra undfangelsen? Dworkin stiller
spørgsmålstegn ved barnets rettigheder. For hvis abort er lovligt inden for
graviditetens første 12 uger, fordi fostret alligevel ikke har nogle former for
rettigheder, hvorfor vil vi så tillægge barnet bestemte individuelle rettigheder efter
de første 12 uger af graviditeten? Dworkins svar antyder umiddelbart, at der er
tale om et kompromis og Dworkin problematiserer dette (1993:9). I tilfælde af, at
fostret har rettigheder, og man derfor ikke kan tillade abort, rammer man den
gravide kvinde for at have begået en synd (sex) (Ibid.:9f.). Grundlæggende
mener Dworkin, at det er dobbeltmoralsk at tillægge fostret rettigheder og
samtidig at gå ind for fri abort (Ibid.:10f.).
I kapitel 5 opstillede vi to forskellige argumenter for, hvorfor fostret ifølge Dworkin
kan tillægges rettigheder. Dels argumenterer Dworkin for individets ret til at leve,
dels argumenterer han for, at man kan tillægge fostret rettigheder fra
undfangelsen, da det allerede her har en egenværdi. Dworkin konstaterer, at i
den sammenhæng er abort ikke et reelt valg, da det så vil være det samme som
at slå ihjel. Under disse omstændigheder finder Dworkin det derfor rimeligt, at
staten har en forpligtelse til at beskytte fostret efter de første 12 uger (1993:11ff.).
SIDE 93 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Stiller man disse påstande op overfor varetagelsen af den gravide misbrugers
rettigheder burde de individuelle rettigheder for henholdsvis det ufødte barn og
den gravide misbruger umiddelbart tælle lige meget. Dog er der ingen lov, der
direkte pålægger, at det ufødte barns rettigheder skal sikres (modsat den
gravides rettigheder jf. Kapitel 5). Men hvor går grænsen for, hvad en gravid
kvinde kan tillade sig, og hvor går grænsen for statens indgreb i individets
selvbestemmelse over egen krop? Den gravide stofmisbruger har ret til
selvbestemmelse over egen krop. Og hvis det ufødte barn også skal tillægges
rettigheder, opstår der tydeligvis komplikationer. I forbindelse med børn født af
stofmisbrugere, hvor barnet kan have pådraget sig varige skader under
graviditeten, stiller Dworkin (1993:25) spørgsmålstegn ved, om vi kan dømme et
liv som værende mere eller mindre værd i forhold til et andet liv. Ville barnet
eksempelvis være bedre stillet hvis det ikke var født? Denne diskussion er meget
aktuel i Frankrig (Tine Byrckel, 2001). I november 2000 tilkendte den franske
højesteret, Kassationsretten, en ung stærkt handicappede mand, Nicholas
Perruche, erstatning for at have lidt den tort at komme til verden, da den eneste
mulighed for at have undgået hans handicap havde været en abort.
Handicapforeninger i Frankrig har bragt andre lignende sager for højesteret i
håbet om at skabe ny præcedens, så lignende situationer ikke skulle forekomme.
Det er desværre ikke sket - nærmere tværtimod. I november 2001 satte
kassationsretten således retslig præcedens på området ved at tilkende et
mongolbarn en erstatning, der svarede til det beløb, som moderen havde regnet
ud, det vil koste at passe og pleje ham livet igennem (Ibid.).
Vi mener, at man som gravid (herunder gravid stofmisbruger) bør have en
forpligtelse til at varetage det kommende barns tarv. Denne forpligtelse styrkes
endvidere, eftersom man i Danmark har muligheden for abort. Hvis man
fravælger abort og dermed vælger at føde barnet, bør man også kunne afkræves
et minimum af ansvar både under og efter graviditeten. Dette kan være svært for
en stofmisbruger at leve op til, og som situationen er nu kan ingen forhindre
hende i at fortsætte sit misbrug under graviditeten. Det er først når barnet er født,
at de sociale myndigheder griber ind, hvis forældrene - her moderen - ikke kan
sørge for barnet. Dette understreges ligeledes af Lov om underretningspligt. Set i
lyset af Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling er det derfor
SIDE 94 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
oplagt, at der drages særlig omsorg overfor de gravide stofmisbrugere, herunder
at det reelt er muligt at tilbyde dem tilbageholdelse for bl.a. at forbedre deres
sociale situation samt for at tilgodese det ufødte barns rettigheder.
Ved at revidere forståelsen og accepten af ”individuelle rettigheder” kan man i
dette specifikke tilfælde forsvare, at hos en gravid stofmisbruger bør det ufødte
barns behov tilgodeses af velfærdsstaten som institution (Dworkin, 1993:31).
Ifølge Dworkins forståelse i ”Life’s Dominion” mener vi, at skal retten til livet, og
hermed til et værdigt liv, opretholdes, er man i enkelte tilfælde nødsaget til at
tilsidesætte ét individs individuelle rettigheder, hvis man i opretholdelsen af disse
risikerer at skade et andet individ. Vi er dog klar over paradokset med at
overtræde Grundloven og dermed individets rettigheder. Høilund problematiserer
området omkring love, der på den ene eller anden måde krænker menneskenes
væsentlige rettigheder. Han mener ikke, at en lov, der krænker individets
rettigheder faktisk er en lov, men snarere et vilkårligt magtdiktat uden moralsk
gyldighed (Høilund, 1992:212). Vi er ikke uenige i Høilunds synspunkt, men lige
netop i situationen med en gravid stofmisbruger er der to individers rettigheder at
varetage, og det er, som før nævnt, her ambivalensen opstår. Individets frihed er
på den ene side ukrænkelig, men når ambivalensen er så åbenlys som f.eks. i
tilfældet med de gravide stofmisbrugere, mener vi således, at kvindens frihed og
ret til selvbestemmelse i enkelte tilfælde bør kunne tilsidesættes for at tilgodese
barnets rettigheder qua accepten af fostrets ukrænkelighed. Vi mener, at det kan
være nødvendigt, da det ufødte barn ikke har mulighed for at ytre sig. Ligeledes
er der ingen lovgivning eller anden offentlig myndighed, der formelt varetager det
ufødte barns rettigheder. Ydermere formoder vi, at det ikke er i nogens interesse,
at en stofmisbruger fortsætter sit stofmisbrug under graviditeten og dermed
risikerer at føde et svært handicappet barn. Målet må således være at sigte mod
en stoffri graviditet, hvilket Olofsson ligeledes påpeger. Vi er dog samtidig
opmærksomme på en eventuel glidebane med hensyn til, hvornår man kan
tilsidesætte individuelle rettigheder. Går grænsen ved et stofmisbrug, og hvem
skal tage stilling til om alkoholmisbrug, rygning eller overdrevet sport er bedre
eller værre?
SIDE 95 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Dworkin er med ”Life’s Dominion” blevet kritiseret for, at han med sine
standpunkter giver udtryk for at prioritere individets frihed højere end livets
ukrænkelighed (se Rendtorff, 1996). Således anerkender Dworkin abort og
mener, at kvinden har ret til at vælge/fravælge abort. Men når kvinden når 12.
graviditetsuge understreger Dworkin, at staten bør have en forpligtelse til at
varetage barnets behov, hvis den gravide kvinde ikke selv formår det (Dworkin,
1993).
DET RETLIGE KREDSLØB
Perspektiverne i loven kan også betragtes i forhold til figur 4 om ”det retlige
kredsløb” (se s. 64). Samfundsmæssige observationer, lovens effekter og
samfundsudviklingen bør i samspillet mellem ret og samfund give hinanden
feedback, hvilket kan medføre en løbende revision af loven, så den bliver
tidssvarende. Dette har dog ikke fundet sted i forhold til Lov om tilbageholdelse.
Trods §11 i Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling foreskriver en
løbende revision af loven, har lovteksten ikke ændret sig siden dens vedtagelse i
1992. Man kan håbe på, at misbrugernes ønsker om at kunne indgå i en
behandling med mulighed for tilbageholdelse, via idealet om den kommunikative
handlen, bliver en realitet. Dette underbygges ligeledes af det retlige kredsløb og
lovens legitimering. Der er desuden en oplagt mulighed for, at lovens signalværdi
har haft en effekt, idet den har tilført fokus på området om ufødte børn, deres tarv
og hele problematikken omkring deres manglende rettigheder. I den
sammenhæng kan loven have en indirekte effekt, idet signalværdien kan have
været afgørende f.eks. i forbindelse med vedtagelsen af loven om
underretningspligt. Dette understreger Regeringens Folkesundhedsprogram
ligeledes. Heri lagde den tidligere regering op til, at selv ufødte børns rettigheder
og tarv skal tilgodeses. Således kan Lov om tilbageholdelse og Lov om
underretningspligt samt Regeringens Folkesundhedsprogram få betydning for,
om der på et senere tidspunkt vedtages en lov, der har det primære formål at
sikre det ufødte barn. Dette er, ifølge Zahle, en almindelig procedure i processen
omkring etableringen af en retlig regulering (Zahle, 1999:241).
SIDE 96 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
ALTERNATIVER I IMPLEMENTERINGEN AF VELFÆRDSRETLIGE
REGULERINGER
Med udgangspunkt i ovenstående analytiske tilgang kan vi konstatere, at lovens
udeblevne resultater primært kan tillægges de problemer, der er opstået i
forlængelse af implementeringen af loven. Vi har peget på flere faktorer i forhold
til problemerne med implementeringen, men formoder i dette specifikke tilfælde,
at det primært er den berøringsangst de offentlige myndigheder har udvist overfor
loven, og som bunder i en frygt for at anvende tvang, der umiddelbart er årsagen
til lovens ringe effekt. Hele vores samfund er opbygget omkring demokratiske
principper, og selvom tilbageholdelse af gravide misbrugere forudsætter
samtykke fra misbrugerens side, har man principielt valgt ikke at tilbyde en sådan
behandlingsform. Ikke at tilbageholdelse garanterer stoffrihed, men muligheden
bør foreligge jf. loven. Idealet om den kommunikative handlen har altså ikke slået
igennem i dette tilfælde. Som en konsekvens af lovens skønsmæssige karakter
forudsættes en åben og herredømmefri kommunikation, men med
myndighedernes forudindtagelse og deraf fravalg umuliggøres dette. Fakta er, at
selvom loven om mulighed for tilbageholdelse lægger op til en legitim
magtudøvelse, formår den kommunikative handlen som redskab ikke at bryde
igennem medierne politik og økonomi. Disse magtfulde medier er tilsyneladende
institutionaliseret i en sådan grad, at kommunikative argumenter tidligere i
analysen ikke har nok gennemslagskraft. Sværere bliver det også, når man
mellem linierne kan læse, at loven reelt ikke ville blive bakket op med henblik på
at tilbageholde gravide stofmisbrugere i behandlingen. I Amtsrådsforeningens
høringssvar til Socialministeriet gav man således udtryk for, at det er lovens
signalværdi, der er det primære (Amtsrådsforeningen, 1993).
KONKRETE LØSNINGER
En retsanvendelse, som der lægges op til i Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling er, ifølge Høilund, i stadig større grad
myndighedsspecifik. Retsnormer, økonomisk regulering og politiske forhold, som
er regionale og lokale variabler er, modsat tidligere, de kilder retsanvenderen
støtter sig til. Tidligere anvendte man primært traditionelle retskilder såsom den
specifikke lov samt retspraksis på området (Høilund, 2001:20). Som Høilund
konstaterer så ”synes korrekt retsanvendelse at være en lavt prioriteret værdi i de
SIDE 97 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
sociale institutioner. Det fører til vilkårlighed i forhold til den enkelte borger, der
kun undtagelsesvis klager videre i systemet” (2001:20). Denne vilkårlighed skal
også ses ud fra det grundlæggende retssikkerhedsprincip om, at ”alle er lige for
loven”. 54 Det betyder, at alle der har den samme sag skal behandles ens. Men
det betyder også, at alle der har en uens sag skal behandles forskelligt. Det er et
af de grundlæggende retssikkerhedsprincipper i Danmark og det understreges
bl.a. i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om social service Ӥ2: alle har ret til en
individuel behandling”.
I forhold til den danske forvaltningsudøvelse opstiller Høilund nogle konkrete
forslag til en retfærdig sagsbehandling, som tager udgangspunkt i borgerens
rettighedsprincipper. Han foreslår:
- ”at forvaltningen bestræber sig på at sætte sig i borgerens sted, dvs. indlevelse i
borgerens livsverden og selvforståelse
- at sagsforløbet tilrettelægges således, at borgeren aktivt kan deltage og præge
sagsprocessen
- at god forvaltningskritik, forvaltningsloven og retssikkerhedslovens
sagsbehandlingsgarantier efterleves
- at rettigheder ifølge sociallovgivningen, som borgerne opfylder betingelserne for at
modtage, stilles til disposition i sagsbehandlingen” (Høilund, 2001:20f.).
Ovenfor argumenterer Høilund for, at borgeren skal tilbydes en grundig
sagsbehandling og på baggrund af sagsbehandlingen tilbydes de rettigheder,
som borgeren opfylder betingelserne for.
Dalberg-Larsen har ligeledes i artiklen ”Lovgivningen og virkeligheden” fra 2001
opstillet nogle forslag, som giver nogle konkrete bud på, hvad der eksempelvis
kan gøres for at rette op på nogle af de problemer, vi bl.a. har påpeget ovenfor.
”Thi hvis lovene sjældent får virkninger efter deres intentioner, overlades
styringen reelt til andre og mere udemokratiske kræfter” (Dalberg-Larsen,
2001:9). Hensynene er bredt formuleret og er således ikke kun velegnede i dette
54 Se bl.a. Lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område.
SIDE 98 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
specifikke tilfælde. Dalberg-Larsen forestiller sig en reel overvejelse af følgende i
forbindelse med en etablering og implementering af retlige reguleringer:
”Man bør bestræbe sig meget på at lave mest muligt præcise og forståelige regler.
Man bør tilpasse midler (økonomiske ressourcer mv.) til intentioner eller eventuelt
omvendt.
Man bør (ofte) inddrage de berørte grupper i udformningen og udmøntningen af
reglerne.
Man bør helst lave samlede ”reguleringspakker”, hvor man tager stilling ikke blot til
intentioner og konkrete regelformuleringer, men også til ressourcer,
organisationsformer, procedurer, information, efteruddannelse mv.
Man bør bygge reguleringen på tidligere erfaringer i langt højere grad end nu.
Endeligt ville det være godt med langt færre og mere velgennemtænkte lovformer og
eventuelt en lovpause eller en reel regelsanering” (Dalberg-Larsen, 2001:12, se også
Dalberg-Larsen, 1999:475ff.).
Hensigterne vil umiddelbart kunne danne grundlag for et mere konkret
udgangspunkt for den egentlige retsanvendelse. Dette gælder for retsanvendere
på samtlige niveauer (jf. decentraliseringsniveauerne). På baggrund af dette
forventer vi også, at der reelt vil kunne ske en styrkelse af en lov som Lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Således bør kravet i Lov om
social service om den enkeltes deltagelse i tilrettelæggelsen af selve
behandlingen opfyldes. En præcisering af det skøn, der skal udvises samt en
direkte tildeling af ressourcer i forbindelse med den konkrete lov vil ydermere
kunne underbygge implementeringen af Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere i behandling. Endvidere vil man fra politisk side ved at tilpasse
forholdene til loven understrege, at lovens intentioner forventes gennemført. En
grundig organisering af forholdene omkring den enkelte lov forventes således at
kunne styrke selve implementeringen. Det kan dog også vise sig at være en ny
barriere, da lovens udøvere i den situation får dikteret ganske specifikke
retningslinier som, ifølge vores analyse af en legitim udformning og udøvelse af
loven, vil føre til en vis form for illegitimitet. Det sidste punkt hos Dalberg-Larsen
(punkt 6) er særlig interessant i kraft af specialets problemstilling og
SIDE 99 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
udgangspunkt. En regelsanering vil netop sætte skub i diskussionen om den
velfærdsretlige regulering som middel til sociale forandringer. Dels vil
retsliggørelsestendensen kvantitativt mindskes, dels stiller en regelsanering
spørgsmålstegn ved princippet om at formulere retlige reguleringer i ønsket om
eksempelvis at ændre sociale forhold. Denne problematik har for nylig været på
den politiske dagsorden (om end i en noget anden sammenhæng). I Folketingets
Grundlovsdebat taler man om behovet for en grundlovsreform, der skal sikre, at
loven (her Grundloven) lever op til samfundsudviklingen (Folketingets
Grundlovsdebat, 2001).
Sammenfattende vil en styrkelse af de demokratiske principper og tilførslen af
økonomiske ressourcer være oplagte redskaber til en forbedring af resultatet af
en given lov. Rettighedsprincipperne vil således kunne få reel betydning og man
kan stile mod at gennemføre de diskursetiske principper om legitimeringen af en
lov. Det kan ligeledes medvirke til, at Dahls ti fordele ved demokratiet (se s. 55)
bliver synliggjort. Derudover vil økonomiske incitamenter formentlig fremskynde
virkningerne, da implementeringen således støttes såvel politisk som økonomisk.
OPSUMMERING
I analysens pointer er der flere centrale punkter, der går igen i de forskellige
sammenhænge. Disse vil vi i det følgende gerne fremdrage. Samtidig vil vi
eksplicit foretage en efterrationalisering af det i kapitel 4 opstillede analytiske
apparat, som vi har anvendt i forhold til vores analyse af det empiriske materiale.
Analysen har dokumenteret, hvordan man ifølge teorierne kan betragte loven
som et instrument til at skabe en social forandring. Lov om tilbageholdelse af
stofmisbrugere er som udgangspunkt blevet til via de demokratiske principper, og
lovens forskrifter for implementeringen indeholder ligeledes elementer, der i
princippet skal sikre en legitim retsanvendelse. Dog har undersøgelsen af lovens
udeblevne virkninger umiddelbart vist sig at skyldes myndighedernes
ambivalente forhold til loven. Det er interessant at konstatere, at problemstillingen
formår at leve op til de teoretiske betragtninger, men at det alligevel viser sig, at
vi ikke kan svare på spørgsmålet om, hvorfor loven ikke anvendes ud fra
SIDE 100 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
teoriapparatet. I dette tilfælde er der andre faktorer, der gør sig gældende og som
vi må tage højde for.
Balancen mellem frihedssikring og frihedsunddragelse er hårfin, men idet loven
foreligger som en mulighed, burde den ud fra retssikkerhedsprincippet tilbydes,
uden at de udøvende myndigheder forsøger at dømme, hvad der er rigtigt og
forkert. Ser man på analysens resultater om lovens muligheder som instrument til
at skabe en social forandring, giver de udtryk for, at loven kan have en
integrerende effekt. Såfremt borgerne accepterer denne som legitim, kan
lovgivningen skabe den ønskede integration mellem systemet og livsverdenen.
En gensidig accept er dog en forudsætning herfor. Fusionen mellem stat og ret
kan i princippet opstå, hvilket underbygges af Olofssons erfaringer med gravide
stofmisbrugere, der selv ytrer ønske om mulighed for at blive tilbageholdt under
behandlingen. Men reelt har stofmisbrugerne ikke mulighed for at blive tilbudt
behandling gennem Lov om tilbageholdelse, da amterne har fravalgt at anvende
loven. Formelt er loven vedtaget ud fra idealet om integritet via lovgivningen, men
den decentrale beslutningsproces om ikke at implementere loven er, efter vores
opfattelse, en svækkelse af integriteten på det reelle plan og dermed en
svækkelse af lovens integrerende potentialer.
Kritikken af hensigten med loven som instrument til at skabe sociale forandringer
er netop blevet vendt. Det skal derfor understreges, at muligheden for, at loven
kan skabe en social forandring principielt foreligger, men at effekten ikke
umiddelbart følger pga. den problemfyldte implementering.
I efterrationaliseringen af empirien afspejler implementeringen af loven en
svaghed i Habermas’ forestilling om den kommunikative handlens formåen. Den
kommunikative handlen formår i dette specifikke tilfælde ikke at gennembryde
den herskende politiske og økonomiske diskurs. Det er ikke muligt at komme
igennem til de offentlige myndigheder, der qua lovens fire niveauer skal
administrere loven. Om dette er en generel tendens er ikke indeværende
speciales hensigt at undersøge. Vi har med specialet analyseret og påpeget de
problemer, der er opstået i forlængelse af implementeringen af Lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Ud fra professor Bent Flyvbjergs
tese om casestudiet og eksemplets magt (Bent Flyvbjerg, 1991:137ff.) mener vi
SIDE 101 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
dog, at det er muligt at lignende situationer gør sig gældende indenfor dansk
lovgivning generelt. Vi formoder derfor, at det ikke er usandsynligt, at der i andre
love ligeledes er problemer med implementeringen og derfor, som Lov om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, ikke virker efter hensigten.
SIDE 102 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
KAPITEL 7: KONKLUSION
I dette speciale har vi undersøgt, hvordan velfærdsretlige reguleringer fungerer
som instrument til at skabe forandringer på det sociale område. Til en analyse
heraf har vi udarbejdet et analyseapparat, hvoraf det væsentligste bygger på dele
af Habermas’ og Dworkins teorier. De teoretiske sondringer er blevet belyst med
udgangspunkt i en konkret socialpolitisk problemstilling, der fremdrager
interessante aspekter i det ambivalente forhold, der kan opstå i en velfærdsretlig
regulering. Ambivalensen opstår her i forholdet mellem den gravide stofmisbruger
og varetagelsen af det ufødte barns rettigheder.
Ved valget af en konkret socialpolitisk problemstilling i specialet har vi opnået en
mere anvendelig tilgang til forståelsen af såvel teorierne som empirien.
Sammenkoblingen mellem teori og empiri har i arbejdet med teorierne og
specialets analytiske ramme givet os en mulighed for at vurdere, hvilke
diskussioner og hvilke dele af teorierne, der har været væsentlige at belyse.
Ydermere har den empiriske problemstilling bekræftet os i specialets aktualitet og
socialpolitiske relevans.
Vi mener, at vi med specialet har formået at koble det sociologiske, det
samfundsvidenskabelige og det juridiske (retssociologien og retsdogmatikken)
sammen i en tværfaglig analyse af den empiriske problemstilling. Denne tilgang
ser vi som en styrke ved specialet og antager i den sammenhæng at have
medtaget de væsentligste aspekter i belysningen af lovgivningens muligheder
som instrument til at skabe sociale forandringer. Således har vi besvaret
specialets problemformulering:
Hvordan fungerer velfærdsretlige reguleringer som instrument til at
skabe forandringer på det sociale område?
Teoretisk set har vi kunnet konstatere, at en given lov, ifølge vores anvendelse af
de teoretiske betragtninger, har mulighed for at skabe en social forandring. Det
ønskede resultat afhænger af lovens tilblivelsesproces, implementeringen og
legitimeringen heraf blandt andet ud fra de demokratiske principper. Fra politisk
side er det oplagt at anvende lovgivningen i ønsket om at regulere sociale
SIDE 103 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
forhold. I tilfælde hvor forholdene omkring en given velfærdsretlig regulering
følger de, i specialet, opstillede kriterier for legaliseringen og legitimeringen
forventes det, at de ønskede ændringer vil indtræffe. Velfærdsretlige reguleringer
fungerer som instrument til at skabe forandringer på det sociale område ved
netop at indeholde integrerende potentialer.
Analysen viser umiddelbart, at Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling har integrerende potentialer, eftersom såvel lovens tilblivelsesproces,
som dens forskrifter for implementeringen findes legitime. På denne baggrund
kan vi derfor konkludere, at loven om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling indeholder mulige potentialer for at skabe en social forandring og
derigennem en indirekte sikring af det ufødte barns tarv.
Reelt synes situationen dog at udvikle sig anderledes, eftersom lovens
manglende anvendelse er en realitet. Trods lovens vedtagelse og mulighed for at
skabe en social forandring, har det endnu ikke ført til, at lovens muligheder
tilbydes i amternes behandlingstilbud til gravide stofmisbrugere. Det har vist sig,
at der, trods mulige potentialer, har været problemer med implementeringen af
loven. Dermed har der været problemer med at skabe de ønskede sociale
forandringer på området. Den indledende analyse af lovens reelle
implementering viser sig nemlig at være problemfyldt. Ydermere antydes det, at
idealet om den kommunikative handlen ikke formår at skabe konsensus omkring
lovens reelle implementering. Dette betyder, at amterne fravælger at anvende
loven og dermed muligheden for at tilbyde gravide stofmisbrugere tilbageholdelse
som en del af behandlingen. En af årsagerne kan være, at den kommunikative
handlens primære redskab ”det bedre argument” tilsyneladende ikke har volumen
til at kunne komme igennem overfor medierne politik og økonomi. De fleste amter
beslutter altså, at fravælge loven endnu før den er afprøvet og før alle parter i
sagen er blevet hørt. En anden årsag til at loven endnu ikke er anvendt, formoder
vi, er den berøringsangst, som både behandlere og politikere ofte har udvist i
forbindelse med anvendelse af tvang. Der er i Danmark ikke tradition for at
anvende tvang, og loven lægger da også op til, at behandlingen skal foregå ad
frivillighedens vej. Selvom man i Norge har ganske gode resultater med at
tilbageholde stofmisbrugere med tvang, og May Olofsson er varm fortaler for at
SIDE 104 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
overføre norske forhold til Danmark, har politikerne valgt ikke at indføre tvang
som en mulighed i behandlingen af stofmisbrugere i Danmark. Vi kan således
konstatere, at bestemte forhold som modvillighed og lovens vaghed kan gøre den
velfærdsretlige regulering uanvendelig og dermed virkningsløs. I forhold til Lov
om tilbageholdelse af stofmisbrugere kan vi således konkludere, at loven endnu
ikke har skabt den ønskede sociale forandring, og at det ufødte barns tarv og
retsstilling ikke er blevet forbedret gennem loven.
Vi har altså en lov i Danmark, som ikke anvendes. I og med, at loven ikke
anvendes, kan der være fare for, at det ufødte barns rettigheder ikke varetages. I
tilfælde af, at det ufødte barns rettigheder skal varetages qua tilbageholdelse af
moderen (den gravide stofmisbruger) overtrædes den gravide stofmisbrugeres
ret til selvbestemmelse over egen krop. Det er her ambivalensen opstår, og det
er lige netop på dette punkt, at Lov om tilbageholdelse har været og er
interessant at beskæftige sig med. Det har rent faktisk stor betydning indenfor
socialpolitikken, hvilke signaler såvel politikere som behandlere udviser i deres
handlemåder. Og det, at loven ikke anvendes, kan lige så godt opfattes som en
passiv handling og dermed udtrykke nogle bestemte signaler om hvilke
holdninger, der er i amterne. Selvom vi mener, at loven burde være et tilbud til
dem, der ønsker det, må vi konstatere, at amterne har talt deres sag og på denne
måde opfyldt deres rolle som en decentral magtinstans.
Vi mener dog, at det er paradoksalt, at amterne ikke ønsker at implementere
loven. End ikke i de tre amter, hvor loven er vedtaget af amtsrådene er loven
blevet anvendt. Det der, fra politisk side, er tiltænkt som en mere ansvarsbevidst
og nærdemokratisk beslutningsproces går i tilfælde med Lov om tilbageholdelse
af stofmisbrugere i værste tilfælde hen og bliver brud på borgerens retssikkerhed.
I dette tilfælde svigtes stofmisbrugerne. I og med, at hver enkel person skal
behandles individuelt, lægger man i de velfærdsretlige reguleringer mere og mere
op til et skøn, og det kan altså i sidste ende føre til en svag formuleret lovgivning
som reelt ingen virkning har. Selvom det måske ikke er en nødvendighed, at Lov
om tilbageholdelse bliver anvendt i behandlingen af stofmisbrugere må vi
formode, at den er lavet med det formål at skulle anvendes. Men vi må
konkludere, at lovens vage formuleringer ender med at blive dens egen svaghed.
SIDE 105 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
I spørgsmålet om forståelsen og accepten af individuelle rettigheder er vi i stor
udstrækning enige med Ronald Dworkin i hans synspunkter. Den svære
problematik og den ambivalens, der ligger i at skulle tage stilling til, om et liv er
mere værd end et andet liv, er en meget etisk og følelsesladet debat. Vi er
bevidste om den glidebane det kan føre til, at begynde at indføre særlige
sanktioner over for en bestemt gruppe i samfundet, da der vil opstå diskussioner
om, hvorvidt der også bør indføres sanktioner over for andre grupper. Men vi
mener i tilfældet med de gravide stofmisbrugere, at der bør være en mulighed for,
at kvindens frihed efter de første 12 uger af graviditeten i enkelte tilfælde
tilsidesættes for at tilgodese barnets rettigheder.
Sammenfattende kan vi konkludere, at lovgivningens potentiale som instrument
til social forandring i dette tilfælde ikke er indfriet. Derimod kan vi konkludere, at
den retlige regulering ifølge de teoretiske sondringer mere generelt er et oplagt
redskab til at skabe en ønskelig social forandring. Dog vil vi understrege, at
teorierne på visse punkter har vist sig ikke at være helt tilstrækkelige i forhold til
analysen af den empiriske problemstilling. De kan derfor kritiseres for at afspejle
en naivitet, der gør, at man ikke helt ved hjælp af teorierne kan forklare den
retlige regulerings manglende virkninger og det bedre arguments manglende
gennemslagskraft qua idealet om de kommunikative handlinger
Som vi nævnte i introduktionen påpeger Dalberg-Larsen, at der ofte opstår
problemer i fremkomsten og implementeringen af ny lovgivning. Det ønskede
resultat opnås ikke altid, hvilket vi altså må konkludere heller ikke har været
tilfældet med Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Men
spørgsmålet er, om implementeringen af loven overhovedet kan forventes at
forløbe som en problemfri proces og om lovens manglende virkninger er et udtryk
for, at det ikke har været hensigten at loven skulle anvendes.
SIDE 106 AF 123

EFTERSKRIFT
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Vi har på baggrund af specialet erfaret at Lov nr. 349 af 14. juni 1992 om
tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling endnu ikke er fundet anvendt.
Analysen af den velfærdsretlige regulering har på trods af dette givet et billede af,
at loven må forventes at kunne udvise integrerende potentialer, hvis den
implementeres som beskrevet i lovteksten og i vejledningen til loven. Efter vores
afslutning af specialet har vi fået kendskab til et DUT (Det Udvidede
Totalbalanceprincip) 55 statusnotat fra oktober 2001, hvor Socialministeriet har
foreslået at loven ophæves. Begrundelsen er ifølge Socialministeriet, at loven har
eksisteret siden 1992 og aldrig er blevet brugt. Der er således tale om et oplæg til
en regelsanering. DUT statusnotatet afspejler det økonomiske aspekt angående
loven. Det politiske modspil hertil kan udmærket være et forslag om en stramning
af loven. Vi har i den forbindelse forstået, at man fra Amtsrådsforeningens side
forventer, at loven genopstår i en anden form, da man ønsker at stofmisbrugere
skal kunne profitere tilstrækkeligt af behandlingen. 56 Dette er dog meget uvist, da
der netop er sket et regeringsskifte, som muligvis medfører en forandring i
socialpolitikken.
55 DUT statusnotatet er fra Socialministeriet og Finansministeriet. Det Udvidede Totalbalanceprincip
skal sikre at udligne de eventuelle ekstraomkostninger amter og kommuner får i forbindelse med
implementeringen af ny lovgivning. Udligningen financieres af staten.
56 Jf. Lars Toft, Konsulent på stofmisbrugsområdet i Amtsrådsforeningen.
SIDE 107 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
ANVENDT LITTERATUR
Alkohol- og Narkotikarådet (1984): At møde mennesker hvor de er. Alkohol- og
Narkotikarådet, København.
Amtsrådsforeningen (1993): Amternes høringssvar angående Lov om tilbageholdelse af
stofmisbruger i behandling. Amtsrådsforeningen, København. (Ikke publiceret).
Andersen, Heine (1994): Videnskabsteori og metodelære. Samfundslitteratur,
Frederiksberg.
Andersen, Heine (1996): Rationalitet velfærd og retfærdighed. Samfundslitteratur,
Frederiksberg.
Blume, Peter (red.) (1998): Introduktion til jura. Akademisk forlag, København.
2.udgave.
Bondesen, Lise (1999): Tvang mod gravide misbrugere. Politiken d. 21.10. 1999
Bordum, Anders (2001): Diskursetik og den positive selvreference. Samfundslitteratur,
København.
Byrckel, Tine (2001): At være eller ikke være. Information d. 7.12. 2001
Dahl, Robert A. (2000): Om demokrati. Nyt nordisk forlag, København.
Dahler-Larsen, Peter og Krogstrup, Hanne Katrine (red.) (2001): Tendenser i
evalueringen. Odense Universitetsforlag.
Dalberg-Larsen (1994): Rettens enhed – en illusion? Om retlig pluralisme i teorien
og i praksis. Akademisk forlag, København.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1994): Retsstaten, velfærdsstaten og hvad så? Akademisk
Forlag, København.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1998): Ret, tekst og kontekst. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, København.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1999): Lovene og livet. Greens§Jura. (4.udgave). København.
Dalberg-Larsen, Jørgen (2001): Lovgivning og virkelighed. In AKF Nyt, nr. 1, marts 2001.
Amternes og kommunernes forskningsinstitut.
Dalberg-Larsen, Jørgen (2001): Lovgivning og virkelighed. www.akf.dk
Danmarks Riges Grundlov. Lov nr. 169 af 5.juni 1953.
Den europæiske menneskerettighedskonvention (inkorporeret i den danske
lovgivning ved Lov nr.285 af 24.april 1992).
Eriksen, Erik Oddvar og Weigaard, Jarle (1999): Kommunikativ handling og
deliberativt demokrati. Jürgen Habermas’ teori om politikk og samfunn.
Fakbokforlaget, Sverige.
Dworkin, Ronald (1977): Taking Rights Seriously. Harvard University Press, Cambridge
Mass.
Dworkin, Ronald (1986): Law’s Empire. Fontana Paperbacks, London.
SIDE 108 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Dworkin, Ronald (1993): Life’s Dominion. An argument about Abortion, Euthanasia,
and individual freedom. Alfred A. Knopf, New York.
Halvorsen, Vidar (1999): Rett, moral og skjønn. In Sivesind, Karl Henrik (red.) (1999):
Sosiologi i dag. Novus Forlag, Oslo.
F 50 (2001): Forespørgsel om behandlingsformer og –tilbud, der gives narkomaner.
Af 3.april 2001. Socialministeriet, København.
Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen i København (1997): Socialplan 1997-2000.
Københavns kommune.
Flaaterud, Stian (2000): Borgestadklinikken. Bruk av tvang overfor gravide
rusmiddelmisbrukere -noen erfaringer og synspunkter fra ansatte i socialtjenesten.
Borgestadklinikken, Norge.
Flyvbjerg, Bent (1991): Rationalitet og magt – det konkretes videnskab. Akademisk
Forlag, København.
FN-konventionen om barnets rettigheder (ratificeret i den danske lovgivning d. 20.
november 1989).
Folketinget (2001): Folketingets Grundlovsdebat. www.grundlovsdebat.dk
Folketingets Præcidium (1961): Folketingets årbog. J.H. Schultz Forlag, København.
Folketingets Præcidium (1971): Folketingets årbog. J.H. Schultz Forlag, København.
Folketingets Præcidium (1981): Folketingets årbog. J.H. Schultz Forlag, København.
Folketingets Præcidium (1986): Folketingets årbog. J.H. Schultz Forlag, København.
Folketinget (2000): Folketingets årbog. Folketinget i tal. www.folketinget.dk
Folketingstidende (1991-92): Forhandlingerne i folketingsåret 1991-92. J.H. Schultz
Grafisk A/S, København (Spalte 4523-4525).
Folketingstidende (1991-92): Forhandlingerne i folketingsåret 1991-92. J.H. Schultz
Grafisk A/S, København (Spalte 5086-5111).
Folketingstidende (1991-92): Forhandlingerne i folketingsåret 1991-92. J.H. Schultz
Grafisk A/S, København (Spalte 9657-9662).
Folketingstidende, Tillæg A (1991-92): Fremsatte lovforslag m.v., folketingsåret 1991-
92. J.H. Schultz Grafisk A/S, København (Spalte 3771-3774).
Folketingstidende, Tillæg B (1991-92): Udvalgenes betænkninger m.v. i folketingsåret
1991-92. J.H. Schultz Grafisk A/S, København (Spalte 1275-1284).
Gregersen, Thomas (1996): Habermas. Modernitet og kritik. Grus, bind 48.
Greve, Vagn (1996): Straffene. Jurist og Økonomforbundets Forlag, København.
Habermas, Jürgen (1996a) [1981]: Teorien om den kommunikative handlen. Aalborg
Universitetsforlag, Aalborg.
Habermas, Jürgen (1996b) [1992]: Between Facts and Norms. Contribution to a
Discourse Theory of Law and Democracy. Polity Press, Oxford, UK.
SIDE 109 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Hansen, Frid. A. (1996): Børn som lever med forældrenes alkohol- og stofproblemer.
Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet.
Henriksen, Peter A (2000): Retshistorie og germanistik. I Stevnsborg, Henrik (red.)
(2000): Retshistorie 2000. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Hydén, Håkan (1982): Rättan som instrument til social förandring. Liberförlaget, Lund
Sverige.
Hydén, Håkan (1998): Rättssociologi som rättsvitenskap. Sociologiska institutionen
Lunds Universitet, Lund Sverige.
Høilund, Peter (1992): Den forbudte retsfølelse. Munksgaard, København.
Høilund, Peter (2000): Socialretsfilosofi. Retslære for socialt arbejde. Nordisk Forlag,
København.
Høilund, Peter (2001): Retsanvendelsen i sociale institutioner. In AKF Nyt, nr. 3, oktober
2001. Amternes og kommunernes forskningsinstitut.
Jørgensen, Mogens Heide (1998): Ronald Dworkins rettighedslære. Københavns
Universitet.
Ketcher, Kirsten (1993): Flere slags socialret. In Blume, Peter og Petersen, Hanne (red.)
(1993): Retlig polycentri. Akademisk Forlag, København.
Lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær. Karnovs Forlag.
Lov nr. 671 af 13. december 1978 om Jordemødre. Karnovs forlag.
Lov nr. 349 af 14. maj 1992 om Tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Karnovs forlag.
Lov nr. 416 af 10. juni 1997 om Lov om ændring af lov om forældremyndighed og
samvær.
Lov nr. 453 af 10. juni 1997om Retssikkerhed og administration på det sociale
område. Karnovs forlag.
Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om Social service. Karnovs Forlag.
Lov nr. 633 af 13. juni 1973 om Svangerskabsafbrydelse. (ændret pr. 15.juni 1986)
Karnovs Forlag.
Lovbekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om Underretningspligt overfor
kommunen efter Lov om social service. Karnovs Forlag.
Lovbekendtgørelse nr. 622 af 19.juli 1995 om Svangerskabshygiejne og fødselshjælp.
Karnovs forlag, 1999.
Lovforslag nr. 169 om Lov om Tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Karnovs Forlag.
Mandag Morgen Strategisk Forum (1998): Fra Velfærdssamfundets børn til børnenes
velfærdssamfund. Et inspirationsoplæg til det 21. århundredes børnepakke. Ugebrevet
Mandag Morgen.
Mehlbye, Jill. (1997): De samfundsmæssige konsekvenser af stofmisbrug. AKF
forlaget, København.
SIDE 110 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Narkofølgegruppen (2001): Narkofølgegruppens redegørelse til Socialministeren om
udviklingen i den sociale indsats for stofmisbrugere i år 2000. Delrapport, maj
2001. Socialministeriet, København.
Narkotikarådet (1999): Årsberetning 1999. Narkotikarådet, København.
Nørager, Troels (1985): System og livsverden. Forlaget ANIS, Frederiksberg.
Olofsson, May (1982): Børn af stofmisbrugere, Nordisk medicin, vol.97:1-32, januar
1982 (3-5).
Olofsson, May (1983): Efterundersøgelse af 89 børn født af stofmisbrugende mødre,
Ugeskrift for læger, 21 februar 1983.
Olofsson, May (1996): Risiko ved brug af alkohol, nerve- sovemedicin, hash,
narkotika og andre rusmidler i graviditeten. Familieambulatoriet, Hvidovre (notat
pr.01.12.96).
Olofsson, May (1998): Prænatalt omsorgssvigt, Lægeforening og samfund, 160/19,
4.maj 1998.
Olofsson, May (1999): Graviditet og rusmidler, Månedsskrift for praktisk lægegerning,
januar 1999, nr.1.
Poul Lübcke (red.) (1983): Politikens Filosofileksikon. Politikens Forlag, København.
Ramsbøll, Hanne og Zeeberg, Henriette (Formidlingscentret for socialt arbejde) (2001):
Notat om amternes og delegationskommunernes tilbagemeldinger til
Narkofølgegruppen om den sociale indsats på stofmisbrugsområdet. (Incl.
bilagsrapport). Narkofølgegruppen, København.
Rendtorff, Jacob (1996): Retten over egen krop. In Weekendavisen, d. 1.-7. Marts 1996.
Ross, Alf (1967): Hvorfor demokrati? 2. udgave. Nyt Nordisk Forlag, København.
Socialministeriet og Finansministeriet (2001): Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT)
statusnotat. Oktober 2001. København.
Sundhedsministeriet (1999): Regeringens Folkesundhedsprogram 1999-2008.
Sundhedsministeriet, København.
Sundhedsstyrelsen (1996): Svangreomsorg til specielt udsatte gravide kvinder.
København.
Sundhedsstyrelsen (1998): Sundhedsstyrelsens årsrapport 1998-1999. København.
Sundhedsstyrelsen (1998): Svangreomsorg, retningslinier og redegørelse.
København.
Sundhedsudvalget (1999): Referat fra Folketingets høring d. 6. oktober 1999 om
indsatsen overfor gravide alkohol- og stofmisbrugere. Alm. del –bilag 258. Høringen
var arrangeret af social-, sundheds- og retsudvalget. www.folketinget.dk
Tamm, Ditlev (1989): Lærebog i Dansk retshistorie. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, København.
Tamm, Ditlev (2000): Kinesisk retskultur. I Stevnsborg, Henrik (red.) (2000): Retshistorie
2000. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
SIDE 111 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Vejledning nr.45 af 10.marts 1998 om Den sociale indsats over for de mest udsatte
voksne, sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. (Kapitel 12 og
afsnit E).
Vejledning nr.95 af 19.juni 1998 om Lov om Tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling.
Vejledning nr.95 af 19.juni 1998 om Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i
behandling.
Young, Michael R. W. (1999): Det legale herredømme. In Grus nr.56/57, 1999.
Zahle, Henrik (1998): Dansk forvaltningsret 2. Regering, forvaltning og dom.
Christian Ejlers’ Forlag, København. (2.udgave).
Zahle, Henrik (1998a): Rettens kilder. En introduktion. Københavns Universitet.
Zahle, Henrik (1999): Dansk forvaltningsret 1. Institutioner og regulering. Christian
Ejlers’ Forlag, København. (2.udgave).
Aabo, Carsten (1997): Normativitet og gyldighed i ret og moral. Forlaget Politiske
Studier, København
ANDEN ANVENDT LITTERATUR
Amtsrådsforeningen (1997): Kompendium om socialreformen. Amtsrådsforeningen.
Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (Red.) (1996): Klassisk og moderne
samfundsteori. Hans Reitzels Forlag, København.
Behandling af gravide stofmisbrugere og deres børn, Sygeplejersken, nr.28, ’87.
Dorte Olesen Hecksher (1999): Stofmisbrugeres mestring af en stoffri tilværelse.
Familieambulatorierne ved Hvidovre hospital og Rigshospitalet (1999): Til gravide og
småbørnsfamilier med brug af rusmidler. (Pjece).
Holstebro centralsygehus (1999): Til dig der er gravid og bruger eller tidligere har
brugt rusmidler. (Pjece).
Københavns Amt, åben rådgivning, visitationsgruppen (1999): Den konkrete procedure
vedrørende behandlingen af gravide kvinder med misbrugsproblemer. (Upubliceret).
Københavns kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning (1999): I en
misbrugssituation -piller og narkotika. (pjece).
Larsen, Annemette. (1998): Evalueringsrapport om Kirkens Korshærs
Ungdomscenters Bofællesskab for gravide stofmisbrugere og kvinder med børn.
København.
Larsen, Klaus. (1999): Det ufødte barns rettigheder, Femina, nr. 27, 8. Juni, 1999.
Ringkøbing Amtskommune (1998): Når du arbejder med gravide misbrugere. (Pjece).
Sundhedsministeriet (1999): Sundere rammer i hverdagen. København.
Sørensen, J. m.fl. (1989): Amterne og det sociale arbejde. Amtsrådsforeningen i
Danmark.
SIDE 112 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
BILAG
SIDE 113 AF 123

BILAG 1
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
I dette speciale defineres en stofmisbruger som en person, der er psykisk og evt.
fysisk afhængig af euforiserende stoffer. Afhængighed er en koncentration af
kognitive, adfærdsmæssige og fysiologiske symptomer, som indikerer, at
personen har en svækket kontrol over forbrug af psykoaktiv (euforiserende) stof
og fortsætter brugen af stoffet på trods af dets negative konsekvenser for
individet og/eller vedkommendes omverden. Her en gravid misbruger, der volder
skade på såvel sig selv som på sit foster. En stofmisbruger er afhængig af et eller
flere af følgende rusmidler: cannabis (marihuana, hash), amfetaminer, kokain,
hallucinogener (lsd, meskalin) eller morfin, herunder især heroin samt forskellige
mediciner, især sove- og nervetabletter (f.eks. steroider, rohypnol og ketogan)
(Mehlbye, 1997:32ff.).
Specialet omhandler udelukkende gravide stofmisbrugere, dvs. at den gravide
kvinde som minimum har et misbrug af narkotiske stoffer, hvilket dog ofte er
kombineret med et blandingsforbrug af bl.a. alkohol (Hansen, 1996:14).
Begrundelsen for denne afgrænsning er, at selvom kvinden fastholder sit misbrug
af narkotiske stoffer i starten af graviditeten, er der stadig gode muligheder for,
hvis hun bliver afgiftet, at føde et forholdsvis normalt barn. Dvs. at hvis den
gravide kvindes misbrug nedtrappes stabilt og hun ikke får voldsomme
abstinenser, kan hun i princippet føde et forholdsvis normalt barn. Hvis hun
derimod var alkoholiker, kan fostret allerede i starten af graviditeten få påført
uoprettelige skader grundet kvindens indtagelse af alkohol (Olofsson, 1999,
nr.1:88ff).
SIDE 114 AF 123

BILAG 2
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
LOV nr. 349 af 14/05/1992 (Gældende)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør
vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende
lov:
§ 1. Amtsrådet træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende
amtskommune vil benytte sig af denne lovs bestemmelser. I Københavns og
Frederiksberg Kommuner træffes beslutningen af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 omfatter døgninstitutioner i henhold til § 96 i
lov om social bistand og private døgninstitutioner, hvormed der ikke er indgået
overenskomst, jf.
§ 96, stk. 2.
§ 2. I forbindelse med behandling af stofmisbrugere på institutioner i henhold
til § 96 i lov om social bistand kan det udvalg, der efter den sociale styrelseslovs
§ 2, stk. 2, træffer beslutning om optagelse på den pågældende institution,
beslutte, at en stofmisbruger skal have tilbud om at indgå en kontrakt om
behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse. I Københavns
Kommune træffes beslutningen af vedkommende borgmester.
Stk. 2. I de i § 1, stk. 2, nævnte private institutioner træffer institutionslederen
beslutning om, hvorvidt en stofmisbruger skal have tilbud om at indgå en kontrakt
om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse. Beslutningen
skal godkendes af den i stk. 1 nævnte myndighed.
Stk. 3. Afslag på tilbud efter stk. 1 eller godkendelse efter stk.
2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 3. Når der er truffet beslutning om behandling efter § 2, kan stofmisbrugeren
og behandlingsinstitutionen, før behandlingen påbegyndes, indgå en kontrakt
herom. Ønsker stofmisbrugeren ikke at indgå en kontrakt om behandling for
SIDE 115 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse, har vedkommende fortsat adgang
til øvrige eksisterende behandlingstilbud.
Stk. 2. Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner
kommunalbestyrelsen, fører tilsyn med en privat døgninstitution, der har indgået
kontrakt med en stofmisbruger efter stk. 1, og kan indhente de nødvendige
oplysninger hos den private institution til brug for godkendelse efter § 2, stk. 2, og
den endelige beslutning efter § 6, stk. 2.
§ 4. En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af
stofmisbrugeren kan indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra
indgåelsen.
Stk. 2. Stofmisbrugeren kan til enhver tid opsige en kontrakt om behandling
med mulighed for tilbageholdelse, jf. dog § 5.
§ 5. Tilbageholdelse kan ske, når der er en begrundet formodning om, at
stofmisbrugeren vil afbryde den aftalte behandling, og det vil være uforsvarligt
ikke at tilbageholde den pågældende, fordi
1) udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af
tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet eller
2) stofmisbrugeren frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller
andre.
Stk. 2. Tilbageholdelse kan kun ske, såfremt mere lempelige foranstaltninger
er utilstrækkelige.
§ 6. Den foreløbige beslutning om tilbageholdelse træffes af
behandlingsinstitutionens leder og skal snarest muligt meddeles til
stofmisbrugeren.
Stk. 2. Beslutningen efter stk. 1 skal straks forelægges den i § 2, stk. 1 og 2,
nævnte myndighed, som senest 3 dage efter, at beslutningen er truffet, træffer
den endelige beslutning i et møde, jf. dog § 22, stk. 2, 1. pkt., i lov om
kommunernes styrelse. I Københavns Kommune træffes den endelige beslutning
SIDE 116 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
af vedkommende borgmester. Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om
beslutningen, som skal være skriftlig og begrundet.
§ 7. Tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i § 5 ikke længere er til
stede. Den enkelte tilbageholdelse kan ikke vare over 14 dage fra beslutningen i
henhold til § 6, stk. 2, og den samlede tilbageholdelsesperiode kan ikke overstige
2 måneder inden for 6 måneder. Beslutning om ophøret af tilbageholdelsen
træffes af behandlingsinstitutionens leder og skal efterfølgende meddeles den i §
2, stk. 1 og 2, nævnte myndighed.
Stofmisbrugeren skal straks have meddelelse om ophøret af tilbageholdelsen.
§ 8. Den i § 2, stk. 1 og 2, nævnte myndighed skal efter anmodning fra
stofmisbrugeren indbringe beslutningen om tilbageholdelsen for retten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stofmisbrugeren skal både i forbindelse med indgåelse af kontrakten, jf. § 3, stk.
1, og samtidig med at pågældende får meddelelse om beslutning efter § 6, stk. 2,
orienteres om muligheden for at få beslutningen indbragt for retten.
§ 9. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilbageholdelse og om
indberetning. Isolation og fiksering er ikke tilladt.
Fysisk magtanvendelse er tilladt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge,
at stofmisbrugeren udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
§ 11. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget senest ved
begyndelsen af folketingsåret 1996-97.
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 14. maj 1992
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
SIDE 117 AF 123

BILAG 3
L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Empiriske eksempler om stofmisbrugeres sociale situation.
May Olofsson:
At blive født af en stofmisbrugende kvinde resulterer for de fleste børns
vedkommende med en kombination af medfødt hjerneskade, forstærket af
opvækst under utrygge og ustabile forhold. Langt de fleste af de 54 procent børn
med psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser havde tegn på hjerneskade.
Disse børn fik DAMP-diagnosen eller hyperaktivitetssyndromet eller andre
diagnoser, hvor det var overvejende sandsynligt, at der lå en mindre hjerneskade
til grund. Min undersøgelse gik tilbage i tiden for at se på risikofaktorer, så det
kan vanskeligt at skille ud, hvad der er ren hjerneskade, og hvad der er ren
miljøskade. Man ved, at børn med en medfødt skade fra fødslen er langt mere
udsatte for omsorgssvigt og mishandling end børn, som er fysisk normalt
udrustet, og at børn med en medfødt skade også er langt mere sårbare over for
ustabile forhold i de tidlige opvækstvilkår.
Lad mig give et par eksemplerne fra min praktiske hverdag for at vise, hvilke
situationer vi står i til hverdag. Dorte, som er 31 år og tredjegangsfødende, har
haft et intravenøst stofmisbrug siden 16-års-alderen med prostitution. Hun
overflyttes fra et provinshospital, hvor hun er i "truende for tidlig fødsel" to
måneder før forventet tid, altså i 32. svangerskabsuge. På
indlæggelsestidspunktet har hun et misbrug af heroin, metadon, ketogan og
råhypnol. Hun indlægges på Rigshospitalets fødegang og får noget medicin i
drop, som skal stoppe hendes regelmæssige veer. Barnet er vurderet til at veje
1.200 gram. Desuden bliver hun sat i metadonbehandling.
Efter at have ligget to timer med drop siger hun: "Nu skal jeg af sted til min
kæreste i Ringsted, og jeg skal ud og have nogle stoffer på vejen." Jeg prøver at
overtale hende til at blive, fordi der er stor risiko for, at hun føder, så snart hun
når ned på gaden. I desperation tilkalder jeg psykiaterne, for vi må da kunne
tvangstilbageholde denne patient, som er til fare både for sig selv og for det barn,
hun venter, men der er ikke noget at stille op. Som psykiateren meget rigtigt
siger: "Hun er ikke sindssyg! Selv om man godt kan se, at hun er til fare for sig
SIDE 118 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
selv, så skal hun både være sindssyg og til fare for sig. Vi er nødt til at lade
hende gå. Et døgn senere kommer hun ind igen og føder et barn på 1.200 gram
to måneder for tidligt. Barnet, som i dag er fem år gammel, er et svært DAMP-
barn med en betydelig hjerneskade.
Lise-Lotte, 29 og andengangsfødende, kommer allerede fra den 10.
svangerskabsuge. Også hun har gennem mange år haft et alkohol- og
stofmisbrug, og er på dette tidspunkt i behandling med 100 mg metadon dagligt
hos en privatpraktiserende læge, men supplerer regelmæssigt med ketogan. Hun
ønsker ambulant behandling, men bliver gentagne gange indlagt med bylder,
fordi hun fejlfixer. Det medfører store infektioner, som må behandles med
operation under indlæggelse.
Da fødslen går i gang overflyttes hun til fødegangen. Midt i fødselsforløbet siger
hun, at hun er nødt til at gå en tur. Vi prøver at holde hende tilbage frivilligt, for
det er den eneste mulighed, men det vil hun ikke. Hun går sin tur og da hun
kommer tilbage efter to timer, kan man ikke finde hjertelyd hos fostret. Hun føder
en dødfødt pige på 3.000 gram. En efterfølgende obduktion af barnet viser
indhold af metadon, morfin, ketogan, kokain, amfetamin, stesolid og hash.
Karina, 38 år og ottendegangs fødende, har haft et svært alkoholmisbrug
gennem mange år. Hun henvender sig på et herberg i svært beruset tilstand,
tydeligt gravid. Herberget bringer hende ind på fødegangen. Hun afviser
indlæggelse og yderligere svangerkontrol. Vi må lade hende gå, selv om hun i
forvejen har syv tvangsanbragte børn, hvoraf de fem har FAS. Hun kommer
senere ind og føder et nyt alkoholskadet barn, som må tvangsanbringes uden for
hjemmet.
Tina, 21, henvender sig i 12. svangerskabsuge. Hun indlægges til aflastning og
metadonbehandling, og giver udtryk for, at hun meget gerne vil hjælpes og
behandles. Hver eneste dag forlader hun svangreafdelingen, og kommer tilbage i
svært påvirket tilstand, har taget heroin, har prostitueret sig. Når hun vågner op af
rusen bliver hun meget ked af, at hun har været af sted. Hver gang siger hun, at
nu er det sidste gang, og nu skal det også være, og senere på dagen er hun så
væk igen.
SIDE 119 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
Hun kommer ind med Falck fem gange i dybt bevidstløs tilstand under
graviditeten. Hver eneste gang de bringes ind påvirkede eller har abstinenser er
der akut risiko for, at fostret dør eller får en varig hjerneskade.
Hun føder til forventet tid et lille barn på 2.800 gram, som i dag er 5 år gammelt
med en svær DAMP-problematik. Moderen dør to måneder efter fødslen af en
overdosis heroin. Der er mange eksempler på, hvordan vi står i situationer, hvor
vi gang på gang må se på, at mødrene udsætter deres børn for noget, som vi ved
giver disse børn et livslangt handicap. Såvel sundhedsmæssigt som
samfundsøkonomisk og etisk er det et problem, at der fødes nogle børn, hvis
handicap kunne være forebygget.
Mange af kvinderne giver udtryk for, at de er motiverede for hjælp og behandling.
De bliver dybt ulykkelige, når de gang på gang gør nogle ting, som de rent faktisk
ikke ønsker at gøre, og de bliver dybt ulykkelige, når de efter fødslen står med et
skadet barn, hvor barnets skade er direkte relateret til det adfærdsmønster, som
moderen har haft under graviditeten.
Flere af dem har bedt om at få døren låst, så de ikke kan komme til at gøre
noget, som de rent ikke ønsker at gøre, og som de fortryder, så snart de er
vågnet op af deres rus. Flere har henvist til den gældende lov omkring frivillig
tvangsbehandling af narkomaner. De siger: "I har lov til at låse døren, fordi jeg
ved, at loven eksisterer". Og hver gang må vi svare, at loven eksisterer, men at
man ikke kan bruge den, fordi den ikke er implementeret i amternes
behandlingstilbud til narkomanerne.
Loven er desuden heller ikke tilstrækkelig, fordi den kun gælder for
narkomanerne. Der findes også en tung gruppe af alkoholmisbrugere og
blandingsmisbrugere som for eksempel den tidligere nævnte gruppe, der både er
psykisk syge og blandingsmisbrugere. Vi har altså rent faktisk kvinder, som
trygler om at blive låst inde, og hvor vi må sige, at det ikke kan lade sig gøre.
Lad mig give et eksempel: Hvis forældrene til et barn på 1.000 gram i kuvøse på
en på en afdeling for nyfødte truer med at tage deres barn og gå eller med noget
andet, der kan skade barnet, så kan vi med loven i hånden forhindre dem i at
gøre det. Hvis det samme lille barn ligger bag moderens maveskind, og hun står
SIDE 120 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
med tre flasker vodka og tømmer dem eller hun står med en kniv og vil stikke i
maven, kan vi ikke forhindre hende i det. Barnet er det samme, men i den ene
situation ligger det uden for moderens mave, og i den anden situation i moderens
mave.
Overlæge Marianne Hertz, Psykiatrisk afdeling, Rigshospitalet:
Som illustration kan tjene en kvinde, som vi har haft forbindelse med i en
årrække. Hun er i 30'erne og kendt på vores psykiatriske afdeling efter masser af
indlæggelser grundet angst og misbrugsproblemer. Hun har ikke på noget
tidspunkt været egentlig sindssyg, men har en letvakt angst og et stort
blandingsmisbrug, drikker i perioder meget, tager også under tiden beroligende
medicin. Hendes primære problem er dog alkohol.
For fire-fem år siden fødte hun et dødfødt barn, som døde på grund af hendes
misbrug. Hun blev fundet bevidstløs hjemme, og i den forbindelse viste det sig, at
hendes foster var dødt.
Så hun er også på den måde kendt i systemet, da vi får hende tvangsindlagt
endnu en gang efter en fuldstændig opkørt situation i hjemmet med slagsmål og
tumult, hvor hun truer med at springe ud af vinduet. Ved ankomsten har hun en
promille på 3,7. Det er noget, de færreste af os ville kunne stå på benene med,
men hun er vant til det.
Under denne indlæggelse konstateres det af, at hun er i 6. uge. Der bliver taget
en graviditetstest, som først foreligger, efter at hun er udskrevet, fordi tingene
falder hurtigt på plads. Der går besked til egen læge og til
alkoholbehandlingsstedet om denne graviditet, og alle hjælpetropperne bliver
mobiliseret. May Olofssons team kommer hurtigt på banen. Egen læge,
socialvæsenet og en lang række andre gode mennesker er klar fra start. Der hol
des en lang række møder, aftales procedurer, støtte og hjælp til kvinden.
I 20. uge bliver hun tvangsindlagt igen under de vanlige omstændigheder - en
flere dages alvorlig druktur, med en alkoholpromille på over 3. Denne gang er
hun selvdestruktiv, banker hovedet ind i væggen og forsøger at skade sig selv på
forskellig vis, og hun bliver indlagt i en sådan svært opkørt tilstand. Som før falder
SIDE 121 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
hun hurtigt til ro. På tredjedagen får hun lov til at gå hjem for at hente nogle ting,
men udebliver og så kan vi ikke gøre mere ved den lejlighed.
Ugen efter bliver hun atter tvangsindlagt under de vanlige omstændigheder:
Svært beruset, uræsonnabel, omkringfarende og selvødelæggende. Hun falder
hurtigt til ro og accepterer indlæggelse på en svangreafdeling, hvor man kan
støtte hende og have så meget styr på hende som muligt. Efter nogle uger finder
man ud af, at fosteret ikke har det specielt godt. Man er bekymret for barnet,
specielt fordi dets hoved er lille. En af de misdannelser, som alkohol kan
medføre, er netop at hjernen ikke vokser.
På det tidspunkt beslutter patienten sig for at tage til udlandet for at besøge en
kæreste. Efter hjemkomsten falder hun atter i druk og bliver i 27. graviditetsuge
indlagt for femte gang ved tvang hos os. Hun har atter drukket voldsomt i flere
dage og falder atter meget hurtigt til ro igen og overflyttes endnu en gang til May
Olofssons støtteforanstaltninger, hvor hun atter forbliver nogle uger for derefter at
gå sin vej.
Vi ser hende igen ved en tvangsindlæggelse i 36. uge, hvor alt er som vanligt. På
det tidspunkt bryder vi sammen. Vi kan ikke længere se på, at hun nu skal
tvangsindlægges for sjette gang, og vi ved, at hver gang hun er på en druktur,
har hendes barn en alvorlig risiko for at blive hjerneskadet. Vi er nået dertil, hvor
vi må vi vælge at betragte hendes ekstremt impulsive adfærd som en tilstand, der
er at ligestille med en sindssygdom.
Vi fortæller hende derefter, at vi nu tilbageholder hende med tvang, og at vi -
uanset hvad hun forlanger - vil ikke vil udskrive hende før hun har født, hvilket
forventes at finde sted inden for en måneds tid.
Det er hun faktisk meget glad for, så hun klager, heldigvis for os, ikke over denne
tvangstilbageholdelse. Det kunne ellers være interessant at få en juridisk
vurdering af vores dispositioner, men det fik vi altså ikke. Hun forbliver indlagt på
psykiatrisk afdeling i de resterende uger, indtil hun så fødte et mikrocefalt og
svært hjerneskadet barn.
Det er en tankevækkende historie, fordi samtlige hjælpeforanstaltninger fra
starten var på banen. May Olofsson og hendes team gjorde en ekstremt behjertet
SIDE 122 AF 123

L O V G I V N I N G E N S A R K I T E K T U R
indsats for at holde på hende, lavede udrykningstjeneste nat og weekender og
gjorde alt menneskeligt muligt for at holde hende på alkoholfrihedens plan. Det
lykkedes ikke, og alle foranstaltninger til trods endte det med, at hun til stor sorg
for sig selv har bragt dette skadede barn til verden, et barn som nu er
institutionsanbragt.
Som markarbejder står man tilbage med den oplevelse, at det er udmærket, at
Danmark er et frit land, og måske også udmærket, at misbrugere skal have frihed
til at gå i hundene for sig selv. Men det er svært at se det rimelige i, at det skal
være et frit land, der tillader børn at blive født med svære hjerneskader, fordi
deres mødre er for impulsive til at passe på dem.
SIDE 123 AF 123