Blik for billeder, maj 2007

Produkter til hornhinden
Af journalist og forfatter Mads Brügger
Pyramiden med de nøgne irakere og den lille
kvinde, som håner dem. Det er klart, hvad jeg
tænker på, ikke?
”Jeg blev instrueret af en person af højere rang
til bare at stå dér, holde tommelfingeren frem, smile
og kigge ind i kameraet. Og de tog et billede til
PsyOps, og det er alt hvad jeg ved ...,” sagde
soldaten Lynndie England, den 12. maj 2004 til tv-
journalisten Brian Mass.
Lynndie England er den underligt aseksuelle
drengepige i amerikansk uniform, der optræder
på billederne af fangemishandlinger i Abu
Ghraib fængslet uden for Bagdad, billeder som
gestaltede USAs militære indsats i Irak på samme
måde som marinesoldaterne, der hejser Stars and
Stripes på bakketoppen på Iwo Jima under Anden
Verdenskrig og de skrigende børn med napalm på
kroppen på vejen i Vietnam.
Abu Ghraib-billederne blev ikoner med lynets
hast og indgår nu i de fleste moderne menneskers
referenceapparat.
Disse billeder vil simpelthen ikke gå væk, de
er stedsegrønne, men spørgsmålet er bare, hvem
der har taget dem, og hvorfor? I hvert fald rummer
fotografierne fra fængslet en flair for det perverse,
som man ikke umiddelbart ville tiltænke en kvinde
som England, der tydeligvis ikke er den mest spidse
blyant i penalhuset, og det samme kan siges om
hendes kolleger. Var de virkelig i stand til det?
Den konventionelle udlægning af miseren i Abu
Ghraib er, at billederne er taget til privat brug
af en flok fangevogtere, som var ude af kontrol.
Og fordi vi lever i en pivåben og digital verden,
hvor alt før eller siden kommer frem i lyset, slap
billederne ud ved en fejl. Muligvis. Men i citatet
ovenfor nævner Lynndie England faktisk PsyOps,
kort for ”psychological operations”, den afdeling
klummen udefra
i den amerikanske hær, som beskæftiger sig med
psykologisk krigsførelse. Jeg har ikke kunnet finde
andre interview med England, hvor hun bringer
PsyOps på banen.
PsyOps holder til ved Fort Bragg, hvor de
amerikanske specialstyrker uddannes. I bogen
”Mændene som stirrer på geder” fortæller den
fremragende engelske journalist Jon Ronson om,
hvad der sker inde bag pigtråden i Fort Bragg.
Ronson besøger PsyOps og taler med en officer
om de ”produkter”, han udvikler. Et ”produkt” kan
være et billede, en hændelse, en film eller en fly-
veseddel, som skal påvirke en bestemt målgruppe
i en bestemt retning. Og spørgsmålet er så, om
billederne fra Abu Ghraib i virkeligheden var
nogle ”produkter” fra PsyOps, som udelukkende
var tiltænkt irakerne i fængslet? Billeder som skulle
vises til de andre fanger for at true dem? Eller var
det meningen, at billederne faktisk skulle offentlig-
gøres, så irakerne kunne se, at amerikanerne slet
ikke er så rare at bide skeer med?
”Vi tænker over, hvordan en iraker reagerer
på vores produkter, ikke hvordan en amerikaner
reagerer på dem,” siger en anonym officer, som
kalder sig Dave, og fortsætter: ”Nogle gange skal
man sælge noget til dem, som man ved, de ikke
ønsker sig i deres hjerter. Det fremkalder blandede
følelser. Det er ligesom at sælge D-vitaminer til
nogen. De har ikke lyst til det, men har brugt for
det for at overleve.”
Så merkantilt kan det siges. D-vitamier til
irakernes hornhinder
- produkter, simpelthen.
Er det sandheden om
billederne? Laver de
også produkter til vores
hornhinder? Det gad jeg
godt vide. n
2