Årsskrift 2009 (pdf) - Testrupelev.dk

!"#$%&'()"$*+*"'
I 1941 udkom der i nazi-Tyskland en sælsom udgave
af Bibelen. Den var på 750 sider og blev sendt til
alle landets kirker med henblik på anvendelse i
gudstjenesten. Gudskelov afviste så godt som alle
de tyske kirker den nye nazi-bibel. Det var modigt
og klogt og også helt nødvendigt. For den nye bibel
havde intet som helst med kristendom at gøre. Den
var ren og skær nazistisk propaganda.
Hitlers forhold til den tyske kirke var alt andet end
hjerteligt. Han måtte modvilligt erkende, at kirken
havde tag i store dele af den tyske befolkning, men
indholdet i den kristne forkyndelse nærede han
den største afsky for. Gudstroen, nåden, tilgivelsen,
barmhjertigheden og næstekærligheden var ikke
størrelser, man kunne grundlægge en nation af
krigere på. De signalerede svaghed og kvindagtighed
og ville derfor underminere Det Tredje Rige.
Et opgør med kirken var politisk uklogt. Men hvis
man på den ene eller anden måde kunne få smuglet
den nazistiske propaganda ind i gudstjenesten, så
kunne nazismen få sået nogle sædekorn i de kristne
menigheder. Derfor blev et hold nazi-ideologer sat til
at omskrive Bibelen, så den blev forenelig med ”arisk
tankegang”. Der blev ligefrem oprettet et ”Institut for
Udforskning og Eliminering af jødisk Påvirkning af
det tyske Kirkeliv” med 50 medarbejdere.
For det første skulle alle henvisninger til jødisk
kultur udraderes. Det var nærmest en umulig opgave,
når man tager i betragtning, at hele Det Gamle
Testamente jo omhandler jøderne og deres ældste
historie: stamfædrene begyndende med Abraham,
det ægyptiske fangenskab, udfrielsen fra Ægypten,
Israels konger osv. De 10 bud blev kraigt revideret
og tilmed udvidet med 2 ekstra bud. Det 11. bud
lød: ”Ær din Fører og Leder.” Byen Jerusalem blev
omskrevet til ”Guds evige By”.
Og når vi kommer til Det Nye Testamente udgør
Jesus naturligvis et gevaldigt problem, da han jo
umiskendeligt er af jødisk afstamning. Det vælger
man ganske enkelt at fortie. Det bliver antydet, at
han nok er arier. Dereer tager man fat på hans
forkyndelse, og her bliver der hele tiden hugget en
hæl og klippet en tå. Tænk blot på hans berømte
Bjergprædiken, der begynder således: ”Salige er de
fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5,3).
Det er mildest talt ikke foreneligt med den nazistiske
dyrkelse af sundheden – en sund sjæl i et sundt
legeme – og deres ”eutanasiprogrammer” over for de
mentalt syge og svage.
Det allermest provokerende er naturligvis Jesu tale
om næstekærligheden: ”I har hørt, at der er sagt:
’Du skal elske din næste og hade din ende’. Men
jeg siger jer: Elsk jeres ender og bed for dem, der
forfølger jer” (Matt.5,43-44). Det er virkelig stærk
kost, set med nazistiske briller. De este steder bliver
næstekærligheden enten frasorteret eller dirigeret
over i en altopofrende underkastelse under staten.
Hvor idiotisk og svindelagtig denne nazistiske
bibel-revision end må forekomme, så er
der en vis indre logik og nødvendighed i selve
foretagendet. Enhver kan sige sig selv, at Jesu
forkyndelse er et farligt opløsningsmiddel, der er
livstruende for enhver totalitær ideologi. Den kristne
næstekærlighed lader sig nemlig aldrig snøre ind i
nogen ideologisk spændetrøje. Hver eneste gang, vi
forsøger at retfærdiggøre os selv og vore handlinger,
og med foragt og afstandtagen peger på ”de andre”
– de onde, de dumme, de forkerte, de fremmede –
kortslutter den vores selvretfærdighed, fordi den
byder os at elske der, hvor kærligheden måske har
sværest ved at nde fodfæste.
25