De 10 bud under angreb - Natur-Drogeriet A/S

DE TI BUD
UNDER ANGREB
Danny Shelton – Shelley Quinn

Danny Shelton og Shelley Quinn
DE TI BUD
UNDER ANGREB

DE TI BUD
1.
Du må ikke have andre guder end mig.
2.
Du må ikke lave dig noget gudebillede
i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden
eller i vandet under jorden.
Du må ikke tilbede dem og dyrke dem,
for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.
Jeg straffer fædres skyld
på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig;
men dem, der elsker mig og holder mine befalinger,
vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
3.
Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn,
for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
4.
Husk sabbatsdagen og hold den hellig.
I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;
men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.
Da må du ikke gøre noget som helst arbejde,
hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde
eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt,
hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han.
Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
5.
Ær din far og din mor,
for at du må få et langt liv på den jord,
Herren din Gud vil give dig.
6.
Du må ikke begå drab.
7.
Du må ikke bryde et ægteskab.
8.
Du må ikke stjæle.
9.
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
10.
Du må ikke begære din næstes hus.
Du må ikke begære din næstes hustru,
hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel
eller noget som helst af din næstes ejendom.
2 Mos 20,3-17

DE TI BUD UNDER ANGREB
Forfattere: Danny Shelton og Shelley Quinn
Originaltitel: Ten Commandments Twice Removed
Copyright © 2005 by Remnant Publications, Inc.
Dansk oversættelse udgivet med tilladelse af copyrightindehaveren
Bibelhenvisninger er fra Bibelselskabets autoriserede oversættelse af 1992
Oversættelse: Birthe Bayer
Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen
Sat med: Adobe Garamond Pro og Corbel
Omslag: Daniel Pedley
Trykt hos: Øko-Tryk
Udgivelsesår: 2011
Udgiver: LifeStyleTV Productions AB
Box 75, 242 21 Hörby, Sverige
tibud@lifestyletv.dk
www.lifestyletv.dk
ISBN: 978 87 7532 521 4
Indhold
Til læserne ........................................................................................... 7
Introduktion ....................................................................................... 9
1. Har vi overset noget? ..................................................................... 13
2. Overholde eller ikke overholde? ..................................................... 17
3. To love, to pagter, 1. del ................................................................ 25
4. To love, to pagter, 2. del ................................................................ 37
5. Før Sinaj bjerg – efter opstandelsen ............................................... 51
6. Herrens dag .................................................................................... 59
7. For menneskets skyld .................................................................... 71
8. Det er ingen hemmelighed – den katolske kirke
erklærer sig ansvarlig for ændringen .............................................. 81
9. Glæde over helliggørelsen .............................................................. 93
Efterskrift ........................................................................................... 99

VI TILEGNER DENNE BOG
TIL GUDS FOLK –
FRELST OG HELLIGET VED KRISTUS –
KALDET ”STOR“ I HIMMERIGET.
Sandelig siger jeg jer:
Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav
eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.
Den, der bryder blot ét af de mindste bud
og lærer mennesker at gøre det samme,
skal kaldes den mindste i Himmeriget.
Men den, der holder det og lærer andre at gøre det,
skal kaldes stor i Himmeriget.
Matthæus 5,18-19
HAR TIL LÆSERNE
VI OVERSET NOGET?
Til læserne
Da jeg endnu gik i folkeskolens første klasser og var mest optaget af at
lære at læse, skrive og regne, fik vi en ny dreng i klassen. Han var mere
stille, end de fleste af os andre. Hans madpakke var også anderledes. Og
så viste han sig aldrig i skolen om lørdagen. Altså blev han et oplagt offer
for mobning.
Nu 70 år senere skammer jeg mig næsten over at afsløre det, men for
mig er det blevet en interessant detalje, når jeg benytter anledningen til at
opfordre, enhver, der læser dette, til at overveje nærværende bogs budskab
fordomsfrit og uden forudfattede konklusioner.
Vi troede alle, at den nye dreng i klassen var jøde. Skolens religionsundervisning
havde overbevist os om, at jøder var lovtrælle, der ikke ville
anerkende, at hele Det gamle Testamentes lovkompleks blev ophævet, da
Jesus døde på Golgathas kors. Den nye dreng var religiøs, han ”holdt sabbat”,
- ergo måtte han være jøde.
Stor var min overraskelse, da jeg 10 år senere, under mit første besøg i den
lokale adventistmenighed, fandt ud af, at min tidligere klassekammerat, sad
sammen med sine forældre på én af de første rækker i den lille mødesal.
I mellemtiden havde grundige overvejelser og seriøse bibelstudier overbevist
mig selv om, at helligholdelse af ugens syvende dag, sabbat, ikke
bare var en abstrakt og antikveret teologisk teori, men et konkret udtryk
for éns personlige overbevisning og livsholdning.
Jeg har nu gennem mere end 60 år været én af en stadig voksende skare
af sabbatsholdere. I dag anslås det, at der ud over 17 ½ million jøder,
findes næsten 30 millioner sabbatsholdende kristne i verden. De fleste af
disse er enten syvende dags adventister eller syvende dags baptister, og
antallet øges år for år.
Fælles for alle er den holdning, at ikke alene efterlever de en guddommelig
idé, men de erfarer samtidig – midt i en stresset tilværelses mange
krav – at finde indre fred og åndelig opbyggelse.
7

Min personlige læsning af denne bog har øget min egen taknemmelighed
over at ”sabbatten blev til for menneskets skyld”, men den har samtidig
skærpet min fornemmelse for, at Bibelens autoritet vil være under
fortsat angreb lige til det sidste.
Det er mit oprigtige ønske, at De ti bud under angreb vil lede flest mulige
til at studere Bibelen selv frem for blindt at følge den offentlige mening
eller dårligt begrundede traditioner. ”For dette er kærligheden til Gud: at
vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.” (1 Joh 5,3)
Walder Hartmann
Introduktion
”Har du det her på tryk?“
Hans spørgsmål kom meget overraskende. Normalt har jeg på fornemmelsen,
når en eller anden føler sig velsignet af det, jeg har forkyndt ud fra
Bibelen. Denne vækkelsesmøderække var gået godt. Gud havde rørt ved
manges hjerter. Jeg troede bare ikke, at denne mand var én af dem.
Aftenen før havde han virket urolig, da jeg talte. Da jeg tidligere på
dagen havde mødt ham, havde han reageret med et skuldertræk.
”Har du det her på tryk?“ Da jeg svarede nej, så han på mig og udbrød:
”Det er en skam!“
Jeg kan lide mennesker, der siger tingene ligeud. De er med til at sætte
noget i gang. Da jeg siden tænkte over hans bemærkning, gik det op for
mig, at den kom som en tilskyndelse fra Herren.
Vækkelsesmødernes tema havde været ”Kærlighedens grundvold“. Under
det sidste møde havde Helligånden tilskyndet mig til at sige noget,
som jeg ikke havde planlagt. Det handlede om forskellen mellem den
gamle pagt og den nye.
Når jeg ved andre anledninger havde fortalt om, hvordan Herren havde
ført mig gennem et studium af hans pagter, for at jeg skulle finde sandheden
i hans ”kærligheds lov“, havde folk opfordret mig til at fortælle om det
i en bog. Det ville jeg også gerne – på et eller andet tidspunkt, men lige nu
ville jeg skrive en anden bog.
Jeg kunne ikke helt slippe denne nye tanke, så jeg bad om Guds vejledning.
Pludselig gik det op for mig, at det var forkert af mig ikke at følge
denne tilskyndelse. Det var på tide at skrive en bog om emnet. Jeg kunne
pludselig se Guds plan. Jeg talte med min mand, J.D., om det, og han
gjorde, hvad han kunne for at holde mig til ilden.
Få dage senere tog vi en tur til 3ABN’s hovedkvarter [Three Angel’s
Broadcasting Network]. Så snart vi ankom dertil, kom direktøren – Danny
Shelton – med et manuskript, som han bad mig læse. ”Jeg vil gerne
8 DE TI BUD UNDER ANGREB INTRODUKTION
9

høre din mening. Forlaget er parat til at udgive den, men du må gerne
komme med forslag til ændringer.“
Jeg så på indholdsfortegnelsen og følte mig lidt underligt tilpas. Det her
er jo min bog, Herre! Hvorfor har du givet mig en opgave, som allerede er
fuldført?
Da jeg læste manuskriptet, slog det mig, hvor tæt teksten var på mine
egne overvejelser. Jeg mente dog, der godt kunne være plads til to bøger
om det samme. Gud havde bare en anden plan.
Jeg fortalte ikke Danny, at jeg tænkte på at skrive en bog om det samme
emne, eller at jeg var skuffet over, at han havde slået mig på målstregen.
Senere på ugen foreslog jeg, at han skulle ændre lidt på det første kapitel.
Jeg tilbød endda at skrive det om.
Da han læste det reviderede kapitel, spurgte han: ”Kunne du ikke tænke
dig at skrive hele bogen om?“
Det gik jeg uden tøven med til, og efterhånden fik Gud mig overbevist
om, at jeg også skulle medtage de tanker, som jeg ellers havde reserveret til
min egen bog. Det var jo trods alt Guds – og ikke mine tanker.
”Gud vil velsigne dig for dette,“ sagde J.D., ”det er jo lige meget, hvem
der får æren, når bare sandheden kommer til at fremstå tydeligt. Det kan
komme til at betyde meget for en masse mennesker.“
Jeg forventede egentlig ikke andet end et ”tusind tak“, da jeg begyndte
at revidere bogen. Jeg gjorde det af kærlighed til Gud. Derfor blev jeg meget
overrasket, da Danny et par uger senere sagde: ”Shelley, du bør være
medforfatter på denne bog. Det bliver lige så meget din, som det er min.“
Jeg kunne bare mumle et stille ”tak“, men indvendig jublede jeg over,
at Gud havde taget imod mit offer. Guds veje er højere end vore. Hans
planlægning er altid fuldkommen. Han gav på samme tid to af sine børn
den opgave sammen at skrive en bog til hans ære. Gud vidste godt, at vi
begge ville bringe noget unikt til denne bog, som den anden ikke havde
tænkt på.
For Danny hørte dette med til hans barnetro, mens min kristne opvækst
var en helt anden. Ganske vist var jeg en kristen, men jeg havde
fulgt adskillige populære læresætninger uden at tænke særlig meget over
dem. Jeg var ligeglad – næsten upåvirket – af disse bibelske sandheder,
indtil Herren fangede min opmærksomhed og viste mig en ny og mere
grundig måde at studere Bibelen på. Da var jeg allerede i begyndelsen af
halvtredserne.
Gud gav altså to mennesker, med helt forskellig baggrund, et projekt,
hvor de skulle samarbejde og i fællesskab skabe noget til hans ære.
Vi har skrevet De ti bud under angreb for at korrigere nogle populære
misforståelser i den kristne kirke, og vi har begge følt det vigtigt, at vort
materiale skulle være bibelsk funderet. Derfor er store dele af bogen i virkeligheden
et bibelstudium, der går i dybden. Dette gør ikke bogen til let
læsning, men det er vort håb, at vi har fremsat disse sandheder i en logisk
rækkefølge, så læserne forstår og får lyst til at læse videre.
Som de fleste bøger, der har to forfattere, er vores skrevet som med én
pen. Jeg har valgt at skrive i første person, som om Danny taler. Det var
jo trods alt ham, der havde et færdigt manuskript, før jeg havde nedfældet
én eneste linje.
Det er min bøn, at Gud vil hellige dit sind, og at Helligånden må få lov
til at være din lærer. Han kan afsløre sandheder, der strækker sig videre
end det, der er skrevet her. Jeg beder om, at Herren vil bruge denne bog
som et redskab til at få læsere til at hungre og tørste efter mere af Guds
absolutte sandhed.
Når jeg skal beskrive Guds herlige budskab med ord, føler jeg mig altid
utilstrækkelig. Jeg ville hellere, at nogen havde givet mig en sådan bog for
fyrre år siden, for så kunne min livshistorie have været en helt anden.
Hvad jeg mener? Gud ændrede min tilværelse i år 2000, da han tilskyndede
mig til flere måneders grundigt studium af Bibelen. Han viste mig
sandheden om hans pagter og de ti bud, hans lov og hans nåde.
Jeg har lært, at jeg intet kan uden Gud. Frelse ved nåde og retfærdiggørelse
gennem tro er blevet mere end læresætninger for mig. Gud gav disse
principper liv, og de er blevet mine gennem personlig erfaring. Måske det
allervigtigste, jeg har lært, er, at lydighed er vejen til hans velsignelser.
Jeg beder til, at du må få den samme erfaring med vor kære frelser.
Shelley J. Quinn
10 DE TI BUD UNDER ANGREB
INTRODUKTION
11

12 DE TI BUD UNDER ANGREB HAR VI OVERSET NOGET?
13
1
Har vi overset noget?
Hvem sætter dagsordenen for os? Jeg tænker på det, hver gang jeg hører
nogen give udtryk for, at religion skal fjernes fra det offentlige rum. Samtidig
har den offentlige debat gjort det klart for mig, at der er andre kristne,
der også er bekymrede.
Troende kristne, der er bange for at blive stemplet som fanatikere, nøjes
med at hviske: Der er en skjult dagsorden, som ønsker at fjerne Gud fra
vore offentlige institutioner. Virkeligheden er imidlertid, at agendaen ikke
længere er så skjult. Debatten om religionsundervisning, morgensang og
skabelsesberetning i de offentlige skoler har medvirket til at skabe røre hos
mange grupper.
I USA har flere retssager haft til formål at fjerne religiøse indskrifter
(f.eks. de ti bud) fra offentlige bygninger, og både der og andre steder i
verden har regeringsledere og ateistiske interessegrupper optrappet deres
angreb på Bibelen.
I mange offentlige skoler præsenteres evolutionsteorien som absolut
sandhed, og eleverne hører intet om noget alternativ. Lærere tør ikke tale
om Bibelens skabelsesberetning, der skildrer en kærlig Gud med ultimativ
skabermagt. Det, som flertallet af bibeltroende accepterer som sandhed,
bliver af de offentlige myndigheder erklæret for tabu. Det er ikke længere
”politisk korrekt“ at tale om holdninger præget af et kristent livs- og menneskesyn.
Manglen på respekt for de ti bud har været med til at skabe apati i forhold
til tidens moralske forfald. Det, der engang blev betragtet som synd,
betragtes nu som valg. Bibelen advarer os dog stadig i Rom 6,23: ”Syndens
løn er død.“
Kan et intelligent, ærligt menneske bestride syndens konsekvenser i
dag? Tænk bare på abort og seksuelt overførte sygdomme pga. heteroseksuelles
frie sexliv og en politik, der fremmer homoseksuel livsstil med en
meningsløs død til følge for hundreder af tusinder.

RELIGIONSFRIHED ~ FRIHED FOR RELIGION
I den danske grundlov hedder det: ”Borgerne har ret til at forene sig i
samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning,
dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden
eller den offentlige orden … Ingen kan på grund af sin trosbekendelse
eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og
politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig
borgerpligt.“
Grundlovens fædre mente altså, at den frihed, som Gud havde skænket
menneskeheden, er så væsentlig, at den skulle beskyttes af regeringen. Det
samme gør sig gældende i USA, hvor Uafhængighedserklæringen fra 1776
bl.a. siger: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker
er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder,
heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. At for at sikre disse
rettigheder er blandt mennesker oprettet regeringer, hvis retfærdige magt
hviler på de styredes samtykke, og når som helst nogen regeringsform bliver
ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve
den og at indsætte en ny regering, baseret på sådanne grundsætninger
og med magtbeføjelser organiseret på den måde, som efter dets opfattelse
mest sandsynligt vil bringe dem sikkerhed og lykke.“
James Madison, kendt som ”forfatningens fader“ fremholdt regeringens
ret til at anerkende Bibelens Gud samtidig med, at han fastholdt, at ingen
skulle anfægte den religiøse frihed skænket af Gud.
Alligevel er den religiøse frihed nu og da blevet udfordret, som det skete
i Danmark, da Andreas Kellersvend i 1636 blev afsat fra sit embede som
præst i Ring sogn, fordi han ”om lørdagen samlede almuen og fejrede
sabbatten“. Bemærkningen stammer fra ”Resens Atlas Århus Stift“ og understreger,
at på Christian den Fjerdes tid (1588-1648) kostede det noget
at fejre sabbatten.
Hvem definerer Guds sandhed? Skal flertallet bestemme? Personligt går
jeg ind for en adskillelse af kirke og stat, og jeg støtter retten til at udtrykke
personlig tro både privat og offentligt. Jeg tror, at Guds bud, der tidligere
var synlige i det offentlige rum, var med til at lade lyset skinne på utilbørlig
adfærd og skabe anerkendelse af en højere moralsk lov.
Jeg er overbevist om, at den strid om de ti bud, som vi har i dag, står på
Djævelens dagsorden. Det vil passe ind i hans planer at få Gud fjernet fra
det offentlige rum. (Tænk blot på de ulykkelige følger, som dette medførte
under de gudløse kommunistregimer). Det vil også passe ham godt, hvis
staten fortsat kan lovgive på det kirkelige område, for det kan medvirke til
at ophøje én religiøs holdning over en anden.
Hvis vi virkelig ønsker at fremme de ti buds sag, er det op til os – kirken,
ikke staten – at genoprette støtten ved at lade budene skrive i vore
hjerter og praktisere dem i livet. Skrevet på sten kan budene kun definere
synd, men når de ti bud er skrevet i et hjerte fyldt med Guds Ånd, bliver
budene til noget positivt: ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i
mit indre.“ (Sl 40,9).
Der er ingen tvivl om, at det kristne samfund i stor udstrækning støtter
de ti bud, men hvorfor gælder dette kun de ni af budene?
HAR VI OVERSET NOGET?
Da jeg første gang mødte Shelley Quinn (medforfatter af bogen), fortalte
hun mig: ”Hele mit liv havde jeg lært, at de ti bud blev naglet til korset. Da
jeg tog imod Guds kald til forkyndelse på fuld tid, fik jeg en tilskyndelse
fra Gud, der sagde til mig: ’Glem, hvad du tror, du ved, og kom og sid ved
mine fødder – og jeg vil undervise dig.’ Alligevel læste jeg i Bibelen for at
bevise, at min tro var rigtig. Men Gud viste mig, at jeg havde taget fejl.
Medens jeg studerede Bibelen, blev jeg forbavset over, hvor enkel sandheden
om dette punkt er. De ti bud gælder stadig for den kristne, som
er frelst ved tro. Jeg opdagede, at der kun var ét bud, som jeg ikke holdt
– nemlig sabbatsbudet. Efter at jeg havde studeret Guds hensigt med sabbatten,
blev jeg en glad sabbatsholder.“
Mange kristne har haft en lignende erfaring. En grundig granskning
af Skriften har afsløret overvældende beviser, som har ændret deres opfattelse.
De samme kristne accepterer i dag alle ti bud i Guds lov!
Det er min overbevisning, at vi må stole på, at Gud vidste nøjagtig,
hvad han gjorde, da han forfattede de ti bud. Det var en lovsamling. I
Jakobs bog i Det Nye Testamente, står der, at hvis vi bryder et bud, bryder
vi dem alle (Jak 2,10).
Lad os se på, hvad Kristus siger. Han siger, at hvis vi bryder et af de
mindste af budene – eller lærer andre at gøre det samme – skal vi kaldes
”den mindste i Himmeriget“ (Matt 5,19). Skal vi for nemheds skyld bare
feje hans undervisning ind under tæppet og glemme alt om det?
De fleste kristne kirkesamfund i dag holder ikke de ti bud som et hele
14 DE TI BUD UNDER ANGREB HAR VI OVERSET NOGET?
15

– i bedste fald kun de ni. Mit spørgsmål er: Har vi ret til at vælge, hvilke af
de ti bud vi skal beholde?
Desværre ignorerer de fleste kristne det bud, som Gud gav ved tidernes
begyndelse. Det glemte bud er det, som Gud siger, vi skal huske – hellig
tid, som vi skal bruge sammen med ham – nemlig den syvende dag, sabbatten
(lørdag).
Det synes måske ikke så vigtigt for dig lige nu, men det vil det blive i
nær fremtid. Bibelens forfattere har forudsagt, at en magt vil komme med
sin egen dagsorden og plane på at forandre Guds uforanderlige lov, de ti
bud. Vi lever i en tid, hvor vi oplever, at denne profeti er ved at blive opfyldt.
Synes du ikke, at det er grund nok til at undersøge Skriften og bede
Helligånden åbenbare Guds sandheder?
Hvis dagsorden kontrollerer størstedelen af kristenheden i dag? Jeg
er helt sikker på, at denne dagsorden, som ukritisk bliver fulgt, hverken
stammer fra Gud eller mennesker. Kristi ærkefjende står bag.
Det er ikke bare lykkedes ham at fjerne de ti bud fra alle offentlige institutioner,
men det er også lykkedes ham at fjerne dem fra de fleste kristnes
hjerter.
Da Guds ti bud er et hele, og brud på et af budene gør os skyldige i brud
på hele loven, må vi konkludere, at de ti bud stadig er under angreb.
Lad os sammen studere Skriften og finde ud af, hvad Bibelen har at
sige om dette vigtige emne. Hvad var det for et ”gældsbevis“, som Kristus
naglede til korset? Er vi, som nogle tror, blevet løst fra at holde alle ti bud,
fordi vi har fundet ”hvile“ i Jesus og ikke længere behøver sabbatshvilen?
Ændrede Gud sin hellige sabbat fra lørdag til søndag ved Kristi opstandelse?
Ved vi, hvorfor vi går i kirke om søndagen i stedet for om lørdagen?
Vi vil bruge Bibelen som vores fører og undersøge dette spørgsmål og meget
mere.
Hvis dagsorden følger vi? Det vil vi finde ud af undervejs i dette studium.
Jeg tror på, at Gud, i lyset af sit ord, vil give et klart svar. Så står der
kun et spørgsmål tilbage –
Når sandheden bliver åbenbaret, hvis dagsorden vælger vi så at følge?
16 DE TI BUD UNDER ANGREB
2
Overholde
eller
ikke overholde?
Jesus sagde: ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det
fortabte … Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen
uden ved mig.“ (Luk 19,10; Joh 14,6).
Kristus gør alt for at frelse de fortabte. Han satte fokus på sine lignelser
om det forsvundne får, den tabte mønt og den fortabte søn samt den
fantastiske følelse af lykke, da de blev fundet og genforenet. Formålet med
hans komme var at ødelægge Djævelens værk – at opsøge og frelse det
fortabte.
Den troende kristne ved, at adskillelse fra Kristus betyder fortabelse.
Som Kristi efterfølgere er det vort privilegium og forpligtelse at dele frelsens
glade budskab med andre.
NÅR JESUS VENDES RYGGEN
Guds rige går frem, når de, som Jesus har frelst, vidner om deres erfaring
for dem, som er åndeligt fortabt. Men ved vi, hvem der er fortabt?
Når vi hører mennesker misbruge Guds navn, ved vi, at de har behov
for at høre om den hellige, retfærdige og kærlige Gud. Når vi ser mennesker,
der lever umoralsk og tilbeder ”andre guder“, signalerer de, at de
ikke er forenet med Kristus. Når vi læser om et menneske, der netop har
begået et bankrøveri eller et mord, ved vi, at det menneske har brug for
Jesu frelsende kraft.
Når menneskers handlinger vidner om total foragt for Guds bud, er det
et tegn på adskillelse fra Jesus. Bibelen betegner dem som fortabte – eller
åndeligt døde.
”Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud.
OVERHOLDE ELLER IKKE OVERHOLDE?
17

Den, der siger: ”Jeg kender ham,“ men ikke holder hans bud, er en løgner,
og sandheden er ikke i ham.“ (1 Joh 2,3-4).
Kan man kende Kristus uden at adlyde hans bud? Læs verset igen. Læs
om, hvilke kendetegn Johannes forbinder med det at være et Guds barn.
”Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden,
er født af ham.“ (1 Joh 2,29).
Bibelen definerer mange ting som synd. Hårde ord, hovmod, vantro og
blasfemi falder under kategorien synd. Paulus siger, at ”alt, hvad der ikke
er af tro, er synd.“ (Rom 14,23). Jakob advarer os og siger, at den, der ved,
hvad der er rigtigt, og ikke gør det, synder (Jak 4,17). Johannes siger, at
al uretfærdighed er synd (1 Joh 5,17). Disse vers peger på holdninger og
handlinger, som falder ind under kategorien synd, men de giver ikke en
klar definition af synd.
RIGTIGT ELLER FORKERT?
Hvordan ved vi, hvad der er rigtigt? Hvordan ved vi, hvad der er uretfærdigt?
Ulydighed mod Guds lov er det modsatte af at leve i retfærdighed.
Vidste du, at sidstnævnte faktisk er Bibelens definition af synd?
”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud.“
(1 Joh 3,4). Der har vi svaret – Bibelens klare definition af synd. Synd er
lovbrud eller overtrædelse af Guds lov – enten gennem tvivl, vantro, ligegyldighed
eller oprør.
Den standard, som vore handlinger bliver dømt ud fra, er de ti bud,
som er Guds målestok for al tanke og handling. Troløshed krænker hans
bud, fordi menneskers meninger og måde at tænke på ophøjes over Guds
ord.
”Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen
…“ (1 Joh 3,8). Synd adskiller os fra Gud og stjæler det evige liv
sammen med ham fra os. Satan er mester i at skabe adskillelse. Det er hans
mål at skabe adskillelse mellem Gud og os gennem synd.
Hvorfor er der mange kristne, der betragter det som synd at misbruge
Guds navn, tjene andre såkaldte guder, vise mangel på respekt for forældre,
myrde, begå ægteskabsbrud, stjæle, lyve og misunde? Fordi de erkender,
at det er overtrædelse af Guds lov. Men Guds lov omfatter langt mere,
og det giver os et problem.
Hvordan ville du reagere, hvis jeg brugte det fjerde bud som eksempel
på et lovbrud, der ville adskille dig fra en kærlig frelser? Når jeg påstår, at
det er lovbrud at ignorere Guds syvende dag, sabbatten (lørdag), er der
mange kristne, som skifter standpunkt.
De samme mennesker, som sagde ja og amen til de førnævnte synder,
skifter standpunkt og siger: ”Hør her! De ti bud blev naglet til korset. De
gælder ikke længere.“
Det ser ud, som om de vælger at tro, at det eneste bud, der blev naglet til
korset, var det fjerde bud, der handler om Guds hellige sabbatsdag – den
dag Gud satte til side, for at mennesket kan udvikle et personligt forhold
til ham. Jeg er glad for, at Bibelen siger, at det er ”vort gældsbevis“, der blev
naglet til korset. Vi vil undersøge dette spørgsmål til bunds. Jeg håber, at
Skriften vil vise dig, at dette vers henviser til Moseloven.
I de udtalelser i Bibelen, som vi vil se på, vil vi undersøge, om Guds
sabbat blev indstiftet ved skabelsen, og om hans bud var kendt før Sinaj.
Holdt patriarkerne Abraham, Isak og Jakob hele tibudsloven?
SABBAT FØR, NU OG I FREMTIDEN… ?
Lad mig her og nu komme med nogle spørgsmål til dem, der tror, at sabbatsbudet
blev afskaffet ved korset. –
1. ”Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat.“
(Matt 24,20). I denne bibeltekst (Matt 24,15-24) advarede Jesus om
en trængselstid, som ville finde sted mange år efter hans død. Hvis
Jesus havde vidst, at sabbatten ikke længere ville eksistere efter hans
opstandelse, hvorfor opfordrede han så sine efterfølgere til at bede
om, at deres flugt ikke skulle ske på en sabbat?
2. ”Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste
bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.“ (Matt
5,18). Vi ved, at Jesus henviste til de ti bud her. I denne tekst ophøjer
Kristus loven. Han går langt ud over lovens ”bogstav“ og fremhæver
lovens ”ånd“. Han kæder vrede og anstødeligt sprog sammen med
drab (v. 21-23). At begære en andens hustru betegner han som ægteskabsbrud
i hjertet (v. 27-28). Hvis Jesus havde planer om at afskaffe
sabbatten ved sin opstandelse, ville han så ikke have vidnet
om, at Guds lov ville blive forandret, før himmel og jord skulle forgå?
18 DE TI BUD UNDER ANGREB OVERHOLDE ELLER IKKE OVERHOLDE?
19

Det Gamle Testamentes profetier om Messias’ komme og verdens
undergang vil ikke blive endelig opfyldt, før Guds folk bliver iklædt
udødelighed ved lyden af den sidste basun (se 1 Kor 15,50-58).
3. ”For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal
bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn
bestå … og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at
tilbede mig, siger Herren.“ (Es 66,22-23). Hvis sabbatten blev afskaffet
ved hans opstandelse, fordi vi har fundet hvile i Kristus, hvorfor
skulle Gud så genindføre den på den nye jord? I al evighed vil den
skare, som Gud har genløst, samles hver syvende dag – på sabbatten –
for på en særlig måde at have samfund med ham og tilbede Gud som
Skaberen.
4. ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig.“ (2 Mos 20,8). Hvorfor er det
fjerde bud det eneste, som begynder med ordet ”husk“?
FLERTALLET HAR IKKE ALTID RET
Mange kirkesamfund er enige om, at Guds bud stadig gælder, men vælger
alligevel at ignorere det fjerde bud. I denne bog vil vi henvise til udtalelser,
der støtter tibudsloven – udtalelser fra katolikker, baptister, metodister,
lutheranere, episkopaler og andre. De bekræfter alle, at den syvende dag,
sabbatten (lørdag), aldrig er blevet forandret eller afskaffet i Det Nye Testamente.
De bekræfter faktisk, at søndagshelligholdelse mere er en tradition
end et påbud inspireret af Gud i den hellige skrift. De går så langt, at
de indrømmer, at der ikke er ét skriftsted i hele Bibelen, som autoriserer et
skift fra lørdag til søndag. Det er klart for alle disse kristne, at Gud aldrig
har befalet den ændring i loven, som mennesker har foretaget. Alligevel
praktiserer de søndagshelligholdelse.
Spurgeon, en populær baptistpræst, der levede i det nittende århundrede,
sagde om Guds lov:
”Guds lov er en guddommelig lov, hellig, ophøjet, fuldkommen. De,
der finder fejl ved loven, eller som i mindste måde forklejner den, forstår
ikke dens natur og har overhovedet ingen indsigt i dens ånd. Paulus siger:
”Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under
synden.“ (Rom 7,14). Når som helst vi udtaler os om retfærdiggørelse ved
tro, er det aldrig vor hensigt at formindske vore tilhøreres respekt for loven,
for loven er et af Guds mest ophøjede mesterværker …
Der er ikke et overflødigt bud, og der mangler ikke et eneste. Loven er
så ”uforlignelig“, at dens ” fuldkommenhed“ er et bevis på dens guddommelighed.
Ingen menneskelig lovgiver kunne have forfattet en lov som
den, vi finder i dekalogen [de ti bud]. Den er en fuldkommen lov; for alle
menneskelove, som er retfærdige, kan rummes i denne kort formulerede
lovsamling, ret over for Gud og menneske og mennesker imellem.“ (C. H.
Spurgeon: Sermons. 2nd series, sermon 18, s. 280).
”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen.“ (Sl 19,8). Kan vi som
dødelige mennesker tillade os at forandre, slette eller ignorere et eneste af
Guds fuldkomne bud? Hvad får oprigtige, gudfrygtige kristne til at ignorere
Guds klare formulering af det fjerde bud?
De ti bud – overholde eller ikke overholde? Det er et alvorligt spørgsmål.
Du skylder dig selv at undersøge dette vigtige emne i lyset af Guds ord for
at finde svar. Det er vigtigt at finde frem til sandheden.
Du tænker måske: Kan flertallet af bibeltroende kristne tage fejl på dette
punkt? Lad mig stille dig et spørgsmål – var de fleste ikke på vildspor, da
Jesus kom første gang?
Jeg tror ikke, vi kan stole på, at flertallet har ret. Jesus advarede mod
dette, da han sagde, at de fleste ville følge den brede vej, som fører til fortabelse.
Han fortsætter og siger, at den port, der fører til evigt liv, er trang,
og kun få finder den (Matt 7,13-14).
Satan ønsker at ødelægge os ved at skabe adskillelse mellem vor himmelske
Fader og os. Synd skaber adskillelse. Tidligere fandt vi frem til,
at den bibelske definition på synd er overtrædelse eller lovbrud. Hvis du
undersøger Bibelen fra Første Mosebog til Johannes' Åbenbaring, vil du
ikke finde en mere klar og omfattende definition på synd.
Når jeg har fremholdt denne sandhed, har mine tilhøreres reaktion undret
mig. ”Vel, det er din mening!“ Jeg vil påstå, at det ikke kun er min
personlige mening.
Metodisternes historiske forståelse af de ti bud, som den fremsættes af
John Wesley, lyder således: ”Dette ”gældsbevis med alle dets bestemmelser“
fjernede Herren ved at nagle det til korset (Kol 2,14), men den moralske
lov, der indeholder de ti bud, og som blev fremholdt af profeterne,
20 DE TI BUD UNDER ANGREB OVERHOLDE ELLER IKKE OVERHOLDE?
21

fjernede han ikke … Den moralske lov hviler på et helt andet grundlag
end den ceremonielle og rituelle lov … Hver eneste del af denne lov må
stå ved magt for hele menneskeheden og til alle tider.“ (Sermons on Several
Occasions, 2 vol. Edition, Vol. 1, s. 221).
Hør hvad Billy Graham siger: ”Ligesom Wesley mener jeg, at jeg må
prædike lov og dom, før jeg kan prædike nåde og kærlighed … De ti bud
… er Guds moralske lov for menneskers liv. Nogle mennesker tror, at
den er blevet afskaffet. Det er ikke sandt. Kristus forkyndte loven. Den
står stadig ved magt. Gud har ikke forandret sig. Mennesker har forandret
sig …
Hvert eneste menneske, der nogen sinde har levet, med undtagelse af Jesus
Kristus, har overtrådt de ti bud. Synd er lovovertrædelse. Bibelen siger,
at alle har syndet og mangler æren fra Gud. De ti bud er et spejl, der skal
vise os, hvor langt vi er fra Guds standard. Spejlet, der viser os vore fejl og
mangler, fører os til korset, hvor Jesus betalte syndens skyld. Ifølge Bibelen
findes tilgivelsen ved korset og ingen andre steder.“ (George Burnham og
Lee Fisher: Billy Graham and the New York Crusade, s. 108,109).
Jesus kom for at frelse menneskeheden ved at ødelægge Djævelens værk.
”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden
at kende, og sandheden skal gøre jer frie.“ (Joh 8,31-32). Sandheden
er en person – og Kristus gjorde krav på at være denne person: ”Jeg er …
sandheden.“ (Joh 14,6). Når vi vandrer i vor elskede frelsers sandhed, vil
han i sandhed gøre os frie.
Det er min bøn, at jeg ved Guds nåde – gennem præsentationen af
sandheden om Guds lov – må fremholde den mest vidunderlige Jesus, du
nogen sinde har oplevet. Hvad mener jeg med det? I det videre studium vil
det fremgå, at Guds lov, de ti bud, i virkeligheden er et udtryk for eller et
spejlbillede af Guds karakter, som er kærlighed.
Følgende oversigt giver et glimt af, hvordan de ti bud genspejler hans
karakter. Helligånden inspirerede mennesker til at skrive om Guds vidunderlige
karakter, som han åbenbarede for dem i sin lov.
KARAKTER DE TI BUD
Gud er fuldkommen Loven er fuldkommen (Sl 19,8; Jak 1,25)
Gud er hellig Loven er hellig (Rom 7,12)
Gud er ånd Loven er af ånd (Rom 7,14)
Gud er kærlighed Loven er kærlighed (Rom 13,10)
Gud er lys Loven er lys (Ordsp 6,23)
Gud er sand Loven er sand (Neh 9,13; Sl 119,142.151)
Gud er retfærdig Loven er retfærdig (Sl 119,172; Rom 7,12)
Gud er god Loven er god (Rom 7,12; 1 Tim 1,8)
Gud er pålidelig Loven er pålidelig (Sl 119,86)
Gud er vis Loven er vis (Sl 111,10; 119,98)
Gud er fred Kærlighed til loven bringer fred
(Sl 119,165 gl. overs.)
Gud er uforanderlig Loven er uforanderlig (Matt 5,18)
Det er min bøn, at Gud vil lede os alle til et sandt kendskab til ”vejen,
sandheden og livet“. Jeg beder om, at Helligånden må fjerne al den tvivl
og det bedrag, som Djævelen har indhyllet Guds lov i.
Jeg beder også om, at Kristus vil åbenbare det, som gik tabt for de fleste
– sandheden om hans lov, de ti bud.
22 DE TI BUD UNDER ANGREB OVERHOLDE ELLER IKKE OVERHOLDE?
23

24 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
25
3
To love,
to pagter
1. del
”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til
hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.“
(Jer 15,16).
Det er stort, når Guds sandheder åbenbares for os. Når Helligånden
oplyser vor forståelse af Skriften – åbenbarer essensen af Guds sandhed,
som før var sløret – har vi grund til at glæde os. Gud taler til os!
Uheldigvis konkurrerer vor lynhurtige, teknologiske multi-medie verden
med vor prioritering af bibelstudium. Den konkurrerer – og vinder alt
for ofte. De fleste af vor tids travle mennesker bruger for lidt tid på seriøst
bibelstudium.
ER BARNETROEN IKKE GOD NOK?
De fleste kristne forlader sig på, hvad de har lært i deres kirke. Vi ved, hvad
vi tror, men ikke hvorfor vi tror det. Det sætter os i en betænkelig situation
rent åndeligt.
Der findes så mange forskellige overbevisninger i kristenheden. Hvordan
kan vi – med sikkerhed – vide, at det, vi tror, er sandhed? Der er kun
en måde. Vi må selv studere Skriften. Jesus sagde, at hvis vi bliver i hans
ord, vil vi lære sandheden at kende – og sandheden skal gøre os frie (Joh
8,31-32).
En af de oftest misforståede bibelske sandheder i dag er den store forskel
mellem de to love. Denne misforståelse skaber forvirring med hensyn til
forskellen mellem den gamle og den nye pagt. I dette og det næste kapitel
vil vi studere og finde frem til sandheden om, hvad Bibelen siger om dette
emne. ”Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke

ehøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord.“ (2 Tim
2,15).
Hvis du personligt ønsker at finde ud af, hvad Bibelen virkelig siger og
betyder, vil dette studium være en hjælp til at gøre sandheden enkel og
klar. Det vil give et kritisk grundlag for forståelsen af Guds ord og hans
vilje for os i dag.
BIBELENS TO STORE LOVE
Mange mennesker tror, at Guds ti bud blev naglet til korset. Begrundelsen
for denne opfattelse stammer fra Kolossenserbrevet 2,14: ”Han slettede
vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os, han fjernede det ved
at nagle det til korset.“
Det er væsentligt at få slået fast, hvad det er, der blev naglet til korset –
et ”gældsbevis med alle dets bestemmelser“. Var det Guds ti bud? Eller var
det lovbogen, som blev skrevet af Moses?
Bibelen taler om to store ”love“:
1. Guds lov (”de ti bud“ eller ”vidnesbyrdets tavler“), også kendt som
moralloven, kærlighedens lov eller dekalogen.
2. Mose lov (”lovbogen“ eller ”pagtens bog“) også kendt som ceremoniloven
eller den mosaiske lov.
Gud havde nøje udtænkt formålet med de to love. En uklar forståelse af
forskellen mellem de to love har gjort mange oprigtige kristne forvirrede –
særlig når det gælder fortolkningen af Det Nye Testamentes henvisninger
til loven.
Hvorfor hersker der så megen forvirring? Bibelens forfattere bruger ofte
ordet ”lov“ som henvisning til enten Guds lov eller Mose lov. Hvis vi ikke
har en klar forståelse af deres forskellige formål, er det let at gå fejl af sammenhængen
i Skriften og derved nå frem til forkerte konklusioner.
For eksempel skrev Paulus: ”For alle de, som har lovgerninger, er under
forbandelse, for der står skrevet: ”Forbandet være enhver, som ikke bli-
ver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.“ Men at ingen
bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for ”den retfærdige skal
leve af tro“. Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger:
”Den, der holder budene, skal leve ved dem.“ Kristus har løskøbt os fra
lovens forbandelse …“ (Gal 3,10-13).
Men Paulus blev også inspireret til at skrive: ”Sætter vi så loven ud af
kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende … ”Så er loven da
hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom 3,31; 7,12).
Kan du pege på, hvilke to love Paulus henviser til i de to udtalelser? Når
vi er kommet igennem studiet, ved du, at han i Galaterne 3,10-13 henviser
til Moseloven – og i Romerne 3,31 og 7,12 til de ti bud, Guds lov, som bor
i vore hjerter ved tro.
Har du somme tider følt, at der hviler en sky af forvirring over Paulus’
skrifter? Den sky vil hurtigt forsvinde, når vi studerer forskellen mellem
lovene.
Når vi har en dybere forståelse, kan vi studere Det Nye Testamente og
finde sandheden. Når vi læser apostelen Paulus’ udtalelser om ”loven“, vil
vi være i stand til at analysere sammenhængen og finde frem til, om han
henviser til Guds lov eller Mose lov.
PAULUS HOLDT FAST VED DE TI BUD
Paulus skrev Kolossenserbrevet. Under guddommelig inspiration skrev
han, at Kristus naglede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod
os til korset. Der er nogle, der fejlfortolker denne tekst og hævder, at Paulus
lærte, at Guds lov ikke gælder.
Når du har studeret dette og det næste kapitel, håber jeg, du kan se, at
Paulus aldrig har ment, at gældsbeviset med alle dets bestemmelser imod
os skulle blandes sammen med Guds lov. Vi vil lade Bibelen bevise, at
Paulus aldrig forkastede de ti bud, som Gud med sin egen finger havde
skrevet på stentavlerne.
Skriften modsiger ikke sig selv. Bibelens forfattere modsiger ikke hinanden.
Modsigelser opstår, når udtalelser bliver revet ud af deres sammenhæng
og dermed fejlfortolket. Umiddelbart synes nogle tekster at modsige
hinanden. Når det sker, er det vigtigt først at undersøge sammenhængen
og derefter undersøge andre bibeltekster om emnet.
”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis,
til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som
hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.“ (2 Tim
3,16-17).
26 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
27

Da Paulus skrev disse ord, henviste han til Det Gamle Testamente, men
hans udtalelse gælder også for Det Nye Testamente. Hans udtalelser er
altomfattende og sætter ingen begrænsninger.
Du kan være sikker på, at Gud aldrig modsagde sig selv, når han delte
sine guddommelige tanker med Bibelens mange forfattere. Kan du se,
hvorfor der ikke kan være uoverensstemmelse mellem forfatterne af Det
Gamle og Det Nye Testamente? Hvis vi bliver forvirrede over tilsyneladende
uoverensstemmelser, må vi undersøge skrifterne i begge dele af Bibelen
for at komme ud over vor begrænsede forståelse.
ER DER EN MODSÆTNING MELLEM GT OG NT?
Nogle kristne hævder, at de er nytestamentlige kristne og antyder dermed,
at deres tro udelukkende hviler på Det Nye Testamente. Desværre er disse
oprigtige kristne blevet fortalt, at Det Nye Testamentes lære har afskaffet
Det Gamle Testamentes lære. Paulus har en anden opfattelse. Han
forkyndte, at Gud har inspireret ”ethvert skrift“ for at berede os for al god
gerning.
Det Gamle Testamente indeholder en stor samling af forskrifter vedrørende
menneskets tilværelse, fem til seks gange mere end Det Nye Testamente.
Det er umuligt at tolke det ene uden det andet. – Det Gamle
Testamente indeholder Det Nye, og Det Nye Testamente forklarer Det
Gamle. Vi finder Jesus Kristus i hver eneste af Bibelens bøger.
Den genopstandne Kristus sagde til sine disciple: ”Dette er, hvad jeg
sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer. Alt det må opfyldes, som står
skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.“ (Luk 24,
44).
Jesus sagde også: ”Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets
discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.“
(Matt 13,52).
Der er åndelige skatte i Det Gamle og Det Nye Testamente. Den fejltagelse,
det er at kaste vrag på Det Gamle Testamente, har lukket døren for
forståelsen af Guds ti buds evige natur.
Vidste du, at Det Gamle Testamente åbenbarer, at Guds lov gjaldt, før
han skrev den på stentavlerne på Sinaj bjerg? Det vil vi se på i 5. kapitel,
hvor vi også læser om, at Guds folk overtrådte de ti bud med det resultat,
at Gud indstiftede Moseloven.
Hvis vi kasserer Det Gamle Testamente, kan vi ikke påvise, at Moses
skrev Lovbogen (”Moseloven“), eller at han med egen hånd nedskrev omkring
640 forordninger. Hvis vi ikke har denne viden, hvordan kan vi så
forstå, at ”gældsbeviset med alle dets bestemmelser“, der blev naglet til
korset, var Mose lov? Hvordan kan vi vide, at Guds morallov – de ti bud
– er evige og definerer, hvad synd er?
”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud.“ (1
Joh 3,4). Synd er at lade hånt om Guds lov. Vi erkender, at mord, tyveri,
løgn, hor, had, blasfemi og mange andre former for synd eksisterer i dag.
Er det ikke sandt, at verden er kaos på grund af synd? Hvis vi erkender,
at der er synd i denne verden, så må der være en lov, der identificerer synd
som ”synd“.
Det Gamle og Det Nye Testamente siger det samme: ”Men det menneske,
der synder, skal dø … for syndens løn er død.“ (Ez 18,20; Rom 6,23).
Dette princip kan anvendes fra tidernes begyndelse, hvor der kun var
to personer på vores planet. Gud sagde til Adam og Eva: ”Du må spise af
alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke
spise af …“ (1 Mos 2,16-17).
Gud advarede dem og sagde, at de ville dø, hvis de overtrådte dette
enkle forbud. Historien beretter, at de spiste af det forbudte træ. Hvad
skete der? De led en øjeblikkelig åndelig død og senere den fysiske død.
Det er syndens løn!
Hvis Gud ikke havde indført et forbud, kunne de have nydt frugten
uden de katastrofale følger. Hvis der ikke havde været en lov, de kunne
overtræde, ville de ikke være skyldige i ”lovbrud“. Synd eksisterer ikke,
hvis der ikke er en lov, der definerer synd.
Hvad med i dag? Er hele menneskeheden skyldig i synd? Hvad siger
Bibelen? ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og
sandheden er ikke i os.“ (1 Joh 1,8). Lad os undersøge de to love i Bibelen
for at få en dybere forståelse af, hvad synd er.
Beviser Skriften, at Guds ti bud er evige? Viser Skriften også, at Mose
lov blev indført som en midlertidig foranstaltning for at rette op på overtrædelsen
af Guds lov? Befalede Gud, at Mose lov kun skulle gælde, indtil
Kristus oprettede den nye pagt ved korset? Indbefatter den nye pagt de ti
bud? Bibelen gør det klart og enkelt at forstå – og der er intet, der er vigtigere
for denne generation at forstå.
28 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
29

DE TI BUD – GUDS LOV
Da Moses gennemgik de ti bud med folket, sagde han: ”Disse ord talte
Herren til hele jeres forsamling på bjerget, inde fra ilden, omgivet af skyer
og mulm, med høj røst og uden at føje mere til, og han skrev dem på to
stentavler, som han gav mig.“ (5 Mos 5,22).
Gud talte de ti bud. De var fuldgyldige. Han skrev dem på to tavler.
Se på verset igen. Læg mærke til, at der står: ”uden at føje mere til“. Guds
lov var fuldkommen. Han havde ikke behov for at føje mere til sine ti
bud.
Som der stod i verset, talte eller forkyndte Gud først sine bud for hele
folket, der var samlet ved Sinaj bjerg (2 Mos 20,1-17). Men folket frygtede
Herrens nærvær og bad derfor Moses om fremover at tale til dem som
Guds mellemmand. Det var grunden til, at Moses gik alene op på Sinaj
bjerg for at modtage stentavlerne med Guds bud.
Der er endnu en beretning om, hvordan Gud gav sine bud til Moses:
”Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han
ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger.“ (2
Mos 31,18). Gud skrev tibudsloven på sten – med sin egen finger. Han overlod
det ikke til mennesker at skrive ”Vidnesbyrdets to tavler“.
Bibelen siger, at Gud skrev på begge sider, på forsiden og på bagsiden,
af begge tavler. Vi bliver forsikret om, at det var Guds værk. ”Tavlerne var
Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne.“ (2
Mos 32,16-17). Men hvem skrev på tavlerne anden gang, efter at de første
var blevet ødelagt?
Du kender sikkert beretningen om Moses, der går ned ad bjerget og ser
folket, der tilbeder guldkalven, og derfor i retfærdig vrede kaster stentavlerne
mod jorden (2 Mos 32,19).
Vidste du, at selv da betroede Gud ikke et menneske at skrive budene på
nye stentavler? Ikke engang anden gang (2 Mos 34,1).
Moses beskriver denne begivenhed. ”Dengang sagde Herren til mig:
”Tilhug to stentavler som de forrige, og kom op til mig på bjerget; du skal
også lave dig en ark af træ. På tavlerne vil jeg skrive de ord, der stod på de
forrige tavler, som du knuste, og du skal lægge dem i arken.“ Jeg lavede en
ark af akacietræ og tilhuggede to stentavler … og så gik jeg op på bjerget
med de to tavler i hånden. Herren skrev det samme på tavlerne som før, de
ti bud …“ (5 Mos 10,1-4).
Herren skrev på de næste tavler med sin egen finger og bad Moses lægge
Vidnesbyrdets to tavler i arken. Guds trofaste tjener, Moses, gjorde, som
Gud havde befalet.
”Så tog han Vidnesbyrdet og lagde det i arken … og lagde sonedækket
oven på arken.“ (2 Mos 40,20). De ti bud lå i pagtens ark i det allerhelligste
i tabernaklet. Har du nogen sinde tænkt på, hvad det illustrerede?
Arken repræsenterede Guds trones autoritet. Gud befalede Moses at anbringe
de ti bud på et sikkert sted – i arken (5 Mos 10,2). Fra sit dommersæde
på arken grundlagde Gud sin regering på de ti bud – et spejlbillede
af hans retfærdige karakter.
”For din retfærdigheds skyld vil Herren gøre sin belæring stor og herlig.“
(Es 42,21).
Hvad ved vi om Guds lov indtil nu? Lad os opsummere:
• Guds lov var fuldkommen, da han forkyndte den med ord, og han
føjede ikke noget til.
• De ti bud blev mejslet ind i sten og blev kaldt ”Vidnesbyrdets to tavler“.
• Gud skrev de ti bud (begge gange) med sin egen finger.
• De ti bud blev lagt i pagtens ark.
LOVBOGEN – MOSELOVEN
Lad os ganske kort se på Moseloven. Den gamle pagt var et udtryk for Guds
ønske om at redde verden fra synd gennem Israel. Moses nedskrev pagtens
betingelser i pagtens bog, som Bibelen også henviser til som lovbogen.
Rækkefølgen af begivenhederne ved Sinaj bjerg er som følger:
• Gud forkynder de ti bud for hele folket (2 Mos 20,1-17).
• Folket beder Moses om at være deres mellemmand mellem dem og
Gud (2 Mos 20,18-19).
• Gud kundgør den særlige pagt med Israel for Moses (2 Mos 20,
22-23,33).
• Moses kundgør pagten og dens retsregler for folket (2 Mos 24,3).
• Moses skriver pagtens bog, bygger et alter og bekræfter pagten med
offerblod (2 Mos 24,4-8).
30 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
31

• Moses går op på bjerget og er der i 40 dage og 40 nætter (2 Mos 24,
12-18).
• Gud skriver de ti bud på stentavler og giver dem til Moses (2 Mos 31,18).
• Moses knuser stentavlerne (2 Mos 32,19).
• Gud skriver på det andet sæt stentavler og giver dem til Moses (2 Mos
34,1).
Efter at Gud havde forkyndt sin tibudslov for forsamlingen, var Moses
alene sammen med Gud. Herren gav ham borgerlige love, ceremonielle
love og forordninger, som Israel skulle følge. Da Moses kom tilbage efter
dette møde med Gud, kundgjorde han disse særlige pagtsbetingelser for
folket, og de sagde ja til at gøre alt, hvad Herren havde befalet.
Det er interessant at lægge mærke til kontrasten her. Det var Gud, der
talte de ti bud til folket, før han skrev dem på stentavlerne. Men da betingelserne
for den særlige pagt mellem Gud og Israel blev forkyndt for
nationen, var det Moses, der var mellemmanden mellem dem og Gud.
Kapitel 24 i 2 Mosebog fortæller, hvordan Moses skrev alle Herrens ord
i ”pagtsbogen“ og byggede et alter. Før han bekræftede pagten med offerblod,
læste han de ord, han havde skrevet i pagtsbogen, for folket.
Endnu engang accepterede folket betingelserne og sagde, at de ville adlyde
Herren og hans befaling. Så tog Moses blodet og stænkede det på
bogen og på folket (Hebr 9,19; 2 Mos 24,8) og sagde: ”Dette er pagtens
blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.“
(2 Mos 24,8).
”Da Moses var færdig med at skrive denne lovs ord fra ende til anden i
en bog, gav han levitterne, der bar Herrens pagts ark, denne befaling: ”Tag
denne lovbog, og læg den ved siden af Herrens jeres Guds pagts ark! Dér
skal den ligge som vidne imod dig.““ (5 Mos 31,24-26).
Moses skrev disse særlige pagtsforordninger – med sin egen hånd – i
lovbogen (pagtsbogen). Blodet fra et offerdyr bekræftede Guds pagt med Israel.
Denne lovbog (håndskrevne forordninger) fik en foreløbig placering
ved siden af arken og lå der som et vidne imod folket.
Hvorfor stod Moseloven som et vidne imod dette oprørske folk? Bibelen
giver dette svar, en advarsel til dem, der vendte sig bort fra Gud for at tjene
andre guder:
”Herren vil skille ham ud fra alle Israels stammer og ramme ham med
ulykke i overensstemmelse med alle forbandelserne i den pagt, som er
skrevet i denne lovbog.“ (5 Mos 29,20). I tillæg til de velsignelser Gud
lovede Israel for deres troskab (2 Mos 34,10; 5 Mos 28,1-14), indeholdt
lovbogen forbandelser mod dem, som ikke levede op til dens krav.
En kærlig Gud ved, at synd forårsager smerte og ødelæggelse. Herrens
hensigt med forbandelserne i lovbogen var at afskrække folket fra synd. Da
han kom som Israels forløser, gav han dem budene som en hjælp.
”Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner, som fører dig
ad vejen, du skal vandre. Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din
fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger.“ (Es 48,17-18).
Guds disciplin har sit udspring i et kærligt hjerte, fordi han ønsker at
beskytte sine børn mod syndens ødelæggende magt. Gud ønsker ikke den
uretfærdiges død (Ez 33,11).
”Mon ikke dette ramte dig, fordi du svigtede Herren din Gud, dengang
han førte dig på vejen? Lad din ulykke tugte dig, lad din troløshed straffe
dig …“ (Jer 2,17.19).
Når syndere dør, er det en direkte følge af deres egne valg. Guds tålmodighed
og hans godhed over for folket under den gamle pagt træder meget
tydeligt frem i Skriften. Den særlige pagt med Israel skulle lære dem en
livsvigtig lærdom, der kunne redde dem som en nation.
Uheldigvis begyndte den jødiske nation at bruge lovbogen som et middel
til at opnå retfærdighed. De fordrejede Guds hensigt og styrede i stedet
mod deres egen undergang. Flere hundrede år senere kom Paulus med følgende
kommentar om dette. Han sagde, at hvis retfærdighed kunne opnås
gennem Moseloven, havde Kristi død været forgæves (Gal 2,21).
FRELSE I JESUS ALENE
Den eneste form for retfærdighed, der har eksisteret fra Guds synspunkt,
er retfærdighed ved tro. Selv under den gamle pagt vidste de sande troende,
at de ikke kunne fortjene sig til retfærdighed. Jeremias forkyndte Guds
navn således: ”Herren er vor retfærdighed.“ (Jer 23,6).
Hos Hoseas læser vi: ”I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab, I
skal bryde ny jord. Tiden er inde til at søge Herren, så han kommer og
lader retfærdighed regne ned over jer.“ (Hos 10,12).
Esajas vidste, at det bedste menneske kom ynkeligt til kort i
32 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
33

sammenligning med Guds hellighed: ”Vi blev alle som den urene, og al
vor retfærdighed blev som snavset tøj.“ (Es 64,5).
Esajas siger endvidere: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over
min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens
kappe …” (Es 61,10).
Den eneste frelse, som Gud tilbyder, er frelse ved nåde gennem tro. Hver
gang et lam blev slået ihjel som et syndoffer, så synderen i tro fremad, fordi
han vidste, at lammets blod var et symbol på den kommende Messias’ forsonende
blod. I dag ser vi i tro tilbage til det forsonende blod fra det Guds
Lam, som blev ofret fra verdens grundlæggelse af (1 Pet 1,19-20).
Moseloven beskrev ceremonier og forordninger givet til Israel. Den pegede
frem til Jesus som det sande Guds lam. Af den grund henvises der
ofte til den som ceremoniloven, der havde en begrænset gyldighed. Forfatteren
til Hebræerbrevet i Det Nye Testamente skriver om lovens formål:
”Dette er et billede på den nuværende tid: Der frembæres gaver og ofre,
som, hvad samvittigheden angår, ikke kan føre den, som dyrker Gud, til
målet. De er, ligesom mad og drikke og forskellige renselser, kun jordiske
forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning.“ (Hebr 9,9-10).
Moseloven var ganske enkelt en lærebog, som skulle forberede Guds
folk for Kristi første komme og hans revolutionerende forkyndelse.
Moseloven var en særlig kontrakt, som Gud indgik med israelitterne.
Paulus definerer klart den gamle pagt som Mose skrifter (lovbogen):
”… for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over
oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i
Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses
op. ”Men hver gang én vender sig til Herren, tages sløret bort.““ (2 Kor
3,14-16).
Pagtsbogen og lovbogen er to betegnelser for det samme. Bibelens forfattere
bruger begge udtryk skiftevis. I 2 Kong 22,8 står der, at ypperstepræsten
fandt ”lovbogen i Herrens tempel“. Da kong Josias samlede nationen
og læste op fra bogen, kaldte han den pagtsbogen.
”Og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for
dem … Derpå befalede kongen hele folket: ”Hold påske for Herren jeres
Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.““ (2 Kong 23,2.21).
Vi finder den samme formulering i den samme beretning i Anden Krønikebog
34,14-15 samt i vers 30.
Den gamle pagt var nedskrevet i Mose skrifter – kaldet lovbogen – som
ikke kun indeholdt de ti bud. Der er ingen tvivl om, at de ti bud var en
central del af den gamle pagt. Bibelen siger, at Moses skrev alle de ord, der
blev talt af Herren, i sin bog. Moses bekræftede det, da han sagde:
”Han kundgjorde jer sin pagt, som han befalede jer at følge, de ti bud,
og dem skrev han ned på to stentavler. Ved den lejlighed pålagde Herren
mig at lære jer de love og retsregler, som I skal følge i det land, som I skal
over og erobre“ (5 Mos 4,13-14). Og Moses kaldte stentavlerne ”pagtens
tavler“ (5 Mos 9,11). Guds ti bud var pagtens hjerte.
Lad os opsummere, hvad vi allerede ved om Moseloven:
• Moseloven blev skrevet med Moses’ egen hånd.
• Den mosaiske lov indeholdt almene retsregler og ceremonielle forordninger.
• Den var skrevet på bogruller og blev benævnt som ”lovbogen“ eller
”pagtsbogen“.
• Den indeholdt forbandelser mod dem, som ikke adlød Moseloven.
• Lovbogen lå ved siden af arken – som et vidne imod Israel.
• Moseloven var med sit offersystem et symbol på Jesu offer og derfor
midlertidig.
• Moseloven var den gamle pagt, der var indgået med Israel.
• Lovbogen indbefattede de ti bud, der var den centrale del af pagten.
Med baggrund i forskellen mellem Guds lov – tibudsloven – og Moseloven,
vil vi nu se på henvisningerne til ”loven“ i Det Nye Testamente.
Det næste kapitel går ind i den anden del af dette studium. Under Helligåndens
vejledning vil Skrifterne åbne for forståelsen af den nye pagt og
dermed klart slå fast, hvad det var, Kristus naglede til korset. Gud taler til
os gennem sit ord.
34 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
35

36 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
37
4
To love,
to pagter
2. del
Mange mennesker bliver forvirrede over Det Nye Testamentes omtale af
”loven“. Nogle føler, at Paulus taler med to tunger. Når de prøver at forstå
hans udtalelser om loven, støder de panden mod en mur og ender med at
gribe de vers, der støtter deres egen holdning, og ignorere resten.
Sådan behøver det ikke at være. Nu hvor vi kender forskellen mellem de
ti bud, Guds lov, og Moseloven, har vi den fordel, at vi forstår de nytestamentlige
henvisninger til loven ud fra sammenhængen i teksten.
I forrige kapitel viste gennemgangen af dette tema, at den gamle pagt
givet af Gud var Moseloven, der blev nedskrevet i pagtsbogen (lovbogen).
Det Gamle Testamente viste klart, at de ti bud alene ikke er den gamle
pagt. Det unikke ved de ti bud er nemlig, at de er hjertet i den særlige pagt,
Gud sluttede med Israel.
Gennemgangen af teksterne i Det Gamle Testamente afslørede, at retfærdiggørelse
ved tro og frelse af nåde ved tro var en lige så stor del af den
gamle pagt som af den nye pagt. Ikke desto mindre forlangte Gud lydighed
mod det, der var ret, for at beskytte sine børn mod syndens følger.
Vi så også, at de ti bud var fuldkomne – og han føjede ikke noget til. I
sin store kærlighed gav Gud de ti bud til gavn for menneskeheden – for at
føre os ad den rette vej (Es 48,17-18).
Hvis frelsen altid har været af nåde gennem tro, så må vi vende tilbage
til definitionen i den nye pagt. Har vores menneskelige definition fjernet
sig fra Guds vidunderlige intention?
Og hvad med Guds ti bud? Vi fandt ud af, at de gælder i al evighed –
opbevaret i pagtens ark. Blev Guds lov naglet til korset, eller er loven en
del af den nye pagt? Hvad er frihedens lov?
Lad os se på, hvad Bibelen siger om dette!

DEN NYE PAGT OG LOVEN
Moses’ ceremonilov gav retningslinierne for den jordiske tempeltjeneste
og alle de særlige årlige sabbatter. Alt, hvad der stod i ceremoniloven, var
en skygge, der pegede hen til Jesus som det egentlige offer.
”For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke
selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige
ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til
målet.“ (Hebr 10,1).
Moseloven gav påbud om ofre, højtider og ceremonielle forordninger,
som var symboler på Jesus. Paulus slår tydeligt fast, at ceremoniloven ophørte,
da den blev naglet til korset.
”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen,
gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser.
Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han
fjernede det ved at nagle det til korset.“ (Kol 2,13-14).
Læg mærke til, at Bibelen siger, at gældsbeviset (Moseloven) blev naglet
til korset – ikke Guds lov, de ti bud.
Lad os se nærmere på bevisførelsen. Det vil være relevant at se på udtrykket
”gældsbevis med alle dets bestemmelser“, som i visse kristne kredse
tillægges en anden betydning. Vi vil ganske kort se på udtrykket på hebraisk
og på græsk. Giv ikke op, selv om de næste afsnit er nok så teoretiske.
Det er nødvendigt at grave ned i Skriften og se på de såkaldte ”nye fortolkninger“.
Der er lys forude.
Da Moses talte de ord til folket, som han senere skrev ned i pagtens bog
(Moseloven), kommer Bibelen med følgende udtalelse: ”Moses gik hen og
kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket, og folket svarede
med én røst og sagde: ”Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.““ (2 Mos 24,3,
kursiv tilføjet).
Det hebraiske ord for ”retsregler“ i 2 Mos 24,3 er mishpaim, som også
oversættes med ”forordninger“ og ”lov“ (Strong’s Greek & Hebrew Dictionary).
I Kol 2,14 er det græske ord for ”bestemmelser“ dogmata, som også oversættes
som ”påbud“. Ifølge Strong’s Greek & Hebrew Dictionary henviser
ordet dogma (bestemmelser) til ”reglerne og kravene i Moseloven med en
antydning af strenghed og truende dom“.
Strong (og mange andre bibelforskere) sætter lighedstegn mellem
”gældsbeviset“, som Kristus naglede til korset, og Moseloven. Lad os se på
Paulus’ skrifter og undersøge, om vi kan finde en formulering, der utvetydigt
udtrykker hans mening.
Udtrykket ”vort gældsbevis med alle dets bestemmelser (dogma, dogmasin)
imod os“ forekommer kun en gang i hele Bibelen. Selv om denne
formulering ikke gentages, finder vi begrebet igen i Efeserne 2,15. Lad os
se på teksten og sammenhængen.
”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige
død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med
dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de
to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i
ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet.“ (Ef 2,14-16, kursiv tilføjet).
I teksten i Efeserne 2,14-16 henviser Paulus til muren af fjendskab mellem
jøderne og hedningerne. Loven var i høj grad en mur mellem dem.
Paulus forklarer, at Kristus nedbrød fjendskabet - d.v.s. loven med dens bud
og bestemmelser - gennem sin død på korset og forsonede dem begge med
Gud i ét legeme. Den samme tanke udtrykkes i Kolossenserne 1,10-22.
Hvis vi lader Paulus’ udtalelser fortolke hinanden, fremgår det klart,
hvad Paulus siger, når vi sammenligner Kolossenserne 2,14 med Efeserne
2,15. ”Gældsbeviset med alle dets bestemmelser“, som Kristus naglede til
korset, og ”loven med dens bud og bestemmelser“, som Kristus fjernede
med sin legemlige død, var det samme – nemlig det, der stod i Moseloven.
Det, som Kristus naglede til korset, var vor gamle natur (Rom 6,6) og
den gamle pagt - ”vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os“
(lovbogen, der lå ved siden af pagtens ark, var et vidne imod os, 5 Mos
31,26). Samtidig blev Jesus garant for en bedre pagt (Hebr 7,22), da han
udgød sit stedfortrædende blod for at sone og tilgive os vore synder. Det er
Kristi blod – en bedre pagts offer – som sletter vore synder, når vi bekender
dem og vender os fra dem.
JESU KORS – ET VENDEPUNKT I HISTORIEN
Lad os vende tilbage til udtrykket: ”Han slettede vort gældsbevis med alle
dets bestemmelser imod os, han fjernede det ved at nagle det til korset.“
(Kol 2,14). Paulus fortsætter:
”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller
på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det,
som skal komme, men legemet selv er Kristus.“ (Kol 2,16-17).
38 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
39

Alle de ceremonielle forordninger, herunder de særlige årlige sabbatter
(ikke at forveksle med den ugentlige syvende dags sabbat), var blot et symbol
eller en skygge af Jesu gerning.
Kristus gjorde det klart, at formålet med Moseloven var at gøre folket
rede for hans komme, da han sagde: ”Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens
jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven,
hos profeterne og i salmerne.“ (Luk 24,44).
Paulus skrev, at Jesus var enden på loven – hensigten eller målet. ”For
Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Om den
retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses: ”Det menneske, der
holder budene, skal leve ved dem.““ (Rom 10,4-5).
Lad os se på sammenhængen i Paulus’ udtalelser her i Romerbrevet.
Hvilken lov henviser han til?
I de skriftsteder, der har været citeret, gør Paulus det klart, at han taler
om Moseloven, når han taler om Mose skrifter og citerer, hvad Herren har
sagt til Moses om lovbogen: ”I skal holde mine love og retsregler; det menneske,
der følger dem, skal leve ved dem …“ (3 Mos 18,5).
Her fremgår det klart, hvad Paulus siger i Romerne 10,4-5. Kristus var
enden – hensigten eller målet – for Moseloven, den gamle pagt, som var et
løfte fra Gud om at frelse verden fra synd.
Kristus er vor nye pagt med Gud! I en messiansk profeti om Kristus
sagde Gud:
”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden.
Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene. Du
skal åbne de blindes øjne, føre fangerne ud af fængslet og dem, der sidder
i mørket, ud af fangehullet.“ (Es 42,6-7).
Der er ingen tvivl om, at den nye pagt, som vi bekender os til i Jesus,
indeholder de ti bud. Hør hvad Herren siger:
”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt … Men
sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, … Jeg lægger mine love i
deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal
være mit folk.“ (Hebr 8,8-10 – Se også Jer 31,31-33).
De ti bud, Guds lov, er i hjertet af den nye pagt på samme måde, som
den var det i den gamle pagt.
Paulus lærte klart, at Guds lov var en del af den nye pagt. Læg mærke
til, hvordan han beskriver de særlige kendetegn både ved Moseloven (som
indeholdt forordninger om omskærelse) og de ti bud, Guds lov.
”Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed
mod Guds bud.“ (1 Kor 7,19).
Lad os sætte fokus på nogle kendetegn ved den nye pagt.
• Kristus er vor nye pagt (Es 42,6-7). Den gamle pagt var et udtryk
for, at det var Guds mål at frelse verden fra synd gennem ceremonier
og symboler, som i tro pegede fremad mod Messias. På samme måde
peger den nye pagt på Guds mål gennem Kristus – opfyldelsen af
symbolerne. ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der
forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres
retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved
ham.“ (ApG 13,38-39).
• Kristus ydmygede sig og kom til jorden i menneskelig skikkelse (Fil
2,5-8). Gud sendte sin egen søn i syndigt køds lighed som et syndoffer
(Rom 8,3). Gud gjorde ham, som ikke kendte til synd, til synd for
os, så vi kan blive retfærdige i Gud, når vi bor i Kristus Jesus (2 Kor
5,21). Kristus blev gjort lig os på alle måder. Han delte vor menneskelighed,
så han kunne ødelægge Djævelens værk (Hebr 2,14.17). Han
led, da han blev fristet, så han kunne hjælpe os, når vi bliver fristet
(Hebr 2,18).
• Trods sin menneskelige natur var Kristus syndfri. Derfor kan hans liv
fjerne vore synder (1 Joh 3,5). Han var det fuldkomne offer, som døde
for ugudelige syndere for at vise os Guds kærlighed (Rom 5,6.8). Vor
gamle syndige natur blev korsfæstet med ham – naglet til korset – så
alle, der er ”i Kristus“, ikke længere behøver at være syndens slaver
(Rom 6,6).
• Menneskeheden er født med Adams syndige natur (efter Adams
fald), men Jesus Kristus tilbyder os en ny natur (Rom 5,14-15). Hans
efterfølgere kan ved hans livgivende kraft følge i hans fodspor (Sl
85,14; 1 Joh 2,6). Vi kan vandre i kærlig lydighed mod Faderens vilje.
• De ti bud er hjertet i den nye pagt (Hebr 8,8.10; Jer 31,31-33). Budene
er ti vidunderlige løfter om, hvordan et liv i Kristus vil give os
kraft til at vise vor kærlighed til Gud og til næsten. Gud vil arbejde i
os, så vi ønsker at gå på hans veje og handle i overensstemmelse med
hans gode vilje (Fil 2,13).
40 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
41

Kan du se, at forskellen mellem Mose tid (den gamle pagt) og Kristi tid
(den nye pagt) ikke er afskaffelsen af de ti bud? Den virkelige forskel er
vejen til frelsen.
Ceremoniloven på Moses’ tid foreskrev en række midlertidige symbolske
handlinger, som pegede frem mod den kommende Messias, Jesus
Kristus, og hans gerning. På ceremonilovens tid ofrede synderen et uskyldigt
lam for at fjerne sin synd.
På symbolsk vis blev synden overført til det uskyldige offer, som pegede
frem mod Kristus. Han blev vor stedfortræder, der skulle betale syndens
straf og lide døden for os.
”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ (Joh 1,29). Kristus var
Guds lydefri lam. Han blev et offer for dig og for mig. På Golgatas grusomme
kors overførte Gud dødsstraffen, som vi fortjener, til sin dyrebare søn.
Kraften i Jesu blod dækker alle de synder, vi har bekendt. I modsætning
til præsterne under den gamle pagt behøver Kristus ikke at skaffe forsoning
ved gentagne ofringer. Bibelen siger, at han ofrede ”én gang for alle“,
da han gav sit liv (Hebr 7,27).
”Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget
i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og
klipperne revnede.“ (Matt 27,50-51).
IKKE MERE BRUG FOR EN TEMPELTJENESTE
Ved korsfæstelsen bragte Gud den jordiske tempeltjeneste foreskrevet i
Moseloven til ophør. På den dag, da Gud flængede forhænget, som dækkede
indgangen til det allerhelligste, viste han, at Kristi offer har givet os
direkte adgang til hans nådetrone gennem Sønnen.
Før Jesu død på Golgata var det kun ypperstepræsten, som havde adgang
til det allerhelligste, og kun én gang om året. Men da forhænget blev
flænget, viste Gud, at de symbolske ceremonier havde mødt deres modbillede
– Jesus Kristus, den nye og levende vej til Faderen.
Den gamle pagt var ”lovbogen“, som også indeholdt de ti bud. Den
nye pagt findes i Jesus Kristus og indeholder stadig de ti bud. Med denne
viden som baggrund skal vi se på en tekst, som mange mener betyder, at
Guds lov blev afskaffet.
Teksten står hos Paulus i Galaterne 3,10-14. Vi vil se på det bid for
bid.
• ”For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står
skrevet: ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står
skrevet i lovbogen, og følger det.“ Her i sammenhængen i Gal 3,10 siger
Paulus klart, at han taler om lovbogen (Moseloven). Og han citerer fra
lovbogen: ”Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd
og følger dem.“ (5 Mos 27,26).
• ”Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for ”den
retfærdige skal leve af tro.“” Paulus fortsætter i Gal 3,11 med den samme
omtale af lovbogen. Nogle tager fejl og bruger dette skriftsted til at
afskaffe de ti bud, men vi ved, at Paulus henviser til Moseloven.
• I sin omtale af Moseloven fortsætter han i vers 12-14: ”Loven derimod
siger ikke, at det er af tro, men den siger: ”Den, der holder budene,
skal leve ved dem.“ Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved
selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ”Forbandet
er enhver, der hænger på et træ ”– for at velsignelsen til Abraham
kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få
Ånden, der var lovet os.“
Lovens forbandelser var nedskrevet i lovbogen eller Mosebogen. Kristus
forløste os fra forbandelserne i Moseloven. Det er let at forstå Paulus’ skrifter,
når man forstår forskellen mellem Moseloven og Guds tibudslov.
Når man undersøger tekstens sammenhæng og samtidig har den historiske
baggrund for de to loves egenskaber og formål, er det ikke svært
at afgøre, hvilken lov Paulus henviser til, og dermed forstå hensigten med
teksten.
I samme kapitel og i sammenhæng med teksten forklarer Paulus, at
Guds frelsesplan altid har været frelse af nåde ved tro. Derefter forklarer
han, hvorfor Moseloven i sin tid blev indstiftet.
”Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort
retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at
den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af
loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud
gav Abraham arven. Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes
skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde
fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler.“
(Gal 3,17-19).
42 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
43

Vi har netop studeret Galaterne 3,10-14 og kan derfor være sikre på,
at Paulus’ henvisning i Galaterne 3,17-19 gælder den samme bog, nemlig
lovbogen.
Moseloven var en midlertidig lov givet ved engle gennem Moses, der
tjente som mellemmand mellem Gud og Israel. Der var ingen mellemmand,
da Gud talte de ti bud til hele forsamlingen.
Moseloven satte ikke løftet til Abraham til side – frelse ved tro. Lovbogen
blev tilføjet på grund af overtrædelser (synd). Som tidligere nævnt kan
overtrædelser eller synd ikke eksistere, hvor der ikke er nogen lov.
Da Guds ti bud eksisterede før Moseloven, kan vi konkludere, at Moseloven
blev føjet til, fordi Guds morallov var blevet overtrådt.
Alle de ceremonielle love i Mosebogen pegede hen til Jesus. Moseloven
var kun midlertidig – en lov, der skulle fungere, indtil Jesus (Guds Søn)
kom for at bringe ”den rigtige ordning“ (Hebr 9,10).
”HERRENS lov er fuldkommen, den styrker sjælen.“ (Sl 19,8). Guds tibudslov
er fuldkommen! De håndskrevne forordninger i Moseloven kunne
ikke udvirke omvendelse. Guds lov er fuldkommen, fordi den afspejler
hans fuldkomne kærlighed.
KÆRLIGHED AVLER KÆRLIGHEDSHANDLINGER
Vi bør være taknemmelige for, at Moseloven (lovbogen) ikke gælder i dag,
for den krævede hurtig dom og dødsstraf for mange forseelser. F.eks. var
der dødsstraf, hvis man ofrede til andre guder (2 Mos 22,19), eller hvis
man bare kom med en opfordring til at dyrke andre guder (5 Mos 13,7-
10). Der var dødsstraf for den, der overtrådte den syvende dags sabbat (2
Mos 35,2), for dem, der begik ægteskabsbrud (3 Mos 20,10), for en søn,
der ikke ville adlyde sine forældre (5 Mos 21,20-21), selv for den, der ikke
passede på sin okse, og derved forårsagede et andet menneskes død (2 Mos
21,29).
Moseloven krævede ”liv for liv, øje for øje, tand for tand“ (5 Mos 19,21).
Jesus viste klart, at de civile love i Moseloven ikke var vidtrækkende nok,
da han sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.“
Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer
noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden
til.“ (Matt 5,38-39).
Vi kan være taknemmelige for, at ceremoniloven under den gamle pagt
ikke gælder i dag. Der er et gammelt ordsprog, der siger, at man skal passe
på ikke at kaste barnet ud med badevandet. Ligesom det forholder sig
med de ti bud – hjertet i den gamle pagt – som stadig gælder i dag, sådan
forholder det sig også med andre ting nævnt i Mosebogen. Det gælder
principper, som Gud gav til sit folk, før han gav den gamle pagts betingelser
til Moses.
F.eks. står tiendebetaling og uren føde nævnt i den gamle pagt. Men
som det vil fremgå af næste kapitel, blev de ti bud, ligesom principperne
vedrørende tiendebetaling og uren føde, givet længe før Sinaj.
Vi kan finde principperne for tiendebetaling – at give en tiendedel af
ens indtægt tilbage til Gud – blive praktiseret i 1 Mos 14,20 (Abraham
til Melkisedek, præst for Gud den Højeste) og igen i 1 Mos 28,22 (Jakob
afgiver løfte om at betale tiende til Gud). Kristus blåstempler klart
tiendebetaling i Lukas 11,42, da han taler til farisæerne, samtidig med at
han revser dem, fordi de kommer for let om ved ret og kærlighed til Gud.
Mange kristne anerkender, at tiendebetaling ikke først blev indstiftet sammen
med den gamle pagt, og at den aldrig er blevet ophævet.
Gud indførte princippet om rene og urene dyr før syndfloden. Herren
gav Noa følgende retningslinier for dyrene i arken: ”Af alle de rene dyr
skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du
tage ét par …“ (1 Mos 7,2). Den første fortegnelse over de dyr, som Gud
betegnede som rene og urene står i Moseloven (3 Mos 11,1-47 og 5 Mos
14,3-20) og bekræfter, at urene dyr som føde er imod Herrens vilje og
derfor forbudt af ham.
Af det syn, som Peter fik, med den store dug fuld af firbenede dyr og
krybdyr og himlens fugle, fremgår det, at Peter stadig ikke spiste uren
føde, længe efter at Jesus havde indstiftet den nye pagt. Da han hørte en
stemme sige, at han skulle rejse sig, slagte og spise, reagerede han med
bestyrtelse: ”Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst
vanhelligt og urent.“ (ApG 10,14). Fordi en stemme lød for anden gang
og sagde: ”Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt“
(vers 15), er der nogle, der mener, at Gud har lavet om på reglerne om
mad. Men Peter forstod det ikke på den måde. Han spekulerede på, hvad
synet skulle betyde (vers 17). Senere forstod han synet og forklarede det på
følgende måde: ”Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske
vanhelligt eller urent“ (vers 28).
Paulus sagde til Timotheus, at han ikke skulle afholde sig fra føde, som
44 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
45

Gud havde skabt til at modtages med tak, ”for det helliges ved Guds ord
og ved bøn.“ (1 Tim 4,3-5). Den oprindelige spiseseddel, som Gud havde
givet til mennesket i Edens have var begrænset til korn, nødder, frugt og
grøntsager. Efter syndfloden tillod Gud, at de dyr, som han havde betegnet
som ”rene“, kom med på menneskets spiseseddel.
Ikke underligt, at Peter blev bestyrtet ved synet af dugen. Han vidste,
at forbandelsen over de urene dyr ikke var ophævet, og dyrene på dugen
var ikke helliget ved Guds ord. Efter at han i synet havde set dugen dale
ned tre gange, blev han lettet, da han forstod, at Gud ikke ønskede, at han
skulle spise urent kød, men i stedet ville vise ham, at han ikke skulle kalde
de tre hedenske mænd fra Kornelius’ hus vanhellige eller urene (ApG
10,28, ApG 11,1-18).
KÆRLIGHEDENS OG FRIHEDENS LOV
De ti bud er kærlighedens lov – en genspejling af Guds karakter! ”Den, der
ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.“ (1 Joh 4,8).
De ti bud udtrykker Guds fuldkomne kærlighed til sit folk. Kristi kærligheds
karakter er åbenbaret i Guds lov. Herren har sagt, at alle hans ti
bud bygger på kærlighed.
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af
hele dit sind … Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler
hele loven og profeterne.“ (Matt 22,37-40).
De første fire bud (2 Mos 20,2-11) definerer, hvordan vi kan udvikle et
nært forhold til Gud – og elske Herren af hele vort hjerte, hele vor sjæl og
hele vort sind. De sidste seks bud (2 Mos 20,12-17) definerer, hvordan vi
kan elske vor næste, som vi elsker os selv.
Jesus sagde: ”Elsker I mig, så hold mine bud … Hvis I holder mine bud,
vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver
i hans kærlighed.“ (Joh 14,15; 15,10).
Jesus adlød Faderens bud. Han beder os om at vise vor kærlighed til
ham ved at gøre det samme.
Paulus skrev, at kærlighed er lovens fylde (Rom 13,10). På græsk betyder
det, at kærlighed fylder Guds bud til det yderste. Hvordan kan vi til det
yderste opfylde hans kærligheds lov? Det er umuligt, hvis vi stoler på vor
menneskelige natur.
Det, der kræves af os, er, at vi åbner vore hjerter og lader Gud fylde os
med sin kærlighed ved Helligåndens kraft (Rom 5,5). Guds fuldkomne
lov bliver kun fyldt til det yderste, når hans kærlighed flyder gennem os.
”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved
Guds bud og troen på Jesus.“ (Åb 14,12).
Johannes' Åbenbaring, Bibelens sidste bog, identificerer Guds hellige
som dem, der holder Guds bud og har Jesu tro. Åbenbaringen taler også
om Satans vrede mod den kirke, som holder Guds bud.
”Og dragen [betegnelse for Satan] rasede mod kvinden [betegnelse for
kirken] og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast
ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd.“ (Åb 12,17).
Hvilke bud er det, disse sande kristne i den sidste tid holder? Vi ved,
at der ikke henvises til Moseloven. Hvis Gud havde afskaffet de ti bud,
hvorfor befaler Bibelen os så at holde fast ved Guds bud?
Apostlen Jakob definerer klart de ti bud som grundlaget for Guds dom.
– ”Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: ”Du skal elske din
næste som dig selv,“ så handler I ret. Men hvis I gør forskel på folk, begår I
synd og afsløres af loven som overtrædere: Den, som ellers overholder hele
loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle. For han,
som sagde: ”Du må ikke bryde et ægteskab,“ sagde også: ”Du må ikke
begå drab;“ selv om du ikke bryder et ægteskab, men begår drab, er du dog
blevet en lovovertræder. I skal tale og handle som mennesker, der vil blive
dømt efter frihedens lov.“ (Jak 2,8-12).
”Frihedens lov“ er, at Kristus sætter os fri fra synd og giver os kraft til
at vandre i lydighed mod Gud. Han gør det for os, som vi ikke selv kan
gøre, og sætter os i stand til at blive det, som han har kaldet os til at være!
Guds ti bud er ti vidunderlige løfter om, hvad han vil gøre i vort liv.
Kristus kom for at tilintetgøre Djævelens værk. Han sender sin Helligånd
for at give os magt over synden.
Fordi vi lever i en syndig verden, er der nødt til at være en lov, som definerer
synd. Den lov er Guds ti bud.
Jakobs råd i Det Nye Testamente stemmer overens med Salomos kloge
råd i Det Gamle Testamente. Denne enighed vidner om, at Guds formål
med tibudsloven er lige så uforanderlig som Guds selv.
”Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og
hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab
for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.“ (Præd 12,13-14).
Gud kan ikke lyve eller modsige sig selv. Syndere får også i dag løn efter
46 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
47

fortjeneste. ”For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i
Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom 6,23).
VOR TALSMAND I HIMLEN
Det privilegium, vi har i dag, er, at vi kan gå direkte til Jesus og bede om
hans tilgivelse, når vi erkender, at vi har syndet. Kristus forstår os! Han
har levet i denne syndige verden. Han forstår vor kamp med hver eneste
fristelse.
Han, som er den eneste sande ypperstepræst, går i forbøn hos Faderen
for os, og han er i stand til at frelse os fuldt og helt (Hebr 7,25). I stedet for
evig død modtager vi som gave det evige liv, når vi underkaster os Guds
vilje, giver vort liv til ham og vandrer i lydighed mod hans bud.
”Og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem,
som adlyder ham …“ (Hebr 5,9).
Kristus vandrede i fuld og hel lydighed mod Faderen – ikke for at blive
Guds hellige Søn, men fordi han var Guds hellige Søn. Han forventer, at
vi adlyder, fordi han giver os kraft til at adlyde.
En sand kristen holder ikke Guds bud for at blive frelst. Vi ved, at frelsen
er en gave – af nåde ved tro (Ef 2,8). En sand kristen holder Guds bud,
fordi vi er frelst, og kærlighed til Herren gør, at vi ønsker at behage ham
ved at vandre i lydighed.
Lydighed er nøglen. En af de løgne, som Satan har spredt gennem
hundreder af år, er, at Guds ti bud blev naglet til korset. Den store bedrager
har fået mange til at tro, at Kristus ofrede sit liv, så vi ikke længere
skulle vandre i lydighed mod Guds fuldkomne tibudslov.
Kristus modsiger dette! Han siger følgende om Guds ti bud:“Tro ikke,
at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet
for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel
og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå
af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer
mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget.
Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.“
(Matt 5,17-19).
Kristus kom for at ”opfylde“ loven. På græsk betyder det ord, der bruges
her, at fylde til fulde – at åbenbare Guds dybeste hensigt. Kristus forkyndte,
at Guds tibudslov skulle bestå, selv om himmel og jord skulle forgå.
Når Gud har åbenbaret sin fuldkomne vilje i sine bud, har mennesker
så ret til at forandre eller slette dele af budene? ”Sandelig siger jeg jer: Før
himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel
forgå af loven, før alt er sket.“ (Matt 5,18).
Hvad var det, der blev naglet til korset? Da Jesus Kristus gav sig hen
som Guds fuldkomne offer, slettede han ”vort gældsbevis med alle dets bestemmelser
imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset“ (Kol 2,14).
Kristus naglede den gamle pagt – Moselovens forordninger – til korset!
Kristus er vor nye pagt med Gud! Når vi får del i hans guddommelige
natur, får vi kraft til at vandre i hans fodspor i lydighed mod Gud.
Guds ti bud – skrevet i vore hjerter og sind – er hjertet både i den nye
og den gamle pagt.
Frihedens lov er dette: Når Kristi liv arbejder i os og gennem os, får vi
kraft til at vandre i lydighed mod Guds bud.
Nu hvor vi har studeret sandheden om de to store love i Bibelen og om
den gamle og den nye pagt, har vi al mulig grund til at glæde os. Vi kan
stole på, at vor frelser vil tilintetgøre Djævelens ødelæggende indflydelse
på vort liv.
Kristus vil gøre det for os, som vi ikke selv kan gøre – nemlig give os
mulighed for at være alt det, som han har kaldet os til at være. Amen!
På næste side er der en enkel og overskuelig oversigt over forskellen mellem
Guds ti bud og Moseloven.
48 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
49

DE TI BUD – GUDS LOV
Kaldes ”Hærskarers Herres lov“
Es 5,24
Skrevet af Gud på sten
2 Mos 31,18; 32,16
Lagt inden i arken
2 Mos 40,20
Guds lov definerer synd
Rom 7,7; 3,20
Guds lov er ikke en byrde
1 Joh 5,3
Guds lov kaldes
den kongelige lov
Jak 2,8
Guds lov dømmer alle
mennesker
Jak 2,10-12
Guds lov er åndelig
Rom 7,14
Guds lov bringer lykke
Sl 1,1-2; Sl 119,165
Guds lov er fuldkommen
Sl 19,8
Guds lov er evig
Matt 5,17-19
MOSELOVEN
Kaldes Moseloven
Luk 2,22; 1 Kor 9,9
Skrevet af Moses i en bog
5 Mos 31,24; 2 Krøn 35,12
Lagt ved siden af arken
5 Mos 31,26
Moseloven blev føjet til
på grund af synd
Gal 3,19
Moseloven var imod os
Kol 2,14
Moseloven blev kaldt ”loven
med dens bud og bestemmelser“
Ef 2,15
Moseloven dømmer ikke
mennesker
Kol 2,14-16
Moseloven var kødelig
Hebr 7,11-16
Moseloven indeholdt forbandelser
5 Mos 29,20-21; Gal 3,10
Moseloven skabte ikke fuldkom-
menhed og førte ikke til målet
Hebr 7,19
Moseloven var midlertidig
Kol 2,14; Hebr 8,13
50 DE TI BUD UNDER ANGREB
5
Før Sinaj bjerg –
efter opstandelsen
Da Moses steg op på Sinaj bjerg for at modtage Guds lov, moralloven, på
skrift, var han vidne til, at Gud med sin egen finger skrev sin fuldkomne
lov på sten – på ”Vidnesbyrdets tavler“.
Mange kristne tror, at Guds bud ved denne anledning blev præsenteret
for menneskeheden for første gang. De tror fejlagtigt, at Abraham (som
levede fire hundrede år før Moses) udelukkende var et eksempel på frelse
ved tro og ikke på lydighed mod Gud.
Det er sandt, at Gud sluttede en evig pagt med patriarken Abraham
– en nådens pagt – retfærdiggørelse ved tro og ikke ved gerninger (Rom
4,3-8). Abraham jublede over at se Herrens dag (Joh 8,56). Han forstod,
at den evige pagt ville få sin opfyldelse i Jesu Kristi gerning, og han troede
på Guds plan om ofret på Golgata.
Gud regnede Abraham for retfærdiggjort ved tro. Hvad betyder det at
blive retfærdiggjort? At være retfærdiggjort betyder at være i harmoni med
Gud.
Men var Guds løfte om nåde afhængig af lydighed? Lyt til Guds ord, da
han bekræftede pagten med Abrahams søn Isak: ”… og alle jordens folk
skal velsigne sig i dit afkom, fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud,
mine befalinger, mine lovbud og mine love.“ (1 Mos 26,4-5).
TRO ~ GERNINGER
Kræver retfærdiggørelse ved tro gerninger? Apostlen Peter sagde: ”Nu forstår
jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som
helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.“ (ApG
10,34-35).
Og Johannes skrev: ”Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør
FØR SINAJ BJERG – EFTER OPSTANDELSEN
51

etfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig.“ (1 Joh 3,7). Retfærdighed
vil sige at indrette sit liv efter Guds måde at handle på.
Bibelen fortæller klart, at Abraham adlød Guds bud og love. Velsignelserne
kom som et resultat af lydighed. Gud bekræftede pagten med Abrahams
efterkommere, fordi patriarken førte den retfærdighed, han havde
modtaget af Gud, ud i livet.
Abraham oplyste vejen til velsignelse for alle sine efterkommere – lydighed
mod Guds bud! ”Derfor skal du vide, at Herren din Gud … bevarer
pagten og troskaben mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger.“
(5 Mos 7,9; Se også Dan 9,4; Neh 1,5).
Hvilke af Guds love adlød Abraham flere hundrede år før Mose tid?
Forstod mennesker moralloven før Mose tid? For at kunne besvare disse
spørgsmål må vi se på menneskehedens historie, før Gud forkyndte sine
bud for flygtningene i ørkenen (2 Mos 20).
Som nævnt før eksisterer der ikke synd, hvis der ikke er nogen lov. Lad
os på den baggrund se på de ti bud et for et og finde ud af, om patriarkerne
før Moses kendte til Guds love.
1 Det første bud handler om loyalitet – 2 Mos 20,2-3. Universets
skaber erklærer, at han er vor Gud og vor forløser. Han beder os om
at vise vor kærlighed til ham ved ikke at have andre guder. Jakob (som
levede længe før Moses) viste, at han forstod loven. Han befalede sine
folk, at de skulle lægge deres fremmede guder væk og rense sig for
denne synd (1 Mos 35,2-4).
2 Det andet bud handler om tilbedelse – 2 Mos 20,4-6. Gud forbyder
tilbedelse af afgudsbilleder. Den forudgående beretning om
”fremmede guder“ begynder i Første Mosebog 31,19-34. Rakel, Jakobs
kone, stjal en husgud fra sin far, som var afgudsdyrker. Første
Mosebog 35,2 vidner om, at patriarkerne vidste, at afgudsdyrkelse var
syndigt og gjorde et menneske urent i Guds øjne.
3 Det tredje bud handler om ærbødighed – 2 Mos 20,7. Gud befaler
os at respektere hans hellige navn og ikke bruge det til løgn. Det
hebraiske ord for ”bruge til løgn“ (shaw) har en bredere betydning –
ondskab, falskhed, selvoptagethed, tomhed. Shaw er det modsatte af
at vise respekt. Der er mange eksempler før Sinaj bjerg på foragt for
Herrens navn. Da Moses fremlagde Guds befaling om at sætte Israel
fri fra slaveriet, hånede Farao Guds navns autoritet (se 2 Mos 5). Det
endte med, at Gud udslettede ham på grund af hans hjertes hårdhed.
4 Det fjerde bud handler om helligholdelse og sociale relationer –
2 Mos 20,8-11. Gud befaler sit folk at ”huske“ sabbatsdagen og sætte
den til side til helligt brug og komme nærmere ham. Gud indstiftede
sabbatshvilen ved skabelsen, da han velsignede og helligede den syvende
dag (1 Mos 2,1-3). Det er indlysende, at han forventede fortsat
helligholdelse. Længe før israelitterne kom til Sinaj bjerg, gav Herren
befaling om sabbatsforberedelse. Folket skulle samle dobbelt så meget
manna den sjette dag, så de kunne hvile på den syvende dag (2 Mos
16,22-26). Der var nogle, som ikke lyttede til befalingen, og som
vakte Herrens mishag. ”Den syvende dag gik nogle af folket alligevel
ud for at samle, men fandt ikke noget. Da sagde Herren til Moses:
”Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love? I må indse,
at Herren har givet jer sabbatten; det er derfor, han på den sjette dag
giver jer brød til to dage …“ (2 Mos 16,27-29).
5 Det femte bud handler om respekt for forældres autoritet –
2 Mos 20,12. Gud befaler os at vise kærlighed og respekt over for
vore forældre ved at ære dem. Første Mosebog 37,28-35 og 50,15-
17 bekræfter, at dette bud også var kendt før Sinaj bjerg. Disse to
beretninger, som vi finder her, handler om Josef og hans brødre. De
beretter om synden – at vanære forældre ved uærlighed. I den første
beretning løj brødrene for deres fader om Josefs død. I den næste
beretning beder brødrene om tilgivelse for deres bedrag over for deres
far. De vidste, at de havde overtrådt det femte bud. Der er også beretningen
om Kam, der vanærede sin sovende far, der lå nøgen. Kam
måtte leve med en livslang forbandelse for sin synd (1 Mos 9,22-27).
6 Det sjette bud handler om respekt for menneskeliv – 2 Mos 20,13.
Gud befaler os at vise kærlighed og ikke had mod andre - og ikke slå
ihjel. Bibelen fortæller om Kains skyld, fordi han slog sin bror Abel
ihjel. Gud straffede Kain, fordi han havde overtrådt dette bud. Denne
lov var helt tydeligt gældende (1 Mos 4,8-13).
7 Det syvende bud handler om renhed i parforhold – 2 Mos 20,14.
Gud befaler os at vise vor kærlighed ved ikke at begå ægteskabsbrud.
Længe før Mose fødsel betegner Bibelen ægteskabsbrud som
52 DE TI BUD UNDER ANGREB FØR SINAJ BJERG – EFTER OPSTANDELSEN
53

en synd i beretningen om Farao, der fører Abrahams hustru ind
i sit hus (1 Mos 12,10-20). Det samme gælder i beretningen om
Sodoma og Gomorra (1 Mos 18,20-21). Det bedste eksempel på,
at Guds bud om ægteskabsbrud var kendt før Sinaj bjerg, finder
vi i beretningen om Josef, som nægtede at indlade sig på en affære
med Potifars hustru og afviste hende med ordene: ”Du er hans hustru.
Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod
Gud?“ (1 Mos 39,9).
8 Det ottende bud handler om ærlighed – 2 Mos 20,15. Gud befaler
os at afholde os fra at stjæle. Bibelens beretning om Josefs genforening
med de forræderiske brødre fortæller om den ultimative prøve,
før han afslørede sin identitet for dem. Han anbragte et bæger i sin
yngste broder Benjamins sæk, så det skulle ligne et tyveri. Josef ønskede
at finde et påskud til at beholde sin elskede broder hos sig, mens
de andre drog af sted igen. Hans prøve skulle afsløre, hvilken slags
mennesker hans brødre var på dette tidspunkt. Deres forfærdelse viste,
at de betragtede tyveri som synd – med dødsstraf til følge. De
kendte Guds bud (1 Mos 44,4.6-10).
9 Det niende bud handler om sandfærdighed – 2 Mos 20,16. Herren
befaler, at vi ikke må lyve eller bedrage andre mennesker. Kristus
kaldte Satan ”fader til løgnen“ (Joh 8,44). Den første løgn, som er
nedskrevet i planeten Jordens historie, står i Første Mosebog 3,4, da
Satan gik imod Guds ord og sagde til Eva: ”Vist skal I ikke dø“. Beretningen
om Jakob og Esau, som delvis fortælles i Første Mosebog
27, viser, at løgn og bedrag blev betragtet som noget ondt.
10 Det tiende bud handler om at være tilfreds – 2 Mos 20,17. Gud
befaler os, at vi ikke må begære – fordi han ved, det kan føre os ud i
endnu større synd. Der er mange eksempler på dette i historien langt
tilbage i tiden. Jeg tror, at en af de mest spektakulære beretninger er
om de følger, Eva fik at føle. Hun begærede den forbudte frugt og
faldt i endnu større synd. Hendes begær var med til at forvise hende
fra Edens have! Senere gentog hendes søn Kain hendes synd. Da
Kain frembar sit uantagelige offer for Herren, modtog han ikke Guds
anerkendelse. Abel derimod frembar det påbudte offer og modtog
Guds anerkendelse. Kain var vred og gik med bøjet hoved – han var
misundelig, fordi broderens offer blev anerkendt (1 Mos 4,3-5).
Hans misundelse fik ham til at begå mord.
Der er mange andre bibelske beretninger, som viser, at menneskene kendte
til loven, længe før Gud skrev den på stentavlerne. Et omhyggeligt studium
af Skriften gør op med læren om, at de ti bud ikke eksisterede før
Sinaj bjerg.
Flere hundrede år før Moses blev født, dømte Gud mænd og kvinder
efter kriteriet, om de ”adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine
lovbud og mine love.“ (1 Mos 26,4-5).
De ti bud er Guds ti ”livsprincipper“. De synder, der står omtalt i Bibelen,
er et brud på disse bud. Gud har aldrig haft en anden lov, som han har
dømt sit folk efter. Gennem hele Bibelen erklærede han dem retfærdige,
der holdt de ti bud, medens de, der bevidst overtrådte hans ti bud, blev
benævnt som hårdhjertede syndere.
De tidlige patriarker – herunder Abraham, troens fader – kendte de ti
buds krav.
Kan vi også finde vidnesbyrd om, at de ti bud fortsatte med at eksistere
i Det Nye Testamente? Svaret er ja! De fleste kristne er umiddelbart enige
om, at Det Nye Testamente beretter om ni ud af de ti bud som stadig
gældende. Uenigheden synes at centrere sig om det fjerde bud – helligholdelsen
af den syvende dag (lørdagen) som Guds sabbat.
SABBATSHELLIGHOLDELSE I NT
Vi vil begynde med det, der hersker uenighed om. Vi vil se på nogle få
kendsgerninger fra Det Nye Testamente her og nu. Senere vil vi se på
spørgsmålet i de følgende kapitler.
Den opstandne frelser udvalgte Paulus som apostel. På hvilken dag
tilbad Paulus Gud? ”Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen
og søgte at overbevise både jøder og grækere.“ (ApG 18,4).
Her fremgår det, at både jøder og hedninger holdt Herrens sabbat (se
også ApG 13,14.42). Det mest bemærkelsesværdige er, at den omvendte
Paulus holdt den ugentlige syvende dags sabbat længe efter Herrens
opstandelse.
Videre studier vil afsløre, at ikke et eneste skriftsted i Bibelen antyder,
at Gud overførte den syvende dags (lørdag) hellighed til ugens første dag.
54 DE TI BUD UNDER ANGREB FØR SINAJ BJERG – EFTER OPSTANDELSEN
55

Vi vil lade tekster i Det Nye Testamente vise, at ingen af de tidlige kristne
helligholdt søndagen som den ugentlige helligdag.
Det Nye Testamente beretter om stridigheder mellem kristne af jødisk
herkomst og kristne af hedensk herkomst. Der var nogle i det kristne fællesskab,
som man betegnede som ”judaister“, fordi de fastholdt, at ceremonilovene
fra Mose tid stadig skulle gælde.
Der var store stridigheder mellem disse judaister og de nye troende om
fastedage, om omskærelse af hedninger, om fejring af de årlige sabbatter
og andre spørgsmål. Men man finder ikke et eneste eksempel på uenighed
om Guds hellige sabbat som dagen for tilbedelse. Alle tilbad på Guds hellige
sabbat, og ingen satte spørgsmålstegn ved, at det var på ugens syvende
dag (lørdag).
Hvis der ikke var anden støtte for helligholdelse af sabbatten, ville det
være nok til at overbevise mig om, at den dag, som var indstiftet som
ugentlig helligdag, stadig gælder. Jeg er klar over, at et sådant ræsonnement
ikke er tilstrækkeligt for de fleste, så lad os se på flere af de nytestamentlige
tekster.
”Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik
han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op.“ (Luk
4,16). Det var sædvane for Jesus at holde den syvende dags sabbat. Du
tænker måske: ”Det er, fordi han stadig levede i det jødiske samfund.“
Men i de tre og et halvt år under Jesu tjeneste, antydede han aldrig over
for sine disciple, at sabbatten ville blive forandret. Han profeterede faktisk
om Jerusalems ødelæggelse, som fandt sted i år 70 e.Kr. (næsten fyrre år
efter hans himmelfart). Han bekræfter, at sabbatten stadig skulle gælde
(Matt 24,20).
Der er mange tekster om overholdelse af Guds ti bud i Det Nye Testamente.
Jesus ophævede aldrig et eneste bud. Det er der kun mennesker,
der har forsøgt.
Det var Guds hensigt, at den syvende dags sabbat (lørdag) skulle give
både fysisk og åndelig hvile – en dag til tilbedelse af ham i tillid til hans
frelse. Gud ville, at hans ugentlige sabbat skulle være en velsignelse i vort
liv, en tid sammen med ham. Gud ønskede, at vor ugentlige sabbatshelligholdelse
skulle være en glæde for os (Es 58,13-14).
Det er besynderligt, hvor forvirret vor tankegang kan være. I dag er der
mange mennesker, som betragter det at holde de ti bud som at ”være bundet“.
Det var i hvert fald ikke apostlen Paulus’ indstilling. ”Så er loven da
hellig og budet helligt og retfærdigt og godt … For jeg glæder mig inderst
inde over Guds lov.“ (Rom 7,12.22).
Det var heller ikke salmistens indstilling. ”Stor er lykken for dem, der
elsker din lov, intet får dem til at snuble … Jeg længes efter din frelse,
Herre, og din lov er min opmuntring.“ (Sl 119,165.174).
Og Jakob omtaler de ti bud som ”frihedens fuldkomne lov“ og udtaler,
at hvis et menneske bliver ved den og er en gerningens gører, vil det bringe
velsignelse (Jak 1,25).
Uden lov ingen synd. Første Mosebog fortæller mange beretninger om
brud på de ti buds principper. Der står også om Guds dom over dem, der
har begået synden. Husker du Bibelens definition på synd? Synd er overtrædelse
eller brud på Guds lov (1 Joh 3,4).
Det Nye Testamente gør det klart, at hvis vi skal undgå synd, skal vi
undgå overtrædelse af de ti bud. ”Den, som ellers overholder hele loven,
men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle. For han, som sagde:
”Du må ikke bryde et ægteskab,“ sagde også: ”Du må ikke begå drab;“
selv om du ikke bryder et ægteskab, men begår drab, er du dog blevet en
lovovertræder.“ (Jak 2,10-11).
Det Nye Testamente slår fast, at Abrahams sande efterkommere er dem,
der tilhører Kristus. Som Abrahams efterkommere er vi arvinger ifølge
den pagt, der blev sluttet med ham (Gal 3,29). Priset være Gud – at vor tro
på Kristus som vor frelser skænker os hans retfærdighed.
Forventer Gud så, at vi skal bøje os for hans guddommelige vilje og være
lydige mod Kristus for at bevare en nær forbindelse med ham?
”Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden,
er født af ham.“ (1 Joh 2,29). Gud advarer os mod at blive bedraget,
for ”den, der gør retfærdigheden, er retfærdig“ (1 Joh 3,7). Kristi retfærdighed
og Helligånden giver os kraft til at vandre efter Guds rettesnor.
Gud inspirerede David, da han skrev: ”Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.“ (Sl 19,8). Det var en frygtindgydende begivenhed, da
Gud med sin stemme forkyndte sine ti bud for hele Israels folk. Du kan
opfriske beretningen om denne begivenhed og Israels reaktion i Anden
Mosebog, kapitel 19 og 20.
Hvis Gud ville forandre sin ”fuldkomne“ lov, ville han ikke have gjort
det i hemmelighed. Jesus ville have forkyndt det med høj røst. I stedet
for sagde Kristus: ”Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal
ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er
56 DE TI BUD UNDER ANGREB FØR SINAJ BJERG – EFTER OPSTANDELSEN
57

sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at
gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der
holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.“ (Matt
5,18-19).
Jesus sagde også: ”Elsker I mig, så hold mine bud.“ (Joh 14,15). Loven
tvinger kristne, som lærer sandheden om Guds lov at kende, til at holde
alle de ti bud. Vi holder dem ikke for at blive frelst. Vi holder dem, fordi
vi er frelst. Tro og gerninger er ikke i modstrid med hinanden – de går
hånd i hånd.
Hvis vi undersøger Guds ord i Skriften, finder vi, at Guds ti bud har
været gældende fra Første Mosebog til Åbenbaringens bog. I kapitel 3
fremstod Moseloven som den ”midlertidige gamle pagt“ sluttet med Israels
folk.
De evigt gældende ti bud var indbefattet i både den gamle og den nye
pagt. Guds lov var hans rettesnor for dom før Sinaj bjerg og var det fortsat
efter opstandelsen.
58 DE TI BUD UNDER ANGREB
HERRENS DAG
6
Herrens dag
Bibelen lader ikke nogen tvivl tilbage med hensyn til, hvilken dag der
er Herrens dag. Alle tekster, som omtaler Herrens specielle dag, tilskriver
lørdagen, ugens syvende dag, den ære. Kommer det som en overraskelse?
Vidste du, at der ikke er nogen tekst i Bibelen, som omtaler ugens første
dag som Herrens dag? Ikke et eneste skriftsted peger på en sådan sammenhæng.
I dette kapitel vil vi se på alle skriftsteder, der taler om ”ugens
første dag“. Der er faktisk kun otte skriftsteder, hvoraf fem er knyttet til
den samme begivenhed.
Lad os først se på, hvordan denne fejl har sneget sig ind i kirken.
De fleste kirkesamfund baserer deres teologi eller lære på Bibelens tekster.
Sunde bibelske doktriner bygger på et grundigt studium af alle tekster
i Bibelen om et bestemt emne – vel at mærke ud fra tekstens sammenhæng.
Usund teologi opstår, når man uden at tage hensyn til sammenhængen
plukker skriftsteder ud.
Der er en lære, accepteret i store kredse, som hører til kategorien usund
lære. Denne lære har absolut ikke noget grundlag i skriften. Det er en
tradition, som praktiseres af katolikker og de fleste protestanter.
EN TRADITION BLIVER TIL
Denne tradition har sat ”søndagshelligholdelse“ ind i stedet for helligholdelse
af Guds syvende dag (lørdag) i sabbatsbudet. I kapitel otte vil vi se på
historien om oprindelsen til denne skik, som den katolske kirke hævder at
have indført og overleveret som sit ”tegn på autoritet“ og ret til at forandre
Guds lov.
”Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering
… I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering.“ (Mark
7,9.13).
Med disse ord irettesatte Jesus sin tids farisæere. Der er kristne, som i
59

dag tramper på Herrens dag! De fleste er ikke klar over, at de har forvildet
sig ind på hellig grund. ”Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke
driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og
Herrens hellige dag ærværdig … så skal du glæde dig over lykken hos
Herren …“ (Es 58,13-14).
Lagde du mærke til, at Gud kalder den syvende dags sabbat ”min hellige
dag“ og ”Herrens hellige dag“? Vi forbryder os mod Herrens autoritet, hvis
vi træder hans hellige dag under fode.
”… den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.“ (2 Mos 20,10). Den
syvende dag tilhører Gud. Den er Herrens dag. Ifølge Bibelen blev alle
ting skabt ved Kristus – alt blev til ved ham (Joh 1,3). Lige efter at Jesus
havde skabt mennesket, indstiftede han sabbatten til gavn for mennesket.
Jesus proklamerede sit herredømme over denne hellige syvende dag. ”Derfor
er Menneskesønnen herre også over sabbatten.“ (Mark 2,28).
Hvordan kan det gå til, at så mange kristne er blevet bedraget og har
erstattet Guds hellige sabbat med en anden dag på grund af en tradition?
Hvordan er dette falske alternativ til Guds overherredømme blevet indført?
Der skal mere til end disse indledende bemærkninger til at overbevise
om bedraget, fordi denne fejl er så dybt forankret i det kristne samfund.
Hvis du ikke allerede overholder det fjerde bud, har du sikkert mange
spørgsmål, som jeg vil prøve at besvare. Derfor indbyder jeg dig til at følge
mig til slutningen af denne bog. Jeg har brugt flere kapitler på at svare på
spørgsmål, som jeg tror, er i dine tanker
HVORFOR LIGE DEN SYVENDE DAG?
Lad os lægge det fjerde bud til side et øjeblik. Bortset fra dette bud om at
huske den syvende dags sabbat (lørdag) og holde den hellig er der ingen
jordisk begrundelse for, at denne dag skulle være noget særligt. Uden dette
bud er der faktisk ikke nogen jordisk begrundelse for en ugentlig cyklus. Ugen
har ikke noget at gøre med solens stilling eller jordens og månens rotation.
Set med jordiske øjne, hvorfor kunne vi så ikke have en fem- eller tidages
uge? Hvad forskel ville det gøre, hvilken dag vi holdt hellig? Hvilken
fordel ville der være ved at tilbede og hvile om lørdagen i stedet for om
søndagen, eller for den sags skyld på en hvilken som helst anden dag?
Hvorfor har hele verden en syv dages cyklus? Jeg kan ikke se nogen jordisk
grund, men der er en himmelsk grund. Gud oprettede og indstiftede en
syv dages cyklus ved sit ords autoritet alene. Lige efter at Gud havde skabt
mennesket, indstiftede Gud en syv dages cyklus.
”På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført,
og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.
Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede
han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.“ (1 Mos 2,2-3).
Det var Gud, der inspirerede Moses til at skrive ”den syvende dag“ ikke
bare en gang, men tre gange i denne tekst. Hvorfor er den syvende dag den
sidste dag i vor ugentlige cyklus? Fordi Gud besluttede, at den skulle være
en hviledag, en hellig dag.
Der er kun en eneste grund til, at den syvende dags sabbat (lørdag) er
hellig – Gud velsignede og helligede denne særlige dag og kaldte den ”min
hellige dag“. Det er grund nok for mig. Hvad med dig?
Men hvordan kan vi forklare apostlen Johannes’ kommentar i Åbenbaringens
bog? Da Johannes modtog Jesu Kristi åbenbaring, skrev han:
”Jeg, Johannes … var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ords og Jesu
vidnesbyrds skyld. På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag
mig en høj røst som af en basun …“ (Åb 1,9-10).
Hvilken dag var den ”Herrens dag“, hvor Johannes fik sin åbenbaring?
Nogle mener, at Johannes henviste til Herrens store dag (da Gud udgyder
sin vrede over jorden). Men læg mærke til, at Johannes beskriver, hvor han
befinder sig, hvorfor han er der, og at han var ”grebet af Ånden“, da han
fik sit syn.
Er det ikke mere sandsynligt, at Johannes talte bogstaveligt om den
dag, da han fik synet? De fleste bibelfortolkere hælder til det synspunkt.
Johannes sagde: ”På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden.“ På græsk
står der ganske enkelt ”Herrens dag“. Der er ingen henvisning til den første
dag i ugen, søndag. Hvor stammer tanken om søndag så fra?
I Romerriget blev den første dag i ugen (søndag) kaldt ”Herrens [kejserens]
dag“, fordi søndag var den dag, hvor kejseren modtog skatteindbetalinger.
Hedningerne, der tilbad solen, fejrede også søndagen som ”solens
ærværdige dag“. Romerne havde forvist Johannes til den ensomt beliggende
ø Patmos, fordi han vidnede om Jesus. Kan man forestille sig, at
Johannes ville anerkende søndag som Herrens dag og derved ære den romerske
kejser eller solens dag?
Johannes holdt sabbatten sammen med Jesus. Han vidste, at Gud kaldte
den syvende dags sabbat ”min hellige dag“. Johannes var til stede, da
60 DE TI BUD UNDER ANGREB HERRENS DAG
61

Kristus erklærede sig Herre over sabbatten. Han var en hengiven Jesu discipel,
og derfor er det logisk, at ”Herrens dag“ for Johannes ikke kunne
betyde noget andet end Guds syvende dags sabbat (lørdag).
GUD ER HERRE OVER ALLE DAGE
Der er mange, der tror, at søndag kaldes ”Herrens dag“, fordi Kristus blev
oprejst på ugens første dag. Det fremgår klart, at kristne efterhånden betegnede
søndagen som Herrens dag. Men det skete først i den sidste del af
det andet århundrede – mindst femoghalvfjerds år efter, at Johannes skrev
Åbenbaringens bog.
Hvis man slår op i Strong’s Concordance under Herrens dag, står der:
”… Herrens dag, som vi almindeligvis kalder søndag.“ Strong’s Concordance
opgiver normalt en række skriftsteder, som knytter sig til emnet. I
dette tilfælde er der kun en eneste henvisning til Johannes ord på Patmos
i Åbenbaringen 1,10. Det er der en god grund til.
Alle skriftsteder, der definerer dagen, som Gud kalder sin egen dag,
henviser til den syvende dag, aldrig den første. Jeg opfordrer dig til at studere
dette emne grundigt. Hvis du finder noget bevis i Bibelen, der siger
det modsatte, vil jeg gerne vide det. Jeg har studeret dette emne i Bibelen
fra Første Mosebog til Johannes' Åbenbaring uden at finde et eneste skriftsted,
der siger, at søndagen er Herrens dag.
Som skaber af universet har Gud herredømme over alle dage. Men der
er kun en dag, som han erklærer velsignet og helliget som sin specielle dag
i ugen – sabbatsdagen (lørdag).
Klynger du dig stadig til den tanke, at Paulus sagde, at vi ikke skulle
lade nogen dømme os på grund af sabbatter? Lad os se på hans udtalelse
igen og finde ud af, om vi kan fortolke udtalelsen, så der ikke lades nogen
tvivl tilbage om meningen.
”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller
på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det,
som skal komme, men legemet selv er Kristus.“ (Kol 2,16-17).
Det er væsentligt at undersøge dette vers sammenholdt med Paulus’
skrifter for at forstå, hvilke sabbatter det drejede sig om. Paulus lærte, at
”vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os“ blev naglet til korset
og dermed var fjernet (Kol 2,14).
Moseloven foreskrev årlige, ceremonielle sabbatter under de store
højtider som symboler på Jesu gerning. Lovbogen indeholdt vejledning og
forskrifter om mad, drikke og andre ting vedrørende disse ceremonielle
dage.
Disse særlige årlige sabbatter var kun skygger af frelsen og skulle lede
folkets blik mod Jesus. Kristus var det centrale, som kastede skyggen. Med
det som baggrund, siger Paulus faktisk i Kol 2,16-17, at vi ikke skal lade
nogen dømme os på grund af mad og drikke eller de årlige, ceremonielle
sabbatter. Det er helt klart, at Paulus ikke henviste til den syvende dags
sabbat i det fjerde bud.
Lad os tage det fjerde bud ned fra hylden og sætte det ind, hvor det
hører hjemme, nemlig som en del af Guds ti bud.
Vor begrænsede menneskelige forstand forstår måske ikke, hvorfor Gud
ønsker, at vi skal tilbede på ugens syvende dag. Som jeg har nævnt tidligere,
er der ikke nogen menneskelig grund til, at lørdag er mere speciel end
nogen anden dag i ugen. Det giver ikke nogen mening for os. Men hvis vi
er Skriften overhørig og nægter at adlyde Guds bud, så sætter vi spørgsmålstegn
ved Guds autoritet.
Den syvende dag (lørdag) er den dag, som Gud har sat til side til tilbedelse.
”Seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag skal
der være fuldstændig hvile med hellig festforsamling. Du må ikke udføre
noget arbejde, det er sabbat for Herren, overalt hvor I bor.“ (3 Mos 23,3).
Den syvende dags sabbat er et kald fra Gud til hellig tilbedelse – et
kald til at mødes i et helligt fællesskab for at tilbede Vorherre. Jesus gav os
et eksempel til efterfølgelse. ”… På sabbatten gik han efter sædvane ind i
synagogen, og han rejste sig for at læse op.“ (Luk 4,16).
Der er nogle, der mener, at der i Det Nye Testamente er beviser på,
at disciplene tilbad på ugens første dag efter Jesu opstandelse. Udtrykket
”ugens første dag“ forekommer kun otte gange i Bibelen og kun i Det Nye
Testamente (den syvende dags sabbat står nævnt 59 gange alene i Det Nye
Testamente).
UGENS FØRSTE DAG
Før vi ser på versene, hvor ”ugens første dag“ står omtalt, vil det være en
hjælp at se på definitionen på en dag på Bibelens tid ”Gud kaldte lyset dag,
og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første
dag.“ (1 Mos 1,5).
62 DE TI BUD UNDER ANGREB HERRENS DAG
63

En bibelsk dag begynder ved solnedgang. Et klart eksempel på denne
praksis vedrørende tid finder vi i Tredje Mosebog 23,32 ”… fra den aften
til den følgende aften, skal I holde jeres sabbatshvile“.
Den ugentlige sabbatshelligholdelse gik fra fredag solnedgang til lørdag
solnedgang. Selv om romerne beregnede tiden, som vi gør i dag (den nye
dag begynder ved midnat), definerede Jesu disciple dagens begyndelse som
det tidsinterval, der følger efter solnedgang.
Fem af de otte henvisninger i Bibelen til ”den første dag i ugen“ (Matt
28,1; Mark 16,2; Mark 16,9; Luk 24,1; Joh 20,1) refererer til den dag, da
Kristi kvindelige disciple kommer ud til hans grav morgenen efter opstandelsen.
Det er interessant at lægge mærke til, at der står om disse hengivne
disciple efter korsfæstelsen, at ”sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens
bud“ (Luk 23,56). Selv om de gerne ville salve Jesu legeme med vellugtende
salver og olier, ventede de fra sent fredag eftermiddag til tidligt
søndag morgen med at vende tilbage til hans grav. De vidste åbenbart, at
sabbatsbudet ikke var blevet afskaffet ved korset. Lad os ganske kort se på
de tre andre henvisninger til ”den første dag i ugen“.
I Johannes 20,19 finder vi de skræmte disciple forsamlede på den første
dag i ugen, opstandelsens søndag. Efter korsfæstelsen holdt de sig inde
bag lukkede døre af frygt for jøderne. Her er ikke tale om nogen form for
gudstjeneste.
Disciplene forstod endnu ikke, at Kristus ville blive opvakt fra graven.
De troede ikke på dem, der fortalte, at Jesus havde vist sig for dem – nemlig
kvinderne og de to mænd, som var vendt tilbage efter deres møde med
Kristus på vejen til Emmaus. Deres sammenkomst var præget af mørke og
frygt. Du kan få mere baggrundsviden om denne begivenhed ved at læse
Mark 16,12-14 og Luk 24,33-49.
I det næste tilfælde (ApG 20,7) var disciplene samlet for at bryde brødet
sammen med Paulus ved deres afskedsmøde, før han skulle rejse videre.
Lukas skriver, at det fandt sted på ”den første dag i ugen“, som begynder
ved solnedgang lørdag. Det ser ud til, at Paulus havde meget at sige i sit
afskedsbudskab, for han blev ved med at tale lige til midnat. Stakkels
Eutykus faldt i søvn under prædikenen og faldt ned fra anden sal og mistede
livet, men Paulus bragte mirakuløst den unge mand tilbage til livet.
Herefter fortsatte Paulus med at tale indtil søndag morgen, ved daggry
den første dag.
Den tredje henvisning til ”den første dag i ugen“ (udover dem, der nævnes
i evangelierne i forbindelse med dagen for Jesu opstandelse) findes i
Første Korinther 16,2. I dette vers opfordrer Paulus brødrene til systematisk
at spare op for at kunne hjælpe de sultende troende i Jerusalem – ved
at lægge noget til side på den første dag i ugen.
Den græske grundtekst taler om ”at lægge til side i sit forråd“ – hvilket
betyder at spare op ”hos sig selv“ derhjemme. Paulus ønskede, at gaverne
skulle være klar, når han kom tilbage, så han ved hjælp af sendebud kunne
sende forrådet til menigheden i Jerusalem. Man kan næppe bruge denne
henvisning som argument for søndag som helligdag.
Når vi ser bort fra henvisninger til dagen for Jesu opstandelse, er der
kun tre skriftsteder, der omtaler ”den første dag i ugen“. Ingen af henvisningerne
vidner om, at Gud har forandret sin helligdag fra lørdag til
søndag.
Når Gud tillagde sin hellige dag sabbatten så stor betydning, ville det
have været uforståeligt, hvis han ikke tydeligt havde forkyndt en ændring
med hensyn til hviledagen. Kan nogen forestille sig, at Gud ganske diskret
har fejet budet ind under tæppet og overladt folk til selv at gætte på eller
spekulere over hans vilje?
Søndagshelligholdelse er en menneskeskabt tradition. De fleste bibelfortolkere
har ikke noget problem med at anerkende det. Vi vil se på deres
kommentarer i kapitel otte.
Jeg har mødt mange mennesker, som er enige med mig om, at man bør
sætte en af de syv dage til side til hvile og tid sammen Gud. Men de siger,
at det ikke spiller nogen rolle, hvilken dag vi vælger, bare vi har en hviledag.
Det må være som et slag i ansigtet på Skaberen!
Det er et klassisk eksempel på, at skabte væsener mener, at de er klogere
end Skaberen. Faktisk siger ”et skabt væsen“, at Skaberen ikke har ret til at
fastsætte en dag til tilbedelse og hvile. Guds befaling stemmer ikke altid
overens med vor ”begrænsede forstand“, men det fjerner ikke vor forpligtelse
til at adlyde en almægtig Gud.
Gennem årene er der mange velmenende kristne, som har prøvet at
afholde mig fra at helligholde den bibelske sabbat. De taler om ”legalisme,
trældom, jødisk tradition“ osv. Men jeg har aldrig hørt dem sige det
samme om overholdelse af nogen af de andre ni bud.
Hvad hvis man sagde: ”Du lever under den jødiske traditions trældom,
hvis du tager budet om ikke at slå ihjel alvorligt. Du er simpelthen en
64 DE TI BUD UNDER ANGREB HERRENS DAG
65

lovtræl.“ Mener man, at jeg er en lovtræl, når jeg ikke bøjer mig for afguder
og har andre guder i stedet for Gud, som er Skaberen? At holde sabbatten
handler om at have et nært forhold til Gud. Det handler om frihed og
ikke om trældom.
Der er også nogle, der citerer Efeserbrevet 2,8 og med begejstring siger,
at vi er frelst alene af nåde ved tro. Jeg er helt enig. Men måske har de ikke
læst to vers videre, hvor Paulus siger, at vi er ”skabt i Kristus Jesus til gode
gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i“ (Ef 2,10).
Eller hvad med Jakobsbrevet 2,20 – ”tro uden gerninger er ufrugtbar“?
Måske har de heller ikke læst Hebræerbrevet 5,9, som bekræfter, at han er
”årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham“?
Troede Paulus, at fordi vi er frelst af nåde ved tro, så kan vi ignorere
Guds ti bud? ”For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over
for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse … Sætter vi så
loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.“ (Rom
3,20.31).
Den græske definition af gældende er ”at stadfæste“. Adskilt fra Jesus
Kristus kan vi intet gøre! Det er kun ved hans liv og hans Ånds forvandlende
kraft i os, at vi kan holde Guds ti bud.
I Hebræerbrevet 8,10 gentager forfatteren Guds løfte i den nye pagt -
citeret i Jeremias 31,33: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i
deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ Det er ved
tro, at Guds ti bud bor i vore hjerter.
Det er ved tro og tillid til Gud, at sabbatten står som et minde om vor
skaber. Hver eneste syvende dags sabbat vendes vore tanker mod skabelsen
– mod ham, som skabte mennesket i sit billede, og som nu genskaber os i
sit billede. Ved tro ser vi tilbage til den dag, hvor Gud indstiftede sabbatten
til minde om skabelsen (1 Mos 2,2-3).
HVAD MED KALENDERREFORMER?
Nogle vil måske komme med indvendinger: ”Verden har haft kalenderreformer
langt tilbage i tiden. Hvordan kan vi vide, om ugen i dag følger
samme cyklus som Bibelens ugedage?“
Det er et relevant spørgsmål, som det er værd at beskæftige sig med. Er
den syvende dag i ugen, som vi kalder lørdag, stadig den dag i ugen, som
Kristus fejrede som den syvende dags sabbat?
James Robertson (Direktør, emeritus, U.S. Naval Observatory, Washington,
D.C. og leder af Nautical Almanac Office) fik stillet netop dette
spørgsmål. Her er hans svar i et personligt brev dateret 12. marts 1932: ”I
hundreder af år har der ikke været nogen forandring i vor kalender, som
på nogen måde har påvirket den ugentlige cyklus.“
Lad os ganske kort se på kalenderforandringer, som fejlagtigt har fået
nogle til at påstå, at vi har ”tabte dage“ i vor beregning af tid og derfor ikke
kan vide, på hvilken dag Bibelens ugentlige sabbat falder.
I år 45 f.Kr., da Julius Cæsar indførte den julianske kalender, troede
menneskehedens daværende computere, at solåret (den tid jorden tager på
sin bane rundt om solen) var på nøjagtig 365 og ¼ dag. For at tage højde
for denne kvarte dag indførte den julianske kalender skudår – en ekstra
dag i februar hvert fjerde år. Denne forandring påvirkede ikke dagene i
den ugentlige cyklus eller forandrede den syvende dags sabbat (lørdag),
indstiftet af Gud.
I dag ved vi, at solåret er på 365 dage og ca. 11 minutter og 14 sekunder
mindre end ¼ dag. Fortidens videnskabsmænds lille fejlberegning påvirkede
antallet af dage i den julianske kalenders solår. På grund af denne lille
fejlberegning vil der hvert fjerde århundrede være en forsinkelse. Jævndøgn
og soldøgn indtræder tre dage senere – tre skudår for meget efter fire
hundrede år.
Da kirkemødet i Nicæa fandt sted i 325 e.Kr., brugte størstedelen af
verden den julianske kalender. Dette koncil udsendte et dekret om den
officielle dato for påskesøndag ifølge det tidlige jævndøgn (påskesøndag
skulle være den første søndag efter den første fuldmåne efter jævndøgn),
som – i år 325 e.Kr. – faldt på den 21. marts. Men på grund af overkalkulering
af solåret ifølge den julianske kalender var datoen i 1582, der passer
til det tidlige jævndøgn, rykket tilbage til den 11. marts.
Pave Gregorius XIII løste problemet på en meget enkel måde. Han udstedte
en befaling om at slette 10 dage af kalenderen i 1582, da han indstiftede
den ”gregorianske kalender“ (den kalender, som i dag generelt bruges
i hele verden). Fejlberegningen i antal dage blev korrigeret ved, at man
simpelt hen slettede ti dage. Dette resulterede i, at torsdag den 4. oktober
blev efterfulgt af fredag den 15. oktober i år 1582. Denne ændring i den
gregorianske kalender gjorde ingen forskel i dagene i den ugentlige cyklus.
Med hensyn til pave Gregorius’ ændring samt en senere ændring i
England står der i Catholic Encyclopedia: ”Man skal lægge mærke til, at
66 DE TI BUD UNDER ANGREB HERRENS DAG
67

ækkefølgen af ugens dage aldrig er blevet ændret i den kristne tidsalder.
Da pave Gregorius XIII kom med sin kalenderreform i 1582, betød det,
at torsdag den 4. oktober blev fulgt af fredag den 15. oktober. Det samme
fandt sted i England i 1752 – onsdag den 2. september blev fulgt af torsdag
den 14. september.“ (Article ”Chronology“, vol. 3, s. 740).
Kan vi være sikre på, at den syvende dags lørdag stadig falder på Guds
syvende dags sabbat? Hør hvad dr. Frank Jeffries (et anset medlem af
Royal Astronomical Society og Research Director af Royal Observatory,
Greenwich, England) siger om dette emne:
”Det er et mærkeligt fænomen, at der i dag stadig hersker tvivl om
spørgsmålet om såkaldt ”tabt tid“. Forandringer i kalenderen i svunden tid
har efterladt et indtryk af, at tid er gået tabt. Faktisk blev disse reguleringer
foretaget for at bringe kalenderen i overensstemmelse med solåret. Nu
bruges denne formodede ”tabt tid“ uheldigvis stadigvæk til at kaste tvivl
over den ubrudte syvende dags sabbatscyklus, som Gud indstiftede ved
skabelsen. Med min videnskabelige baggrund glæder det mig at kunne
vidne om en uforanderlig ugentlig cyklus.
Efter at jeg i mange år har været tidsinspektør ved Greenwich [Observatoriet
i England], kan jeg bevidne, at alle dage er under Guds absolutte
kontrol – nøjagtigt målt ved jordens daglige rotation om sin akse. Denne
daglige rotation varierer ikke en tusindedel af et sekund på flere tusind år.
Året har også et bestemt antal dage. Følgelig kan man sige, at ikke en dag
er gået tabt siden skabelsen, og på trods af kalenderforandringer har der
ikke været nogen form for brud i den ugentlige cyklus.“
Vi kan trygt slutte, at den syvende dags sabbat, indstiftet og helliget
af Gud ved verdens begyndelse, stadig er den syvende dag (lørdag), den
sabbat, som jøder og kristne over hele verden helligholder i dag. Gud har
sikret sig, at mennesker ikke har brudt eller manipuleret med den ugentlige
cyklus, som han indførte ved skabelsen.
Gud vidste, at arbejdsugens pres ville binde os til det jordiske, så vi ville
glemme at anerkende ham som vor almægtige skaber. Han indstiftede
den ugentlige sabbat for at vende vore tanker mod ham og give os åndelig
opmuntring, fysisk hvile og et håb for fremtiden.
Hver eneste syvende dags sabbat kan vi hvile fra denne verdens byrder
og fokusere på Gud. ”… for han, som er i jer, er større end han, som er i
verden.“ (1 Joh 4,4).
ET TEGN MELLEM GUD OG OS
”I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer,
slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer. I
skal holde sabbatten, for den er hellig for jer.“ (2 Mos 31,13-14).
Det er ved tro, at vi holder Guds syvende dags sabbat til minde om, at
det er Gud, der helliggør os (se også Ez 20,12). Ved tro antager vi, at han,
som har begyndt sin gode gerning i os, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu
dag (Fil 1,6).
Der er ingen jordisk grund til at holde Guds fjerde bud. Men der er den
største åndelige begrundelse i hele universet. Den syvende dags sabbat (lørdag)
er tegnet på Guds autoritet som skaber og forløser. Han kalder det sit
tegn mellem os og ham, et tegn på at han er den, der helliggør os.
Er vi villige til at stole på og adlyde Gud? Sabbatten er et tegn på vor
loyalitet. Den viser, om vi tjener Gud som vor skaber – eller mennesker,
som erstatter Guds bud med tradition.
Vil kristne anerkende Guds tegn på autoritet eller fortsætte med at lade
traditionen stå over hans hellige ord?
”For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå
for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå … og
hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger
Herren.“ (Es 66,22-23).
Den hellige sabbat er evig! Vi skal fejre Herrens dag gennem evigheden.
Hvorfor skal vi lade falsk lære, menneskeskabt tradition, som ikke bygger
på Skriften, berøve os vor glæde her og nu?
Gud helligede den syvende dag i hver eneste uge for vor skyld, så vi kan
tilbringe tid sammen med ham og hvile fra alle verdslige gøremål.
Den syvende dags sabbat er den eneste dag, som Gud betegner som
”min hellige dag“ – Herrens dag.
68 DE TI BUD UNDER ANGREB HERRENS DAG
69

70 DE TI BUD UNDER ANGREB FOR MENNESKETS SKYLD
71
7
For menneskets skyld
”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens
skyld“ (Mark 2,27). Hvad mener Jesus? Lad os se på, hvad Jesu udsagn
reelt betyder – ”sabbatten blev til for menneskets skyld“.
Gud er giver af alt godt og fuldkomment. I kærlighed til os indstiftede
han sabbatten for vor skyld. Først skabte Gud mennesket, hvorefter
han satte kronen på værket ved at indstifte sin hellige sabbat. Dette var
hans kærlighedsgerning til velsignelse for os! Herren gjorde sin hellige dag
så betydningsfuld, at den blev lovens hjerte. Farisæerne stjal imidlertid
al glæde fra den ugentlige sabbat ved at indføre meningsløse ritualer og
fordømme niogtredive ganske almindelige gøremål. Ifølge de regler, de
havde fundet på, var det et brud på sabbatten, hvis man bandt en knude
eller løste en knude op, eller hvis man spiste et æg, der var blevet lagt på
sabbatten!
Sådanne meningsløse restriktioner gjorde sabbatshelligholdelse til en
plage i stedet for en dag til velsignelse og lovprisning. Og som man kan
forestille sig, begyndte folk at finde smutveje. Det varede ikke længe, før
man fandt ud af, hvordan man kunne slippe uden om kravene, så man opfyldte
”lovens bogstav“ i de menneskeskabte krav. Beklageligvis gik ånden
i sabbatshelligholdelsen tabt.
”Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.“ (Mark 2,28).
Kristus var sabbattens herre, ikke dens slave som i farisæernes verden. Jesus
nægtede at bøje sig for de restriktioner, som forårsagede strid på hans
hellige dag. Han bekendtgjorde sit ejerskab, selv over sabbatten, og sin
autoritet til at reetablere det oprindelige åndelige mål.
SABBATTEN ER BLEVET TIL FOR MENNESKETS SKYLD
Hvad var hans hensigt med at indstifte sabbatten? Jeg fandt følgende citat
i Easton’s Illustrated Dictionary. Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre.

”Sabbatten, som oprindelig blev indstiftet for menneskets skyld ved
skabelsen, er permanent og universelt bindende. Menneskets fysiske behov
kræver en sabbatshvile. Mennesket er skabt sådan, at dets fysiske trivsel
kræver mindst en ugentlig dags hvile fra hverdagens gøremål ud af
ugens syv dage. Erfaringen viser også menneskets moralske og åndelige
behov for sabbatshvile.“
Easton’s citerer også F. W. Robertson (1816-1853), en kristen vækkelsesprædikant,
der somme tider benævnes som den viktorianske samvittighed.
”Min erfaring har i stigende grad gjort mig sikker på, at behovet for sabbatshelligholdelse
ligger dybt i den menneskelige natur. Så længe mennesket
eksisterer, vil velsignelsen ved at holde den, ikke bare som en hviledag,
men som en åndelig hvile, aldrig ophøre. Min erfaring gør, at jeg opfatter
den som en evig forpligtelse på grund af sabbattens evige nødvendighed.
Sjælen visner uden den. Den vokser ved helligholdelse. Sabbatten blev
til for menneskets skyld. Gud gav den til mennesket, fordi mennesket
havde behov for den. Behovet ligger derfor gemt dybt i den menneskelige
natur. Den, der kan klare sig uden, må i sandhed være hellig og åndelig.
Og den, der ikke er hellig og åndelig, men som alligevel klarer sig uden, er
som et menneske, som gør sig klogere end sin skaber.“
Herren indstiftede sabbatten som en forsmag på den himmelske hvile.
Gud fastsatte en af ugens syv dage til samvær med ham, for at mennesket,
fri for hverdagens travlhed, skulle lære ham bedre at kende. Han ønsker,
at vor ugentlige sabbatshelligholdelse skal være en dag, der minder os om,
at han ikke kun er vor skaber, men også vor forløser.
Sabbattens specielle karakter viser vor totale afhængighed af ham, der
elsker os med en evig kærlighed. Når vi hver uge går ind til hans hvile på
denne særlige måde, vil Gud vise os den gerning, han vil gøre i os, nemlig
at helliggøre os ved sin kraft. Han ønsker, at vi skal forstå, at han vil give
os kraft til at vandre i lydighed, fordi vi elsker ham.
Sabbatshelligholdelse handler om vort forhold til en kærlig Gud! Tænk
over det!
Essensen af hvad Gud, vor skaber, siger til os, kan udtrykkes således:
”Jeg har valgt en særlig dag i ugen til at være sammen med dig. Jeg har
velsignet og helliget den. Det er min hellige dag – sat til side til særlig tid
sammen med dig. Jeg vil få dig til at glemme alle de ting, som Satan gør mod
dig – ”stjæle, dræbe og ødelægge“. Læg dine jordiske bekymringer til side. Kom
og hvil i mig.
Vær sammen med mig på denne særlige dag, så vi kan fejre vort fællesskab.
Når du er i min nærhed, vil dit mismod og dine bekymringer forsvinde. På
denne dag vil jeg løfte dig til åndelige højder, som ser ud over denne verdens
grænser. Jeg vil give dig glæden tilbage. Jeg vil fylde dig med håb. Jeg vil fylde
dig med en fred, der overgår al forstand. Kom, mit barn, for jeg elsker dig, og
jeg vil gerne bruge denne dag til at være sammen med dig.“
Hvor var det opmuntrende for mig at opdage, at Gud havde skabt sabbatten
for min skyld. Desværre havde min ungdoms kirke legalistiske tendenser,
når det gjaldt sabbatshelligholdelse. Den fokuserede mere på, hvad
man ikke skulle gøre i stedet for at glæde sig over, hvad vi kunne gøre.
Mine forældre indtog den samme holdning, og jeg plagedes af de kvælende
restriktioner, som sabbatten blev forbundet med. Senere i livet kastede
et dybere kendskab til Gud og hans ord tiltrængt lys over dette emne.
Da jeg fandt ud af, at sabbatten var et udtryk for Guds kærlighed til
mig, gjorde det en dramatisk forskel i min sabbatshelligholdelse. Det drejede
sig ikke længere om at tilfredsstille Gud med min lydighed. I stedet
kom jeg ham nærmere ved at tilbringe tid sammen med ham på hans hellige
syvende dags sabbat som et udtryk for min kærlighed til ham.
Her er min medforfatters vidnesbyrd om, hvad det betød at opdage sandheden
om sabbatten:
”Jeg voksede op i en familie, som krævede, at jeg var fuldkommen. Den
kirke, som jeg kom i som ung, malede et billede af en vred Gud, som også
forlangte fuldkommenhed. Jeg troede, at min himmelske Fader vogtede over
mig, klar til at slå ned på mig, når jeg ikke levede op til målet.
Hele livet arbejdede jeg på accept – min families og Guds. Det var først, da
jeg opdagede sandheden om sabbatten, at jeg skar båndene til min præstationsmentalitet
over.
Den første gang, jeg oplevede fuldkommen frihed fra præstation, var, da jeg
fejrede den første sabbat. Jeg oplevede, at jeg havde lov til at læne mig tilbage,
slappe af og nyde – intet arbejde, ingen daglige pligter, ingen krav. Men først
og fremmest havde jeg en hel dag sammen med Gud.
Jeg vidste pludselig, at han ville helliggøre mig – gøre mig til alt, hvad
han havde kaldet mig til at være. Tænk at gå ind til hans hvile! Det kan ikke
72 DE TI BUD UNDER ANGREB FOR MENNESKETS SKYLD
73

sammenlignes med noget andet! Derfor er Anden Mosebog 31,13 mit yndlingsskriftsted
om sabbatten. Det er et tegn, som minder mig om, at det er Gud,
som arbejder i mig for at helliggøre mig – og udvikle Kristi hellige karakter.
Ved slutningen af ugen falder jeg somme tider tilbage til præstationsmentaliteten
– og tænker, at jeg ikke gør nok for Gud. Men når jeg byder sabbatten
velkommen, minder Gud mig om Galaterne 3,3: ”Er I så uforstandige? I
begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?“ Sabbatten minder mig om,
at adskilt fra Kristus, kan jeg slet intet gøre.
Min livserfaring sammen med Gud ændrede sig fuldstændig, da jeg begyndte
at fejre hans syvende dags sabbat. Jeg forstod, at hans nåde er nok – hans
kraft bliver fuldkommen i min svaghed.
Jeg lærte, at lydighed er vejen til velsignelse. Og det er så meget lettere at
adlyde nu, fordi jeg ved, at jeg er afhængig af ham i alle ting. Helligholdelse
af sabbatten har lært mig at tage imod Guds kærlighed i en ny dimension.“
Det er grunden til, at Gud indstiftede sabbatten! Da Gud havde fuldført
skaberværket, hvilede han fra sit arbejde for at fejre sit værk! ”Gud velsignede
den syvende dag og helligede den …” (1 Mos 2,3).
Det hebraiske ord for helligede er ”quadash“. I Bibelen forekommer
ordet første gang i Første Mosebog 2,3. Quadash (helliget) betyder ”at
erklære noget for helligt eller udelukkende til fejring af Guds herlighed.“
(Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words).
Den syvende dag blev adskilt fra ugens andre dage. Den blev erklæret
hellig og skulle udelukkende bruges til hans ære! ”For menneskets skyld“
indstiftede Gud sabbatten ved skabelsen. Adam og Eva var de eneste mennesker
på jorden på det tidspunkt. Gud skabte en bestemt tidsenhed i
ugen, den syvende dag, som han ville fejre sammen med sin nye familie
og fuldt og helt udvikle forholdet mellem ham som skaber og mennesket
som et skabt væsen.
Jeg forstår ikke, hvorfor kristne viger tilbage fra at tro på, at Gud indstiftede
sabbatten ved skabelsen. Holdningen er anderledes, når det gælder
ægteskabet. De fleste kristne anerkender, at Gud indstiftede ægteskabets
hellighed i Edens have.
På samme måde var det, at ”Gud velsignede den syvende dag og helligede
den“. Samtidig velsignede og helligede han også ægteskabet med ordene:
”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru,
og de bliver ét kød.“ (1 Mos 2,24).
Har du nogen sinde hørt nogen påstå, at ægteskabet ikke eksisterede
før Sinaj bjerg, eller at ægteskabet kun var for jøder? Det giver ikke nogen
mening!
Mellem beretningen om Adams og Evas ægteskab og beretningen om
Sinaj bjerg finder vi ikke nogen specifik befaling vedrørende ægteskabet. I
Det Nye Testamente bliver Guds ord fra det første ægteskab gentaget eller
henvist til ved tre anledninger (Mark 10,8; 1 Kor 6,16; Ef 5,31).
Hele den kristne verden anerkender, at ægteskabet var Guds gave til os
ved skabelsen. Hvorfor bruger man ikke den samme bevisførelse, når det
gælder sabbatten? Der er ikke nogen grund til at tro, at det første ægtepar
ikke fortsatte med at nyde Herrens velsignede og hellige dag hver uge?
Det var med førstehåndsviden, at Jesus udtalte, at sabbatten blev til
”for menneskets skyld“. Faderen, Sønnen og Helligånden arbejdede sammen
om skabelsen. Kristus vidste, at han havde velsignet og helliget den
syvende dag som en særlig gave til sine skabte væsener. Han skabte den
for menneskets skyld – ikke for sin egen. Og der er intet, der blot antyder,
at han satte sabbatten i venteposition, indtil Moses og den jødiske nation
kom på banen.
DER SKAL TO PARTER TIL EN AFTALE
Vi må huske på, at selv om Gud havde stiftet en evig pagt om frelse ved
tro med Abraham, så bekræftede han pagten med patriarkens søn, ”fordi
Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og
mine love“ (1 Mos 26,5). Gennem hele Bibelen, kæder Skriften alle disse
beskrivelser sammen med Guds ti bud, moralloven.
Gud holder sin pagt med dem, der holder pagten med ham – med dem,
der elsker ham og holder hans bud (5 Mos 7,9; Dan 9,4; Neh 1,5).
Der er ingen logisk grund til at antage, at de bud, som Abraham holdt,
på nogen måde adskilte sig fra dem, som Gud gav Moses på stentavlerne.
Hvordan kan et oprigtigt menneske påstå, at den lov, som Abraham, Isak
og Jakob adlød, ikke indbefattede sabbatsbudet?
Jeg opfordrer dig til at huske, hvordan Gud behandlede Israel. Da Israel
drog til Ægypten, drejede det sig kun om halvfjerds personer, der sluttede
sig til Josef. Medens de var i Ægypten, havde Gud gjort dem så talrige
som himlens stjerner (5 Mos 10,22). Men det, der begyndte som et liv i
overflod, blev snart forvandlet til et liv i trældom.
74 DE TI BUD UNDER ANGREB FOR MENNESKETS SKYLD
75

I flere hundrede år med fangenskab havde Farao gjort det umuligt for
Israel at holde Guds lov, som var blevet overleveret til dem gennem deres
forfædre. Lad os se på, hvad Gud sagde til Moses i ørkenen, efter at Gud
havde ført folket ud af Ægypten.
”Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket
gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve
og se, om de følger min lov eller ej.“ (2 Mos 16,4). Spørgsmålet er – hvilken
lov henviser Gud til her?
Moses forklarede det for folket, da han sagde: ”Seks dage skal I samle
det. Den syvende dag er det sabbat; da er der ikke noget.“ Der var nogle,
der hånede Moses for hans ord. De gik ud for at samle mad på den syvende
dag, men måtte vende hjem med tomme kurve.
Lad os se på Herrens svar: ”Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger
og love? I må indse, at Herren har givet jer sabbatten; det er derfor,
han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Bliv, hvor I er! Ingen må gå
hjemmefra den syvende dag.“
Folket tog Guds mishag over bruddet på sabbatsbudet alvorligt, og de
begyndte at hvile på den syvende dag (2 Mos 16,26-30).
Hvis vi undersøger Israels folks historie, finder vi, at Gud befalede Israel,
som han havde udfriet, at holde sabbatsbudet, længe før de kom til
Sinaj. Det var efter denne begivenhed, at de fik vand fra klippen, at de
sejrede over amalekitterne, og at Jetro rådede Moses til at indføre et ledelsessystem,
som kunne aflaste den overbebyrdede leder. Nogen tid efter
kom de til Sinaj.
Læg mærke til, at Gud udtrykte sit ønske om at ”sætte dem på prøve“ og
se, om de ville følge hans lov eller ej. Det var før Moses forklarede for dem,
at det drejede sig om sabbatten, og før Gud gav Moses de ti bud på Sinaj
bjerg. Er det så ikke logisk, at den hellige sabbatsdag, som blev indstiftet
ved skabelsen, var blevet overleveret fra generation til generation?
Bibelen siger: ”Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten
skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren.“ (Es 66,23).
Det er naturligt, at vi har en ugentlig dag til tilbedelse på den nye jord –
en dag, hvor vi kan samles og være sammen med vor Herre og hinanden,
som vi også gør det her på jorden. Det giver faktisk ikke mening, at Gud
først velsignede og helligede sabbatten, derefter afskaffede den for en tid,
genindførte den for jøderne, atter bortskaffede den, for igen at indføre
den, når alle mennesker skal komme for at tilbede på den nye jord.
Er det ikke logisk at tro, at den syvende dag, som Gud velsignede og
helligede, er en evig pagt, som Gud i sin kærlighed har stiftet med sit folk.
Gud stadfæstede sine bud ved at skrive dem med sin egen finger på
to stentavler (Vidnesbyrdets tavler). Han befalede, at de skulle opbevares
på et sikkert sted, i hans pagts ark, hans trone, i det allerhelligste i templet.
Hvor finder vi Guds pagts trone i dag? ”Og Guds tempel i himlen blev
åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel…“ (Åb 11,19). Tror du
ikke, at den virkelige ark i himlen indeholder det samme som den symbolske
ark på jorden, der var bygget efter det himmelske forbillede?
Det er interessant at lægge mærke til, at da Gud skrev de ti bud på
stentavlerne, var det kun det fjerde bud (sabbatsbudet), han begyndte med
ordet ”HUSK“. Hvorfor bruge netop ordet ”HUSK“ om det bud, som
mange kristne kirker ønsker at glemme?
Lad os se på en oversigt over Bibelens vidnesbyrd om sabbattens gyldighed,
og hvorfor vi ikke skal glemme det, der er skabt for vor skyld, og som
Gud har bedt os huske.
1 Gud indstiftede sabbatten ved skabelsen. Han velsignede og helligede
den syvende dag. Her har vi oprindelsen til den ugentlige cyklus
(1 Mos 2,2-3).
2 Gud skabte sabbatten for menneskets skyld (Mark 2,27). Adam og
Eva var de eneste mennesker i Edens have. Hvis Gud havde skabt
sabbatten for deres skyld, må de have holdt sabbatten og nydt samværet
med ham på disse dage. Måske især efter deres skæbnesvangre
fald. Sabbatten var den eneste dag, hvor de kunne lade det hårde
arbejde ligge og endnu engang nyde hvilen i deres forløser.
3 Abraham og hans efterkommere holdt Guds bud, også den syvende
dags sabbat (1 Mos 26,4-5).
4 Gud befalede Moses og Israels børn at holde sabbatsbudet, før han
gav dem de ti bud på stentavlerne (2 Mos 16,4.26-30).
5 Gud stadfæstede sine ti bud – skrevet med hans egen finger på stentavler
– for at fremhæve deres guddommelige betydning for Israels
børn, som under deres fire hundrede år lange fangenskab havde
76 DE TI BUD UNDER ANGREB FOR MENNESKETS SKYLD
77

mistet vidnesbyrdet om budenes universelle betydning. Gud lagde
særlig vægt på at huske hans syvende dags sabbat (2 Mos 20,8-11).
6 Jesus – Kongernes Konge og Herrernes Herre – gav os sit eksempel.
Medens han var på jorden som Menneskesønnen, var det hans sædvane
at holde sabbatten ved at gå til gudstjeneste (Luk 4,16).
7 Da Jesus profeterede om de begivenheder, som skulle finde sted fyrre
år efter hans død (Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr.), bekræftede
han den kendsgerning, at hans efterfølgere stadig ville helligholde
den ugentlige sabbat (Matt 24,20).
8 Jesus sagde, at han ikke var kommet for at ødelægge loven, men for
at opfylde den i åndelig betydning. Han erklærede, at førend himmel
og jord forgår, skal ikke det ”mindste bogstav eller en eneste tøddel“
forgå af loven (Matt 5,17-18).
9 Kristi disciple holdt loven efter korsfæstelsen (Luk 23,56; ApG
13,14.42-44; 16,13; 18,4). I Det Nye Testamente (nedskrevet i indtil
60 år efter Jesu død) nævnes der intet om forandring eller afskaffelse
af sabbatsbudet.
10 Den gamle pagt indbefattede de ti bud (2 Mos 24,4.7-8; 5 Mos
31,24-26).
11 Den nye pagt indbefatter de ti bud (Jer 31,31-33; Hebr 8,8.10).
12 Alle mennesker – hele den frelste skare – vil fejre sabbatten i al evighed
på den nye jord (Es 66, 22-23).
GUD ER STADIG DEN SAMME
Det giver mig forvisning at vide, at Gud er uforanderlig (Matt 3,6; Hebr
13,8). En af de største lektier, jeg har lært i mit liv, er, at målrettethed er
med til at udvikle tillid. Hvis jeg kan stole på en persons ord, kan jeg stole
på den person.
Gud sagde: ”Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har
lovet.“ (Sl 89,35). Gud havde ikke til hensigt at ændre den lov, som repræsenterer
hans kærlige natur og udtrykker hans fuldkomne vilje. Jeg ved, at
jeg ubetinget kan stole på hans ord, for han taler altid sandt.
Sabbattens herre har lovet at sende os Helligånden, hvis vi vandrer i lydighed
mod ham. ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen,
og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.“
(Joh 14,15-16).
Kristus, vor ophøjede frelser, giver os anger og tilgivelse for vore synder.
Han giver også Helligånden til dem, der adlyder ham.
”Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at
give Israel omvendelse og syndsforladelse. Og vi er vidner om dette, vi og
Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ (ApG 5,31-32).
Hvor godt kender vi egentlig denne kærlighedens Gud, den hellige og
retfærdige Gud, som har skabt universet? Den, der bekender sig til at kende
ham uden at holde hans bud, kalder Bibelen en løgner.
”Den, der siger: ”Jeg kender ham,“ men ikke holder hans bud, er en
løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord,
i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham.
Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han
levede.“ (1 Joh 2,4-6).
Ønsker du af hele dit hjerte, at Guds kærlighed skal blive fuldendt i
dig? Er det dit højeste ønske at bo i Kristus og kende Herren gennem personlig
erfaring? Så vil du komme til Gud med den samme ydmyghed, som
Kristus havde.
”Se, jeg er kommet –
i bogrullen er der skrevet om mig –
jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
din lov er i mit indre.“
Sl 40,8-9 (se også Hebr 10,7)
Vil du følge Bibelens råd og vandre i hans fodspor, følge Guds ti bud og
ære den syvende dags sabbat (lørdag), som han har givet dig som en særlig
gave?
Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund vil blive
udgydt over dig på en ny og fantastisk måde, når du hver uge fejrer den
dag, som Herren har skabt for din skyld!
78 DE TI BUD UNDER ANGREB FOR MENNESKETS SKYLD
79

80 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 81
8
Det er ingen hemmelighed –
den katolske kirke erklærer sig
ansvarlig for ændringen
Lad os undersøge nogle af de påstande og kommentarer, som den katolske
kirke har offentliggjort. Personligt er jeg uenig med hensyn til den autoritet,
som denne kirke påberåber sig som sit eksistensgrundlag. Samtidig vil
jeg gerne påpege, at det er min overbevisning, at Gud har sine børn i alle
kirker – også den romersk katolske kirke. Gud ser på hjertet og dømmer
mennesker efter deres oprigtighed. Jeg har mange gode katolske venner,
som er gudhengivne kristne. Jeg har også mange oprigtige kristne venner
blandt protestanter, som helligholder søndagen. Jeg er uenig med dem, når
det gælder spørgsmålet om sabbatten, men Gud har ikke udnævnt mig til
dommer.
Formålet med dette kapitel er at præsentere det pavelige systems påstande
om søndagshelligholdelse og protestantisme.
Den protestantiske reformation har sine rødder i den sene middelalder,
da reformatorerne John Wycliffe og Jan Hus satte sig op imod korruptionen
i den romersk katolske kirke. Men det var den katolske munk Martin
Luther, som med sin reform i det sekstende århundrede rystede pavemagten.
SOLA SCRIPTURA – BIBELEN ALENE
Luther var plaget af tvivl, når det gjaldt Guds kærlighed og sin egen frelse,
og søgte i Skrifterne for at komme ud af sin åndelige krise. Han opdagede
den store sandhed i Bibelen om retfærdiggørelse og frelse af nåde ved
tro. Da Luther slog de 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, blev det
startskuddet til den protestantiske reformation, som fejede hen over landet
med råbene ”Sola Sciptura“ – Bibelen og Bibelen alene!

I dag er der sprækker i protestantismens lære om Bibelen alene. Den
historiske definition på protestanter er, at det er dem, der protesterer mod
pavens ultimative krav, når det gælder autoritet over alt, hvad der angår
troen på Gud. Vi tilhører dem, der tror på Bibelen og accepterer dens absolutte
autoritet som Guds ord.
Det er i hvert fald sådan, det burde være. Vidste du, at den katolske
kirke gør opmærksom på, at protestanter, der helligholder søndagen, ikke
holder sig til Skriften? Følgende citat af pastor John O’Brien vækker til
eftertanke:
”Men da lørdag, ikke søndag, er udpeget (som Herrens sabbat) i Bibelen,
er det så ikke besynderligt, at ikke-katolikker, som bekender sig til, at
deres tro er baseret på Bibelen og ikke på kirken, holder søndag i stedet for
lørdag? Ja, selvfølgelig er det inkonsekvent, men forandringen blev foretaget
omkring femten hundrede år, før protestantismen blev født.
De (protestanterne) har fortsat iagttaget denne skik, selv om den hviler
på den katolske kirkes autoritet og ikke på en bestemt tekst i Bibelen.
Denne helligholdelse forbliver en påmindelse om moderkirken, hvorfra
ikke-katolske sekter brød ud ligesom en stor dreng, der løber væk fra sin
mor, men stadig har et billede eller en hårlok fra hende i lommen“ (The
Faith of Millions, s. 421,422).
MED HVILKEN RET HAR MAN ÆNDRET GUDS SABBATSDAG?
Det er ingen hemmelighed! Den katolske kirke hævder, at den har overført
sabbattens, lørdagens, hellighed til søndagen.
”Naturligvis hævder den katolske kirke, at den foretog forandringen.
Og denne handling er beviset på dens kirkelige magt og autoritet i religiøse
anliggender“ (Faith of our Fathers, s. 14, C. F. Thomas, Charcellor of
Cardinal Gibbons). Denne lære findes i udstrakt grad i kirkens katekismer
samt i andre kirkelige skrifter.
Det efterlader helt naturligt spørgsmål som: Med hvilken ret påstår pavemagten,
at den har lov til at forandre Guds bud? Er det sandt, at de
kristnes helligholdelse af søndagen udelukkende bygger på pavens ord?
De fleste protestanter, som jeg har talt med, tror, at der må findes en
begrundelse i Skriften for helligholdelse af søndagen i stedet for Herrens
sabbat. Nogle af de præster, jeg har mødt, prøver efter bedste evne at finde
støtte i Skriften.
Andre kirkesamfunds ledere har også udtalt sig om sabbatten. Den store
leder af baptistkirken, dr. E. T. Hiscox, forfatter af ”Baptist Manual“, siger
følgende om sabbatten:
”Der var og er en befaling om at holde sabbatsdagen hellig, men den
sabbatsdag var ikke søndag. Det siges ganske ligefremt og med en vis stolthed,
at sabbatten blev overført fra den syvende dag til den første dag i ugen
med alle dens krav og privilegier.
Efter at have studeret emnet i mange år med et oprigtigt ønske om at
finde information herom spørger jeg, hvor finder man vidnesbyrd om en
sådan forandring? Absolut ikke i Det Nye Testamente. Der er intet skriftligt
vidnesbyrd om forandring af sabbatten fra den syvende til den første
dag i ugen.“
I en prædiken ved et stævne for baptistpræster, kom dr. Hiscox med følgende
udtalelse:
”For mig synes det ubegribeligt, at Jesus i løbet af de tre år, hvor han
ofte talte med sine disciple om sabbatshelligholdelse, dens forskellige
aspekter, fjernelse af det falske svøb (jødisk tradition), aldrig antydede nogen
som helst forandring af selve dagen. Der er heller ikke nogen som
helst antydning af noget sådant i perioden på de fyrre dage efter hans
opstandelse.
Så vidt vi ved, beskæftigede Ånden, som skulle minde dem om alle de
ting, Jesus havde sagt til dem, sig heller ikke med dette spørgsmål. Heller
ikke de inspirerede apostle, som prædikede evangeliet, grundlagde menigheder,
gav råd og undervisning, diskuterede eller beskæftigede sig med
emnet.
Naturligvis ved jeg udmærket, at søndagen blev indført i den tidlige
kristenheds historie som en religiøs dag, som vi læser om det hos de kristne
kirkefædre og andre kilder. Men hvor er det en skam, at den dukker op
med hedenskabets stempel, døbt med solgudens navn, herefter antaget og
helliget af den frafaldne pavemagt for endelig at blive overgivet til protestantismen
som en hellig arv“ (New York Examiner; 16. nov., 1893).
D. L. Moody fra Moody Bible Institute skrev: ”Sabbatten var bindende i
Eden og har stået ved magt lige siden. Det fjerde bud begynder med ordet
”husk“ og viser, at sabbatten allerede eksisterede, da Guds skrev loven på
stentavlerne ved Sinaj. Hvordan kan mennesker påstå, at dette ene bud er
82 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 83

levet afskaffet, mens de godtager, at de andre ni stadig gælder?“ (Weighed
and Wanting, s. 47).
"Jeg tror oprigtig talt, at dette bud (det fjerde eller sabbatsbudet) er lige
så bindende i dag, som det altid har været. Jeg har talt med mennesker,
som har sagt, at det er blevet afskaffet, men de har aldrig været i stand til
at udpege et sted i Bibelen, hvor Gud har forandret det. Da Kristus var
på jorden, gjorde han intet for at feje det til side. Han befriede det for de
bånd, som farisæerne og de skriftkloge havde lagt på det, og gav det den
rigtige plads. ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket
for sabbattens skyld.“ Den er lige så hensigtsmæssig og nødvendig for
mennesker i dag som førhen – faktisk mere end nogen sinde, fordi vi lever
i en meget intens tid.“ (Weighed and Wanting, s. 46).
Jeg kunne komme med citater fra næsten alle søndagshelligholdende
protestantiske organisationers historiske skrifter, som klart erkender, at
man ikke finder støtte for søndagshelligholdelse i Skriften. Forskellige kirkesamfunds
forskere, som har studeret sabbatsspørgsmålet, er enige.
”Det hellige navn for den syvende dag er sabbat. Denne kendsgerning
er så tydelig, at den udelukker diskussion … (2 Mos 20,10 citeret) …
Hvad det angår, har Ordets tydelige lære været godtaget til alle tider …
Disciplene forbandt ikke en eneste gang sabbatsbudet med ugens første
dag – den dårskab hører en senere tid til, ej heller foregav de, at den første
dag havde erstattet den syvende.“ (Southern Baptist Joseph Judson Taylor,
The Sabbath Question, s. 14-17,41).
Det var Gud, der satte sin autoritets segl på den hellige syvende dag,
sabbatten. På samme måde som en jordisk monarks segl angiver navn, titel
og territorium, således er det samme indeholdt i det fjerde bud:
”Husk sabbatsdagen og hold den hellig … Den syvende dag er sabbat
for Herren din Gud … For på seks dage skabte Herren himlen og jorden
og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han.
Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.“ (2 Mos 20,
8-11). Gud satte sit ”segl“ på sabbatten, idet budet, der vedrører hviledagen,
er det eneste af de ti bud, som indeholder både lovgiverens navn og titel.
Det er det eneste bud, der fortæller under hvis autoritet, loven er givet.
”I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer,
slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer.“
(2 Mos 31,13).
De tidlige kristne anerkendte Guds tegn på autoritet. I det første
århundrede af kirkens historie finder man ikke sabbatsspørgsmålet diskuteret.
Men i de følgende tre til fire hundrede år er der mange optegnelser
om en sådan debat.
Kirkehistorien fortæller, at den romerske magt prøvede at udslette Guds
sabbatsbud. Der var stor modstand mod et skift fra sabbatshelligholdelse
til søndagshelligholdelse blandt trofaste troende. Men den romersk katolske
pavemagt vidste, hvordan man kunne overvinde denne modstand.
Laodikæakoncilet, 364 e.Kr., vedtog en lov (Canon XXIX), som kom
med følgende dekret: ”Kristne skal ikke gøre sig til jøder og gå ledige om
sabbatten, men skal arbejde på den dag; Men Herrens dag skal de ære på
en særlig måde, og som kristne skal de, hvis det er muligt, ikke gøre noget
arbejde på denne dag. Men hvis de fraterniserer med jødedommen, skal
de lukkes ude fra Kristus.“ (Charles J. Hefele, A History of the Christian
Counsels, vol. 2, s. 316).
Udsendelsen af dette dekret viser to ting. For det første, at de kristne
stadig tilbad på sabbatten over tre hundrede år efter Kristi himmelfart.
Det var grunden til, at den romersk katolske kirke måtte gå imod dem.
For det andet var pavemagten i Rom parat til at undertrykke dem, som
hellere ville følge Guds befaling end menneskers.
Historikere beretter, at der var dødsstraf for at overtræde denne lov og
tilbede om sabbatten. Mange blev martyrer, medens andre gav efter for at
redde livet. Vil historien gentage sig?
Hvem er ansvarlig for denne strid – om den menneskeskabte tradition
– helligholdelse af søndagen? Satan havde sat sig for ved hjælp af menneskelige
repræsentanter at ødelægge tegnet på Guds autoritet – Herrens
hellige sabbatsdag.
Satan ønsker at blive ”lige med den Højeste“ (Es 14,14). Lige siden vor
ærkefjende fristede Eva i Edens have, har han arbejde på at bringe tvivl og
vantro ind i Guds ord i et forsøg på at finde fodfæste i vort liv.
Satan ønsker at gøre søndagen til tegnet på sin autoritet. Gennem manipulation
med den fastsatte dag i Guds bud er det lykkedes ham at bedrage
mange af Guds trofaste børn og få dem til at tilbede på en dag, som kun
er autoriseret gennem hans indflydelse på et religiøst system – et system,
som er en hån mod protestanter.
84 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 85

Kildetekster, der kaster yderligere lys over emnet:
22. maj, 1954
Thomaston, Georgia
Pave Pius XII, Rom, Italien
Højtærede!
Er den anklage, som protestanterne anklager Dem for, sand?
Man siger, at De har forandret den syvende dags sabbat til den
såkaldte kristne søndag: identisk med ugens første dag. Hvis det er
tilfældet, hvornår foretog De så denne forandring og med hvilken
autoritet?
Ærbødigst Deres
J. L. Day
Svar:
THE CATHOLIC EXTENSION MAGAZINE
180 Wabash Ave., Chicago, Illinois
(Med Pave Pius XII’s velsignelse)
Kære - !
Når det gælder ændring af helligholdelse af den jødiske sabbat til den
kristne søndag, vil jeg henlede Deres opmærksomhed på følgende
kendsgerninger:
(1) Protestanter, som accepterer Bibelen som den eneste vejviser, når
det gælder tro og religion, bør under alle omstændigheder gå tilbage
til helligholdelse af sabbatten. Den kendsgerning, at de ikke gør det,
men tværtimod helligholder søndagen, stempler dem i ethvert tænkende
menneskes øjne.
(2) Vi katolikker anerkender ikke Bibelen som eneste grundlag for
vor tro. Ud over Bibelen har vi den levende kirke som rettesnor og
vejleder. Vi siger, at denne kirke, grundlagt af Kristus til at vejlede og
føre mennesker gennem livet, har ret til at forandre Det Gamle Testamentes
ceremonilove, og derfor accepterer vi dens ændring af sabbatten
til søndag. Vi siger frimodigt - ”ja“, kirken har foretaget denne
ændring, skabt denne lov på lige fod med mange andre love, f.eks.
fredagsafholdenhed, cølibat for præstestanden, loven om blandede
ægteskaber, reglerne for katolske ægteskaber og tusinder af andre love.
(3) Vi siger også, at blandt alle protestanter er syvende dags adventisterne
den eneste gruppe, som ræsonnerer korrekt og ikke er i modstrid
med sin egen lære. Det er lidt grotesk at se de protestantiske
kirker, fra talerstolen og i lovgivningen, stille krav om helligholdelse
af søndagen, når der ikke står noget om det i Bibelen.
Med de bedste ønsker
Peter R. Tramer, redaktør
Det er egentlig ejendommeligt, at protestanter, som bekender sig til at
følge Bibelen og Bibelen alene, går ind for søndagshelligholdelse. Katolikker
finder det grotesk, fordi dette standpunkt ikke har grundlag i Skriften.
Mange protestanter siger: ”Gør det nogen forskel? Jeg bruger i hvert fald
en dag på at tilbede Herren!“ Andre siger: ”Jeg holder alle dage hellige.“
Det, der mangler i den argumentation, er, at Gud velsignede og helligede
den dag – ikke de andre dage. Guds definition på helligholdelse af
en dag er, at man lægger dagligdagens arbejde til side (2 Mos 20,8-11),
afholder sig fra at købe og sælge (Neh 10,32; 13,15-22) og fokuserer på
ham som vor glæde (Es 58,13-14).
Set med Herrens øjne kan ingen holde alle dage hellige! Kun Gud kan
velsigne og hellige en dag og erklære den helliget til ham – som han gjorde
med sabbatten, da han kaldte den ”min hellige dag“.
Guds tanker er højere end vore. Det giver ikke altid mening for os. Husker
du beretningen om Na’aman, hærføreren for den syriske hær, som var
ramt af spedalskhed? Beretningen står i Anden Kongebog kap. 5.
Da Herrens profet, Elisa, gav ham besked på, at han kunne blive helbredt,
hvis han syv gange dykkede ned i Jordanflodens mudrede vand,
følte Na’aman sig holdt for nar. Det lykkedes dog hans tjenere at overbevise
ham om, at det aldrig kunne skade at følge denne anvisning.
86 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 87

Na’aman har sikkert følt sig lidt underlig både første og anden gang,
han dykkede ned i floden. Bedre var det ikke sjette gang, for der sås stadig
ingen forandring. Hvad ville der være sket, hvis han havde givet op på
dette tidspunkt? Han standsede heldigvis ikke, men dykkede også den
syvende gang – og pludselig var han helbredt.
Hvorfor? Fordi Gud på forhånd havde sagt, at han ville velsigne efter
den syvende dukkert. Gud velsigner altid den, der følger hans anvisninger.
”Husk sabbatsdagen og hold den hellig … den syvende dag er sabbat for
Herren din Gud,“ lyder anvisningen fra Gud, når det gælder hviledagen.
Sabbatten skulle være en dag, hvor mennesker kunne vise deres lydighed
mod Gud. Derved bliver dagen et ydre tegn på, hvem der får lov til at
styre vort liv.
Var det Guds mening, at hans sabbat kun skulle være en religiøs forordning?
Nej! Han skabte den som en dag, hvor vi kan fejre samværet med
ham. Dagen er kun et håndgribeligt symbol på, hvem vi anerkender som
den, der har ubetinget autoritet over vort liv.
Det er ikke lige meget. Hvis der er en ting, jeg godt kan lide ved den
katolske kirke, så er det deres standpunkt, at de så klart giver udtryk for,
at brud på sabbatshelligholdelse er en alvorlig sag. De erklærer ganske
korrekt, at overtrædelse af sabbatten er frafald, at vende sig bort fra Guds
sandhed.
Den katolske kirke påberåber sig også ansvaret for ændringen af dagen
for tilbedelse fra den syvende dags sabbat (lørdag) til søndag – som ”tegnet
på dens kirkelige magt og autoritet i religiøse anliggender“. For mig som
protestant er det dybt foruroligende. Giver Skriften kirken autoritet til
at forandre Guds ord eller hans pagts betingelser? Lad os ganske kort se
på følgende råd fra Bibelen, hvor Hebræerbrevets forfatter sammenligner
Guds pagt (testamente) med menneskers testamente.
”For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres;
et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har
nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever.“ (Hebr
9,16-17).
Ligesom den gamle pagt ikke var virksom uden blodet fra en okse, var
de bedre løfter i den nye pagt heller ikke virksomme uden Jesu Kristi blod
udgydt på korset. Ifølge apostlen Paulus kan intet menneske tilføje eller
slette nogen af pagtens betingelser, når den først er indstiftet.
”Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve
eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det
kun er et menneskes.“ (Gal 3,15).
Hvornår erstattede mennesker Guds syvende dags sabbat med søndag
som dagen for tilbedelse? Historien fortæller klart, at søndagen ikke
blev bragt ind før flere hundrede år efter Kristi korsfæstelse. Hvis intet
kan tilføjes eller ophæves i den pagt, som Kristus bekræftede med sit
eget blod, hvordan kan søndagshelligholdelse så være en del af den nye
pagt?
Den eneste foranstaltning, som blev indført i Det Nye Testamente, til
minde om Kristi opstandelse, er dåben, som han befalede (Matt 28,19).
Paulus forklarer, at vi bliver begravet i dåbens vande, som repræsenterer
Kristi død, og vi står op af vandet som ved hans opstandelse (Rom 6,4-5).
Før sin død indstiftede Kristus nadveren til minde om sin korsfæstelse.
Brødet skulle minde os om hans sønderbrudte legeme, ofret én gang for
alle (Hebr 10,10), til helliggørelse for os. Vinen i bægeret skulle minde os
om hans dyrebare blod, som renser os fra al synd (1 Joh 1,7).
Kristus inkluderede klart dåb og nadver som en del af den nye pagt,
før han bekræftede den med sit blod. Hvis han havde ønsket at forandre
dagen for tilbedelse, der var helliget af Gud, fra lørdag til søndag, ville han
utvivlsomt have gjort det ved den sidste nadver. Men det gjorde han ikke.
Forandringen i hans ”sidste vilje og testamente“ blev foretaget af mennesker
– efter hans død.
Paulus advarer os. ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag,
der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke
på Kristus.“ (Kol 2,8). Med andre ord – afvis enhver forfalskning.
Følgende citat er fra ”MaryOnLine,“ som indtil for nylig stod på den
katolske hjemmeside www.immaculateheart.com. Desværre forsvandt
den, da de lagde deres hjemmeside om. Tidligere havde MaryOnLine
udsendt ”Rome’s Challenge“, en serie artikler offentliggjort i 1893 i The
Catholic Mirror, som fremholdt den katolske kirkes ret til at ignorere
Guds bud og ændre sabbatten fra den syvende dag til den første. For at
underbygge påstanden om, at protestanterne anerkendte pavens autoritet
ved at acceptere den menneskeskabte tradition for søndagshelligholdelse,
havde de også offentliggjort udtalelser fra adskillige protestantiske kirkesamfund,
som erklærede, at Gud aldrig havde ændret sit bud om den syvende
dags sabbat.
88 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 89

Her kommer nogle citater fra den tidligere hjemmeside. MaryOnLine's
redaktører skrev:
”… Udfordringen, der blev sendt ud fra Rom for over hundrede år
siden, står fast: Enten har den katolske kirke ret, eller syvende dags
adventisterne har ret. Der er ingen anden mulighed.
Og hvis man ikke vælger en af siderne, falder hele doktrinen om Sola
Scriptura fra hinanden og med den de søjler, som protestantismen
hviler på. Så står man tilbage med en selvskabt Gud og et selvskabt
sæt trospunkter, som passer til menneskets intention og ikke Skaberens.
Ligesom Satan og Luther før dem har protestanterne forkyndt deres
overbevisning i handling og i tanke, om ikke i ord: Jeg vil ikke underkaste
mig. Udfordringen er der stadig – men alligevel kommer der
ikke noget svar, ikke fra de evangeliske kirker, fra fundamentalisterne
eller de store protestantiske kirkesamfund. Når alt er sagt, er det den
katolske kirkes klare autoritet, som Gud har givet den, der har overtaget
…“
Den katolske kirke har dyb indsigt i emnet om Guds hellige sabbatsdag.
Her kommer endnu et citat fra The Catholic Mirror fra samme hjemmeside:
”… Læren (protestanternes og Bibelens) hævder kategorisk på hver
eneste side, at budet om sabbatten bør overholdes hver eneste uge …
Denne læres disciple har ikke en eneste gang i over tre hundrede år
overholdt den guddommelige forskrift! Den store gruppe af bibeltroende
kristne, metodisterne, har erklæret, at sabbatten aldrig er blevet
afskaffet. … Guds skrevne ord understreger igen og igen, at tilbedelse
hører sabbatten til …
… Trods det at de foregiver at følge Bibelen som eneste lærer, bliver
denne eneste lærer alligevel skændigt sat til side, og den katolske kirkes
lære og skik – ”moder til skøgerne og jordens afskyeligheder“, når
det passer deres (protestanternes) formål med den beskrivelse - bliver
antaget på trods af de skræmmende advarsler udtalt af Gud selv mod
dem, der ikke adlyder budet: ”Husk sabbatsdagen, og hold den hellig.“
Før vi slutter denne serie af artikler, henleder vi indtrængende vore
læseres opmærksomhed på overskrifterne i de enkelte artikler: 1. Den
kristne sabbat, det ægte afkom som et resultat af foreningen mellem
Helligånden og dens ægtefælle, den katolske kirke. 2. Protestantismens
krav på deres andel heri er ubegrundet, selvmodsigende og selvødelæggende.
Den første påstand behøver ikke noget bevis. For over tusind år siden,
før der var en protestant, ændrede pavekirken, med sin guddommelige
mission som baggrund, dagen fra lørdag til søndag …
Da den protestantiske bevægelse dukkede op, havde den kristne sabbat
så stærk en stilling, at dens eksistens ikke kunne tilbagevises.
Kirken følte sig derfor nødsaget til at godtage tingenes tilstand og
antydede dermed, at den billigede kirkens ret til at ændre dagen - for
over tre hundrede år siden. Den kristne sabbat er derfor den dag i dag
det afkom, der var resultatet af den katolske kirkes ægteskab med
Helligånden, uden nogen form for indsigelse fra den protestantiske
verden.
Lad os nu se på vores anden påstand om Bibelen alene som lærer og
vejleder, når det gælder tro og moral. Denne lærer (Bibelen) forbyder
af ufravigelige grunde enhver forandring med hensyn til dagen.
Denne påstand kræver en ”evig pagt“. Befalingen fra læreren om at
holde denne dag er aldrig nogen sinde blevet overholdt, og derved er
der opstået et frafald fra et anerkendt fastsat princip, der er så selvmodsigende,
inkonsekvent og selvødelæggende, som ord kan udtrykke.
Grænserne for demoralisering er ikke nået endnu. Langt fra. Undskyldningen
for at forlade den katolske kirke var frafald fra sandheden,
som den står i det skrevne ord.
90 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 91

De antog det skrevne ord som deres eneste læremester. Ikke så snart
havde de gjort det, før de straks forlod det, som disse artikler til overmål
har vist; og med en perversitet, der er lige så bevidst som fejlagtig,
accepterer de den katolske kirkes lære i direkte modstrid med den
enkle, faste og konstante lære fra deres eneste læremester i deres religions
vigtigste doktrin, hvorved de lægger eftertryk på den situation,
som passende kan betegnes som ringeagt, svig og bedrag.“
Det er en meget drastisk udtalelse. Den alvorlige sandhed i deres anklage
mod protestanterne, der accepterer forandringen til søndag og ”derved
udvikler frafald“, er korrekt. Sabbatshelligholdelse handler om loyalitet
mod Gud. I dette tilfælde er jeg enig med den katolske kirke – ifølge Bibelen
er bruddet på sabbatten frafald.
I virkeligheden er det Satans strategi for at skabe adskillelse mellem
Gud og mennesker. Kan du se, hvordan Satan prøver at indsætte tegnet på
sin autoritet ved at ophøje det falske over Guds ords sande sabbat?
Det er mit håb, at jeg ud fra Skriften kan påvise, at mange kristne er
blevet vildledt af Satans lære. Ganske ubekymret kalder vi det en menneskeskabt
tradition.
I sin store nåde bar Gud over med vor uvidenhed i svundne tider. ”Efter
at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker,
at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da
han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som
han har bestemt dertil … ” (ApG 17,30-31).
Den sovende menighed skal vækkes til sandheden om Herrens dag!
Dette kapitel kan ikke slutte på nogen bedre måde end med dette citat fra
Catholic Mirror, december 1893:
”Forstand og sund fornuft kræver, at vi accepterer et af de to alternativer:
enten protestantismen med helligholdelse af lørdagen, eller katolicismen
med helligholdelse af søndagen. Kompromis er umuligt.“
92 DET ER INGEN HEMMELIGHED
GLÆDE OVER HELLIGGØRELSEN
9
Glæde over helliggørelsen
Har du nogen sinde spekuleret på, hvordan man kan vide, hvad der er
Guds vilje? Bibelen giver et meget enkelt svar. ”For dette er Guds vilje, at
I skal helliges …“ (1 Thess 4,3).
Hvad betyder helliggørelse for os i hverdagen? Hvis det er Guds vilje for
os, er det vigtigt, at vi virkelig forstår, hvad det betyder. Hvordan opnår
vi det? Hvordan genkender vi det, når vi oplever det? Hvad har det med
sabbatten at gøre?
Kristne bruger ofte ordet ”helliggørelse“ uden at have en klar forståelse
af, hvad det betyder i deres liv.
At blive ”helliggjort“ betyder at blive ”sat til side“ for Guds herlighed
– at blive adskilt fra verdslige ting og onde handlinger. Et synonym for
helliggørelse er at blive gjort hellig.
Når Guds hellige Ånd – Helligånden – lever i os og leder os, kan vi
være sikre på, at Gud arbejder i os, så vore handlinger og personlige adfærd
reflekterer hans søns hellighed.
Apostlen Peter fortæller os, at fordi vor himmelske Fader er hellig, skal
vi – som hans børn – være hellige i alle ting. Gud ønsker ikke, at vi skal
lide under syndens følger. Derfor siger han: ”I skal være hellige, for jeg er
hellig.“ (1 Pet 1,15-16).
Foruroliger emnet om hellighed dig? Måske skyldes det, at du kommer
til at tænke på det, man i den kristne verden kalder hellighedsbevægelsen.
Den har sædvanligvis sit udspring i et ærligt ønske om at komme
Gud nærmere, men mange hellighedsbevægelser har skadet Guds omdømme.
Det er let at forstå hvorfor. Vi er tilbøjelige til at fokusere på ydre ting og
finde på regler, som begrænser vor forståelse af hellighed. Desværre resulterer
det ofte udelukkende i kold legalisme, tom snak og hykleri.
93

HELLIGGØRELSE ~ HYKLERI
Farisæerne blev indfanget af alt det ydre. De blev forfængelige, selvretfærdige,
fordømmende og hykleriske. De gik omkring med en religiøs stolthed
og en holdning, der sagde: Jeg er bedre end dig.
Jesus kaldte dem hyklere og sammenlignede dem med ”kalkede grave“
(Matt 23,27). I det ydre så de rene ud – indeni var de fordærvede. Sand
hellighed har rod i ydmyghed og viser det samme sind som vor herre og
frelser, Jesus Kristus (Fil 2,5-8).
Gud ser ikke på det ydre, men på det indre (1 Sam 16,7). Menneskelige
anstrengelser alene kan ikke skabe et helligt hjerte. Det bedste, vi kan
gøre, er at overgive kontrollen med vort liv til Gud.
Vi må lade ham udvirke sin vilje i os, idet han forener os med Kristus.
Hellighed er en frugt, som kun kan udvikle sig, når vi er forenet med
Kristus.
Når forsoningen i Kristus er en realitet for os, udøser Gud sin kærlighed
og kraft over os gennem sin Helligånd. Gud giver os kraft til at reagere
med hellig retfærdighed – og gøre ret. Når vi har et personligt forhold til
Kristus, er vi ikke længere magtesløse over for synden.
Som Paulus siger, må vi anerkende, at vi er blevet befriet fra synden. I
får ”den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv“ (Rom 6,22).
De fleste af os er bekendt med læren om retfærdiggørelse ved tro. Den
gode nyhed er, at helliggørelse også sker ved tro. Helliggørelse er den Guds
gerning i os, som gør os retfærdige!
Det er Gud, som har adskilt os fra det onde. Det er Gud, som arbejder
i os og gør os hellige. Når vi arbejder sammen med Kristus, giver han os
del i sit liv og forvandler os til sit billede. I virkeligheden siger Paulus, at
Kristus i os er ”herlighedens håb“ (Kol 1,27).
Kristi liv renser os indefra. Når hans gerning bliver fuldført i vort liv, får
vi kraft til at vandre i hans fodspor.
Bibelen taler tydeligt om vor afhængighed af Gud, når det gælder hellighed:
• Kristus er vor helligelse (1 Kor 1,30).
• Vi bliver helliget ved Jesu Kristi legeme – ofret én gang for alle (Hebr
10,10).
• Vi bliver helliget ved Kristi blod – pagtens blod (Hebr 10,29; 13,12).
• Vi bliver helliget ved troen på Kristus (ApG 26,18).
• Vi bliver helliget ved Gud Fader og bevaret i Jesus Kristus (1 Thess
5,23; Jud 1,1).
• Vi bliver helliget ved Guds sandhed, den hellige bibel (Joh 17,17;
Ef 5,26).
• Vi bliver helliget ved Helligånden (2 Tess 2,13; 1 kor 6,11)
• Vi bliver helliget ved Ånden til lydighed (1 Pet 1,2).
Der dukker ordet op igen – lydighed. Vi spiller en aktiv rolle i helliggørelsens
vækst. Paulus sagde, at vor del er at vende os fra synden og blive ”et
redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendeligt til alt
godt arbejde“ (2 Tim 2,21). Lydighed fører til retfærdighed (Rom 6,16).
Med Kristus som lærer vil vort sind blive fornyet. Vi vil opgive vor tidligere
livsførelse og iføre os ”det nye menneske, skabt i Guds billede med
sandhedens retfærdighed og fromhed“ (Ef 4,20-24).
Jeg sætter stor pris på den balance, der findes i Paulus’ skrifter. På den
ene side fremholder han løftet om Gud, der udvirker helliggørelsen i vort
liv, og på den anden side opmuntrer han os til at gøre vor del og samarbejde
med Gud. Helliggørelse er ikke bare noget, som Gud gør i os – det er Kristi
liv, der arbejder i os. Hellighed er, hvad vi er, når vi helt og fuldt har overgivet
os til Herren. Det er en tilstand, som Gud skaber i os, når vi accepterer
hans målestok i vort liv og uden forbehold vælger at følge Kristus.
I hverdagen betyder det, at vi må praktisere det liv, som han har skabt i
os. Det er en kamp, som giver os vækst og styrke.
Paulus sagde: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse.“ Men han
fremhæver, at vi ikke skal forsøge at gøre det i egen kraft. ”Trofast er han,
som kalder jer; han vil også gøre det.“ (1 Thess 5,24). ”For det er Gud, der
virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.“ (Fil 2,13). Når han
giver os sin hellighed, gør han os til et med ham. Når vi har besluttet at
følge ham og give vort liv til hans sag uanset omkostningerne, udvirker
det en naturlig lydighed.
Bøn og bibelstudium er vor kommunikationslinie til Herren. Hvis vort
valg er klart og vor kærlighed ægte, vil kommunikationen ske spontant,
når vi har lært hvordan.
Skriften formaner os: ”Stræb efter fred med alle og efter den helligelse,
94 DE TI BUD UNDER ANGREB GLÆDE OVER HELLIGGØRELSEN
95

uden hvilken ingen kan se Herren. Se til, at ingen går glip af Guds nåde
…“ (Hebr 12,14-15). Når vi stræber efter helligelse, ved vi, at det helt og
fuldt er Herrens værk.
Gud ønsker, at sabbatten skal være et tegn på vor helliggørelse. ”I skal
holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt
efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer.“ (2
Mos 31,13).
Helligholdelse af sabbatten gør vor erfaring til en dyb oplevelse af Guds
herlighed. Sabbatten hjælper os til at gøre brug af hans helliggørende kraft
til tilbedelse af Herren og hans almagt.
Når vi dvæler ved Guds uendelige kærlighed, skænker han os glæde over
frelsen, især når vi tænker på, at det er Gud, som arbejder i os og gør os
hellige. Vi mindes, at uden den pris, han har betalt – Jesu dyrebare blod
– er vi intet. Resultatet er en evig taknemmelighed for hans nåde og den
kærlighed, han har udøst over os gennem Golgata.
Målet med sabbatten er samfund med Gud – en dag, hvor vi af hele vort
hjerte kan koncentrere os om at have samfund med ham. Gud ønsker, at vi
skal kalde hans hellige dag en fryd, ikke en byrde (Es 58,13).
I en verden, hvor tid er en mangelvare, oplever vi, at vi forsømmer nærhed,
hvor nærhed burde have førstepladsen. Sabbatten er en gave med tid
– tid til fuldkomment samvær med Gud og familien – en tidslomme, som
genopretter fred og glæde i vort liv.
Sagde Jesus ikke i Markus 2,27, at han havde givet sabbatten ”for menneskets
skyld“? Gud har givet os en helligdag, en dag, hvor vi er fri for
hverdagens krav. På den dag kan vi lægge verdens krav til side og opnå
både åndelig og fysisk fornyelse fra Herren.
Vor verden er besmittet af synd og ude af kontrol. Og vort åndelige syn
er somme tider sløret. Sabbatten er Guds løsning for at få os væk fra verden
og rette fokus mod det væsentlige. En hel dag, hvor vi sætter vore verdslige
interesser til side og søger glæden i ham.
Herren skabte denne dag som et mindesmærke om hans kærlighed,
hans almagt og den sande hvile, som kun findes i Kristus. Sådan er Guds
plan for os. Når vi fejrer hans godhed på hans helligdag, hengiver vi os til
først at søge Guds rige og hans retfærdighed (Matt 6,33).
”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i
jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær
derfor Gud med jeres legeme!“ (1 Kor 6,19-20).
Sabbatten er en ugentlig påmindelse om, at Kristus betalte prisen for
at købe os fri af syndens lænker. Vi tilhører ham. Han ønsker et nært fællesskab
med os. Han helligede sabbattens timer, så vi kan tilbede ham i
kærlighed og nyde det kristne fællesskab sammen med familie og venner.
Sabbatshelligholdelse er mere end tilbedelse, fællesskab og fysisk hvile.
Det er også en tid, hvor vi kan arbejde sammen med Frelseren og udføre
barmhjertighedsgerninger. Jesus sagde: ”Derfor er det tilladt at gøre noget
godt på en sabbat.“ (Matt 12,12).
Det var ikke Guds mening, at sabbatten skulle have et skilt med ”stop“
og et med ”gå“. Det er forkert at gå i stå på sabbatten og sidde i uvirksomhed
for så at gå i gang, når sabbatten er forbi.
Hvis vi ikke fejrer dagen i sabbattens ånd, bliver vores helligholdelse til
lovtrældom, hvor vi viser både familie og venner et forvrænget billede af
Gud.
Hvordan fejrer vi sabbatten, så den bliver en dag med glæde og lykke?
Der findes ikke nogen masterplan, som man skal følge. Vor sabbatshelligholdelse
skal være fleksibel, så den tilgodeser vort personlige, åndelige
og fysiske behov.
EN FORNUFTIG HELLIGHOLDELSE AF SABBATTEN
Den bibelske omtale af sabbatten viser, at man helligholdt denne fra solnedgang
fredag til solnedgang lørdag.
Dette kunne indebære, at man som enkeltperson eller familie tilrettelægger
ugens arbejde med henblik på at være beredt til at modtage sabbatten,
når den kommer. Evangelisten Markus kalder dagen før sabbatten for
beredelsesdagen. På den dag udføres forberedelserne til den hellige dags
komme.
Jesu eksempel fremsat i evangelierne er basis for min forståelse af, hvordan
helligdagen fejres. Al handel og almindeligt arbejde hører ugens hverdage
til.
Profeten Esajas fik gennem Herren dette budskab til sin samtid og til
alle tider: ”Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på
min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag
ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og
træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren.“ (Es 58,13-14).
Det vil i praksis sige, at rengøring, alle indkøb, forberedelser til
96 DE TI BUD UNDER ANGREB GLÆDE OVER HELLIGGØRELSEN
97

madlavning udføres på beredelsesdagen, så hele familien, eller de mange
enkeltpersoner, rigtig kan fejre Guds sabbatsdag.
Sabbatten indledes og afsluttes med sang, bøn og læsning af Guds ord.
Ved indledningen – i tak for arbejdsugen, der svandt og i bøn om Guds
velsignelse over sabbatsdagen. Ved afslutningen – i bøn om Guds hjælp i
den nye uge.
Der er feststemning over sabbatsdagen, som er en familie- og venskabsdag.
Først og sidst er det en dag med fordybelse i Guds ord, kirkegang og
socialt samvær. Sabbatten skal være en glæde og en åndelig fest.
Som hos profeten Esajas siger vor himmelske Fader stadig: ”Vender I
om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styrke.“
(Es 30,15). Dette smukke løfte genspejler sabbattens ånd. Men desværre
ender Guds ord hos Esajas ikke her. Bedrøvet må Gud tilføje: ”Men I ville
ikke.“
Kan et Guds barn, som ledes af Helligånden, ignorere det eneste bud,
hvor Gud siger HUSK sabbatsdagen, den syvende dag?
Lyt til vor kærlige frelser, når han siger: ”Elsker I mig, så hold mine
bud.“ ( Joh 14,15).
”For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er
ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr,
som har overvundet verden, er vor tro.“ (1 Joh 5,3-4).
Vor kærlighed til Gud er motivet, når det gælder overholdelse af budene.
Kristi kraft i os er drivkraften.
”Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed,
uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus
Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse,
nu og i al evighed! Amen.“ (Jud 24-25).
Amen
98 DE TI BUD UNDER ANGREB
EFTERSKRIFT
Efterskrift
Du har nu studeret sabbatsspørgsmålet. Hvis du mener, at jeg som sabbatsholder
har ramt helt ved siden af, vil jeg være glad for at modtage
beviser fra Bibelen. Hvis du har fundet skriftsteder, som modsiger den
sandhed, som jeg elsker, så vær så venlig at dele dem med mig.
Jeg har studeret dette emne i mange år og har kun det ene ønske, at
sandheden må sejre. Jeg har med iver studeret det fjerde bud, som befaler
os at holde sabbatten hellig. Jeg har, som mange forskere før mig, gentagne
gange undersøgt den hebraiske og græske tekst uden at finde belæg i Skriften
for, at nogen jordisk autoritet har ret til at forandre den dag, som Gud
kalder ”min hellige dag“.
Jeg har undersøgt hvert eneste skriftsted mod det fjerde bud, som jeg
har modtaget, og sammenlignet med teksten på græsk og hebraisk. I hvert
eneste tilfælde har jeg fundet, at Guds lov gælder i dag og fortsat vil gælde
i al evighed.
Må Gud fortsat velsigne os alle i at søge efter en dybere forståelse af hans
vidunderlige og fantastiske kærlighed.
Danny Shelton
99

MERE INFORMATION
Læsere, der har lyst til at vide mere om sabbatten og
de bibelske profetier, er velkomne til at skrive til:
LifeStyleTV, Box 75, 242 21 Hörby, Sverige
tibud@lifestyletv.dk
For flere ekslemplarer af bogen, skriv til: tibud@lifestyletv.dk
Yderligere omtale af emnet kan også findes på:
www.sabbathtruth.com · www.bibleuniverse.com
www.3abn.org · www.vop.com
Der henvises også til flg. danske internetsider:
www.adventist.dk · www.korrespondanceskolen.dk
www.danskbogforlag.dk · www.lifestyletv.dk · www.stenarnaropar.se
OM FORFATTERNE
Danny Shelton er grundlægger af Three Angels Broadcasting
Network (3ABN), et 24-timer religiøst TV- og radionetværk.
I 1984 følte Danny sig tilskyndet til at oprette en TV-station,
som kunne forkynde evangeliet i hele verden. Med produktionscentre
i Southern Illinois og Nizhny Novgorod i Rusland
sender 3ABN sit signal ud til hvert eneste beboet kontinent på Jorden med
et potentiale på flere hundrede millioner seere. Danny har skrevet tre internationale
bestsellers, der er blevet solgt i næsten tre millioner eksemplarer.
Shelley Quinn er taler og vicedirektør for Work Warrior Ministries
og er desuden programudviklingschef på 3ABN. Som
kristen forfatter og bibellærer rejser hun rundt i De forenede
Stater samt i udlandet, hvor hun prædiker evangeliet om Jesus
Kristus ved møder, stævner og årsmøder. Shelley er vært for
Exalting His Work på 3ABNs netværk – et program, der bygger på hendes
bestseller – en bog om Guds ord og hans Ånds forvandlende kraft.
100 DE TI BUD UNDER ANGREB

FØLG MED I TV-SERIEN ORDET
Ordet er en ny TV-serie på LifeStyleTV, som sætter fokus på
Bibelen og dens budskab. Halvtimes programmerne sendes
hver onsdag kl. 19.30 med genudsendelser i ugens løb.
Onsdag kl. 19.30
Fredag kl. 20.30
Lørdag kl. 10.30
Søndag kl. 10.00
Studiematerialet er gratis, du betaler bare et ekspeditionsgebyr
på 75 kr per sæt + porto. Du kan således selv følge med
derhjemme. For at bestille skriver du til os på:
Korrespondanceskolen
Postboks 15
2850 Nærum
Tel 4558 7770
www.korrespondanceskolen.dk
vi ses på
www.
24X7 SATELLIT-TV | INTERNET STREAMING | ON-DEMAND
LIFESTYLETV – TV FOR KROP, TANKE OG SJÆL
LifeStyleTV gør livet til en helhed, med forfriskende
programmer døgnet rundt.
Vi tilbyder et bredt udvalg af programmer, som vil berige og
inspirere til en mere aktiv og sund livsstil.
Programmerne dækker alle aspekter af livet set fra et kristent
perspektiv og inkluderer: sundhed, madlavning, motion,
seminarer, musik, naturprogrammer, andagter, prædikener,
familiespørgsmål, interviews, talkshows, bibelstudier mm.
LifeStyleTV er en skandinavisk kanal, som sender på dansk,
norsk, svensk og engelsk. Du ser programmerne via THOR5
satellitten, i alle Canal Digitals satellitpakker, samt på Internet.
LifeStyleTV
Box 75
242 21 Hörby
Sverige
vi ses på
www.
24X7 SATELLIT-TV | INTERNET STREAMING | ON-DEMAND

DEN SYVENDE DAG er en dokumentarserie på 5 DVDer,
der sætter fokus på en århundrede gammel strid om den
bibelske dag for tilbedelse - sabbatten i De ti Bud. Det
er en historie, der spænder over flere tusinde år, og som
sammenkæder beviser fra hele verden.
Den kendte amerikanske TV-vært, Hal Holbrook, fører os
igennem denne præsentation, hvor mere end 50 historikere
og teologer fra katolsk, ortodoks, protestantisk og jødisk
observans deltager.
Efter grundige undersøgelser og godt dokumenterede beviser
udfordrer “Den Syvende Dag” de almindelige anskuelser, og
vil igen forbinde os med den jødisk-kristne helligdag og vise
os dens bibelske, kulturelle og traditionelle rødder.
Bestilles hos: www.danskbogforlag.dk

DE TI BUD
UNDER ANGREB
DANMARKS RIGES GRUNDLOV af 1953 fastslår stadig, at
Danmark bygger på principperne i den evangelisk-lutherske
lære. Det danske velfærdssamfund er derfor en af frugterne
af kristendommens indførelse i Danmark. Danske politikere,
der ønsker al religion fjernet fra det offentlige rum, er derfor
med til at fremme et ateistisk ønske om at fjerne symboler for
kristendommen og andre religioner fra offentlige institutioner.
Eksempelvis, skal De ti Bud ikke hænge i domhusene, mener man.
Er vort forsvar for de ti bud udelukkende noget, der vedrører vor
interesse for at bevare den kristne kultur? Er det muligt, at kirken
er lige så skyldig, som de offentlige myndigheder, når det gælder
tilsidesættelsen af De ti Bud?
Forfatterne til denne bog er lige så urokkelige i deres forsvar for
Guds bud, som Martin Luther, der i sin lille katekismus
betegnede dem som ”en rettesnor for alle, der frygter
og elsker Gud”. — Walder Hartmann
Denne bog besvarer kritiske spørgsmål med tydelige
henvisninger til Bibelens udsagn.
• Eksisterede De ti Bud før Sinai?
• Blev de naglet til korset?
• Hvad betyder Paulus’ udtalelser om loven?
• Har mennesker ret til at forandre Guds lov?
Læs bogen og se sandheden i øjnene!
www.lifestyletv.dk