De 10 bud under angreb - Natur-Drogeriet A/S

• Moses går op på bjerget og er der i 40 dage og 40 nætter (2 Mos 24,
12-18).
• Gud skriver de ti bud på stentavler og giver dem til Moses (2 Mos 31,18).
• Moses knuser stentavlerne (2 Mos 32,19).
• Gud skriver på det andet sæt stentavler og giver dem til Moses (2 Mos
34,1).
Efter at Gud havde forkyndt sin tibudslov for forsamlingen, var Moses
alene sammen med Gud. Herren gav ham borgerlige love, ceremonielle
love og forordninger, som Israel skulle følge. Da Moses kom tilbage efter
dette møde med Gud, kundgjorde han disse særlige pagtsbetingelser for
folket, og de sagde ja til at gøre alt, hvad Herren havde befalet.
Det er interessant at lægge mærke til kontrasten her. Det var Gud, der
talte de ti bud til folket, før han skrev dem på stentavlerne. Men da betingelserne
for den særlige pagt mellem Gud og Israel blev forkyndt for
nationen, var det Moses, der var mellemmanden mellem dem og Gud.
Kapitel 24 i 2 Mosebog fortæller, hvordan Moses skrev alle Herrens ord
i ”pagtsbogen“ og byggede et alter. Før han bekræftede pagten med offerblod,
læste han de ord, han havde skrevet i pagtsbogen, for folket.
Endnu engang accepterede folket betingelserne og sagde, at de ville adlyde
Herren og hans befaling. Så tog Moses blodet og stænkede det på
bogen og på folket (Hebr 9,19; 2 Mos 24,8) og sagde: ”Dette er pagtens
blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.“
(2 Mos 24,8).
”Da Moses var færdig med at skrive denne lovs ord fra ende til anden i
en bog, gav han levitterne, der bar Herrens pagts ark, denne befaling: ”Tag
denne lovbog, og læg den ved siden af Herrens jeres Guds pagts ark! Dér
skal den ligge som vidne imod dig.““ (5 Mos 31,24-26).
Moses skrev disse særlige pagtsforordninger – med sin egen hånd – i
lovbogen (pagtsbogen). Blodet fra et offerdyr bekræftede Guds pagt med Israel.
Denne lovbog (håndskrevne forordninger) fik en foreløbig placering
ved siden af arken og lå der som et vidne imod folket.
Hvorfor stod Moseloven som et vidne imod dette oprørske folk? Bibelen
giver dette svar, en advarsel til dem, der vendte sig bort fra Gud for at tjene
andre guder:
”Herren vil skille ham ud fra alle Israels stammer og ramme ham med
ulykke i overensstemmelse med alle forbandelserne i den pagt, som er
skrevet i denne lovbog.“ (5 Mos 29,20). I tillæg til de velsignelser Gud
lovede Israel for deres troskab (2 Mos 34,10; 5 Mos 28,1-14), indeholdt
lovbogen forbandelser mod dem, som ikke levede op til dens krav.
En kærlig Gud ved, at synd forårsager smerte og ødelæggelse. Herrens
hensigt med forbandelserne i lovbogen var at afskrække folket fra synd. Da
han kom som Israels forløser, gav han dem budene som en hjælp.
”Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad der gavner, som fører dig
ad vejen, du skal vandre. Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din
fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger.“ (Es 48,17-18).
Guds disciplin har sit udspring i et kærligt hjerte, fordi han ønsker at
beskytte sine børn mod syndens ødelæggende magt. Gud ønsker ikke den
uretfærdiges død (Ez 33,11).
”Mon ikke dette ramte dig, fordi du svigtede Herren din Gud, dengang
han førte dig på vejen? Lad din ulykke tugte dig, lad din troløshed straffe
dig …“ (Jer 2,17.19).
Når syndere dør, er det en direkte følge af deres egne valg. Guds tålmodighed
og hans godhed over for folket under den gamle pagt træder meget
tydeligt frem i Skriften. Den særlige pagt med Israel skulle lære dem en
livsvigtig lærdom, der kunne redde dem som en nation.
Uheldigvis begyndte den jødiske nation at bruge lovbogen som et middel
til at opnå retfærdighed. De fordrejede Guds hensigt og styrede i stedet
mod deres egen undergang. Flere hundrede år senere kom Paulus med følgende
kommentar om dette. Han sagde, at hvis retfærdighed kunne opnås
gennem Moseloven, havde Kristi død været forgæves (Gal 2,21).
FRELSE I JESUS ALENE
Den eneste form for retfærdighed, der har eksisteret fra Guds synspunkt,
er retfærdighed ved tro. Selv under den gamle pagt vidste de sande troende,
at de ikke kunne fortjene sig til retfærdighed. Jeremias forkyndte Guds
navn således: ”Herren er vor retfærdighed.“ (Jer 23,6).
Hos Hoseas læser vi: ”I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab, I
skal bryde ny jord. Tiden er inde til at søge Herren, så han kommer og
lader retfærdighed regne ned over jer.“ (Hos 10,12).
Esajas vidste, at det bedste menneske kom ynkeligt til kort i
32 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 1. del
33