De 10 bud under angreb - Natur-Drogeriet A/S

levet afskaffet, mens de godtager, at de andre ni stadig gælder?“ (Weighed
and Wanting, s. 47).
"Jeg tror oprigtig talt, at dette bud (det fjerde eller sabbatsbudet) er lige
så bindende i dag, som det altid har været. Jeg har talt med mennesker,
som har sagt, at det er blevet afskaffet, men de har aldrig været i stand til
at udpege et sted i Bibelen, hvor Gud har forandret det. Da Kristus var
på jorden, gjorde han intet for at feje det til side. Han befriede det for de
bånd, som farisæerne og de skriftkloge havde lagt på det, og gav det den
rigtige plads. ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket
for sabbattens skyld.“ Den er lige så hensigtsmæssig og nødvendig for
mennesker i dag som førhen – faktisk mere end nogen sinde, fordi vi lever
i en meget intens tid.“ (Weighed and Wanting, s. 46).
Jeg kunne komme med citater fra næsten alle søndagshelligholdende
protestantiske organisationers historiske skrifter, som klart erkender, at
man ikke finder støtte for søndagshelligholdelse i Skriften. Forskellige kirkesamfunds
forskere, som har studeret sabbatsspørgsmålet, er enige.
”Det hellige navn for den syvende dag er sabbat. Denne kendsgerning
er så tydelig, at den udelukker diskussion … (2 Mos 20,10 citeret) …
Hvad det angår, har Ordets tydelige lære været godtaget til alle tider …
Disciplene forbandt ikke en eneste gang sabbatsbudet med ugens første
dag – den dårskab hører en senere tid til, ej heller foregav de, at den første
dag havde erstattet den syvende.“ (Southern Baptist Joseph Judson Taylor,
The Sabbath Question, s. 14-17,41).
Det var Gud, der satte sin autoritets segl på den hellige syvende dag,
sabbatten. På samme måde som en jordisk monarks segl angiver navn, titel
og territorium, således er det samme indeholdt i det fjerde bud:
”Husk sabbatsdagen og hold den hellig … Den syvende dag er sabbat
for Herren din Gud … For på seks dage skabte Herren himlen og jorden
og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han.
Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.“ (2 Mos 20,
8-11). Gud satte sit ”segl“ på sabbatten, idet budet, der vedrører hviledagen,
er det eneste af de ti bud, som indeholder både lovgiverens navn og titel.
Det er det eneste bud, der fortæller under hvis autoritet, loven er givet.
”I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer,
slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer.“
(2 Mos 31,13).
De tidlige kristne anerkendte Guds tegn på autoritet. I det første
århundrede af kirkens historie finder man ikke sabbatsspørgsmålet diskuteret.
Men i de følgende tre til fire hundrede år er der mange optegnelser
om en sådan debat.
Kirkehistorien fortæller, at den romerske magt prøvede at udslette Guds
sabbatsbud. Der var stor modstand mod et skift fra sabbatshelligholdelse
til søndagshelligholdelse blandt trofaste troende. Men den romersk katolske
pavemagt vidste, hvordan man kunne overvinde denne modstand.
Laodikæakoncilet, 364 e.Kr., vedtog en lov (Canon XXIX), som kom
med følgende dekret: ”Kristne skal ikke gøre sig til jøder og gå ledige om
sabbatten, men skal arbejde på den dag; Men Herrens dag skal de ære på
en særlig måde, og som kristne skal de, hvis det er muligt, ikke gøre noget
arbejde på denne dag. Men hvis de fraterniserer med jødedommen, skal
de lukkes ude fra Kristus.“ (Charles J. Hefele, A History of the Christian
Counsels, vol. 2, s. 316).
Udsendelsen af dette dekret viser to ting. For det første, at de kristne
stadig tilbad på sabbatten over tre hundrede år efter Kristi himmelfart.
Det var grunden til, at den romersk katolske kirke måtte gå imod dem.
For det andet var pavemagten i Rom parat til at undertrykke dem, som
hellere ville følge Guds befaling end menneskers.
Historikere beretter, at der var dødsstraf for at overtræde denne lov og
tilbede om sabbatten. Mange blev martyrer, medens andre gav efter for at
redde livet. Vil historien gentage sig?
Hvem er ansvarlig for denne strid – om den menneskeskabte tradition
– helligholdelse af søndagen? Satan havde sat sig for ved hjælp af menneskelige
repræsentanter at ødelægge tegnet på Guds autoritet – Herrens
hellige sabbatsdag.
Satan ønsker at blive ”lige med den Højeste“ (Es 14,14). Lige siden vor
ærkefjende fristede Eva i Edens have, har han arbejde på at bringe tvivl og
vantro ind i Guds ord i et forsøg på at finde fodfæste i vort liv.
Satan ønsker at gøre søndagen til tegnet på sin autoritet. Gennem manipulation
med den fastsatte dag i Guds bud er det lykkedes ham at bedrage
mange af Guds trofaste børn og få dem til at tilbede på en dag, som kun
er autoriseret gennem hans indflydelse på et religiøst system – et system,
som er en hån mod protestanter.
84 DET ER INGEN HEMMELIGHED DEN KATOLSKE KIRKE ERKLÆRER SIG ANSVARLIG FOR ÆNDRINGEN 85