De 10 bud under angreb - Natur-Drogeriet A/S

Vi har netop studeret Galaterne 3,10-14 og kan derfor være sikre på,
at Paulus’ henvisning i Galaterne 3,17-19 gælder den samme bog, nemlig
lovbogen.
Moseloven var en midlertidig lov givet ved engle gennem Moses, der
tjente som mellemmand mellem Gud og Israel. Der var ingen mellemmand,
da Gud talte de ti bud til hele forsamlingen.
Moseloven satte ikke løftet til Abraham til side – frelse ved tro. Lovbogen
blev tilføjet på grund af overtrædelser (synd). Som tidligere nævnt kan
overtrædelser eller synd ikke eksistere, hvor der ikke er nogen lov.
Da Guds ti bud eksisterede før Moseloven, kan vi konkludere, at Moseloven
blev føjet til, fordi Guds morallov var blevet overtrådt.
Alle de ceremonielle love i Mosebogen pegede hen til Jesus. Moseloven
var kun midlertidig – en lov, der skulle fungere, indtil Jesus (Guds Søn)
kom for at bringe ”den rigtige ordning“ (Hebr 9,10).
”HERRENS lov er fuldkommen, den styrker sjælen.“ (Sl 19,8). Guds tibudslov
er fuldkommen! De håndskrevne forordninger i Moseloven kunne
ikke udvirke omvendelse. Guds lov er fuldkommen, fordi den afspejler
hans fuldkomne kærlighed.
KÆRLIGHED AVLER KÆRLIGHEDSHANDLINGER
Vi bør være taknemmelige for, at Moseloven (lovbogen) ikke gælder i dag,
for den krævede hurtig dom og dødsstraf for mange forseelser. F.eks. var
der dødsstraf, hvis man ofrede til andre guder (2 Mos 22,19), eller hvis
man bare kom med en opfordring til at dyrke andre guder (5 Mos 13,7-
10). Der var dødsstraf for den, der overtrådte den syvende dags sabbat (2
Mos 35,2), for dem, der begik ægteskabsbrud (3 Mos 20,10), for en søn,
der ikke ville adlyde sine forældre (5 Mos 21,20-21), selv for den, der ikke
passede på sin okse, og derved forårsagede et andet menneskes død (2 Mos
21,29).
Moseloven krævede ”liv for liv, øje for øje, tand for tand“ (5 Mos 19,21).
Jesus viste klart, at de civile love i Moseloven ikke var vidtrækkende nok,
da han sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.“
Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer
noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden
til.“ (Matt 5,38-39).
Vi kan være taknemmelige for, at ceremoniloven under den gamle pagt
ikke gælder i dag. Der er et gammelt ordsprog, der siger, at man skal passe
på ikke at kaste barnet ud med badevandet. Ligesom det forholder sig
med de ti bud – hjertet i den gamle pagt – som stadig gælder i dag, sådan
forholder det sig også med andre ting nævnt i Mosebogen. Det gælder
principper, som Gud gav til sit folk, før han gav den gamle pagts betingelser
til Moses.
F.eks. står tiendebetaling og uren føde nævnt i den gamle pagt. Men
som det vil fremgå af næste kapitel, blev de ti bud, ligesom principperne
vedrørende tiendebetaling og uren føde, givet længe før Sinaj.
Vi kan finde principperne for tiendebetaling – at give en tiendedel af
ens indtægt tilbage til Gud – blive praktiseret i 1 Mos 14,20 (Abraham
til Melkisedek, præst for Gud den Højeste) og igen i 1 Mos 28,22 (Jakob
afgiver løfte om at betale tiende til Gud). Kristus blåstempler klart
tiendebetaling i Lukas 11,42, da han taler til farisæerne, samtidig med at
han revser dem, fordi de kommer for let om ved ret og kærlighed til Gud.
Mange kristne anerkender, at tiendebetaling ikke først blev indstiftet sammen
med den gamle pagt, og at den aldrig er blevet ophævet.
Gud indførte princippet om rene og urene dyr før syndfloden. Herren
gav Noa følgende retningslinier for dyrene i arken: ”Af alle de rene dyr
skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du
tage ét par …“ (1 Mos 7,2). Den første fortegnelse over de dyr, som Gud
betegnede som rene og urene står i Moseloven (3 Mos 11,1-47 og 5 Mos
14,3-20) og bekræfter, at urene dyr som føde er imod Herrens vilje og
derfor forbudt af ham.
Af det syn, som Peter fik, med den store dug fuld af firbenede dyr og
krybdyr og himlens fugle, fremgår det, at Peter stadig ikke spiste uren
føde, længe efter at Jesus havde indstiftet den nye pagt. Da han hørte en
stemme sige, at han skulle rejse sig, slagte og spise, reagerede han med
bestyrtelse: ”Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst
vanhelligt og urent.“ (ApG 10,14). Fordi en stemme lød for anden gang
og sagde: ”Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt“
(vers 15), er der nogle, der mener, at Gud har lavet om på reglerne om
mad. Men Peter forstod det ikke på den måde. Han spekulerede på, hvad
synet skulle betyde (vers 17). Senere forstod han synet og forklarede det på
følgende måde: ”Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske
vanhelligt eller urent“ (vers 28).
Paulus sagde til Timotheus, at han ikke skulle afholde sig fra føde, som
44 DE TI BUD UNDER ANGREB TO LOVE, TO PAGTER. 2. del
45