Ringen er sluttet - DR

© SDU og DR
Ringen er sluttet
... bomben bliver kastet
Der var tre typer af skader efter bomberne i Hiroshima og
Nagasaki: Trykbølgen fra selve eksplosionen, varmestråling og
radioaktiv stråling. Trykbølgen fra en atombombe er meget
kraftigere end trykbølgen fra en almindelig bombe.
Varmestrålingen giver alvorlige forbrændinger og antænder
brande over et stort område. Og den radioaktive stråling giver
skader på og inde i kroppen - jo tættere du er på eksplosionen
desto værre. I Hiroshima og Nagasaki oplevede ofrene, at deres
hud faldt af kroppen i store laser.
Trykbølge, varme og stråling
De fleste af atombombens ofre døde af trykbølgen og
varmestrålingen, men mange døde også af den radioaktive
stråling. Nogle døde inden for få timer, andre først dage eller uger
efter. I Japan var der ikke mange af ofrene, der fik nogen
behandling. Dels var hospitaler og læger jo også ramt, dels vidste
man ikke, hvad det var for en type skader, folk havde. Man havde
jo aldrig tidligere set noget lignende.
I dag ved vi mere – blandt andet fordi der nu er opsamlet
erfaringer fra Hiroshima og Nagasaki. Da der i 1986 skete en
ulykke på atomkraftværket i Tjernobyl i Sovjetunionen, vidste
man for eksempel godt, at man ikke kunne redde de mennesker,
som havde fået store stråledoser. De fik derfor blot væske, mad
og smertestillende medicin. Man vidste, at de ville dø, uanset
hvad man gjorde. Men de, der havde fået mellemstore doser,
kunne muligvis reddes, hvis de fik en knogletransplantation. De,
der kun havde fået lidt stråler, ville sandsynligvis overleve.
Hvad med dem, der overlevede?
Selv om der var mange mennesker, som døde i Hiroshima og
Nagasaki, var der også mange, som overlevede. Et stykke tid i
hvert tilfælde. For blandt de overlevende var der mange tilfælde
af kræft. Selv 50 år efter krigens afslutning er risikoen for at få
kræft blandt de overlevende fra Hiroshima eller Nagasaki langt
højere end blandt andre mennesker.
Når man laver dyreforsøg med radioaktiv bestråling, kan man se,
at dyrenes unger har højere risiko for at få mutationer selv flere
generationer efter. Man har endnu ikke set en højere risiko for
mutationer blandt de japanere, der overlevede atombomberne,
og det kan skyldes, at der ikke er gået tid nok. Mange mutationer
viser sig nemlig først efter flere generationer. Så det er kun fremtiden,
der kan vise, om japanerne bærer rundt på skader, der
indtil videre er usynlige.
Der er forskellige typer stråling
Alfa-, beta- og gammastråling er bare
nogle af de former for stråling, der findes.
Lette grundstoffer kan udsende beta- og
gammastråling, mens tungere grundstoffer
også kan udsende alfastråling. Når
man spalter atomer, udsender de neutronstråling.
Alfastråling er det, man kalder for
partikelstråling. Det er stråler, som består
af små partikler med stor hastighed. Alfastråling
består af heliumkerner, og den
rækker ikke så langt. Til gengæld er den
stærkt ioniserende. Den er altså effektiv
til at slå molekyler i stykker.
Uden for kroppen er den ikke særlig farlig.
Du kan stoppe den med et stykke papir.
Men hvis du får den ind i kroppen, er
den farlig, for derinde er den tæt på dine
organer. Uran og plutonium er eksempler
på stoffer, der udsender alfastråling.
Betastråling er også partikelstråling.
Her er partiklerne elektroner. Betastråling
rækker længere end alfastråling, og derfor
er den også farligere uden for kroppen.
Betastråler kan bremses af nogle få
millimeter aluminium.
Gammastråling er det, man kalder
elektromagnetisk stråling. I princippet er
det samme type stråling, som vi har i lys
og radiobølger. Men gammastråler har
mere energi. Faktisk har de så meget
energi, at de kan slå molekyler i stykker
(og altså virke ioniserende).
Gammastråling rækker meget langt og
trænger effektivt gennem mange materialer.
Der skal for eksempel to meter
beton til at stoppe gammastråling.
Neutronstråling er også partikelstråling.
Den består af partikler, som hverken er
positivt eller negativt ladet. Men neutronstråling
er meget ioniserende.
Hvad er radioaktiv stråling?
Når et grundstof er radioaktivt, betyder
det, at det ikke er stabilt, og at det kan
ændre sig til et nyt stof. Man siger, at
stoffet henfalder. Når det gør det, udsender
det samtidig radioaktiv stråling.
Når det nye stof er ustabilt og altså radioaktivt,
må det igen ændre sig til et nyt
stof. Og sådan kan det fortsætte, indtil
stoffet har ændret sig til et stabilt stof,
som ikke er radioaktivt.
For nogle stoffer sker denne omdannelse
på få sekunder. For andre stoffer – som
f.eks. uran – tager det tusinder af år.

© SDU og DR
Stråleskadede og forbrændte ofre fra Hiroshima. © Wayne Miller
Japanerne fik strålesyge
Mange japanere døde i timerne og dagene lige efter
atombomberne. De fik strålesyge. Det er en sygdom, der opstår,
fordi kroppen er blevet bestrålet så meget, at vævet er ødelagt.
Strålingen påvirker blandt andet det væv i knoglemarven, som
skal danne nyt blod: Blodets funktion ødelægges, så det ikke
kan størkne, men siver ud af huden og de indre organer til kroppens
hulrum som eksempelvis mavesækken.
Og de hvide blodlegemer, som normalt skal bekæmpe infektioner,
forsvinder. Det betyder, at man kan dø af selv mindre infektioner.
Derfor ved man i dag, at nogle mennesker med strålesyge
kan overleve, hvis de får en knoglemarvstransplantation.
Kropscellernes evne til at dele sig kan også blive ødelagt. Det
går især ud over gravide og børn. Den gravide har jo et foster,
som skal vokse ved celledeling. På samme måde vokser børn
også kun, hvis deres celler kan dele sig og blive til flere.
Der blev danset over bomben
En gruppe af forskerne på Manhattanprojektet
anbefalede, at man kun skulle foretage
en teknisk demonstration af bomben
som en advarsel til Japan. Men andre forskere
mente ikke, at man kunne afslutte
krigen mod Japan ved bare at advare.
I øvrigt var der mange nordamerikanere,
som ikke havde moralske, politiske eller
militære indvendinger mod bombningen.
I nogle byer blev der ligefrem danset
i gaderne, da nyheden om Hiroshima
nåede frem.
Tre typer skader
Stråleskader inddeles i tre typer:
1.Virkning her og nu. De opstår efter
store stråledoser.
2.Virkninger efter noget tid i form af for
eksempel kræft.
3.Skader på fostre, hvis moderen er ble
vet bestrålet, mens hun var gravid.
Små og store doser
Når man bliver udsat for store stråledoser,
så dør mange af kroppens celler.
Derfor kan kroppen ikke udføre de
ting, som den normalt gør. Først kan
man få kvalme, krampe og besvær med
at koordinere sine bevægelser. Senere
begynder blandt andet slimhinderne i
munden samt maven og tarmene at blive
ødelagt, og man får indre blødninger.
Mutationer
Ved mindre stråleskader er problemet
et andet. Her dør cellerne ikke nødvendigvis.
Men deres arvemateriale kan
blive ødelagt. Man siger, at der opstår
mutationer. Det betyder, at cellerne
begynder at opføre sig anderledes end
normalt. Det opdager man ikke altid lige
med det samme. Men efter nogle år kan
det være at kroppen udvikler kræft.
Stråling kan slå kroppens molekyler
i stykker
Problemet med strålingen er, at den kan
slå molekyler i stykker. Man siger, at den
er ioniserende, fordi den kan lave stabile
molekyler om til nye ustabile molekyler.
Det kan for eksempel give skader i vores
DNA-molekyler eller i andre vigtige molekyler
inde i kroppens celler. Hvis skaderne
bliver for store, dør cellerne.
Knogletransplantation
Knoglemarv er celler i en væske, som
findes inde i knoglernes hulrum. Her
dannes de livsvigtige røde og hvide blodceller
samt blodpladerne.
Ved nogle sygdomme bliver knoglemarven
ødelagt. Her kan man nogle gange
blive rask ved at få transplanteret ny
knoglemarv fra et raskt menneske.

© SDU og DR
Man vidste ikke meget om
stråleskader
Røntstråling blev opdaget i 1895 af
Wilhelm Conrad Roentgen. Hurtigt efter
blev man klar over, at det ikke var ufarligt
at arbejde med røntgenstråling. Men
i mange år vidste man ikke ret meget
om risikoen ved radioaktivitet. Først
i 1915 kom der et forslag om, hvorfor
og hvordan man burde begrænse
bestråling af mennesker. Og i 1925 kom
der grænser for, hvor store doser stråling
man måtte få på huden.
På Manhattanprojektet blev der også
sat en fast grænse. Men mange forskere
var nervøse for strålingen. Det var et
spørgsmål, der optog blandt andet læger
og fysikere, og det var faktisk Manhattanprojektet,
der lagde grunden til det, man
kalder ”helse-fysik” – altså det fag, hvor
man studerer skader fra stråling.
Døden på urskiverne
Selvlysende urskiver er flotte. Men
engang betød de døden for mange af de
arbejdere, der lavede dem. I 1920
begyndte man at male urskivernes tal
med selvlysende radioaktiv maling. Det
var håndarbejde, og når penslen lige
skulle ”spidses”, kom den en tur i munden.
Mange af arbejderne – som især var
kvinder – fik kræft i munden eller andre
steder i kroppen. Først i 1923 var man
klar over, at det var malingen, der gjorde
kvinderne syge.