November - The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

Vi er mere betydningsfulde, end vi tror
Men til trods for menneskets intethed
fylder det mig med undren og
ærefrygt at tro, at »sjæles værdi er stor
i Guds øjne«. 7
Og samtidig kan vi betragte universets
umådelige, udstrakte vidde og
sige: »Hvad er mennesket i sammenligning
med pragten i skaberværket?«
Gud selv sagde, at vi er årsagen til, at
han skabte universet! Hans gerning og
herlighed – formålet med dette storslåede
univers – er at frelse og ophøje
menneskeheden. 8 Med andre ord er
evighedens udstrækning, det uendelige
rums storslåethed og gådefuldhed
og tiden alle bygget til gavn for
almindelig dødelige som jer og mig.
Vor himmelske Fader skabte universet,
så vi kan nå vores potentiale som hans
sønner og døtre.
Det er et paradoks ved mennesket:
Sammenlignet med Gud, er mennesket
intet, og dog betyder vi alt for
Gud. Selv om vi i lyset af det uendelige
skaberværk kan synes som intet,
har vi en gnist af evig ild brændende i
vores bryst. Vi har det ufattelige løfte
om ophøjelse – verdener uden ende –
inden for vores rækkevidde. Og det er
Guds største ønske at hjælpe os med
at nå det.
Stolthedens dårskab
Den store bedrager ved, at et af
hans mest effektive redskaber til at
føre Guds børn vild er at appellere
til yderpunkterne ved menneskets
paradoks. Hos nogle appellerer han til
deres tilbøjelighed til stolthed og får
dem til at puste sig op og opmuntrer
dem til at tro på fantasien om deres
egen vigtighed og uovervindelighed.
Han fortæller dem, at de har overskredet
det almindelige, og at de på grund
af deres evner, fødselsret eller sociale
status er hævet over den almindelige
målestok for alle omkring dem. Han
20 Liahona
leder dem til at slutte, at de derfor
ikke er underlagt nogen andres regler
og ikke skal besværes af nogen andres
problemer.
Det siges om Abraham Lincoln,
at han elskede et digt, som lyder:
Åh, hvorfor skulle den dødelige
sjæl være stolt?
Som en hurtigflagrende meteor,
en hurtigfarende sky,
et lyn, der glimter, en bølge,
der giver brag,
går mennesket fra livet til sin hvile
i en grav. 9
Jesu Kristi disciple forstår, at vores
eksistens i denne jordiske sfære kun
varer »et øjeblik« i tid og rum sammenlignet
med evigheden. 10 De ved, at en
persons sande værdi kun har lidt at
gøre med det, verden agter højt. De
ved, at man kan ophobe alverdens
penge, og alligevel kan de ikke købe
et brød i himlens mønt.
De, der skal »arve Guds rige«, 11 er
de, der bliver »som et barn, underdanig,
sagtmodig, ydmyg, tålmodig,
fuld af kærlighed«. 12 »For enhver, som
ophøjer sig selv, skal ydmyges, og
den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
13 Sådanne disciple forstår også, »at
når I er i jeres medmenneskers tjeneste,
er I blot i jeres Guds tjeneste.« 14
Vi er ikke glemte
En anden måde, Satan bedrager
på, er gennem modløshed. Han
forsøger at få os til at fokusere på
vores egen ubetydelighed, indtil vi
begynder at tvivle på vores værdi.
Han fortæller os, at vi er for små til,
at nogen lægger mærke til os, at vi er
glemte – især af Gud.
Lad mig dele en personlig oplevelse
med jer, som kan være en hjælp
for dem, der føler sig ubetydelige,
glemte eller alene.
For mange år siden deltog jeg i en
pilotuddannelse i USA’s luftvåben.
Jeg var langt væk hjemmefra, en ung
vesttysk soldat, født i Tjekkoslovakiet,
opvokset i Østtyskland og talte kun
engelsk med stort besvær. Jeg husker
tydeligt min rejse til vores uddannelsesbase
i Texas. Jeg var ombord på et
fly og sad ved siden af en passager,
der talte med en kraftig sydstatsaccent.
Jeg forstod knap nok ét ord
af, hvad han sagde. Jeg spekulerede
virkelig på, om jeg fra start var blevet
undervist i det forkerte sprog. Jeg var
rædselsslagen ved tanken om, at jeg
skulle konkurrere om de eftertragtede
topstillinger i pilotuddannelsen
mod elever, der havde engelsk som
modersmål.
Da jeg ankom til flybasen i den lille
by Big Spring i Texas, søgte jeg efter
og fandt en gren med sidste dages
hellige, som bestod af en håndfuld
vidunderlige medlemmer, der mødtes
i lejede lokaler på selve flybasen. Medlemmerne
var i gang med at opføre
en lille kirkebygning, der kunne tjene
som et fast tilholdssted for Kirken.
Dengang ydede medlemmer en stor
del af arbejdskraften i opførelsen af
nye bygninger.
Dag efter dag deltog jeg i pilotuddannelsen
og studerede så hårdt, jeg
kunne, og tilbragte dernæst det meste
af min fritid med at arbejde på den
nye kirkebygning. Dér lærte jeg, at 2x4
ikke kun er en dansetakt, men at det
også kan være et stykke træ. Jeg lærte
også den vigtige overlevelsesevne at
ramme ved siden af min tommelfinger,
når jeg slog søm i.
Jeg tilbragte så meget tid med at
arbejde på kirkebygningen, at min
grenspræsident – som også tilfældigvis
var en af mine flyinstruktører –
udtrykte bekymring for, at jeg måske
skulle tilbringe mere tid med at læse.
Mine venner og pilotelever