November - The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

angår ydmyger sig for Faderen og
bevidner for Faderen, at han ville være
lydig mod ham ved at holde hans
befalinger« (2 Ne 31:7). Uden denne
pagt bliver omvendelse ufuldstændig
og tilgivelse for synder uopnåelig. 2
Med professor Noel Reynolds’ mindeværdige
formulering: »Valget om at
omvende sig er et valg, der brænder
broer i alle retninger, når man har
besluttet sig for altid kun at følge en
vej, den ene vej, der fører til evigt liv.« 3
For det fjerde kræver omvendelse
en oprigtig hensigt og en villighed til
at holde ud, selv gennem smerte. Forsøg
på at lave en liste over bestemte
trin for omvendelse kan være nyttig
for nogle, men den kan også føre til
en mekanisk afkrydsningsmetode
uden ægte følelser eller forandring.
Sand omvendelse er ikke overfladisk.
Herren kommer med to hovedkrav:
»Heraf kan I vide, om et menneske
omvender sig fra sine synder: Se, han
vil bekende dem og aflægge dem«
(L&P 58:43).
Bekendelse og aflæggelse er stærke
begreber. De er meget mere end et tilfældigt:
»Jeg indrømmer det, det er jeg
ked af.« Bekendelse er en dyb, sommetider
smertende anerkendelse af fejl
og fornærmelse af Gud og mennesker.
Sorg, fortrydelse og bitre tårer følger
ofte ens bekendelse, især når vedkommendes
handlinger har forårsaget
smerte hos en anden, eller værre, har
fået en anden til at begå synd. Det er
denne dybe kval, dette syn på tingene,
som de virkelig er, der fører til, at man
40 Liahona
ligesom Alma råber: »O Jesus, du Guds
Søn, hav barmhjertighed med mig,
som er i bitterheds galde og er omsluttet
af dødens evigtvarende lænker«
(Alma 36:18).
Med tro på den barmhjertige Forløser
og hans magt vendes fortvivlelse til
håb. Selve ens hjerte og ønsker ændres,
og den engang så tiltrækkende synd
bliver stadigt mere afskyvækkende. En
beslutning om at opgive og aflægge
synd og at rette op på den skade,
vedkommende har forårsaget, så godt
man overhovedet kan, former sig nu
i dette nye hjerte. Denne beslutning
modnes til en pagt om lydighed mod
Gud. Med den pagt på plads overfører
Helligånden, sendebuddet for guddommelig
nåde, lettelse og tilgivelse. Man
bevæges til igen at udtrykke sammen
med Alma: »Og åh, hvilken glæde og
hvilket forunderligt lys s[er] jeg ikke,
ja, min sjæl bl[iver] fyldt af glæde, lige
så overordentlig stor som min smerte
[var]!« (Alma 36:20).
Enhver smerte, der følger med
omvendelse, er altid langt mindre end
den lidelse, der kræves for at tilfredsstille
retfærdigheden for uafklaret
overtrædelse. Frelseren talte kun lidt
om, hvad han udholdt for at tilfredsstille
retfærdighedens krav og sone
for vore synder, men han kom med
denne afslørende udtalelse:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for
alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil
omvende sig;
men hvis de ikke vil omvende sig,
må de lide, ligesom jeg;
hvilken lidelse fik mig, selv Gud,
den største af alle, til at skælve af
smerte og til at bløde fra hver pore og
til at lide på både legeme og ånd – og
jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke
det bitre bæger« (L&P 19:16-18).
For det femte opsluges en hvilken
som helst omkostning ved omvendelse
af tilgivelsens glæde. I en generalkonferencetale
med overskriften »Tilgivelsens
herlige morgen« kom præsident
Boyd K. Packer med denne analogi:
»I april 1847 anførte Brigham Young
det første kompagni af pionerer fra
Winter Quarters. Samtidig, knap 2600
kilometer længere vestpå, vaklede de
ynkværdige overlevende fra Donnervogntoget
ned ad Sierra Nevada-bjergenes
skråninger ind i Sacramento-dalen.
De havde tilbragt en grusom vinter
fanget i snedriverne nær bjergtinden.
At nogen overhovedet overlevede de
mange dage, uger og måneder med
sult og ubeskrivelige lidelser er ganske
utroligt.
Blandt dem var den 15-årige John
Breen. Den 24. april om aftenen
vandrede han ind på Johnsons ranch.
Flere år senere skrev John:
›Det var længe efter mørkets frembrud,
at vi nåede frem til Johnsons
gård, så jeg så den først rigtigt om
morgenen. Vejret var godt, jorden var
dækket af grønt græs, fuglene sang
i trætoppene og rejsen var forbi. Jeg
kunne knap fatte, at jeg var i live.
Det syn, jeg så den morgen, synes
prentet ind i mit sind. Jeg har glemt det
meste af det, der skete, men lejren ved
Johnsons gård står altid klart for mig.‹«
Præsident Packer fortsatte: »Til at
begynde med var jeg forbløffet over
hans udtalelse om, at han ›havde glemt
det meste af det, der skete‹. Hvordan
kunne man glemme de lange måneders
utrolige lidelser og sorg? Hvordan
kunne den grusomme, mørke vinter
fortrænges af én herlig morgen?