November - The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

kommende måneder og år. De må
komme ved, at en større procentdel
af Det Aronske Præstedømme bliver
ordineret, aktive, rene og værdige til
at tjene.
I, som har tjent eller tjener nu, takker
vi for det gode, I har gjort, og for
alle de mennesker, hvis hjerter I har
rørt. Gud velsigne jer! Vi anerkender
også, at der er nogle, som hele deres
liv har håbet på at tage på mission,
men som af helbredsmæssige årsager
eller andre hindringer, de ikke er herre
over, ikke er i stand dertil. Vi hylder
offentligt og stolt denne gruppe. Vi
kender til jeres ønsker og vil rose jer
for jeres hengivenhed. Vi elsker og
beundrer jer. I er »med på holdet«
og vil altid være det, når I med god
grund er fritaget fra at kunne tjene på
fuldtidsmission. Men vi har brug for jer
andre steder!
Nu til brødrene i Det Melkisedekske
Præstedømme. I skal ikke
sidde og smile og læne jer tilbage i
sæderne. Jeg er ikke færdig her. Vi
har brug for tusindvis af ægtepar, som
tjener på mission for Kirken. Alle missionspræsidenter
skriger efter dem.
Hvor som helst de tjener, bidrager
de med modenhed til værket, som
intet antal 19-årige kan, uanset hvor
dygtige de er.
For at opmuntre flere ægtepar til
at tjene har Det Første Præsidentskab
og De Tolv Apostles Kvorum gjort en
af de største og mest generøse skridt,
man har set i missioneringen de sidste
50 år. I maj i år modtog præstedømmeledere
i marken besked om, at
boligudgifterne for ægtepar (og vi
taler kun om boligudgifterne) blev
tilskudsberettiget med midler fra Kirkens
missionærfond, hvis udgifterne
overstiger et vist beløb om måneden.
Sikke en velsignelse! Denne bistand
er som sendt fra himlen som hjælp til
den største udgift, som vore ægtepar
46 Liahona
står overfor på deres mission. Brødrene
har også besluttet, at ægtepars
missioner kan vare i 6 eller 12 måneder
såvel som 18 eller 23, som de
traditionelt gør. En anden vidunderlig
opmuntrende gestus er, at ægtepar har
fået tilladelse til, for egen regning, kort
at tage hjem i forbindelse med kritiske
familietilfælde. Og I skal ikke bekymre
jer for, at I skal banke på døre eller
holde det samme skema som de
19-årige. Det beder vi jer ikke om,
men der er en mængde andre ting, I
kan gøre med en stor grad af frihed til
selv at bestemme hvordan.
Brødre, vi ved, at nogle af jer af
helbreds-, familiemæssige eller økonomiske
årsager ikke vil være i stand til
at tage af sted hverken nu eller senere.
Men med lidt planlægning kan mange
af jer gøre det.
Biskopper og stavspræsidenter,
drøft behovene i jeres råd og på konferencer.
Sid på forhøjningen ved jeres
møder, se bønsomt ud over forsamlingen
for at modtage inspiration om,
hvem der bør modtage et kald. Drøft
det med dem og hjælp dem med at
sætte en dato. Brødre, når det sker, så
sig til jeres hustru, at hvis I kan forlade
jeres magelige lænestol og fjernbetjeningen
i nogle måneder, så kan de
også forlade børnebørnene. De små
pus skal nok klare sig, og jeg lover jer,
at I kommer til at gøre ting for dem
i Herrens tjeneste, som I aldrig i de
evige verdener ville kunne gøre ved
at blive hjemme og hænge over dem.
Hvilken større gave kan bedsteforældre
give deres efterkommere end ved
eksemplets såvel som ordets magt
at vise, at »her i familien tjener vi på
mission!«
Missionering er ikke det eneste, vi
er nødt til at gøre i denne store, omfattende
og vidunderlige kirke. Men
næsten alt andet, vi må gøre, afhænger
af, at mennesker først hører Jesu
Kristi evangelium og kommer til tro.
Det er derfor, Jesu sidste formaning til
de tolv ganske enkelt lød: »Gå derfor
hen og gør alle folkeslagene til mine
Montreal i Quebec i Canada