November - The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints

tid er, til at berede os til at møde Gud,
kan kræve nogen vejledning, men
vi ville bestemt anbringe Herren og
vores familie øverst på listen. Præsident
Dieter F. Uchtdorf minder os om,
at »i familierelationer staves kærlighed
virkelig t-i-d « (»Det, der betyder
mest«, Liahona, nov. 2010, s. 21). Jeg
vidner om, at når vi bønsomt og med
oprigtighed søger hjælp, hjælper vor
himmelske Fader os til at lægge vægt
på det, der fortjener vores tid frem for
noget andet.
Dårlig brug af tiden er en nær
fætter til dovenskab. Når vi følger
befalingen om at holde op »med at
være uvirksomme« (L&P 88:124), må vi
være sikre på, at det at have travlt også
er lig med at være produktiv. Fx er det
vidunderligt at have mulighed for øjeblikkelig
kommunikation helt bogstaveligt
ved fingerspidserne, men lad os
være sikre på, at vi ikke bliver besatte
af det. Jeg fornemmer, at nogle er
fangede i en ny tidsrøvende afhængighed
– en, der gør os slaver af konstant
at tjekke og sende sociale beskeder og
således give et falsk indtryk af at have
travlt og være produktive.
Der er meget godt ved at have
nem adgang til kommunikation og
informationer. Jeg har fundet det
nyttigt at have adgang til videnskabelige
artikler, konferencetaler og
32 Liahona
slægtshistoriske optegnelser og til at
modtage e-mail, Facebook-påmindelser,
tweet og sms’er. Hvor gode disse
ting end er, kan vi ikke tillade dem at
skubbe de vigtigste ting til side. Hvor
ville det være trist, hvis telefonen og
computeren med al deres raffinement
udkonkurrerede enkelheden ved den
oprigtige bøn til en kærlig himmelsk
Fader. Lad os være lige så hurtige til at
knæle, som vi er til at sms’e.
Elektroniske spil og bekendtskaber
i cyberspace er ikke vedvarende
erstatninger for virkelige venner, der
kan give et opmuntrende knus, som
kan bede for os og ønske det bedste
for os. Hvor er jeg taknemlig for at se
medlemmer i kvorummet, klasser og
Hjælpeforeningen komme hinanden til
undsætning. I sådanne situationer har
jeg bedre kunnet forstå det, apostlen
Paulus mente, da han sagde: »Så er I
da ikke længere fremmede og udlændinge.
I er de helliges medborgere«
(Ef 2:19).
Jeg ved, at vi opnår størst lykke,
når vi stiller ind på Herrens kanal (se
Alma 37:37) og på det, som medfører
en varig belønning, frem for tankeløst
at stille ind på utallige timer med statusopdateringer,
passe dyr på nettet og
slynge vrede fugle mod betonvægge.
Jeg beder indtrængende om, at vi hver
især tager de ting, som frarøver os
dyrebar tid, og beslutter at være herre
over dem frem for at tillade, at de
gennem deres afhængighedsskabende
natur bliver herre over os.
For at få den fred, Frelseren taler
om (se Joh 14:27), må vi vie vores tid
til det, der betyder mest, og det, der
hører Gud til, betyder mest. Når vi
involverer os med Gud i oprigtig bøn,
læser og studerer i skrifterne hver dag,
grunder over det, vi har læst og følt,
og derpå anvender og efterlever det vi
lærer, kommer vi ham nærmere. Guds
løfte er, at når vi flittigt søger i de bedste
bøger, »vil [han] ved sin hellige Ånd
… give [os] kundskab« (L&P 121:26; se
også L&P 109:14-15).
Satan vil friste os gennem camouflerede
adspredelser til at misbruge
vores tid. Selv om fristelserne kommer,
har ældste Quentin L. Cook
forklaret, at »hellige, som tager imod
Frelserens budskab, vil ikke blive
vildledt af distraherende og ødelæggende
stræben« (»Er du en hellig?«,
Salvador i Brasilien