Eremitagen

Guldklumpen
Haskell fik den patenteret 11. april 1899 og måtte
nærmest smugle den ind i omklædningsrummene.
Den blev dog alment anerkendt i 1901,
hvor den havde bevist sit værd i blandt andet
The Open. I modsætning til ”gutties”, som ikke
kunne flyve så langt som ”featheries”, kunne
Haskells bolde øge spillerens drives med mindst
18-20 meter.
Omkring 1905 var William Taylor den første til
at forsyne overfladen i en Haskell bold med smilehuller,
og det gav en mere regulær og stigende
bane. Royal & Ancient og USGA standardiserede
i 1921 golfbolden ud fra Haskells design, og det
er stort set samme type bold, der anvendes i
dag. Først i 1972, hvor Spalding introducerede
den to-delte bold blev der pillet ved Haskells
grundprincipper.
Haskell blev i øvrigt stinkende rig, fordi han
i Haskell Golf Ball Company havde monopol på
19
Det kan godt være svært at se, at der ligger en lille
revolution her på det fine røde underlag, men er det en
ægte ”guttie” eller hvad? Hvordan - og især hvornår - er
den havnet i skovbunden i Dyrehaven?
fremstilling af boldene i århundredets første
årtier. Han solgte patentet og fabrikken i 1917, og
samme år blev der lukket for produktionen.
Mere viden
Antikke golfbolde handles flittigt blandt samlere,
og en ”guttie” med uskadt dimple overflade
kan ryge helt op i 500 dollars. Men overfladen
er væk på Lotte og Jørgen Grindsteds bold,
hvor tråden, der nu meget let løber af, fortsat er
smidig og elastisk.
Hvis nogen kan bidrage med mere viden om
fundet (hvis du for eksempel har spillet med en
gammel ”guttie” i foråret 2008..!), så er redaktionen
ganske lydhør.
Imens ligger fertilitetslægens lille nye derhjemme
og glæder sig over en hædersplads væk
fra skovbundens fugt.
Frank Undall